Forslag til afgørelse fra generaladvokat Tizzano fremsat den 11. september 2001. - Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. - Traktatbrud - Miljø - Affald - Direktiv 75/442/EØF, 91/689/EØF og 94/62/EF - Affaldshåndteringsplaner. - Sag C-35/00.
Samling af Afgørelser 2002 side I-00953
1. I denne sag, der er anlagt den 8. februar 2000 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af artikel 226 EF, har Kommissionen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7 i Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (EFT L 194, s. 47), som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 (EFT L 78, s. 32), artikel 6 i Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald (EFT L 377, s. 20), og artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald (EFT L 365, s. 10), idet Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ikke har meddelt og/eller truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at udarbejde affaldshåndteringsplaner i henhold til de nævnte direktiver.
2. Det Forenede Kongerige har ikke bestridt det af Kommissionen foreholdte traktatbrud, men har forsikret, at de kompetente myndigheder i øjeblikket er i færd med at foretage de nødvendige foranstaltninger for fuldt ud gennemføre de omhandlede direktiver.
3. Det har imidlertid vist sig, at Det Forenede Kongerige på tidspunktet for udløbet af den frist, der var fastsat i den begrundede udtalelse af 23. april 1999, ikke havde efterkommet de forpligtelser, der følger af direktiverne. Dette er ifølge Domstolens praksis tilstrækkeligt til at give Kommissionen medhold.
4. I øvrigt er parterne enige om det hensigtsmæssige i under denne sag at se bort fra spørgsmålet om, hvorvidt direktiv 94/62 finder anvendelse på Gibraltar, da dette spørgsmål behandles i en anden sag.
5. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Kommissionen har nedlagt påstand herom, og henset til hvad, jeg har sagt ovenfor angående sagens afgørelse, mener jeg derfor, Kommissionen bør gives medhold.
6. Henset til ovenstående, vil jeg foreslå Domstolen at fastslå følgende:
»1) Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7 i Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald, som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991, artikel 6 i Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald og artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald, idet Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ikke har meddelt og/eller truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at udarbejde affaldshåndteringsplaner i henhold til de nævnte direktiver.
2) Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland betaler sagens omkostninger.«