RETTENS DOM (Anden Afdeling)
13. december 2000
Forenede sager T-110/99 og T-260/99
F
mod
Europa-Parlamentet
»Tjenestemænd — fravær fra tjenesten — fremlæggelse af lægeattester — den pågældende ikke fremmødt til kontrolbesøg — fraregning af sygedagene i den årlige ferie — annullationssøgsmål — erstatningskrav«
Fuldstændig gengivelse på fransk II-1333
Angående:
Påstand dels om annullation af tre afgørelser fra Parlamentet, hvorefter sagsøgerens sygedage som ikke-lovlige fratrækkes i den årlige ferie, dels om erstatning af den ikke-økonomiske skade, som angiveligt følger af afgørelserne truffet af og adfærden hos Parlamentets tjenestegrene.
Udfald:
Annullationspåstanden i sag T-110/99 som rettet mod afgørelsen af 28. januar 1999 afvises fra realitetsbehandling. Afgørelserne af 16. september 1998 og 22. april 1999 annulleres. Erstatningskravene forkastes. Parlamentet pålægges at bære sine egne omkostninger og at betale halvdelen af sagsøgerens omkostninger. Sagsøgeren pålægges at bære halvdelen af sine egne omkostninger.
Sammendrag
Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – begreb – Rettens bedømmelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)
Tjenestemænd – sygeorlov – godtgørelse af sygdommen – fremlæggelse af lægeattest – formodning om lovligt fravær – lægeligt kontrolbesøg – tjenestemanden tilsidesat sin samarbejdspligt – retsvirkninger
(Tjenestemandsvedtægten, art. 59 og 60)
Tjenestemænd – søgsmål – erstatningspåstand knyttet til en annullationspåstand – afvisning af annullationspåstanden medfører afvisning af erstatningspåstanden
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål rejst uden forudgående administrativ procedure i henhold til vedtægten – afvisning
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
Den nøjagtige juridiske kvalifikation af en skrivelse eller en note tilkommer alene Retten og er ikke undergivet parternes vilje. En skrivelse, ved hvilken en tjenestemand uden udtrykkeligt at anmode om, at den pågældende afgørelse tilbagekaldes, klart giver udtryk for sit ønske om at få sine klagepunkter afgjort i mindelighed, eller fremdeles en skrivelse, hvorved han klart giver udtryk for sit ønske om at anfægte en bebyrdende retsakt, udgør en klage i vedtægtens artikel 90, stk. 2's forstand.
Der kan ikke antages at foreligge en klage i denne bestemmelses forstand i forbindelse med en skrivelse, i hvilken afsenderen, selv om han har beskrevet den som »klage i medfør af vedtægtens artikel 90«, nøjes med dels at anmode den sagsøgte institution om at præcisere den administrative afgørelse, på grundlag af hvilken der er foretaget fradrag i feriedagene, dels at bemærke, at han indtil da ikke havde modtaget hverken oplysninger eller afgørelser fra den kompetente myndighed.
(jf. præmis 43, 45 og 46)
Henvisning til: Retten, 7. december 1999, sag T-108/99, Reggimenti mod Parlamentet, Sml. Pers. IA, s. 243, og II, s. 1205, præmis 27.
Fradrag for fravær i den årlige ferie forudsætter, at fraværets ulovlighed er blevet behørigt fastslået. Herved kan administrationen ikke nægte gyldigheden af en lægeattest og lægge til grund, at den pågældende tjenestemand ubeføjet er udeblevet fra tjenesten, uden først i overensstemmelse med vedtægtens artikel 59, stk. 1, andet afsnit, at have ladet den pågældende gennemgå en undersøgelse.
Selv om forpligtelsen for Fællesskabets institutioner til at foranstalte lægeundersøgelser er det nødvendige sidestykke til tjenestemændenes forpligtelse til at underkaste sig disse undersøgelser eller til at fremlægge en attest, hvoraf det tilstrækkeligt præcist og sikkert fremgår, at de ikke er i stand til at rejse, idet bestemmelserne i vedtægtens artikel 59 og 60 i modsat fald ville blive virkningsløse, kan tjenestemandens eventuelle tilsidesættelse af en sådan pligt ikke i sig selv give institutionen tilladelse til at vende den formodning om, at sygefraværet er beføjet, der knytter sig til behørigt fremlagte lægeattester.
Derimod kan et sådant ulovligt forhold eventuelt rammes af en disciplinærsag indledt på grundlag af bestemmelserne i bilag VI til vedtægten, som vedtægtens artikel 60 udtrykkeligt giver mulighed for.
(jf. præmis 66, 67, 69, 70 og 71)
Henvisning til: Retten, 8. juli 1998, sag T-130/96, Aquilino mod Rådet, Sml. Pers. IA, s. 351, og II, s. 1017, præmis 71, 73 og 83.
Når en tjenestemand anlægger sag med påstand dels om annullation af en administrativ retsakt, dels om erstatning af det tab, han finder at have lidt som følge af nævnte retsakt, og når påstandene er snævert forbundne med hinanden, medfører afvisning af annullationssøgsmålet afvisning af erstatningssøgsmålet.
(jf. præmis 82)
Henvisning til: Retten, 24. marts 1993, sag T-72/92, Benzler mod Kommissionen, Sml. II, s. 347, præmis 21 og 22.
Krav om erstatning for ikke-økonomisk skade, der ikke følger af den retsakt, som søges annulleret, men af et tiltag fra administrationen uden karakter af en afgørelse, skal forinden være fremlagt i en ansøgning ifølge vedtægtens artikel 90, stk. 1 — idet de ellers ikke kan realitetspåkendes af Retten — og ansøgningen skal gå ud på, at ansættelsesmyndigheden skal erstatte den påberåbte skade, hvorefter der eventuelt kan indbringes en klage i medfør af artikel 90, stk. 2, rettet mod et afslag på ansøgningen.
(jf. præmis 87 og 88)
Henvisning til: Retten, 15. juli 1993, forenede sager T-17/90, T-28/91 og T-17/92, Camara Alloisio m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 841, præmis 47.