1. Konkurrence – aftaler – afgrænsning af markedet – genstand – bedømmelse af aftalens virkning på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstater – følger for de anbringender, der er fremsat mod den
(EF-traktatens art. 85 og 86 (nu art. 81 EF og 82 EF))
2. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning – identificering af de sanktionerede overtrædelser – konklusionens forrang for begrundelsen
(EF-traktatens art. 85 og 86 (nu art. 81 EF og 82 EF))
3. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde
(Art. 253 EF)
4. Konkurrence – aftaler – samordnet praksis – begreb – koordination og samarbejde uforenelig med hver enkelt virksomheds forpligtelse til selvstændigt at fastlægge sin adfærd på markedet
(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))
5. Konkurrence – aftaler – deltagelse i møder med andre virksomheder med et konkurrencebegrænsende formål – omstændighed, der i mangel af afstandtagen fra de trufne beslutninger giver grundlag for at fastslå, at virksomheden deltog i den efterfølgende aftale
(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))
6. Konkurrence – aftaler – aftaler mellem virksomheder – bevis for overtrædelsens varighed påhviler Kommissionen
(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))
7. Konkurrence – bøder – størrelse – Kommissionens skønsmæssige beføjelse
(Rådets forordning nr. 4056/86, art. 19, stk. 2)
8. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsernes grovhed – overholdelse af proportionalitets- og lighedsprincippet
(Rådets forordning nr. 4056/86, art. 19, stk. 2)
9. Konkurrence – bøder – størrelse – bødenedsættelse til gengæld for samarbejde – annullationssøgsmål – ny stillingtagen til størrelsen af bødenedsættelsen – udelukket
(Rådets forordning nr. 17, art. 15)
1. Afgrænsningen af det relevante marked har ikke samme betydning ved anvendelsen af traktatens artikel 85 eller 86 (nu artikel 81 EF og 82 EF). Ved anvendelsen af artikel 86 er det nødvendigt at foretage en fyldestgørende afgrænsning af det relevante marked for at kunne bedømme den adfærd, der hævdes at være konkurrencebegrænsende, eftersom det for konstateringen af, om der foreligger et misbrug af en dominerende stilling, er nødvendigt først at fastslå, at der overhovedet foreligger en dominerende stilling på et bestemt marked, hvilket atter forudsætter, at der er foretaget en afgrænsning af dette marked. Ved anvendelsen af artikel 85 er det nødvendigt at foretage denne afgrænsning af det relevante marked for at kunne afgøre, om aftalen, vedtagelsen inden for den pågældende sammenslutning af virksomheder eller den pågældende samordnede praksis kan påvirke handelen mellem medlemsstater og har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet. Dette er begrundelsen for, at man ved anvendelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, ikke kan betragte klagepunkter mod Kommissionens afgrænsning af det relevante marked isoleret fra anbringenderne om påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstaterne og begrænsningen af konkurrencen. Den omstændighed, at afgrænsningen af det relevante marked er anfægtet, er følgelig uden betydning, såfremt Kommissionen med rette har fastslået på grundlag af dokumenter, der nævnes i dens beslutning, at den pågældende aftale fordrejede konkurrencen og mærkbart kunne påvirke handelen mellem medlemsstater.
Det forholder sig ikke desto mindre således, at klagepunkter mod afgrænsningen af det relevante marked kan angå andre omstændigheder, der specielt vedrører anvendelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, herunder det pågældende kartels omfang, spørgsmålet, om det udgør en enhed eller er altomfattende, samt omfanget af hver af de pågældende virksomheders individuelle deltagelse, hvilke omstændigheder er nært knyttet til princippet om individuelt ansvar for at have begået kollektive overtrædelser. Det er således ønskeligt, at Kommissionen, når den træffer en beslutning, hvori det konstateres, at en virksomhed har deltaget i en kompliceret, kollektiv og uafbrudt overtrædelse, som karteller ofte er, ud over at undersøge, om de særlige betingelser for at anvende traktatens artikel 85, stk. 1, er overholdt, tager den omstændighed i betragtning, at såfremt en sådan beslutning skal medføre et individuelt ansvar for hver enkelt af sine adressater, er det alene for deres fastslåede deltagelse i de former for kollektiv adfærd, der er pålagt sanktioner, og som er korrekt afgrænset. Da en sådan beslutning kan have betydelige konsekvenser for de pågældende virksomheders forhold, ikke blot til de administrative myndigheder, men også til tredjemænd, bør Kommissionen undersøge det eller de pågældende markeder og i betragtningerne til beslutningen identificere dem tilstrækkeligt præcist.
(jf. præmis 27 og 30-32)
2. Det er gennem en beslutnings dispositive del, at Kommissionen angiver karakteren og rækkevidden af overtrædelserne af traktatens artikel 85 eller 86 (nu artikel 81 EF og 82 EF). I princippet er det, når det drejer sig om netop rækkevidden og karakteren af de sanktionerede overtrædelser, den dispositive del og ikke betragtningerne, som er afgørende. Det er alene i tilfælde af, at de i den dispositive del anvendte formuleringer ikke er klare, at det er nødvendigt at fortolke denne ved hjælp af betragtningerne til beslutningen. Med henblik på at fastslå, om Kommissionen har sanktioneret en sammenhængende overtrædelse eller to særskilte overtrædelser, bør denne beslutnings dispositive del lægges til grund, når den ikke giver anledning til tvivl.
(jf. præmis 43 og 45)
3. Begrundelsen for en beslutning, der indeholder et klagepunkt, skal gøre det muligt for Retten at udøve sin legalitetskontrol samt indeholde de oplysninger, der er nødvendige, for at den berørte kan vide, om beslutningen hviler på fornødent grundlag. Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen er tilstrækkelig, skal vurderes i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde og den interesse, som retsaktens adressater kan have i begrundelsen.
(jf. præmis 47)
4. For at der kan være tale om en aftale i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1 EF), er det tilstrækkeligt, at de pågældende virksomheder har udtrykt fælles vilje til at indrette deres adfærd på markedet på en bestemt måde.
De kriterier om koordination og samarbejde, som langt fra stiller krav om udarbejdelse af en egentlig »plan«, skal forstås ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhængigt skal tage stilling til den politik, han vil føre på det fælles marked. Selv om dette krav om uafhængighed ganske vist ikke udelukker de erhvervsdrivendes ret til at foretage de nødvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfærd, forhindrer det imidlertid kategorisk enhver direkte eller indirekte kontakt mellem sådanne erhvervsdrivende, som har til formål eller til følge enten at påvirke en aktuel eller potentiel konkurrents markedsadfærd eller at informere en sådan konkurrent om den markedsadfærd, som man har besluttet sig til – eller overvejer – selv at følge.
(jf. præmis 88 og 89)
5. Når det er bevist, at en virksomhed har deltaget i møder mellem virksomheder af en åbenbart konkurrencestridig karakter, påhviler det denne virksomhed at fremføre indicier af en sådan beskaffenhed, at den kan påvise, at dens deltagelse i de nævnte møder ikke var sket for at begrænse konkurrencen, og herved påvise, at den over for konkurrenterne har oplyst, at den deltog i møderne med et andet formål end deres. Såfremt bevis for en sådan afstandtagen ikke foreligger, kan den omstændighed, at en virksomhed ikke bøjer sig for udfaldet af disse møder, ikke fritage virksomheden for det fulde ansvar som følge af dens deltagelse i kartellet.
Begrebet offentlig afstandtagen som kriterium for fritagelse for ansvar skal selv fortolkes indskrænkende.
I denne forbindelse er den omstændighed, at der fastsættes interne instrukser, som gør det klart, at virksomheden ikke agter at følge de konkurrenter, der deltager i et kartel, som sagsøgeren har gjort i det foreliggende tilfælde, en foranstaltning som led i den interne organisation, og kan derfor i mangel af beviser for, at sådanne interne instrukser var kommet til udtryk udadtil, ikke være tilstrækkelig til at føre bevis for en afstandtagen.
(jf. præmis 91, 112, 118, 135 og 136)
6. Når varigheden af en påstået overtrædelse af konkurrencereglerne skal fastslås, indebærer retssikkerhedsprincippet, at hvis der ikke foreligger beviser, som direkte kan godtgøre overtrædelsens varighed, må Kommissionen i det mindste fremføre beviser, som vedrører faktiske omstændigheder, som i tidsmæssig henseende ligger tilstrækkeligt tæt på hinanden til, at det med rimelighed kan fastslås, at overtrædelsen har varet uafbrudt mellem to præcise datoer.
(jf. præmis 125)
7. Kommissionen har i henhold til forordning nr. 4056/86 om fastsættelse af de nærmere retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86 på søtransport endvidere i forbindelse med forordning nr. 4056/86 et vist skøn ved udmålingen af bøderne, således at virksomhederne tilskyndes til at overholde konkurrencereglerne.
(jf. præmis 170)
8. Når Kommissionen i en enkelt beslutning har sanktioneret to forskellige overtrædelser, er det ud fra rimeligheds- og proportionalitetsbetragtninger vigtigt, at et selskab, der alene har deltaget i én aftale, straffes mindre hårdt end de selskaber, der har deltaget i to. Det følger heraf, at når Kommissionen har beregnet bøderne ud fra et grundbeløb, som var ens for alle selskaberne, udmålt ud fra deres respektive størrelse, men uden at sondre efter deres deltagelse i én eller to af de sanktionerede aftaler, har Kommissionen pålagt en virksomhed, der er blevet holdt ansvarlig for at have deltaget i én aftale, en bøde, som ikke er proportional med grovheden af den begåede overtrædelse.
(jf. præmis 189-192)
9. Den risiko, at en virksomhed, der har opnået en bødenedsættelse til gengæld for samarbejde, senere anlægger annullationssøgsmål til prøvelse af den beslutning, hvorved overtrædelsen af konkurrencereglerne blev fastslået, og hvorved den ansvarlige virksomhed blev pålagt en sanktion i den anledning, og får medhold ved Retten i første instans eller ved Domstolen efter appel, er en normal konsekvens af en udnyttelse af de retsmidler, der er fastsat i traktaten og statutten for Domstolen. Den omstændighed, at en virksomhed, der har samarbejdet med Kommissionen og har fået nedsat bøden i den anledning, har fået medhold i en retssag, kan således ikke i sig selv give grundlag for, at der igen tages stilling til størrelsen af den bødenedsættelse, virksomheden har fået.
(jf. præmis 209)