Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Konkurrence aftaler konkurrencebegrænsning bryggeriaftaler bedømmelseskriterier adgang til markedet den omtvistede aftales bidrag til en blokering af de pågældendes stilling på markedet som følge af et stort antal lignende aftaler virkning af den omtvistede aftales varighed

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))

2. Konkurrence aftaler konkurrencebegrænsning bryggeriaftaler bedømmelseskriterier adgang til markedet et bryggeris net af aftaler, som ikke i sig selv bidrager til afskærmning af markedet, knyttet til de nationale bryggeriers aftalenet, som bidrager til denne afskærmning betingelser

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))

Sammendrag

1. Ved bedømmelsen af, i hvilket omfang et bryggeris aftaler om levering af øl bidrager til den samlede afskærmning af markedet, der er resultatet af alle lignende aftaler som helhed, skal der tages hensyn til aftaleparternes stilling på markedet. Dette bidrag afhænger desuden af aftalernes varighed. Hvis varigheden heraf er uforholdsmæssig lang set i forhold til den gennemsnitlige varighed af de aftaler, der sædvanligvis indgås på det pågældende marked, er den enkelte aftale omfattet af forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1, EF). Et bryggeri, der har en forholdsvis lille markedsandel, men binder sine salgssteder i mange år, kan nemlig bidrage til en lige så betydelig afskærmning af markedet som et bryggeri, hvis stilling på markedet er forholdsvis stærk, men som normalt stiller salgsstederne frit med kortere mellemrum.

( jf. præmis 76 )

2. Hvad angår spørgsmålet om anvendeligheden af traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1, EF) skal to betingelser være opfyldt for at anse et bryggeris net af aftaler, som ikke i sig selv bidrager mærkbart til afskærmningen af markedet, for at være knyttet til de nationale bryggeriers aftalenet, som bidrager mærkbart til markedets afskærmning.

For det første kan de aftaler om levering af øl, som er indgået mellem bryggeriet/grossisten og bryggerierne/leverandørerne, dvs. de nationale bryggerier altså aftalerne »på forudgående omsætningstrin« antages at indgå i nettet af aftaler for bryggerier/leverandører, hvis de indeholder en bestemmelse, der fastsætter en købsforpligtelse (forpligtelser til et vist mindstekøb, til lagerføring eller til ikke at føre konkurrence). Følgelig indgår en aftale om levering, som ikke indeholder nogen købsforpligtelse, uanset hvorledes den er udformet, ikke i et bryggeris/leverandørs net af aftaler, selv om den vedrører en væsentlig andel af den øl, som sælges af de etablissementer, der er bundet til bryggeriet/grossisten.

Det er endvidere en betingelse for at antage, at ikke blot aftalerne »på forudgående omsætningstrin«, men også de aftaler, der er indgået mellem bryggeriet/grossisten og de etablissementer, som er bundet til denne, dvs. aftalerne »på efterfølgende omsætningstrin«, kan anses for at være knyttet til aftalenettene for bryggerierne/leverandørerne, at aftalerne mellem bryggerierne/leverandørerne og bryggeriet/grossisten er så restriktive, at det ikke længere er muligt eller i hvert fald meget vanskeligt for andre bryggerier, det være sig i eller uden for den pågældende medlemsstat, at få adgang til bryggeriets/grossistens net af aftaler »på efterfølgende omsætningstrin«.

Hvis den restriktive virkning af aftalerne »på forudgående omsætningstrin« nemlig er begrænset, har andre bryggerier mulighed for at indgå aftaler om levering med bryggeriet/grossisten og således få adgang til dennes net af aftaler »på efterfølgende omsætningstrin«. De vil herved få mulighed for at få adgang til alle de etablissementer, som indgår i nettet, uden at det er nødvendigt at indgå særskilte aftaler med hver enkelt udskænkningssted. Forekomsten af et net af aftaler »på efterfølgende omsætningstrin« udgør derfor et element, som kan fremme andre bryggeriers indtrængen på markedet.

( jf. præmis 104-108 )