1. Fri bevægelighed for personer - etableringsfrihed - arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende - forordning nr. 1408/71 - lønnet beskæftigelse i en medlemsstat og selvstændig beskæftigelse i en anden
[EF-traktaten, art. 48, 51 og 52 (efter ændring nu art. 39 EF, 42 EF og 43 EF); Rådets forordning nr. 1408/71, art. 14c, litra b); Rådets forordning nr. 3811/86]
2. Fri bevægelighed for personer - etableringsfrihed - arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende - forordning nr. 1408/71 - situationer, der samtidig er omfattet af to medlemsstaters lovgivning - betingelser
[EF-traktaten, art. 48 og 52 (efter ændring nu art. 39 EF og 43 EF); Rådets forordning nr. 1408/71, art. 14c, litra b)]
1. Traktatens artikel 48, 51 og 52 (efter ændring nu artikel 39 EF, 42 EF og 43 EF) skal gøre det lettere for EF-borgerne at udøve erhvervsmæssig virksomhed af enhver art på hele Fællesskabets område og indeholder et forbud mod en national ordning, som kan skade disse borgere, såfremt de ønsker at udvide deres aktiviteter uden for en enkelt medlemsstats område. Traktaten foreskriver imidlertid ingen harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger om social sikring. Den indeholder derfor ikke nogen garanti for, at en person, der udvider sin virksomhed til at omfatte mere end én medlemsstat eller overflytter den til en anden medlemsstat, har neutrale virkninger hvad angår den sociale sikring. På grund af forskellene i medlemsstaternes lovgivninger om social sikring kan en sådan udvidelse eller overflytning alt efter omstændighederne være mere eller mindre fordelagtig eller ufordelagtig for vedkommendes sociale beskyttelse. Den omstændighed, at den pågældende eventuelt stilles ringere end i den situation, hvor han udøver al sin virksomhed i én medlemsstat, fordi han udvider eller overflytter virksomheden til en eller flere andre medlemsstater og dermed omfattes af en ny lovgivning om social sikring, er principielt ikke i strid med bestemmelserne i traktatens artikel 48 og 52, såfremt denne lovgivning ikke stiller den pågældende person ringere i forhold til dem, som udøver al deres virksomhed i den medlemsstat, hvor denne lovgivning finder anvendelse, eller i forhold til dem, som tidligere var omfattet af den, og såfremt den ikke blot fører til, at den pågældende indbetaler sociale bidrag, som ikke kommer ham til gode.
Ligesom traktatens artikel 48 og 52 ikke indebærer, at udøvelsen af retten til fri bevægelighed for personer, som udøver en erhvervsmæssig beskæftigelse, aldrig fører til en forskel i niveauet for de sociale bidrag, som de kan afkræves, eller i den sociale beskyttelse, der sikres dem, indebærer disse traktatbestemmelser heller ikke, så længe der ikke er foretaget nogen harmonisering af lovgivningerne om social sikring, at der under alle omstændigheder sikres neutralitet med hensyn til graden af kompleksitet for de pågældende i forvaltningen af deres sociale dækning. Det system, som er indført ved forordning nr. 1408/71, er derfor kun et samordningssystem, og spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne i artikel 14c, litra b) - hvorefter en person, der samtidig har lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område og selvstændig beskæftigelse på en anden medlemsstats område, er omfattet af lovgivningen i hver af disse to medlemsstater - opfylder kravene i traktatens artikel 48, 51 og 52, kan ikke være afhængigt af, om der med hensyn til de sociale sikringsbidrag eller sociale ydelser findes forskelle mellem de situationer, hvor en person samtidig har lønnet og selvstændig beskæftigelse i én enkelt medlemsstat, og de situationer, hvor en person har sådanne beskæftigelser i forskellige medlemsstater.
( jf. præmis 47, 50-52, 54, 58 )
2. Hvad angår artikel 14c i forordning nr. 1408/71 har Rådet udført sin opgave med hensyn til at samordne anvendelsen af lovgivninger om social sikring for vandrende arbejdstagere ved at bestemme, hvilken eller hvilke lovgivninger der finder anvendelse på de pågældende. Rådet har derfor kunnet bestemme, at en person, der har lønnet beskæftigelse i visse medlemsstater og selvstændig beskæftigelse i visse andre medlemsstater, samtidig er omfattet af to forskellige medlemsstaters lovgivning, den ene for den pågældendes lønnede beskæftigelse og den anden for hans selvstændige beskæftigelse, selv om han kun ville være omfattet af én lovgivning, der bestemmes på grundlag af hans lønnede beskæftigelse, såfremt disse beskæftigelser blev udøvet samtidig i andre medlemsstater.
I de situationer, der henhører under artikel 14c, litra b), skal de medlemsstater, hvis lovgivning finder samtidig anvendelse, påse overholdelsen af kravene i traktatens artikel 48, 51 og 52 (efter ændring nu artikel 39 EF, 42 EF og 43 EF). Det tilkommer dog i givet fald den nationale ret, for hvem der er indbragt sager om anvendelsen af denne bestemmelse, dels at efterprøve, at de herved anvendte nationale lovgivninger er blevet anvendt på en måde, som er i overensstemmelse med traktatens artikel 48 og 52 - og navnlig, at den nationale lovgivning, hvis anvendelsesbetingelser anfægtes, giver den pågældende arbejdstager eller selvstændige erhvervsdrivende en social beskyttelse - dels at efterprøve, om den nævnte bestemmelse efter anmodning fra den pågældende arbejdstager eller selvstændige erhvervsdrivende undtagelsesvis ikke bør anvendes, såfremt den medfører, at han mister en social sikringsfordel, som han oprindelig havde i medfør af en overenskomst om social sikring, der var indgået mellem to eller flere medlemsstater.
( jf. præmis 59, 63 og 67 samt domskonkl. )