1. Institutionernes retsakter - direktiver - medlemsstaternes gennemførelse - direktiv, hvis formål er at skabe rettigheder for borgerne - krav om retlig klarhed og sikkerhed - inkorporering uden lovgivningsvirksomhed - ikke tilladt - gennemførelse via administrativ praksis - utilstrækkeligt
(EF-traktaten, art. 189 (nu art. 249 EF))
2. Traktatbrudssøgsmål - Domstolens prøvelse af søgsmålsgrundlaget - ingen skadelige virkninger af det påståede traktatbrud - irrelevant
(EF-traktaten, art. 169 (nu art. 226 EF))
3. Traktatbrudssøgsmål - Domstolens prøvelse af søgsmålsgrundlaget - relevante forhold - forholdene ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist
(EF-traktaten, art. 169 (nu art. 226 EF))
4. Medlemsstater - forpligtelser - pligt til at idømme straf for overtrædelser af fællesskabsretten - rækkevidde
(EF-traktaten, art. 5 (nu art. 10 EF))
1. Hver medlemsstat skal gennemføre direktiver på en måde, som fuldt ud opfylder kravene om, at den retstilstand, som fællesskabslovgiver tilsigter med direktiverne, af hensyn til de berørte personer i medlemsstaterne skal være klar og sikker. Direktivbestemmelser skal derfor gennemføres ved bestemmelser, hvis bindende virkning er uomtvistelig, og som er tilstrækkelig specifikke, bestemte og klare.
En simpel forvaltningspraksis, som ifølge sagens natur frit kan ændres af forvaltningen, og som ikke er tilstrækkeligt kendt, kan derfor ikke anses for at udgøre en gyldig opfyldelse af den forpligtelse, som påhviler de medlemsstater, direktiverne er rettet til.
( jf. præmis 27 og 28 )
2. Undladelsen af at opfylde en ved en fællesskabsretlig bestemmelse pålagt forpligtelse udgør i sig selv et traktatbrud, og et anbringende om, at den manglende opfyldelse ikke har haft skadelige virkninger, er uden enhver relevans.
( jf. præmis 34 )
3. Inden for rammerne af en sag i henhold til traktatens artikel 169 (nu artikel 226 EF) må spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger traktatbrud, vurderes på baggrund af forholdene i medlemsstaten, som de var ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse, og ændringer af forholdene i tiden derefter kan ikke tages i betragtning af Domstolen.
( jf. præmis 45 )
4. Medlemsstaterne skal - såfremt der ikke findes en særlig bestemmelse i en fællesskabsforordning, der fastsætter sanktioner, hvis den overtrædes, eller hvis forordningen med hensyn hertil henviser til nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser - i medfør af traktatens artikel 5 (nu artikel 10 EF) træffe alle foranstaltninger, som er egnede til at sikre fællesskabsrettens gennemslagskraft. Medlemsstaterne har et skøn med hensyn til valget af sanktioner, men skal dog drage omsorg for, at overtrædelser af fællesskabsretten sanktioneres efter samme materielle og processuelle regler, som efter national ret gælder for overtrædelser af samme art og grovhed, og sanktionen skal under alle omstændigheder være effektiv, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.
( jf. præmis 46 )