61999C0089

1 I denne anmodning fra Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) forelægges Domstolen en række spørgsmål vedrørende anvendelsen og fortolkningen af artikel 50, stk. 6, i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (herefter »TRIPs-aftalen«) i forbindelse med en sag vedrørende foreløbige foranstaltninger med henblik på at få bragt en hævdet krænkelse af et varemærke til ophør.

TRIPs-aftalen

2 TRIPs-aftalen har sin oprindelse i den ministerkonference, som i 1986 indledte Uruguay-runden af multilaterale forhandlinger i Punta de Este. Uruguay-runden (der af Rådet betegnes som »de mest komplicerede forhandlinger i hele verdenshistorien« (1)) mundede i 1994 ud i undertegnelsen af overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (herefter også »WTO«) samt en række mere specifikke aftaler. En af disse yderligere aftaler, der er vedhæftet som bilag til overenskomsten om Verdenshandelsorganisationen, er TRIPs-aftalen, hvis væsentligste formål er at styrke og harmonisere beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder på verdensplan (2).

3 TRIPs-aftalens artikel 1, stk. 1, der har overskriften »Forpligtelsernes indhold og dækningsområde«, fastsætter:

»Medlemmerne sætter bestemmelserne i denne aftale i kraft. Medlemmerne kan, men er ikke forpligtet dertil, gennemføre en mere omfattende beskyttelse i deres lovgivning, end det er krævet i denne aftale, forudsat at en sådan beskyttelse ikke strider mod bestemmelserne i denne aftale. Medlemmerne kan frit fastlægge den mest hensigtsmæssige metode til gennemførelse af bestemmelserne i denne aftale inden for deres egne retssystemer og deres egen praksis.«

4 Det fremgår klart af overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen, at De Europæiske Fællesskaber og de enkelte medlemsstater hver især er oprindelige medlemmer af organisationen (3).

5 Del III i TRIPs-aftalen fastsætter bestemmelser vedrørende »håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder«. Således fastsætter artikel 41, stk. 1 og 2:

»1. Medlemmerne påser, at de håndhævelsesprocedurer, som er omhandlet i denne del, står til rådighed i henhold til deres lovgivning, således at der kan gribes effektivt ind over for krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, der er omfattet af denne aftale, også hurtige foranstaltninger for at forhindre krænkelser og foranstaltninger, der forebygger yderligere krænkelser. Disse procedurer skal anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for den lovlige samhandel, og at der er sikkerhed for, at de ikke misbruges.

2. Procedurerne til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder skal være loyale og rimelige. De må hverken være unødigt komplicerede eller udgiftskrævende eller medføre ubegrundede frister eller forsinkelser.«

6 De relevante bestemmelser i TRIPs-aftalens artikel 50 er følgende:

»1. De retlige myndigheder skal være beføjet til at træffe hurtige og effektive foreløbige foranstaltninger:

a) for at forhindre, at der bliver begået en krænkelse af nogen intellektuel ejendomsret, og navnlig for at forhindre, at der kommer varer ind i handelsleddene på deres område, herunder importerede varer umiddelbart efter toldbehandlingen

b) for at bevare relevant bevismateriale vedrørende den påståede krænkelse.

2. De retlige myndigheder skal være beføjet til 'inaudita altera parte' ('uden at høre den anden part') at træffe foreløbige foranstaltninger, hvor dette er hensigtsmæssigt, især i de tilfælde, hvor en forsinkelse efter al sandsynlighed vil forvolde uoprettelig skade for rettighedsindehaveren, eller hvor der er en påviselig risiko for, at et bevismateriale tilintetgøres.

[...]

4. Dersom der er truffet foreløbige foranstaltninger 'inaudita altera parte' ('uden at høre den anden part'), skal de berørte parter underrettes derom senest umiddelbart efter, at foranstaltningerne er truffet. På den tiltaltes begæring skal der foretages en fornyet gennemgang inkl. en ret til høring med henblik på inden for et rimeligt tidsrum efter, at foranstaltningerne er meddelt, at fastlægge, om disse foranstaltninger skal ændres, kendes ugyldige eller stadfæstes.

[...]

6. Foreløbige foranstaltninger, der træffes på grundlag af stk. 1 og 2, skal på den tiltaltes begæring kendes ugyldige eller på anden måde ophøre med at have virkning, hvis de procedurer, der fører til en beslutning om sagens realitet, ikke indledes inden for en rimelig frist, der skal fastlægges af den retlige myndighed, som beordrer foranstaltningerne iværksat, dersom et medlems lovgivning gør dette muligt, eller i mangel af en sådan fastlæggelse inden for en frist på højst 20 arbejdsdage eller 31 kalenderdage, alt efter hvilken frist der er den længste, jf. dog stk. 4.

7. Dersom de foreløbige foranstaltninger kendes ugyldige eller bortfalder som følge af en handling eller undladelse fra sagsøgerens side, eller dersom det efterfølgende konstateres, at der ikke har været nogen krænkelse eller trussel om krænkelse af en intellektuel ejendomsret, skal de retlige myndigheder være beføjet til på den tiltaltes begæring at pålægge sagsøgeren at yde den tiltalte rimelig erstatning for skader, der er forvoldt af disse foranstaltninger.

8. I den udstrækning der kan fastsættes foreløbige foranstaltninger i forbindelse med administrative procedurer, skal disse procedurer stemme overens med principper, der indholdsmæssigt svarer til de i dette afsnit fastsatte.«

7 Artikel 70, stk. 1, fastsætter:

»Denne aftale indebærer ingen forpligtelser i forbindelse med handlinger, der er foretaget før den dato, på hvilken det pågældende medlem tager aftalen i anvendelse.«

TRIPs-aftalen og Fællesskabet

8 For så vidt angår Fællesskabet blev WTO-overenskomsten og de øvrige aftaler, der blev indgået i forbindelse med denne, herunder TRIPs-aftalen, godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (4). Disse aftaler er offentliggjort som bilag til afgørelsen (5). De trådte i kraft den 1. januar 1996 for Fællesskabet og dets medlemsstater.

9 Fællesskabsretligt set er TRIPs-aftalen en blandingsaftale. Fællesskabet og dets medlemsstater havde delt kompetence til at indgå aftalen (6), og Fællesskabet og medlemsstaterne havde en fælles kompetence på de områder inden for TRIPs-aftalen, hvor Fællesskabet allerede havde indført kun delvise harmoniseringsforanstaltninger, såsom varemærkeområdet. Især hvad angår TRIPs-aftalens bestemmelser vedrørende de foranstaltninger, der skal træffes for at sikre effektiv beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder regler om foreløbige foranstaltninger, har Domstolen understreget, at Fællesskabet og dets medlemsstater havde en fælles kompetence (7).

10 I sin dom i Hermès-sagen (8) fastslog Domstolen, at den ikke kun har kompetence til at fortolke TRIPs-aftalens artikel 50 i de tilfælde, hvor de nationale retter bliver anmodet om at pålægge foreløbige foranstaltninger for at beskytte rettigheder i forbindelse med et EF-varemærke (9), men også når sagen vedrører rettigheder i forbindelse med et varemærke, der er beskyttet under den nationale lovgivning om varemærker (10), i det pågældende tilfælde Benelux-varemærkeloven. Domstolen har senere bekræftet dommen i Hermès-sagen i dommen i sagen Parfums Christian Dior (11), hvori den forklarede, at dens kompetence til at fortolke TRIPs-aftalens artikel 50 ikke er begrænset til situationer, der vedrører lovgivningen om varemærker, men også omfatter situationer vedrørende andre intellektuelle ejendomsrettigheder, som er omfattet af TRIPs-aftalen (12).

Artikel 50: opbygning og formål

11 Del III i TRIPs-aftalen udgør det første forsøg på - på internationalt plan - at løse problemerne vedrørende håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, og den afspejler den stigende bekymring hos industrilandene på forhandlingstidspunktet over de voksende problemer med efterligninger og piratvarer. Således fortæller en iagttager (13), at virksomheder i udvalgte lande i 1985 mistede over 1,3 mia. USD årligt på grund af en ineffektiv international ophavsretsbeskyttelse. På baggrund af disse tal understregede International Intellectual Property Alliance i sin rapport fra det pågældende år over for US International Trade Commission, at »den amerikanske regerings mål bør være at skabe et internationalt handelsklima, hvor intellektuel ejendom respekteres og beskyttes« (14).

12 De bestemmelser, der nu udgør del III, herunder artikel 50, kom til på foranledning af industrilandene, især USA, Europa, Japan og Australien, som en reaktion på denne bekymring (15). Der var under forhandlingen relativt få konflikter i forbindelse med udkastet til artikel 50, og den blev derfor udsat for relativt få ændringer (16), hvorfor den må anses for i det store og hele at afspejle industrilandenes ønsker.

13 Foreløbige foranstaltninger af den art, der er omhandlet i artikel 50, har en særlig virkning, såfremt en indehaver af intellektuelle ejendomsrettigheder får kendskab til en åbenlys reel eller mulig krænkelse af disse rettigheder. Der gives i disse situationer indehaveren mulighed for at opnå en hurtig og effektiv foreløbig foranstaltning. I den slags sager - dvs. hvor krænkelsen er åbenlys - vil iværksættelsen af en sådan foranstaltning uvægerligt være tilstrækkeligt til at bringe sagen ud af verden: Den part, der markedsfører (eller forsøger at markedsføre) efterligninger eller piratvarer, vil ikke have nogen begrundelse for at anfægte afgørelsen og ingen interesse i en procedure om sagens realitet.

14 Selvfølgelig vil der forekomme andre sager, hvor der iværksættes en foreløbig foranstaltning, og hvor omstændighederne er knap så klare: Der findes måske et reelt grundlag for forsvar mod påstanden om krænkelse - et forsvar, som rekvisitus, hvis foranstaltningen er truffet uden at høre den anden part (inaudita altera parte), ikke vil kunne fremføre i forbindelse med begæringen om den foreløbige foranstaltning. Der kan tilmed forekomme sager, hvor det er rekvisiti intellektuelle ejendomsrettigheder, der krænkes ved rekvirentens handlemåde.

15 Artikel 50, stk. 6, skal derfor fortolkes på en sådan måde, at disse interesser forliges. På den ene side skal der ikke påhvile rekvirenten nogen forpligtelse til at indlede en meningsløs procedure om sagens realitet, hvilket ville være tilfældet for de fleste sagers vedkommende, hvor den foreløbige foranstaltning effektivt bringer sagen ud af verden, og rekvisitus accepterer dette. På den anden side skal rekvisitus have lejlighed til at fremføre sit forsvar om sagens realitet, hvis det ønskes.

16 Kommissionen har en tilsvarende bemærkning til artikel 50 generelt, idet den udtaler, at denne artikel sikrer ligevægten mellem en hurtig og effektiv foreløbig beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og rekvisiti interesse i, at der ikke manipuleres med foreløbige foranstaltninger med protektionistiske mål for øje. Den tilføjer, at denne målsætning er i overensstemmelse med aftalens artikel 41, stk. 1 og 2 (17). Disse bestemmelser indleder del III, hvori artikel 50 indgår. Som det erindres, skal håndhævelsesprocedurer i henhold til artikel 41, stk. 1, anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for den lovlige samhandel, og at der er sikkerhed for, at de ikke misbruges. Ifølge artikel 41, stk. 2, skal håndhævelsesprocedurer være loyale og rimelige og må ikke være unødigt komplicerede eller udgiftskrævende. Principperne, der ligger til grund for disse bestemmelser - som kan sammenfattes i ordene ligevægt og rimelighed - bør respekteres ved fortolkningen af artikel 50.

17 Endelig har jeg to bemærkninger vedrørende den effektive anvendelse af artikel 50, stk. 6.

18 For det første udfyldes et hvilket som helst hul i de detaljerede procedureregler, der er angivet i denne bestemmelse, og som er gældende for alle medlemmer af WTO, herunder de 15 medlemsstater i Den Europæiske Union, efter min mening bedst af national ret, såfremt der ikke findes relevante fællesskabsbestemmelser på området. Det ville være risikabelt at foreskrive procedureregler, som TRIPs-aftalens forhandlere har undladt at medtage. Denne indstilling understøttes af aftalens artikel 1, stk. 1, sidste punktum, som har følgende ordlyd: »Medlemmerne kan frit fastlægge den mest hensigtsmæssige metode til gennemførelse af bestemmelserne i denne aftale inden for deres egne retssystemer og deres egen praksis«.

19 For det andet er den retlige myndighed, der behandler begæringen om foreløbige foranstaltninger (eller eventuelt den retlige myndighed, der behandler en appel af en afgørelse om eller et afslag på en begæring om foreløbige foranstaltninger), klart den bedst egnede til at træffe afgørelse om bestemte procedureanliggender, såfremt aftalen og national ret giver mulighed herfor. Den pågældende retlige myndighed vil have kendskab til sagen og således være i stand til at sikre, at de krav om ligevægt og rimelighed, der ligger til grund for artikel 50, stk. 6, er opfyldt i en bestemt sag.

20 På baggrund af disse forhold vil jeg nu behandle hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål.

Hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

21 Hovedsagen drejer sig her om den påståede krænkelse af et figurmærke »Route 66«, som er registreret af Robert Groeneveld, bosat i Oosterhout, Nederlandene, for forskellige klasser varer og tjenesteydelser, herunder alkoholholdige drikkevarer, restaurationsvirksomhed samt hotel- og cateringvirksomhed.

22 Route 66 var en berømt hovedlandevej i USA, som fik sit navn i 1926, og som med en udstrækning på over 2 400 miles går gennem otte stater fra Michigan Avenue i Chicago til Santa Monica i Californien. Route 66 er blevet (og har nok altid været) et kulturelt ikon i USA og andre steder i verden (f.eks. findes der »Route 66-foreninger« i Norge, Italien og Japan). Den er skildret i John Steinbeck's »The Grapes of Wrath«. Heri er den beskrevet som »modervejen«, idet den blev benyttet af mere end 200 000 mennesker, som i 1930'erne forlod Midtvesten, der var plaget af støvstorme, og derfra udvandrede til Californien. Den optræder også i Jack Kerouac's »On the Road« og har inspireret til mange populære sange og tv-serier.

23 Udformningen af det figurmærke, som Robert Groeneveld har fået registreret, er afledt af den form, som det vejskilt havde, der angav vejen, da den endnu var i brug i sin helhed. Jeg vil lige indskyde, at jeg er overrasket over, at et sådant tegn er blevet registreret som et varemærke.

24 Wiecher Gerrit Schieving og Hendrik Nijstad driver et diskotek i Meppel i Nederlandene, og i dette diskotek befinder der sig en café kaldet »Route 66«.

25 Efter forgæves at have fremsat påkrav over for Wiecher Gerrit Schieving og Hendrik Nijstad om at ophøre med at bruge varemærket Route 66, anlagde Robert Groeneveld sag mod dem med anmodning om foreløbige retsmidler (»kort geding«). Begæringen blev indgivet den 31. oktober 1995, og retsmødet fandt sted den 6. november 1995. I dom af 9. januar 1996 imødekom præsidenten for Rechtbank (distriktsdomstol), Assen, Robert Groeneveld's krav om en foranstaltning, og Wiecher Gerrit Schieving og Hendrik Nijstad blev pålagt (1) at ophøre med at benytte benævnelsen »(Café) Route 66« og varemærkerne »ROUTE 66« og/eller andre tegn, som ligner de registrerede varemærker »ROUTE 66«, i forbindelse med varer og tjenesteydelser, for hvilke disse mærker er registreret (herunder hotel- og cateringtjenesteydelser), og (2) at ophøre med på nogen anden måde at benytte varemærkerne »ROUTE 66« og/eller et lignende tegn, såsom den anfægtede benævnelse »(Café) ROUTE 66«, på en sådan måde, at de ulovligt udnyttes til økonomiske formål under omstændigheder, der kan krænke varemærkernes indehaver(e)s rettigheder.

26 Gerechtshof te Leeuwarden (den regionale appelinstans i Leeuwarden) stadfæstede ved dom af 3. september 1997 præsidentens dom med en ændring af ordlyden i dommen, der bragte den i overensstemmelse med ordlyden i Benelux-varemærkeloven.

27 Wiecher Gerrit Schieving og Hendrik Nijstad indbragte en kassationsankesag for Hoge Raad (Højesteret), som forkastede del 1 til og med 8 af de fremførte anbringender til støtte for appellen, som vedrørte fortolkningen af diverse bestemmelser i Benelux-varemærkeloven. Del 9 af de pågældende anbringender i appellen drejede sig om Gerechtshof's forkastelse af et argument fremsat af Wiecher Gerrit Schieving og Hendrik Nijstad over for denne domstol vedrørende virkningen af TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 6.

28 Wiecher Gerrit Schieving og Hendrik Nijstad gjorde opmærksom på, at TRIPs-aftalen trådte i kraft i Nederlandene den 1. januar 1996, og anmodede derfor Gerechtshof om i overensstemmelse med aftalens artikel 50, stk. 6, at fastslå, at hvis og for så vidt de af præsidenten i dommen af 9. januar 1996 trufne foreløbige forholdsregler kunne stadfæstes, eller der kunne gives Robert Groeneveld medhold, kunne de ikke forblive i kraft længere end i en periode på 20 arbejdsdage eller 31 kalenderdage efter forkyndelsen, alt efter hvilken frist der er den længste. Derefter måtte de pågældende forholdsregler betragtes som bortfaldet, idet Robert Groeneveld ikke havde anlagt nogen hovedsag til prøvelse af dem inden for denne periode.

29 Wiecher Gerrit Schieving og Hendrik Nijstad gjorde over for Hoge Raad gældende, at Gerechtshof ved at ikke at tage dette anbringende til følge og dermed ikke give dem medhold har lagt en urigtig opfattelse af bestemmelsen i TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 6, til grund. Hoge Raad har derfor forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Har TRIPs-aftalens artikel 50, navnlig denne artikels stk. 6, direkte virkning?

2) Skal TRIPS-aftalens artikel 50, stk. 6, fortolkes således, at foreløbige foranstaltninger som omhandlet i denne bestemmelses stk. 1 og 2 uden videre bortfalder, enten såfremt hovedsag ikke er anlagt inden for den frist, der er fastsat herfor i forbindelse med den foreløbige foranstaltning, eller hvis en sådan frist ikke er fastsat, såfremt hovedsagen ikke er anlagt inden for en frist på 20 arbejdsdage eller 31 kalenderdage (alt efter hvilken frist der er den længste), eller kræves der til et sådant bortfald (altid) en begæring fra den part, mod hvilken foranstaltningen er truffet?

3) Begynder den frist, inden for hvilken hovedsag skal anlægges, når denne ikke er fastsat i forbindelse med den foreløbige foranstaltning, at løbe

a) den dag eller dagen efter den dag, hvor retten har truffet den foreløbige foranstaltning, eller

b) den dag eller dagen efter den dag, hvor afgørelsen om den foreløbige foranstaltning er forkyndt for rekvisitus, eller

c) den dag eller dagen efter den dag, hvor afgørelsen om den foreløbige foranstaltning er blevet endelig, eller

d) på noget andet tidspunkt?

4) Skal den ret, som træffer en foreløbig foranstaltning, på embeds vegne fastsætte en frist, inden for hvilken der skal anlægges en hovedsag, eller kan den kun fastsætte en sådan frist, såfremt der fremsættes begæring herom?

5) Kan den ret, der som appelinstans skal træffe afgørelse om en foranstaltning, der er truffet af underinstansen, og som stadfæster dennes afgørelse, enten på embeds vegne eller på begæring fra en af parterne, stadig fastsætte en frist, som nævnt ovenfor, såfremt underinstansen har undladt dette?

6) Finder TRIPs-aftalens artikel 50 anvendelse, såfremt aftalen er trådt i kraft for den pågældende medlemsstat på et tidspunkt, hvor retsforhandlingerne for underinstansen er afsluttet, men hvor retten endnu ikke har truffet afgørelse?«

30 Hoge Raad gør i sin forelæggelseskendelse opmærksom på, at den allerede havde stillet Domstolen det første spørgsmål i sin forelæggelseskendelse af 30. oktober 1998, indgået til Domstolen den 5. november 1998 og registreret som sag C-392/98, Assco Gerüste (18).

31 Der er indgivet skriftlige indlæg af Robert Groeneveld, den franske regering, den portugisiske regering, Det Forenede Kongeriges regering, Rådet og Kommissionen. Indlæggene fra den franske og den portugisiske regering og fra Rådet vedrører udelukkende det første spørgsmål. Wiecher Gerrit Schieving og Hendrik Nijstad og Kommissionen var repræsenteret under retsmødet.

Den relevante nationale procedure

32 Artikel 289, stk. 1, i den nederlandske retsplejelov (herefter »loven«) fastsætter følgende:

»I alle sager, hvor det i betragtning af parternes interesser er nødvendigt at træffe en øjeblikkelig foreløbig forholdsregel på grund af uopsættelighed, kan begæringen indgives under et retsmøde, som præsidenten afholder med henblik herpå på de hverdage, som han fastsætter herfor.«

33 Lovens artikel 290, stk. 2, bestemmer for dette tilfælde, at parterne frivilligt kan møde for præsidenten, der beklæder retten under sagen om foreløbige forholdsregler, idet rekvirenten så skal være repræsenteret under retsmødet af en advokat, men rekvisitus kan møde personligt eller være repræsenteret af en advokat.

34 Ifølge lovens artikel 292 foregriber den uopsættelige forholdsregel, som præsidenten træffer, ikke behandlingen af hovedsagens realitet.

35 Ifølge lovens artikel 295 kan det foreløbige pålæg ankes til Gerechtshof (appeldomstol) inden to uger efter, at denne afgørelse er truffet.

36 I Hermès-sagen behandledes spørgsmålet, hvorvidt den nederlandske procedure var en »foreløbig foranstaltning« som omhandlet i TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 1, og hvorvidt artikel 50, stk. 6, derfor fandt anvendelse på denne procedure (19). Præsidenten for Arrondissementsrechtbank bemærkede i sin forelæggelseskendelse i denne sag, at under en sag om foreløbige forholdsregler, således som den er tilrettelagt ved den nederlandske lov, indstævnes modparten, parterne har ret til at blive hørt, og retten foretager en indholdsmæssig bedømmelse af sagen, som i øvrigt nedfældes i en skriftlig begrundet foreløbig afgørelse, som kan appelleres. Selv om parterne dernæst har mulighed for at anlægge justifikationssag, accepterer de desuden i almindelighed at efterkomme afgørelsen om foreløbige forholdsregler i sager vedrørende TRIPs-aftalen.

37 I Hermès-dommen fastslog Domstolen, at en foranstaltning, hvis formål var at bringe påståede krænkelser af en varemærkerettighed til ophør, og som blev truffet under en sådan procedure, udgjorde en »foreløbig foranstaltning« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 50, stk. 1.

Det første spørgsmål

38 Den forelæggende ret ønsker med sit første spørgsmål oplyst, om TRIPs-aftalens artikel 50 (navnlig artikel 50, stk. 6) har direkte virkning.

39 Det følger af præmis 47 og 48 i den dom, der for nylig er afsagt i Parfums Christian Dior-sagen (20), at det, hvad varemærkeområdet angår, er fællesskabsretten, der skal fastsætte, hvilke retlige virkninger TRIPs-aftalens artikel 50 har på de nationale bestemmelser vedrørende foreløbige foranstaltninger. De retlige virkninger af TRIPs-aftalens artikel 50 på »et område, hvor Fællesskabet endnu ikke har lovgivet, og som derfor hører under medlemsstaternes kompetence«, skal derimod afgøres af national ret.

40 Jeg må tilstå, at det er svært at forstå, hvorfor fællesskabsretten ikke kun er gældende vedrørende virkningerne af TRIPs-aftalens artikel 50 i situationer, der drejer sig om et EF-varemærke, men også i situationer vedrørende nationale varemærker (Benelux-varemærker) (21). Det bør bemærkes, at ifølge Domstolens egen praksis finder TRIPs-aftalens artikel 50 tilsyneladende anvendelse på situationer henhørende under national ret, når den finder anvendelse i forbindelse med et nationalt varemærke/Benelux-varemærke (22). Henvisningen i præmis 47 i Dior-dommen til præmis 28 i Hermès-dommen er heller ikke afgørende, eftersom sidstnævnte passage udelukkende drejede sig om et EF-varemærke. Forklaringen på, at Domstolen har valgt at følge denne linje, er måske, at det ville være for besværligt at have to forskellige retssystemer gældende for foreløbige foranstaltninger, ét for EF-varemærker og et andet for nationale varemærker.

41 Hvordan det nu end forholder sig, afgjorde Domstolen i Dior-dommen, at TRIPs-aftalens artikel 50 ikke har den virkning, at der skabes rettigheder for borgerne, som disse i medfør af fællesskabsretten kan påberåbe sig for domstolene. Domstolen tilføjede imidlertid, at afgørelsen om, at bestemmelserne i TRIPs-aftalen ikke har direkte virkning i denne forstand, ikke gav et fuldstændigt svar på det problem, der var rejst af de nationale domstole. Den udtalte videre, at for så vidt angår et område, hvorpå TRIPs-aftalen finder anvendelse, og hvor Fællesskabet allerede har lovgivet, som det er tilfældet på varemærkeområdet, er medlemsstaternes retlige myndigheder i medfør af fællesskabsretten forpligtede til, når de anmodes om at anvende deres nationale regler med henblik på at træffe afgørelse om foreløbige foranstaltninger for at beskytte rettigheder inden for et sådant område, så vidt muligt at gøre dette i lyset af ordlyden af og formålet med TRIPs-aftalens artikel 50 (23).

42 Selv om artikel 50 således ikke har direkte virkning, er manglen på direkte virkning af mindre betydning, end den kunne have været, idet domstolene - inden for varemærkeområdet - så vidt muligt skal fortolke national ret i overensstemmelse med artikel 50. Dette princip afspejler Domstolens tidligere holdning i forbindelse med virkningen af GATT 1947, hvor den for eksempel fastslog, at »Det har [...] afgørende betydning, at bestemmelserne i Den almindelige Overenskomst ligesom bestemmelserne i andre overenskomster, der forpligter Fællesskabet, anvendes på samme måde over alt i Fællesskabet« (24).

Det andet spørgsmål

43 Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om foreløbige foranstaltninger i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 50, stk. 1 og 2, bortfalder med den begrundelse, at der ikke er blevet anlagt en hovedsag enten inden for den frist, der er fastsat herfor i forbindelse med de foreløbige foranstaltninger, eller hvis en sådan frist ikke er blevet fastsat, inden for en frist på 20 arbejdsdage eller 31 kalenderdage (alt efter hvilken frist der er den længste), eller om der til et sådant bortfald kræves en begæring fra den part, mod hvilken en foreløbig foranstaltning er truffet.

44 Det skal erindres, at artikel 50, stk. 6, fastsætter, at foreløbige foranstaltninger på den tiltaltes begæring skal kendes ugyldige eller på anden måde ophøre med at have virkning, hvis de procedurer, der fører til en afgørelse om sagens realitet, ikke indledes inden for en rimelig frist, der skal fastlægges af den retlige myndighed, som beordrer foranstaltningerne iværksat, dersom et medlems lovgivning gør dette muligt, eller i mangel af en sådan fastlæggelse inden for en frist på højst 20 arbejdsdage eller 31 kalenderdage (alt efter hvilken frist der er den længste).

45 Det kan selvfølgelig forholde sig således, at der inden for nogle retssystemer - som det er tilfældet her ved Domstolen (25) - kun kan indgives begæring om foreløbige foranstaltninger, hvis der samtidig indledes en procedure om sagens realitet, eller den allerede er indledt. Den fortolkning af artikel 50, stk. 6, der tilstræbes af den nationale retsinstans, vil imidlertid være relevant for de retssystemer, hvor en anmodning om foreløbige foranstaltninger kan indgives, før der indledes en procedure om sagens realitet.

46 Kommissionen har anført, at Wiecher Gerrit Schieving og Hendrik Nijstad over for Hoge Raad gjorde gældende, at udtrykket »på den tiltaltes begæring« kun kan henvise til verbet »skal [...] kendes ugyldige«, og at de kontraherende parter ikke kunne have tilsigtet, at sætningsleddet »eller på anden måde ophøre med at have virkning« skulle være afhængig af en begæring fra rekvisitus. De hævdede følgelig, at en sådan begæring var nødvendig i det første tilfælde, men ikke i det andet.

47 Efter min opfattelse er denne fortolkning imidlertid vanskelig at forene med bestemmelsens engelske tekst, ifølge hvilken en begæring fra rekvisitus er nødvendig i begge tilfælde.

48 Den sidstnævnte fortolkning bekræftes af den franske og den spanske version af bestemmelsen, de eneste andre autentiske versioner af aftalen (26). På begge sprog følger ordene »på den tiltaltes begæring« (27) efter ordene »skal [...] kendes ugyldige eller på anden vis ophøre med at have virkning« (28), hvorved det gøres klart, at en begæring fra rekvisitus er nødvendig i begge tilfælde. Efter min mening, og som det anføres af Robert Groeneveld, Det Forenede Kongerige og Kommissionen, finder artikel 50, stk. 6, således kun anvendelse, såfremt der foreligger en begæring fra rekvisitus, uanset om de foreløbige foranstaltninger ophører med at have virkning ved at blive kendt ugyldige, eller de ophører »på anden måde«.

49 Det betyder dog ikke, at en medlemsstat ikke må indføre en udtrykkelig bestemmelse i den nationale lovgivning om, at foreløbige foranstaltninger uden videre bortfalder. Artikel 50, stk. 6, tilstræber at sikre, at der eksisterer et middel, hvormed rekvisitus kan gøre indsigelse mod foreløbige foranstaltninger, som der træffes afgørelse om inden en procedure om sagens realitet. Som der er gjort rede for ovenfor (29), sigter denne bestemmelse mod at skabe ligevægt mellem de parters interesser, som er mest berørt af afgørelsen om iværksættelse af foreløbige foranstaltninger i en sag om beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder. Efter min mening forstyrres denne balance ikke, hvis rekvisitus tildeles en mere omfattende beskyttelse end den, der foreskrives i artikel 50, stk. 6, forudsat at de interesser, som indehaveren af de pågældende intellektuelle rettigheder har, ikke samtidig sættes uretmæssigt på spil. En national regel om, at foreløbige foranstaltninger uden videre bortfalder, hvis der ikke samme dag anlægges en hovedsag, ville helt klart ikke respektere den nødvendige ligevægt mellem parternes interesser. En regel om, at foreløbige foranstaltninger uden videre bortfalder, hvis hovedsagen ikke anlægges inden for en måned, ville derimod nok respektere denne ligevægt.

Det tredje spørgsmål

50 Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret i alt væsentligt oplyst, hvornår den frist, inden for hvilken hovedsagen skal anlægges, begynder at løbe, når den ikke er fastlagt i forbindelse med afgørelsen om de foreløbige foranstaltninger. Den forelæggende ret foreslår tre forskellige begyndelsestidspunkter for fristen, nemlig a) den dag eller dagen efter den dag, hvor retten har truffet afgørelse om den foreløbige foranstaltning, b) den dag eller dagen efter den dag, hvor afgørelsen om den foreløbige foranstaltning er forkyndt for rekvisitus, eller c) den dag eller dagen efter den dag, hvor afgørelsen om den foreløbige foranstaltning er blevet endelig.

51 Eftersom der ikke er noget i selve artikel 50, stk. 6, der kan give svar på dette spørgsmål, er det min opfattelse, at det i fravær af fællesskabslovgivning på området er op til den enkelte medlemsstats eget retssystem, dog i hvert enkelt tilfælde under forudsætning af at den pågældende nationale bestemmelse i tilstrækkelig grad afspejler ordlyden af og formålet med artikel 50, stk. 6. Såfremt dette krav er opfyldt, hvilket jeg skal vende tilbage til, vil det efter min mening være uklogt at forsøge at indfortolke yderligere detaljerede procedureforskrifter, som ophavsmændene til TRIPs-aftalen ikke fandt det hensigtsmæssigt at fastsætte nærmere.

52 Denne synsvinkel bekræftes yderligere af aftalens artikel 1, stk. 1, tredje punktum, hvorefter medlemmerne frit kan fastlægge den mest hensigtsmæssige metode til gennemførelse af bestemmelserne i aftalen inden for deres egne retssystemer og deres egen retspraksis.

53 Det skal bemærkes, at forløberen for artikel 50, stk. 6, i formandens rapport til vareforhandlingsgruppen af 23. juli 1990, som var et udkast til en status over arbejdet i forbindelse med forhandlingerne omkring TRIPs-aftalen, fastsatte, at tidsfristen skulle begynde at løbe den dag, de foreløbige foranstaltninger blev bekendtgjort, medmindre andet var fastsat af domstolen (30).

54 I december 1990, da udkastet til slutakten indeholdende resultaterne af Uruguay-runden af multilaterale forhandlinger blev forelagt ministrene i Bruxelles, var teksten i artikel 50, stk. 6, enslydende med teksten i den aftale, der blev vedtaget. Angivelsen af, at tidsfristen skulle begynde at løbe fra foranstaltningernes bekendtgørelse, var blevet slettet og var ikke blevet erstattet af nogen anden angivelse af, hvornår en tidsfrist skulle begynde at løbe. Dette understøtter ligeledes det synspunkt, at forhandlerne anså det for hensigtsmæssigt at overlade dette til medlemsstaternes egen lovgivning.

55 Der er en bemærkelsesværdig uensartethed blandt EF-medlemsstaterne med hensyn til, hvilke procedureregler der på nuværende tidspunkt gælder for en anmodning om foreløbige foranstaltninger, som går forud for en procedure om sagens realitet. Det fremgår, at der findes en lovbestemt tidsfrist, som løber fra den dag, hvor afgørelsen om foreløbige foranstaltninger træffes, i Danmark (to uger), i Finland (en måned) og i Spanien (tidligere 8 dage, nu 20 dage). Der findes en lovbestemt tidsfrist, som løber fra afgørelsens forkyndelse, i Portugal (30 dage) og i Sverige (en måned). Retten fastsætter en tidsfrist i Østrig (tidsfristen, som løber fra forkyndelsen af afgørelsen om foreløbige foranstaltninger, fastsættes af dommeren) og i Italien (fastsættes af dommeren, højst 30 dage og 30 dage, hvis dommeren undlader at fastsætte en tidsfrist) og i Tyskland på begæring fra rekvisitus (normalt mellem to uger og en måned fra forkyndelsen af afgørelsen om tidsfristen). I England og Wales skal retten kræve, at ansøgeren straks tager skridt til at indlede hovedsøgsmålet, og den samme praksis er gældende i Skotland og Irland (31). I Grækenland kan domstolen fastsætte en tidsfrist (ikke under 30 dage). I Belgien, Frankrig og Luxemburg er den mest almindelige praksis, som dog ikke gælder i alle tilfælde, at domstolen fastsætter en tidsfrist, der er forskellig fra sag til sag. I Nederlandene har domstolene ingen lovbestemt eller udtrykkelig kompetence på området, men tendensen på nuværende tidspunkt er, at dommerne fastsætter frister af flere måneders varighed med flere forskellige begyndelsestidspunkter (for eksempel efter at afgørelsen om de foreløbige foranstaltninger er blevet endelig, eller når rekvisitus indgiver begæring om, at de foreløbige foranstaltninger kendes ugyldige), som ikke omfatter tidspunktet, hvor afgørelsen om foreløbige foranstaltninger træffes eller tidspunktet for dens forkyndelse.

56 Efter min mening illustrerer denne nationale forskellighed risikoen ved at forsøge at foreskrive en ensartet fortolkning af alle de proceduremæssige detaljer, man har ladet stå åbne i artikel 50, stk. 6. Ordlyden af og formålet med denne bestemmelse, som skal præge de nationale domstoles anvendelse af nationale regler ved afgørelser om foreløbige foranstaltninger til beskyttelse af rettigheder, der hører under et område, hvor TRIPs-aftalen finder anvendelse, og hvor Fællesskabet allerede har lovgivet (32), kan opfyldes af procedureregler, der varierer en smule i detaljerne. Det forekommer mig således, at ordlyden af og formålet med artikel 50, stk. 6, ikke lider overlast af nationale regler, ifølge hvilke tidsfristen kan variere og begynde at løbe den dag (eller dagen efter den dag), hvor afgørelsen om den foreløbige foranstaltning er truffet, eller den dag (eller dagen efter den dag), hvor denne afgørelse forkyndes. [Det bør bemærkes, at tidsfristerne ofte ikke løber fra dagen for handlingen, men fra dagen efter denne dag, jf. for eksempel artikel 80, stk. 1, litra a), i Domstolens procesreglement]. Eftersom TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 4, i tilfælde af at foreløbige foranstaltninger træffes inaudita altera parte, allerede kræver, at rekvisitus underrettes omgående (»senest umiddelbart efter, at foranstaltningerne er truffet«), bør afgørelsen i alle tilfælde forkyndes omgående.

57 Det er imidlertid ikke sikkert, at nationale regler, der tillader en betydeligt længere frist mellem afgørelsen eller forkyndelsen af afgørelsen og begyndelsestidspunktet for fristen for indledning af en procedure om sagens realitet, vil opfylde formålet med artikel 50, stk. 6. Således er jeg ikke overbevist om, at praksis i Nederlandene, hvor man tilsyneladende af og til anvender det tredje alternativ, som foreslås af den nationale domstol (»den dag eller dagen efter den dag, hvor afgørelsen om den foreløbige foranstaltning er blevet endelig«), fuldt ud afspejler ordlyden af og formålet med artikel 50, stk. 6.

58 Svaret på den nationale domstols tredje spørgsmål skal således i princippet findes i national ret. Som det fremgår af den ovenstående oversigt over nationale regler og praksis, lader det imidlertid til, at national ret i en mindre del af medlemsstaterne ikke indeholder en fast regel eller praksis, som kan danne grundlag for afgørelsen af, hvornår fristen begynder at løbe, når den domstol, der træffer de foreløbige foranstaltninger, ikke fastsætter en frist for indledningen af hovedsagen. I disse tilfælde vil det efter min opfattelse også være i overensstemmelse med ordlyden af og formålet med artikel 50, stk. 6, at fristen løber enten fra den dag, hvor afgørelsen om de foreløbige foranstaltninger træffes, eller fra den dag, hvor denne afgørelse forkyndes (eller i begge tilfælde fra dagen efter den pågældende dag).

Det fjerde spørgsmål

59 Den forelæggende ret ønsker med sit fjerde spørgsmål oplyst, om en ret, der træffer en foreløbig foranstaltning, ex officio skal fastsætte en frist, inden for hvilken der skal anlægges en hovedsag, eller om den kun skal fastsætte en sådan frist, såfremt der fremsættes begæring herom.

60 Efter min opfattelse henhører spørgsmålet, hvorvidt en ret, der træffer en foreløbig foranstaltning, ex officio skal fastsætte en frist for indledning af en procedure om sagens realitet, også under hver enkelt medlemsstats eget retssystem. Dette følger af den udtrykkelige bestemmelse i artikel 50, stk. 6, ifølge hvilken de retlige myndigheder, som træffer afgørelse om foranstaltningerne, kun fastsætter en rimelig frist, dersom et medlems lovgivning gør dette muligt. Som det fremgår ovenfor af punkt 55, er en obligatorisk tidsfrist fastsat ved lov i mange medlemsstater. I sådanne stater er spørgsmålet, hvorvidt retten kan eller skal fastsætte en frist, helt klart ikke relevant.

61 Såfremt en medlemsstats lovgivning derimod ikke giver den pågældende retlige myndighed mulighed for ex officio at fastsætte en sådan frist, mener jeg, at ordlyden af og formålet med artikel 50, stk. 6, bedst afspejles, hvis den pågældende myndighed rutinemæssigt gør dette som en del af praksis, også selv om ingen af parterne har indgivet begæring herom.

Det femte spørgsmål

62 Den forelæggende ret ønsker med sit femte spørgsmål oplyst, om en appelinstans i de tilfælde, hvor en foreløbig foranstaltning, som er truffet af en underinstans, appelleres, og appelinstansen stadfæster denne afgørelse, da stadig ex officio eller på begæring fra en af parterne kan fastsætte en frist i henhold til artikel 50, stk. 6, såfremt underinstansen har undladt dette.

63 Det Forenede Kongerige anfører, at en appelinstans vil have lige så meget kendskab til de kendsgerninger og forhold, der er årsag til tvisten, som underinstansen. Hvis underinstansen har undladt at fastsætte, hvad der udgør en rimelig frist, er det derfor ønskeligt, at appelinstansen gør dette på grundlag af de foreliggende kendsgerninger, under forudsætning af at den nationale lovgivning giver mulighed herfor. Kommissionen mener ligeledes, at det ikke fremgår tydeligt, hvorfor det udelukkende skulle være underinstansen, der er »den retlige myndighed, som beordrer foranstaltningerne iværksat«. Appelinstansen kan være den første retsinstans, der foreskriver foreløbige foranstaltninger, eller den kan stadfæste eller ændre dem under appelsagen.

64 Denne holdning er efter min opfattelse i overensstemmelse med både formålet med og ordlyden af artikel 50, stk. 6. Jeg vil gerne tilføje, at dette tvivlsspørgsmål ikke kun opstår, når underinstansen har undladt at fastsætte en frist. Selv i tilfælde, hvor underretten fastsætter en frist, kan det være hensigtsmæssigt, at den appelinstans, der stadfæster afgørelsen, ændrer fristen, hvis den har beføjelser til dette i henhold til national lovgivning. Hvis en underinstans for eksempel har fastsat en frist på 15 dage fra forkyndelsen af afgørelsen, og den nationale lovgivning foreskriver en frist for appel på 15 dage fra forkyndelsen af afgørelsen, er det klart, at det kan blive nødvendigt at ændre fristen ved en appel afhængigt af, hvornår appellen er indbragt og behandlet, og der er truffet afgørelse i sagen.

65 Når den nationale lovgivning derimod giver appelinstansen mulighed for ex officio at fastsætte en frist, er jeg af den opfattelse, at ordlyden af og formålet med artikel 50, stk. 6, bedst afspejles, hvis den pågældende ret normalt gør dette som en del af praksis, selv om ingen af parterne har indgivet begæring herom. Selv om en frist, der er fastsat af underinstansen, under visse omstændigheder, som anført ovenfor, kan kræve en ændring, kan det også under andre omstændigheder være hensigtsmæssigt at bibeholde den oprindelige frist, uanset om der foreligger en appel.

Konklusioner vedrørende de fem første spørgsmål

66 Her vil det måske være på sin plads at opsummere de konklusioner, der er fremkommet indtil nu vedrørende fortolkningen af artikel 50, stk. 6.

67 Svaret på det første spørgsmål skal findes i Dior-dommen.

68 For det andet kræves der ifølge artikel 50, stk. 6, en begæring fra rekvisitus, før en foreløbig foranstaltning kan kendes ugyldig eller på anden måde ophøre med at have virkning.

69 For det tredje afgør national ret, hvornår den frist, inden for hvilken hovedsagen skal anlægges, begynder at løbe, når den ikke er fastsat i afgørelsen om de foreløbige foranstaltninger. Det er i overensstemmelse med ordlyden af og formålet med artikel 50, stk. 6, at fristen begynder at løbe enten fra den dag, hvor afgørelsen om de foreløbige foranstaltninger blev truffet, eller fra den dag, hvor denne afgørelse blev forkyndt (eller i begge tilfælde fra dagen efter den pågældende dag).

70 For det fjerde afgør national ret, hvorvidt en ret, der træffer afgørelse om en foreløbig foranstaltning, ex officio skal fastsætte en frist, inden for hvilken hovedsagen skal være anlagt.

71 For det femte kan, hvis den nationale lovgivning giver mulighed herfor, en appelinstans, der anordner, stadfæster eller ændrer en foreløbig foranstaltning, ex officio fastsætte en frist, inden for hvilken en procedure om sagens realitet skal være indledt.

Det sjette spørgsmål

72 Med sit sjette spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om TRIPs-aftalens artikel 50 finder anvendelse, såfremt aftalen trådte i kraft for den pågældende medlemsstat efter retsmødet i underinstansen, men før der var afsagt dom.

73 TRIPs-aftalens artikel 70, stk. 1, fastsætter, at denne aftale ikke indebærer nogen forpligtelser i forbindelse med handlinger, der er foretaget før den dato, på hvilken det pågældende medlem tog aftalen i anvendelse.

74 For at kunne besvare den nationale rets sidste spørgsmål må det først afgøres, om »handlinger« i artikel 70, stk. 1, udelukkende betyder de krænkelser, som hævdes begået af rekvisitus, eller om »handlinger« skal have en bredere betydning, som ville omfatte en retshandling som den afgørelse om foreløbige foranstaltninger, der blev truffet af underinstansen den 9. januar 1996. Den førstnævnte fortolkning lader til at være mest i overensstemmelse med den generelle ordlyd i artikel 70. I størstedelen af denne artikel er der en klar forbindelse mellem den dato, hvor aftalen trådte i kraft, og selve sagen om intellektuelle ejendomsrettigheder, jf. for eksempel stk. 2 og 3. Desuden anvender artikel 70, stk. 4, udtrykket »handlinger« i en sammenhæng, som helt klart er begrænset til faktiske handlinger og ikke retlige handlinger.

75 Endvidere anvendes »act« (handling) i artikel 41, stk. 1, i udtrykket »act of infringement« (»krænkelser«). Domme i almindelig forstand omtales derimod som »retlige beslutninger« eller »beslutninger« (jf. artikel 41, stk. 3 og 4).

76 TRIPs-aftalens artikel 50 finder derfor anvendelse (under iagttagelse af de øvrige overgangsbestemmelser i aftalens artikel 70), såfremt denne aftale er trådt i kraft for den pågældende medlemsstat, efter at retsforhandlingerne for underinstansen er afsluttet, men før denne underinstans har truffet afgørelse i sagen, forudsat at den krænkelse, med hensyn til hvilken der er truffet en foreløbig foranstaltning i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 50, stk. 6, fandt sted eller fortsatte med at finde sted, efter at TRIPs-aftalen var trådt i kraft.

77 Da det må formodes, at den krænkelse, som rekvisitus hævdes at have begået i den foreliggende sag (nemlig at drive en café under navnet »Route 66«), hvilket i sig selv er en kontinuerlig handling, fortsatte i hvert fald frem til den dato, på hvilken der blev afsagt dom (den 9. januar 1996), og således fandt sted både før og efter den dato, på hvilken Nederlandene tog aftalen i anvendelse (den 1. januar 1996), synes det at stå klart, at artikel 50 finder anvendelse her.

78 Artikel 50 fandt følgelig anvendelse, da præsidenten for Rechtbank, Assen, anordnede de pågældende foreløbige foranstaltninger (ved dom af 9.1.1996), og da Gerechtshof te Leeuwarden stadfæstede disse foranstaltninger i appelsagen (ved dom af 3.9.1997).

Forslag til afgørelse

79 Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare spørgsmålene forelagt af Hoge Raad således:

»1) Inden for et område, hvor aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPs-aftalen), som indeholdt i bilag 1 C til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen, der ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. september 1994 er godkendt på Fællesskabets vegne, for så vidt angår de områder, der hører under dets kompetence, finder anvendelse, og hvor Fællesskabet allerede har lovgivet, er medlemsstaternes retlige myndigheder i medfør af fællesskabsretten forpligtede til, når de anmodes om at anvende deres nationale regler med henblik på at træffe afgørelse om foreløbige foranstaltninger for at beskytte rettigheder inden for et sådant område, så vidt muligt at gøre dette i lyset af ordlyden af og formålet med TRIPs-aftalens artikel 50.

Inden for et område, hvor Fællesskabet ikke har lovgivet, og som derfor hører under medlemsstaternes kompetence, er beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder og foranstaltninger, der er vedtaget med dette formål af de retlige myndigheder, ikke omfattet af fællesskabsretten. Følgelig hverken foreskriver eller udelukker fællesskabsretten, at en medlemsstats retssystem giver borgerne ret til at påberåbe sig bestemmelsen i TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 6, direkte, eller at det forpligter retsinstanserne til ex officio at anvende denne regel.

2) Ifølge TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 6, er det nødvendigt, at der indgives en begæring fra den part, mod hvilken der er truffet en foreløbig foranstaltning, for at denne foranstaltning kan kendes ugyldig eller på anden måde ophøre med at have virkning.

3) Såfremt en afgørelse om en foreløbig foranstaltning i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 6, ikke fastsætter et begyndelsestidspunkt for den frist, inden for hvilken en procedure om sagens realitet skal være indledt, afgør national ret i den pågældende medlemsstat, hvornår denne frist begynder at løbe. Det er i overensstemmelse med ordlyden af og formålet med artikel 50, stk. 6, at fristen begynder at løbe enten den dag, hvor der er truffet afgørelse om iværksættelse af foreløbige foranstaltninger, eller den dag, hvor denne afgørelse er blevet forkyndt (eller i begge tilfælde dagen efter den pågældende dag).

4) National ret i den pågældende medlemsstat afgør, hvorvidt en ret, der træffer afgørelse om en foreløbig foranstaltning i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 6, ex officio skal fastsætte en frist, indenfor hvilken en procedure om sagens realitet skal indledes.

5) National ret i den pågældende medlemsstat afgør, hvorvidt en appelinstans ex officio kan fastsætte en frist, inden for hvilken en procedure om sagens realitet skal indledes.

6) TRIPs-aftalens artikel 50 finder anvendelse, såfremt denne aftale træder i kraft i den pågældende medlemsstat efter den dato, hvor sagen er afsluttet ved underinstansen, men før denne ret har truffet en afgørelse, forudsat at den krænkelse, i forbindelse med hvilken der er truffet afgørelse om en foreløbig foranstaltning i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 50, stk. 6, fandt sted eller fortsatte med at finde sted, efter at TRIPs-aftalen var trådt i kraft.«

(1) - Udtalelse 1/94 af 15.11.1994, Sml. I, s. 5267, på s. 5279.

(2) - Jf. præmis 58 i udtalelse 1/94, anført i fodnote 1.

(3) - Jf. artikel XI.

(4) - EFT L 336, s. 1.

(5) - TRIPs-aftalen er offentliggjort i EFT 1994 L 336, s. 213.

(6) - Udtalelse 1/94, anført i fodnote 1, præmis 105.

(7) - Udtalelse 1/94, anført i fodnote 1, præmis 104.

(8) - Dom af 16.6.1998, sag C-53/96, Hermès, Sml. I, s. 3603.

(9) - Dommens præmis 28.

(10) - Dommens præmis 30-33.

(11) - Dom af 14.12.2000, forenede sager C-300/98 og C-392/98, Sml. I, s. 11307.

(12) - Dommens præmis 36-40.

(13) - T.P. Stewart (red.), The GATT Uruguay Round - A Negotiating History (1986-1992), Bind II, 1993, s. 2254.

(14) - Jf. desuden F. Emmert, »Intellectual Property in the Uruguay Round - Negotiating Strategies of the Western Industrialized Countries«, Michigan Journal of International Law, 1990, s. 1317.

(15) - Jf. Stewart, anført ovenfor, s. 2264-2313, især s. 2272 ff. og s. 2308-2310, og T. Dreier, »TRIPs and Enforcement of Rights« i F.-K. Beier og G. Schricker (red.), From GATT to TRIPs - The Agreement on Trade-Related Aspects of Intellectual Property Rights, 1996.

(16) - Jf. D. Gervais, The TRIPs Agreement - Drafting History and Analysis, 1998, s. 213-216.

(17) - Anført i punkt 5.

(18) - Senere forenet med sagen Parfums Christian Dior, anført i fodnote 11. Jf. desuden punkt 39-41.

(19) - Hermès-sagen, anført i fodnote 8.

(20) - Anført i fodnote 11.

(21) - Dior-dommen, præmis 47.

(22) - Dior-dommen, præmis 35, og Hermès-dommen, præmis 32, anført i fodnote 8.

(23) - Dommens præmis 45, 46 og 47.

(24) - Dom af 16.3.1983, forenede sager 267/81, 268/81 og 269/81, SPI og SAMI, Sml. 801, præmis 14.

(25) - Jf. Domstolens procesreglementet, artikel 83, stk. 1.

(26) - Jf. sidste afsnit i overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen.

(27) - »à la demande du défendeur« og »a petición del demandado«.

(28) - »seront abrogées ou cesseront de produire leurs effets d'une autre manière« og »se revocarán o quederán de otro modo sin efecto«.

(29) - Jf. punkt 10-15.

(30) - Artikel 1A.5, gengivet i Gervais, anført i fodnote 15, s. 215.

(31) - Det lader til at være uhyre sjældent i Irland, at en anmodning om foreløbige foranstaltninger imødekommes »inaudita altera parte« i sager om intellektuel ejendom.

(32) - Parfums Christian Dior-dommen, anført i fodnote 11, præmis 47.