61998B0012

1. Ansvar uden for kontraktforhold - sagsgenstand - handlinger foretaget af fællesskabsinstitutionerne eller handlinger foretaget af Fællesskabets ansatte - begreb - retsakter, som er en del af den primære fællesskabsret - ikke omfattet - skade, der har sit udspring i fællesakten

(EF-traktaten, art. 7 A (efter ændring nu art. 14 EF) og art. 215, stk. 2 (nu art. 288, stk. 2, EF))

2. Ansvar uden for kontraktforhold - fællesskabsinstitutionernes tilsidesættelse af en retlig forpligtelse til at handle - afskaffelsen af erhvervet som speditør som følge af fællesakten - forpligtelse for institutionerne til at handle - foreligger ikke - pligt for Fællesskabet til at betale erstatning til udøverne af erhvervet - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2 (nu art. 288, stk. 2, EF))

1. For så vidt angår Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold kan skade, som speditørerne har lidt som følge af fjernelsen af de fiskale grænser og toldkontrollen mellem medlemsstaterne, ikke tilskrives Rådet og Kommissionen. Den direkte og afgørende årsag til denne skade er nemlig hverken udstedelsen af afledte retsakter eller det forhold, at der ikke er fastsat passende udlignings- og ledsageforanstaltninger, men fællesaktens artikel 13, hvorved EØF-traktaten blev suppleret med en artikel 8 A, som er blevet til traktatens artikel 7 A (efter ændring nu artikel 14 EF), der bl.a. bestemmer, at »[d]et indre marked indebærer et område uden indre grænser«. Fællesakten, som er vedtaget af medlemsstaterne, kan imidlertid ikke tilskrives de nævnte institutioner og kan følgelig ikke medføre, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold.

( jf. præmis 17 )

2. EF-institutionernes undladelser kan kun begrunde ansvar for Fællesskabet, såfremt institutionerne ikke har overholdt en i en fællesskabsretlig bestemmelse fastsat retlig forpligtelse til at handle. For så vidt angår afskaffelsen af speditørerhvervet som følge af fællesakten følger en sådan forpligtelse hverken af selve fællesakten eller af nogen anden fællesskabsretlig bestemmelse og heller ikke af et eventuelt generelt retligt princip, hvorefter Fællesskabet har pligt til at yde erstatning til en person, der er blevet udsat for ekspropriation eller begrænsninger i hans frie adgang til at udnytte sin ejendomsret, idet Fællesskabet ikke kan forpligtes til at yde erstatning for handlinger, som ikke kan tilskrives Fællesskabet. Det følger heraf, at Fællesskabet ikke er forpligtet til at yde erstatning til udøverne af det pågældende erhverv. Det er dog ikke udelukket, at der efter omstændighederne vil kunne gælde en erstatningspligt i henhold til national ret i den medlemsstat, hvor den pågældende speditør udøvede sin virksomhed inden for Fællesskabet.

( jf. præmis 18 )

I de forenede sager T-12/98 og T-13/98,

Argon srl, Brescia (Italien), samt de 21 medsagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget,

Carlo Chiappe, Livorno (Italien), samt de 11 andre, hvis navne fremgår af bilaget,

ved advokat G. Leone, Milano, og solicitor avocate M. Clough, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat A. May, 398, route d'Esch,

sagsøgere,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved de juridiske konsulenter M.C. Giorgi, G. Houttuin og P. Cossu, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektør A. Morbilli, Den Europæiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

og

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent H. van Lier, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsøgte,

angående påstande om erstatning for den skade, som sagsøgerne hævder at have lidt som følge af oprettelsen af det indre marked fra den 1. januar 1993 i overensstemmelse med den europæiske fælles akt og den heraf følgende afskaffelse af den speditørvirksomhed - i samhandelen inden for Fællesskabet - som sagsøgerne indtil da udøvede,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne J. Azizi og M. Jaeger,

justitssekretær: H. Jung,

afsagt følgende

Kendelse

Faktiske omstændigheder og relevante bestemmelser

1 Ved artikel 13 i den europæiske fælles akt (herefter »fællesakten«), som blev underskrevet i Luxembourg den 17. februar 1986 og i Haag den 28. februar 1986 og trådte i kraft den 1. juli 1987, blev EØF-traktaten suppleret med en artikel 8 A, som i medfør af artikel G, nr. 9, i traktaten om Den Europæiske Union er blevet til EF-traktatens artikel 7 A (efter ændring nu artikel 14 EF), der lyder således:

»Fællesskabet vedtager foranstaltninger med henblik på gradvis oprettelse af det indre marked i løbet af perioden indtil den 31. december 1992 i henhold til bestemmelserne i denne artikel [...]

Det indre marked indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital i overensstemmelse med bestemmelserne i denne traktat.«

2 Med kravet om, at der skulle skabes et »område uden grænser« mellem EØF's medlemsstater, forudsatte gennemførelsen af det indre marked, at de fiskale grænser og toldkontrollen inden for Fællesskabet var fjernet senest ved udløbet af den i ovennævnte bestemmelse fastlagte periode, dvs. pr. 1. januar 1993.

3 Gennemførelsen af det indre marked kunne i alvorlig grad påvirke mulighederne for at fortsætte bestemte former for erhvervsmæssig virksomhed, som er direkte forbundet med eksistensen af toldkontrol og fiskal kontrol ved Fællesskabets indre grænser.

4 Den berørte navnlig toldklarererne og speditørerne, som for en andens regning mod betaling opfylder de toldformaliteter, der er nødvendige, for at varer kan passere grænserne. Toldklarererne udfører formaliteterne i en andens navn og for dennes regning. Speditørerne opfylder formaliteterne for en andens regning, men i eget navn.

5 Sagsøgerne har gjort gældende, at gennemførelsen af det indre marked fra den 1. januar 1993 har betydet en afskaffelse af deres speditørvirksomhed i tilknytning til samhandelen inden for Fællesskabet.

Retsforhandlingerne

6 Det er under disse omstændigheder, at sagsøgerne ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor den 9. januar 1998 har anlagt nærværende erstatningssøgsmål.

7 Ved kendelser afsagt af formanden for Rettens Femte Afdeling den 29. juni 1998 blev forhandlingerne i sag T-12/98 og T-13/98 udsat, indtil Domstolen havde truffet endelig afgørelse vedrørende den hermed forbundne appel af Rettens dom af 29. januar 1998 i sagen Dubois et Fils mod Rådet og Kommissionen (sag T-113/96, Sml. II, s. 125). Ved denne dom havde Retten frifundet Rådet og Kommissionen for en påstand nedlagt i medfør af EF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2 (nu artikel 235 EF og artikel 288, stk. 2, EF), om, at Fællesskabet blev tilpligtet at erstatte den skade, som en fransk speditør hævdede at have lidt som følge af oprettelsen af det indre marked fra den 1. januar 1993 i overensstemmelse med fællesakten og den deraf følgende afskaffelse af speditørvirksomhed i tilknytning til samhandelen inden for Fællesskabet.

8 Ved kendelse af 8. juli 1999 i sagen Dubois et Fils mod Rådet og Kommissionen (sag C-95/98 P, Sml. I, s. 4835) blev appellen delvis afvist og delvis forkastet.

9 På grundlag af denne kendelse har Retten anmodet parterne om at fremsætte deres bemærkninger med hensyn til sagernes videre behandling.

10 I henhold til artikel 50 i Rettens procesreglement, og efter at have hørt parterne, har Retten truffet bestemmelse om forening af sagerne T-12/98 og T-13/98 med henblik på den videre behandling.

Parternes påstande

11 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

- Sagernes behandling fortsættes på trods af kendelsen i sagen Dubois et Fils mod Rådet og Kommissionen.

- Det fastslås, at Rådet og Kommissionen er ansvarlige efter traktatens artikel 215, stk. 2, for den skade, der er forvoldt sagsøgerne ved afskaffelsen af deres speditørvirksomhed i tilknytning til samhandelen inden for Fællesskabet fra den 1. januar 1993.

- Som erstatning for denne skade tilpligtes Rådet og Kommissionen in solidum at betale sagsøgerne følgende beløb:

Argon Srl: 727 733 600 ITL

Berca Srl: 4 375 250 000 ITL

Bonaldi Snc Di Guidetti & C.: 2 853 499 860 ITL

Camasped di Cassini Marco: 1 195 257 632 ITL

Carioni Srl: 994 687 965 ITL

Centro Servizi doganali Srl: 569 221 098 ITL

Comimpex Srl: 1 133 332 000 ITL

EIR Casa di Spedizioni Snc: 56 429 856 ITL

Emmedue Sas under konkurs: 1 114 326 051 ITL

Errek Sas: 8 802 643 748 ITL

F.lli Colli Srl: 774 931 264 ITL

F.lli Ramella Srl: 2 980 866 217 ITL

Greco Umberto di Umberto Greco Snc: 428 684 000 ITL

Lurasped G. & C. Sas: 745 781 322 ITL

Monterisi Sas: 381 492 472 ITL

Rossi Sergio Snc: 1 298 376 498 ITL

Servizi doganali di Piras Giorgio & C.: 892 000 000 ITL

Spedizioni STI Srl: 2 022 498 269 ITL

Toccafondi Claudio Srl under konkurs: 545 007 529 ITL

Tre Esse Snc di Torresani e Crescini: 147 045 676 ITL

Unisped Srl: 1 033 895 712 ITL

Vergani Spedizioni Srl under konkurs: 99 216 630 ITL

Carlo Chiappe: 83 740 080 ITL

Giulio Comoglio: 1 118 168 000 ITL

Sergio De Bona: 1 243 760 000 ITL

Piero Luciano Galbiati: 1 280 600 000 ITL

Umberto Greco: 329 716 000 ITL

Mario Malugani: 720 000 000 ITL

Alessandro Michelucci: 493 247 882 ITL

Luigi Pecetti: 346 083 629 ITL

Nicola Maria Spadaccino: 1 054 008 000 ITL

Giovanni Tria: 382 980 000 ITL

Vito Stefano Tria: 172 456 000 ITL

Nicola Utzeri: 364 014 016 ITL,

med tillæg af en forrentning med 8% p.a. fra den 1. januar 1993.

- Rådet og Kommissionen tilpligtes in solidum at betale sagsomkostningerne.

12 Rådet har nedlagt følgende påstande:

- Det fastslås, at der ikke længere er grundlag for at fortsætte sagernes behandling som følge af kendelsen i sagen Dubois et Fils mod Rådet og Kommissionen.

- Det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse.

- Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

13 Kommissionen har nedlagt påstand om, at det fastslås, at der ikke længere er grundlag for at fortsætte sagernes behandling som følge af kendelsen i sagen Dubois et Fils mod Rådet og Kommissionen.

Retlige bemærkninger

14 I henhold til procesreglementets artikel 111 kan Retten, når det er åbenbart, at sagen må afvises, eller sagen er åbenbart ugrundet, uden at fortsætte sagens behandling træffe afgørelse ved begrundet kendelse. I det foreliggende tilfælde finder Retten, at sagsakterne giver tilstrækkeligt grundlag for, at den kan træffe afgørelse uden at fortsætte sagernes behandling.

15 Indledningsvis bemærkes, at ifølge fast retspraksis (jf. bl.a. Domstolens dom af 15.9.1994, sag C-146/91, KYDEP mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 4199, præmis 19) forudsætter Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold i medfør af traktatens artikel 215, stk. 2, opfyldelse af en række betingelser vedrørende retsstridigheden af den adfærd, som institutionerne hævdes at have udvist, og eksistensen af en skade samt vedrørende årsagsforbindelse mellem adfærden og den påberåbte skade. Så snart en af disse betingelser ikke er opfyldt, må de sagsøgte frifindes i det hele, uden at det er nødvendigt at undersøge, om de øvrige betingelser for, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold, er opfyldt (jf. dommen i sagen KYDEP mod Rådet og Kommissionen, præmis 81, og Domstolens dom af 14.10.1999, sag C-104/97 P, Atlanta mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 6983, præmis 65).

16 Sagsøgerne har gjort gældende, at den skade, for hvilken de har krævet erstatning, består i, at deres speditørvirksomhed i tilknytning til samhandelen inden for Fællesskabet blev afskaffet fra den 1. januar 1993. Sagsøgerne har anført, at denne skade er forårsaget dels af, at de sagsøgte har udstedt afledte retsakter, som har medført, at speditørernes erhvervsmæssige virksomhed er blevet udhulet, dels af, at der ikke i den forbindelse er blevet fastsat passende udlignings- og ledsageforanstaltninger.

17 I den henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at den påståede skade, dvs. ophøret af sagsøgernes speditørvirksomhed inden for Fællesskabet, skyldes fjernelsen af de fiskale grænser og toldkontrollen mellem medlemsstaterne, hvis direkte og afgørende årsag hverken er udstedelsen af afledte retsakter eller det forhold, at der ikke er fastsat passende udlignings- og ledsageforanstaltninger, men fællesaktens artikel 13, hvorved EØF-traktaten blev suppleret med en artikel 8 A, som er blevet til traktatens artikel 7 A, der bl.a. bestemmer, at »[d]et indre marked indebærer et område uden indre grænser«. Fællesakten er imidlertid vedtaget af medlemsstaterne. Den kan således ikke tilskrives de sagsøgte og kan følgelig ikke medføre, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold (jf. kendelsen i sagen Dubois et Fils mod Rådet og Kommissionen, præmis 18, 19 og 20).

18 Det skal for fuldstændighedens skyld, for så vidt angår anbringendet om, at der ikke er fastsat passende udlignings- og ledsageforanstaltninger, tilføjes, at EF-institutionernes undladelser kun kan begrunde ansvar for Fællesskabet, såfremt institutionerne ikke har overholdt en i en fællesskabsretlig bestemmelse fastsat retlig forpligtelse til at handle (jf. dommen i sagen KYDEP mod Rådet og Kommissionen, præmis 58). Spørgsmålet er herefter, på hvilket retligt grundlag og i hvilket omfang Fællesskabet skal have været forpligtet til at træffe de anførte foranstaltninger. En sådan forpligtelse følger hverken af selve fællesakten eller af nogen anden fællesskabsretlig bestemmelse. Der er heller ikke i det foreliggende tilfælde grund til at rejse spørgsmålet om, hvorvidt der findes et generelt retligt princip, hvorefter Fællesskabet har pligt til at yde erstatning til en person, der er blevet udsat for ekspropriation eller begrænsninger i hans frie adgang til at udnytte sin ejendomsret, og som kan give grundlag for et søgsmål i henhold til EF-traktatens artikel 215, stk. 2, såfremt det tilsidesættes. En sådan erstatningspligt vil nemlig kun kunne komme på tale i forhold til handlinger, der foretages af fællesskabsinstitutionerne selv, idet Fællesskabet ikke kan forpligtes til at yde erstatning for handlinger, som ikke kan tilskrives Fællesskabet. Som det fremgår af det ovenfor anførte, kan afskaffelsen af speditørerhvervet inden for Fællesskabet ikke tilskrives Fællesskabet. Betingelserne for et ansvar for Fællesskabet er derfor ikke opfyldt. Det er dog ikke udelukket, at der efter omstændighederne vil kunne gælde en erstatningspligt i henhold til national ret i den medlemsstat, hvor den pågældende toldklarerer eller speditør udøvede sin virksomhed inden for Fællesskabet (jf. dommen i sagen Dubois et Fils mod Rådet og Kommissionen, præmis 57).

19 Rådet og Kommissionen skal herefter frifindes, idet sagerne er åbenbart ugrundede.

Sagsomkostningerne

20 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

21 Da sagsøgerne har tabt sagen, bør de ud over at bære deres egne omkostninger betale Rådets omkostninger, idet Rådet har nedlagt påstand herom. Kommissionen bør bære sine egne omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Sagerne T-12/98 og T-13/98 forenes med henblik på det videre forløb.

2) Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes, idet sagerne er åbenbart ugrundede.

3) Sagsøgerne bærer deres egne omkostninger og betaler de af Rådet afholdte omkostninger.

4) Kommissionen bærer sine egne omkostninger.