RETTENS DOM (Femte Afdeling)

3. oktober 2000

Sag T-187/98

Pascual Juan Cubero Vermurie

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd — forfremmelse — mobilitet — formaliteten«

Angående:

Søgsmål med påstand dels om annullation af afgørelsen af 6. april 1998 om ikke at forfremme sagsøgeren til lønklasse A5 i forbindelse med forfremmelsesproceduren for 1998, dels om erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren hævder at have lidt, fordi han ikke er blevet forfremmet.

Udfald:

Kommissionen frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – en tjenestemand ikke opført på den liste, der er udfærdiget af forfremmelsesudvalget – forfremmelse uden for stillingsgruppe – forberedende akt – ikke omfattet – akt, der kan anfægtes i forbindelse med et annullationssøgsmål til prøvelse af afgørelsen om forfremmelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)
Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – samme genstand og grundlag – anbringender og argumenter, som ikke figurerer i klagen, men som er snævert forbundet hermed – formaliteten – anbringende, der end ikke stiltiende er blevet påberåbt under den forudgående administrative procedure – afvisning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – administrationens skønsbeføjelse – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – anvendelse af regler om mobilitet indeholdt i Kommissionens vejledning om forfremmelse – betingelser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

Selv om den omstændighed, at en tjenestemand ikke er optaget på den liste, der er udfærdiget af forfremmelsesudvalget, kan påvirke afgørelsen om forfremmelse, udgør den ikke en endelig afgørelse fra administrationen. Ved forfremmelser uden for stillingsgruppen har listen over de tjenestemænd, som anses for at have gjort sig mest fortjent til en forfremmelse, desuden også karakter af en forberedende akt, der ikke har nogen endelig virkning, og den udgør derfor ikke en akt, der indeholder et klagepunkt i vedtægtens artikel 90, stk. 2's forstand.

Det følger heraf, at lovligheden af den liste, der er udfærdiget af ansættelsesmyndigheden, over de tjenestemænd, der findes mest fortjenstfulde, samt de øvrige forberedende akter, som er blevet vedtaget under den administrative procedure, alene kan anfægtes i forbindelse med et annullationssøgsmål til prøvelse af den endelige afgørelse, der er truffet efter afslutningen af forfremmelsesproceduren.

(jf. præmis 30 og 31)

Henvisning til: Retten, 5. december 1990, sag T-82/89, Marcato mod Kommissionen, Sml. II, s. 735, præmis 43; Retten, 21. februar 1995, sag T-506/93, Moat mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 43, og II, s. 147, præmis 24.
Reglen om, at der skal være overensstemmelse mellem den administrative klage i vedtægtens artikel 90, stk. 2's forstand og det efterfølgende søgsmål, indebærer — idet søgsmålet ellers kan afvises — at et anbringende, der fremsættes for Fællesskabets retsinstanser, allerede er blevet fremført under den administrative procedure, således at ansættelsesmyndigheden har været i stand til tilstrækkelig præcist at gøre sig bekendt med de klagepunkter, som den pågældende fremfører mod den anfægtede afgørelse. Selv om de for Fællesskabets retsinstanser nedlagte påstande kun kan indeholde de »klagepunkter«, som hviler på samme grundlag som dem, der er angivet i klagen, kan disse klagepunkter dog uddybes for Fællesskabets retsinstanser ved fremsættelse af anbringender og argumenter, der ikke nødvendigvis figurerer i klagen, men som er snævert forbundet hermed. Eftersom denne administrative procedure er uformel, og de berørte som regel på dette stadium handler uden bistand fra en advokat, bør administrationen ikke fortolke klager restriktivt, men tværtimod indtage en smidig holding ved behandlingen af dem.

Dette er ikke tilfældet med en klage, der ikke alene ikke henviser til det klagepunkt, som er påberåbt for Fællesskabets retsinstanser, men som ikke indeholder noget som helst element, hvoraf den sagsøgte institution ville have kunnet udlede, endog selv om den indtog en smidig holdning ved fortolkningen af klagen, at sagsøgeren havde til hensigt at påberåbe sig dette klagepunkt.

(jf. præmis 35, 36 og 37)

Henvisning til: Retten, 9. juli 1997, sag T-4/96, s. mod Domstolen, Sml. II, s. 1125, præmis 98 og 99.
Den skønsbeføjelse, der tilkommer administrationen — i tjenestens interesse og i overensstemmelse med princippet om ligebehandling — til at vurdere de fortjenester, der skal tages i betragtning i forbindelse med en afgørelse om forfremmelse i henhold til vedtægtens artikel 45, er begrænset af nødvendigheden af at foretage en grundig og upartisk sammenligning af ansøgningerne. Denne sammenligning skal ske på lige grundlag og på grundlag af sammenlignelige informations- og oplysningskilder.

(jf. præmis 58)

Henvisning til: Retten, 30. november 1993, sag T-76/92, Tsirimokos mod Parlamentet, Sml. II, s. 1281, præmis 20 og 21; Retten, 21. september 1999, sag T-157/98, Oliveira mod Parlamentet, Sml. Pers. IA, s. 163, og II, s. 851, præmis 35.
Det formål, der forfølges med reglerne om mobilitet, og som er indeholdt i Kommissionens vejledning om forfremmelse, er at sikre, at mobiliteten ikke udgør en hindring for karriereforløbet for de tjenestemænd, der gøres til genstand herfor. Tildelingen af prioritetspoint baseret på antallet af tjenestemænd, som kan forfremmes, i det pågældende generaldirektorat, vil kunne skade en tjenestemand, der er blevet gjort til genstand for en ændret placering inden for et generaldirektorat, hvori der er placeret et antal forskellige forfremmelsesværdige tjenestemænd. For ikke at gøre den sammenlignende undersøgelse af fortjenesterne hos alle de forfremmelsesværdige tjenestemænd, som forfremmelsesudvalget har foreslået over for ansættelsesmyndigheden, indholdsløs, kan det ikke tillades, at sidstnævnte begrænser sig til at foretage en streng anvendelse af ovennævnte regler om mobilitet. Det påhviler således fællesskabsinstitutionen at foretage en undersøgelse af situationen for den tjenestemand, der er blevet gjort til genstand for mobilitet, for at sikre, at denne ikke har skadet ham. Når den pågældende tjenestemand ikke er blevet tildelt prioritetspoint i det generaldirektorat, hvorfra han er blevet forflyttet, er denne undersøgelse så meget desto mere nødvendig som ansættelsesmyndigheden ikke er forpligtet til at tildele ham sådanne point i medfør af bestemmelsen i litra a) vedrørende mobilitet, hvori det bestemmes, at hvis en tjenestemand gøres til genstand for mobilitet efter at være blevet foreslået hertil uden tildeling af prioritetspoint, forpligter dette forslag kun det generaldirektorat, hvorfra han er blevet forflyttet, samt at der ikke foreligger nogen velerhvervet rettighed.

(jf. præmis 67, 68 og 69)