Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Miljø - vurdering af visse projekters indvirkning på miljøet - direktiv 85/337 - procedure for vurderingen - medlemsstaternes skøn - de nationale domstoles beføjelse til at efterprøve overholdelsen af grænserne for skønnet

(Rådets direktiv 85/337, art. 5 og art. 6, stk. 2)

2. Fællesskabsret - fortolkning - princippet om ensartet fortolkning

3. Miljø - vurdering af visse projekters indvirkning på miljøet - direktiv 85/337 - anvendelsesområde - projekter vedtaget i enkeltheder ved en særlig national lov - ikke omfattet

(Rådets direktiv 85/337, art. 1, stk. 5)

Sammendrag

1. Når en national ret skal tage stilling til lovligheden af en procedure om ekspropriation af fast ejendom tilhørende en privatperson, der foretages af hensyn til almenvellet med henblik på bygningen af en motorvej, kan den efterprøve, om den nationale lovgiver har holdt sig inden for de grænser for skønnet, som er fastlagt i direktiv 85/337 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, navnlig når der ikke er foretaget nogen forudgående vurdering af projektets indvirkning på miljøet, når de oplysninger, der er indhentet i henhold til artikel 5, ikke er blevet stillet til rådighed for offentligheden, og når de berørte dele af offentligheden i strid med artikel 6, stk. 2, i direktiv 85/337 ikke har fået lejlighed til at udtale sig, inden projektet blev påbegyndt.

( jf. præmis 39 og domskonkl. 1 )

2. Det følger såvel af kravene om en ensartet anvendelse af fællesskabsretten som af lighedsprincippet, at ordlyden af en fællesskabsretlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med hensyn til fastlæggelsen af dens betydning og rækkevidde, normalt i hele Fællesskabet skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen til bestemmelsens kontekst og formålet med den pågældende ordning.

( jf. præmis 43 )

3. Artikel 1, stk. 5, i direktiv 85/337 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, hvorefter direktivet ikke finder anvendelse på projekter, der vedtages i enkeltheder ved en særlig national lov, skal fortolkes således, at en retsakt, der er vedtaget af et parlament efter offentlige parlamentariske forhandlinger, er en særlig lov i denne bestemmelses forstand, når målene med direktiv 85/337, herunder at der stilles oplysninger til rådighed for offentligheden, har kunnet nås gennem lovgivningsprocessen, og når de oplysninger, som parlamentet rådede over på det tidspunkt, da det vedtog projektet i enkeltheder, svarede til dem, som skulle have været forelagt den kompetente myndighed under en almindelig procedure for godkendelse af projektet.

( jf. præmis 59 og domskonkl. 3 )