1. Præjudicielle spørgsmål - Domstolens kompetence - grænser - åbenbart irrelevant spørgsmål
(EF-traktaten, art. 177 (nu art. 234 EF))
2. Fri bevægelighed for personer - arbejdstagere - traktatens bestemmelser - forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet - anvendelsesområde - arbejdsvilkår fastsat af private - omfattet
(EF-traktaten, art. 48 (efter ændring nu art. 39 EF))
3. Fri bevægelighed for personer - arbejdstagere - adgang til beskæftigelse - krav om sprogkundskaber - arbejdsgiver, som over for ansøgere til en udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse stiller krav om, at de er i besiddelse af en attest for tosprogethed udstedt af en lokal forvaltning - ikke tilladt
(EF-traktaten, art. 48 (efter ændring nu art. 39 EF))
1. I forbindelse med den præjudicielle procedure i henhold til traktatens artikel 177 (efter ændring nu artikel 234 EF) tilkommer det udelukkende de nationale retter, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, de forelægger Domstolen. En afvisning fra realitetsbehandling af en anmodning fra en national ret er kun mulig, hvis det viser sig, at den ønskede fortolkning af fællesskabsretten åbenbart savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand.
( jf. præmis 18 )
2. Forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i traktatens artikel 48 (efter ændring nu artikel 39 EF) - som er formuleret i almindelige vendinger og ikke specielt er rettet til medlemsstaterne - gælder også for arbejdsvilkår, som fastsættes af privatpersoner.
( jf. præmis 30 og 36 )
3. Traktatens artikel 48 (efter ændring nu artikel 39 EF) er til hinder for, at en arbejdsgiver over for ansøgerne til en udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse stiller krav om, at de beviser deres sprogkundskaber alene gennem fremlæggelse af ét enkelt eksamensbevis, der kun udstedes i én bestemt provins i en medlemsstat.
En sådan forpligtelse er til skade for statsborgere i andre medlemsstater, idet personer, der ikke bor i denne provins, har få muligheder for at erhverve eksamensbeviset, som er en attest for tosprogethed, og det vil være vanskeligt eller endog umuligt for dem at opnå den stilling, der er tale om. Forpligtelsen er ikke begrundet i objektive hensyn, der er uafhængige af de berørte personers nationalitet og står i et passende forhold til det mål, der lovligt forfølges. Selv om det således vil kunne være retmæssigt over for en ansøger til en stilling at stille krav om sprogkundskaber på et vist niveau, og selv om besiddelse af et eksamensbevis som attesten for tosprogethed kan være et kriterium for vurderingen af sådanne kundskaber, må det forhold, at det ikke er muligt at føre bevis for dem på anden måde, og navnlig ved at godtgøre, at tilsvarende kundskaber er erhvervet i andre medlemsstater, anses for at stå i et misforhold til det tilstræbte mål. Forpligtelsen udgør dermed en forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, der er i strid med traktatens artikel 48.
( jf. præmis 39, 40, 44, 45 og 46 samt domskonkl. )