Fri bevægelighed for personer - etableringsfrihed - begrænsninger i medfør af værtsmedlemsstatens bestemmelser om udøvelse af visse former for virksomhed - situation, som ikke er reguleret i et direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser - medlemsstatens forpligtelse til at undersøge, om der er overensstemmelse mellem de eksamensbeviser og kvalifikationer, der kræves ifølge national ret, og dem, som den pågældende besidder
(EF-traktaten, art. 52 og 57 (efter ændring nu art. 43 EF og 47 EF))
$$Traktatens artikel 52 (efter ændring nu artikel 43 EF) skal fortolkes således, at når en fællesskabsstatsborger, i en situation, som ikke er reguleret i et direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, indgiver en ansøgning om tilladelse til at udøve et erhverv, hvortil adgangen ifølge national ret er betinget af, at ansøgeren har et eksamensbevis eller erhvervsmæssige kvalifikationer eller perioder med erhvervserfaring, er myndighederne i medlemsstaten forpligtet til at tage hensyn til samtlige eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, herunder ansøgerens relevante erfaring, idet de skal foretage en sammenligning mellem på den ene side den kompetence, der er dokumenteret ved disse kvalifikationsbeviser og denne erfaring, og på den anden side de krav om kundskaber og kvalifikationer, der stilles ifølge national ret.
Denne praksis er blot udtryk for udmøntningen i retspraksis af et princip, som hører til de grundlæggende friheder i traktaten. Selv om dette princip ganske vist har fundet anvendelse i sager, som angik erhverv, for hvilke der ikke på daværende tidspunkt var truffet foranstaltninger til harmonisering eller samordning, må det ikke desto mindre antages, at det ikke kan anses for at miste en del af sin retsgyldighed som følge af, at der udstedes direktiver om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser. Således tilsigter sådanne direktiver at lette adgangen til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed og dermed at forenkle den allerede eksisterende adgang til disse former for virksomhed for statsborgere fra andre medlemsstater.
Betydningen af de direktiver, som opstiller fælles regler og kriterier for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, er således, at der indføres en ordning, som pålægger medlemsstaterne at anerkende ligestillingen mellem visse eksamensbeviser, uden at de kan kræve, at de berørte opfylder andre betingelser end dem, der er opstillet i de direktiver, som finder anvendelse på området, idet en sådan gensidig anerkendelse af disse eksamensbeviser medfører - forudsat at betingelserne i direktiverne er opfyldt - en eventuel anerkendelse af disse eksamensbeviser i henhold til det ovennævnte princip. Princippet har dog fortsat en klar betydning i tilfælde, som ikke er omfattet af sådanne direktiver.
( jf. præmis 24, 31-34 og 40 samt domskonkl. )