Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Præjudicielle spørgsmål - forelæggelse for Domstolen - en national ret i traktatens artikel 177's forstand (nu artikel 234 EF) - begreb - Oberster Gerichtshof, når den som led i en særlig procedure får forelagt en sag, hvis genstand er at få fastslået, om der består en bestemt retstilstand, mens der ikke er tale om en individuel tvist - omfattet

(EF-traktaten, art. 177 (nu art. 234 EF))

2. Fri bevægelighed for personer - arbejdstagere - ligebehandling - oprykning på grundlag af anciennitet - godskrivning af perioder, der er tilbagelagt ved tilsvarende institutioner i andre medlemsstater, efter strengere betingelser - skjult forskelsbehandling - ulovligt - godskrivningen uden tidsbegrænsning

(EF-traktaten, art. 48 (efter ændring nu art. 39 EF); Rådets forordning nr. 1612/68, art. 7, stk. 1 og 4)

Sammendrag

1. For at bedømme, om et organ, som forelægger en sag for Domstolen, er en ret efter traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) - hvilket spørgsmål skal afgøres alene på grundlag af fællesskabsretten - skal flere forhold tages i betragtning, nemlig om organet er oprettet ved lov, har permanent karakter, virker som obligatorisk retsinstans, anvender en kontradiktorisk sagsbehandling, træffer afgørelse på grundlag af retsregler, samt om det er uafhængigt.

Når Oberster Gerichtshof udøver funktioner som dem, der er fastlagt som led i en særlig procedure, hvis genstand er at få fastslået, om der består en bestemt retstilstand, mens der ikke er tale om en individuel tvist, er den en ret i traktatens artikel 177's forstand. Selv om Oberster Gerichtshof ikke træffer afgørelse i tvister, der vedrører en konkret sag, som involverer navngivne personer, og den ved sin retlige vurdering skal lægge de faktiske omstændigheder, klageren har anført, uprøvet til grund, ligesom afgørelsen er konstaterende og retten til at indgive en begæring udøves kollektivt, er formålet med proceduren at nå frem til en afgørelse, der har karakter af en retsafgørelse. Navnlig er den endelige afgørelse bindende for parterne, som ikke kan indgive endnu en begæring med henblik på at opnå en konstaterende afgørelse, der vedrører de samme faktiske omstændigheder, og som rejser de samme retlige spørgsmål.

( jf. præmis 24, 29, 30 og 32 samt domskonkl. 1 )

2. Traktatens artikel 48 (efter ændring nu artikel 39 EF) og artikel 7, stk. 1 og 4, i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet er til hinder for en national bestemmelse, der omhandler godskrivning af tidligere beskæftigelsesperioder med henblik på den lønmæssige indplacering af overenskomstansatte lærere og assistenter, såfremt de betingelser, der gælder med hensyn til perioder, der er tilbagelagt i andre medlemsstater, er strengere end dem, der gælder med hensyn til perioder, der er tilbagelagt ved tilsvarende institutioner i den berørte medlemsstat. En sådan bestemmelse, som stiller vandrende arbejdstagere, der har tilbagelagt en del af deres karriere i en anden medlemsstat ringere, må antages at være i strid med det princip om forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i traktatens artikel 48 og i artikel 7, stk. 1 og 4, i forordning nr. 1612/68.

Når en medlemsstat ved den lønmæssige indplacering af overenskomstansatte lærere og assistenter er forpligtet til at godskrive beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt ved institutioner i andre medlemsstater, der svarer til de nationale institutioner, skal sådanne perioder godskrives uden tidsbegrænsning.

( jf. præmis 44, 51 og 56 samt domskonkl. 2 og 3 )