1. Fri udveksling af tjenesteydelser - restriktioner - forpligtelse for virksomheder inden for byggebranchen, der udfører en tjenesteydelse, til at anvende værtsmedlemsstatens regler vedrørende betalt ferie på arbejdstagere, der er udstationeret i dette øjemed - lovligt - betingelser
(EF-traktaten, art. 59 (efter ændring nu art. 49 EF) og art. 60 (nu art. 50 EF))
2. Fri udveksling af tjenesteydelser - restriktioner - anvendelse på arbejdstagere, der udstationeres af virksomheder inden for byggebranchen, af nationale bestemmelser, der tillægger bygningsarbejdere en betalt ferie af længere varighed end den minimumsvarighed, der er fastsat i direktiv 93/104 - lovligt
(EF-traktaten, art. 59 (efter ændring nu art. 49 EF), og art. 60 (nu art. 50 EF); Rådets direktiv 93/104)
3. Fri udveksling af tjenesteydelser - restriktioner - nationale bestemmelser, hvorefter der ikke ydes refusion fra en feriekasse af beløb, som er udbetalt i feriegodtgørelse for virksomheder inden for byggebranchen med hjemsted i andre medlemsstater, men gives de udstationerede arbejdstagere et direkte krav over for feriekassen - lovligt - betingelser
(EF-traktaten, art. 59 (efter ændring nu art. 49 EF) og art. 60 (nu art. 50 EF))
4. Fri udveksling af tjenesteydelser - restriktioner - forpligtelse for virksomheder inden for byggebranchen, der udfører en tjenesteydelse, til at give yderligere oplysninger til værtsmedlemsstatens myndigheder - begrundet i almene hensyn - sociale beskyttelse af arbejdstagerne - den forholdsmæssige karakter af anmodningen om oplysninger - den nationale rets vurdering
(EF-traktaten, art. 59 (efter ændring nu art. 49 EF))
5. Fri udveksling af tjenesteydelser - princippet om forbud mod forskelsbehandling - virksomheder inden for byggebranchen, der udfører en tjenesteydelse - værtsmedlemsstatens anvendelse af statens ordning vedrørende betalt ferie på arbejdstagere, der er udstationeret af virksomheder med hjemsted i en anden medlemsstat - virksomheden omfattet af den nævnte ordning efter andre anvendelseskriterier end en virksomhed med hjemsted på det nationale område - ulovligt
(EF-traktaten, art. 59 (efter ændring nu art. 49 EF) og art. 60 (nu art. 50 EF))
1. Traktatens artikel 59 (efter ændring nu artikel 49 EF) og artikel 60 (nu artikel 50 EF) er ikke til hinder for, at en medlemsstat pålægger en virksomhed inden for byggebranchen, som har hjemsted i en anden medlemsstat, og som leverer en tjenesteydelse på den første medlemsstats område, at overholde nationale bestemmelser, hvorefter arbejdstagere, som virksomheden har udstationeret med henblik på denne tjenesteydelse, sikres et krav på betalt ferie, forudsat dels at arbejdstagerne ikke har en i det væsentlige tilsvarende beskyttelse i henhold til bestemmelserne i den medlemsstat, hvor deres arbejdsgiver har hjemsted, således at anvendelsen af de nationale bestemmelser i den første medlemsstat dermed yder dem en reel fordel, som på væsentlig måde bidrager til deres sociale beskyttelse, dels at anvendelsen af den første medlemsstats bestemmelser er forholdsmæssig i relation til det forfulgte formål af almen interesse.
( jf. præmis 53 og domskonkl. 1 )
2. Traktatens artikel 59 (efter ændring nu artikel 49 EF) og artikel 60 (nu artikel 50 EF) er ikke til hinder for, at en medlemsstats bestemmelser, hvorefter der gælder en længere betalt ferie end den, der følger af direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden - idet denne foranstaltning er nødvendig for den sociale beskyttelse af bygningsarbejdere - i udstationeringsperioden udstrækkes til at omfatte arbejdstagere, som er udstationeret til denne medlemsstat af tjenesteydere inden for byggebranchen med hjemsted i andre medlemsstater.
( jf. præmis 58 og 59 samt domskonkl. 2 )
3. I det omfang en forskellig behandling er begrundet som følge af objektive forskelle mellem de virksomheder inden for byggebranchen, der har hjemsted i værtsmedlemsstaten, og virksomheder med hjemsted i andre medlemsstater for så vidt angår den praktiske gennemførelse af pligten til betaling af feriegodtgørelse til arbejdstagere, er traktatens artikel 59 (efter ændring nu artikel 49 EF) og artikel 60 (nu artikel 50 EF) ikke til hinder for nationale bestemmelser, som tildeler de førstnævnte virksomheder en ret til refusion fra feriekassen af beløb, som de har udbetalt i feriegodtgørelse og ferietillæg, mens bestemmelserne ikke giver de sidstnævnte virksomheder denne ret, men i stedet giver de udstationerede arbejdstagere et direkte krav over for denne kasse.
( jf. præmis 65 og domskonkl. 2 )
4. Såfremt en medlemsstats bestemmelser, som tilsigter at yde arbejdstagere inden for byggebranchen en effektiv beskyttelse, navnlig for så vidt angår deres ret til betalt ferie, pålægger virksomheder med hjemsted i en anden medlemsstat, som udstationerer arbejdstagere på den første medlemsstats område, at give flere oplysninger til feriekassen end arbejdsgivere med hjemsted på medlemsstatens område, udgør dette en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i traktatens artikel 59 (efter ændring nu artikel 49 EF).
En sådan hindring kan være berettiget, hvis den er nødvendig for på effektiv og passende måde at tilgodese det tvingende almene hensyn, som den sociale beskyttelse af arbejdstagerne udgør.
Det tilkommer den forelæggende ret under hensyn til proportionalitetsprincippet at fastlægge de typer oplysninger, som den pågældende medlemsstats myndigheder lovligt kan kræve fra tjenesteydere med hjemsted på en anden medlemsstats område. Til brug herfor bør den forelæggende ret foretage en vurdering af, om objektive forskelle mellem situationen for virksomheder med hjemsted på det nationale område og situationen for virksomheder med hjemsted i de andre medlemsstater sagligt nødvendiggør de yderligere oplysninger, som de sidstnævnte virksomheder afkræves.
( jf. præmis 69-72 og 75 samt domskonkl. 2 )
5. Traktatens artikel 59 (efter ændring nu artikel 49 EF) og artikel 60 (nu artikel 50 EF) er til hinder for, at en medlemsstats ordning vedrørende betalt ferie finder anvendelse på alle virksomheder med hjemsted i andre medlemsstater, som leverer tjenesteydelser inden for byggesektoren på den første medlemsstats område, når virksomheder med hjemsted i den første medlemsstat, som kun udøver en del af deres virksomhed inden for denne sektor, ikke alle er omfattet af ordninger for deres arbejdstagere, der er beskæftiget inden for denne sektor.
( jf. præmis 83 og domskonkl. 3 )