61998J0002

1 Appel - anbringender - formaliteten - retsspoergsmaal - fortolkning af begrebet ny faktisk omstaendighed af afgoerende betydning i artikel 1 i statutten for Domstolen - omfattet

(EF-traktaten, art. 168 A; statutten for EF-Domstolen, art. 41, stk. 1, og art. 51)

2 Appel - Domstolens kompetence - vurderingen af nye faktiske omstaendigheder af afgoerende betydning, som ikke er bedoemt af Retten under en begaering om ekstraordinaer genoptagelse - udelukket

(Statutten for EF-Domstolen, art. 41, stk. 1)

3 Retspleje - ekstraordinaer genoptagelse af en dom - betingelser for at tage en begaering herom til foelge - ny faktisk omstaendighed - begreb - personlige vurderinger eller opfattelser, som ikke henhoerer under nogen officiel myndighed - udelukket

(Statutten for EF-Domstolen, art. 41, stk. 1)

4 Appel - anbringender - anbringende vedroerende Rettens afgoerelse om sagsomkostningerne - afvisning naar alle oevrige anbringender er blevet forkastet

(Statutten for EF-Domstolen, art. 51, stk. 2)

1 I henhold til traktatens artikel 168 A og artikel 51 i statutten for Domstolen er appel til Domstolen begraenset til retsspoergsmaal. Fortolkningen af begrebet i artikel 41, stk. 1, i statutten for Domstolen »faktisk omstaendighed af afgoerende betydning ... der inden dommens afsigelse var ukendt for Domstolen og for den part, der begaerer sagen genoptaget« og kvalificeringen af de faktiske omstaendigheder, som af den begaerende part haevdes at henhoere under dette begreb, udgoer retsspoergsmaal, som proeves af Domstolen under en appel.

2 Domstolen er ikke under behandlingen af en appel til proevelse af en dom, hvori Retten afviste en begaering om genoptagelse, og hvori Retten ikke har bedoemt visse faktiske omstaendigheder, som sagsoegeren udelukkende har paaberaabt sig under appellen, befoejet til at fastslaa eller vurdere for foerste gang, om disse faktiske forhold udgoer nye faktiske omstaendigheder af afgoerende betydning som omhandlet i artikel 41, stk. 1, i statutten for Domstolen.

3 Personlige vurderinger eller opfattelser, som ikke henhoerer under nogen officiel myndighed, og som vedroerer faktiske omstaendigheder, der eventuelt kan anses for at udgoere nye omstaendigheder som omhandlet i artikel 41 i statutten for Domstolen, kan ikke i sig selv udgoere saadanne omstaendigheder.

4 Naar alle oevrige anbringender i en appel til proevelse af en dom fra Retten er blevet forkastet, maa anbringendet om, at Rettens afgoerelse vedroerende sagsomkostningerne er retsstridig, i medfoer af artikel 51, stk. 2, i statutten for Domstolen, ogsaa afvises.

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 7. januar 1998 har Henri de Compte i medfoer af artikel 49 i EF-statutten og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutten for Domstolen ivaerksat appel til proevelse af dom afsagt den 5. november 1997 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans, sag T-26/89 (125), de Compte mod Parlamentet (Sml. Pers. I-A, s. 305, og II, s. 847) (herefter »den anfaegtede dom«), hvorved Retten afviste at imoedekomme Henri de Compte's begaering om ekstraordinaer genoptagelse af Rettens dom af 17. oktober 1991, sag T-26/89, de Compte mod Parlamentet (Sml. II, s. 781, herefter »dom af 17. oktober 1991«).

Faktiske omstaendigheder

2 De faktiske omstaendigheder, saaledes som de fremgaar af den anfaegtede dom, kan sammenfattes saaledes:

3 Henri de Compte er forhenvaerende tjenestemand ved Europa-Parlamentet og nu paa pension. Under sin tjeneste som regnskabsfoerer ved naevnte institution blev han genstand for en disciplinaer sag, som endte med, at ansaettelsesmyndigheden ved afgoerelse af 18. januar 1988 traf afgoerelse om at degradere ham fra loenklasse A3 til loenklasse A7.

4 Ved dom af 17. oktober 1991 frifandt Retten Europa-Parlamentet i den sag, som Henri de Compte havde anlagt til proevelse af disciplinaerafgoerelsen. Dommen blev appelleret til Domstolen, som forkastede appellen ved dom af 2. juni 1994, sag C-326/91 P, de Compte mod Parlamentet (Sml. I, s. 2091).

5 Efter dommen af 17. oktober 1991 afslog formanden for Parlamentet ved afgoerelse af 19. december 1991 at meddele Henri de Compte decharge for regnskabsaaret 1982 for saa vidt angaar transaktioner i forbindelse med indloesning i 1981 af to checks fra Midland Bank, London (herefter »sagen om medlemmernes kasse«). Ved dom af 14. juni 1995 frifandt Retten Parlamentet for den af Henri de Compte til proevelse af denne afgoerelse indbragte sag (sag T-61/92, Sml. Pers. I-A, s. 145, og II, s. 449).

6 Den 28. juni 1995 udarbejdede rapportoeren for Budgetkontroludvalget ved Parlamentet, Jean-Claude Pasty, et forslag til en rapport, som meddelte decharge for gennemfoerelsen af Parlamentets budget for regnskabsaaret 1993, og hvori sagen om medlemmernes kasse blev omtalt paa en maade, som talte til Henri de Compte's fordel.

7 Den 26. september 1995 vedtog Budgetkontroludvalget forslaget til rapport om decharge. Den del af forslaget, som vedroerte sagen om medlemmernes kasse, blev dog ikke godkendt af udvalget. Den 12. oktober 1995 vedtog Parlamentet forslaget som godkendt af udvalget.

8 Ved skrivelse af 13. februar 1996 besvarede Jean-Claude Pasty visse bemaerkninger, som generaldirektoeren for personale, budget og oekonomi i Parlamentet havde fremsat til forslaget til rapporten (herefter »skrivelse af 13. februar 1996«).

9 Den 19. juni 1996 indgav Henri de Compte til Retten en begaering om ekstraordinaer genoptagelse af dommen af 17. oktober 1991.

Den anfaegtede dom

10 Det fremgaar af den anfaegtede dom, at Henri de Compte under henvisning til skrivelsen af 13. februar 1996 har paaberaabt sig flere saakaldt nye faktiske omstaendigheder til stoette for sin begaering. Han goer navnlig gaeldende, at han ikke havde haft fri adgang til sagens akter, at Parlamentets administration havde udfaerdiget nye dokumenter eller registre, som vedroerte regnskabsfoerelsen, at der ikke forelaa noget dokument, som godtgjorde det af Revisionsretten fastslaaede kasseoverskud, at indloesningen af de to checks fra Midland Bank var en retmaessig transaktion, og at underskuddet i medlemmernes kasse i 1982 ikke var naevnt i nogen rapport. Desuden anfoerte han, at direktoeren for Parlamentets Finansafdeling i februar 1982 havde underskrevet en indtaegtsanvisning paa 19 000 GBP vedroerende den omtvistede konto, hvorfor Parlamentets kompetente myndigheder var bekendt med denne konto.

11 Retten fastslog, at skrivelsen af 13. februar 1996 indeholdt Jean-Claude Pasty's personlige paastande, antagelser og vurderinger, som ikke kunne udgoere nye faktiske omstaendigheder, der kunne give anledning til en ekstraordinaer genoptagelse af dommen af 17. oktober 1991. Retten fastslog desuden, at Henri de Compte var bekendt med de paaberaabte faktiske omstaendigheder inden dommens afsigelse, og at disse under alle omstaendigheder ikke ville have foranlediget Retten til at traeffe en anden afgoerelse end den allerede trufne. Retten bemaerkede saerligt med hensyn til indtaegtsanvisningen bl.a., at det fremgik heraf, at den var dateret og underskrevet i maj 1982, altsaa efter at Parlamentets kompetente myndigheder var blevet oplyst om eksistensen af den omtvistede konto.

12 Begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse blev derfor ikke taget til foelge ved den anfaegtede dom.

Appellen

13 Henri de Compte har til stoette for sin appel anfoert, at Retten har begaaet fejl ved ikke at anse Jean-Claude Pasty's udsagn i skrivelsen af 13. februar 1996 for nye faktiske omstaendigheder som omhandlet i artikel 41 i EF-statutten for Domstolen.

14 Parlamentet har gjort gaeldende, at appellen aabenbart maa afvises, subsidiaert forkastes.

Domstolens bemaerkninger

Formaliteten

15 Parlamentet har anfoert, at appellen maa afvises, fordi organisationen af Faellesskabets retsinstanser ikke goer det muligt at behandle en appel til proevelse af en dom for Retten, hvorved denne har afvist en begaering om ekstraordinaer genoptagelse. Denne umulighed beror paa det forhold, at Retten ved bedoemmelsen af spoergsmaalet, om en begaering om ekstraordinaer genoptagelse kan antages til realitetsbehandling, udelukkende behandler de faktiske omstaendigheder uden at tage hensyn til de retlige spoergsmaal.

16 Parlamentet har under alle omstaendigheder anfoert, at appellen maa afvises, fordi Henri de Compte ikke har paaberaabt sig tilsidesaettelse af nogen retsregel og heller ikke har fremfoert noget retligt argument til stoette for sine paastande.

17 Det bemaerkes herved, at appel til Domstolen ifoelge EF-traktatens artikel 168 A og artikel 51 i EF-statutten for Domstolen er begraenset til retsspoergsmaal, som bl.a. kan stoettes paa Rettens tilsidesaettelse af faellesskabsretten (jf. herved dom af 1.6.1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, praemis 47).

18 Det bemaerkes ogsaa, at i henhold til artikel 41, stk. 1, i statutten for Domstolen, som i henhold til samme statuts artikel 46, stk. 1, finder anvendelse paa sager for Retten, kan en begaering om ekstraordinaer genoptagelse af en dom kun fremsaettes, hvis der er fremkommet en faktisk omstaendighed af afgoerende betydning, der inden dommens afsigelse var ukendt for Domstolen og for den part, der begaerer sagen genoptaget (jf. dom af 5.3.1998, sag C-199/94 P og C-200/94 P REV., Inpesca mod Kommissionen, Sml. I, s. 831, praemis 15).

19 Det bemaerkes endelig, at i henhold til fast retspraksis kan den retlige kvalificering af de faktiske omstaendigheder efterproeves under en appel (dom af 7.5.1992, sag C-70/91 P, Raadet mod Brems, Sml. I, s. 2973, og af 1.6.1995, sag C-119/94 P, Coussios mod Kommissionen, Sml. I, s. 1439).

20 Heraf foelger, at fortolkningen af begrebet »faktisk omstaendighed af afgoerende betydning, der inden dommens afsigelse var ukendt for Domstolen og for den part, der begaerer sagen genoptaget« og kvalificeringen af de faktiske omstaendigheder, som af den begaerende part haevdes at henhoere under dette begreb, udgoer retsspoergsmaal, som proeves af Domstolen under en appel.

21 Henri de Compte har i denne sag foerst anfoert, at Retten har begaaet en fejl ved at fastslaa, at skrivelsen af 13. februar 1996 i sin helhed ikke udgjorde en faktisk omstaendighed af afgoerende betydning som omhandlet i artikel 41 i statutten for Domstolen. Henri de Compte har hovedsagelig under henvisning til den stilling, som skrivelsens forfatter indtog, haevdet, at visse af de i skrivelsen fremfoerte vurderinger for Retten udgjorde nye faktiske omstaendigheder af afgoerende betydning. Han har desuden anfoert, at begrebet nye faktiske omstaendigheder maa fortolkes bredt og ogsaa maa omfatte det tilsvarende bevismiddel.

22 Det bemaerkes hertil, at Henri de Compte saaledes goer gaeldende, at Retten har anlagt en fejlagtig fortolkning af begrebet nye faktiske omstaendigheder af afgoerende betydning i artikel 41 i statutten for Domstolen.

23 Henri de Compte har saaledes rejst et retligt spoergsmaal, som kan realitetsbehandles under en appel. Parlamentets formalitetsindsigelse maa derfor afvises, og det maa foelgelig undersoeges, om Retten har foretaget en korrekt vurdering ud fra naevnte artikel 41 af de saakaldte nye faktiske omstaendigheder, som appellanten har paaberaabt sig til stoette for sine paastande.

Realiteten

24 En genoptagelse forudsaetter, at der er fremkommet omstaendigheder af faktisk art, som er tidligere end dommens afsigelse, og som indtil da var ukendte for den ret, som har afsagt dommen, samt for den part, der begaerer genoptagelse, og som, saafremt Retten kunne have taget dem i betragtning, ville have kunnet foere til en anden afgoerelse af tvisten end den trufne (jf. Domstolens kendelse af 25.2.1992, sag C-185/90 P REV., Gill mod Kommissionen, Sml. I, s. 993, praemis 12, og dommen i sagen Inpesca mod Kommissionen, praemis 17).

25 Disse strenge krav beror paa, at genoptagelse ikke er en appelmulighed, men et ekstraordinaert retsmiddel, som giver mulighed for at anfaegte en endelig doms retskraft (jf. dom af 23.10.1985, sag 267/80 REV., Riseria Modenese mod Raadet m.fl., Sml. s. 3499, praemis 10).

26 Henri de Compte har for det foerste anfoert, at to tjenestemaend ved Parlamentet, som Retten har henvist til i praemis 192 i dom af 17. oktober 1991, for en luxembourgsk retsinstans har afgivet erklaeringer, som er i fuldstaendig modstrid med de erklaeringer, som Retten baserede sig paa.

27 Henri de Compte har dernaest anfoert, at Parlamentet i sit indlaeg af 25. juli 1996 for Retten, erkendte, at dets anklager mod ham aldrig var blevet til genstand for nogen egentlig rapport.

28 Det bemaerkes hertil, at de saaledes paaberaabte faktiske omstaendigheder, ikke har vaeret genstand for en bedoemmelse fra Rettens side. Domstolen er derfor ikke under behandlingen af en appel til proevelse af en dom, hvori en begaering om ekstraordinaer genoptagelse afvises, befoejet til at fastslaa eller vurdere for foerste gang, om disse faktiske forhold udgoer nye faktiske omstaendigheder. Heraf foelger, at Henri de Compte's paastande, hvis realitetsindhold ikke kan behandles af Domstolen, maa afvises.

29 Henri de Compte's argumentation har endelig til formaal at anfaegte den af Retten foretagne konstatering, hvorefter direktoeren for Parlamentets Finansafdeling havde underskrevet en indtaegtsanvisning i maj 1982, mens bankrenterne ifoelge Henri de Compte vedroerte februar 1982.

30 Det bemaerkes hertil alene, at Retten alene er befoejet til at vurdere den vaerdi, der skal tillaegges de bevismidler, som er blevet forelagt den, naar disse beviser er blevet forskriftsmaessigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsaetninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisfoerelse er blevet overholdt (jf. navnlig kendelse af 17.9.1996, sag C-19/95 P, San Marco mod Kommissionen, Sml. I, s. 4435, praemis 40). Heraf foelger, at dette klagepunkt ogsaa maa afvises.

31 Det maa endelig afgoeres, om skrivelsen af 13. februar 1996, som Henri de Compte har paaberaabt sig til stoette for sin begaering om ekstraordinaer genoptagelse opfylder kravene i artikel 41 i statutten for Domstolen som fastsat i Domstolens praksis.

32 Det bemaerkes hertil foerst, at personlige vurderinger eller opfattelser, som ikke henhoerer under nogen officiel myndighed, og som vedroerer faktiske omstaendigheder, der eventuelt kan anses for at udgoere nye omstaendigheder som omhandlet i artikel 41 i statutten for Domstolen, ikke i sig selv kan udgoere saadanne omstaendigheder.

33 Det staar i denne sag fast, at skrivelsen af 13. februar 1996 ikke er et officielt dokument. Skrivelsen indeholder alene de af Jean-Claude Pasty foretagne personlige vurderinger vedroerende omstaendighederne i forbindelse med medlemmernes kasse, som Henri de Compte desuden var bekendt med inden dommens afsigelse den 17. oktober 1991.

34 Det fremgaar af det anfoerte, at skrivelsen af 13. februar 1996, som ikke opfylder betingelserne i artikel 41 i statutten for Domstolen, derfor ikke kan anses for en ny omstaendighed af afgoerende betydning som omhandlet i denne artikel.

Sagens omkostninger ved Retten

35 Henri de Compte har ligeledes bestridt, at han blev paalagt sagens omkostninger ved Retten.

36 Artikel 51, stk. 2, i statutten for Domstolen bestemmer: »Appel kan ikke ivaerksaettes alene til forandring af afgoerelser om sagsomkostningerne eller disses stoerrelse.«

37 Da samtlige appellantens oevrige anbringender er blevet forkastet, maa anbringendet vedroerende sagsomkostninger afvises i medfoer af denne bestemmelse (jf. dom af 14.9.1995, sag C-396/93 P, Henrichs mod Kommissionen, Sml. I, s. 2611, praemis 65 og 66, og kendelse af 16.10.1997, sag C-140/96 P, Dimitriadis mod Revisionsretten, Sml. I, s. 5635, praemis 56).

38 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at appellen maa forkastes.

Sagens omkostninger

39 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Procesreglementets artikel 70 bestemmer, at i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte baerer institutionerne selv deres egne omkostninger. Det fremgaar imidlertid af procesreglementets artikel 122, at artikel 70 ikke finder anvendelse ved appel ivaerksat af en tjenestemand eller anden ansat ved en institution. Da appellanten har tabt sagen, paalaegges det ham derfor at betale appelsagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) Henri de Compte betaler sagens omkostninger.