61998C0173

1 Domstolen fastslog senest i Silhouette International Schmied-dommen (1), at nationale regler, hvorefter der indtraeder konsumption af de rettigheder, der er knyttet til et varemaerke, for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsfoert uden for Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade (herefter »EOES«) under dette maerke, er i strid med varemaerkedirektivets artikel 7, stk. 1 (2). Dermed er det kun ved markedsfoering inden for EOES, som foretages af varemaerkeindehaveren selv eller med dennes samtykke, at der umiddelbart (3) indtraeder konsumption af disse rettigheder. Den faellesskabsretlige varemaerkeret anerkender saaledes et princip om »konsumption inden for EOES«, men ikke et princip om »global konsumption«.

2 Det vaesentligste spoergsmaal, som Cour d'appel de Bruxelles har stillet i sin anmodning om praejudiciel afgoerelse, er, om varemaerkeindehaveren kan antages at have givet sit samtykke til markedsfoeringen inden for EOES af et parti af hans varer, der er indfoert fra et land uden for EOES, som foelge af, at han har givet sit samtykke til markedsfoering inden for EOES af andre partier af identiske eller lignende varer.

Faktiske omstaendigheder

3 Den ene sagsoeger, Sebago Inc., er et selskab registreret i Amerikas Forenede Stater. Selskabet er indehaver af to Benelux-ordmaerker for navnet »Docksides« og af tre Benelux-ordmaerker for navnet »Sebago«. Alle fem varemaerker er hovedsagelig registreret for sko.

4 Den anden sagsoeger, Ancienne Maison Dubois et Fils SA, er eneforhandler for Benelux af Sebago's sko og andet fodtoej. I det foelgende benaevnes begge sagsoegerne under ét »Sebago«.

5 Sebago har gjort gaeldende, at det sagsoegte selskab, GB-Unic, har kraenket Sebago's varemaerkeret ved at markedsfoere disse varer inden for Faellesskabet uden dets samtykke. GB-Unic har forklaret, at selskabet koebte 2 561 par sko »made in Salvador« hos et belgisk selskab, der specielt driver virksomhed med parallelimport (og som derfor formentlig indfoerte de paagaeldende sko fra et land uden for EOES). I tiende udgave af sin reklamefolder for 1996 »La quinzaine Maxi-GB«, der angav priser med gyldighed fra den 29. maj til den 11. juni 1996, reklamerede GB-Unic for salg i selskabets Maxi-GB supermarkeder af sko af maerket »Docksides Sebago«. Selskabet solgte hele partiet i loebet af sommeren 1996.

6 Sebago bestrider ikke, at de af GB-Unic solgte sko var aegte varer. Sebago har dog anfoert, at selskabet ikke havde givet samtykke til salg af disse sko inden for Faellesskabet, og at GB-Unic derfor ikke havde ret til at saelge dem paa Faellesskabets omraade. Sebago har herved paaberaabt sig artikel 13 A, nr. 8, i Benelux-varemaerkeloven, som aendret ved Benelux-protokollen af 2. december 1992. Artikel 13 A, nr. 8, har samme affattelse som artikel 7, stk. 1, i varemaerkedirektivet (herefter »direktivet«), som var genstand for dommen i Silhouette International Schmied-sagen, og som vil blive gengivet nedenfor i punkt 14.

7 Cour d'appel de Bruxelles har i forelaeggelsesdommen anfoert, at parterne i hovedsagen fortolker artikel 13 A, nr. 8, i Benelux-varemaerkeloven forskelligt paa to vaesentlige punkter. De er for det foerste uenige om, hvorvidt bestemmelsen knaesaetter princippet om global konsumption (GB-Unic's opfattelse) eller blot princippet om konsumption inden for Faellesskabet (Sebago's opfattelse), og for det andet om, under hvilke omstaendigheder det er muligt at antage, at varemaerkeindehaverens samtykke er givet.

8 GB-Unic har vedroerende det andet spoergsmaal gjort gaeldende, at det er tilstraekkeligt til at opfylde betingelsen om samtykke i artikel 13 A, nr. 8, at lignende varer af samme maerke lovligt er blevet markedsfoert inden for Faellesskabet med varemaerkeindehaverens samtykke. Til stoette herfor har selskabet paaberaabt sig to domme afsagt af Tribunal de commerce de Bruxelles (4). Sebago har heroverfor gjort gaeldende, at selskabets samtykke skal indhentes for hvert specielt vareparti, dvs. for ethvert parti, der paa et bestemt tidspunkt er indfoert af en bestemt importoer. Der kan derfor kun antages at foreligge samtykke fra Sebago's side, hvis GB-Unic kan godtgoere - hvilket det ikke har gjort - at de omhandlede sko er erhvervet hos en saelger, der tilhoerte det af Sebago inden for Faellesskabet etablerede salgsnet, eller hos en forhandler uden for dette net, som dog havde erhvervet skoene lovligt inden for Faellesskabet.

9 GB-Unic har ogsaa for den nationale ret gjort gaeldende, at Sebago ikke havde forbudt sin licenstager i El Salvador at udfoere sine varer til Faellesskabet, og at det derfor maa antages, at Sebago stiltiende havde givet sit samtykke til markedsfoering af de omhandlede varer inden for Faellesskabet. Cour d'appel de Bruxelles har imidlertid udtrykkeligt fastslaaet, at dette argument ikke er relevant, da det ikke er bevist, at Sebago havde givet tilladelse til at anvende varemaerket i El Salvador (Sebago afviser at have afsluttet en saadan kontrakt).

10 Cour d'appel de Bruxelles har forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Skal artikel 7, stk. 1, i Raadets foerste direktiv 89/104/EOEF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varemaerker fortolkes saaledes, at de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, giver indehaveren ret til at modsaette sig brugen af maerket for aegte varer, der ikke er markedsfoert inden for Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (herunder Norge, Island og Liechtenstein i henhold til aftalen af 2.5.1992 om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade) af indehaveren eller med dennes samtykke,

- naar de varer, som er forsynet med maerket, direkte hidroerer fra et land uden for Det Europaeiske Faellesskab eller Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade

- naar de varer, som er forsynet med maerket, hidroerer fra et land inden for Det Europaeiske Faellesskab eller Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, hvor de uden samtykke fra varemaerkeindehaveren eller dennes repraesentant befinder sig i transit

- saafremt varerne er erhvervet i et land inden for Det Europaeiske Faellesskab eller Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, hvor de er blevet bragt i omsaetning for foerste gang uden samtykke fra varemaerkeindehaveren eller dennes repraesentant

- enten naar varer forsynet med varemaerket, der er identiske med aegte varer, der er forsynet med det samme varemaerke, men som er indfoert ved parallelimport direkte eller indirekte fra lande uden for Det Europaeiske Faellesskab eller Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, markedsfoeres eller allerede er blevet markedsfoert inden for Faellesskabet eller Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade af varemaerkeindehaveren eller med dennes samtykke

- eller naar varer forsynet med varemaerket, der ligner aegte varer, der er forsynet med det samme varemaerke, men som er indfoert ved parallelimport direkte eller indirekte fra lande uden for Det Europaeiske Faellesskab eller Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, markedsfoeres eller allerede er blevet markedsfoert inden for Faellesskabet eller Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade af varemaerkeindehaveren eller med dennes samtykke?«

11 GB-Unic, den franske regering og Kommissionen har indgivet skriftlige indlaeg. Sebago, GB-Unic og Kommissionen var repraesenteret under retsmoedet.

Varemaerkedirektivet

12 De bestemmelser i varemaerkedirektivet, som er relevante for den foreliggende sag, er artikel 5, der har overskriften »Rettigheder, der er knyttet til varemaerket«, og artikel 7, der har overskriften »Konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket«.

13 Artikel 5 bestemmer:

»1. Det registrerede varemaerke giver indehaveren en eneret. Indehaveren kan forbyde tredjemand, der ikke har hans samtykke, at goere erhvervsmaessig brug af:

a) et tegn, der er identisk med varemaerket, for varer eller tjenesteydelser af samme art som dem, for hvilke varemaerket er registreret

b) et tegn, der er identisk med eller ligner varemaerket, naar de varer eller tjenesteydelser, der er daekket af varemaerket, er af samme eller lignende art som dem, der er daekket af det paagaeldende tegn, og der som foelge heraf i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herunder at der er en forbindelse med varemaerket.

...

3. Saafremt betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt, kan det bl.a. forbydes

a) at anbringe tegnet paa varerne eller paa deres emballage

b) at udbyde varerne til salg, at markedsfoere dem eller oplagre dem med dette formaal eller at tilbyde eller praestere tjenesteydelser under det paagaeldende tegn

c) at importere eller eksportere varerne under det paagaeldende tegn

d) at anvende tegnet paa forretningspapirer og i reklameoejemed.«

14 Direktivets artikel 7 begraenser de rettigheder, der er tildelt efter artikel 5. Artikel 7 har foelgende ordlyd:

»1. De til varemaerket knyttede rettigheder giver ikke indehaveren ret til at forbyde brugen af maerket for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsfoert inden for Faellesskabet under dette maerke.

2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, saafremt skellig grund berettiger indehaveren til at modsaette sig fortsat markedsfoering af varerne, isaer i tilfaelde, hvor disses tilstand er aendret eller forringet, efter at de er markedsfoert.«

15 Selv om varemaerkedirektivets artikel 7, stk. 1, omhandler markedsfoeringen i Faellesskabet, er princippet om konsumption af rettigheder blevet udvidet til EOES. Direktivet er en af de retsakter, som er implementeret i EOES-retten ved EOES-aftalen (5), som traadte i kraft den 1. januar 1994 (6). Ved bilag XVII til aftalen er direktivets artikel 7, stk. 1, blevet aendret »i forbindelse med aftalen«, saaledes at der henvises til markedsfoering i EOES i stedet for i Faellesskabet. Saaledes er udtrykket »inden for Faellesskabet« blevet erstattet med ordene »inden for en kontraherende parts omraade« (7).

Bedoemmelse

16 Det forelagte spoergsmaal er noget knudret formuleret. Det indeholder dog tilsyneladende to hovedproblemstillinger.

17 Det foerste hovedspoergsmaal, nemlig om direktivets artikel 7, stk. 1, opstiller et princip om global konsumption af varemaerkerettigheder, er blevet afgjort efter indgivelsen af forelaeggelsesdommen, naermere bestemt i Silhouette International Schmied-dommen (8). Heri fastslog Domstolen, at direktivets artikel 7, stk. 1, kun foreskriver konsumption af varemaerkerettigheder inden for EOES, og at det ville vaere i strid med direktivet, saafremt en medlemsstat traf bestemmelse om, at varemaerkerettighederne blev udtoemt paa grundlag af markedsfoering uden for EOES. Der er derfor klart, at Benelux-loven (der som bekendt er affattet i tilsvarende vendinger som direktivets artikel 7, stk. 1) skal fortolkes saaledes, at den kun foreskriver konsumption inden for EOES. Selv om skoene saaledes var blevet markedsfoert uden for EOES med Sebago's samtykke, ville dette ikke have vaeret tilstraekkeligt til at forhindre Sebago i at udoeve sine varemaerkerettigheder til skoene inden for EOES.

18 Hovedspoergsmaalet i den foreliggende sag vedroerer saaledes den anden problemstilling, som parterne er uenige om. Spoergsmaalet er saaledes, om varemaerkeindehaverens samtykke til markedsfoering af et parti af en bestemt type varer med dette varemaerke inden for EOES indebaerer, at han har udtoemt sin ret til at goere indsigelse mod markedsfoeringen inden for EOES af andre partier af sine identiske (eller lignende) varer af samme maerke (9)? Med andre ord er spoergsmaalet, om henvisningen i direktivets artikel 7, stk. 1, til »samtykke« til markedsfoering af varer inden for Faellesskabet kan laeses som et samtykke til markedsfoering af en bestemt type varer (dvs. et varesortiment) snarere end af hvert enkelt parti af en bestemt type varer?

19 Sebago, den franske regering og Kommissionen har gjort gaeldende, at varemaerkeindehaverens samtykke til markedsfoering af et vareparti inden for EOES ikke foerer til konsumption af hans varemaerkerettigheder, for saa vidt angaar markedsfoering af andre partier af hans varer, heller ikke selv om der er tale om identiske varer. GB-Unic har forfaegtet det modsatte synspunkt.

20 I denne forbindelse skal der foerst tages stilling til karakteren af princippet om konsumption, naar det udelukkende anvendes inden for Faellesskabet. I henhold til faellesskabsretten kan udoevelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder vaere til hinder for de frie varebevaegelser, men den kan vaere begrundet i henhold til EF-traktatens artikel 36. Eftersom »anvendelsen« af et varemaerke er et vidt begreb (10), kan en lang raekke transaktioner, som vedroerer varer, udgoere tilsidesaettelse af varemaerkerettigheder. Saafremt der saaledes ikke gjaldt nogen begraensninger i udoevelsen af varemaerkerettigheder, ville videreforhandlere, der oensker at saelge maerkevarer, som de har erhvervet paa lovlig vis, teoretisk set vaere forpligtet til at indhente varemaerkeindehaverens samtykke forud for videreforhandlingen eller enhver anden handel med maerkevarerne.

21 Det er klart, at princippet om konsumption i henhold til faellesskabsretten omfatter transaktioner med varer, som er beskyttet af et varemaerke, efter at de er »bragt i omsaetning« (11) inden for EOES af varemaerkeindehaveren eller med dennes samtykke. Hvis varemaerkeindehaveren markedsfoerer et bestemt parti varer, er det kun dette parti, der bringes i omsaetning. Det er aabenbart, at han ikke dermed har bragt andre identiske (eller lignende) varepartier i omsaetning, som befinder sig paa hans lager, og at han saaledes for de resterende varepartier bevarer alle sin rettigheder med henblik paa at opstille betingelser for detailsalget.

22 Det er korrekt, at princippet om konsumption i almindelighed er blevet formuleret i meget brede vendinger og blot med henvisning til konsumptionen af intellektuelle ejendomsrettigheder, for saa vidt angaar varer, som er bragt i omsaetning af varemaerkeindehaveren eller med dennes samtykke. Denne ordlyd genfindes i direktivets artikel 7, stk. 1. Imidlertid skal artikel 7, stk. 1, sammenholdes med artikel 7, stk. 2, som vedroerer undtagelserne fra princippet om konsumption, og som henviser til »fortsat markedsfoering« af varerne. I den franske version anvendes udtrykket »commercialisation ultérieure«, som efter min opfattelse i hoejere grad end det engelske udtryk »further commercialisation« goer det klart, at princippet om konsumption ikke vedroerer anden forhandling af den samme type varer, men snarere senere transaktioner med individuelle varer efter det foerste salg.

23 Desuden brugte Domstolen i Christian Dior-dommen (12) udtrykket konsumption af »retten til forhandling« (13) og i den franske version af BMW-dommen (14) udtalte Domstolen, at artikel 7 sikrede »la commercialisation ultérieure d'un exemplaire d'un produit revêtu d'une marque« (min fremhaevelse) (15).

24 Paa denne baggrund er det overordentlig klart, i det mindste inden for EOES, at faellesskabsrettens princip om konsumption af varemaerkerettigheder omfatter individuelle varer eller varepartier, og ikke hele varesortimenter.

25 Jeg vil nu gaa over til spoergsmaalet om, hvorvidt varemaerkeindehaveren har ret til at forhindre importen af et bestemt vareparti, som med eller uden hans samtykke er blevet markedsfoert uden for EOES (16). GB-Unic har erkendt, at det foelger af direktivets artikel 7, stk. 1, at varemaerkeindehaveren kun har konsumeret sin ret til at forhindre indfoerslen af dette parti, saafremt han har givet samtykke til dets markedsfoering inden for EOES. Selskabet har imidlertid gjort gaeldende, at der foreligger et saadant samtykke i artikel 7, stk. 1's forstand, naar varemaerkeindehaveren har givet samtykke til markedsfoering inden for EOES af andre partier af den paagaeldende vare, idet han dermed stiltiende har givet samtykke til markedsfoeringen af hele varesortimentet inden for EOES.

26 GB-Unic har til stoette for sit synspunkt gjort gaeldende, at indfoerslen af saadanne varer i EOES - i sager om markedsfoering af aegte varer uden for EOES - dog ikke beroerer varemaerkets funktion, for saa vidt som maerket angiver varens oprindelse og kvalitet. Som jeg anfoerte i mit forslag til afgoerelse i Silhouette International Schmied-sagen, finder jeg saadanne argumenter saerdeles tiltalende. Imidlertid var disse argumenter ikke tilstraekkelige til at afkraefte den konklusion, at direktivet forbyder medlemsstaterne at udoeve global konsumption af varemaerkerettighederne. Paa den baggrund kan de ikke nu paaberaabes til stoette for en aendring af retspraksis efter denne dom, hvilket - som jeg vil beskrive i det foelgende - ville vaere den praktiske konsekvens af at tiltraede GB-Unic's fortolkning af artikel 7, stk. 1.

27 Ifoelge GB-Unic kan varemaerkeindehaveren i henhold til direktivets artikel 7, stk. 1, forhindre parallelimport fra tredjelande, medmindre og indtil han selv har paabegyndt markedsfoeringen af en identisk (eller lignende) vare inden for EOES, men ikke efter dette tidspunkt. Ganske vist kan der forekomme situationer, hvor denne begraensede ret giver varemaerkeindehaveren en egentlig fordel, eftersom der kan vaere en fordel i at kunne udvaelge de mest hensigtsmaessige markeder samt datoen for lancering af en vare paa et bestemt marked. I langt de fleste situationer, hvor varemaerkeindehaveren ikke allerede markedsfoerer varen inden for EOES, er det sandsynligt, at han enten ikke har indvendinger mod markedsfoeringen af varerne i dette omraade, idet disse ikke konkurrerer med hans egen markedsfoering, eller at han har en »skellig grund« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktivets artikel 7, stk. 2, til at modsaette sig disses indfoersel, for eksempel fordi den paagaeldende vare er uegnet til EOES-markedet. Dermed vil spoergsmaalet om global konsumption naeppe opstaa, medmindre varemaerkeindehaveren allerede markedsfoerer en identisk (eller lignende) vare inden for EOES. Det er paa dette tidspunkt, han bliver beroert af parallelimporten.

28 Saafremt man lagde til grund, at varemaerkeindehaveren - saa snart han har givet sit samtykke til markedsfoeringen af et bestemt parti varer inden for EOES - maatte antages at have givet samtykke til markedsfoering af andre identiske (eller lignende) varepartier, ville det indebaere, at Domstolens begraensning af princippet om konsumption til konsumption inden for EOES ville miste en vaesentlig del af sin praktiske virkning. I praksis ville dette saaledes naesten altid medfoere, at reglen om global konsumption ville finde anvendelse, og i mangel af en skellig grund maatte enhver parallelimport til EOES noedvendigvis tillades.

29 En saadan begraensning af virkningen af direktivet, i den fortolkning, som blev fastlagt i Silhouette International Schmied-dommen, kunne vaere oenskelig og ville uden tvivl blive modtaget positivt i mange kredse. Som Domstolen imidlertid udtalte i denne dom, blev det ikke gjort gaeldende for Domstolen, at direktivet kunne fortolkes saaledes, at det indfoerte en regel om global konsumption. Diskussionen angik udelukkende spoergsmaalet om, hvorvidt medlemsstaterne ved direktivet fik overdraget et skoen. Indfoerelsen af en regel om global konsumption i den af GB-Unic foreslaaede betydning kan ikke umiddelbart udledes af ordlyden af direktivets artikel 7, stk. 1. Dette kan heller ikke antages at have vaeret faellesskabslovgivers hensigt (17).

30 Efter min opfattelse kan det ikke forventes af Domstolen, at den boejer lovgivningen med henblik paa at naa den ene eller den anden maalsaetning, hvor oenskeligt dette end maatte vaere. Saafremt direktivet viser sig at have uacceptable virkninger, er den rette loesning at aendre det, eller som det anfoeres af Domstolen i praemis 30 i Silhouette International Schmied-dommen, at indgaa internationale aftaler paa omraadet med henblik paa at udvide princippet om konsumption til varer, der er markedsfoert i tredjelande, saaledes som dette er sket i forbindelse med EOES-aftalen.

31 Paa denne baggrund skal jeg konkludere, at Sebago ikke kan anses for at have givet samtykke til at bringe de paagaeldende varer i omsaetning inden for EOES som foelge af, at selskabet har givet samtykke til markedsfoering af partier af identiske eller lignende varer inden for EOES. Dermed skal direktivets artikel 7, stk. 1, fortolkes saaledes, at naar en vare er blevet markedsfoert inden for EOES af en varemaerkeindehaver eller med dennes samtykke, er han ikke dermed udelukket fra at udoeve sine varemaerkerettigheder med henblik paa at goere indsigelse over for indfoerslen til EOES af andre identiske eller lignende varer, som er forsynet med hans varemaerke.

Forslag til afgoerelse

32 Efter det saaledes anfoerte skal jeg foreslaa Domstolen at besvare de spoergsmaal, der er forelagt af Cour d'appel de Bruxelles, saaledes:

»1) Artikel 7, stk. 1, i Raadets foerste direktiv 89/104/EOEF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varemaerker, som aendret ved aftalen af 2. maj 1992 om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, er til hinder for nationale regler, som foreskriver konsumption af rettigheder, der er knyttet til et varemaerke, for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsfoert uden for EOES under dette maerke.

2) Direktivets artikel 7, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at naar en vare er blevet markedsfoert inden for EOES af en varemaerkeindehaver eller med dennes samtykke, er han ikke dermed udelukket fra at udoeve sine varemaerkerettigheder med henblik paa at goere indsigelse over for indfoerslen til EOES af andre identiske eller lignende varer, som er forsynet med hans varemaerke.«

(1) - Dom af 16.7.1998, sag C-355/96, Silhouette International Schmied, Sml. I, s. 4799.

(2) - Raadets foerste direktiv 89/104/EOEF af 21.12.1988 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varemaerker, EFT 1989 L 40, s. 1.

(3) - Med forbehold af en eventuel tilsidesaettelse af princippet om konsumption »med skellig grund« i artikel 7, stk. 2's forstand.

(4) - Prés. Com. Bxl, 16.4.1997, ikke offentliggjort, GTR Group/GB-Unic & Exmin Europe; Prés. Com. Bxl, 8.9.1997, ikke offentliggjort, Texeuropean/Parimpex Belgium.

(5) - EFT 1994 L 1, s. 3.

(6) - For Liechtensteins vedkommende den 1.5.1995.

(7) - Jf. s. 483. Desuden indeholder protokol 28 om intellektuel ejendomsret, som er vedfoejet som bilag til EOES-aftalen, en artikel 2 med overskriften »Konsumption af rettigheder«, som har foelgende indhold: »I det omfang spoergsmaalet om konsumption er gjort til genstand for regulering ved faellesskabsforanstaltninger eller -retspraksis, skal de kontraherende parter indfoere samme ordning vedroerende konsumption af intellektuel ejendomsret som den, der gaelder i henhold til faellesskabsretten. Denne bestemmelse skal med forbehold af senere retspraksis fortolkes i overensstemmelse med de principper, der kan udledes af relevante afgoerelser afsagt af EF-Domstolen forud for tidspunktet for aftalens undertegnelse.«

(8) - Jf. sag C-355/96, omtalt ovenfor i fodnote 1.

(9) - Dette spoergsmaal kunne have opstaaet i dommen af 20.3.1997, sag C-352/95, Phytheron International, Sml. I, s. 1729, havde det ikke vaeret for den maade, hvorpaa de faktiske omstaendigheder var beskrevet i forelaeggelsesdommen (jf. punkt 11 og 12 i mit forslag til afgoerelse i sagen).

(10) - Jf. direktivets artikel 5, stk. 3, som er gengivet ovenfor i punkt 13.

(11) - Jf. f.eks. dom af 31.10.1974, sag 16/74, Centrafarm, Sml. s. 1183, praemis 8.

(12) - Dom af 4.11.1997, sag C-337/95, Parfums Christian Dior, Sml. I, s. 6013.

(13) - Dommens praemis 37.

(14) - Dom af 23.2.1999, sag C-63/97, BMW, Sml. I, s. 905.

(15) - Dommens praemis 57.

(16) - Selv om det i den foreliggende sag er uklart, om der forelaa et samtykke til markedsfoering uden for EOES, jf. ovenfor i punkt 9.

(17) - Jf. dommens praemis 18 og 19 samt punkt 31 og 32 i mit forslag til afgoerelse i naevnte sag.