61998C0027

1 Ved kendelse af 27. januar 1998 har Bundesvergabeamt (OEstrig) forelagt Domstolen to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 18 i Raadets direktiv 93/37/EOEF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmaaderne med hensyn til indgaaelse af offentlige bygge- og anlaegskontrakter (1) (herefter »direktivet«).

2 De forelagte spoergsmaal vedroerer i det vaesentlige spoergsmaalet om, hvorvidt den oestrigske lovgivning om indgaaelse af offentlige kontrakter (Bundesgesetz ueber die Vergabe von Auftraegen (herefter »BVergG«) er forenelig med direktivets artikel 18 - som indeholder de generelle principper for tildeling af offentlige kontrakter - naar henses til BVergG's § 55, stk. 2, hvorefter et udbud kan tilbagekaldes, saafremt der efter forkastelsen af bud, som ikke er i overensstemmelse med loven, kun er ét bud tilbage. Spoergsmaalet er altsaa, om den ordregivende myndighed efter at have vurderet de bydende virksomheders egnethed er forpligtet efter direktivet til at tildele kontrakten, selv om der kun er afgivet ét gyldigt bud.

EF-regler og national ret

3 Direktivet samordner de nationale retsforskrifter om indgaaelse af offentlige kontrakter. Det udtales i betragtningerne, at »den samtidige gennemfoerelse af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser i forbindelse med offentlige bygge- og anlaegskontrakter, som i medlemsstaterne indgaas for statens, lokale myndigheders og andre offentligretlige organers regning, indebaerer sammen med ophaevelsen af begraensningerne en samordning af de nationale fremgangsmaader ved indgaaelse af offentlige bygge- og anlaegskontrakter« (anden betragtning). I den efterfoelgende betragtning udtales det, at »denne samordning skal i videst muligt omfang respektere de fremgangsmaader og den praksis, som er gaeldende i hver af medlemsstaterne«. I tiende betragtning, foerste punktum, praeciseres, at »udviklingen af en effektiv konkurrence med hensyn til offentlige bygge- og anlaegskontrakter noedvendiggoer, at de udbudsbekendtgoerelser, de ordregivende myndigheder i medlemsstaterne udarbejder, offentliggoeres paa faellesskabsplan«.

4 Direktivets afsnit I indeholder de »Almindelige bestemmelser«. For den foreliggende sag er artikel 8, stk. 2, relevant, idet den fastsaetter, at »den ordregivende myndighed meddeler de ansoegere eller bydende, der anmoder derom, begrundelsen for, at den har besluttet ikke at indgaa en kontrakt, der har vaeret udbudt, eller har besluttet at goere udbudsproceduren om. Den underretter ogsaa Kontoret for De Europaeiske Faellesskabers Officielle Publikationer om denne beslutning«.

Direktivets afsnit IV indeholder »Faelles regler for deltagelse«. Artikel 18 bestemmer, at »ordrer tildeles paa grundlag af kriterierne i dette afsnits kapitel 3 og under overholdelse af artikel 19, efter at egnetheden hos de entreprenoerer, som ikke er udelukket i henhold til artikel 24, er efterproevet af de ordregivende myndigheder i overensstemmelse med kriterierne for oekonomisk, finansiel og teknisk formaaen som anfoert i artikel 26 til 29«.

5 De oestrigske lovforskrifter om indgaaelse af offentlige kontrakter findes i BVergG, som traadte i kraft den 1. januar 1994 (2). Denne lov bestemmer, at kontrakter om arbejder og tjenesteydelser, efter gennemfoerelse af den herfor foreskrevne procedure, skal indgaas til rimelige priser og i overensstemmelse med princippet om en fri og loyal konkurrence samt princippet om ligebehandling af alle bydende, saaledes at de tildeles anerkendte, ydedygtige og paalidelige entreprenoerer (§ 16, stk. 1). Endvidere bestemmer loven, at der kun boer gennemfoeres udbudsprocedurer, saafremt det faktisk paataenkes at udbyde de paagaeldende ydelser (§ 16, stk. 5). I overensstemmelse hermed bestemmer BVergG's § 56, stk. 1, at en udbudsprocedure afsluttes med, at der udfaerdiges en kontrakt eller med, at udbuddet tilbagekaldes.

Endelig foreskriver den oestrigske lovs § 55, stk. 2, hvis forenelighed med direktivet er omtvistet under sagen, at udbuddet kan tilbagekaldes, naar der efter forkastelsen af bud i henhold til § 52 kun er ét bud tilbage. For fuldstaendighedens skyld skal jeg tilfoeje, at den ordregivende myndighed ifoelge BVergG's § 52, stk. 1, foer det bud vaelges, hvorpaa der gives tilslag, paa grundlag af resultaterne af gennemgangen uden ophold skal forkaste de bud, som ikke opfylder visse betingelser. Saaledes skal der f.eks. ses bort fra bud, der er indgivet uden de noedvendige tilladelser, eller for hvilke de bydende ikke har den fornoedne finansielle, oekonomiske eller tekniske formaaen eller paalidelighed (stk. 1), eller bud, for hvilke sammensaetningen af den samlede pris ikke forekommer trovaerdig (stk. 3).

Faktiske omstaendigheder og de praejudicielle spoergsmaal

6 Sagen er udsprunget af en beslutning fra Amt der Salzburger Landesregierung, hvorved der i foraaret 1996 blev ivaerksat et udbud vedroerende nogle bygge- og anlaegsarbejder paa Westautobahn A1. Efter gennemfoerelsen af proceduren herfor blev kontrakten tildelt virksomheden ARGE Betondecke-Salzburg West. I november samme aar ivaerksatte den ordregivende myndighed paa grundlag af en ny teknisk vurdering af de paagaeldende arbejder et udbud vedroerende »Overfladebedaekning Salzburg-West ... 292,7 til 297,7 km, endelig udbygning; levering og opsaetning af et autovaern af staal«. Den endelige procedure om tildeling af den paagaeldende kontrakt paabegyndtes formelt ved en udbudsbekendtgoerelse af 24. april 1997. Efter at der var foretaget en gennemgang af kvalifikationskravene blev der kun én virksomhed tilbage af de fire bydende, nemlig Bietergemeinschaft Metalmeccanica Fracasso SpA - Leitschutz Handels- und Montage GmbH. Den ordregivende myndighed besluttede derfor at udnytte sin befoejelse efter BVergG's § 55, stk. 2, til at tilbagekalde udbuddet. Efter at der var opnaaet en mindelig ordning under maeglingsproceduren ved Bundesvergabekontrolkommission (3) rejste naevnte Bietergemeinschaft krav om, at der blev foretaget en efterproevelse i henhold til BVergG's § 113. Bundesvergabeamt, Tredje Afdeling, for hvem sagen blev indbragt, besluttede herefter at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Skal bestemmelsen i artikel 18, stk. 1, i direktiv 93/37/EOEF, hvorefter ordrer tildeles paa grundlag af kriterierne i direktivets afsnit IV, kapitel 3, og under overholdelse af artikel 19, efter at egnetheden hos de entreprenoerer, som ikke er udelukket i henhold til artikel 24, er efterproevet af de ordregivende myndigheder i overensstemmelse med kriterierne for oekonomisk, finansiel og teknisk formaaen som omhandlet i artikel 26 til 29, fortolkes saaledes, at de ordregivende myndigheder er forpligtet til at give tilslag paa et bud, selv om dette bud er det eneste, som er tilbage under udbudsproceduren? Er artikel 18, stk. 1, i direktiv 93/37/EOEF tilstraekkelig praecis og ubetinget, saaledes at en borger kan paaberaabe sig denne forskrift under en procedure i henhold til bestemmelser i national ret, og saaledes at den kan paaberaabes som en del af faellesskabsretten over for en bestemmelse i national ret?«

Det foerste praejudicielle spoergsmaal

7 Selv om den nationale ret kun har forelagt Domstolen ét spoergsmaal, er der reelt tale om to selvstaendige spoergsmaal. Med det foerste spoergsmaal oensker den nationale ret oplyst, om direktivets artikel 18 kan have betydning for afgoerelsen af tvisten i hovedsagen. Denne tvist drejer sig som naevnt om, hvorvidt det er lovligt, at den ordregivende myndighed beslutter ikke at gennemfoere en udbudsprocedure, saafremt der kun er afgivet ét lovligt bud.

8 Det paagaeldende EF-direktiv indeholder i lighed med alle de oevrige direktiver om indgaaelse af offentlige kontrakter - der som bekendt udgoer en helhed af ensartede regler for saa vidt angaar principperne, formaalet og bestemmelsernes udformning - ingen udtrykkelige angivelser herom. Dette kan imidlertid ikke overraske, da direktivet alene har til formaal at samordne de nationale fremgangsmaader og ikke at fastsaette udtoemmende bestemmelser, som helt traeder i stedet for de forskellige nationale ordninger om indgaaelse af offentlige kontrakter. Det fremgaar af selve direktivet, hvori det i tredje betragtning udtales, at samordningen »i videst muligt omfang [skal] respektere de fremgangsmaader og den praksis, som er gaeldende i hver af medlemsstaterne«.

Under hensyn hertil kan man med rette spoerge, om ikke den foreliggende sag falder uden for direktivets anvendelsesomraade, saaledes at det tilkommer medlemsstaterne selv at afgoere det i sagen omtvistede spoergsmaal under hensyn til den foernaevnte betragtning om, at samordningen »i videst mulige omfang« skal respektere de fremgangsmaader og den praksis, som anvendes i hver af medlemsstaterne.

9 Jeg foeler mig dog ikke overbevist om denne opfattelse, selv om den kan vaere fristende: Ganske vist er Kommissionen - og i oevrigt ogsaa de regeringer, som er interveneret i sagen - nemlig af den opfattelse, at medlemsstaterne frit kan indroemme en ordregivende myndighed befoejelse til at tilbagekalde et udbud, men de fremhaever de risici, som kan vaere forbundet med et eventuelt misbrug af en saadan befoejelse.

Efter min opfattelse er det ikke uden betydning for Faellesskabets regler - i det foreliggende tilfaelde direktivet om offentlige bygge- og anlaegskontrakter - hvilke konkrete forskrifter der gaelder i de forskellige nationale retssystemer i en saadan sag. Jeg tror, at det i denne forbindelse er nyttigt kort at gengive de argumenter, som er fremfoert af de i sagen intervenerende parter.

10 Sagsoegeren i hovedsagen har fremfoert den opfattelse, at den ordregivende myndighed er forpligtet til at tildele kontrakten til den eneste bydende, som er tilbage, og har til stoette herfor anfoert, at det fremgaar af en systematisk fortolkning af direktivets bestemmelser, navnlig artikel 7, 8, 18 og 30 - saaledes som disse bestemmelser ifoelge sagsoegeren fortolkes af Domstolen (4) - at den ordregivende myndigheds befoejelse til at lade vaere med at tildele en offentlig kontrakt og at begynde forfra paa proceduren kun boer kunne anvendes i saerlig alvorlige undtagelsestilfaelde (saasom doedsfald, konkurs osv.).

Kommissionen har gjort gaeldende, at bestemmelsen i direktivets artikel 8, stk. 2 - hvorefter »den ordregivende myndighed meddeler de ansoegere eller bydende, der anmoder derom, begrundelsen for, at den har besluttet ikke at indgaa en kontrakt, der har vaeret udbudt, eller har besluttet at goere udbudsproceduren om« - maa foere til det modsatte resultat. Efter Kommissionens opfattelse viser denne bestemmelse nemlig klart, at direktivet giver ordregivende myndigheder mulighed for at tilbagekalde en offentlig udbudsprocedure. I oevrigt fremgaar det efter Kommissionens opfattelse direkte af direktivets formaal, at det er begrundet i det vaesentlige hensyn til, at offentlige kontrakter undergives en effektiv (tiende betragtning) eller reel (se artikel 22 hvad angaar udbud efter forhandling) konkurrence, og ifoelge Kommissionen vil en forpligtelse for den ordregivende myndighed til at indgaa kontrakt, selv om der kun er én bydende, stride mod dette krav.

Ogsaa Amt der Salzburger Landesregierung, som er part i hovedsagen, fremhaever, at direktivets hovedformaal er at aabne sektoren for offentlige kontrakter for konkurrence, og at alle direktivets bestemmelser, herunder kriterierne for tildeling af kontrakter i direktivets artikel 30, stk. 1, litra a) og b), forudsaetter, at det er muligt at sammenligne flere bud.

Den oestrigske regering har fremfoert tilsvarende argumenter og tilfoejet, at direktivets artikel 18 alene har karakter af en faelles regel for deltagelse, eftersom den blot angiver den kreds af virksomheder, som kan komme i betragtning ved den ordregivende myndigheds tildeling af kontrakter.

Endelig fremhaever den franske regering, som har deltaget i den mundtlige forhandling, at den ordregivende myndighed ogsaa efter fransk ret (navnlig i henhold til artikel 95b i code des marchés publics) af hensyn til varetagelsen af almene interesser kan beslutte at lade vaere med at foere en udbudsprocedure til ende.

11 Under den mundtlige forhandling har nogle af procesdeltagerne henvist til, at Retten i Foerste Instans for nylig har truffet afgoerelse vedroerende et tilsvarende spoergsmaal - som ganske vist vedroerte tjenesteydelsesdirektivet (5) - idet den antog, at den ordregivende myndighed ikke er forpligtet til at afslutte en udbudsprocedure ved at tildele en kontrakt (6).

12 Efter min opfattelse kan der ikke gives sagsoegeren i hovedsagen medhold i dennes opfattelse. For det foerste kan man nemlig ikke se bort fra bestemmelsen i direktivets artikel 8, stk. 2, der udtrykkeligt giver mulighed for at tilbagekalde en udbudsprocedure. For det andet er artikel 18 en processuel bestemmelse, som indeholder bindende forskrifter for forvaltningen vedroerende udbudskriterierne (de kriterier, som er indeholdt i samme afsnits kapitel 3), og som samtidig fastlaegger en faelles ordning for kvalitativ udvaelgelse af de bydende virksomheder, der udgoer en slags forudgaaende betingelse for at deltage i udbudsproceduren. Af artikel 18 kan saaledes kun udledes, at kriterierne for at udvaelge byderne og grundene til at udelukke dem fra udbudsproceduren skal vaere i overensstemmelse med de i denne artikel omhandlede kriterier. Enhver anden fortolkning - og navnlig en fortolkning, hvorefter der af bestemmelsen udledes en kontraheringspligt ogsaa i det tilfaelde, hvor der kun er afgivet bud af én virksomhed, og denne er fundet kvalificeret - vil udgoere en haardt trukket fortolkning af direktivet.

13 Efter min opfattelse er det nemlig utvivlsomt anerkendt i medlemsstaternes retsorden, at de ordregivende myndigheder har befoejelse til at tilbagekalde en forvaltningsakt, hvorved de ivaerksaetter en udbudsprocedure, og at de i det store og hele, saa laenge der ikke er truffet nogen endelig beslutning om tildeling af kontrakten, frit kan beslutte ikke at tildele denne af hensyn til varetagelsen af almene interesser eller efter en fornyet vurdering af vilkaarene for de projekterede arbejders gennemfoerlighed (mangel paa adaekvate ressoucer, teknikkens udvikling inden for en bestemt sektor osv.) (7).

14 De anfoerte betragtninger indebaerer dog ikke, at en saadan befoejelse for den offentlige forvaltning til at beskytte sine egne interesser er absolut, og at den er unddraget retlig kontrol. I princippet er sammenligningen af forskellige bud ikke noget formaal i sig selv, men udgoer snarere et udgangspunkt, som reglerne til rationalisering af de offentlige ordregiveres handlemaade er bygget op over. Det kan saaledes ikke udelukkes, at det i visse tilfaelde er muligt at opnaa endog bedre resultater ved at forhandle med kun én bydende end ved at anvende en udbudsprocedure. Det er ganske vist normalt en forudsaetning for alle direktivets bestemmelser, at der foretages en sammenligning af forskellige bud, men det fremgaar dog af artikel 18, at de ordregivende myndigheder er forpligtet til at meddele ansoegerne eller de bydende begrundelsen for, at de har besluttet ikke at indgaa en kontrakt eller at goere udbudsproceduren om.

15 Det fremgaar med andre ord ikke af direktivet, at den ordregivende myndighed under alle forhold er forpligtet til at tildele kontrakten, selv om der kun foreligger ét bud, Paa den anden side maa det dog antages, at den ordregivende myndighed undertiden kan tildele en kontrakt til den eneste, som har afgivet bud, eller som endnu er med i udbudsproceduren, uden at dette kan anfaegtes med stoette i et princip om, at der for enhver pris skal finde en konkurrence sted, forudsat at udbudsproceduren har fundet sted i overensstemmelse med direktivets krav om offentliggoerelse og ligebehandling. Det er ud fra disse betragtninger, at direktivets artikel 8, stk. 2, efter min opfattelse skal bedoemmes. Naevnte bestemmelse har til formaal at forhindre den ordregivende myndighed i at skille sig af med en potentiel kontrahent arbitraert eller i strid med faellesskabsrettens grundlaeggende principper.

16 Som tidligere naevnt, er Retten i Foerste Instans for nylig kommet til det resultat i en sag om en udbudsprocedure, som Europa-Parlamentet havde ivaerksat vedroerende persontransport i koeretoejer med chauffoerer (8), at direktivet ikke forhindrer den ordregivende myndighed i at tilbagekalde et udbud. I denne sag, hvis faktiske baggrund var forskellig fra den foreliggende - der var afgivet flere bud og ikke blot et enkelt - fastslog Retten, at »den ordregivende myndighed ikke er forpligtet til at fuldfoere en kontrakttildelingsprocedure« (dommens praemis 54), idet den bemaerkede, at den ordregivende myndighed i saa henseende raader over et vidt skoen, som alene kan efterproeves i det omfang, beslutningen har vaeret arbitraer (praemis 60).

Selv om sagen vedroerte tjenesteydelsesdirektivet, kan dette princip efter min opfattelse utvivlsomt ogsaa anvendes paa bygge- og anlaegsdirektivet, da der er tale om et generelt princip, der udspringer af medlemsstaternes retlige traditioner, som direktiverne skal beskytte.

17 Det boer dog tilfoejes, at forpligtelsen efter direktivets artikel 8, stk. 2, til at meddele begrundelsen for, at den ordregivende myndighed oensker ikke at indgaa nogen kontrakt eller at omgoere udbudsproceduren, skal vurderes korrekt. Denne procedure goer det nemlig muligt at foretage en legalitetskontrol med den ordregivende myndigheds handlemaade, i hvert fald naar tilbagekaldelsen alene udgoer et paaskud eller er i strid med andre af faellesskabsrettens regler. Det vil f.eks. vaere tilfaeldet, hvis den ordregivende myndighed benytter udbudsprocedurer udelukkende for at vinde tid og kunstigt fremkalde en situation, hvor der foreligger uopsaettelighed, som derpaa benyttes som paaskud til at tildele kontrakten ved udbud efter forhandling i strid med bestemmelsen om, at uopsaetteligheden under ingen omstaendigheder maa kunne tilskrives de ordregivende myndigheder [jf. direktivets artikel 7, stk. 3, litra c)].

Hvad angaar de konkrete omstaendigheder i sagen her skal jeg tilfoeje, at tilbagekaldelsen af udbudsproceduren kunne taenkes at vaere arbitraer, hvis den ordregivende myndighed foretog den ikke for at finde en billigere teknisk loesning end den, som oprindelig var planlagt - saaledes som det faktisk var tilfaeldet i den foreliggende sag - men under paaskud af, at buddet ikke var passende, hvilket bud i sagen ganske vist foerst var blevet betegnet som unormalt lavt, men dog opfyldte kriterierne for den kontradiktoriske efterproevelse i direktivets artikel 30, stk. 4.

18 Sammenfattende finder jeg det saaledes ubestrideligt, at den ordregivende myndighed undertiden af hensyn til varetagelsen af offentlige interesser kan annullere en udbudsprocedure og naegte at tildele kontrakten, naar der kun er afgivet ét bud eller kun er ét bud tilbage, forudsat at afgoerelsen herom ikke er arbitraer eller udgoer et paaskud eller er i strid med direktivets bestemmelser eller andre af faellesskabsrettens regler eller principper.

19 Jeg skal foelgelig foreslaa Domstolen at besvare det praejudicielle spoergsmaal med, at direktivets artikel 18 ikke er til hinder for en national ordning, hvorefter den ordregivende myndighed kan tilbagekalde en udbudsprocedure, saafremt der kun er én af de bydende virksomheder tilbage efter en lovlig forkastelse af bud, som ikke er blevet gyldigt fremsat.

Det andet praejudicielle spoergsmaal

20 Den forelaeggende rets andet praejudicielle spoergsmaal til Domstolen er, om direktivets artikel 18, stk. 1, kan paaberaabes ved de nationale domstole.

21 Herom skal jeg bemaerke, at dette spoergsmaal - set fra den nationale rets synspunkt - kun har relevans, saafremt artikel 18 fortolkes paa den maade, som sagsoegeren i hovedsagen har foreslaaet. Med den besvarelse, jeg har givet af det foerste spoergsmaal, er det andet spoergsmaal herefter overfloedigt.

Naar det er sagt, skal jeg dog i oensket om at besvare spoergsmaalet blot bemaerke, at det boer besvares bekraeftende. De forpligtelser, som artikel 18 paalaegger de ordregivende myndigheder, er nemlig ubetingede og tilstraekkeligt praecise til, at borgerne kan paaberaabe sig dem for de nationale domstole. Jeg skal tilfoeje, at Domstolen har antaget denne loesning i tidligere tilfaelde, som vedroerte tilsvarende bestemmelser i den foregaaende affattelse af direktivet (9).

22 Jeg skal foelgelig foreslaa Domstolen at besvare det andet spoergsmaal med, at direktivets artikel 18 er tilstraekkeligt klar og praecis til at kunne paaberaabes for en national ret.

Forslag til afgoerelse

23 Af de ovenfor naevnte grunde skal jeg foreslaa Domstolen at besvare de af Bundesvergabeamt forelagte spoergsmaal paa foelgende maade:

»1) Artikel 18 i Raadets direktiv 93/37/EOEF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmaaderne med hensyn til indgaaelse af offentlige bygge- og anlaegskontrakter er ikke til hinder for en national ordning, hvorefter den ordregivende myndighed kan tilbagekalde en udbudsprocedure, saafremt der kun er én af de bydende virksomheder tilbage efter en lovlig forkastelse af bud, som ikke er blevet gyldigt fremsat.

2) Artikel 18 i direktiv 93/37 er tilstraekkeligt klar og praecis til at kunne paaberaabes for en national ret.«

(1) - EFT L 199, s. 54, senest aendret ved Europa-Parlamentet og Raadets direktiv 97/52/EF af 13.10.1997 (EFT L 328, s. 1).

(2) - Denne lov blev efter en kodificering af forskrifterne om indgaaelse af offentlige kontrakter, som skete ved lov af 27.5.1997, paa ny bekendtgjort i BGBl. nr. 56/1997.

(3) - BVergG's § 109 og 110.

(4) - Sagsoegeren i hovedsagen henviser her navnlig til dom af 10.2.1982, sag 76/81, Transporoute, Sml. s. 417, af 9.7.1987, forenede sager 27/86, 28/86 og 29/86, CEI m.fl., Sml. s. 3347, af 20.9.1988, sag 31/87, Beentjes, Sml. s. 4635, og af 16.10.1997, sag C-304/96, Hera, Sml. I, s. 5685.

(5) - Raadets direktiv 92/50/EOEF af 18.6.1992 om samordning af fremgangsmaaderne med hensyn til indgaaelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler (EFT L 209, s. 1).

(6) - Dom af 17.12.1998, sag T-203/96, Embassy Limousines, Sml. II, s. 4239.

(7) - Der kan i den forbindelse, stadig hvad angaar tilfaeldet med kun én byder, naevnes, at det i Italien direkte er foreskrevet i retsforskrifterne om statens regnskaber - som ved retspraksis dog er blevet udvidet til at gaelde for alle offentlige virksomheder - at et offentligt udbud skal tilbagekaldes, hvis der ikke er mindst to bydende, »medmindre den ordregivende myndighed paa forhaand har angivet i udbudsbekendtgoerelsen, at udbudsproceduren - som afvikles efter ordningen om afgivelse af hemmelige bud - gennemfoeres, selv om der kun afgives ét bud« (artikel 69 i kongeligt dekret nr. 827 af 23.5.1924. Vedroerende en nyere anvendelse af bestemmelserne, se afgoerelsen fra Italiens Revisionsret af 27.2.1997, praemis 33, i Riv. Corte dei conti, bind 1, s. 36).

(8) - Dommen i Embassy Limousines-sagen.

(9) - Jf. Beentjes-dommen, praemis 44.