RETTENS KENDELSE (Tredje Afdeling)
25. juni 1998
Sag T-185/97
Philippe Godts
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Midlertidigt ansat — tidsbegrænset kontrakt — mulighed for forlængelse — faktisk forlængelse — annullationssøgsmål — afvisning«
Fuldstændig gengivelse på fransk II-893
Angående:
Påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 1. august 1996, hvorved der udtrykkeligt meddeltes sagsøgeren afslag på hans ansøgning om forlængelse af hans kontrakt som midlertidigt ansat, subsidiært om annullation af Kommissionens afgørelse af 11. marts 1997, hvorved der udtrykkeligt meddeltes sagsøgeren afslag på hans klage.
Udfald:
Afvisning.
Resumé af kendelse
I henhold til Kommissionens afgørelse af 12. juli 1988 om praksis over for midlertidigt ansatte, som ændret ved en afgørelse af 18. marts 1992, kan der indgås kontrakter om midlertidig ansættelse i midlertidige stillinger for en periode på højst fem år.
Den 16. marts 1994 meddelte Kommissionen, at man inden den følgende sommer ville overveje en samlet omlægning af praksis over for midlertidigt ansatte og oplyste, at nye kontrakter for midlertidigt ansatte, i afventning af denne omlægning, kunne indgås for en periode på højst tre år.
Den 23. september 1994 tilbød Kommissionen sagsøgeren en stilling som midlertidigt ansat i tre år, idet den henledte hans opmærksomhed på, at den som følge af de nye omlægninger, som den forventede at foretage i nær fremtid, ikke kunne garantere, at kontrakten ville blive forlænget. Ved skrivelse af 30. september 1994 fremsendte Kommissionen en ansættelseskontrakt til sagsøgeren, idet den påny gjorde opmærksom på, at der ikke kunne gives garanti for forlængelse. Den 1. oktober 1994 tiltrådte sagsøgeren stillingen ved Kommissionen som midlertidigt ansat i lønklasse A7 og underskrev den 6. oktober 1994 sin ansættelseskontrakt, i hvilken det i artikel 4 var bestemt, at kontrakten blev indgået for en tidsbegrænset periode på tre år.
Den 4. juni 1996 forelagde sagsøgeren, idet han nærede usikkerhed med hensyn til omfanget af sine rettigheder og ikke havde modtaget oplysninger vedrørende omlægningen af praksis over for midlertidigt ansatte, en ansøgning i henhold til artikel 90, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«) — som i henhold til artikel 46 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne finder tilsvarende anvendelse på de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber — til den myndighed, der har kompetence til at indgå ansættelseskontrakter (herefter »myndigheden«). I denne ansøgning anmodede han formelt om at blive omfattet af den ordning, som var gældende i henhold til Kommissionens tidligere praksis over for midlertidigt ansatte, eller af enhver senere praksis, som ville gøre det muligt for ham at opnå enten en forlængelse af sin kontrakt eller en tidsubegrænset kontrakt.
Ved skrivelse af 1. august 1996, som blev meddelt sagsøgeren den 5. august 1996 gav Kommissionen ham afslag på ansøgningen. Afslaget var i det væsentlige begrundet med, at den i 1994 foretagne omlægning af praksis over for midlertidigt ansatte, selv om den blev foretaget som retsbevarende foranstaltning, ikke indebar nogen forpligtelse til at forlænge kontrakterne for de pågældende ansatte.
Den 24. september 1996 indgav sagsøgeren en klage over dette afslag i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2. Han gjorde gældende, at den i afgørelse af 16. marts 1994 indeholdte retsbevarende foranstaltning, som følge af, at der ikke var fastsat en omlægning af praksis over for midlertidigt ansatte inden for de frister, som Kommissionen selv havde fastsat, var blevet indholdsløs og uden genstand. Som følge deraf var reglerne i afgørelsen af 18. marts 1992 om praksis over for midlertidigt ansatte fortsat gældende.
Den 13. november 1996 vedtog Kommissionen en afgørelse [SEK(96) 1940/6] om endelig revurdering af praksis over for midlertidigt ansatte. Det følger af denne afgørelse, som blev meddelt personalet den 14. november 1995, at kontrakter for midlertidigt ansatte, som var blevet ansat efter den 15. april 1994, kunne indgås for en periode på højst tre år, og at de kunne forlænges i et år, hvis tjenestens forhold krævede det, idet den maksimale kontraktperiode således var fastsat til fire år. Disse midlertidigt ansatte havde i øvrigt ret til at deltage i interne udvælgelsesprøver med henblik på at opnå fastansættelse.
Ved afgørelse af 11. marts 1997 meddelte myndigheden sagsøgeren afslag på hans klage.
Den 2. juli 1997 besluttede myndigheden at forlænge sagsøgerens kontrakt indtil den 30. september 1998, idet kontraktens samlede længde således blev på fire år.
Formaliteten
I henhold til procesreglementets artikel 111 kan Retten, når det er åbenbart, at en sag må afvises, uden at fortsætte sagens behandling træffe afgørelse ved begrundet kendelse. Retten finder, at den foreliggende sag er tilstrækkeligt oplyst ved sagens akter, og træffer afgørelse i sagen uden mundtlig forhandling (præmis 21).
Retten udtalte for det første, at søgsmålet måtte afvises, i det omfang det havde til formål at få fastslået, at Kommissionens afgørelse af 18. marts 1992 fandt anvendelse på sagsøgeren. Retten bemærkede, at dels følger det af fast praksis, at den under en sag, der er anlagt i medfør af vedtægtens artikel 91, ikke kan afgive principerklæringer eller udstede pålæg til Fællesskabets institutioner. Dels var den berørte institution i medfør af EF-traktatens artikel 176 forpligtet til at træffe de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen, såfremt retsakten blev annulleret. Under alle omstændigheder kunne Retten ikke tvinge Kommissionen til at anvende en afgørelse, hvis sidstnævnte havde ophævet den ved udstedelsen af en senere afgørelse (præmis 28).
Henvisning til: Retten, 2. juli 1997, sag T-28/96, Chew mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 497, præmis 17; Retten, 16. december 1997, sag T-19/97, Richter mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 1019, præmis 60.
Retten udtalte for det andet, at søgsmålet, for så vidt som det havde til formål at få annulleret Kommissionens påståede afgørelse af 1. august 1996, i det omfang denne begrænsede muligheden for forlængelse af sagsøgerens kontrakt, måtte afvises, idet den pågældende afgørelse ikke indeholdt et klagepunkt imod sagsøgeren, jf. vedtægtens artikel 91, stk. 1 (præmis 29).
Således bemærkede Retten, at det følger af fast praksis, at kun en akt, der direkte og umiddelbart berører den pågældendes retsstilling, kan antages at indeholde et klagepunkt. Imidlertid indeholdt den omtvistede afgørelse kun en bekræftelse af, at Kommissionen ikke havde påtaget sig at forlænge sagsøgerens kontrakt. Den indeholdt således ingen stillingtagen til muligheden for forlængelse af sagsøgerens kontrakt og berørte dermed på ingen måde hans retsstilling (præmis 30).
Henvisning til: Retten, 7. juni 1991, sag T-14/9 l.Wey rich mod Kommissionen, Sml. II, s. 235, præmis 35.
På denne baggrund fastslog Retten, at søgsmålet, i det omfang det vedrørte det påståede afslag på klagen af 11. marts 1997, ligeledes måtte afvises (præmis 31).
Retten udtalte for det tredje, at søgsmålet, i det omfang det tilsigtede at få fastslået, at Kommissionens afgørelse af 13. november 1996 var ulovlig, dvs. i hovedsagen, hvis det havde til formål at anfægte begrænsningen af muligheden for forlængelse af hans kontrakt, ligeledes måtte afvises. Retten udtalte, at sagsøgeren, hvis han havde vurderet, at denne akt indeholdt et klagepunkt, eller hvis han havde ønsket at anfægte gyldigheden af denne begrænsning, således skulle have fulgt den rette procedure, jf. vedtægtens artikel 90 og 91 og traktatens artikel 179. Imidlertid måtte det lægges til grund, at sagsøgeren i den foreliggende sag ikke havde indgivet en ansøgning og/eller en klage, hvori han anfægtede denne afgørelse eller en akt til gennemførelse heraf (præmis 32).
På baggrund af ovenstående måtte sagen afvises i sin helhed (præmis 33).
Konklusion:
Sagen afvises.