RETTENS DOM (Femte Udvidede Afdeling)

14. juli 1998

Sag T-219/97

Anita Brems

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Tjenestemænd — annullationssøgsmål — badekur — vedtægtens artikel 59 — sygeorlov — tjenestefrihed«

Fuldstændig gengivelse på fransk   II-1085

Angående:

Påstand om annullation af »Rådets afgørelser om ikke at yde sagsøgeren hele hendes sygeorlov fra den 24. maj til den 8. juni 1996«.

Udfald:

Frifindelse.

Resumé af dom

Sagsøgeren, der er tjenestemand ved Rådet i Bruxelles, ansøgte den 29. april 1996 ansættelsesmyndigheden om tilladelse til at gennemføre en badekur i Italien fra den 27. maj til den 8. juni 1996. I henhold til Rådets interne direktiv af 3. januar 1995, der indeholdt de betingelser for ydelse af tjenestefrihed, som var fastsat i konklusion nr. 207/94 fra Administrationschefudvalget for De Europæiske Fællesskaber om tjenestefrihed til badekure undtagen postoperative kure og rekonvalescenskure, blev sagsøgeren tildelt tjenestefrihed svarende til halvdelen af de brugte arbejdsdage for badekurens tidsrum (fra den 27.5. til den 3.6.1996 — middag).

Sagsøgeren fremsendte en lægeattest til sagsøgte dateret den 24. maj 1996, hvorved hun erklæredes uarbejdsdygtig fra denne dato indtil den 31. maj 1996. Sagsøgeren ansøgte endvidere om tilladelse til at tilbringe en del af sygeorloven (fra den 27. til den 31.5.1996) på et andet sted end sit tjenestested, nemlig det sted, hvor hun gennemførte badekuren.

Sagsøgeren gennemførte badekuren i Italien fra den 27. maj til den 8. juni 1996.

Den 9. august 1996 rettede sagsøgeren en klage til administrationen over ikke at være blevet ydet nogen sygeorlov i dette tidsrum.

Den 26. august 1996 meddelte sagsøgte sagsøgeren, at lægeattesten af 24. maj 1996 ikke var blevet registreret, idet kuren var omfattet af en tjenestefrihed for badekur, hvorfor hun derfor måtte anses for at have været egnet til at arbejde i dette tidsrum. Den 29. august 1996 anmodede sagsøgeren administrationen om at tage sagen op til fornyet behandling.

Den 11. september 1996 tog sagsøgte delvis denne anmodning til følge og accepterede lægeattesten af 24. maj 1996 for de tre dage inden påbegyndelsen af badekuren (fra den 24. til den 26.5.1996). Den 23. september 1996 anmodede sagsøgeren på ny om, at hendes tjenestefrihed for badekur blev annulleret for tidsrummet 27. - 31. maj 1996 og erstattet af en sygeorlov. I en skrivelse den følgende dag til dr. Boussart, den sagsøgte institutions rådgivende læge, anmodede sagsøgeren om en supplerende tjenestefrihed for badekur i tidsrummet fra den 3. juni middag til den 8. juni 1996.

Ved skrivelse af 25. september 1996 stadfæstede sagsøgte sin afgørelse af 11. september 1996. Sagsøgte anførte, at man kun kan opnå sygeorlov, såfremt tjenestefriheden for badekur afbrydes, hvilket ikke var tilfældet i denne sag.

Ved skrivelse af 2. oktober 1996 afslog direktøren for personale og administration ved Rådet sagsøgerens anmodning om tildeling af tjenestefrihed for anden del af badekuren, under henvisning til dr. Boussart's negative udtalelse i henhold til konklusionen af 1. februar 1996 fra administrationscheferne for alle institutionerne (konklusion fra Administrationschefudvalget), som fastsætter, at ydelse af den anden halvdel af tjenestefriheden kun bør ske, såfremt der er tale om en badekur, der beror på en alvorlig sygdom, som giver ret til 100%-afgørelse.

Den 31. december 1996 indgav sagsøgeren en note, som hun kvalificerede som en klage, over skrivelsen af 25. september og 2. oktober 1996. Hun gjorde i klagen gældende, at der var sket tilsidesættelse af artikel 59 og 60 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (vedtægten), og at konklusionen fra Administrationschefudvalget vedrørende tildeling af den anden halvdel af tjenestefriheden for badekur var retsstridig. Sagsøgte afviste den 25. april 1997 udtrykkeligt klagen.

Realiteten

Første anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 59 og 60

Retten bemærkede, at vedtægtens artikel 59 bør fortolkes således, at en tjenestemand, der gennemfører en badekur, kun kan opnå sygeorlov, såfremt vedkommende kan godtgøre, at han på kurtidspunktet er uarbejdsdygtig på grund af sygdom eller et uheld. Nødvendigheden af at gennemføre en kur, som begrunder den forudgående tilladelse, godtgør ikke i sig selv, at tjenestemanden er uarbejdsdygtig på kurtidspunktet. Retten bemærkede, at en tjenestemand, der gennemgår en kur, ikke for så vidt »er hindret i at gøre tjeneste« på kurtidspunktet som følge af sygdom eller ulykke. Tjenestemanden er hindret i at gøre tjeneste på grand af opholdet på en kuranstalt, idet tjenestemanden ikke kan befinde sig såvel på kurstedet som på arbejdsstedet (præmis 61).

Henvisning til: Retten, 19. februar 1998, sag T-196/97, Continolo mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 261, præmis 35 og 36.

Andet anbringende om ulovligheden af konklusionen fra Administrationschefudvalget om ydelse af tjenestefrihed for anden del af kuropholdets varighed

Retten bemærkede, at konklusionen fra administrationscheferne, hvis retsstridighed sagsøgeren bestred, omhandler »tjenestefrihed«, som kan ydes for badekur. Konklusionen er vedtaget i henhold til vedtægtens artikel 57, stk. 2, og ikke vedtægtens artikel 59. Konklusionen har derfor ikke til formål at regulere visse sygeorlovstilfælde og begrænser ikke rækkevidden af sidstnævnte bestemmelse (præmis 73).

Henvisning til: Continolo mod Kommissionen, nævnt ovenfor.

Sagsøgerens argument om, at den omtvistede konklusion tilsidesætter artikel 20, stk. 2, andet afsnit, i den fælles ordning, idet der forelå sammenblanding af kompetencen hos Afregningskontorets rådgivende læge og institutionens rådgivende læge, måtte ifølge Retten også forkastes (præmis 74).

Argumentet, hvorefter ansættelsesmyndigheden skulle have givet afkald på sin skønsbeføjelse ved direkte at have ladet sin afgørelse være afhængig af udtalelsen fra den fælles sygesikringsordnings læge, kunne ifølge Retten heller ikke tiltrædes (præmis 75).

Tredje anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten i vedtægtens artikel 25, stk. 2

Retten bemærkede, at begrundelsen i de anfægtede retsakter opfyldte kravene i vedtægtens artikel 25, stk. 2.

Konklusion:

Rådet for Den Europæiske Union frifindes.