61997A0010

1 Institutionernes retsakter - tidsmaessig anvendelse - processuelle regler - anvendelse paa tvister, der verserer paa reglernes ikrafttraedelsestidspunkt

2 De Europaeiske Faellesskabers egne indtaegter - efteropkraevning af import- og eksportafgifter - forelaeggelse for Kommissionen - omfanget af Kommissionens befoejelser

(Kommissionens forordning nr. 2454/93, art. 871 og 873)

3 Varers oprindelse - praeferencetoldordninger - efterfoelgende kontrol med varernes oprindelse - fastlaeggelse af oprindelsen umulig - foelger

(Kommissionens forordning nr. 2454/93, art. 871)

4 De Europaeiske Faellesskabers egne indtaegter - efteropkraevning af import- og eksportafgifter - betingelserne ifoelge artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 for at undlade efteropkraevning - »en fejl, som de kompetente myndigheder selv har begaaet« - begreb

(Raadets forordning nr. 1697/79, art. 5, stk. 2)

5 Processuelle regler antages almindeligvis at finde anvendelse i samtlige tvister, der verserer paa ikrafttraedelsestidspunktet, til forskel fra materielretlige regler, der normalt fortolkes saaledes, at de ikke omfatter forhold, som ligger forud for ikrafttraedelsen.

6 Kommissionen har efter artikel 871 og 873 i forordning nr. 2454/93 om visse gennemfoerelsesbestemmelser til forordning nr. 2913/92 om indfoerelse af en EF-toldkodeks en beslutningsbefoejelse, navnlig naar det gaelder tilfaelde, hvor betingelserne for at undlade efteropkraevning af told efter de kompetente myndigheders opfattelse er opfyldt. Denne befoejelse har til formaal at sikre en ensartet anvendelse af faellesskabsretten. Men ordningen om sagens forelaeggelse for Kommissionen ville vaere uden mening, hvis denne var forpligtet til at foelge toldvaesenets udtalelse i den anmodning, den faar forelagt. Dette betyder imidlertid ikke, at Kommissionen i kraft af denne beslutningskompetence kan frakende debitor en ret til, at efteropkraevning undlades, naar den ved afslutningen af sin behandling af sagen fastslaar, at betingelserne for at anerkende, at en efteropkraevning hos en virksomhed kan undlades, er opfyldt.

7 Naar det ved efterfoelgende kontrol med indfoersler, der er sket inden for rammerne af en toldpraeferenceordning, ikke er muligt at fastslaa, hvorfra de varer, som er naevnt i EUR 1-transportattesten, hidroerer, skal det fastslaas, at oprindelsen er ukendt, og at EUR 1-attesten og praeferencetoldsatsen derfor er blevet anvendt fejlagtigt.

Heraf foelger, at Kommissionen, naar den faar forelagt en anmodning om at tage stilling til, om toldvaesenet i en medlemsstat er forpligtet til at foretage efteropkraevning af indfoerselsafgifter, kan laegge til grund, at det dossier, den har faaet forelagt, er fuldstaendigt, og at den ikke har grund til, foer den traeffer sin afgoerelse, at anmode om supplerende oplysninger, naar eksportstatens myndigheder har meddelt importstatens myndigheder, at eksportoeren har vaeret ude af stand til at bevise, at de omhandlede varer hidroerte fra det angivne land, og hverken importstatens myndigheder eller importoererne har bestridt den konklusion, at varernes oprindelse var ukendt.

8 Det fremgaar af ordlyden af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 om »efterfoelgende« opkraevning af import- og eksportafgifter, at afgiftsskyldners berettigede forventning kun nyder beskyttelse i henhold til denne bestemmelse, saafremt det er de kompetente myndigheder »selv«, der har skabt det grundlag, hvorpaa afgiftsskyldners forventning hvilede. Det er saaledes kun fejl, som kan tilskrives de kompetente myndigheders aktive adfaerd, der giver ret til, at efteropkraevning af told undlades. Denne betingelse kan ikke anses for opfyldt, naar de kompetente myndigheder er blevet vildledt, navnlig med hensyn til varens oprindelse, af eksportoerens urigtige angivelser, som myndighederne ikke skal kontrollere eller bedoemme gyldigheden af. Afgiftsskyldner kan endvidere ikke stoette ret paa en forventning om, at EUR 1-attesterne er gyldige, fordi toldvaesenet i en medlemsstat i foerste omgang har godkendt dem, idet toldvaesenets opgaver inden for rammerne af den foerste godkendelse af anmeldelser faktisk paa ingen maade er til hinder for, at der senere foretages undersoegelser.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Sagsoegerne er selskaber, der driver handel med fiskerivarer.

2 I 1990 og 1991 indfoerte de fra Norge flere partier torsk. Ved disse indfoersler blev benyttet EUR 1-transportattester, der angav, at varerne hidroerte fra Norge. De blev derfor fortoldet efter den for denne type varer gaeldende toldpraeferenceordning inden for rammerne af de faellesskabstoldkontingenter, der er fastlagt i Raadets forordning (EOEF) nr. 3692/89 af 4. december 1989 om aabning og forvaltning af faellesskabstoldkontingenter for torsk og fisk af arten Boreogadus saida (polartorsk), toerret, saltet eller i saltlage, med oprindelse i Norge (1990) (EFT L 362, s. 3), og i Raadets forordning (EOEF) nr. 3523/90 af 4. december 1990 om aabning og forvaltning af faellesskabstoldkontingenter for visse landbrugsprodukter og fiskerivarer med oprindelse i visse EFTA-lande (EFT 343, s. 4).

3 I 1993 meddelte det norske toldvaesen paa eget initiativ de italienske myndigheder, at eksportoeren saa vidt det havde fastslaaet det, ikke var i stand til at foere bevis for, at varerne hidroerte fra Norge.

4 Den 4. august og den 23. november 1993 meddelte Verona Toldkontor henholdsvis CPL Imperial 2 SpA (herefter »CPL Imperial 2«) og Unifrigo Gadus Srl (herefter »Unifrigo Gadus«), at det havde besluttet efterfoelgende at opkraeve tolden.

5 Ved skrivelse af 3. december 1993 anmodede selskabet CPL Imperial 2 gennem en toldspeditoer, der repraesenterede selskabet, under anbringende af, at det havde vaeret i god tro, de italienske myndigheder om ikke at opkraeve tolden. Det forklarede, at tolden ikke var blevet opkraevet som foelge af en fejl fra de kompetente myndigheders side, som en erhvervsdrivende i god tro ikke med rimelighed kunne opdage. Det anmodede endvidere de italienske myndigheder om at forelaegge sagen for Kommissionen. Selskabet Unifrigo Gadus har oplyst, at det rettede en tilsvarende henvendelse til toldvaesenet.

6 Den 30. januar 1996 bekraeftede de sagsoegende selskaber gennem deres repraesentant over for de italienske myndigheder, at de havde sat sig ind i sagen, som disse nu stod i begreb med at forelaegge Kommissionen, og at de ikke havde bemaerkninger i den forbindelse.

7 Ved skrivelse af 6. februar 1996, der blev modtaget den 12. april 1996, forelagde de italienske myndigheder Kommissionen sagen vedroerende de sagsoegende selskabers anmodning og en anmodning fra en tredje virksomhed, der ikke er part i de foreliggende sager. De anmodede Kommissionen om at tage stilling til, om der i det foreliggende tilfaelde var grundlag for at undlade at opkraeve tolden, der i alt androg 148 890 000 ITL i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1697/79 af 24. juli 1979 om opkraevning af import- eller eksportafgifter, der ikke er opkraevet hos debitor for varer, der er angivet til en toldprocedure, som medfoerer en forpligtelse til at betale saadanne afgifter (EFT L 197, s. 1) (herefter »forordning nr. 1697/79«).

8 Denne henvendelse blev behandlet i henhold til den procedure, der er fastlagt i artikel 871 ff i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse bestemmelser til gennemfoerelse af Raadets forordning (EOEF) nr. 2913/92 om indfoerelse af en EF-toldkodeks (EFT L 352, s. 1) (herefter »forordning nr. 2454/93«).

9 Kommissionen hoerte de sagkyndige fra medlemsstaterne paa moedet i Toldkodeksudvalget den 3. juni 1996. Den 8. oktober 1996 vedtog den beslutning C(96) 2780 endelig udg. (herefter »beslutningen«), hvis artikel 1 lyder saaledes: »Tolden paa i alt 148 890 ITL, der er omhandlet i Italiens henvendelse af 2. februar 1996 skal opkraeves«.

10 Efter beslutningens vedtagelse modtog begge sagsoegerne hver en skrivelse fra Tolddirektoratet, der var dateret den 22. november 1996 og vedlagt en kopi af beslutningen, hvorved de blev anmodet at betale tolden, dvs. 31 200 000 ITL for Unifrigo Gadus' vedkommende og 95 010 000 ITL for CPL Imperial 2's vedkommende med tillaeg af morarenter. Det beloeb, der blev afkraevet CPL Imperial 2 omfatter den told, der fremgaar af toldopgoerelse 7338 F.

11 Paa baggrund heraf har sagsoegerne ved staevninger registreret paa Rettens Justitskontor den 17. januar 1997 anlagt naervaerende sager.

12 Ved kendelse afsagt den 9. februar 1998 af formanden for Tredje Afdeling er sag T-10/97 og T-11/97 i henhold til artikel 50 i procesreglementet blevet forenet med henblik paa den mundtlige forhandling og dommen.

13 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Sagsoegerne er som et led i sagens tilrettelaeggelse blevet opfordret til at fremlaegge forskellige dokumenter, hvilket de har gjort ved skrivelse af 23. januar 1998.

14 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten i retsmoedet den 3. marts 1998.

Parternes paastande

15 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

- Sagerne admitteres.

- Beslutningen annulleres.

- Subsidiaert fastslaas det, at beslutningen ikke har betydning for sagsoegernes krav paa, at de omhandlede toldbeloeb ikke efterfoelgende opkraeves.

- Endnu mere subsidiaert tilpligtes Kommissionen til til sagsoegerne fuldt ud at tilbagebetale det beloeb, som sagsoegerne er forpligtet til at efterbetale i told, med tillaeg af boedebeloeb og ekstraomkostninger.

- I al fald annulleres beslutningen for saa vidt angaar dens bestemmelser om rente.

- Sagsoegte tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

16 Sagsoegeren i sag T-11/97 har alene for saa vidt angaar denne sag desuden nedlagt foelgende paastand:

- Subsidiaert annulleres beslutningen for saa vidt angaar opkraevningen af den told, der fremgaar af toldopgoerelse 7338 F.

17 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegerne tilpligtes at afholde sagens omkostninger. Paastanden om annullation af beslutningen

18 Indledningsvis bemaerkes det, at ifoelge fast retspraksis antages processuelle regler almindeligvis at finde anvendelse i samtlige tvister, der verserer paa ikrafttraedelsestidspunktet, til forskel fra materielretlige regler, der normalt fortolkes saaledes, at de ikke omfatter forhold, som ligger forud for ikrafttraedelsen (jf, bl.a. Domstolens dom af 6.7.1993, forenede sager C-121/91 og C-122/91, CT Control (Rotterdam) og JCT Benelux mod Kommissionen, Sml. I, s. 3873, praemis 22).

19 Som foelge heraf er det, hvad parterne ikke har bestridt, bestemmelserne i forordning nr. 2454/93, der finder anvendelse paa proceduren for Kommissionen, mens de bestemmelser, der materielretligt finder anvendelse paa de i det foreliggende tilfaelde omhandlede forhold, er bestemmelserne i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79.

20 Sagsoegerne har til stoette for deres annullationspaastande naermere bestemt fremfoert fem anbringender.

Det foerste anbringende om, at Kommissionen ikke har haft den fornoedne kompetence

Parternes argumentation

21 Sagsoegerne har anfoert, at det foelger af artikel 873 i forordning nr. 2454/93, at Kommissionen uindskraenket er befoejet til at afgoere, om der er anledning til efterfoelgende at opkraeve told, ogsaa naar de nationale toldmyndigheder finder, at betingelserne ifoelge artikel 220, stk. 2, litra b), i Raadets forordning (EOEF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indfoerelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1) (eller tidligere artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79), er opfyldt. En saadan bestemmelse strider mod de principper, der er fastlagt i Domstolens praksis, og hvorefter der, naar betingelserne ifoelge artikel 220, stk. 2, litra b), er opfyldt, bestaar en ret for importoeren til, at efterfoelgende opkraevning ikke sker. Kommissionen har saaledes ikke haft kompetence til at vedtage beslutningen.

22 Kommissionen har i foerste raekke anfoert, at dette anbringende skal afvises, idet sagsoegerne som juridiske personer ikke er umiddelbart og individuelt beroert af forordning nr. 2454/93.

23 Den goer dernaest gaeldende, at den ikke som haevdet af sagsoegerne efter artikel 871 ff. i forordning nr. 2454/93 frit kan afgoere, om de afgiftspligtige personer har en ret til, at der ikke sker opkraevning af told, naar betingelserne derfor er opfyldt.

Rettens bemaerkninger

24 Med formalitetsindsigelsen goeres det gaeldende, at sagsoegerne har paastaaet bestemmelser i forordning nr. 2454/93 annulleret i medfoer af traktatens artikel 173. Saadan forholder det sig imidlertid ikke. Som sagsoegerne har bekraeftet i replikken maa deres anbringende navnlig forstaas som en anmodning om en fortolkning af disse bestemmelser, der er i overensstemmelse med faellesskabsrettens principper.

25 Herefter skal formalitetsindsigelsen forkastes.

26 Det er i realiteten ubestridt, at naar betingelserne ifoelge artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 er opfyldt, har debitor krav paa, at der ikke sker efteropkraevning (jf. bl.a. Domstolens dom af 27.6.1991, sag C-348/89, Mecanarte, Sml. I, s. 3277, praemis 12, af 4.5.1993, sag C-292/91, Weis, Sml. I, s. 2219, praemis 15, og af 14.5.1996, forenede sager C-153/94 og C-204/94, Sml. I, s. 2465, praemis 84).

27 Endvidere indeholder artikel 871 i forordning nr. 2454/93 foelgende bestemmelse: »Naar toldmyndighederne, bortset fra de i artikel 869 omhandlede tilfaelde, enten finder, at betingelserne i kodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), er opfyldt, eller naar de er i tvivl om den praecise raekkevidde af kriterierne i denne bestemmelse, for saa vidt angaar det paagaeldende tilfaelde, forelaegger disse myndigheder sagen for Kommissionen, for at der kan traeffes beslutning efter den i artikel 872 til 876 fastlagte procedure«. I samme forordnings artikel 873 hedder det: »Kommissionen traeffer beslutning om, hvorvidt den situation, der er til behandling, berettiger eller ikke berettiger til at undlade efterfoelgende bogfoering«.

28 Kommissionen har saaledes efter artikel 871 og 873 i forordning nr. 2454/93 en beslutningsbefoejelse, navnlig naar det gaelder tilfaelde, hvori betingelserne for at undlade efteropkraevning af told efter de kompetente myndigheders opfattelse er opfyldt.

29 Denne befoejelse har til formaal at sikre en ensartet anvendelses af faellesskabsretten (jf. for saa vidt den foer ikrafttraedelsen af artikel 78 i forordning nr. 2454/93 gaeldende bestemmelse Domstolens dom af 26.6.1990, sag C-64/89, Deutsche Fernsprecher, Sml. I, s. 2535, praemis 13, Mecanarte-dommen, a.st., praemis 33, og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., praemis 80).

30 Ordningen om sagens forelaeggelse for Kommissionen ville imidlertid vaere uden mening, hvis denne var forpligtet til at foelge toldvaesenets udtalelse i den anmodning, Kommissionen faar forelagt.

31 Dette betyder imidlertid ikke, at Kommissionen i kraft af denne beslutningskompetence kan frakende debitor en ret til at efteropkraevning undlades, naar den ved afslutningen af sin behandling af sagen fastslaar, at betingelserne for at anerkende, at efteropkraevning hos en virksomhed kan undlades, er opfyldt.

32 Det foerste anbringende skal derfor forkastes.

Det andet anbringende om tilsidesaettelse af artikel 871-874 i forordning nr. 2454/93

Parternes argumentation

33 Sagsoegerne har med foerste led af dette anbringende anfoert, at det i artikel 871 i forordning nr. 2454/93 er bestemt, at Kommissionen kan, dvs. skal, anmode om supplerende oplysninger, »naar det viser sig, at de oplysninger, som medlemsstaten har fremsendt, er utilstraekkelige til, at Kommissionen kan traeffe beslutning om sagen med fuldt kendskab til omstaendighederne«.

34 Kommissionen kunne derfor ikke alene laegge de norske myndigheders udtalelse om, at oprindelsesattesterne ikke var gyldige, til grund, idet konstateringen heraf var blevet bestridt af den oeverste retsinstans i Norge, Hoeyesterett, i dom af 2. april 1993, dvs. lang tid foer beslutningen blev vedtaget. Ved at undlade en supplerende undersoegelse traf Kommissionen ikke sin beslutning med fuldt kendskab til omstaendighederne.

35 Med andet led af dette anbringende goer sagsoegerne gaeldende, at der ikke med de praecise frister, der er fastlagt i artikel 871-874 i forordning nr. 2454/93 kunne traeffes beslutning om efteropkraevning af tolden. Indfoerslerne skete jo i de foreliggende tilfaelde i 1990 og 1991, og sagsoegerne anmodede de italienske myndigheder om at forelaegge sagen for Kommissionen i december 1993; alligevel blev beslutningen foerst vedtaget den 8. oktober 1996 og ikke tilstillet sagsoegerne foer den 22. november 1996.

36 Kommissionen har indvendt, at den handlede i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 871-874 i forordning nr. 2454/93 (jf. navnlig Domstolens dom af 7.12.1993, sag C-12/92, Huygen m.fl., Sml. I, s. 6381, og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., praemis 16 og 63, samt Rettens dom af 9.11.1995, sag T-346/94, France-aviation mod Kommissionen, Sml. II, s. 2841, praemis 30-36).

Rettens bemaerkninger

37 Vedroerende foerste led af dette anbringende bemaerkes det, at efter artikel 871, foerste afsnit, i forordning nr. 2454/93 »skal de sagsakter, der fremsendes af toldmyndighederne til Kommissionen, indeholde alle de oplysninger, der er noedvendige for en fyldestgoerende behandling af den forelagte sag«. Samme artikels tredje afsnit indeholder foelgende bestemmelse: »Viser det sig, at de oplysninger, som medlemsstaten har fremsendt, er utilstraekkelige til, at Kommissionen kan traeffe beslutning om sagen med fuld kendskab til omstaendighederne, kan den anmode om supplerende oplysninger«.

38 I det foreliggende tilfaelde meddelte de norske myndigheder de italienske myndigheder, at eksportoeren ikke var i stand til at godtgoere, at varerne hidroerte fra Norge. Men naar det ved efterfoelgende kontrol ikke er muligt at fastslaa, hvorfra de varer, som er naevnt i EUR 1-transportattesten hidroerer, skal det fastslaas, at oprindelsen er ukendt, og at EUR 1-attesten og praeferencetoldsatsen derfor er blevet anvendt fejlagtigt. Toldvaesenet i indfoerselsmedlemsstaten skal derfor i princippet foretage efteropkraevning af den told, der ikke er blevet opkraevet ved indfoerslen (Huygen m.fl.-dommen, a.st., praemis 17, og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., praemis 16).

39 Da de norske myndigheder havde underrettet de italienske myndigheder om, at eksportoeren var ude af stand til at bevise, at de omhandlede varer hidroerte fra Norge, bestred hverken de italienske myndigheder eller sagsoegerne denne konstatering.

40 Navnlig har sagsoegerne, selv om de gjorde gaeldende, at de var i god tro, ikke i den brevveksling, de havde med de italienske myndigheder, bestridt de norske myndigheders oplysninger. Sagsoegernes repraesentant har i oevrigt i skrivelse af 30. januar 1996 erklaeret, at han intet havde at tilfoeje til de aktstykker, som de italienske myndigheder tilstillede Kommissionen.

41 Kommissionen har herefter kunnet naa til det resultat, at det dossier, der var blevet forelagt den, var fuldstaendigt, og den ikke havde grund til at anmode om supplerende oplysninger.

42 Herudover skal det naevnes, at den eneste oplysning, der ikke fandtes i de aktstykker, der blev tilstillet Kommissionen, og som sagsoegerne har paaberaabt sig, er Hoeyesterett's dom af 2. april 1993. Denne dom ses imidlertid at vedroere en straffesag, der var blevet indledt mod to personer, der stod tiltalt for forfalskning af sundhedsattester for fiskerivarer, der var blevet eksporteret til forskellige lande. Som Kommissionen har anfoert, afgjorde Hoeyesterett alene straffesagen og fastslog ikke, at de i sagen omhandlede varer hidroerte fra Norge.

43 Vedroerende anbringendets andet led bemaerkes det, at efter artikel 871, andet afsnit, i forordning nr. 2454/93 »... anerkender [Kommissionen] straks modtagelsen af sagsakterne [fra toldvaesenet i en medlemsstat] over for den paagaeldende medlemsstat«. I samme forordnings artikel 872, foerste afsnit, hedder det: »senest 15 dage efter modtagelsen af de i artikel 871, stk. 1, omhandlede sagsakter, fremsender Kommissionen en kopi heraf til medlemsstaterne«. I artikel 871, stk. 1, foerste punktum, hedder det endvidere, at beslutningen »skal traeffes senest seks maaneder efter Kommissionens modtagelse af de i artikel 871, stk. 1, omhandlede sagsakter«. Endelig skal efter artikel 874, stk. 1, »den i artikel 873 omhandlede beslutning ... meddeles den paagaeldende medlemsstat hurtigst muligt og under alle omstaendigheder senest 30 dage efter udloebet af den i naevnte artikel omhandlede frist«.

44 Sagsoegerne har ikke under sagen givet oplysninger, paa grundlag af hvilke det kan fastslaas, at disse bestemmelser er blevet tilsidesat. De naevnte bestemmelser fastsaetter saaledes hverken det tidsrum, der hengaar mellem datoen for indfoerslerne og datoen for Kommissionens beslutning eller det tidsrum, der hengaar mellem den dato, paa hvilken virksomhederne anmoder myndighederne i deres medlemsstat om at forelaegge sagen for Kommissionen og den dato, paa hvilken disse faktisk forelaegger sagen for Kommissionen. De er derfor uden betydning for, om Kommissionen har overholdt de i dem fastsatte frister.

45 Paa baggrund af alle de naevnte forhold skal det andet anbringende forkastes.

Vedroerende det tredje og det fjerde anbringende om tilsidesaettelse af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79, og af det almindelige princip om beskyttelse af den berettigede forventning

Parternes argumentation

46 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at told kun kan efteropkraeves, naar importoeren burde have indset, at han havde haft fordel af en fejl eller uagtsom adfaerd fra toldvaesenets side (jf. Domstolens dom af 15.12.1983, sag 283/82, Schoellershammer mod Kommissionen, Sml. s. 4219, praemis 7, af 15.5.1986, sag 160/84, Oryzomyli Kavallas m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, praemis 21, og af 1.4.1993, sag C-250/91, Hewlett Packard France, Sml. I, s. 1819, praemis 45 og 46).

47 Naar der ikke hos importvirksomheden kunne blive tale om nogen mistanke om den forfalskning af oprindelsesattesterne, som eksportvirksomheden gjorde sig skyldig i, kan der saaledes ikke blive tale om efteropkraevning (jf. Deutsche Fernsprecher-dommen, a.st., praemis 17, og Hewlett Packard France-dommen, a.st., praemis 28 samt Domstolens dom af 18.1.1996, sag C-446/93, SEIM, Sml. I, s. 73, praemis 40-48).

48 Endvidere er Kommissionen i beslutningen fejlagtigt naaet til det resultat, at en eventuel ugyldighed af EUR 1-attesterne udgoer en kommerciel risiko.

49 Sagsoegerne har paa grundlag heraf fastslaaet, at en bestemmelse om efteropkraevning af tolden, naar sagsoegerne ikke kunne vaere i stand til at opdage den begaaede fejl, er i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. De har herved henvist til, at artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 ifoelge retspraksis er udtryk for en almindelig rimelighedsklausul.

50 Kommissionen har anfoert, at en af de tre betingelser ifoelge artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79, saaledes som disse er blevet fortolket i praksis, nemlig betingelsen om, at tolden ikke er blevet opkraevet som foelge af en fejl begaaet af de kompetente myndigheder selv, ikke var opfyldt i det foreliggende tilfaelde (jf. navnlig Mecanarte-dommen og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st.).

51 Endvidere kan debitor i en situation som den i sagen omhandlede ikke paaberaabe sig nogen berettiget forventning (jf. navnlig Domstolens dom af 13.11.1984, forenede sager 98/83 og 230/83, Van Gend & Loos og Bosman mod Kommissionen, Sml. s. 3763, samt Mecanarte-dommen og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st.).

52 Kommissionen naar derfor til det resultat, at debitor maa baere den kommercielle risiko, der foelger af en fejlagtig oprindelsesangivelse, der er udfaerdiget af eksportoeren (jf. Domstolens dom af 11.12.1980, sag 827/79, Acampora, Sml. s. 3731, praemis 8, og SEIM-dommen, a.st., praemis 45), hvilken risiko det tilkom debitor at afvaerge (Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., praemis 114).

Rettens bemaerkninger

53 Artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 indeholder foelgende bestemmelse: »De kompetente myndigheder kan undlade at foretage efteropkraevning af import- eller eksportafgift, der ikke er opkraevet som foelge af en fejl, som de kompetente myndigheder selv har begaaet, og som debitor ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget, saafremt sidstnaevnte i forbindelse med toldangivelsen har handlet i god tro og overholdt samtlige bestemmelser i de gaeldende forskrifter«.

54 Ifoelge fast retspraksis skal de i denne bestemmelse fastsatte betingelser alle vaere opfyldt paa én gang (jf. navnlig Mecanarte-dommen, a.st., praemis 12, og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., praemis 83).

55 Den foerste af disse betingelser er, at der skal foreligge en fejl fra de kompetente myndigheders side.

56 Det staar fast, at det norske toldvaesen er kompetente myndigheder i betydningen i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1679/79 (Mecanarte-dommen, a.st., praemis 22, og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., praemis 88).

57 Det er i det foreliggende tilfaelde ubestridt, at den fejl, der har givet anledning til disse sager, er den fejl, som eksportoeren begik, da han angav, at varerne hidroerte fra Norge, hvilket han senere var ude af stand til at godtgoere.

58 Det fremgaar af ordlyden af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79, at afgiftsskyldners berettigede forventning kun nyder beskyttelse i henhold til denne bestemmelse, saafremt det er de kompetente myndigheder »selv«, der har skabt det grundlag, hvorpaa afgiftsskyldners forventning hvilede. Saaledes er det kun fejl, som kan tilskrives de kompetente myndigheders aktive adfaerd, der giver ret til, at efteropkraevning af told undlades (Mecanarte-dommen, praemis 23 og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., praemis 91).

59 Denne betingelse kan ikke anses for opfyldt, naar de kompetente myndigheder er blevet vildledt - f.eks. med hensyn til varens oprindelse - af eksportoerens urigtige angivelser, som myndighederne ikke skal kontrollere eller bedoemme gyldigheden af (Mecanarte-dommen, a.st., praemis 24, og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., praemis 92).

60 Endvidere fremgaar det af Domstolens praksis, at afgiftsskyldner ikke kan stoette ret paa en forventning om, at attesterne er gyldige, fordi toldvaesenet i en medlemsstat i foerste omgang har godkendt dem, idet toldvaesenets opgaver inden for rammerne af den foerste godkendelse af anmeldelser faktisk paa ingen maade er til hinder for, at der senere foretages undersoegelser (Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., praemis 93).

61 Det foelger heraf, at den omstaendighed, at de norske myndigheder afgav erklaering paa EUR 1-certifikaterne om, at varerne havde oprindelse i Norge, og at de italienske myndigheder oprindeligt accepterede, at varernes oprindelse var som angivet i certifikaterne, ikke er tilstraekkelig til, at der foreligger en fejl fra de kompetente myndigheders side, som omhandlet i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 (Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., praemis 94).

62 Det maa rigtignok anerkendes, at muligheden for at foretage en undersoegelse af EUR 1-certifikatet, efter at indfoerslen har fundet sted, og uden at importoeren forud er blevet underrettet herom, kan paafoere denne vanskeligheder, naar han i god tro, men paa grundlag af fejlagtige certifikater eller certifikater, som uden hans viden er forfalsket, har indfoert varer i henhold til toldpraeferenceordningen. Men heroverfor staar for det foerste, at Faellesskabet ikke baerer de skadelige foelger af ukorrekt adfaerd hos importoerernes leverandoerer, for det andet at importoeren kan anlaegge erstatningssag mod den, der har forfalsket certifikatet, og for det tredje, at en paapasselig erhvervsdrivende, der kender de gaeldende regler, samtidig med, at han vurderer, hvilket udbytte en handel med praeferenceberettigede varer kan indbringe, maa kunne bedoemme, hvilke risici der findes paa det paagaeldende marked, og indkalkulere dem som normale ulemper i forbindelse med handelen (jf. Domstolens dom af 17.7.1997, sag C-97/95, Pascoal & Filhos, Sml. I, s. 4209, praemis 59).

63 Det paahviler faktisk de erhvervsdrivende selv i deres kontraktforhold at traeffe de foranstaltninger, som er noedvendige for at undgaa risikoen for en efteropkraevningssag (Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., praemis 114, og Pascoal & Filhos-dommen, a.st., praemis 60).

64 Af det anfoerte fremgaar i det hele, at Kommissionen med rette er naaet til det resultat, at der i det foreliggende tilfaelde ikke forelaa nogen fejl, som de kompetente myndigheder selv havde begaaet, jf. artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79, og at sagsoegerne ikke kunne paaberaabe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

65 Da de i artikel 5, stk. 2, fastsatte betingelser alle skal vaere opfyldt samtidig, var Kommissionen ikke forpligtet til at undersoege, om de andre betingelser for at anvende denne bestemmelse var opfyldt, idet den foerste i al fald ikke var det. Endvidere er det ufornoedent at tage stilling til sagsoegernes argumentation vedroerende disse andre betingelser.

66 Det tredje og det fjerde anbringende skal derfor forkastes. Det femte anbringende om tilsidesaettelse af begrundelsespligten

Parternes argumentation

67 Sagsoegerne har kritiseret Kommissionen for i beslutningen kun og uden naermere forklaring at have fastslaaet, at EUR 1-certifikaterne »ikke var gyldige«.

68 En mere indgaaende undersoegelse, der ville have vaeret saa meget mere berettiget som sagsoegerne ikke deltog i proceduren, ville have gjort det muligt for Kommissionen at fastslaa, at den dom, der blev afsagt af en ret i foerste instans i Norge vedroerende det norske eksportoerfirma, og som fastslog, at oprindelsesattesten var en forfalskning fra dette selskabs side, blev ophaevet ved en af Hoeyesterett den 23. april 1993 afsagt dom, netop for saa vidt angaar spoergsmaalet om varernes oprindelse.

69 Ifoelge sagsoegerne har Kommissionen fejlagtigt gjort gaeldende, at oprindelsesattesternes manglende gyldighed ikke er bestridt, selv om de som bilag til deres staevninger i denne sag har vedlagt Hoeyesterett's dom.

70 Kommissionen goer gaeldende, at beslutningen er i overensstemmelse med kravene ifoelge traktatens artikel 190.

Rettens bemaerkninger

71 Ifoelge fast retspraksis skal den begrundelse, som kraeves i henhold til traktatens artikel 190, klart og utvetydigt angive de betragtninger, som er lagt til grund, saaledes at de beroerte parter kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning og forsvare deres rettigheder, og saaledes at Domstolen kan udoeve sin proevelsesret (jf. bl.a. Domstolens dom af 11.7.1990, sag C-323/88, Sermes, Sml. I, s. 3027, praemis 38).

72 I det foreliggende tilfaelde har Kommissionen punkt for punkt i beslutningens betragtninger angivet, at EUR 1-attesterne ikke var gyldige, at denne mangel henhoerte under den kommercielle risiko, at toldvaesenets oprindelige godkendelse af disse attester ikke hos importoererne kunne skabe en berettiget forventning, og at de kompetente myndigheder ikke selv har begaaet en fejl som omhandlet i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79.

73 Kommissionens argumentation fremgaar saaledes klart og utvetydigt af selve beslutningen.

74 Anbringendet skal derfor forkastes.

Den subsidiaere paastand om, at beslutningen ikke faar retsvirkninger

75 Sagsoegerne har for det tilfaelde, at Retten ikke skulle annullere beslutningen, nedlagt paastand om, at det fastslaas, at beslutningen ikke faar retsvirkninger for deres ret til at blive fri for efteropkraevning af tolden.

76 Efter traktatens artikel 174 erklaerer Retten, saafremt klagen findes berettiget, den anfaegtede retsakt for ugyldig. Retten har derfor ikke kompetence til at traeffe afgoerelse vedroerende sagsoegernes omhandlede subsidiaere paastand, der derfor skal afvises.

Den subsidiaere paastand om annullation af beslutningen for saa vidt angaar kravet om efterbetaling af told ifoelge toldopgoerelse 7338 F

Parternes argumentation

77 Sagsoegeren i sag T-11/97 har fremhaevet, at det fremgaar af den skrivelse fra toldvaesenet i Verona af 22. november 1996, der angav hvilke beloeb, der skulle efteropkraeves i told, at det samlede beloeb omfatter beloebet ifoelge toldopgoerelse 7338 F af 27. september 1990, som ikke vedroerer den slags varer, hvis oprindelse oprindelig var blevet bestridt.

78 Sagsoegerne har derfor nedlagt paastand om annullation af beslutningen for saa vidt angaar det omhandlede beloeb, dvs. 12 614 070 ITL.

79 Sagsoegeren har henvist til, at toldskyldens beloeb udtrykkeligt oplyses i beslutningens artikel 1.

80 Kommissionen har heroverfor anfoert, at anbringendet herom skal afvises. Den har forklaret, at den efter sagsoegerens anmodning modtog en henvendelse fra de italienske myndigheder alene med det formaal at tage stilling til, om betingelserne for at anvende artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 var opfyldt. Den har saaledes hverken taget stilling til, om der forelaa et eksigibelt krav, eller til stoerrelsen af den i sagen omhandlede toldskyld. Sagsoegeren kan ikke anfaegte beslutningen med anbringender om, at afgoerelser truffet af de kompetente nationale myndigheder, og hvorefter told kraeves tilbagebetalt, er ugyldige (jf. Domstolens dom af 12.3.1987, forenede sager 244/85 og 245/85, Cerealmangimi og Italgrani mod Kommissionen, Sml. s. 303, praemis 9-13, og CT Control (Rotterdam)- og JCT Benelux mod Kommissionen-sagerne, a.st., praemis 42-46).

Rettens bemaerkninger

81 Den beslutningsbefoejelse, der er tillagt Kommissionen ved artikel 871 og 873 i forordning nr. 2454/93 vedroerer kun afgoerelsen af spoergsmaalet, om betingelserne for at anvende artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 under givne faktiske omstaendigheder er opfyldt.

82 Kommissionen fastlaegger saaledes ikke den toldskyld, der skal opkraeves. Faktisk omtaltes toldopgoerelse 7338 F foerst i de italienske myndigheders skrivelse til den sagsoegende virksomhed af 22. november 1996, hvor beslutningen allerede var vedtaget.

83 I beslutningens artikel 1 hedder det ganske vist: »Den i Italiens anmodning af 2. februar 1996 omhandlede indfoerselstold paa 148 890 000 ITL skal efteropkraeves«. Men det naevnte beloeb er ikke resultatet af en af Kommissionen gennemfoert beregning, men er blot det samlede beloeb, de italienske myndigheder havde oplyst i anmodningen, som beslutningens artikel 1 udtrykkeligt henviser til.

84 Denne paastand skal derfor ikke tages til foelge, for saa vidt som den ikke har nogen betydning for spoergsmaalet om beslutningens lovlighed, men i realiteten henhoerer under den nationale ret, der har kompetence til at afgoere spoergsmaalet om lovligheden af den italienske forvaltningsakt, hvorefter tolden skal efteropkraeves.

Den subsidiaere paastand om annullation af beslutningen, for saa vidt som den vedroerer krav om renter

Parternes paastande

85 Sagsoegerne har anfoert, at det beloeb, toldvaesenet har afkraevet dem i skrivelsen af 22. november 1996, omfatter renter og kan forhoejes med morarenter.

86 Men efter artikel 7 i forordning nr. 1697/79, der finder anvendelse i det foreliggende tilfaelde, kan der ikke opkraeves morarenter af de beloeb, der efterbetales, saafremt den told, der forskriftsmaessigt skulle have vaeret opkraevet, ikke er opkraevet paa grund af en fejl, der kan tilskrives de kompetente myndigheder.

87 Kommissionen har under henvisning til tidligere anfoerte grunde (jf. ovenfor i praemis 80) gjort gaeldende, at dette anbringende skal forkastes. Den har i oevrigt fremhaevet, at naar tolden ikke forskriftsmaessigt er opkraevet, og dette ikke skyldes en fejl, der kan tilregnes de kompetente myndigheder, kan artikel 7 ikke finde anvendelse.

Rettens bemaerkninger

88 Af de tidligere naevnte grunde (jf. ovenfor i praemis 81-84) skal denne paastand forkastes.

Erstatningspaastandene

Parternes argumentation

89 Sagsoegerne har bestridt Kommissionens formalitetsindsigelser for saa vidt angaar erstatningspaastandene (jf. Rettens dom af 24.9.1996, sag T-485/93, Dreyfus mod Kommissionen, Sml. II, s. 1101, praemis 73).

90 De har vedroerende realiteten anfoert, at Kommissionen har begaaet fejl ved sagens oplysning,idet den dels ikke har udvist den omhu, der ifoelge forordning nr. 2454/93 er paakraevet, og dels ikke har anmodet om supplerende oplysninger, skoent den var forpligtet hertil (jf. Domstolens dom af 24.2.1994, sag C-368/92, Chiffre, Sml. I, s. 605, praemis 19 og 30).

91 Det ved denne fejl forvoldte tab svarer ifoelge sagsoegerne beloebsmaessigt til den told, som de endeligt skal betale til de italienske myndigheder.

92 Kommissionen har principalt gjort gaeldende, at en erstatningspaastand, der faktisk har til formaal at ophaeve virkningerne af en beslutning, der i oevrigt - som her - paastaas annulleret, skal afvises (jf. Domstolens dom af 26.2.1986, sag 175/84, Krohn mod Kommissionen, Sml. s. 753).

93 Den har subsidiaert gjort gaeldende, at erstatningspaastanden savner grundlag, idet Kommissionen ikke i det foreliggende tilfaelde har begaaet nogen fejl.

Rettens bemaerkninger

94 Ifoelge retspraksis kan de grunde, der har foert til afvisning af et annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173, undtagelsesvis ogsaa medfoere, at et erstatningssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 215 skal afvises, nemlig naar erstatningspaastanden i virkeligheden tilsigter en annullation af en individuel afgoerelse, der er endelig (jf. navnlig Krohn mod Kommissionen-dommen, a.st., praemis 33).

95 Kommissionen har i det foreliggende tilfaelde ikke paaberaabt sig, at annullationssoegsmaalet er blevet afvist, men alene at det savner grundlag. Den af Kommissionen paaberaabte retspraksis finder saaledes ikke anvendelse i det foreliggende tilfaelde.

96 Vedroerende realiteten bemaerkes det, at de fejl, som sagsoegerne har paaberaabt sig, svarer til det foerste og andet led i det andet anbringende, som annullationspaastanden stoettes paa.

97 Da der efter Rettens undersoegelse af disse to led ikke kan antages at foreligge nogen retlig eller faktisk fejl fra Kommissionens side, har sagsoegerne med urette paaberaabt sig, at der foreligger en fejl som naevnt.

98 Sagsoegernes paastande om erstatning for det tab, de har lidt, skal derfor forkastes.

99 Heraf foelger at sagsoegte i det hele skal frifindes for sagsoegernes paastande.

Sagens omkostninger

100 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegerne har tabt sagen og doemmes derfor til at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med sagsoegtes paastande.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Tredje Afdeling)

1) Kommissionen frifindes.

2) Sagsoegerne betaler sagens omkostninger.