61997J0302

Domstolens Dom af 1. juni 1999. - Klaus Konle mod Republik Österreich. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Landesgericht für Zivilrechtssachen Wien - Østrig. - Fri etableringsret - Frie kapitalbevægelser - EF-traktatens artikel 52 (efter ændring nu artikel 43 EF) og artikel 56 (tidligere artikel 73B) - Procedure vedrørende tilladelse til erhvervelse af fast ejendom - Artikel 70 i akten vedrørende vilkårene for Republikken Østrigs tiltrædelse - Fritidsboliger - Ansvar for tilsidesættelse af fællesskabsretten. - Sag C-302/97.

Samling af Afgørelser 1999 side I-03099


Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


1 Fri bevaegelighed for personer - etableringsfrihed - frie kapitalbevaegelser - traktatens bestemmelser - anvendelsesomraade - national lovgivning om erhvervelse af fast ejendom - omfattet

[EF-traktaten, art. 54, stk. 3, litra e) [efter aendring nu art. 44, stk. 3, litra e), EF]; Raadets direktiv 88/361, bilag I]

2 Nye medlemsstaters tiltraedelse af Faellesskaberne - OEstrig - Finland - Sverige - fri bevaegelighed for personer, tjenesteydelser og kapital - overgangsforanstaltninger for OEstrig - gaeldende lovgivning om sekundaerboliger - begrebet »gaeldende lovgivning«

(Tiltraedelsesakten af 1994, art. 70)

3 Frie kapitalbevaegelser - begraensninger med hensyn til erhvervelse af fast ejendom - overgangsforanstaltninger for OEstrig i medfoer af tiltraedelsesakten af 1994 - procedure vedroerende forudgaaende tilladelse til erhvervelse af fast ejendom vedtaget inden tiltraedelsen - undtagelse alene til fordel for oestrigske statsborgere - berettigelse - tiltraedelsesaktens artikel 70

(EF-traktaten, art. 73 B (nu art. 56 EF); tiltraedelsesakten af 1994, art. 70)

4 Frie kapitalbevaegelser - begraensninger med hensyn til erhvervelse af fast ejendom - overgangsforanstaltninger for OEstrig i medfoer af tiltraedelsesakten af 1994 - procedure vedroerende forudgaaende tilladelse til erhvervelse af fast ejendom vedtaget efter tiltraedelsen - berettigelse - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 73 B (nu art. 56 EF); tiltraedelsesakten af 1994, art. 70)

5 Faellesskabsret - rettigheder tillagt borgerne - en medlemsstats tilsidesaettelse - de nationale domstoles bedoemmelse

6 Faellesskabsret - rettigheder tillagt borgerne - en medlemsstats tilsidesaettelse - de nationale domstoles bedoemmelse - pligt til at erstatte tab, der er forvoldt borgerne - offentlig myndighed i en stat med forbundsstruktur, der skal sikre betalingen af erstatning - anvendelse af national ret - graenser

Sammendrag


1 Nationale foranstaltninger, der regulerer erhvervelsen af fast ejendom, skal respektere traktatens bestemmelser om etableringsfriheden for medlemsstaternes statsborgere og om frie kapitalbevaegelser. Retten til at erhverve, udnytte og afhaende fast ejendom paa en anden medlemsstats omraade er et noedvendigt supplement til etableringsfriheden, saaledes som det fremgaar af traktatens artikel 54, stk. 3, litra e) (efter aendring nu artikel 44 EF). Kapitalbevaegelser omfatter herved transaktioner, hvorved udlaendinge foretager investeringer i fast ejendom paa en medlemsstats omraade, saaledes som det fremgaar af nomenklaturen for kapitalbevaegelser i bilag I til direktiv 88/361 om gennemfoerelse af traktatens artikel 67.

2 Begrebet »gaeldende lovgivning« i henhold til artikel 70 i tiltraedelsesakten af 1994, hvorefter OEstrig kan opretholde gaeldende lovgivning om sekundaerboliger i en periode paa fem aar fra tiltraedelsen, hviler paa et materielt kriterium, saaledes at det ved anvendelsen af det ikke er noedvendigt at vurdere de paagaeldende nationale bestemmelsers gyldighed i den interne retsorden. Enhver bestemmelse vedroerende sekundaerboliger, der var gaeldende i Republikken OEstrig paa tidspunktet for tiltraedelsen, er herefter i princippet omfattet af undtagelsen i denne artikel. Det ville forholde sig anderledes, hvis en saadan bestemmelse var blevet fjernet fra den interne retsorden ved en afgoerelse truffet af den paagaeldende medlemsstats forfatningsdomstol efter tiltraedelsesdatoen, men med tilbagevirkende kraft fra en dato foer denne, hvorved den paagaeldende bestemmelse ophaeves for fortiden, da det tilkommer de nationale domstole at vurdere de tidsmaessige virkninger af en saadan afgoerelse, der fastslaar et forfatningsstridigt forhold.

3 Traktatens artikel 73 B (nu artikel 56 EF) og artikel 70 i tiltraedelsesakten af 1994 er ikke til hinder for en ordning for erhvervelse af fast ejendom som den, der var indfoert ved Tiroler Grundverkehrsgesetz 1993 (delstaten Tyrols lov om handel med fast ejendom), hvorefter alene oestrigske statsborgere fritages for pligten til at indhente en tilladelse til at erhverve en bebygget grund og til - med henblik paa at opnaa tilladelsen - at godtgoere, at det med den planlagte erhvervelse ikke tilsigtes at oprette en fritidsbolig. Selv om denne lovgivning udgoer en diskriminerende begraensning af kapitalbevaegelserne mellem medlemsstaterne over for andre medlemsstaters statsborgere, er denne tilladt i medfoer af tiltraedelsesakten, der giver OEstrig ret til at opretholde sin gaeldende lovgivning om sekundaerboliger i en periode paa fem aar fra tiltraedelsen.

4 Traktatens artikel 73 B (nu artikel 56 EF) og artikel 70 i tiltraedelsesakten af 1994 er til hinder for en ordning for erhvervelse af fast ejendom som den, der er indfoert ved Tiroler Grundverkehrsgesetz 1996, der paalaegger samtlige erhververe af fast ejendom forpligtelsen til at indhente tilladelse forud for erhvervelsen af en saadan ejendom.

For saa vidt angaar artikel 73 B indebaerer et saadant krav efter selve sit formaal en begraensning af de frie kapitalbevaegelser og udgoer en restriktion, der kun kan begrundes med henvisning til et formaal inden for landsplanlaegningen, saasom opretholdelsen i almenhedens interesse af en fast bosiddende befolkning og en oekonomisk virksomhed, der er uafhaengig af turisterhvervet i visse regioner, hvis den ikke anvendes paa diskriminatorisk maade, og saafremt formaalet ikke kan opnaas ved mindre indgribende foranstaltninger. Dette er ikke tilfaeldet under hensyn til den risiko for forskelsbehandling, der er forbundet med et system med forudgaaende tilladelse, samt henset til de andre muligheder, som den paagaeldende medlemsstat har for at sikre overholdelsen af den politik, den har fastlagt i sin landsplanlaegning.

For saa vidt angaar den paaberaabte hjemmel i tiltraedelsesaktens artikel 70, hvorefter OEstrig kan opretholde sin gaeldende lovgivning om sekundaerboliger i en periode paa fem aar fra tiltraedelsen, kan de relevante bestemmelser i loven af 1996 ikke anses for at vaere omfattet af undtagelsesordningen i henhold til denne artikel. Selv om en bestemmelse, der er vedtaget efter tiltraedelsesdatoen, ikke allerede af denne grund automatisk falder uden for undtagelsesordningen, f.eks. naar den i det vaesentlige er identisk med den tidligere lovgivning, eller hvis den alene lemper eller fjerner en hindring i den tidligere lovgivning for udoevelsen af rettigheder og friheder efter faellesskabsretten, kan en lovgivning som den paagaeldende, som hviler paa andre principper end den tidligere lovgivning, og som indfoerer nye procedurer, ikke betragtes som lovgivning, der var gaeldende paa tiltraedelsestidspunktet.

5 Det paahviler i princippet de nationale domstole at afgoere, om en tilsidesaettelse af faellesskabsretten er tilstraekkelig kvalificeret til, at medlemsstaten ifalder erstatningsansvar uden for kontrakt over for privatpersoner.

6 Det paahviler medlemsstaterne at sikre, at privatpersoner opnaar erstatning for den skade, som de tilfoejes ved manglende overholdelse af faellesskabsretten, uanset hvilken myndighed der er skyld i denne tilsidesaettelse, og uanset hvem der i princippet er forpligtet til at betale erstatningen i henhold til den paagaeldende medlemsstats ret.

En medlemsstat kan derfor ikke paaberaabe sig den fordeling af kompetence og ansvar mellem de kollektive enheder, der findes i dens interne retsorden, for at unddrage sig dette ansvar. Med dette forbehold paalaegger faellesskabsretten ikke medlemsstaterne at aendre fordelingen af kompetence og ansvar mellem de offentligretlige kollektive enheder, der findes paa deres territorium. De faellesskabsretlige krav er opfyldt, naar procedurebestemmelserne i den interne retsorden giver en effektiv beskyttelse af de rettigheder, som privatpersoner har efter faellesskabsretten, uden at det er svaerere at goere disse rettigheder gaeldende i forhold til de rettigheder, som de har i den interne retsorden.

Det foelger heraf, at i medlemsstater med forbundsstruktur skal betaling af erstatning for skader, som privatpersoner har lidt som foelge af administrative foranstaltninger, der er i strid med faellesskabsretten, ikke noedvendigvis foretages af forbundsstaten for at opfylde den paagaeldende medlemsstats forpligtelser i henhold til faellesskabsretten.

Dommens præmisser


1 Ved kendelse af 13. august 1997, indgaaet til Domstolen den 22. august 1997, har Landesgericht fuer Zivilrechtssachen Wien i medfoer af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt fire praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 5 (nu artikel 10 EF), EF-traktatens artikel 6 (efter aendring nu artikel 12 EF), EF-traktatens artikel 52, 54, 56 og 57 (efter aendring nu artikel 43 EF, 44 EF, 46 EF og 47 EF), EF-traktatens artikel 53 (ophaevet ved Amsterdam-traktaten), EF-traktatens artikel 55 og 58 (nu artikel 45 EF og 48 EF), EF-traktatens artikel 73 B-73 D, 73 F og 73 G (nu artikel 56 EF-60 EF), EF-traktatens artikel 73 E og 73 H (ophaevet ved Amsterdam-traktaten) samt artikel 70 i akten vedroerende vilkaarene for Republikken OEstrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltraedelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europaeiske Union (EFT 1994 C 241, s. 21, og EFT 1995 L 1, s. 1, herefter »tiltraedelsesakten«).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst i en sag, som Klaus Konle, der er tysk statsborger, har anlagt mod Republikken OEstrig med paastand om, at denne tilpligtes at erstatte det tab, som han haevder at have lidt ved, at delstaten Tyrol's lovgivning om handel med fast ejendom angiveligt er i strid med faellesskabsretten.

National lovgivning

3 Tiroler Grundverkehrsgesetz fra 1993 (Tiroler Landesgesetzblatt, LGBl. 82/1993, delstaten Tyrols lov om handel med fast ejendom, herefter »TGVG 1993«), som er vedtaget af delstaten Tyrol og som regulerer omsaetningen af faste ejendomme i delstaten, traadte i kraft den 1. januar 1994 og blev med virkning fra den 1. oktober 1996 erstattet af Tiroler Grundverkehrsgesetz fra 1996 (Tiroler LGBl. 61/1996, herefter »TGVG 1996«).

4 Ifoelge § 9, stk. 1, litra a), og § 12, stk. 1, litra a), i TGVG 1993 skal der for retshandler, der vedroerer erhvervelse af byggegrunde, indhentes tilladelse fra den kompetente myndighed for transaktioner vedroerende fast ejendom.

5 I § 14, stk. 1, i TGVG 1993 er det fastsat, at der »meddeles navnlig afslag, naar erhververen ikke har godtgjort, at formaalet med den planlagte erhvervelse ikke er at oprette en fritidsbolig«.

6 Det bestemmes imidlertid i § 10, stk. 2, i TGVG 1993, at tilladelse »ikke er ... paakraevet, saafremt erhververen ved erhvervelsen af en rettighed over en bebygget grund skriftligt over for den kompetente myndighed for transaktioner vedroerende fast ejendom erklaerer, at han er oestrigsk statsborger, og at erhvervelsen ikke sker med det formaal at oprette en fritidsbolig«.

7 Desuden kan der i medfoer af § 13, stk. 1, i TGVG 1993 kun gives en udlaending tilladelse paa den betingelse, at det paataenkte koeb ikke strider mod statens politiske interesser, og at der foreligger en oekonomisk, kulturel eller social interesse i den paagaeldende udlaendings erhvervelse af ejendommen. Denne bestemmelse finder dog ikke anvendelse, saafremt forpligtelser i henhold til internationale traktater er til hinder herfor (§ 13, stk. 2, i TGVG 1993).

8 I medfoer af § 3 i TGVG 1993, der til forskel fra lovens oevrige bestemmelser foerst traadte i kraft den 1. januar 1996, finder den i § 13, stk. 1, fastsatte betingelse for meddelelse af tilladelse heller ikke anvendelse, naar udlaendingen godtgoer, at han handler inden for rammerne af de grundrettigheder, der er fastsat i aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade.

9 Ved dom af 10. december 1996, hvor TGVG 1993 ikke laengere var gaeldende, fastslog Verfassungsgerichtshof (OEstrigs forfatningsdomstol), at loven i sin helhed var forfatningsstridig, idet den indebar et uforholdsmaessigt indgreb i ejendomsretten, som er en grundlaeggende ret.

10 TGVG 1996 ophaevede erklaeringsproceduren, der var forbeholdt oestrigske statsborgere i henhold til de tidligere bestemmelser, og udvidede i medfoer af § 9, stk. 1, litra a), og § 12, stk. 1, forpligtelsen til at indhente tilladelse forud for erhvervelsen af en fast ejendom til samtlige erhververe.

11 Forpligtelsen for erhververen til at godtgoere, at der ikke ved erhvervelsen vil blive oprettet en fritidsbolig, er opretholdt i lovens § 11, stk. 1, litra a), og § 14, stk. 1.

12 Udlaendinge skal fortsat opfylde yderligere betingelser i henhold til § 13, stk. 1, litra b), i TGVG 1996 for at kunne erhverve fast ejendom. Disse bestemmelser finder imidlertid ifoelge § 3 i TGVG ikke anvendelse, saafremt udlaendingen godtgoer, at han handler inden for rammerne af de grundrettigheder, der er fastsat i EF-traktaten eller i aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade.

13 Endelig er der i § 25, stk. 2, i TGVG 1996 hjemlet en fremskyndet procedure, der aabner mulighed for at meddele tilladelse til erhvervelse af en bebygget grund inden for to uger, saafremt det er aabenbart, at betingelserne for at meddele tilladelse er opfyldt.

Faellesskabsbestemmelser

14 Det er i tiltraedelsesaktens artikel 70 fastsat:

»Uanset bestemmelserne i de traktater, som danner grundlag for Den Europaeiske Union, kan Republikken OEstrig opretholde sin gaeldende lovgivning om sekundaerboliger i en periode paa fem aar fra tiltraedelsen.«

Hovedsagen

15 Ved en tvangsauktionsprocedure gav Bezirksgericht Lienz den 11. august 1994 Konle tilslag paa en fast ejendom i delstaten Tyrol under forudsaetning af, at han indhentede den administrative tilladelse, der kraevedes i henhold til den dagaeldende TGVG 1993.

16 Den 18. november 1994 gav Bezirkshauptmannschaft Lienz (den amtskommunale forvaltning) afslag paa Konle's ansoegning om tilladelse, selv om denne erklaerede, at han ville flytte sin hovedbopael til ejendommen og drive erhvervsmaessig virksomhed dér inden for rammerne af den virksomhed, som han allerede drev i Tyskland. Konle paaklagede afgoerelsen til Landes-Grundverkehrskommission beim Amt der Tiroler Landesregierung (herefter »LGvK«), der stadfaestede afslaget ved afgoerelse af 12. juni 1995.

17 Konle anlagde herefter sag med paastand om annullation af denne afgoerelse, dels ved Verwaltungsgerichtshof (OEstrigs forvaltningsdomstol), der ikke gav ham medhold ved dom af 10. maj 1996, dels ved Verfassungsgerichtshof, der ved dom af 25. februar 1997 annullerede afgoerelsen af 12. juni 1995 med den begrundelse, at TGVG 1993 i sin helhed var blevet kendt forfatningsstridig. Denne annullation havde til foelge, at LGvK skulle genbehandle Konle's ansoegning.

18 Uden at afvente LGvK's nye afgoerelse anlagde Konle ligeledes sag mod Republikken OEstrig ved Landesgericht fuer Zivilrechtssachen, hvorunder han paastod OEstrig kendt erstatningsansvarlig for tilsidesaettelsen af faellesskabsretten paa grund af bestemmelserne i TGVG 1993 saavel som i TGVG 1996.

19 Republikken OEstrig har til sit forsvar navnlig paaberaabt sig tiltraedelsesaktens artikel 70.

20 Under disse omstaendigheder har Landesgericht fuer Zivilrechtssachen Wien fundet, at en fortolkning af de paagaeldende bestemmelser i traktaten og i tiltraedelsesakten er noedvendig for at kunne afgoere sagen, og har forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Skal EF-traktatens artikel 6, EF-traktatens artikel 52 ff. (tredje del, afsnit III, kapitel 2) og EF-traktatens artikel 73 B ff. (tredje del, afsnit III, kapitel 4) og artikel 70 i tiltraedelsesakten (akten vedroerende vilkaarene for ... Republikkens OEstrigs ... tiltraedelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europaeiske Union) fortolkes saaledes, at faellesskabsretten er blevet overtraadt, og at en grundrettighed, der er sikret sagsoegeren i medfoer af EU-retsforskrifter, er blevet tilsidesat, fordi

a) sagsoegeren under TGVG 1993's gyldighedsperiode blev afkraevet bevis for ikke at ville oprette en fritidsbolig, hvorimod det ved en indlaendings erhvervelse af ejendommen ville have vaeret tilstraekkeligt blot at afgive en erklaering i medfoer af § 10, stk. 2, for at opnaa en tilladelse fra den kompetente myndighed, og sagsoegeren fik afslag paa meddelelse af tilladelsen

b) sagsoegeren i medfoer af TGVG 1996 allerede foer tinglysningen af hans ejendomsret - paa samme maade som det nu ogsaa gaelder for indlaendinge - skal ansoege om tilladelse efter en procedure, hvor muligheden for at afgive en fyldestgoerende erklaering om, at der ikke vil blive oprettet en fritidsbolig, nu ogsaa er bortfaldet for indlaendinges vedkommende?

2) Saafremt spoergsmaal 1 besvares bekraeftende: Paahviler det i medfoer af EF-traktatens artikel 177 ogsaa De Europaeiske Faellesskabers Domstol at traeffe afgoerelse om, hvorvidt en tilsidesaettelse af faellesskabsretten er 'tilstraekkeligt kvalificeret' (f.eks. som omhandlet i Domstolens dom af 5.3.1996 i sagen Brasserie du Pêcheur mod Forbundsrepublikken Tyskland)?

3) Saafremt spoergsmaal 1 og 2 besvares bekraeftende: Er tilsidesaettelsen 'tilstraekkeligt kvalificeret'?

4) Skal EF-traktatens artikel 5 fortolkes saaledes, at princippet om statens ansvar uden for kontrakt for skader, borgeren har lidt som foelge af overtraedelser af faellesskabsretten, er overholdt, saafremt den nationale erstatningsret i en foederalt struktureret medlemsstat foreskriver, at skadelidte i forbindelse med overtraedelser, der maa tilregnes en delstat, kun kan sagsoege delstaten og ikke forbundsstaten?«

Det foerste spoergsmaal

21 Med det foerste spoergsmaal oensker den nationale ret naermere bestemt at faa oplyst, om etableringsfriheden og de frie kapitalbevaegelser, der er fastslaaet i traktaten, er sikret i ordninger som dem, der foelger af de to nationale love i hovedsagen, hvorefter erhvervelse af fast ejendom er betinget af en forudgaaende administrativ tilladelse, og hvorefter alene statsborgere i denne medlemsstat efter den ene lov er fritaget for at skulle indhente den ellers kraevede tilladelse. I tilfaelde af at der gives et benaegtende svar vedroerende den ene eller den anden ordning, oensker den nationale ret ligeledes oplyst, om undtagelsesklausulen i tiltraedelsesaktens artikel 70, der giver Republikken OEstrig ret til at opretholde sin gaeldende lovgivning vedroerende sekundaerboliger i en periode paa fem aar, giver hjemmel til nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede.

22 Det fremgaar for det foerste af fast retspraksis, at nationale foranstaltninger, der regulerer erhvervelsen af fast ejendom, skal respektere traktatens bestemmelser om etableringsfriheden for medlemsstaternes statsborgere og om frie kapitalbevaegelser. Som Domstolen allerede har fastslaaet, er retten til at erhverve, udnytte og afhaende fast ejendom paa en anden medlemsstats omraade et noedvendigt supplement til etableringsfriheden, saaledes som det fremgaar af traktatens artikel 54, stk. 3, litra e) (dom af 30.5.1989, sag 305/87, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 1461, praemis 22). Kapitalbevaegelser omfatter herved transaktioner, hvorved udlaendinge foretager investeringer i fast ejendom paa en medlemsstats omraade, saaledes som det fremgaar af nomenklaturen for kapitalbevaegelser i bilag I til Raadets direktiv 88/361/EOEF af 24. juni 1988 om gennemfoerelse af traktatens artikel 67 (EFT L 178, s. 5).

Ordningen i henhold til TGVG 1993

23 For saa vidt angaar TGVG 1993 bemaerkes, at dens § 10, stk. 2, der alene fritager oestrigske statsborgere for pligten til at indhente en tilladelse til at erhverve en bebygget grund og til - med henblik paa at opnaa tilladelsen - at godtgoere, at det med den planlagte erhvervelse ikke tilsigtes at oprette en fritidsbolig, udgoer en diskriminerende begraensning af kapitalbevaegelserne mellem medlemsstaterne over for andre medlemsstaters statsborgere.

24 En saadan forskelsbehandling er forbudt i henhold til EF-traktatens artikel 73 B, hvis ikke den er berettiget paa grund af et af de hensyn, der i denne henseende er anerkendt i traktaten.

25 I den foreliggende sag stoetter Republikken OEstrig sig udelukkende paa tiltraedelsesaktens artikel 70 som hjemmel for, at der i delstaten Tyrol efter datoen for OEstrigs tiltraedelse fortsat opretholdes ordninger for erhvervelse af fast ejendom, der er forskellige afhaengigt af erhververens nationalitet, saaledes som det var fastsat i TGVG 1993.

26 Som det imidlertid er anfoert i praemis 9 i denne dom, er TGVG 1993 blevet kendt forfatningsstridig ved Verfassungsgerichtshof's dom af 10. december 1996 paa et tidspunkt, hvor loven ikke laengere var gaeldende. Verfassungsgerichtshof henholdt sig herefter til denne dom som grundlag for at annullere LGvK's afslag over for Konle.

27 Det henhoerer i princippet under den nationale rets kompetence at fastlaegge indholdet af gaeldende lovgivning vedroerende sekundaerboliger den 1. januar 1995, som er datoen for Republikken OEstrigs tiltraedelse. Det tilkommer dog Domstolen at forsyne den nationale ret med bidrag til fortolkning af faellesskabsbegrebet »gaeldende lovgivning«, saaledes at den kan foretage denne fastlaeggelse.

28 Det bemaerkes, at begrebet »gaeldende lovgivning« i henhold til tiltraedelsesaktens artikel 70 hviler paa et materielt kriterium, saaledes at det ved anvendelsen af det ikke er noedvendigt at vurdere de paagaeldende nationale bestemmelsers gyldighed i den interne retsorden. Enhver bestemmelse vedroerende sekundaerboliger, der var gaeldende i Republikken OEstrig paa tidspunktet for tiltraedelsen, er herefter i princippet omfattet af undtagelsen i tiltraedelsesaktens artikel 70.

29 Det ville forholde sig anderledes, hvis en saadan bestemmelse var blevet fjernet fra den interne retsorden ved en afgoerelse truffet efter tiltraedelsesdatoen, men med tilbagevirkende kraft fra en dato foer denne, hvorved den paagaeldende bestemmelse ophaeves for fortiden.

30 I en praejudiciel sag tilkommer det den paagaeldende medlemsstats domstole at vurdere de tidsmaessige virkninger af afgoerelser, hvorved medlemsstatens forfatningsdomstol har fastslaaet et forfatningsstridigt forhold.

31 Den foerste del af det foerste spoergsmaal skal herefter besvares med, at traktatens artikel 73 B og tiltraedelsesaktens artikel 70 ikke er til hinder for en ordning for erhvervelse af fast ejendom som den, der var indfoert ved TGVG 1993, medmindre det maa antages, at denne lov ikke var en del af Republikken OEstrigs interne retsorden den 1. januar 1995.

Ordningen i henhold til TGVG 1996

32 For saa vidt angaar TGVG 1996 har den oestrigske regering gjort gaeldende, at denne ikke havde fundet anvendelse i Konle's sag, foer han anlagde erstatningssag mod Republikken OEstrig, og at spoergsmaalet om denne lovs overensstemmelse med faellesskabsretten derfor er irrelevant for afgoerelsen af tvisten i hovedsagen.

33 Ifoelge fast retspraksis kan Domstolen imidlertid kun undlade at traeffe afgoerelse vedroerende et praejudicielt spoergsmaal fra en national retsinstans, naar det klart fremgaar, at den af den nationale retsinstans oenskede fortolkning eller vurdering af en faellesskabsbestemmelses gyldighed savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller naar problemet er af hypotetisk karakter, og Domstolen ikke raader over de faktiske og retlige oplysninger, som er noedvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spoergsmaal (jf. navnlig dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, praemis 61).

34 Eftersom TGVG 1996 var traadt i kraft, inden Konle havde anlagt erstatningssag ved den forelaeggende ret, er det ikke aabenbart, at den oenskede fortolkning af faellesskabsretten er uden relevans for vurderingen af Republikken OEstrigs eventuelle erstatningsansvar for afslaget paa ansoegningen om tilladelse, som sagsoegeren i hovedsagen havde indgivet. Desuden er problemet ikke af hypotetisk karakter, og Domstolen raader over de faktiske og retlige oplysninger, der er noedvendige for at kunne besvare spoergsmaalene.

35 Det foerste praejudicielle spoergsmaal skal derfor ogsaa besvares, for saa vidt det angaar bestemmelserne i TGVG 1996.

36 Konle og Kommissionen har gjort gaeldende, at det almindelige krav om tilladelse til at erhverve fast ejendom udgoer en begraensning af de frie kapitalbevaegelser, at det muliggoer en diskriminatorisk anvendelse, at det ikke er begrundet i tvingende almene hensyn, og at det ikke er noedvendigt for at opnaa det formaal, det forfoelger, og at det derfor er i strid med traktatens artikel 73 B.

37 Den oestrigske og den graeske regering har bemaerket, at efter EF-traktatens artikel 222 (nu artikel 295 EF) har medlemsstaterne fortsat frihed til at fastlaegge de ejendomsretlige ordninger, og har anfoert, at en procedure med forudgaaende tilladelse til erhvervelse af fast ejendom er den eneste maade, hvorpaa de nationale og lokale myndigheder kan bevare kontrollen med de landsplanpolitiske hensyn, der forfoelges i almenhedens interesse - hensyn, der ifoelge den oestrigske regering er saerlig noedvendige i en region som Tyrol, hvor kun en meget begraenset del af landarealet er bebyggeligt.

38 Hertil bemaerkes, at selv om de ejendomsretlige ordninger vedbliver at henhoere under den enkelte medlemsstat i henhold til traktatens artikel 222, foerer bestemmelsen ikke til, at en saadan ordning ikke er omfattet af traktatens grundlaeggende principper (jf. dom af 6.11.1984, sag 182/83, Fearon, Sml. s. 3677, praemis 7).

39 En procedure vedroerende forudgaaende tilladelse som den, der foelger af TGVG 1996, og som efter selve sit formaal indebaerer en begraensning af de frie kapitalbevaegelser, kan foelgelig kun under visse betingelser anses for forenelig med traktatens artikel 73 B.

40 I det omfang, hvor en medlemsstat kan begrunde sit krav om forudgaaende tilladelse med henvisning til et formaal inden for landsplanlaegningen, saasom opretholdelsen i almenhedens interesse af en fast bosiddende befolkning og en oekonomisk virksomhed, der er uafhaengig af turisterhvervet i visse regioner, kan den restriktion, som et saadan krav er, kun tillades, hvis den ikke anvendes paa diskriminatorisk maade, og saafremt formaalet ikke kan opnaas ved mindre indgribende foranstaltninger.

41 For saa vidt angaar den foerste betingelse maa det konstateres, at det er umuligt for ansoegeren at foere et uigendriveligt bevis for den fremtidige brug af den ejendom, som soeges erhvervet. Med henblik paa en vurdering af den bevismaessige vaerdi af de modtagne dokumenter raader myndigheden over et vidt skoen, der naermer sig en fri skoensbefoejelse. Desuden fremgaar det af den af sagsoegeren i hovedsagen fremlagte lovkommentar til § 25 i TGVG 1996, som myndighederne i delstaten Tyrol har udfaerdiget, og hvis betydning for fortolkningen af loven Republikken OEstrig har anerkendt, at myndighederne har til hensigt at benytte det skoen, som tilladelsesproceduren aabner mulighed for, til at underkaste ansoegninger fra udlaendinge, herunder statsborgere i Faellesskabets medlemsstater, en grundigere kontrol end den, som ansoegninger fra oestrigske statsborgere underkastes. Hertil kommer, at den fremskyndede procedure i § 25, stk. 2, ifoelge den naevnte kommentar skal traede i stedet for erklaeringsproceduren i § 10, stk. 2, i TGVG 1993 og alene er forbeholdt oestrigere.

42 For saa vidt angaar den anden betingelse er noedvendigheden af en forudgaaende tilladelsesprocedure ikke godtgjort.

43 Som anfoert i traktatens artikel 73 D, griber traktatens artikel 73 B ikke ind i medlemsstaternes ret til at traeffe de noedvendige foranstaltninger for at hindre overtraedelser af deres nationale ret og forskrifter.

44 Domstolen har imidlertid fastslaaet, at bestemmelser, hvorefter der kraeves en forudgaaende tilladelse til pengeudfoersel for at saette medlemsstaterne i stand til at foretage en kontrol, ikke maa medfoere, at udoevelsen af en i traktaten garanteret frihed beror paa myndighedernes skoen, hvorved friheden goeres illusorisk (jf. dom af 31.1.1984, forenede sager 286/82 og 26/83, Luisi og Carbone, Sml. s. 377, praemis 34, af 23.2.1995, forenede sager C-358/93 og C-416/93, Bordessa m.fl., Sml. I, s. 361, praemis 25, og af 14.12.1995, forenede sager C-163/94, C-165/94 og C-250/94, Sanz de Lera m.fl., Sml. I, s. 4821, praemis 25). Domstolen har anfoert, at den begraensning af de frie kapitalbevaegelser, der foelger af et saadant krav om forudgaaende tilladelse, kan fjernes med en passende ordning med anmeldelser, uden at effektiviteten med hensyn til de formaal, der forfoelges med bestemmelserne, herved nedsaettes (jf. dommen i Bordessa-sagen, praemis 27, og i Sanz de Lera-sagen, praemis 26 og 27).

45 Denne argumentation kan ikke direkte overfoeres paa en procedure, der gaar forud for erhvervelsen af en fast ejendom, da myndighedernes foranstaltninger i dette tilfaelde ikke forfoelger det samme formaal. Mens de nationale myndigheder ikke lovligt kan modsaette sig en pengeoverfoersel, og idet deres kontrol, der i det vaesentlige skal daekke et informationsbehov, paa dette omraade ogsaa kan udfoeres i form af pligtmaessig anmeldelse, sker den forudgaaende kontrol med erhvervelse af fast ejendom ikke blot af hensyn til et informationsbehov, men kan munde ud i et afslag paa tilladelse, uden at dette noedvendigvis er i strid med faellesskabsretten.

46 En simpel anmeldelsesprocedure kan derfor ikke i sig selv opfylde det formaal, der forfoelges med en procedure vedroerende forudgaaende tilladelse. For at sikre at landarealer anvendes til det formaal, der er fastsat i den gaeldende nationale lovgivning, skal medlemsstaterne ligeledes have mulighed for at traeffe foranstaltninger i tilfaelde, hvor en tilsidesaettelse af den afgivne erklaering behoerigt konstateres efter erhvervelsen af ejendommen.

47 Det skal i denne henseende blot bemaerkes, at en overtraedelse af en national lovgivning vedroerende sekundaerboliger som den i hovedsagen omhandlede kan sanktioneres med boeder, med en afgoerelse, hvorved det paalaegges koeberen straks at bringe den ulovlige benyttelse af ejendommen til ophoer under trussel om ejendommens tvangssalg, og ved at salget erklaeres ugyldigt, hvilket indebaerer, at tingbogen retableres med de indfoersler, den havde foer ejendommens erhvervelse. I oevrigt fremgaar det af den oestrigske regerings svar paa de spoergsmaal, som Domstolen har stillet, at saadanne foranstaltninger findes i oestrigsk ret.

48 Desuden havde lovgiver i Tyrol ved vedtagelsen af TGVG 1993 selv anerkendt, at den forudgaaende erklaering, der var indfoert til fordel for oestrigske statsborgere, udgjorde et effektivt middel til kontrol og til at undgaa, at den paagaeldende ejendom erhverves som sekundaerbolig.

49 Under disse omstaendigheder og under hensyn til den risiko for forskelsbehandling, der er forbundet med et system med forudgaaende tilladelse til erhvervelsen af fast ejendom, saaledes som det, der omhandles i denne sag, samt henset til de andre muligheder, som den paagaeldende medlemsstat har for at sikre overholdelsen af den politik, den har fastlagt i sin landsplanlaegning, udgoer den omhandlede procedure vedroerende tilladelse en hindring for kapitalbevaegelser, der ikke er noedvendig for at hindre overtraedelser af den nationale lovgivning vedroerende sekundaerboliger.

50 Republikken OEstrig har desuden gjort gaeldende, at tiltraedelsesaktens artikel 70 under alle omstaendigheder giver den tilladelse til som en undtagelsesordning at opretholde bestemmelserne i TGVG 1996 indtil den 1. januar 2000.

51 Som anfoert i denne doms praemis 27 tilkommer det i princippet de oestrigske domstole at fastlaegge indholdet af den nationale lovgivning, der var gaeldende paa tidspunktet for Republikken OEstrigs tiltraedelse, i den betydning, hvori udtrykket er anvendt i tiltraedelsesaktens artikel 70.

52 En bestemmelse, der er vedtaget efter tiltraedelsesdatoen, falder ikke allerede af denne grund automatisk uden for den undtagelsesordning, der er indfoert ved tiltraedelsesaktens artikel 70. Hvis den i det vaesentlige er identisk med den tidligere lovgivning, eller hvis den alene lemper eller fjerner en hindring i den tidligere lovgivning for udoevelsen af rettigheder og friheder efter faellesskabsretten, er bestemmelsen omfattet af undtagelsen.

53 Derimod kan en lovgivning, som hviler paa andre principper end den tidligere lovgivning, og som indfoerer nye procedurer, ikke betragtes som lovgivning, der var gaeldende paa tiltraedelsestidspunktet. Dette er tilfaeldet med TGVG 1996, der indeholder adskillige, betydningsfulde forskelle i forhold til TGVG 1993, og som ikke - selv om den i princippet ophaever den tidligere ordning med to procedurer for erhvervelse af fast ejendom - forbedrer behandlingen af medlemsstaternes statsborgere, bortset fra oestrigske statsborgere, da den indfoerer nogle bestemmelser vedroerende behandlingen af ansoegninger om tilladelse, der, som allerede naevnt i praemis 41, i realiteten har til formaal at favorisere de ansoegninger, som oestrigske statsborgere indgiver.

54 De relevante bestemmelser i TGVG 1996 kan derfor under alle omstaendigheder ikke anses for at vaere omfattet af undtagelsesordningen i henhold til tiltraedelsesaktens artikel 70.

55 Det foelger i det hele af det anfoerte, at det er unoedvendigt at behandle spoergsmaalene om fortolkningen af traktatens artikel 6 og 52.

56 Den andel del af det foerste spoergsmaal skal derfor besvares med, at traktatens artikel 73 B og tiltraedelsesaktens artikel 70 er til hinder for en ordning som den, der er indfoert ved TGVG 1996.

Det andet og det tredje spoergsmaal

57 Med det andet spoergsmaal oensker den nationale ret naermere bestemt at faa oplyst, om det under behandlingen af en praejudiciel sag paahviler Domstolen at afgoere, om en tilsidesaettelse af faellesskabsretten er tilstraekkelig kvalificeret til, at en medlemsstat ifalder erstatningsansvar uden for kontrakt over for privatpersoner, der eventuelt har lidt tab som foelge af denne tilsidesaettelse.

58 Det fremgaar af Domstolens praksis, at det i princippet er de nationale retsinstanser, der skal anvende de kriterier, der goer det muligt at fastslaa medlemsstaternes ansvar for de skader, som privatpersoner er blevet tilfoejet ved tilsidesaettelse af faellesskabsretten (dom af 5.3.1996, forenede sager C-46/93 og C-48/93, Brasserie du pêcheur og Factortame, Sml. I, s. 1029, praemis 58), i overensstemmelse med de anvisninger, som Domstolen har givet herfor (dommen i sagen Brasserie du pêcheur og Factortame, praemis 55, 56 og 57, dom af 26.3.1996, sag C-392/93, British Telecommunications, Sml. I, s. 1631, af 8.10.1996, forenede sager C-178/94, C-179/94, C-188/94, C-189/94 og C-190/94, Dillenkofer m.fl., Sml. I, s. 4845, og af 17.10.1996, forenede sager C-283/94, C-291/94 og C-292/94, Denkavit m.fl., Sml. I, s. 5063).

59 Det andet spoergsmaal skal derfor besvares med, at det i princippet paahviler de nationale domstole at afgoere, om en tilsidesaettelse af faellesskabsretten er tilstraekkelig kvalificeret til, at medlemsstaten ifalder erstatningsansvar uden for kontrakt over for privatpersoner.

60 Under hensyn til besvarelsen af det andet spoergsmaal er det ikke noedvendigt at besvare det tredje praejudicielle spoergsmaal.

Det fjerde spoergsmaal

61 Med det fjerde spoergsmaal oensker den nationale ret naermere bestemt at faa oplyst, om betaling af erstatning i medlemsstater med forbundsstruktur for skader, som privatpersoner har lidt som foelge af administrative foranstaltninger, der er i strid med faellesskabsretten, noedvendigvis skal foretages af forbundsstaten for at opfylde den paagaeldende medlemsstats forpligtelser i henhold til faellesskabsretten.

62 Det paahviler enhver medlemsstat at sikre, at privatpersoner opnaar erstatning for den skade, de tilfoejes ved manglende overholdelse af faellesskabsretten, uanset hvilken myndighed der er skyld i denne tilsidesaettelse, og uanset hvem der i princippet er forpligtet til at betale erstatningen i henhold til den paagaeldende medlemsstats ret. En medlemsstat kan derfor ikke paaberaabe sig den fordeling af kompetence og ansvar mellem de kollektive enheder, der findes i dens interne retsorden, for at unddrage sig dette ansvar.

63 Med dette forbehold paalaegger faellesskabsretten ikke medlemsstaterne at aendre fordelingen af kompetence og ansvar mellem de offentligretlige kollektive enheder, der findes paa deres territorium. De faellesskabsretlige krav er opfyldt, naar procedurebestemmelserne i den interne retsorden giver en effektiv beskyttelse af de rettigheder, som privatpersoner har efter faellesskabsretten, uden at det er svaerere at goere disse rettigheder gaeldende i forhold til de rettigheder, som de har i den interne retsorden.

64 Det fjerde spoergsmaal skal derfor besvares med, at i medlemsstater med forbundsstruktur skal betaling af erstatning for skader, som privatpersoner har lidt som foelge af administrative foranstaltninger, der er i strid med faellesskabsretten, ikke noedvendigvis foretages af forbundsstaten for at opfylde den paagaeldende medlemsstats forpligtelser i henhold til faellesskabsretten.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

65 De udgifter, der er afholdt af den oestrigske, den graeske og den spanske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Landesgericht fuer Zivilrechtssachen Wien ved kendelse af 13. august 1997, for ret:

1) EF-traktatens artikel 73 B (nu artikel 56 EF) og artikel 70 i akten vedroerende vilkaarene for Republikken OEstrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltraedelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europaeiske Union,

- er ikke til hinder for en ordning for erhvervelse af fast ejendom som den, der var indfoert ved Tiroler Grundverkehrsgesetz fra 1993, medmindre det maa antages, at denne lov ikke var en del af Republikken OEstrigs interne retsorden den 1. januar 1995

- er til hinder for en ordning som den, der er indfoert ved Tiroler Grundverkehrsgesetz fra 1996.

2) Det paahviler i princippet de nationale domstole at afgoere, om en tilsidesaettelse af faellesskabsretten er tilstraekkelig kvalificeret til, at medlemsstaten ifalder erstatningsansvar uden for kontrakt over for privatpersoner.

3) I medlemsstater med forbundsstruktur skal betaling af erstatning for skader, som privatpersoner har lidt som foelge af administrative foranstaltninger, der er i strid med faellesskabsretten, ikke noedvendigvis foretages af forbundsstaten for at opfylde den paagaeldende medlemsstats forpligtelser i henhold til faellesskabsretten.