61997J0295

1 Praejudicielle spoergsmaal - Domstolens kompetence - graenser - statsstoette - de nationale retters rolle - fuldstaendig beskyttelse af borgernes rettigheder - mulighed for at indhente oplysninger hos Kommissionen eller forelaegge Domstolen en anmodning om praejudiciel afgoerelse

(EF-traktaten, art. 92 (efter aendring nu art. 87 EF), art. 93, stk. 3, og art. 177 (nu henholdsvis art. 88, stk. 3, EF og art. 234 EF))

2 Statsstoette - begreb - anvendelse af en almindelig undtagelsesordning for konkurs for stoerre insolvente virksomheder - omfattet - betingelser

(EF-traktaten, art. 92 (efter aendring nu art. 87 EF))

3 Statsstoette - eksisterende stoette og ny stoette - underretning til Kommissionen - ivaerksaettelse foer Kommissionens beslutning - forbud - raekkevidde

(EF-traktaten, art. 92 (efter aendring nu art. 87 EF) og art. 93 (efter aendring nu art. 88 EF))

1 Domstolen har ikke under en sag, der er anlagt i henhold til traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF), kompetence til at fortolke national ret eller traeffe afgoerelse om en national foranstaltnings forenelighed med faellesskabsretten.

En national ret kan imidlertid ved kontrollen med, at medlemsstaterne opfylder deres forpligtelser ifoelge traktatens artikel 92 (efter aendring nu artikel 87 EF) og 93 (nu artikel 88 EF), for at fastslaa, om en statslig foranstaltning, som er indfoert uden iagttagelse af den forudgaaende undersoegelsesprocedure efter traktatens artikel 93, stk. 3, skulle have vaeret underkastet denne procedure, vaere noedt til at fortolke det i traktatens artikel 92 omhandlede stoettebegreb. Saafremt den er i tvivl om, hvorledes den skal klassificere den omhandlede statsstoetteforanstaltning, kan den anmode Kommissionen om naermere oplysninger herom, eller den kan eller skal i overensstemmelse med artikel traktatens artikel 177, stk. 2 og 3, forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal om fortolkning af traktatens artikel 92.

2 Stoettebegrebet er mere generelt end tilskudsbegrebet, fordi det ikke blot omfatter positive ydelser saasom selve tilskuddene, men ligeledes de indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at vaere tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har samme virkninger. Endvidere indebaerer begrebet »stoette« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i traktatens artikel 92, stk. 1 (efter aendring nu artikel 87, stk. 1, EF) noedvendigvis fordele, der direkte eller indirekte ydes ved hjaelp af statsmidler, eller som udgoer en supplerende byrde for staten eller organer, der er udpeget eller oprettet til dette formaal.

Anvendelsen af en ordning, som fraviger den almindelige konkursret til fordel for store, kriseramte industrivirksomheder, hvis gaeld til visse kategorier af kreditorer, hovedsagelig offentlige, er saerlig stor, skal anses for at give anledning til tildeling af statsstoette som omhandlet i artikel 92, stk. 1, naar det er fastslaaet, at denne virksomhed

- har haft tilladelse til at viderefoere sin oekonomiske aktivitet under omstaendigheder, hvor en saadan mulighed ville have vaeret udelukket i forbindelse med anvendelsen af den almindelige konkursret, eller

- har haft en eller flere fordele, saasom en statslig kaution, en nedsat skattesats, en fritagelse fra forpligtelsen til at betale boeder eller et reelt afkald, helt eller delvist, paa det offentliges fordringer, som en anden insolvent virksomhed ikke ville have haft krav paa ved anvendelsen af den almindelige konkursret.

3 Det fremgaar saavel af indholdet af som maalsaetningerne med bestemmelsen i traktatens artikel 93 (nu artikel 88 EF), at stoetteordninger, der allerede var gaeldende foer tidspunktet for traktatens ikrafttraeden, og stoetteordninger, der lovligt er blevet ivaerksat under iagttagelse af de i traktatens artikel 93, stk. 3, fastsatte krav, herunder stoetteordninger, der er blevet meddelt Kommissionen, uden at denne tager stilling til de meddelte stoetteprojekters forenelighed med faellesmarkedet i rimelig god tid efter, at disse er blevet overvejet og undersoegt, jf. fortolkningen af denne artikel i Domstolens dom af 11. december 1973 (sag 120/73), skal anses for eksisterende stoetteordninger efter artikel 93, stk. 1. Derimod skal foranstaltninger, hvorved der paataenkes indfoerelse eller aendring af stoette, anses for nye stoetteforanstaltninger, der er underlagt underretningsforpligtelsen ifoelge sidstnaevnte bestemmelse, hvorved bemaerkes, at aendringer kan vedroere saavel eksisterende stoetteordninger som oprindelige planer om paataenkt stoette, som Kommissionen er blevet underrettet om.

Naar det saaledes er godtgjort, at en ordning, som fraviger den almindelige konkursret, i og for sig kan foere til ydelse af statsstoette som omhandlet i artikel 92, stk. 1, kan denne ordning derfor ikke gennemfoeres, hvis den ikke er blevet meddelt Kommissionen, og, saafremt meddelelse har fundet sted, ikke foer Kommissionen har truffet en afgoerelse, der anerkender, at projektet er foreneligt med faellesmarkedet, eller, saafremt Kommissionen ikke inden to maaneder fra meddelelsen har truffet afgoerelse, foer denne frists udloeb.

1 Ved kendelse af 29. juli 1997, indgaaet til Domstolen den 11. april 1997, har Tribunale di Genova i medfoer af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 92 (efter aendring nu artikel 87 EF).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, som Industrie Aeronautiche e Meccaniche Rinaldo Piaggio SpA (herefter »Piaggio«) har anlagt mod det tyske selskab Dornier Luftfahrt GmbH (herefter »Dornier«) vedroerende tilbagebetaling af et beloeb paa 30 028 894 382 ITL, som Piaggio har betalt til Dornier.

3 Piaggio koebte hos Dornier tre fly, der skulle leveres til det italienske forsvar. Piaggio betalte ved fra december 1992 at foretage en raekke overfoersler til Dornier samt ved transporter til Dornier at overdrage forskellige fordringer paa Forsvarsministeriet og selskabet International Factors Italia SpA.

4 Ved dekret af 28. november 1994, der blev vedtaget af industriministeren og ministeren for statens finanser i faellesskab (GURI nr. 281 af 1.12.1994), blev Piaggio sat under saerlig administration i henhold til lov nr. 95/79 af 3. april 1979 (GURI nr. 94 af 4.4.1979, herefter »lov nr. 95/79«). Beslutningen herom blev truffet i forlaengelse af en af Tribunale di Genova den 29. oktober 1994 afsagt dom, der erklaerede Piaggio for insolvent og fastslog, at selskabet kunne saettes under saerlig administration.

5 Den 14. februar 1996 anlagde Piaggio sag ved Tribunale di Genova med paastand dels om, at samtlige betalinger, overdragelser af og transporter paa fordringer til Dornier i de to sidste aar foer Piaggio's overgang til saerlig administration blev omstoedt i forhold til selskabets massekreditorer, dels om, at Dornier blev doemt til at tilbagebetale de dertil svarende beloeb med tillaeg af renter. Piaggio gjorde i den denne forbindelse gaeldende, at Dornier, skoent bekendt med, at Piaggio ikke var betalingsdygtig, fra selskabet i anledning af salget af de tre fly, modtog forskellige praeferencebetalinger til et samlet beloeb af 30 028 894 382 ITL i strid med princippet om samtlige kreditorers ret til ligelig fyldestgoerelse.

6 Piaggio stoettede sin paastand paa artikel 67 i konkursloven, der finder anvendelse i sagen i kraft af henvisningerne i artikel 1 i lov nr. 95/79 og artikel 203 i konkursloven, hvorefter betalinger i de sidste to aar, foer en virksomhed erklaeres for insolvent, og proceduren for dens anbringelse under saerlig administration indledes, kan omstoedes til fordel for den insolvente virksomheds massekreditorer.

7 Dornier paastod sagsoegerens paastand afvist under anbringende af, at lov nr. 95/79 er i strid med traktatens artikel 92.

8 Proceduren med saerlig administration af stoerre kriseramte virksomheder blev indfoert ved lov nr. 95/79.

9 I medfoer af lovens artikel 1, stk. 1, finder proceduren anvendelse paa virksomheder, som i mindst et aar har haft over 300 beskaeftigede, og hvis gaeld til kreditinstitutter, socialforsikringsinstitutter eller til selskaber, hvori staten er hovedaktionaer, andrager mindst 80,444 mia. ITL samt et beloeb paa fem gange den frigjorte kapital.

10 Ifoelge samme lovs artikel 1a finder proceduren ligeledes anvendelse, naar insolvens skyldes forpligtelsen til at tilbagebetale staten, offentlige organer eller selskaber, hvori staten er hovedaktionaer, beloeb paa mindst 50 mia. ITL, svarende til mindst 51% af den frigjorte kapital som tilbagebetaling af ulovlig stoette eller stoette, der er uforenelig med faellesmarkedet, eller stoette til teknologisk udvikling og forskning.

11 Det bestemmes i artikel 2, stk. 1, i lov nr. 95/79, at en virksomhed for at kunne blive omfattet af proceduren med saerlig administration indenretligt skal vaere erklaeret insolvent af en domstol enten i henhold til konkursloven, eller fordi den ikke har udbetalt loen i mindst tre maaneder. Industriministeren kan efter hoering af ministeren for statens finanser vedtage et dekret, hvorved virksomheden saettes under saerlig administration, og kan under hensyntagen til kreditorernes interesser tillade, at virksomheden fortsaetter driften i et tidsrum af hoejst to aar, der hoejst kan forlaenges med yderligere to aar efter indstilling fra det tvaerministerielle udvalg til samordning af industripolitikken (herefter »CIPI«).

12 Virksomheder under saerlig administration er undergivet konkurslovens almindelige bestemmelser med de udtrykkelige undtagelser, der fremgaar af lov nr. 95/79 eller senere love. I forbindelse med proceduren med saerlig administration kan ejeren af den insolvente virksomhed ligesom i forbindelse med den almindelige likvidationsprocedure ikke disponere over sine aktiver, som i princippet skal tjene til fyldestgoerelse af kreditorerne; renterne af den eksisterende gaeld suspenderes; ingen betaling af gaeld i en bestemt periode forud for insolvenserklaeringen kan omstoedes; ingen individuel kreditorforfoelgning kan ivaerksaettes eller fremmes i den paagaeldende virksomheds formue. I tilfaelde af saerlig administration omfatter suspensionen af kreditorforfoelgning dog, til forskel fra den almindelige konkursprocedure, skattegaeld samt boeder, renter og tillaeg som foelge af for sen betaling af selskabsskat, jf. artikel 4 i lov nr. 544/81.

13 Herudover kan staten efter samstemmende udtalelse fra CIPI i medfoer af artikel 2a i lov nr. 95/79, kautionere for hele eller en del af den gaeld, som virksomheder under saerlig administration maatte stifte til finansiering af den loebende drift og til genaktivering og faerdiggoerelse af installationer, bygninger og industriudstyr, paa de betingelser og vilkaar, der gaelder i henhold til dekret udstedt af ministeren for statens finanser.

14 I forbindelse med saneringen er det tilladt at saelge alle den insolvente virksomheds anlaeg paa de vilkaar, der er fastsat i lov nr. 95/79. Ifoelge lovens artikel 5a er overdragelsen af ejendomsretten til hele eller en del af virksomheden paalagt en fast registreringsafgift paa 1 mio. ITL.

15 Desuden er virksomheder under saerlig administration i henhold til artikel 3, stk. 2, i lov nr. 19/87 af 6. februar 1987 (GURI nr. 32 af 9.2.1987) fritaget for betaling af boeder for manglende betaling af obligatoriske socialbidrag.

16 Naar en virksomhed under saerlig administration i medfoer af artikel 2, andet led, i lov nr. 95/79 meddeles tilladelse til at viderefoere sine aktiviteter, skal den udpegede administrator udfaerdige den noedvendige handlingsplan, hvis forenelighed med hovedretningslinjerne i den nationale industripolitik undersoeges af CIPI, inden den godkendes af industriministeren. Beslutninger vedroerende spoergsmaal om omstrukturering, salg af aktiver, likvidation eller ophoer af perioden med saerlig administration skal godkendes af samme minister.

17 Foerst ved slutningen af perioden med saerlig administration kan kreditorer med fordringer i en virksomhed, som er undergivet denne ordning, opnaa fyldestgoerelse, helt eller delvist, gennem frasalg af virksomhedens aktiver eller gennem dennes nye indtjening. Endvidere daekkes efter konkurslovens artikel 111 og 212 udgifter afholdt i forbindelse med den saerlige administration og viderefoerelsen af virksomhedens drift, herunder gaeld, der er blevet stiftet, ved fradrag i provenuet af bomassens salg, med fortrinsret for de fordringer, der bestod paa tidspunktet for den saerlige administrations paabegyndelse.

18 Proceduren med saerlig administration slutter efter indgaaelse af en akkord, fuldstaendig fordeling af aktiverne, og fuldstaendig afvikling af gaelden efter konstatering af insufficiens, eller efter at virksomheden har genvundet evnen til opfylde sine forpligtelser og dermed at vende tilbage til oekonomisk stabilitet.

19 Det bemaerkes i oevrigt, at Kommissionen i skrivelse E 13/92 (EFT 1994 C 395, s. 4), der blev tilstillet den italienske regering i medfoer af EF-traktatens artikel 93, stk. 1 (nu artikel 88, stk. 1, EF), har anfoert, at lov nr. 95/79 efter dens opfattelse i forskellige henseender faldt inden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 92 ff., og henstillede, at enhver anvendelse af denne lov forudgaaende blev meddelt Kommissionen, saaledes at de forskellige tilfaelde kunne undersoeges inden for rammerne af den ordning, der finder anvendelse paa stoette til kriseramte virksomheder.

20 De italienske myndigheder svarede, at de kun havde i sinde at foretage en forudgaaende meddelelse i de tilfaelde, som angaar statslig kaution som omhandlet i artikel 2a i lov nr. 95/79, og paa baggrund heraf besluttede Kommissionen at indlede den i traktatens artikel 93, stk. 2, omhandlede procedure. Det fremgaar ikke af sagen, at denne procedure hidtil har foert til vedtagelse af en endelig kommissionsbeslutning.

21 Den forelaeggende ret er i tvivl om lov nr. 95/79's forenelighed med traktatens artikel 92, og har paa denne baggrund besluttet at udsaette sagen og anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal:

»1) Kan en national rets anmodning til Domstolen om en direkte afgoerelse vedroerende lovligheden efter traktatens artikel 92 (statsstoette) af en i en medlemsstat gaeldende lovbestemmelse, admitteres?

2) Saafremt dette spoergsmaal besvares bekraeftende, kan det da antages, at den italienske stat med lov nr. [95] af 3. april 1979 om saerlig administration af stoerre kriseramte virksomheder - og navnlig med de i praemisserne til naervaerende kendelse naevnte bestemmelser i denne lov - kan antages at have ydet bestemte af denne lov omfattede virksomheder ('stoerre virksomheder') stoette, der er i strid med traktatens artikel 92?«

Formaliteten med hensyn til den praejudicielle forelaeggelse

22 Piaggio har gjort gaeldende, at de praejudicielle spoergsmaal ikke kan admitteres, idet forelaeggelseskendelsen paa den ene side ikke fyldestgoerende og klart angiver den retlige ramme, som den oenskede fortolkning indgaar i, og de forelagte spoergsmaal paa den anden side ikke er relevante for afgoerelsen af hovedsagen, hvor kravet om omstoedelse er blevet stoettet paa almindelige konkursbestemmelser, hvorefter betalinger, der er foretaget de to sidste aar foer insolvenserklaeringen, kan omstoedes.

23 Selv om forelaeggelseskendelsen ganske vist kun meget summarisk gengiver den retlige ramme, der danner baggrund for den praejudicielle anmodning, kan dette ikke i den foreliggende sag medfoere, at spoergsmaalene skal afvises. Denne gengivelse er nemlig tilstraekkelig, idet den goer det muligt klart at forstaa de forelagte spoergsmaal.

24 I oevrigt bemaerkes det, at det udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgoerelse, som skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal, den forelaegger Domstolen (jf. bl.a. dom af 1.12.1998, sag C-200/97, Ecotrade, Sml. I, s. 7907, praemis 25).

25 I oevrigt kan det fastslaas, at i den foreliggende sag er spoergsmaalet, om en ordning som den ved lov nr. 95/79 indfoerte skal anses for en ny stoette eller en allerede foreliggende stoette, hvilket spoergsmaal Domstolen vil tage stilling til ex officio i det foelgende inden for rammerne af det snaevre samarbejde mellem den og de nationale retter, ikke uden betydning for afgoerelsen af hovedsagen i betragtning af de resultater, som den forelaeggende ret efter traktatens artikel 92 og 93 vil kunne naa frem til som foelge af den manglende forudgaaende underretning til Kommissionen om den stoetteordning, der eventuelt er tale om.

26 Desuden er det udelukket straks at fastslaa, at Dornier's situation, saafremt Piaggio helt var undergivet de almindelige konkursregler, paa enhver maade ville have vaeret den samme, navnlig naar det gaelder selskabets mulighed for i al fald delvis at opnaa daekning for sine fordringer, ogsaa selv om muligheden for at faa omstoedt betalinger i venteperioden forud for insolvenserklaeringen bestaar efter de almindelige konkursregler. Spoergsmaalet herom skal afgoeres af den nationale ret.

27 De praejudicielle spoergsmaal skal derfor besvares.

Det foerste praejudicielle spoergsmaal

28 Den forelaeggende ret spoerger med sit foerste spoergsmaal, om den kan anmode Domstolen om en direkte afgoerelse vedroerende en national foranstaltnings forenelighed med traktatens artikel 92.

29 Det bemaerkes for det foerste, at efter fast retspraksis kan Domstolen under en sag efter traktatens artikel 177 ikke fortolke national ret eller afgoere, om en national foranstaltning er forenelig med faellesskabsretten (jf. bl.a. dom af 21.1.1993, sag C-188/91, Deutsche Shell, Sml. I, s. 363, praemis 27).

30 Specielt vedroerende kontrollen med medlemsstaternes overholdelse af deres forpligtelser i henhold til traktatens artikel 92 og 93 bemaerkes det, som anfoert i Domstolens dom af 11. juli 1996 (sag C-39/94, SFEI m.fl., Sml. I, s. 3547, praemis 41 ff.), indtager de nationale retter og Kommissionen roller, som dels supplerer hinanden, dels er klart adskilte.

31 Mens det alene er Kommissionen, der er kompetent til med forbehold af Domstolens efterproevelse at traeffe afgoerelse om stoetteforanstaltningers forenelighed med faellesmarkedet, har de nationale retter til opgave at sikre borgernes rettigheder, i tilfaelde af tilsidesaettelse af forpligtelsen ifoelge artikel 93, stk. 3, til at give Kommissionen forudgaaende underretning om statsstoette.

32 Herved kan en national ret for at fastslaa, om en statslig foranstaltning, som er indfoert uden iagttagelse af den forudgaaende undersoegelsesprocedure efter artikel 93, stk. 3, skulle have vaeret underkastet denne procedure, vaere noedt til at fortolke det i traktatens artikel 92 omhandlede stoettebegreb. Saafremt den, som forelaeggelseskendelsen i denne sag viser, er i tvivl om, hvorledes den skal klassificere den omhandlede statsstoetteforanstaltning, kan den anmode Kommissionen om naermere oplysninger herom, eller den kan eller skal i overensstemmelse med traktatens artikel 177, stk. 2 og 3, forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal om fortolkning af traktatens artikel 92 (SFEI m.fl.-dommen, praemis 49, 50 og 51).

33 For at give den forelaeggende ret et brugbart svar, maa det derfor undersoeges, om en ordning som den, der er indfoert ved lov nr. 95/79, der fraviger de almindelige konkursregler, kan kvalificeres som statsstoette i traktatens artikel 92's forstand, og i henhold til artikel 93, stk. 3, skulle have vaeret meddelt Kommissionen, foer den blev ivaerksat.

Definitionen af stoette

34 Som Domstolen allerede har fastslaaet, er stoettebegrebet mere generelt end tilskudsbegrebet, fordi det ikke blot omfatter positive ydelser saasom selve tilskuddene, men ligeledes de indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at vaere tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger (jf. dom af 15.3.1994, sag C-387/92, Banco Exterior de España, Sml. I, s. 877, praemis 13, og Ecotrade-dommen, praemis 34).

35 Begrebet »stoette« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i traktatens artikel 92, stk. 1, indebaerer noedvendigvis fordele, der direkte eller indirekte ydes ved hjaelp af statsmidler, eller som udgoer en supplerende byrde for staten eller organer, der er udpeget eller oprettet til dette formaal (jf. bl.a. dom af 7.5.1998, forenede sager C-52/97, C-53/97 og C-54/97, Viscido m.fl., Sml. I, s. 2629, praemis 13).

36 Som Domstolen har fastslaaet i forbindelse med EKSF-traktatens artikel 4, litra c), i naevnte Ecotrade-dom, vil flere kendetegn ved den ordning, der er indfoert ved lov nr. 95/79, saerlig med hensyn til omstaendighederne i hovedsagen, kunne goere det muligt at fastslaa eksistensen af stoette som omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 1, saafremt den raekkevidde, der tillaegges dem nedenfor, blev bekraeftet af den forelaeggende ret.

37 For det foerste fremgaar det af sagen, at lov nr. 95/79 kan finde anvendelse paa en selektiv maade til fordel for store, kriseramte industrivirksomheder, hvis gaeld til visse kategorier af kreditorer, hovedsagelig offentlige, er saerlig stor. Som Domstolen har anfoert i praemis 38 i Ecotrade-dommen, er det endda hoejst sandsynligt, at staten eller offentlige organer hoerer til blandt den beroerte virksomheds hovedkreditorer.

38 Det skal ligeledes understreges, at industriministerens beslutninger om at stille en kriseramt virksomhed under saerlig administration og at tillade den at fortsaette driften, ogsaa naar de traeffes for paa bedst mulig maade at varetage kreditorernes interesser og under saerlig hensyntagen til mulighederne for en nyttiggoerelse af virksomhedens aktiver, som Domstolen har fastslaaet i praemis 39 i Ecotrade-dommen og den forelaeggende ret bekraeftet, ogsaa paavirkes af oensket om, ud fra nationale industripolitiske hensyn, at bevare virksomhedens oekonomiske aktivitet.

39 Under disse omstaendigheder og under hensyntagen til den type virksomheder, der er omfattet af den omtvistede ordning, samt til udstraekningen af de skoensbefoejelser, som ministeren raader over, navnlig naar han tillader, at en insolvent virksomhed under saerlig administration fortsaetter driften, opfylder den omhandlede ordning betingelsen om specificitet, der er en af begrebet statsstoettes kendetegn (jf. paa linje hermed dom af 26.9.1996, sag C-241/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 4551, praemis 23 og 24).

40 Uanset hvilket formaal, den nationale lovgiver forfoelger, fremgaar det, at den omhandlede lovgivning kan stille de virksomheder, som den finder anvendelse paa, i en bedre situation end andre, idet lovgivningen goer det muligt at fortsaette virksomhedernes oekonomiske aktivitet under omstaendigheder, hvor en saadan mulighed ville vaere udelukket ved anvendelse af de almindelige konkursregler, der tager afgoerende hensyn til beskyttelsen af kreditorernes interesser. Imidlertid vil en tilladelse til at viderefoere de oekonomiske aktiviteter under saadanne omstaendigheder - naar henses til fordringernes prioritet i forbindelse med aktiviteternes viderefoerelse - kunne medfoere en supplerende byrde for de offentlige myndigheder, hvis det faktisk blev konstateret, at staten eller offentlige organer figurerede blandt den kriseramte virksomheds hovedkreditorer, i det omfang denne skylder betydelige summer.

41 Endvidere indebaerer den saerlige administration ud over en statslig kaution i medfoer af artikel 2a i lov nr. 95/79, som de italienske myndigheder har accepteret forudgaaende at meddele Kommissionen, en udvidelse af forbuddet mod og suspensionen af enhver individuel kreditorforfoelgning til inddrivelse af skattegaeld samt boeder, renter og tillaeg som foelge af for sen betaling af selskabsskat, fritagelse for forpligtelsen til betaling af boeder paalagt som foelge af manglende betaling af socialbidrag, samt anvendelsen af en praeferencesats ved overdragelse af hele eller en del af virksomheden, idet overdragelsen er paalagt en fast registreringsafgift paa 1 mio. ITL, hvorimod den almindelige registreringsafgift udgoer 3% af vaerdien af de overdragne genstande.

42 Saadanne fordele, der er indroemmet af den nationale lovgiver, vil ligeledes kunne indebaere en supplerende byrde for de offentlige myndigheder i form af en statslig kaution, et afkald paa offentlige fordringer, en fritagelse for forpligtelsen til betaling af boeder samt en nedsat skattesats. Det kan kun forholde sig anderledes, hvis det godtgoeres, at den saerlige administration og viderefoerelsen af virksomhedens oekonomiske aktivitet ikke vil medfoere en supplerende byrde for staten i forhold til det, der ville foelge af anvendelsen af de almindelige bestemmelser om konkurs. Det tilkommer den forelaeggende ret at undersoege disse elementer eventuelt efter at have indhentet oplysninger hos Kommissionen.

43 Paa baggrund af det ovenfor anfoerte skal det fastslaas, at anvendelsen paa en virksomhed af en ordning som den, der er indfoert ved lov nr. 95/79, og som fraviger den almindelige konkursret, skal anses for at give anledning til tildeling af statsstoette som omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 1, naar det er fastslaaet, at denne virksomhed

- har haft tilladelse til at viderefoere sin oekonomiske aktivitet under omstaendigheder, hvor en saadan mulighed ville have vaeret udelukket i forbindelse med anvendelsen af den almindelige konkursret, eller

- har haft en eller flere fordele, saasom en statslig kaution, en nedsat skattesats, en fritagelse fra forpligtelsen til at betale boeder eller et reelt afkald, helt eller delvist, paa det offentliges fordringer, som en anden insolvent virksomhed ikke ville have haft krav paa ved anvendelsen af den almindelige konkursret.

Foelgerne af manglende forudgaaende underretning

44 Traktaten indeholder i artikel 93 bestemmelser om Kommissionens loebende undersoegelse af og kontrol med stoette. For saa vidt angaar nye stoetteordninger, som medlemsstaterne agter at indfoere, fastlaegger den en forudgaaende procedure, hvis gennemfoerelse er en absolut forudsaetning for, at en stoette kan anses for lovligt indfoert. I henhold til artikel 93, stk. 3, foerste punktum, skal enhver paataenkt indfoerelse eller aendring af stoetteforanstaltninger meddeles Kommissionen, foer de gennemfoeres.

45 Kommissionen har imidlertid defineret ordningen ifoelge lov nr. 95/79 som »eksisterende statsstoetteforanstaltning«, idet den dog samtidig har erkendt, at denne lov, selv om den blev kundgjort efter traktatens ikrafttraeden, ikke blev meddelt den i overensstemmelse med bestemmelserne i traktatens artikel 93, stk. 3. Dens synspunkter bygger paa hensigtsmaessighedsgrunde, herunder bl.a. dens egne vanskeligheder gennem 14 aar med, hvilken form for statsstoette der kunne antages at foreligge med lov nr. 95/79, forventningerne hos de erhvervsdrivende, der var underkastet ordningen ifoelge denne lov, dennes sjaeldne anvendelse, og umuligheden af i praksis at faa de beloeb, der eventuelt ville kunne kraeves tilbage, tilbagebetalt.

46 Dette synspunkt kan ikke anerkendes.

47 Afgoerelsen af, om der foreligger ny stoette, og om dennes indfoerelse derfor kraever ivaerksaettelse af proceduren for forudgaaende undersoegelse i henhold til artikel 93, stk. 3, kan nemlig ikke bero paa en subjektiv vurdering foretaget af Kommissionen.

48 Som Domstolen har fastslaaet i dom af 9. august 1994 (sag C-44/93, Namur-Les assurances du crédit, Sml. I, s. 3829, praemis 13), fremgaar det af saavel indholdet af som maalsaetningerne med bestemmelserne i artikel 93, at stoetteordninger, der allerede var gaeldende foer tidspunktet for traktatens ikrafttraedelse, og stoetteordninger, der lovligt er blevet ivaerksat under iagttagelse af de i artikel 93, stk. 3, fastsatte krav, herunder de krav, som fremgaar af Domstolens fortolkning i dom af 11. december 1973 (sag 120/73, Lorenz, Sml. s. 1471, praemis 4, 5 og 6), skal anses for eksisterende stoetteordninger efter artikel 93, stk. 1, mens stoetteordninger skal anses for nye stoetteordninger, der er underlagt underretningsforpligtelsen ifoelge artikel 93 stk. 3, saafremt der er tale om en paataenkt indfoerelse eller aendring af stoetteforanstaltninger, hvorved bemaerkes, at aendringer i denne forstand kan vedroere saavel eksisterende stoetteordninger som oprindelige planer om paataenkt stoette, som Kommissionen er blevet underrettet om.

49 Naar det saaledes er godtgjort, at en ordning som den, der er indfoert ved lov nr. 95/79, i og for sig kan foere til ydelse af statsstoette som omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 1, kan denne ordning derfor ikke gennemfoeres, hvis den ikke er blevet meddelt Kommissionen, og, saafremt meddelelse har fundet sted, ikke foer Kommissionen har truffet en afgoerelse, der anerkender, at stoetteprojektet er foreneligt med faellesmarkedet, eller, saafremt Kommissionen ikke inden to maaneder fra meddelelsen har truffet afgoerelse, foer denne frists udloeb (jf. Lorenz-dommen, praemis 4).

50 Det foerste spoergsmaal skal derfor besvares paa foelgende maade:

Domstolen har ikke under en sag, der er anlagt i henhold til traktatens artikel 177 kompetence til at fortolke national ret eller traeffe afgoerelse om en national foranstaltnings forenelighed med traktatens artikel 92. En national ret kan imidlertid, naar den faar forelagt et krav om, at den skal fastslaa foelgerne af en tilsidesaettelse af traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, anmode Kommissionen om oplysninger eller kan eller skal i henhold til artikel 177, stk. 2 og 3, anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 92 med henblik paa at afgoere, om de omhandlede statslige foranstaltninger udgoer statsstoette, som skulle have vaeret meddelt Kommissionen.

Anvendelsen paa en virksomhed af en ordning som den, der er indfoert ved lov nr. 95/79, og som fraviger den almindelige konkursret, skal anses for at give anledning til tildeling af statsstoette som omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 1, naar det er fastslaaet, at denne virksomhed

- har haft tilladelse til at viderefoere sin oekonomiske aktivitet under omstaendigheder, hvor en saadan mulighed ville have vaeret udelukket i forbindelse med anvendelsen af den almindelige konkursret, eller

- har haft en eller flere fordele, saasom en statslig kaution, en nedsat skattesats, en fritagelse fra forpligtelsen til at betale boeder eller et reelt afkald, helt eller delvist, paa det offentliges fordringer, som en anden insolvent virksomhed ikke ville have haft krav paa ved anvendelsen af den almindelige konkursret.

Naar det er godtgjort, at en ordning som den, der er indfoert ved lov nr. 95/79, i og for sig kan foere til ydelse af statsstoette som omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 1, kan denne ordning derfor ikke gennemfoeres, hvis den ikke er blevet meddelt Kommissionen, og, saafremt meddelelse har fundet sted, ikke foer Kommissionen har truffet en afgoerelse, der anerkender, at stoetteprojektet er foreneligt med faellesmarkedet, eller, saafremt Kommissionen ikke inden to maaneder fra meddelelsen har truffet afgoerelse, foer denne frists udloeb.

Det andet praejudicielle spoergsmaal

51 I betragtning af besvarelsen af det foerste spoergsmaal er det ufornoedent at besvare det andet spoergsmaal.

Sagens omkostninger

52 De udgifter, der er afholdt af den italienske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunale di Genova ved kendelse af 29. juli 1997, for ret:

1) Domstolen har ikke under en sag, der er anlagt i henhold til EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) kompetence til at fortolke national ret eller traeffe afgoerelse om en national foranstaltnings forenelighed med EF-traktatens artikel 92 (efter aendring nu artikel 87 EF). En national ret kan imidlertid, naar den faar forelagt et krav om, at den skal fastslaa foelgerne af en tilsidesaettelse af artikel 93, stk. 3, sidste punktum (nu artikel 88, stk. 3, sidste punktum, EF), anmode Kommissionen om oplysninger eller kan eller skal i henhold til traktatens artikel 177, stk. 2 og 3, anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 92 med henblik paa at afgoere, om de omhandlede statslige foranstaltninger udgoer statsstoette, som skulle have vaeret meddelt Kommissionen.

2) Anvendelsen paa en virksomhed af en ordning som den, der er indfoert ved lov nr. 95/79 af 3. april 1979, og som fraviger den almindelige konkursret, skal anses for at give anledning til tildeling af statsstoette som omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 1, naar det er fastslaaet, at denne virksomhed

- har haft tilladelse til at viderefoere sin oekonomiske aktivitet under omstaendigheder, hvor en saadan mulighed ville have vaeret udelukket i forbindelse med anvendelsen af den almindelige konkursret, eller

- har haft en eller flere fordele, saasom en statslig kaution, en nedsat skattesats, en fritagelse fra forpligtelsen til at betale boeder eller et reelt afkald, helt eller delvist, paa det offentliges fordringer, som en anden insolvent virksomhed ikke ville have haft krav paa ved anvendelsen af den almindelige konkursret.

3) Naar det er godtgjort, at en ordning som den, der er indfoert ved lov nr. 95/79, i og for sig kan foere til ydelse af statsstoette som omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 1, kan denne ordning derfor ikke gennemfoeres, hvis den ikke er blevet meddelt Kommissionen, og, saafremt meddelelse har fundet sted, ikke foer Kommissionen har truffet en afgoerelse, der anerkender, at stoetteprojektet er foreneligt med faellesmarkedet, eller, saafremt Kommissionen ikke inden to maaneder fra meddelelsen har truffet afgoerelse, foer denne frists udloeb.