61997J0272

1 Traktatbrudssoegsmaal - Kommissionens beslutning om at fremsaette en begrundet udtalelse - anvendelse af kollegialitetsprincippet - raekkevidde

(EF-traktaten, art. 169)

2 Medlemsstater - forpligtelser - gennemfoerelse af direktiver - manglende gennemfoerelse - begrundelse - ulovlig

(EF-traktaten, art. 169)

3 Selv om Kommissionens beslutning om at fremsaette en begrundet udtalelse er undergivet kollegialitetsprincippet, er de formelle betingelser for en reel overholdelse af dette princip afhaengig af karakteren af de af denne institution vedtagne retsakter og deres retsvirkninger. Da der er tale om en indledende procedure, som ikke har nogen bindende retsvirkning over for adressaten for den begrundede udtalelse, og som alene er en indledende procedure, som eventuelt kan foere til soegsmaal ved Domstolen, skal Kommissionens beslutning om at fremsaette en begrundet udtalelse vaere besluttet af Kommissionen i sin helhed, hvilket indebaerer, at det grundlag, som disse beslutninger er baseret paa, skal vaere til raadighed for alle Kommissionens medlemmer. Det er derimod ikke noedvendigt, at den samlede Kommission selv fastsaetter indholdet og/eller den endelige formulering af en retsakt, som er en foelge af dens beslutning.

4 En medlemsstat kan ikke paaberaabe sig bestemmelser, fremgangsmaader eller forhold i sin nationale retsorden til stoette for, at forpligtelser og frister, der foelger af et direktiv, ikke overholdes.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 28. juli 1997 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaten, idet den ikke inden for den fastsatte frist har truffet alle de foranstaltninger, der er noedvendige for at efterkomme Raadets direktiv 90/605/EOEF af 8. november 1990 om aendring af direktiv 78/660/EOEF og 83/349/EOEF om henholdsvis aarsregnskaber og konsoliderede regnskaber, for saa vidt angaar deres anvendelsesomraade (EFT L 317, s. 60).

Direktiv 90/605

2 Direktiv 90/605 har til formaal at aendre anvendelsesomraadet for Raadets fjerde direktiv 78/660/EOEF af 25. juli 1978 paa grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om aarsregnskaberne for visse selskabsformer (EFT L 222, s. 11) og for Raadets syvende direktiv 83/349/EOEF af 13. juni 1983 paa grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om konsoliderede regnskaber (EFT L 193, s. 1).

3 Direktiv 78/660 og 83/349 foreskriver samordningsforanstaltninger vedroerende de nationale bestemmelser om henholdsvis kapitalselskabers aarsregnskaber og konsoliderede regnskaber. For Tysklands vedkommende finder de anvendelse paa foelgende selskabsformer: Aktiengesellschaft (aktieselskab), Kommanditgesellschaft auf Aktien (kommanditaktieselskab) og Gesellschaft mit beschraenkter Haftung (anpartsselskab).

4 Direktiv 90/605 udvider anvendelsesomraadet for direktiv 78/660 og 83/349 til visse former for personselskaber, hvis selskabsdeltagere selv er organiseret i visse selskabsformer.

5 Artikel 1 og 2 i direktiv 90/605 udvider for Tysklands vedkommende anvendelsen af de samordningsforanstaltninger, som er foreskrevet i henholdsvis direktiv 78/660 og 83/349, til to selskabsformer, offene Handelsgesellschaft (interessentskab) og Kommanditgesellschaft (kommanditselskab), naar alle de personligt haeftende selskabsdeltagere er selskaber, der har en form som naevnt i denne doms praemis 3, eller selskaber, der ikke henhoerer under en medlemsstats lovgivning, men som har en retlig form, der svarer til dem, der er omhandlet i Raadets foerste direktiv 68/151/EOEF af 9. marts 1968 om samordning af de garantier, som kraeves i medlemsstaterne af de i traktatens artikel 58, stk. 2, naevnte selskaber til beskyttelse af saavel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, med det formaal at goere disse garantier lige byrdefulde (EFT 1968 I, s. 41).

6 Direktiv 90/605 udvider ligeledes samordningsforanstaltningerne til de selskabsformer, der er omhandlet i denne doms praemis 5, naar alle de personligt haeftende selskabsdeltagere selv er organiseret i en af de selskabsformer, der er naevnt i denne doms praemis 3 eller 5.

7 Det fastsaettes i artikel 3, stk. 1, i direktiv 90/605, at medlemsstaterne inden den 1. januar 1993 saetter de noedvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet, og at de straks underretter Kommissionen herom.

Den administrative procedure og parternes paastande

8 Da Kommissionen ved udloebet af den i artikel 3, stk. 1, i direktiv 90/605 fastsatte frist ikke havde modtaget underretning eller andre oplysninger om gennemfoerelsesforanstaltningerne, sendte Kommissionen den 12. marts 1993 den tyske regering en aabningsskrivelse.

9 Den tyske regering svarede den 2. juni 1993, at man var ved at gennemfoere direktiv 90/605.

10 Da Kommissionen ikke efter denne dato modtog nogen underretning, der gjorde det muligt for den at fastslaa, at direktiv 90/605 var blevet gennemfoert, sendte den ved skrivelse af 13. juni 1994 Forbundsrepublikken Tyskland en begrundet udtalelse, hvori den konstaterede, at denne medlemsstat havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 90/605, idet den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget alle de love og administrative bestemmelser, der er noedvendige for at efterkomme dette direktiv, og opfordrede den til at traeffe de noedvendige foranstaltninger for at efterkomme udtalelsen inden for en frist paa to maaneder efter meddelelsen.

11 Da den tyske regering ikke svarede, har Kommissionen anlagt denne sag med paastand om, at det fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser, og at det paalaegges den at betale sagens omkostninger.

12 Den tyske regering har for Domstolen nedlagt paastand om, at sagen afvises, subsidiaert om frifindelse, og at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Formaliteten

13 Den tyske regering har for det foerste gjort gaeldende, at sagen ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi den begrundede udtalelse af 13. juni 1994 blev udfaerdiget under tilsidesaettelse af kollegialitetsprincippet, som er fastsat i EF-traktatens artikel 163 og i artikel 16 i Kommissionens forretningsorden.

14 Ifoelge den tyske regering kraeves det i henhold til kollegialitetsprincippet, at beslutningerne droeftes i faellesskab, hvilket forudsaetter, at Kommissionens medlemmer under moedet har kendskab baade til den dispositive del af beslutningen, som paataenkes vedtaget, og til beslutningens begrundelse. Den tyske regering finder ikke, at disse krav er blevet overholdt i denne sag.

15 Kommissionen har bekraeftet, at den begrundede udtalelse blev vedtaget af Kommissionen i sin helhed. Den traf denne beslutning uden at have den fulde tekst af forslaget til en begrundet udtalelse til sin raadighed, men den havde som beslutningsgrundlag et dokument i form af et skema, som indeholdt en raekke oplysninger og en begrundelse for den fremgangsmaade, der blev foreslaaet. Kommissionen er af den opfattelse, at den gyldigt har truffet en principiel beslutning, som efterfoelgende er blevet gennemfoert af de kompetente tjenestegrene under ansvar af den kommissaer, der er kompetent paa det paagaeldende omraade.

16 Det bemaerkes indledningsvis, at Domstolen i dom af 29. september 1998 (sag C-191/95, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 5449) allerede har haft lejlighed til at undersoege betingelserne for Kommissionens vedtagelse af begrundede udtalelser.

17 Domstolen har i denne doms praemis 36 og 41 anfoert dels, at Kommissionens beslutning om at fremsaette en begrundet udtalelse er undergivet kollegialitetsprincippet, dels at de formelle betingelser for en reel overholdelse af dette princip afhaenger af karakteren af de af denne institution vedtagne retsakter og deres retsvirkninger.

18 For saa vidt angaar fremsaettelsen af en begrundet udtalelse har Domstolen i praemis 44 i samme dom fastslaaet, at der herved er tale om en indledende procedure, som ikke har nogen bindende retsvirkning over for adressaten for den begrundede udtalelse, og som alene er en indledende procedure, som eventuelt kan foere til soegsmaal ved Domstolen.

19 Domstolen har i den naevnte doms praemis 48 fastslaaet, at Kommissionens beslutning om at fremsaette en begrundet udtalelse skal vaere besluttet af Kommissionen i sin helhed, hvilket indebaerer, at det grundlag, som disse beslutninger er baseret paa, skal vaere til raadighed for alle Kommissionens medlemmer. Derimod har Domstolen i samme praemis fastslaaet, at det ikke er noedvendigt, at den samlede Kommission selv fastsaetter indholdet og/eller den endelige formulering af de retsakter, som er en foelge af dens beslutninger.

20 Domstolen har i den samme doms praemis 49 og 50 fastslaaet, at det stod fast, at ethvert forhold, som Kommissionens medlemmer fandt noedvendigt for deres beslutninger, var til raadighed for dem, da Kommissionen i sin helhed besluttede at fremsaette den begrundede udtalelse, og at kollegialitetsprincippet under disse omstaendigheder var blevet overholdt.

21 I denne sag kan der ikke drages andre konklusioner end dem, som Domstolen naaede til i den naevnte dom i sagen Kommissionen mod Tyskland, for saa vidt angaar den omstaendighed, at de forhold, som Kommissionens medlemmer fandt noedvendige for deres beslutning om at fremsaette den begrundede udtalelse, var til raadighed, og at kollegialitetsprincippet foelgelig er blevet overholdt.

22 Det foelger heraf, at anbringendet om, at sagen ikke kan antages til realitetsbehandling, maa forkastes som ubegrundet.

Realiteten

23 Den tyske regering har erkendt, at den ikke har truffet saerlige foranstaltninger med henblik paa at gennemfoere direktiv 90/605. Den har imidlertid gjort gaeldende, at den tyske lovgivning opfylder alle de vigtige dele af dette direktiv.

24 Bestemmelserne i III. Bog, I. Afdeling, i Handelsgesetzbuch (den tyske handelslov, herefter »HGB«), som finder anvendelse paa alle personselskaber, svarer saaledes til artikel 2, stk. 1 og 2, artikel 7, 14, artikel 15, stk. 1 og 2, artikel 18-21, 31, 35, artikel 37, stk. 2, artikel 38, 39, bortset fra stk. 1, litra d), artikel 40, stk. 1, samt artikel 41 og 42 i direktiv 78/660.

25 Desuden er bestemmelserne i Gesetz ueber die Rechnungslegung von bestimmten Unternehmen und Konzernen af 15. august 1969 (den tyske lov om offentliggoerelse af regnskaber, BGBl. I, s. 1189, herefter »Publizitaetsgesetz«), hvori det er fastsat, at personselskaber af en vis stoerrelse skal udfaerdige aarsregnskaber og konsoliderede regnskaber, naesten udelukkende baseret paa bestemmelserne i direktiv 78/660 og 83/349. Det bestemmes ligeledes i Publizitaetsgesetz, at personselskaber af en vis stoerrelse er forpligtet til at offentliggoere aarsregnskaber og konsoliderede regnskaber samt at lade disse revidere.

26 Desuden har den tyske regering gjort gaeldende, at gennemfoerelsen af direktiv 90/605 har vist sig vanskelig paa grund af forskellige opfattelser, der forekommer inden for de beroerte grupper i Tyskland, med hensyn til hvilke foranstaltninger der er noedvendige for at gennemfoere direktivet.

27 For det foerste bemaerkes, at det foelger af fast retspraksis, at en medlemsstat ikke kan paaberaabe sig bestemmelser, fremgangsmaader eller forhold i sin nationale retsorden til stoette for, at forpligtelser og frister, der foelger af et direktiv, ikke overholdes (jf. bl.a. dom af 19.2.1998, sag C-8/97, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 823, praemis 8).

28 For det andet bemaerkes, at selv om bestemmelserne i III. Bog, I. Afdeling, i HGB, som den tyske regering har paaberaabt sig, finder anvendelse paa alle personselskaber, er det ikke blevet bestridt, at de kun udgoer en delvis gennemfoerelse af bestemmelserne i direktiv 78/660.

29 I det omfang bestemmelserne i III. Bog, II. Afdeling, i HGB ogsaa vedroerer gennemfoerelsen af direktiv 78/660, skal det fastslaas, som Kommissionen ubestridt af den tyske regering har anfoert i replikken, at bestemmelserne i denne afdeling, der er benaevnt »OEvrige bestemmelser om kapitalselskaber (aktieselskaber, kommanditaktieselskaber og anpartsselskaber)«, ikke finder anvendelse paa personselskaber, og at den tyske lovgiver dermed har undladt at goere dem anvendelige paa selskaber af denne type, saaledes som det foreskrives i det paagaeldende direktivs bestemmelser.

30 Det er ikke blevet bestridt, at bestemmelserne i Publizitaetsgesetz, som den tyske regering ligeledes har paaberaabt sig, kun finder anvendelse paa visse stoerre selskaber, og at de saaledes ikke kan anses for en gennemfoerelse af direktiv 90/605.

31 Det maa herefter fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 90/605, idet den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget alle de love og administrative bestemmelser, der er noedvendige for at efterkomme direktivet.

Sagens omkostninger

32 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. Da Kommissionen har nedlagt paastand om, at Forbundsrepublikken Tyskland paalaegges at betale sagens omkostninger, og denne har tabt sagen, boer den betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

1) Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Raadets direktiv 90/605/EOEF af 8. november 1990 om aendring af direktiv 78/660/EOEF og 83/349/EOEF om henholdsvis aarsregnskaber og konsoliderede regnskaber, for saa vidt angaar deres anvendelsesomraade, idet den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget alle de love og administrative bestemmelser, der er noedvendige for at efterkomme dette direktiv.

2) Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagens omkostninger.