61997J0260

Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - fuldbyrdelse af officielt bekraeftede dokumenter, der er udstedt og eksigible i en kontraherende stat - begrebet »officielt bekraeftede dokumenter« - dokument oprettet uden en offentlig myndigheds medvirken - ikke omfattet

(Konventionen af 27.9.1968, art. 50)

Et gaeldsbrev, der er eksigibelt efter lovgivningen i den stat, hvor det er udstedt, men hvis aegthed ikke er attesteret af en offentlig myndighed eller et andet organ, der af denne stat er bemyndiget hertil, er ikke et officielt bekraeftet dokument i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 50 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager.

Naar dokumentet, der henhoerer under denne artikel, fuldbyrdes paa samme betingelser som retsafgoerelser, maa disse dokumenters aegthed nemlig godtgoeres paa en maade, der ikke kan anfaegtes, saaledes at retten i den stat, begaeringen rettes til, kan forlade sig paa, at de er aegte.

1 Ved kendelse af 26. juni 1997, indgaaet til Domstolen den 18. juli 1997, har Bundesgerichtshof i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 32, 36 og 50 i denne konvention (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og - den aendrede tekst - s. 77) og ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse (EFT L 388, s. 1, herefter »Bruxelles-konventionen«).

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en sag anlagt af Unibank A/S (herefter »Unibank«) mod Flemming Christensen i anledning af en begaering fra Unibank om, at tre gaeldsbreve erklaeres eksigible.

Den retlige baggrund

3 Bruxelles-konventionens artikel 32, stk. 2, bestemmer foelgende:

»Rettens stedlige kompetence afgoeres efter den parts bopael, mod hvem fuldbyrdelsen begaeres. Saafremt denne part ikke har bopael paa den stats omraade, som begaeringen rettes til, er stedet for fuldbyrdelsen afgoerende for kompetencen.«

4 I Bruxelles-konventionens artikel 36 hedder det:

»Saafremt fuldbyrdelse tillades, kan den part, mod hvem fuldbyrdelsen begaeres, anfaegte afgoerelsen ved appel eller genoptagelse inden en maaned efter, at afgoerelsen er forkyndt.

Saafremt den paagaeldende part har bopael i en anden kontraherende stat end den, hvor afgoerelsen, der tillader fuldbyrdelse, er truffet, er fristen for appel eller genoptagelse to maaneder og loeber fra den dag, hvor afgoerelsen er blevet forkyndt for ham personligt eller paa hans bopael. Denne frist kan ikke forlaenges paa grund af afstanden.«

5 Bruxelles-konventionens artikel 50 bestemmer foelgende:

»Officielt bekraeftede dokumenter, der er udstedt og eksigible i en kontraherende stat, skal efter begaering forsynes med fuldbyrdelsespaategning i en anden kontraherende stat i overensstemmelse med den i artikel 31 og foelgende fastsatte fremgangsmaade. Begaeringen kan kun afslaas, saafremt en fuldbyrdelse af det officielt bekraeftede dokument vil stride mod grundlaeggende retsprincipper i den stat, som begaeringen rettes til.

Det fremlagte dokument skal med hensyn til godtgoerelse af dets aegthed opfylde de betingelser, der stilles i den stat, hvor dokumentet er udstedt.

Bestemmelserne i afsnit III, afdeling 3, finder anvendelse i givet fald.«

6 Bruxelles-konventionens artikel 50, stk. 1, foerste punktum, blev ved artikel 14 i konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse (EFT L 285, s. 1, herefter »den tredje tiltraedelseskonvention«) aendret som foelger:

»Officielt bekraeftede dokumenter, der er udstedt og eksigible i en kontraherende stat, skal efter begaering erklaeres for eksigible i en anden kontraherende stat i overensstemmelse med den i artikel 31 og foelgende fastsatte fremgangsmaade.«

7 Efter denne aendring er Bruxelles-konventionens artikel 50 affattet paa samme maade som artikel 50 i konventionen af 16. september 1988 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT L 319, s. 9, herefter »Lugano-konventionen«.

8 Ifoelge den danske retsplejelovs § 478, stk. 1, nr. 5, kan tvangsfuldbyrdelse ske paa grundlag af gaeldsbreve, naar det udtrykkeligt er bestemt i dokumentet.

Hovedsagen og de praejudicielle spoergsmaal

9 Mellem 1990 og 1992 udstedte Flemming Christensen tre gaeldsbreve paa henholdsvis 270 000 DKK, 422 000 DKK og 138 000 DKK tillige med renter til Unibank i AArhus. De tre gaeldsbreve er maskinskrevne og er ogsaa underskrevet af en tredje person, tilsyneladende en af Unibank's ansatte, som har underskrevet til vitterlighed om debitors underskrift. Det bestemmes udtrykkeligt i de naevnte gaeldsbreve, at de i medfoer af retsplejelovens § 478 kan tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse.

10 Da gaeldsbrevene blev oprettet, boede debitor i Danmark. Senere flyttede han til Weiterstadt i Tyskland, hvor Unibank lod gaeldsbrevene forkynde for ham. Paa begaering af Unibank tillod Landgericht Darmstadt, som har kompetencen for Weiterstadt, fuldbyrdelse af gaeldsbrevene. Flemming Christensen appellerede denne afgoerelse til Oberlandesgericht Frankfurt am Main. Da Flemming Christensen under sagen havde oplyst, at han havde forladt Tyskland - uden at han dog havde givet meddelelse om sin nye adresse - fastslog appelinstansen, at Unibank's retlige interesse nu var bortfaldet, da banken ikke laengere kunne opnaa, at gaeldsbrevene blev fuldbyrdet i Tyskland, og gav derfor Flemming Christensen medhold.

11 Unibank appellerede afgoerelsen til Bundesgerichtshof, som besluttede at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Er et gaeldsbevis underskrevet uden medvirken af en person, der er bemyndiget til officielt at bekraefte dokumenter - som f.eks. et gaeldsbrev efter dansk ret (retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 5) - et officielt bekraeftet dokument i Bruxelles-konventionens artikel 50's forstand, naar det i gaeldsbrevet udtrykkeligt er bestemt, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse, og naar det efter lovgivningen i den stat, hvor det er oprettet, kan tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse, dog med det forbehold, at fogedretten kan naegte at efterkomme rekvirentens anmodning om tvangsfuldbyrdelse, hvis der fremsaettes indsigelser mod grundlaget for fuldbyrdelsen, og det findes betaenkeligt at fremme forretningen?

Saafremt spoergsmaal 1 besvares bekraeftende:

2) Bevirker det forhold, at rekvisitus, mens der verserer en appelsag (konventionens artikel 36), flytter fra den stat, hvor fuldbyrdelsessagen blev indledt, og hans opholdssted er ukendt, da, at en begaering om anerkendelse af en retsafgoerelse eller et officielt bekraeftet dokument, der er fremsat over for den ret, der har den stedlige kompetence i henhold til konventionens artikel 32, stk. 2, skal afvises eller ikke kan tages til foelge?«

Det foerste spoergsmaal

12 Med det foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst, om et eksigibelt gaeldsbrev, som er oprettet uden medvirken af en offentlig myndighed, er et officielt bekraeftet dokument i den forstand, hvori udtrykket anvendes i Bruxelles-konventionens artikel 50.

13 Unibank har anfoert, at dette spoergsmaal maa besvares bekraeftende. Derimod har Flemming Christensen, den tyske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen gjort gaeldende, at udtrykket »officielt bekraeftet« (»authentique«) betyder, at de regler om fuldbyrdelse, der er fastsat i Bruxelles-konventionen, ikke gaelder for et hvilket som helst dokument, men kun for dokumenter, hvis aegthed er attesteret af en offentlig myndighed, der har kompetence hertil.

14 Indledningsvis bemaerkes, at Bruxelles-konventionens artikel 50 med hensyn til eksigibiliteten i de andre kontraherende stater sidestiller »officielt bekraeftede dokumenter, der er udstedt og eksigible i en kontraherende stat«, med retsafgoerelser i konventionens artikel 25's forstand, idet den fastslaar, at bestemmelserne om fuldbyrdelse i konventionens artikel 31 ff. finder anvendelse. Formaalet med de naevnte bestemmelser er nemlig at virkeliggoere et af Bruxelles-konventionens grundlaeggende maal, som er i saa vidt omfang som muligt at opnaa fri bevaegelighed for domme ved hjaelp af en enkel og hurtig eksekvaturprocedure. (jf. dom af 2.7.1985, sag 148/84, Deutsche Genossenschaftsbank, Sml. s. 1981, praemis 16, og af 2.6.1994, sag C-414/92, Solo Kleinmotoren, Sml. I, s. 2237, praemis 20).

15 Naar dokumenter, der henhoerer under Bruxelles-konventionens artikel 50, fuldbyrdes paa samme betingelser som retsafgoerelser, maa disse dokumenters aegthed godtgoeres paa en maade, der ikke kan anfaegtes, saaledes at retten i den stat, begaeringen rettes til, kan forlade sig paa, at de er aegte. Da dokumenter oprettet mellem borgerne indbyrdes ikke i sig selv har denne karakter, er det noedvendigt, at en offentlig myndighed - eller et andet organ, der af den stat, hvor dokumentet er udstedt, er bemyndiget hertil - medvirker, for at der kan tillaegges dem egenskab af officielt bekraeftede dokumenter.$

16 Denne fortolkning af Bruxelles-konventionens artikel 50 stoettes af Jenard-Moeller-rapporten om Lugano-konventionen (EFT 1990 C 189, s. 57, herefter »Jenard-Moeller-rapporten«).

17 I Jenard-Moeller-rapportens punkt 72 anfoeres det, at repraesentanterne for de stater, der var medlemmer af Den Europaeiske Frihandelssammenslutning (EFTA) havde anmodet om, at det blev praeciseret, hvilke betingelser officielt bekraeftede dokumenter (»actes authentiques«) skal opfylde for at blive anset for aegte i Lugano-konventionens artikel 50's forstand. Rapporten naevner tre betingelser, nemlig foelgende: »Dokumentets aegthed skal attesteres af en offentlig myndighed, godtgoerelsen af dets aegthed skal vedroere dets indhold og ikke kun f.eks. underskriften, [og] dokumentet skal i sig selv vaere eksigibelt i den stat, hvor det er udfaerdiget.«

18 Ifoelge denne rapport er det derfor uomgaengelig noedvendigt, at en offentlig myndighed medvirker, for at et dokument kan betegnes som et officielt bekraeftet dokument i Lugano-konventionens artikel 50's forstand.

19 Det maa erkendes, at artikel 50 i Bruxelles-konventionen og i Lugano-konventionen ikke havde samme ordlyd paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, og at Jenard-rapporten om Bruxelles-konventionen (EFT 1979 C 59, s. 1) ikke angiver, hvilke kriterier de officielt bekraeftede dokumenter skal opfylde, men blot gengiver de betingelser, der er opstillet i Bruxelles-konventionens artikel 50.

20 Imidlertid var den eneste forskel i formuleringen paa dette punkt mellem de to konventioners tekst, at Bruxelles-konventionen anvendte udtrykket »forsynes med fuldbyrdelsespaategning«, mens det udtryk, der anvendes i Lugano-konventionen, er »erklaeres for eksigible«. Desuden fremgaar det af punkt 29 i rapporten fra De Almeida Cruz, Desantes Real og Jenard om den tredje tiltraedelseskonvention (EFT 1990 C 189, s. 35), at man ved i denne konvention at vaelge at anvende samme ordlyd for saa vidt angik Bruxelles-konventionens artikel 50, som man havde anvendt i Lugano-konventionens artikel 50, ville tilpasse de to konventioner til hinanden, idet de naevnte udtryk blev anset for at have praktisk talt samme betydning.

21 Herefter maa det foerste spoergsmaal besvares med, at et gaeldsbrev, der er eksigibelt efter lovgivningen i den stat, hvor det er udstedt, men hvis aegthed ikke er attesteret af en offentlig myndighed eller et andet organ, der af denne stat er bemyndiget hertil, ikke er et officielt bekraeftet dokument i den forstand, hvori udtrykket anvendes i Bruxelles-konventionens artikel 50.

Det andet spoergsmaal

22 Naar henses til besvarelsen af det foerste spoergsmaal er det ufornoedent at traeffe afgoerelse om det andet spoergsmaal.

Sagens omkostninger

23 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering, Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Bundesgerichtshof ved kendelse af 26. juni 1997, for ret:

Et gaeldsbrev, der er eksigibelt efter lovgivningen i den stat, hvor det er udstedt, men hvis aegthed ikke er attesteret af en offentlig myndighed eller et andet organ, der af denne stat er bemyndiget hertil, er ikke et officielt bekraeftet dokument i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 50 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse og ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse.