61997J0244

Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - alderdomsforsikring og forsikring ved doedsfald - beregning af ydelserne - arbejdstager, der ikke samtidigt opfylder ydelsesbetingelserne i henhold til samtlige de lovgivninger, hun har vaeret omfattet af - hensyntagen i den nationale lovgivning, hvis betingelser er opfyldt, til forsikringsperioder tilbagelagt efter en anden medlemsstats lovgivning med henblik paa tildeling af en hoejere ydelse

[Raadets forordning nr. 1408/71, art. 46 og art. 49, stk. 1, litra b), nr. ii), og Raadets forordning nr. 3096/95]

Artikel 49, stk. 1, litra b), nr. ii), i forordning nr. 1408/71, som aendret og ajourfoert ved forordning nr. 2001/83, samt artikel 49, stk. 1, litra b), nr. ii), i forordning nr. 1408/71 i den version, der fremgaar af forordning nr. 2001/83, som aendret ved forordning nr. 1248/92 og ved forordning nr. 3096/95, skal fortolkes saaledes, at de paalaegger den kompetente institution, hvis den paagaeldende alene opfylder betingelserne i én medlemsstats lovgivning for udbetaling af en, selv begraenset, alderdomsydelse, uden at det er noedvendigt at medregne forsikrings- eller bopaelsperioder, der er tilbagelagt efter en anden lovgivning, hvis betingelser ikke er opfyldt, ikke desto mindre i henhold til artikel 46 i forordning nr. 1408/71 at medregne de perioder, der er tilbagelagt efter sidstnaevnte lovgivning, naar der som foelge heraf kan tildeles den paagaeldende en hoejere alderdomsydelse indtil det tidspunkt, hvor dennes betingelser ligeledes er opfyldt.

1 Ved dom af 30. juni 1997, indgaaet til Domstolen den 4. juli 1997, har Hof van Cassatie i henhold til EF-traktatens artikel 177 stillet et praejudicielt spoergsmaal om fortolkningen af artikel 45 og 49 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6, herefter »forordning nr. 1408/71«), som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1248/92 af 30. april 1992 (EFT L 136, s. 7) og ved Raadets forordning (EF) nr. 3096/95 af 22. december 1995 (EFT L 335, s. 10).

2 Dette spoergsmaal er blevet rejst under en tvist mellem den belgiske statsborger Gerdina Lustig og Rijksdienst voor Pensioenen (herefter »Rijksdienst«) vedroerende sidstnaevntes afslag paa ved anvendelsen af bestemmelserne om den garanterede mindstepension, der tildeles i henhold til belgisk lovgivning, at tage forsikringsperioder i betragtning, som Gerdina Lustig har tilbagelagt i Nederlandene, saa laenge hun endnu ikke havde ret til en pension i henhold til nederlandsk lovgivning.

De nationale bestemmelser

3 Den belgiske lov af 8. august 1980 om finansforslag for 1979-1980 (Belgisch Staatsblad af 15.8.1980, s. 9463, herefter »loven af 1980«) bestemmer foelgende i artikel 152:

»Den pension, der skal betales for et fuldstaendigt erhvervsforloeb af pensionsordningen for loenmodtagere, kan ikke vaere lavere end et garanteret mindstebeloeb paa ... om aaret ...

Kongen fastsaetter:

1) Hvad der skal forstaas ved et fuldstaendigt erhvervsforloeb og de naermere regler for, hvorledes dette skal godtgoeres

...«

4 Loven om aendring af pensioner i den sociale sektor af 10. februar 1981 (Belgisch Staatsblad af 14.2.1981, s. 1697, herefter »loven af 1981«) bestemmer i artikel 33:

»For arbejdstagere, som godtgoer at have tilbagelagt et erhvervsforloeb som loenmodtager, der mindst er lig med to tredjedele af et fuldstaendigt erhvervsforloeb, kan den pension, der skal ydes af alders- og efterladtepensionsordningen for loenmodtagere, ikke vaere lavere end en broek af de grundsatser, der er fastsat i artikel 152 i lov af 8. august 1980 om finansforslag for 1979-1980.

Denne broek er lig med den, som er anvendt ved beregningen af den pension, der skal ydes af ordningen for loenmodtagere.

Kongen fastsaetter:

1) Hvad der skal forstaas ved to tredjedele af et fuldstaendigt erhvervsforloeb og de naermere regler for, hvorledes dette skal godtgoeres

...«

5 Paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen blev et fuldstaendigt erhvervsforloeb for kvinders vedkommende anset for at vaere 40 aars erhvervsarbejde tilbagelagt i Belgien.

Faellesskabsbestemmelserne

6 Artikel 45, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, som er indeholdt i kapitel 3, »Alderdom og Doedsfald (Pensioner)«, i forordningens afsnit III bestemmer foelgende:

»Saafremt erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser efter en medlemsstats lovgivning er betinget af, at der er tilbagelagt forsikrings- eller bopaelsperioder, skal denne medlemsstats kompetente institution i fornoedent omfang medregne forsikrings- eller bopaelsperioder, der er tilbagelagt efter enhver anden medlemsstats lovgivning, som om det drejede sig om perioder, der var tilbagelagt efter den for denne institution gaeldende lovgivning.«

7 Artikel 45 i forordning nr. 1408/71 er blevet aendret ved forordning nr. 1248/92, som traadte i kraft den 1. juni 1992, »for at opnaa stoerre klarhed i reglerne for medregning af forsikrings- eller bopaelsperioder, som er tilbagelagt i to eller flere medlemsstater af arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende og/eller efter en almindelig ordning og en saerordning« (fjerde betragtning til forordning nr. 1248/92). Herefter lyder bestemmelsens stk. 1 saaledes:

»Saafremt erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser efter en ordning, som ikke er en saerordning i den i stk. 2 eller 3 omhandlede forstand, i henhold til en medlemsstats lovgivning er betinget af, at der er tilbagelagt forsikrings- eller bopaelsperioder, skal den kompetente institution i fornoedent omfang medregne forsikrings- eller bopaelsperioder, der er tilbagelagt efter enhver anden medlemsstats lovgivning, uden hensyn til om de er tilbagelagt efter en almindelig ordning eller en saerordning, og ligeledes uden hensyn til om de er tilbagelagt efter en ordning for arbejdstagere eller en ordning for selvstaendige erhvervsdrivende. Med henblik herpaa medregnes disse perioder, som om det drejede sig om perioder, der var tilbagelagt efter den for institutionen gaeldende lovgivning.«

8 Artikel 46 i forordning nr. 1408/71 fastsaetter beregningsmetoden for de paagaeldende ydelser. Denne artikel er ogsaa blevet aendret ved forordning nr. 1248/92. Disse aendringer har dog ikke paavirket principperne for den naevnte beregningsmetode. Disse kan sammenfattes saaledes:

- For det foerste foretager den kompetente institution beregningen af den saakaldte »selvstaendige« ydelse i henhold til artikel 46, stk. 1, foerste afsnit [som er blevet til artikel 46, stk. 1, litra a) nr. i)], i forordning nr. 1408/71. Herved fastsaetter den i henhold til sin egen lovgivning stoerrelsen af den ydelse, som arbejdstageren ville have ret til ifoelge denne lovgivning, hvis kun de efter denne lovgivning tilbagelagte forsikrings- eller bopaelsperioder blev taget i betragtning.

- Artikel 46, stk. 1, andet afsnit, foerste punktum [som er blevet til artikel 46, stk. 1, litra a), nr. ii)], i forordning nr. 1408/71 bestemmer, at den kompetente institution for det andet beregner prorataydelsens stoerrelse i henhold til denne artikels stk. 2. I denne forbindelse beregner den foerst i henhold til artikel 46, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 det saakaldte »teoretiske« beloeb for den ydelse, som den paagaeldende ville kunne goere krav paa, hvis samtlige forsikringsperioder, der er tilbagelagt i de forskellige medlemsstater, var blevet tilbagelagt i den paagaeldende medlemsstat og efter den lovgivning, der gaelder for den paagaeldende institution paa det tidspunkt, da ydelsen skal fastsaettes. Den kompetente institution beregner dernaest i henhold til artikel 46, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1408/71 det faktiske beloeb for ydelsen paa grundlag af det teoretiske beloeb efter forholdet mellem laengden af de forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter den for institutionen gaeldende lovgivning forud for forsikringsbegivenhedens indtraeden, og den samlede laengde af de forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i alle de beroerte medlemsstater forud for forsikringsbegivenhedens indtraeden.

- Endelig bestemmer artikel 46, stk. 1, andet afsnit, andet punktum (som er blevet til artikel 46, stk. 3, foerste afsnit), i forordning nr. 1408/71, at den institution, som foretager fastsaettelsen, skal sammenligne den selvstaendige ydelse og prorataydelsen og laegge det ydelsesbeloeb til grund, som er det hoejeste.

9 Artikel 49, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 er affattet saaledes:

»Saafremt den paagaeldende paa et bestemt tidspunkt ikke opfylder de foreskrevne betingelser for at kunne faa ydelser efter samtlige de medlemsstaters lovgivninger, hvoraf han har vaeret omfattet, i givet fald under iagttagelse af bestemmelserne i artikel 45, men alene opfylder de omhandlede betingelser i en eller flere af disse lovgivninger, gaelder foelgende regler:

a) hver af de kompetente institutioner, der anvender en lovgivning, hvis betingelser er opfyldt, beregner ydelsens stoerrelse efter bestemmelserne i artikel 46

b) dog saaledes, at:

i) dersom den paagaeldende opfylder betingelserne i mindst to medlemsstaters lovgivning, uden at det er noedvendigt at medregne forsikrings- eller bopaelsperioder, der er tilbagelagt efter en lovgivning, hvis betingelser ikke er opfyldt, tages disse perioder ikke i betragtning ved anvendelse af bestemmelserne i artikel 46, stk. 2

ii) dersom den paagaeldende alene opfylder betingelserne i en medlemsstats lovgivning, uden at det er noedvendigt at medregne forsikrings- eller bopaelsperioder, der er tilbagelagt efter en lovgivning, hvis betingelser ikke er opfyldt, beregnes ydelsens stoerrelse alene efter bestemmelserne i den lovgivning, hvis betingelser er opfyldt, og alene under hensyntagen til de perioder, der er tilbagelagt efter denne lovgivning.«

10 Den naevnte bestemmelse er foerste gang blevet aendret ved forordning nr. 1248/92, som i foerste punktum har indsat en henvisning til artikel 40, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 og har indsat et andet afsnit for at goere et muligt at anvende den i de tilfaelde, der er omhandlet i samme forordnings artikel 44, stk. 2, andet punktum (24. betragtning til forordning nr. 1248/92). Disse aendringer har ingen betydning for den foreliggende sag.

11 Artikel 49, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 er blevet aendret anden gang ved forordning nr. 3096/95 for at goere det muligt i de under litra b), nr. i) og ii), naevnte tilfaelde at modregne perioder tilbagelagt efter lovgivninger, hvis betingelser for aabning af rettigheder ikke er opfyldt, naar dette vil foere til, at den paagaeldende faar en hoejere ydelse (femte betragtning til forordning nr. 3096/75). Efter disse aendringer, som i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 3096/95 er traadt i kraft, for saa vidt angaar ydelser ved alderdom og doedsfald, den 1. juni 1992, er artikel 49, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 affattet saaledes:

»Saafremt den paagaeldende paa et bestemt tidspunkt ikke opfylder de foreskrevne betingelser for at kunne faa tilkendt ydelser efter samtlige de medlemsstaters lovgivning, som han har vaeret omfattet af, i givet fald under iagttagelse af artikel 45 og/eller artikel 40, stk. 3, men alene opfylder de omhandlede betingelser i en eller flere af disse lovgivninger, gaelder foelgende regler:

a) Hver af de kompetente institutioner, der anvender en lovgivning, hvis betingelser er opfyldt, beregner ydelsens stoerrelse efter artikel 46

b) dog saaledes, at:

i) hvis den paagaeldende opfylder betingelserne i mindst to medlemsstaters lovgivning, uden at det er noedvendigt at medregne forsikrings- eller bopaelsperioder, der er tilbagelagt efter en lovgivning, hvis betingelser ikke er opfyldt, tages disse perioder ikke i betragtning ved anvendelsen af artikel 46, stk. 2, medmindre medregning af disse perioder goer det muligt at fastsaette en stoerre ydelse

ii) hvis den paagaeldende alene opfylder betingelserne i én medlemsstats lovgivning, uden at det er noedvendigt at medregne forsikrings- eller bopaelsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivninger, hvis betingelser ikke er opfyldt, beregnes ydelsens stoerrelse, jf. artikel 46, stk. 1, litra a), nr. i), alene efter bestemmelserne i den lovgivning, hvis betingelser er opfyldt, og alene under hensyntagen til de perioder, der er tilbagelagt efter denne lovgivning, medmindre medregning af de perioder, der er tilbagelagt efter de lovgivninger, hvis betingelser ikke er opfyldt, goer det muligt at fastsaette en stoerre ydelse efter artikel 46, stk. 1, litra a), nr. ii).

Bestemmelserne i dette stykke finder tilsvarende anvendelse, naar den paagaeldende udtrykkeligt har anmodet om, at fastsaettelsen af ydelserne ved alderdom stilles i bero i overensstemmelse med artikel 44, stk. 2, andet punktum.«

Tvisten i hovedsagen

12 Den 20. januar 1988 indgav Gerdina Lustig, der er foedt den 15. januar 1929, da hendes 60 aars foedselsdag naermede sig, en ansoegning til Rijksdienst om belgisk pension fra den 1. februar 1989.

13 Ved afgoerelse af 2. juni 1988 tildelte Rijksdienst hende med virkning fra den 1. februar 1989 en pension paa 106 836 BEF. Det saaledes tildelte beloeb svarede til et erhvervsforloeb paa 19 aar tilbagelagt i Belgien mellem 1970 og 1988 (19/40).

14 Den 13. april 1993 indgav Gerdina Lustig, som havde arbejdet i Nederlandene mellem 1946 og 1968, en ansoegning om pension fra sin 60 aars foedselsdag i henhold til Algemene Ouderdomswet (den nederlandske lov om almindelig alderdomsforsikring). Den kompetente nederlandske institution, Sociale Verzekeringsbank, tildelte hende den ansoegte pension med virkning fra den 1. januar 1994.

15 Efter at den nederlandske pension var blevet tildelt, omberegnede Rijksdienst i henhold til artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 den belgiske pension, som Gerdina Lustig oppebar, og tildelte hende ved afgoerelse af 23. december 1993 fra den 1. januar 1994 en pension paa 142 046 BEF.

16 Det fremgaar af sagen, at Rijksdienst ved fastsaettelsen af det beloeb, der saaledes blev udbetalt fra den 1. januar 1994, anvendte bestemmelserne om det garanterede mindstebeloeb for pensioner i love af 1980 og 1981. For perioden fra den 1. februar 1989, den dato, fra hvilken Gerdina Lustig i en alder af 60 aar havde ret til en belgisk pension, til den 1. januar 1994, den dato, fra hvilken hun som 65-aarig havde ret til en nederlandsk pension, naegtede Rijksdienst derimod at anvende disse bestemmelser paa Gerdina Lustig med den begrundelse, at det erhvervsforloeb, som hun havde tilbagelagt i Nederlandene, foerst kunne tages i betragtning fra det tidspunkt, hvor hendes ret til pension i Nederlandene faktisk opstod, dvs. den 1. januar 1994.

17 Ved staevning af 2. februar 1994 anlagde Gerdina Lustig sag til proevelse af Rijksdienst's afgoerelse af 23. december 1993 ved Arbeidsrechtbank, Antwerpen, og gjorde gaeldende, at der ogsaa skulle have vaeret tildelt hende en pension baseret paa det lovbestemte mindstebeloeb for perioden 1. februar 1989 til 1. januar 1994.

18 Ved dom af 15. december 1994 annullerede Arbeidsrechtbank, Antwerpen, den anfaegtede afgoerelse, for saa vidt som den fastsatte den 1. januar 1994 som pensionens begyndelsesdato, og fastslog, at Lustig fra den 1. januar 1989 havde ret til en pension forhoejet til det lovbestemte mindstebeloeb.

19 Ved dom af 17. april 1996 stadfaestede Arbeidshof, Antwerpen, efter at Rijksdienst havde ivaerksat anke, foersteinstansens dom med en anden begrundelse og fastslog, at Rijksdienst i henhold til artikel 45, stk. 1, og artikel 49, stk. 1, litra b), nr. ii), i forordning nr. 1408/71 skulle have anerkendt, at Gerdina Lustig havde ret til det garanterede mindstebeloeb fra den 1. februar 1989, og ved beregningen af det mindste erhvervsforloeb, der var blevet tilbagelagt som loenmodtager, og som kraevedes for at erhverve denne ret, skulle have taget det i Nederlandene tilbagelagte erhvervsforloeb i betragtning, men saaledes, at den ved den (forholdsmaessige) beregning af det beloeb, der skulle tildeles, kun tog hensyn til det erhvervsforloeb, der var tilbagelagt i Belgien, nemlig 19/40.

20 Til stoette for sin kassationsanke af Arbeidshof, Antwerpen's dom gjorde Rijksdienst bl.a. gaeldende, at artikel 45 i forordning nr. 1408/71 mere generelt behandler spoergsmaalet om hensyntagen til forsikringsperioder, mens forordningens artikel 49 under hensyntagen til den foernaevnte bestemmelse vedroerer mere specielle situationer, da den indeholder bestemmelser om beregningen af ydelser, naar den paagaeldende ikke samtidig opfylder de betingelser, der stilles af alle de lovgivninger, i henhold til hvilke der er tilbagelagt forsikrings- eller bopaelsperioder. Under henvisning til, at Gerdina Lustig, der var fyldt 60 aar den 1. februar 1989, i Belgien kunne goere krav paa en pension, der var beregnet paa grundlag af flere aars erhvervsarbejde, uden at det var noedvendigt at laegge forsikrings- eller bopaelsperioder til grund, der var tilbagelagt i Nederlandene, hvor hun ikke opfyldte aldersbetingelsen for at have ret til ydelser, konkluderede Rijksdienst, at den specielle bestemmelse i artikel 49, stk. 1, litra b), nr. ii), i forordning nr. 1408/71 fandt anvendelse paa det foreliggende tilfaelde, og ikke artikel 45, stk. 1, saaledes at stoerrelsen af den ydelse, der skulle udbetales, alene skulle beregnes i henhold til belgisk lovgivnings bestemmelser og alene under hensyntagen til de perioder, der var tilbagelagt i henhold til denne lovgivning.

21 Da Hof van Cassatie var af den opfattelse, at det anbringende, som Rijksdienst saaledes havde paaberaabt sig med hensyn til artikel 45, stk. 1, rejste et spoergsmaal om fortolkningen af artikel 49, stk. 1, litra b), nr. ii), besluttede den at stille Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Skal artikel 49, stk. 1, litra b), nr. ii), i forordning (EOEF) nr. 1408/71, sammenholdt med samme forordnings artikel 45, fortolkes saaledes, at den paalaegger de kompetente nationale myndigheder, saafremt den paagaeldende opfylder betingelserne i én lovgivning for at have ret til en, om end begraenset, pension, uden at det er noedvendigt at medregne forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter en anden lovgivning, hvis betingelser for at erhverve ret til pension ikke er opfyldt, alligevel at tage de perioder i betragtning, der er tilbagelagt efter sidstnaevnte lovgivning, naar der herved kan tildeles en hoejere pension indtil det tidspunkt, hvor de noedvendige betingelser i henhold til den sidstnaevnte lovgivning ogsaa er opfyldt?«

Det stillede spoergsmaal

22 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal bemaerkes for det foerste, at artikel 45 i forordning nr. 1408/71 udelukkende foreskriver, at der skal tages hensyn til forsikrings- eller bopaelsperioder tilbagelagt efter andre medlemsstaters lovgivning, for saa vidt angaar erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til alderdomsydelser, mens tvisten i hovedsagen udelukkende angaar fastsaettelsen af stoerrelsen af et saadant ydelsesbeloeb (jf. i denne retning dom af 9.12.1993, forenede sager C-45/92 og C-46/92, Lepore og Scamuffa, Sml. I, s. 6497, praemis 13).

23 Dernaest bemaerkes, at EF-traktatens artikel 51 bestemmer, at der skal ske sammenlaegning af alle tidsrum, der i de forskellige nationale lovgivninger tages i betragtning, ikke blot med henblik paa at indroemme og opretholde retten til ydelser, men ogsaa paa beregning af disse.

24 Med hensyn til beregningen af alderdomsydelser er dette princip bl.a. kommet til udtryk i artikel 46 i forordning nr. 1408/71.

25 Denne artikel bestemmer nemlig med hensyn til ydelsernes fastsaettelse, at den kompetente institution ved ydelsernes fastsaettelse skal beregne det faktiske beloeb efter forholdet mellem laengden af de forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter den for institutionen gaeldende lovgivning, og den samlede laengde af de forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i alle de beroerte medlemsstater (dom af 22.11.1995, sag C-443/93, Vougioukas, Sml. I, s. 4033, praemis 15).

26 Artikel 49, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 fastsaetter beregningsmetoden for ydelserne, bl.a. naar den paagaeldende paa et givet tidspunkt ikke samtidig opfylder de betingelser, der stilles i samtlige de lovgivninger, efter hvilke han har tilbagelagt forsikrings- eller bopaelsperioder.

27 Artikel 49, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71 fastsaetter det princip, at hver af de kompetente institutioner, der anvender en lovgivning, hvis betingelser er opfyldt, beregner ydelsens stoerrelse i overensstemmelse med artikel 46.

28 Artikel 49, stk. 1, litra b), nr. ii), vedroerer den saerlige situation for en person, der har vaeret omfattet af flere medlemsstaters lovgivning, men som paa et givet tidspunkt opfylder betingelserne i én af disse, uden at det er noedvendigt at medregne forsikrings- eller bopaelsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivninger, hvis betingelser ikke er opfyldt. Dette er den situation, som en person som Gerdina Lustig befinder sig i, naar hun er fyldt 60 aar og har opnaaet en belgisk pension alene i henhold til belgisk lovgivning, men endnu ikke opfylder betingelserne for at opnaa en ydelse i henhold til nederlandsk lovgivning.

29 I det foreliggende tilfaelde skal det derfor afgoeres, om stoerrelsen af den ydelse, der skal udbetales i henhold til den lovgivning, hvis betingelser er opfyldt, til en person, der befinder sig i en saadan situation, alene skal beregnes i henhold til bestemmelserne i denne lovgivning, og alene under hensyntagen til de perioder, der er tilbagelagt i henhold til denne, selv i det tilfaelde, at medregning af perioder tilbagelagt i henhold til de lovgivninger, hvis betingelser ikke er opfyldt, ville give den paagaeldende ret til en hoejere ydelse.

30 Det bemaerkes, at ifoelge fast retspraksis skal alle bestemmelser i forordning nr. 1408/71 fortolkes i lyset af formaalet med traktatens artikel 51, som er, navnlig ved sammenlaegning af forsikrings- bopaels- eller beskaeftigelsesperioder, at bidrage til at gennemfoere arbejdskraftens frie bevaegelighed (jf. i denne retning dom af 9.8.1994, sag C-406/93, Reichling, Sml. I, s. 4061, praemis 21, og domme af 26.10.1995, sag C-481/93, Moscato, Sml. I, s. 3525, praemis 27, og sag C-482/93, Klaus, Sml. I, s. 3551, praemis 21).

31 Dette formaal indebaerer, at vandrende arbejdstagere ikke maa miste retten til sociale sikringsydelser eller taale en nedsaettelse af stoerrelsen af disse, fordi de har udnyttet den ret til fri bevaegelighed, som tilkommer dem i henhold til traktaten (Reichling-dommen, a.st., praemis 24), og at navnlig bestemmelsen om sammenlaegning af forsikrings-, bopaels- eller beskaeftigelsesperioder har til formaal at sikre, at udoevelsen af den traktatfaestede ret til fri bevaegelighed ikke bevirker, at en arbejdstager mister de sociale fordele, som han ville have haft krav paa, hvis han havde tilbragt hele sit erhvervsaktive liv i en enkelt medlemsstat (Moscato-dommen, a.st., praemis 28).

32 Det er imidlertid ubestridt, at en person, der befinder sig i Gerdina Lustig's situation, fra tresaarsalderen ville have haft ret til en hoejere alderdomsydelse, hvis hun havde tilbagelagt hele sit erhvervsforloeb i den medlemsstat og efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis betingelser hun foerst opfyldte.

33 Det bemaerkes ligeledes, at det foelger af fast retspraksis, at saafremt lovgivningen i den paagaeldende medlemsstat viser sig at vaere mindre fordelagtig for arbejdstageren end Faellesskabets ordning, saaledes som den fremgaar af artikel 46 i forordning nr. 1408/71, skal bestemmelserne i denne artikel anvendes i deres helhed (jf. bl.a. dom af 11.6.1992, forenede sager C-90/91 og C-91/91, Di Crescenzo og Casagrande, Sml. I, s. 3851, praemis 16).

34 Det foelger heraf, at artikel 49, stk. 1, litra b), nr. ii), i forordning nr. 1408/71, fortolket i lyset af traktatens artikel 51, kraever, at de perioder, der er tilbagelagt efter medlemsstaters lovgivninger, hvis betingelser ikke er opfyldt, medregnes ved beregningen i henhold til forordningens artikel 46 af alderdomsydelser, naar denne medregning viser sig at vaere mere fordelagtig for den paagaeldende end anvendelse alene af den lovgivning, hvis betingelser er opfyldt, og medregning alene af de perioder, der er tilbagelagt i henhold til denne lovgivning

35 Da denne fortolkning af artikel 49, stk. 1, litra b), nr. ii), i forordning nr. 1408/71 foelger direkte af traktatens artikel 51, kan den aendring, der er foretaget af denne bestemmelse ved forordning nr. 3096/95, kun tillaegges betydning som en tydeliggoerelse.

36 I modsaetning til hvad Det Forenede Kongeriges regering har gjort gaeldende under den mundtlige forhandling, beroeres denne slutning ikke af dommen af 7. juli 1994 (sag C-146/93, McLachlan, Sml. I, s. 3229).

37 Ganske vist har Domstolen i naevnte doms praemis 29 fastslaaet, at det i henhold til artikel 49 i forordning nr. 1408/71 ved beregningen af pensionens beloeb er udelukket efter den lovgivning, hvis betingelser er opfyldt, at tage hensyn til perioder, der er tilbagelagt i henhold til en anden medlemsstats lovgivning.

38 Denne konstatering skal imidlertid forstaas paa baggrund af den saerlige sammenhaeng i den sag, som gav anledning til McLachlan-dommen. Som generaladvokaten med rette har anfoert i punkt 16 i forslaget til afgoerelse, kraevede sagsoegeren i hovedsagen i McLachlan-sagen ikke blot anvendelse af reglerne om sammenlaegning og forholdsmaessig beregning i artikel 46 i forordning nr. 1408/71, men betaling i henhold til den medlemsstats lovgivning, hvis betingelser han opfyldte, af en pension af en stoerrelse, som var baseret paa perioder tilbagelagt i henhold til den medlemsstats lovgivning, hvis betingelser han endnu ikke opfyldte, fordi han ville have haft ret til en saadan pension, hvis han havde tilbagelagt hele sit erhvervsforloeb i henhold til foerstnaevnte lovgivning.

39 Ved paa denne baggrund at udelukke, at der ved beregningen af den pension, der skal betales i henhold til den lovgivning, hvis betingelser var opfyldt, tages perioder i betragtning, som er tilbagelagt efter den lovgivning, hvis betingelser endnu ikke var opfyldt, har Domstolen blot villet sikre, at hver medlemsstat i overensstemmelse med ordningen i forordning nr. 1408/71, der har ladet selvstaendige ordninger bestaa, som hjemler bestemte krav mod bestemte institutioner, over for hvilke den ydelsesberettigede har direkte rettigheder, opfylder de krav, der er opstaaet ved tilbagelaeggelse af forsikringsperioder i henhold til dens lovgivning (McLachlan-dommen, praemis 29, 30 og 37).

40 I den sag, som er genstand for naervaerende praejudicielle forelaeggelse, gaar den paagaeldendes krav derimod ud paa, at de perioder, som er tilbagelagt efter den lovgivning, hvis betingelser endnu ikke var opfyldt, alene medregnes med henblik paa anvendelsen af de belgiske bestemmelser om det garanterede mindstebeloeb, og ikke ved den egentlige beregning, afhaengigt af de i de to medlemsstater tilbagelagte perioders samlede varighed og i forhold til de perioder, der er tilbagelagt efter den belgiske lovgivning, af stoerrelsen af den pension, som hun har ret til i henhold til denne, i henhold til de naevnte bestemmelser om det garanterede mindstebeloeb. I modsaetning til McLachlan kraever Gerdina Lustig altsaa ikke, at selve stoerrelsen af den pension, som hun har ret til i henhold til den lovgivning, hvis betingelser er opfyldt, beregnes saaledes, at man medregner perioder tilbagelagt i henhold til den medlemsstats lovgivning, hvis betingelser endnu ikke er opfyldt, som om de var tilbagelagt efter foerstnaevnte stats lovgivning.

41 Paa baggrund af det ovenfor anfoerte skal det stillede spoergsmaal besvares med, at artikel 49, stk. 1, litra b), nr. ii), i forordning nr. 1408/71 samt artikel 49, stk. 1, litra b), nr. ii), i forordning nr. 1408/71, som aendret ved forordning nr. 1248/92 og ved forordning nr. 3096/95, skal fortolkes saaledes, at de paalaegger den kompetente institution, hvis den paagaeldende alene opfylder betingelserne i én medlemsstats lovgivning for udbetaling af en, selv begraenset, alderdomsydelse, uden at det er noedvendigt at medregne forsikrings- eller bopaelsperioder, der er tilbagelagt efter en anden lovgivning, hvis betingelser ikke er opfyldt, ikke desto mindre i henhold til samme forordnings artikel 46 at medregne de perioder, der er tilbagelagt efter sidstnaevnte lovgivning, naar der som foelge heraf kan tildeles den paagaeldende en hoejere alderdomsydelse indtil det tidspunkt, hvor dennes betingelser ligeledes er opfyldt.

Sagens omkostninger

42 De udgifter, der er afholdt af den belgiske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Hof van Cassatie (Belgien) ved dom af 30. juni 1997, for ret:

Artikel 49, stk. 1, litra b), nr. ii), i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, samt artikel 49, stk. 1, litra b), nr. ii), i forordning (EOEF) nr. 1408/71 i den version, der fremgaar af forordning nr. 2001/83, som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1248/92 af 30. april 1992 og ved Raadets forordning (EF) nr. 3096/95 af 22. december 1995, skal fortolkes saaledes, at de paalaegger den kompetente institution, hvis den paagaeldende alene opfylder betingelserne i én medlemsstats lovgivning for udbetaling af en, selv begraenset, alderdomsydelse, uden at det er noedvendigt at medregne forsikrings- eller bopaelsperioder, der er tilbagelagt efter en anden lovgivning, hvis betingelser ikke er opfyldt, ikke desto mindre i henhold til samme forordnings artikel 46 at medregne de perioder, der er tilbagelagt efter sidstnaevnte lovgivning, naar der som foelge heraf kan tildeles den paagaeldende en hoejere alderdomsydelse indtil det tidspunkt, hvor dennes betingelser ligeledes er opfyldt.