61997J0225

1 Tilnaermelse af lovgivningerne - offentlige kontrakter inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation - anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmaaden ved tilbudsgivning - direktiv 92/13 - national klagemulighed - forpligtelse for medlemsstaterne til at tildele klageinstanser befoejelser - befoejelse for retten til at traeffe afgoerelse om tvangsboeder - forpligtelse opfyldt

[Raadets direktiv 92/13, art. 2, stk. 1, litra c) og art. 5]

2 Tilnaermelse af lovgivningerne - offentlige kontrakter inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation - anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmaaden ved tilbudsgivning - direktiv 92/13 - attesteringsordning og forligsprocedure - forpligtelse for medlemsstaterne til at traeffe gennemfoerelsesforanstaltninger

(Raadets direktiv 92/13, art. 3-7, 9, 10 og 11)

1 Direktiv 92/13 vedroerende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmaaden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation bestemmer i kapitel 1 (artikel 1 og 2), at medlemsstaterne skal traeffe de noedvendige foranstaltninger for, at passende klageprocedurer stilles til raadighed for potentielle leverandoerer og virksomheder i tilfaelde af ordregiveres overtraedelse af de regler, der finder anvendelse paa tilbudsgivning, og giver medlemsstaterne ret til at vaelge mellem forskellige muligheder for saa vidt angaar klageinstansernes befoejelser.

Disse krav er opfyldt af en medlemsstat, der har valgt den mulighed, der er fastsat i direktivets artikel 2, stk. 1, litra c), nemlig at indfoere foranstaltninger, der giver mulighed for ved passende fremgangsmaader at udstede et betalingspaabud paa et bestemt beloeb, saafremt overtraedelsen ikke bringes til ophoer eller undgaas, for saa vidt det bestemmes, at retten har befoejelse til at traeffe afgoerelse om tvangsboeder og at fastsaette beloebet for disse paa grundlag af et skoen, der foretages i den paagaeldende sag. En saadan tvangsboede opfylder de i artikel 2, stk. 5, fastsatte krav.

2 Direktiv 92/13 vedroerende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmaaden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation fastsaetter i kapitel 2 (artikel 3-7) en attesteringsordning, der giver ordregiverne mulighed for at opnaa attestering af, at vedkommende har anvendt reglerne om tilbudsgivning korrekt, og i kapitel 4 (artikel 9, 10 og 11) en forligsprocedure paa faellesskabsplan, der goer det muligt i mindelighed at loese de tvister, der kan opstaa mellem virksomhederne og ordregiverne.

Den omstaendighed, at direktivet giver de organer, der henhoerer under dets anvendelsesomraade, mulighed for at anvende denne attesteringsordning, betyder paa ingen maade, at gennemfoerelsen af en saadan ordning i national ret er frivillig. Tvaertimod skal de relevante direktivbestemmelser gennemfoeres ved bestemmelser, hvis bindende virkning er uomtvistelig, og som er tilstraekkeligt specifikke, bestemte og klare til, at de er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet. Der kraeves ligeledes en gennemfoerelsesbestemmelse i national ret for saa vidt angaar forligsproceduren, for at de beroerte har mulighed for at vide, at en saadan procedure findes, og for saaledes at sikre klagemuligheden i denne forbindelse.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 17. juni 1997 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EF-traktatens artikel 169 (nu artikel 226 EF) anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Den Franske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i henhold til artikel 1, stk. 2, artikel 2, stk. 1, litra c), og artikel 2, stk. 5, samt kapitel 2 og 4 i Raadets direktiv 92/13/EOEF af 25. februar 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedroerende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmaaden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation (EFT L 76, s. 14, herefter »direktiv 92/13«), idet den ikke har truffet alle de noedvendige foranstaltninger for at efterkomme dette direktiv.

Faellesskabsretten

2 Artikel 13 i direktiv 92/13 bestemmer, at medlemsstaterne skal traeffe de noedvendige foranstaltninger for at efterkomme dette direktiv inden den 1. januar 1993, og at de straks skal underrette Kommissionen herom.

Tvangsboeden

3 Kapitel 1 i direktiv 92/13 (artikel 1 og 2) vedroerer klagemuligheder paa nationalt plan.

4 Artikel 1 bestemmer:

»1. Medlemsstaterne traeffer de noedvendige foranstaltninger for at sikre, at der effektivt og navnlig saa hurtigt som muligt kan indgives klage over ordregivernes beslutninger paa de betingelser, der er anfoert i de foelgende artikler, saerlig artikel 2, stk. 8, med den begrundelse, at beslutningerne er i strid med faellesskabsretten vedroerende tilbudsgivning eller de nationale regler til gennemfoerelse af denne ret, for saa vidt angaar:

a) de fremgangsmaader ved tilbudsgivning, der henhoerer under direktiv 90/531/EOEF, og

b) overholdelsen af artikel 3, stk. 2, litra a), i naevnte direktiv, naar det drejer sig om de ordregivere, for hvilke denne bestemmelse finder anvendelse.

2. Medlemsstaterne paaser, at der mellem virksomheder, som kan goere en skade gaeldende i forbindelse med en udbudsprocedure, ikke finder forskelsbehandling sted paa grund af den sondring, der i dette direktiv foretages mellem de nationale regler til gennemfoerelse af faellesskabsretten og de oevrige nationale regler.

...«

5 Artikel 2 i direktiv 92/13 har foelgende ordlyd:

»1. Medlemsstaterne paaser, at de foranstaltninger, der traeffes med henblik paa de i artikel 1 omhandlede klageprocedurer, omfatter de noedvendige befoejelser til:

enten

a) hurtigst muligt og som hastesag at traeffe midlertidige foranstaltninger, der har til formaal at bringe den paastaaede overtraedelse til ophoer eller forhindre, at der paafoeres de paagaeldende interesser anden skade, herunder foranstaltninger med henblik paa at suspendere eller foranledige suspension af den paagaeldende udbudsprocedure eller gennemfoerelsen af enhver beslutning, der er truffet af ordregiveren, og

b) at annullere eller foranledige annullering af ulovlige beslutninger, herunder at fjerne de diskriminerende tekniske, oekonomiske eller finansielle specifikationer i udbudsbekendtgoerelsen, den periodisk vejledende bekendtgoerelse, bekendtgoerelsen om anvendelse af et kvalifikationssystem, anmodningen om at afgive bud, udbudsbetingelserne eller ethvert andet dokument i forbindelse med den paagaeldende udbudsprocedure

eller

c) hurtigst muligt, som hastesag, hvis det lader sig goere, og om noedvendigt ved en afsluttende procedure med hensyn til sagens substans, at traeffe andre foranstaltninger end de i litra a) og b) naevnte, der har til formaal at bringe den konstaterede overtraedelse til ophoer og forhindre, at der paafoeres de paagaeldende interesser skade, herunder isaer muligheden for at kraeve betaling af et bestemt beloeb, saafremt overtraedelsen ikke bringes til ophoer eller undgaas.

Medlemsstaterne kan foretage dette valg for saa vidt angaar samtlige ordregivere eller for visse kategorier af ordregivere, der fastlaegges paa grundlag af objektive kriterier, idet de under alle omstaendigheder skal sikre, at de trufne foranstaltninger er effektive hvad angaar det formaal at forhindre, at der paafoeres de paagaeldende interesser skade

d) og, i begge ovennaevnte tilfaelde, at tilkende skadelidte personer skadeserstatning.

Naar der kraeves skadeserstatning med den begrundelse, at en beslutning er ulovlig, kan medlemsstaterne bestemme, at den anfaegtede beslutning, hvis deres nationale retssystem kraever det, og hvis dette retssystem omfatter instanser med den fornoedne kompetence hertil, foerst skal annulleres eller erklaeres ulovlig.

2. De i stk. 1 omhandlede befoejelser kan tillaegges saerlige instanser, der har ansvaret for forskellige aspekter af klageproceduren.

3. Klageprocedurerne skal ikke i sig selv noedvendigvis automatisk have opsaettende virkning for de udbudsprocedurer, som de vedroerer.

4. Medlemsstaterne kan foreskrive, at den ansvarlige instans, naar den undersoeger, om der skal traeffes midlertidige foranstaltninger, kan tage hensyn til de sandsynlige foelger af saadanne foranstaltninger for alle interesser, som vil kunne skades, samt til almenvellet, og beslutte ikke at give sit samtykke hertil, naar de negative foelger af saadanne foranstaltninger vil vaere stoerre end fordelene. En beslutning om ikke at tillade midlertidige foranstaltninger beroerer ikke de oevrige rettigheder, som den person, der anmoder om disse foranstaltninger, maatte goere krav paa.

5. Det beloeb, der skal betales i henhold til stk. 1, litra c), skal vaere stort nok til at afholde ordregiveren fra at begaa en overtraedelse eller fortsaette med en overtraedelse. Betalingen af dette beloeb kan goeres betinget af, at det ved en endelig afgoerelse fastslaas, at der er blevet begaaet en overtraedelse.

...«

Attestering

6 Kapitel 2 i direktiv 92/13 (artikel 3-7) omhandler attesteringsordningen.

7 Artikel 3 bestemmer, at medlemsstaterne skal give ordregiverne mulighed for at anvende en attesteringsordning, der er i overensstemmelse med artikel 4 til 7.

8 Artikel 4 har foelgende ordlyd:

»Ordregiverne kan regelmaessigt lade de udbudsprocedurer, der henhoerer under anvendelsesomraadet for direktiv 90/531/EOEF, og den praktiske anvendelse deraf undersoege med henblik paa at faa udstedt en attest, hvori det fastslaas, at disse procedurer paa det paagaeldende tidspunkt er i overensstemmelse med faellesskabsretten vedroerende tilbudsgivning og de nationale bestemmelser til gennemfoerelse af denne ret.«

9 Artikel 7 i direktiv 92/13 foreskriver, at bestemmelserne i artikel 4, 5 og 6 skal betragtes som vaesentlige krav med henblik paa udarbejdelsen af europaeiske standarder for attesteringen.

Forligsproceduren

10 Kapitel 4 i direktiv 92/13 (artikel 9, 10 og 11) omhandler forligsproceduren.

11 Artikel 9 bestemmer:

»1. Enhver, der har eller har haft interesse i at faa tildelt en kontrakt, der er omfattet af anvendelsesomraadet for direktiv 90/531/EOEF, og som inden for rammerne af denne udbudsprocedure anser sig for at have lidt eller at risikere at lide skade som foelge af manglende overholdelse af faellesskabsretten vedroerende tilbudsgivning eller de nationale regler til gennemfoerelse af denne ret, kan anmode om anvendelse af den forligsprocedure, der er fastsat i artikel 10 og 11.

2. Den i stk. 1 omhandlede anmodning fremsendes skriftligt til Kommissionen eller til de nationale myndigheder, der er anfoert i bilaget. Disse myndigheder fremsender snarest muligt anmodningen til Kommissionen.«

Fransk ret

12 Ved skrivelse af 14. januar 1994 underrettede de franske myndigheder Kommissionen om indholdet af lov nr. 93-1416 af 29. december 1993 om fremgangsmaaden ved indgaaelse af visse kontrakter om leveringer og arbejder inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation (JORF af 1.1.1994, s. 10).

13 Artikel 1 i denne lov bestemmer:

»Efter artikel 7 i lov nr. 92-1282 af 11. december 1992 om fremgangsmaaden ved indgaaelse af visse aftaler inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation indsaettes artikel 7-1 og 7-2, der har foelgende ordlyd:

'Art. 7-1 - I tilfaelde af tilsidesaettelse af de forpligtelser til at offentliggoere og til at udbyde i fri konkurrence, der gaelder for indgaaelse af aftaler, som disse er defineret i artikel 1, og som henhoerer under privatretten, kan retten, foer aftalen indgaas, kun traeffe afgoerelse i sagen under de nedenfor anfoerte omstaendigheder.

Retsformanden for den kompetente ret eller hans fuldmaegtig kan efter anmodning fra enhver, der har interesse i at indgaa aftalen, og som vil kunne lide skade ved en tilsidesaettelse af forpligtelserne, paabyde den, der er ansvarlig for tilsidesaettelsen, at efterkomme sine forpligtelser. Han fastsaetter fristerne for den paagaeldendes efterkommelse af paabuddet. Han kan endvidere paalaegge en foreloebig tvangsboede, der faar virkning fra udloebet af den fastsatte frist. Han kan dog tage hensyn til denne foranstaltnings mulige virkninger for alle de beroerte interesser, herunder offentlighedens interesser, og beslutte ikke at paalaegge tvangsboeden, naar dens negative foelger vil vaere stoerre end dens fordele.

Anklagemyndigheden kan ligeledes indgive en saadan anmodning, naar Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber har meddelt staten, at den er af den opfattelse, at der er sket en klar og aabenbar tilsidesaettelse af de i stk. 1 naevnte forpligtelser, og angivet grundene herfor.

Tvangsboedens stoerrelse fastsaettes under hensyn til den adfaerd, der er udvist af den person, som paabuddet blev rettet til, og under hensyn til de vanskeligheder, han har haft i forbindelse med gennemfoerelsen af dette.

Retsformanden for den kompetente ret eller hans fuldmaegtig kan som eneste instans som hastesag traeffe afgoerelse.

Hvis den konstaterede tilsidesaettelse ikke bringes til ophoer efter fastsaettelsen af den foreloebige tvangsboede, kan retten paalaegge en endelig tvangsboede. Den traeffer i saa fald afgoerelse som hastesag, og appel kan ivaerksaettes som i hastesager.

Tvangsboeden er, uanset om den er foreloebig eller endelig, uafhaengig af en eventuel skadeserstatning. Den foreloebige eller endelige tvangsboede kan bortfalde helt eller delvis, saafremt det godtgoeres, at den manglende eller forsinkede gennemfoerelse af rettens paabud helt eller delvis skyldes en udefra kommende aarsag.

Art. 7-2 - I tilfaelde af tilsidesaettelse af de forpligtelser til at offentliggoere og til at udbyde i fri konkurrence, der gaelder for indgaaelse af aftaler, som disse er defineret i artikel 1, og som henhoerer under privatretten, kan enhver, der har interesse i at indgaa aftalen, og som vil kunne lide skade ved en tilsidesaettelse af forpligtelserne, foer aftalen indgaas, anmode retten om at traeffe de foranstaltninger, der er fastsat i artikel L. 23 i code des tribunaux administratifs et des cours administratives d'appel'«.

14 Artikel 4 i lov nr. 93-1416 har foelgende ordlyd:

»Artikel L. 23 i code des tribunaux administratifs et des cours administratives d'appel affattes saaledes:

'Art. L. 23 - Formanden for tribunal administratif eller hans fuldmaegtig kan traeffe afgoerelse i sager om tilsidesaettelse af de forpligtelser til at offentliggoere og til at udbyde i fri konkurrence, der gaelder for indgaaelse af aftaler som omhandlet i artikel 7-2 i lov nr. 92-1282 af 11. december 1992 om fremgangsmaaden ved indgaaelse af visse aftaler inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation. Retten kan, foer aftalen indgaas, kun traeffe afgoerelse i sagen under de nedenfor anfoerte omstaendigheder.

De personer, som har interesse i at indgaa aftalen, og som vil kunne lide skade ved tilsidesaettelsen af forpligtelserne, har soegsmaalskompetence.

Formanden for tribunal administratif eller hans fuldmaegtig kan paabyde den, der er ansvarlig for tilsidesaettelsen, at efterkomme sine forpligtelser. Han fastsaetter fristerne for den paagaeldendes efterkommelse af paabuddet. Han kan endvidere paalaegge en foreloebig tvangsboede, der faar virkning fra udloebet af de fastsatte frister. Han kan dog tage hensyn til denne foranstaltnings mulige virkninger for alle de beroerte interesser, herunder offentlighedens interesser, og beslutte ikke at paalaegge tvangsboeden, naar dens negative foelger vil vaere stoerre end dens fordele.

Tvangsboedens stoerrelse fastsaettes under hensyn til den adfaerd, der er udvist af den person, som paabuddet blev rettet til, og under hensyn til de vanskeligheder, han har haft i forbindelse med gennemfoerelsen af dette.

Medmindre anmodningen vedroerer udbud eller aftaler, der foretages eller indgaas af staten, kan en saadan endvidere indgives af staten, naar Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber har meddelt den, at den er af den opfattelse, at der er sket en klar og aabenbar tilsidesaettelse af de ovennaevnte forpligtelser, og angivet grundene herfor.

Formanden for tribunal administratif eller hans fuldmaegtig kan som eneste instans som hastesag traeffe afgoerelse.

Hvis den konstaterede tilsidesaettelse ikke bringes til ophoer efter fastsaettelsen af den foreloebige tvangsboede, kan retten paalaegge en endelig tvangsboede. Den traeffer i saa fald afgoerelse som hastesag, og appel kan ivaerksaettes som i hastesager.

Tvangsboeden er, uanset om den er foreloebig eller endelig, uafhaengig af en eventuel skadeserstatning. Den foreloebige eller endelige tvangsboede kan bortfalde helt eller delvis, saafremt det godtgoeres, at den manglende eller forsinkede gennemfoerelse af rettens paabud helt eller delvis skyldes en udefra kommende aarsag.'«

Den administrative procedure

15 Ved aabningsskrivelse af 8. september 1995 meddelte Kommissionen de franske myndigheder, at tvangsboedereglerne i direktiv 92/13 ikke var blevet gennemfoert behoerigt, eftersom samme direktivs bestemmelser vedroerende attesteringsordningen og forligsproceduren ikke var blevet gennemfoert. I henhold til traktatens artikel 169 opfordrede Kommissionen den franske regering til at fremsaette sine bemaerkninger inden for en frist paa to maaneder og at vedtage de fornoedne aendringer.

16 I sin svarskrivelse af 13. november 1995 anfoerte de franske myndigheder visse praeciseringer om, hvorledes tvangsboedeordningen virkede, og om bestemmelserne i direktiv 92/13 vedroerende forligsproceduren, som ikke var gennemfoert med lov nr. 93-1416.

17 I sin begrundede udtalelse af 8. november 1996 fastholdt Kommissionen imidlertid sine klagepunkter vedroerende tvangsboedeordningen og den manglende gennemfoerelse af naevnte direktivs kapitel 2 og 4.

18 De franske myndigheder anfoerte i deres svarskrivelse af 20. februar 1997, at de var af den opfattelse, at indholdet af lov nr. 93-1416 paa tilfredsstillende maade opfyldte kravene i direktiv 92/13, at de snarest ville offentliggoere et cirkulaere for at sikre, at borgerne modtog oplysning om, hvorledes forligsproceduren fungerede, og at de beroerte administrationer undersoegte, hvilke foranstaltninger der kunne traeffes for at sikre en effektiv gennemfoerelse af reglerne om attestering.

19 Da Kommissionen ikke ansaa svaret fra den franske regering for tilfredsstillende, anlagde den naervaerende sag.

Tvangsboeden

20 Indledningsvis bemaerkes, at det er ubestridt, at Kommissionen ikke anfaegter, at Den Franske Republik har valgt den mulighed, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, litra c), i direktiv 92/13.

21 For saa vidt angaar denne valgmulighed har Kommissionen imidlertid indledningsvis gjort gaeldende, at gennemfoerelsen af artikel 2, stk. 5, i direktiv 92/13, hvorefter det beloeb, der skal betales i henhold til stk. 1, litra c), skal vaere stort nok til at afholde ordregiveren fra at begaa en overtraedelse eller fortsaette med en overtraedelse, kraever, at der indfoeres en saerlig bestemmelse vedroerende tvangsboedens stoerrelse, der har til formaal enten at praecisere, at tvangsboeden skal have den kraevede afskraekkende effekt, eller at begraense det skoen, der tillaegges retten med hensyn til fastsaettelsen af dette beloeb. Ifoelge Kommissionen kan den omstaendighed, at der ikke er udstedt en saadan bestemmelse, give anledning til tvivl hos den kompetente ret.

22 Den franske regering har heroverfor gjort gaeldende dels, at direktiv 92/13 ikke indeholder nogen udtrykkelig bestemmelse, der paalaegger medlemsstaterne at fastsaette tvangsboedens stoerrelse, dels at det paa grund af situationernes forskelligartethed er noedvendigt at give retten mulighed for at fastsaette tvangsboeden paa grundlag af et skoen, der foretages i den paagaeldende sag, idet beloebet skal vaere stort nok til, at maalene i direktiv 92/13 naas.

23 Det bemaerkes, at det fremgaar af selve ordlyden af artikel 2, stk. 5, i direktiv 92/13, at bestemmelsen foreskriver, at det beloeb, der skal betales i henhold til stk. 1, litra c), skal vaere stort nok til at afholde ordregiveren fra at begaa en overtraedelse eller fortsaette med en overtraedelse, uden at det er angivet, om det tilkommer lovgiver eller den kompetente ret at fastsaette det beloeb, der skal betales.

24 Som generaladvokaten har anfoert i punkt 13 i forslaget til afgoerelse, er en tvangsboede, der er en tvangsforanstaltning, hvis hovedformaal er at sikre overholdelsen af den paagaeldende rets afgoerelser, efter sin natur i sig selv afskraekkende. En bestemmelse, der praeciserer, at det beloeb, der skal betales i henhold til artikel 2, stk. 1, i direktiv 92/13, skal have en afskraekkende karakter, kan derfor ikke som saadan aendre eller styrke denne karakter.

25 Endvidere har den franske regering gjort gaeldende, uden at Kommissionen paa tilstraekkelig maade har imoedegaaet dette, at en tvangsboede i henhold til fransk ret efter sin art er et tvangsmiddel og et effektivt middel til at hindre, at domstolenes paabud ikke efterkommes.

26 Kommissionen har endvidere gjort gaeldende, at den franske regering i artikel 1 og 4 i lov nr. 93-1416 ikke alene har foreskrevet, at en endelig tvangsboede kun kan paalaegges, naar der er fastsat en foreloebig tvangsboede, men ligeledes har bestemt, at tvangsboedens stoerrelse fastsaettes under hensyntagen til den adfaerd, der er udvist af den person, som paabuddet blev rettet til, og de vanskeligheder, han har haft i forbindelse med gennemfoerelsen af dette. Ifoelge Kommissionen er den handlemargen, der dermed er tillagt retten, underkastet subjektive kriterier, der er fastsat paa en maade, der er for usikker til, at det sikres, at ordningen fungerer tilfredsstillende.

27 I denne forbindelse bemaerkes for det foerste, at artikel 2, stk. 1, litra c), i direktiv 92/13 alene forpligter de medlemsstater, der har valgt denne mulighed, til at indfoere foranstaltninger, der giver mulighed for ved passende fremgangsmaader at udstede et betalingspaabud paa et bestemt beloeb, saafremt overtraedelsen ikke bringes til ophoer eller undgaas. Ifoelge artikel 2, stk. 5, skal dette beloeb vaere stort nok til at afholde ordregiveren fra at begaa en overtraedelse eller at fortsaette med en overtraedelse, uden at den endelige eller foreloebige karakter af denne foranstaltning er angivet naermere. I modsaetning til, hvad Kommissionen har gjort gaeldende, angiver den naevnte bestemmelse ikke, at retten med henblik paa at undgaa en overtraedelse eller at bringe en saadan til ophoer er forpligtet til kun at paalaegge endelige tvangsboeder.

28 Hvad for det andet angaar Kommissionens argument om, at artikel 1 og 4 i lov nr. 93-1416 med urette fastlaegger en sammenhaeng mellem tvangsboeden og den adfaerd, der er udvist af den person, som paabuddet blev rettet til, bemaerkes, at det er uadskilleligt forbundet med retsprincippet om en retfaerdig rettergang, at retten under en procedure som den, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, litra c), i direktiv 92/13, ikke kan se bort fra den adfaerd, der er udvist af adressaten for paabuddet, og de vanskeligheder, han har haft i forbindelse med efterkommelsen af dette.

29 Kommissionen har endelig gjort gaeldende, at lov nr. 93-1416 ved ikke reelt at sikre tvangsboedens afskraekkende virkning har fastsat en saerlig procedure, som er mindre bindende end den, der er foreskrevet inden for privatretten, hvilket er i strid med artikel 1, stk. 2, i direktiv 92/13. I denne forbindelse har Kommissionen gjort gaeldende, at der bestaar en forskel mellem bestemmelserne om tvangsboeder i lov nr. 93-1416 og de bestemmelser, der er indeholdt i lov nr. 91-650 af 9. juli 1991 om aendring af civile tvangsfuldbyrdelsesprocedurer (JORF af 14.7.1991, s. 9228). Ifoelge Kommissionen vidner denne forskel om, at den franske lovgiver har villet goere reglerne i lov nr. 93-1416 mindre bindende end reglerne i den generelle ordning i lov nr. 91-650.

30 Hertil skal alene bemaerkes, at som den franske regering har gjort gaeldende, uden at Kommissionen paa tilstraekkelig maade har imoedegaaet dette, er formaalet med lov nr. 93-1416 forskelligt fra formaalet med lov nr. 91-650. Lov nr. 91-650, som tilsigter at give en kreditor, der er i besiddelse af et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, midlerne til at soege tvangsfuldbyrdelse af dette grundlag i debitors aktiver inden for rammerne af reglerne om fordringer, der forudgaaende er anerkendt som forfaldne og eksigible, giver ikke retten nogen befoejelse til at gribe ind i en ordregivers udbudsprocedure.

31 Som generaladvokaten har anfoert i punkt 17 i forslaget til afgoerelse, kan lov nr. 91-650, uanset at den indfoerer en procedure med tvangsboeder, imidlertid ikke tjene som grundlag for gennemfoerelsen af direktiv 92/13.

32 Kommissionens anbringende om, at den franske lovgiver har haft til hensigt at indfoere en procedure, der var saerlig i forhold til de gaeldende privatretlige regler, og som ikke indeholdt de i direktiv 92/13 foreskrevne garantier, kan saaledes ikke laegges til grund.

33 Det foelger af ovenstaaende, at der ikke kan gives Kommissionen medhold i dens paastand om en utilstraekkelig gennemfoerelse af artikel 2, stk. 1, litra c), og artikel 5 i direktiv 92/13.

Attestering

34 Ifoelge Kommissionen er attesteringsordningen som foreskrevet i kapitel 2 i direktiv 92/13 ikke blevet gennemfoert i fransk ret.

35 Den franske regering har gjort gaeldende, at selv om medlemsstaterne er forpligtet til at gennemfoere artikel 3 i direktiv 92/13, kan de overholde denne forpligtelse enten ved - som anfoert i direktivets artikel 6, stk. 2 - direkte at udpege attestatorer eller - som direktivets artikel 7 indirekte giver mulighed for - ved at overlade det til et specialiseret organ at give fuldmagt til attestatorer. Regeringen har gjort gaeldende, at den foerste fremgangsmaade ikke noedvendigvis indebaerer, at der skal udstedes gennemfoerelsesregler, men at den alene forudsaetter, at ordregiverne oplyses om de muligheder, faellesskabsretten giver dem. Den franske regering har endvidere bemaerket, at den har givet den fornoedne offentlige oplysning om direktiv 92/13.

36 Det bemaerkes, at det fremgaar af selve ordlyden af artikel 3 i direktiv 92/13, at medlemsstaterne er forpligtet til at give ordregiverne mulighed for at anvende en attesteringsordning, der er i overensstemmelse med direktivets artikel 4-7. Som Kommissionen med rette har fremhaevet, betyder den omstaendighed, at direktiv 92/13 giver de organer, der henhoerer under dets anvendelsesomraade, mulighed for at anvende en attesteringsordning, paa ingen maade, at gennemfoerelsen af en saadan ordning i national ret er frivillig.

37 For saa vidt angaar den offentlige oplysning, som den franske regering har givet om direktiv 92/13, bemaerkes, at ifoelge fast retspraksis skal direktivbestemmelser gennemfoeres ved bestemmelser, hvis bindende virkning er uomtvistelig, og som er tilstraekkeligt specifikke, bestemte og klare til, at de er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet (jf. dom af 30.5.1991, sag C-59/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 2607, praemis 24).

38 Det maa derfor konstateres, at attesteringsordningen som foreskrevet i kapitel 2 i direktiv 92/13 ikke er blevet gennemfoert i fransk ret inden for den fastsatte frist.

Forligsproceduren

39 Kommissionen har endelig gjort gaeldende, at Den Franske Republik ikke har gennemfoert artikel 9, 10 og 11 i direktiv 92/13 vedroerende forligsproceduren i fransk ret.

40 Ifoelge den franske regering forudsaetter den forligsprocedure, der er fastsat i artikel 9, stk. 2, i direktiv 92/13, og som kun paalaegger medlemsstaterne en forpligtelse til snarest muligt til Kommissionen at fremsende anmodningen om forlig, som kan fremsaettes af enhver beroert person, ikke i sig selv, at der vedtages love eller administrative bestemmelser til gennemfoerelse. Regeringen har endvidere anfoert, at den med henblik paa at fremme anvendelsen af denne forligsprocedure har givet de beroerte virksomheder oplysning om indholdet af direktiv 92/13 ved at offentliggoere dette i april-maj-nummeret af »Marchés Publics«, som er det vaesentligste fagtidsskrift for alle erhvervsdrivende paa omraadet.

41 Det er hertil tilstraekkeligt at bemaerke, at artikel 9, stk. 1, i direktiv 92/13 bestemmer, at enhver, der har eller har haft interesse i at faa tildelt en kontrakt, som er omfattet af anvendelsesomraadet for direktiv 90/531/EOEF af 17. september 1990 om fremgangsmaaderne ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation (EFT L 297, s. 1), og som inden for rammerne af denne udbudsprocedure anser sig for at have lidt eller at risikere at lide skade som foelge af manglende overholdelse af faellesskabsretten vedroerende tilbudsgivning eller de nationale regler til gennemfoerelse af denne ret, kan anmode om anvendelse af den forligsprocedure, der er fastsat i artikel 10 og 11 i direktiv 92/13. Det foelger heraf, at der kraeves en gennemfoerelsesbestemmelse i national ret, for at de beroerte har mulighed for at vide, at en saadan procedure findes, og for saaledes at sikre klagemuligheden i denne forbindelse.

42 Det maa saaledes fastslaas, at artikel 9, 10 og 11 i direktiv 92/13 om forligsproceduren ikke er blevet gennemfoert inden for den fastsatte frist.

43 Under hensyn til det ovenfor anfoerte maa det fastslaas, at Den Franske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i henhold til artikel 13, stk. 1, i direktiv 92/13, idet den ikke inden for den fastsatte frist har truffet alle de noedvendige foranstaltninger for at efterkomme bestemmelserne i dette direktivs kapitel 2 og 4.

Sagens omkostninger

44 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 3, kan Domstolen bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Kommissionen og Den Franske Republik har hver isaer delvist tabt sagen, og hver part boer derfor paalaegges at baere sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

1) Den Franske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i henhold til artikel 13, stk. 1, i Raadets direktiv 92/13/EOEF af 25. februar 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedroerende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmaaden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation, idet den ikke inden for den fastsatte frist har truffet alle de noedvendige foranstaltninger for at efterkomme bestemmelserne i dette direktivs kapitel 2 og 4.

2) I oevrigt frifindes Den Franske Republik.

3) Hver part baerer sine omkostninger.