61997J0222

1 Frie kapitalbevaegelser - kapitalbevaegelser i traktatens artikel 73 B's forstand - begreb - stiftelse af en panteret i fast ejendom - omfattet

(EF-traktaten, art. 73 B; Raadets direktiv 88/361)

2 Frie kapitalbevaegelser - restriktioner - en medlemsstats forbud mod tinglysning af en panteret i fast ejendom for en fordring i en anden medlemsstats valuta - retsstridighed - begrundelse - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 73 B)

1 Det fremgaar af den nomenklatur over kapitalbevaegelser, som er indeholdt i bilaget til direktiv 88/361 om gennemfoerelse af traktatens artikel 67, og som, selv om direktivet er udstedt i henhold til EOEF-traktatens artikel 69 og artikel 70, stk. 1, bevarer den vejledende vaerdi, den havde, foer EOEF-traktatens artikel 69-73 blev afloest af EF-traktatens artikel 73 B ff., at saavel realisering af en investering i fast ejendom (nomenklaturens afsnit II) som kautioner, andre garantier og panterettigheder (nomenklaturens afsnit IX), er kapitalbevaegelser i artikel 73 B's forstand. Da en panteret i fast ejendom dels er uadskilleligt knyttet til realisering af en investering i fast ejendom, dels falder ind under begrebet »andre garantier«, idet den udgoer det traditionelle middel til at sikre et laan i forbindelse med salg af fast ejendom, er den omfattet af traktatens artikel 73 B, som forbyder restriktioner for kapitalbevaegelser mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande.

2 Traktatens artikel 73 B er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter en panteret i fast ejendom, der skal tjene som sikkerhed for en fordring, som skal betales i en anden medlemsstats valuta, skal tinglyses i national valuta, idet tinglysningen ikke kan gaelde for et stoerre beloeb end den vaerdi, som fordringen repraesenterer i national valuta paa datoen for indleveringen til tinglysning.

En saadan ordning udgoer en restriktion for kapitalbevaegelserne, da den svaekker forbindelsen mellem den fordring, som skal sikres - og som skal betales i en anden medlemsstats valuta - og panteretten i fast ejendom, der paa grund af efterfoelgende valutabevaegelser kan taenkes at faa en lavere vaerdi end den sikrede fordring, hvilket noedvendigvis nedsaetter sikkerhedens effektivitet og dermed goer den mindre attraktiv. Ordningen kan derfor afholde de paagaeldende fra at fastsaette en fordring i en anden medlemsstats valuta, hvilket er en ret, som udgoer en bestanddel af den frie bevaegelighed for kapital og betalinger.

Forpligtelsen efter den paagaeldende ordning til at anvende national valuta ved stiftelse af en panteret i fast ejendom er endvidere ikke begrundet i et tvingende alment hensyn til sikring af forudsigelighed og transparens i forbindelse med pantsaetning af fast ejendom. En medlemsstat er berettiget til at traeffe de noedvendige foranstaltninger til, at reglerne om pantsaetning af fast ejendom under overholdelse af kravene til bestemthed og transparens paa den ene side fastlaegger de rettigheder, som tilkommer panthaverne i fast ejendom indbyrdes, samt rettighederne for panthaverne i fast ejendom som helhed, og paa den anden side fastlaegger rettighederne for de oevrige kreditorer. Det fremgaar imidlertid, at kreditorer med en lavere prioritetsplads efter ordningen saettes i stand til at kende det noejagtige beloeb paa de foranstaaende prioriteter og dermed faar mulighed for at vurdere vaerdien af den sikkerhed, de tilbydes, men at dette sker paa bekostning af et usikkerhedsmoment for de fordringshavere, hvis krav er fastsat i en udenlandsk valuta.

1 Ved kendelse af 27. maj 1997, indgaaet til Domstolen den 13. juni 1997, har Oberster Gerichtshof i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 73 B.

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en revisionsanke, som Manfred Trummer og Peter Meyer har indgivet vedroerende et afslag paa at tinglyse en panteret i fast ejendom for et beloeb i tyske mark.

3 Ved kontrakt af 14. november 1995 solgte Peter Mayer, som er bosat i Tyskland, en del af en fast ejendom, som er beliggende i Sankt Stefan im Rosenthal, OEstrig, til Manfred Trummer, som er bosat i OEstrig, for et beloeb i tyske mark. Ved samme kontrakt gav Peter Mayer koeberen henstand med betalingen af koebesummen indtil den 31. december 2000, ligesom han gav afkald paa vaerdisikring og forrentning. Parterne traf dog aftale om stiftelse af en panteret i ejendommen til sikkerhed for betalingen af koebesummen.

4 Den 1. juli 1996 blev der indgivet begaering til Bezirksgericht Feldbach om indfoerelse af dispositionerne i tingbogen for Sankt Stefan im Rosenthal. Begaeringen blev imoedekommet for saa vidt angik koeberens medejendomsret, men afvist den 17. juli 1996 for saa vidt angik pantehaeftelsen. Denne afgoerelse blev stadfaestet den 19. februar 1997 af appelinstansen, Landesgericht fuer Zivilrechtssachen Graz.

5 De to retsinstanser fandt, at tinglysning af en panteret i fast ejendom til sikkerhed for en fordring, som skal betales i fremmed valuta, var i strid med § 3, stk. 1, i Verordnung ueber wertbestaendige Rechte (anordning om vaerdifaste rettigheder) af 16. november 1940, som aendret ved § 4 i Schillinggesetz (lov om indfoerelse af schilling som moentfod). Ifoelge denne bestemmelse kan panteret i fast ejendom kun stiftes i oestrigske schilling eller, hvis dette ikke sker, paa en saadan maade, at det beloeb, den faste ejendom skal haefte for, bestemmes ud fra prisen paa finguld.

6 Endvidere fandt appelinstansen ikke, at den nationale lovgivning var i strid med faellesskabsretten, da den ikke beroerte de frie kapitalbevaegelser.

7 Appelinstansen bemaerkede, at traktaten ikke indeholder nogen definition af begrebet »kapitalbevaegelser«, og at man derfor maatte henholde sig til nomenklaturen i bilaget til Raadets direktiv 88/361/EOEF af 24. juni 1988 om gennemfoerelse af traktatens artikel 67 (EFT L 178, s. 5).

8 Da sikkerhed i fast ejendom, som panterettigheder netop maa henfoeres under, imidlertid ikke naevnes i nomenklaturen, sluttede appelinstansen, at transaktionen ikke var omfattet af traktatens artikel 73 B.

9 Peter Mayer og Manfred Trummer indgav herefter revisionsanke til Oberster Gerichtshof.

10 Under henvisning til retspraksis og den juridiske litteratur i OEstrig har Oberster Gerichtshof anfoert, at det i OEstrig kun er blevet anset for lovligt at tinglyse panterettigheder for beloeb i oestrigske schilling, som paa indleveringsdatoen svarer til det skyldige beloeb i fremmed valuta. Oberster Gerichtshof fandt derfor, at appellanternes begaering alene kunne imoedekommes paa grundlag af det principielle forbud i traktatens artikel 73 B mod enhver restriktion for de frie kapitalbevaegelser og betalinger.

11 Denne traktatbestemmelse har foelgende ordlyd:

»1. Inden for rammerne af bestemmelserne i dette kapitel er alle restriktioner for kapitalbevaegelser mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande forbudt.

2. Inden for rammerne af bestemmelserne i dette kapitel er alle restriktioner for betalinger mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande forbudt.«

12 Blandt de kapitalbevaegelser, som er opfoert i bilag I til direktiv 88/361, er i oevrigt naevnt foelgende:

»II Investeringer i fast ejendom

A. Valutaudlaendinges investeringer i fast ejendom i indlandet

B. Valutaindlaendinges investeringer i fast ejendom i udlandet

... IX Kautioner, andre garantier og panterettigheder

A. Stillet af valutaudlaendinge for valutaindlaendinge B. Stillet af valutaindlaendinge for valutaudlaendinge.«

13 I indledningen til bilag I hedder det:

»De kapitalbevaegelser, der er opfoert i naervaerende nomenklatur, omfatter:

- samtlige transaktioner, der er noedvendige for realiseringen af kapitalbevaegelser: indgaaelse og gennemfoerelse af transaktionen samt hermed forbundne overfoersler ...

...

...

- realisering eller overdragelse af tilgodehavender, repatriering af realisationsprovenuet eller anvendelse af dette provenu paa stedet inden for EF-forpligtelsernes rammer

...

Denne nomenklatur er ikke udtoemmende for saa vidt angaar begrebet kapitalbevaegelser, og der er derfor indsat en rubrik XIII-F 'Andre kapitalbevaegelser: Diverse kapitalbevaegelser'. Den kan saaledes ikke fortolkes paa den maade, at den begraenser raekkevidden af princippet om en fuldstaendig liberalisering af kapitalbevaegelserne som fastsat i artikel 1 i direktivet.«

14 I de forklarende bemaerkninger til nomenklaturen er realisationsprovenu (af investeringer, vaerdipapirer osv.) defineret som salgsprovenu, inklusive den eventuelle mervaerdi, tilbagebetalinger, provenu ved tvangsfuldbyrdelse.

15 Herefter har Oberster Gerichtshof besluttet af udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende spoergsmaal:

»Udgoer det en med EF-traktatens artikel 73 B forenelig restriktion for kapitalbevaegelser og betalinger, at det ikke tillades at stifte en panteret i fast ejendom for en fordring, der effektivt skal betales i fremmed valuta (her DEM = tyske mark)?«

16 Indledningsvis bemaerkes for det foerste, at de nationale bestemmelser, som er omhandlet i hovedsagen, hverken er til hinder for, at en fordring lyder paa fremmed valuta, eller for, at der kan stilles sikkerhed for fordringen, eventuelt i form af en panteret i fast ejendom. Bestemmelserne forbyder alene, at den panteret, der stilles som sikkerhed for en saadan fordring, tinglyses i fremmed valuta.

17 For det andet bemaerkes, at Domstolens argumenter er baseret paa den forudsaetning, som er omtalt af den forelaeggende ret, at indehaveren af en fordring, som lyder paa fremmed valuta, ikke efter de paagaeldende nationale bestemmelser kan faa tinglyst en panteret i fast ejendom i national valuta for et stoerre beloeb end den vaerdi, som fordringen repraesenterer i national valuta paa datoen for indleveringen til tinglysning.

18 Med sit spoergsmaal oensker den nationale ret naermere bestemt at faa oplyst, om traktatens artikel 73 B er til hinder for, at der i en medlemsstat gaelder bestemmelser, hvorefter en panteret i fast ejendom, der skal tjene som sikkerhed for en fordring, der skal betales i en anden medlemsstats valuta, skal tinglyses i national valuta.

19 For at besvare dette spoergsmaal maa det foerst undersoeges, om stiftelse af en panteret i fast ejendom som sikkerhed for en gaeld, der skal betales i en anden medlemsstats valuta, er omfattet af traktatens artikel 73 B.

20 Det bemaerkes, at EF-traktaten ikke definerer begrebet kapitalbevaegelser og begrebet betalinger.

21 Da EF-traktatens artikel 73 B imidlertid i det vaesentlige gentager indholdet af artikel 1 i direktiv 88/361 - og uanset at direktivet er udstedt paa grundlag af EOEF-traktatens artikel 69 og artikel 70, stk. 1, som i mellemtiden er afloest af EF-traktatens artikel 73 B ff. - bevarer den nomenklatur for kapitalbevaegelser, som er indeholdt i direktivets bilag, den vejledende vaerdi hvad angaar definitionen af begrebet kapitalbevaegelser, som den havde, foer disse bestemmelser traadte i kraft, idet den i nomenklaturen indeholdte liste, som anfoert i indledningen, ikke er udtoemmende.

22 Det fremgaar af afsnit II i bilag I til direktiv 88/361, af nomenklaturens indledning og af de efterfoelgende forklarende bemaerkninger, at realisering af en investering i fast ejendom er en kapitalbevaegelse.

23 I oevrigt udgoer panteret i fast ejendom det traditionelle middel til at sikre et laan i forbindelse med salg af fast ejendom, som er en transaktion, der er omfattet af nomenklaturen. En saadan panteret maa derfor antages at falde ind under begrebet »andre garantier« i nomenklaturens afsnit IX, der har overskriften »Kautioner, andre garantier og panterettigheder«.

24 Da en panteret i fast ejendom som den i hovedsagen omhandlede dels er uadskilleligt knyttet til en kapitalbevaegelse, i det foreliggende tilfaelde realisering af en investering i fast ejendom, dels er omfattet af afsnit IX i den nomenklatur for kapitalbevaegelser, som er indeholdt i bilaget til direktiv 88/361, er den omfattet af traktatens artikel 73 B.

25 For det andet maa det undersoeges, om forbuddet mod at tinglyse en panteret i fast ejendom i en anden medlemsstats valuta udgoer en restriktion for kapitalbevaegelserne.

26 Herom bemaerkes, at nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede svaekker forbindelsen mellem den fordring, som skal sikres - og som skal betales i en anden medlemsstats valuta - og panteretten i fast ejendom, der paa grund af efterfoelgende valutabevaegelser kan taenkes at faa en lavere vaerdi end den sikrede fordring, hvilket noedvendigvis nedsaetter sikkerhedens effektivitet og dermed goer den mindre attraktiv. Bestemmelserne kan derfor afholde de paagaeldende fra at fastsaette en fordring i en anden medlemsstats valuta og dermed fratage dem en ret, som udgoer en bestanddel af den frie bevaegelighed for kapital og betalinger (jf. vedroerende EOEF-traktatens artikel 106, stk. 1, dom af 31.1.1984, forenede sager 286/82 og 26/83, Luisi og Carbone, Sml. s. 377, praemis 28, og af 14.7.1988, sag 308/86, Lambert, Sml. s. 4369, praemis 16).

27 I oevrigt er der risiko for, at de i hovedsagen omtvistede bestemmelser paafoerer de kontraherende parter yderligere udgifter, da de tvinger dem til at beregne fordringen i national valuta udelukkende med henblik paa tinglysningen af panteretten og dermed til i givet fald at faa fastslaaet ombytningsforholdet.

28 Det maa herefter antages, at en forpligtelse til at anvende national valuta ved stiftelse af en panteret i fast ejendom i princippet er en restriktion for kapitalbevaegelser i traktatens artikel 73 B's forstand.

29 Heroverfor har den finske regering gjort gaeldende, at de frie kapitalbevaegelser ikke er absolutte, og at de nationale bestemmelser i hovedsagen har til formaal at sikre forudsigelighed og transparens i forbindelse med pantsaetning af fast ejendom, hvilket er et tvingende alment hensyn, som goer bestemmelserne berettigede.

30 Herom bemaerkes, at en medlemsstat er berettiget til at traeffe de noedvendige foranstaltninger til, at reglerne om pantsaetning af fast ejendom under overholdelse af kravene til bestemthed og transparens paa den ene side fastlaegger de rettigheder, som tilkommer panthaverne i fast ejendom indbyrdes, samt rettighederne for panthaverne i fast ejendom som helhed, og paa den anden side fastlaegger rettighederne for de oevrige kreditorer. Da reglerne om pantsaetning af fast ejendom er reguleret af loven i den stat, hvor den pantsatte ejendom er beliggende, er det loven i denne stat, som maa fastlaegge midlerne til at sikre opfyldelsen af dette formaal.

31 Idet bemaerkes, at hverken den oestrigske regering eller parterne i hovedsagen har afgivet indlaeg for Domstolen, men idet det antages, at bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede faktisk tilsigter at opfylde dette formaal, fremgaar det imidlertid, at kreditorer med en lavere prioritetsplads efter bestemmelserne saettes i stand til at kende det noejagtige beloeb paa de foranstaaende prioriteter og dermed faar mulighed for at vurdere vaerdien af den sikkerhed, de tilbydes, men at dette sker paa bekostning af et usikkerhedsmoment for de fordringshavere, hvis krav er fastsat i en udenlandsk valuta.

32 Det skal endvidere fremhaeves, at nationale bestemmelser som de i hovedsagen omtvistede indeholder et usikkerhedsmoment, som kan hindre virkeliggoerelsen af det ovennaevnte formaal. Som det fremgaar af naervaerende doms praemis 5, kan panterettens vaerdi efter de oestrigske bestemmelser fastsaettes ud fra prisen paa finguld. Som generaladvokaten har fremhaevet i punkt 14 i sit forslag til afgoerelse, er vaerdien af guld imidlertid for oejeblikket udsat for tilsvarende svingninger som vaerdien af en udenlandsk valuta.

33 Kommissionen har under den mundtlige forhandling oplyst, at dette led i bestemmelserne ifoelge de oplysninger, den raader over, ikke laengere benyttes i praksis, men det maa konstateres, at det formelt set stadig indgaar i bestemmelserne.

34 Herefter skal den forelaeggende rets spoergsmaal besvares med, at traktatens artikel 73 B er til hinder for nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede, hvorefter en panteret i fast ejendom, der skal tjene som sikkerhed for en fordring, som skal betales i en anden medlemsstats valuta, skal tinglyses i national valuta.

Sagens omkostninger

35 De udgifter, der er afholdt af den portugisiske, den finske og den svenske regering samt af Kommissionen, der har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Oberster Gerichtshof ved kendelse af 27. maj 1997, for ret:

EF-traktatens artikel 73 B er til hinder for nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede, hvorefter en panteret i fast ejendom, der skal tjene som sikkerhed for en fordring, som skal betales i en anden medlemsstats valuta, skal tinglyses i national valuta.