1 Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - lige loen - loen - begreb - erstatning for uberettiget afskedigelse - omfattet
(EF-traktaten, art. 119)
2 Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - lige loen - traktatens artikel 119 - ligebehandling for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse samt arbejdsvilkaar - direktiv 76/207 - respektive anvendelsesomraader
(EF-traktaten, art. 119; Raadets direktiv 76/207)
3 Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - lige loen - national foranstaltning, som indebaerer en indirekte forskelsbehandling - den nationale rets bedoemmelse - kriterier - beviset for den objektive berettigelse paahviler medlemsstaten
(EF-traktaten, art. 119)
1 En erstatning for uberettiget afskedigelse, som tilkendes ved en retslig afgoerelse, er loen i traktatens artikel 119's forstand. En saadan erstatning har navnlig til formaal at give arbejdstageren det, som han ville have tjent, hvis arbejdsgiveren ikke ulovligt havde bragt arbejdsforholdet til ophoer.
Det foelger heraf, at erstatningen for uberettiget afskedigelse udbetales til arbejdstageren paa grund af hans ansaettelse, som ville have fortsat, saafremt han ikke var blevet uberettiget afskediget. Denne erstatning henhoerer derfor under begrebet loen i traktatens artikel 119's forstand.
2 Betingelserne for, at en arbejdstager har krav paa erstatning i tilfaelde af uberettiget afskedigelse, henhoerer under traktatens artikel 119. Derimod henhoerer betingelserne for, at en arbejdstager i tilfaelde af uberettiget afskedigelse har krav paa genindtraeden i stillingen eller genansaettelse, under direktiv 76/207 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar.
3 For at fastslaa, om en regel, der er fastsat af en medlemsstat, og hvorefter beskyttelsen mod uberettiget afskedigelse kun omfatter arbejdstagere, der har vaeret ansat i mindst to aar, har en saa forskellig virkning for maend og kvinder, at den udgoer en indirekte forskelsbehandling i traktatens artikel 119's forstand, skal den nationale ret - som det tilkommer paa grundlag af samtlige relevante juridiske og faktiske omstaendigheder at traeffe afgoerelse om det tidspunkt, hvor det skal vurderes, om den paagaeldende regel er lovlig - efterproeve, om de foreliggende statistiske oplysninger indicerer, at en betydelig mindre procentdel af kvinder end maend er i stand til at opfylde den betingelse, som er fastsat ved den paagaeldende regel. Hvis dette er tilfaeldet, foreligger der en indirekte forskelsbehandling paa grundlag af koen, medmindre reglen er begrundet i objektive faktorer, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.
Hvad angaar det sidstnaevnte punkt paahviler det medlemsstaten som ophavsmand til den formodet diskriminerende regel at godtgoere, at reglen opfylder et lovligt maal i dens socialpolitik, at maalet intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen, og at den med rimelighed kunne antage, at de valgte midler var egnede til at naa det paagaeldende maal. Generelle udsagn om en bestemt foranstaltnings egnethed til at fremme ansaettelse er hverken tilstraekkelige til at godtgoere, at formaalet med den anfaegtede regel intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen, eller til at stoette den konklusion, at der var grund til at antage, at foranstaltningen var egnet til at opfylde dette formaal.