1 Appel - fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling - anbringende, der fremføres for første gang i replikken og er uløseligt knyttet til et anbringende, som Retten har forkastet - afvisning
(Domstolens procesreglement, art. 42, stk. 2, og art. 118)
2 Retspleje - fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling - erstatningssøgsmål - argumentation, der ændrer Fællesskabets ansvarsgrundlag - præklusion
(Domstolens procesreglement, art. 42, stk. 2; Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2)
3 Fællesskabsret - principper - ret til kontradiktion - overholdelse under lovgivningsprocedurer - grænser
4 Fællesskabsret - principper - grundrettigheder - Domstolens konstatering af en normativ retsakts gyldighed - anfægtelse af gyldigheden ved retsaktens anvendelse - udelukket
5 Fællesskabsret - principper - beskyttelse af den berettigede forventning - begrænsninger - ændring af bestemmelserne om en fælles markedsordning - institutionernes skønsbeføjelser - omfanget af det tab, som en erhvervsdrivende påberåber sig - ingen betydning for, om der er opstået en berettiget forventning hos den erhvervsdrivende
(Rådets forordning nr. 404/93)
6 Ansvar uden for kontraktforhold - betingelser - retsstridighed - tab - årsagsforbindelse - en af disse betingelser foreligger ikke - frifindelse af sagsøgte i det hele under erstatningssøgsmålet
(EF-traktaten, art. 215, stk. 2 (nu art. 288, stk. 2, EF))
7 Landbrug - fælles markedsordning - bananer - forordning nr. 404/93 - begrebet erhvervsdrivende - tilstrækkeligt præcis definition - delegation af gennemførelseskompetence til Kommissionen - gyldighed
(EF-traktaten, art. 145 (nu art. 202 EF); Rådets forordning nr. 404/93)
1 Under en appel må et anbringende afvises, som fremføres for første gang i replikken og er baseret på en omstændighed, som nødvendigvis og direkte er knyttet til et anbringende, som sagsøgeren havde fremført for Retten, men som han ikke har gentaget i appelskriftet. Hvis det blev anerkendt, at et sådant anbringende kunne realitetsbehandles, ville det i virkeligheden være ensbetydende med, at appellanten fik adgang til for første gang i replikken at anfægte Rettens forkastelse af et anbringende, som appellanten havde påberåbt sig for denne, skønt intet forhindrede appellanten i at fremføre et sådant anbringende i appelskriftet for Domstolen.
2 Under et erstatningssøgsmål, der er baseret på Fællesskabets ansvar for en ulovlig retsakt, er en argumentation, som ændrer selve ansvarsgrundlaget, et nyt anbringende, som det er forbudt at fremføre under sagens behandling, når det gøres gældende, at ansvaret er pådraget på grund af en lovlig lovgivningsakt, idet den omstændighed, at et sådant anbringende også er baseret på traktatens artikel 215 (nu artikel 288 EF), ikke betyder, at der ikke er tale om et nyt anbringende.
3 Under en procedure for udstedelse af en fællesskabsretsakt i henhold til en artikel i traktaten er de eneste høringsforpligtelser, der påhviler fællesskabslovgiver, dem, der er foreskrevet i den pågældende artikel. Der kan i denne forbindelse ikke af traktatens artikel 173, stk. 4 (efter ændring nu artikel 230, stk. 4, EF), udledes nogen ret til at blive hørt, før der udstedes en retsakt af normativ karakter, og retspraksis om retten til at blive hørt i forbindelse med visse retsakter, der berører sagsøgerne umiddelbart og individuelt, kan heller ikke udvides til en lovgivningsprocedure, der fører til vedtagelse af generelle foranstaltninger, som indebærer et økonomisk-politisk valg og gælder for de berørte erhvervsdrivende i almindelighed.
4 Selv om det ikke blot påhviler fællesskabslovgiver, men også de myndigheder, der skal gennemføre de af denne vedtagne normative retsakter, at overholde grundrettighederne, omfatter Domstolens konstatering af, at en normativ retsakt er gyldig henset til grundrettighederne, også den hypotese, at en sådan retsakt anvendes individuelt og konkret, således at dennes gyldighed ikke kan drages i tvivl på ny, når den anvendes på konkrete tilfælde.
5 Selv om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning hører til Fællesskabets grundlæggende principper, kan de erhvervsdrivende ikke have nogen berettigede forventninger om opretholdelse af en bestående situation, som Fællesskabets institutioner kan ændre ved beslutninger truffet inden for rammerne af deres skøn, navnlig på et område som de fælles markedsordninger, hvis formål netop kræver en konstant tilpasning efter ændringer i den økonomiske situation. I denne forbindelse kan det tab, som en erhvervsdrivende hævder at have lidt, og som angiveligt skyldes anvendelsen af en forordning udstedt på dette område, under alle omstændigheder ikke rejse tvivl om den bedømmelse, den kompetente myndigheds adfærd ikke har givet anledning til, at der hos de berørte opstod en berettiget forventning om, at en given situation ville blive opretholdt, eller om at der ville blive truffet bestemte foranstaltninger.
6 Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2 (nu artikel 288, stk. 2, EF), forudsætter opfyldelse af en række betingelser vedrørende retsstridigheden af den adfærd, som fællesskabsinstitutionerne hævdes at have udvist, at der foreligger et tab, og at der er årsagsforbindelse mellem institutionens adfærd og det påberåbte tab. Så snart en af disse betingelser ikke er opfyldt, må sagsøgte frifindes i det hele, uden at det er nødvendigt at undersøge, om de øvrige betingelser for, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold, er opfyldt.
7 Ved udstedelsen af forordning nr. 404/93 om den fælles markedsordning for bananer har Rådet tilstrækkeligt præcist defineret begrebet »erhvervsdrivende« i denne forordnings forstand, således at det gyldigt har kunnet delegere den nødvendige kompetence til Kommissionen med henblik på at sikre gennemførelsen af de således fastsatte regler, som traktatens artikel 145 (nu artikel 202 EF) bemyndiger det til.