61997J0061

1 Frie varebevaegelser - industriel og kommerciel ejendomsret - ophavsret og beslaegtede rettigheder - nationale bestemmelser, hvorefter indehaveren af ophavsrettighederne til et filmvaerk kan modsaette sig udlejning heraf - udlejning af eksemplarer af et filmvaerk i en medlemsstat med rettighedshaverens samtykke - forbud fra rettighedshaverens side mod udlejning i en anden medlemsstat - tilladt

(EF-traktaten, art. 30 og 36)

2 Tilnaermelse af lovgivningerne - ophavsret og beslaegtede rettigheder - direktiv 92/100 - udlejnings- og udlaansaktiviteter vedroerende originalvaerker og eksemplarer af ophavsretligt beskyttede vaerker - eneret til udlejning indfoert ved direktivet - udtoemmelse af retten ved salg eller enhver anden form for distribution - foreligger ikke

(Raadets direktiv 92/100, art. 1)

1 Traktatens artikel 30 og 36 er ikke til hinder for, at indehaveren af en eneret til udlejning kan forbyde udlejning af eksemplarer af et filmvaerk i en medlemsstat, selv om der er givet tilladelse til udlejning af disse eksemplarer i en anden medlemsstat.

Princippet om, at spredningsretten udtoemmes, naar vaerker, som er beskyttet af ophavsretten, udbydes til salg af rettighedshaveren eller med dennes tilladelse, fremgaar af Domstolens faste praksis, hvorefter den ved en medlemsstats lovgivning om industriel og kommerciel ejendomsret sikrede eneret har udtoemt sine virkninger, naar en vare lovligt er bragt paa markedet i en anden medlemsstat af rettens indehaver selv eller med dennes samtykke. Litteraere og kunstneriske vaerker kan imidlertid udnyttes kommercielt enten ved offentlige fremfoerelser eller ved at fremstille eksemplarer og bringe de saaledes fremstillede fysiske baerere i omsaetning.

Det er ikke muligt at sikre ophavsmaend til film et vederlag, som staar i forhold til det faktiske antal udlejninger, og som sikrer disse ophavsmaend en tilfredsstillende del af udlejningsmarkedet, saafremt de kun har ret til honorar i forbindelse med deres samtykke til salg til saavel almindelige privatpersoner som udlejere af videogrammer. Det forhold, at billed- og lydbaerere er bragt i omsaetning, kan saaledes per definition ikke lovliggoere andre former for udnyttelse af det beskyttede vaerk, saasom udlejning, som efter sin natur adskiller sig fra salg og fra enhver anden lovlig spredningshandling. Paa samme maade som retten til offentlig fremfoerelse af et vaerk er udlejningsretten et af de praerogativer, der tilkommer ophavsmanden og producenten paa trods af salget af de fysiske baerere, som indeholder vaerket. Samme raesonnement maa foelges med hensyn til virkningerne af udlejningen. Den saerlige ret til at tillade eller forbyde udlejning ville nemlig miste sit indhold, hvis den allerede blev udtoemt ved den foerste udlejning.

2 Direktiv 92/100 om udlejnings- og udlaansrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslaegtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret er ikke til hinder for, at indehaveren af en eneret til udlejning kan forbyde udlejning af eksemplarer af et filmvaerk i en medlemsstat, selv om der er givet tilladelse til udlejning af disse eksemplarer i en anden medlemsstat.

1 Ved kendelse af 7. februar 1997, indgaaet til Domstolen den 12. februar 1997, har retten i AAlborg i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 30, 36, 85 og 86 og af Raadets direktiv 92/100/EOEF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlaansrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslaegtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (EFT L 346, s. 61, herefter »direktivet«).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem Foreningen af danske Videogramdistributoerer (FDV) som mandatar for Egmont Film A/S m.fl. og den danske virksomhed Laserdisken, en specialforretning for markedsfoering af filmvaerker paa laserdiscs, angaaende udlejning i Danmark af saadanne produkter importeret fra Det Forenede Kongerige.

3 Efter dansk ret er det en forudsaetning for udlejning af filmvaerker, at indehaveren af ophavsrettighederne har givet tilladelse hertil (§ 23, stk. 3, i ophavsretsloven, som aendret i 1989). En tilsvarende bestemmelse blev indfoert i den engelske lovgivning med virkning fra den 1. august 1989 (Copyright, Designs and Patents Act 1988, section 16, 17 og 18).

4 I direktivets artikel 1, stk. 1, paalaegges det medlemsstaterne at indfoere ret til at tillade eller forbyde udlejning og udlaan af originalvaerker og eksemplarer af ophavsretligt beskyttede vaerker samt af andre frembringelser. I henhold til artikel 1, stk. 4, medfoerer salg eller anden form for distribution ikke, at de omhandlede rettigheder udtoemmes. Endvidere fremgaar det af direktivets artikel 9, at spredningsretten, som er en eneret til at goere en af de omhandlede genstande tilgaengelige for almenheden ved salg eller paa anden maade, foerst udtoemmes, naar genstanden for foerste gang saelges i Faellesskabet af rettighedshaveren eller med dennes tilladelse, idet spredningsretten ikke beroerer de saerlige bestemmelser om udlejnings- og udlaansrettigheder, saerlig artikel 1, stk. 4.

5 Laserdisken, som siden 1985 i Danmark har solgt laserdiscs importeret fra Det Forenede Kongerige, begyndte i 1987 ogsaa at udleje saadanne film for at fremme salget af produkterne, som er vaesentligt dyrere end filmvaerker paa videobaand og hovedsageligt koebes af folk, som i forvejen kender filmene. Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at indehaverne af ophavsrettighederne stiltiende havde accepteret, at laserdiscene blev udlejet i Det Forenede Kongerige, men at de ikke havde givet tilladelse til en saadan udlejning uden for denne medlemsstat.

6 I 1992 blev Laserdisken staevnet for ulovlig udlejning i strid med ophavsretslovens § 23, stk. 3, og der blev nedlagt fogedforbud mod udlejning af filmvaerker, hvortil rettighederne til fremstilling og distribution i Danmark tilhoerte FDV's medlemmer, idet FDV skulle stille sikkerhed for den skade, forbuddet kunne forvolde. Fogedforbuddet blev stadfaestet af Vestre Landsret.

7 Under justifikationssagen har retten i AAlborg, som finder, at sagens afgoerelse afhaenger af fortolkningen af faellesskabsretten, besluttet at forelaegge Domstolen praejudicielle spoergsmaal. Beslutningen herom blev appelleret til Vestre Landsret, som har stadfaestet beslutningen, men foretaget mindre aendringer af spoergsmaalenes formulering. I deres endelige affattelse lyder de forelagte spoergsmaal saaledes:

»Er EF-traktatens artikel 30 sammenholdt med artikel 36 samt artikel 85 og 86 til hinder for, at den, der af indehaveren af enerettighederne til et filmvaerk har faaet overdraget en eneret til fremstilling og distribution af eksemplarer af filmvaerket i en medlemsstat, kan give samtykke til udlejning af egne udgivelser og samtidig forhindre udlejning af importerede udgivelser, der er bragt paa markedet i en anden medlemsstat, hvor indehaveren af enerettighederne til fremstilling og distribution af eksemplarer af filmvaerker har overdraget eksemplarerne til eje under stiltiende accept af, at eksemplarerne udlejes i dette medlemsland?

Under hensyntagen til, at raadsdirektivet 92/100/EOEF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlaansrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslaegtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret er traadt i kraft, stilles det samme spoergsmaal under forudsaetning af, at det laegges til grund, at direktivet er gaeldende for besvarelsen.«

8 Med disse to spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om de anfoerte artikler i traktaten og direktivet er til hinder for, at indehaveren af en eneret til udlejning kan forbyde udlejning af eksemplarer af et filmvaerk i en medlemsstat, selv om der er givet tilladelse til udlejning af disse eksemplarer i en anden medlemsstat.

9 Indledningsvis bemaerkes, at selv om forelaeggelseskendelsen naevner traktatens artikel 85 og 86 blandt de faellesskabsbestemmelser, som den nationale ret oensker fortolket, indeholder den ingen naermere oplysninger om, hvilke grunde retten har haft til at stille spoergsmaal om disse artiklers betydning i forhold til hovedsagens faktiske og retlige omstaendigheder. Da der ikke er givet saadanne oplysninger, har den forelaeggende ret, som anfoert af generaladvokaten i punkt 17 i forslaget til afgoerelse, ikke sat Domstolen i stand til at give retten en relevant fortolkning af de naevnte artikler.

10 Under disse omstaendigheder og i overensstemmelse med fast retspraksis, hvis krav ganske saerlig gaelder paa konkurrencerettens omraade, der er karakteriseret ved komplekse faktiske og retlige forhold (jf. f.eks. dom af 26.1.1993, forenede sager C-320/90, C-321/90 og C-322/90, Telemarsicabruzzo m.fl., Sml. I, s. 393, praemis 6 og 7, og kendelse af 19.3.1993, sag C-157/92, Banchero, Sml. I, s. 1085, praemis 4 og 5), maa de af den nationale ret forelagte spoergsmaal afvises, i det omfang de vedroerer fortolkningen af traktatens artikel 85 og 86. Der kan saaledes kun tages stilling til spoergsmaalene for saa vidt angaar fortolkningen af traktatens artikel 30 og 36 og direktivet.

11 FDV, Warner Home Video Inc., den danske, den franske, den finske og Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen har foreslaaet Domstolen at besvare den forelaeggende rets spoergsmaal benaegtende. De har i det vaesentlige gjort gaeldende, at det fremgaar af Domstolens praksis (dom af 17.5.1988, sag 158/86, Warner Brothers og Metronome Video, Sml. s. 2605) og af direktivet, at retten til at tillade eller forbyde udlejning af en film er beslaegtet med retten til offentlig fremfoerelse, og at den i modsaetning til spredningsretten ikke udtoemmes, naar den udoeves for foerste gang.

12 Laserdisken og de parter, der er interveneret i hovedsagen til stoette for denne part, finder derimod, at samtykke til udlejning medfoerer konsumption af eneretten til at forbyde udlejning af eksemplarer af et filmvaerk, og at en udnyttelse af en saadan ret under de beskrevne omstaendigheder er uforenelig med traktatens artikel 30 og 36 og med direktivets formaal, som bl.a. er at etablere et omraade uden indre graenser.

13 Det bemaerkes, at som understreget af Domstolen i praemis 14 i dommen af 28. april 1998 i sagen Metronome Musik (sag C-200/96, Sml. I, s. 1953), fremgaar princippet om, at spredningsretten udtoemmes, naar vaerker, som er beskyttet af ophavsretten, udbydes til salg af rettighedshaveren eller med dennes tilladelse, af fast retspraksis, hvorefter EF-traktatens artikel 36 kun tillader, at princippet om frie varebevaegelser fraviges af hensyn til de i medlemsstaternes lovgivninger anerkendte industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder, i det omfang disse fravigelser er begrundet i hensynet til beskyttelse af de rettigheder, der udgoer denne ejendomsrets saerlige genstand. Den ved en medlemsstats lovgivning om industriel og kommerciel ejendomsret sikrede eneret har netop udtoemt sine virkninger, naar en vare lovligt er bragt paa markedet i en anden medlemsstat af rettens indehaver selv eller med dennes samtykke (jf. navnlig dom af 20.1.1981, forenede sager 55/80 og 57/80, Musik-Vertrieb membran og K-tel International, Sml. s. 147, praemis 10 og 15, og af 22.1.1981, sag 58/80, Dansk Supermarked, Sml. s. 181, praemis 11).

14 Imidlertid har Domstolen i dommen i sagen Warner Brothers og Metronome Video, a.st., ogsaa udtalt, at litteraere og kunstneriske vaerker kan udnyttes kommercielt enten ved offentlige fremfoerelser eller ved at fremstille eksemplarer og bringe de saaledes fremstillede fysiske baerere i omsaetning. Et eksempel herpaa er udlejning af videokassetter, som henvender sig til et andet publikum end salgspublikummet, og som udgoer en vaesentlig potentiel indtaegtskilde for ophavsmaend til film.

15 I denne forbindelse har Domstolen udtalt, at det ikke er muligt at sikre ophavsmaend til film et vederlag, som staar i forhold til det faktiske antal udlejninger, og som sikrer disse ophavsmaend en tilfredsstillende del af udlejningsmarkedet, saafremt de kun har ret til honorar i forbindelse med deres samtykke til salg til saavel almindelige privatpersoner som udlejere af videogrammer. Lovgivninger, som indfoerer en saerlig beskyttelse af retten til udlejning af videogrammer, forekommer derfor begrundet i hensynet til beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret, jf. traktatens artikel 36 (dom i sagen Warner Brothers og Metronome Video, a.st., praemis 15 og 16).

16 I samme dom, praemis 17 og 18, tilbageviste Domstolen endvidere argumentet om, at en ophavsmand, som havde udbudt et videogram med en film til salg i en medlemsstat, hvor lovgivningen ikke gav ham nogen eneret til udlejning, maatte acceptere konsekvenserne af sit valg og konsumptionen af sin ret til at modsaette sig udlejning af videogrammet i en hvilken som helst anden medlemsstat. I tilfaelde, hvor en national lovgivning giver ophavsmaend en saerlig ret til udlejning af videogrammer, ville denne ret saaledes miste sit indhold, hvis rettighedshaveren ikke kunne bestemme over udlejning.

17 Det forhold, at billed- og lydbaerere er bragt i omsaetning, kan saaledes per definition ikke lovliggoere andre former for udnyttelse af det beskyttede vaerk, saasom udlejning, som efter sin natur adskiller sig fra salg og fra enhver anden lovlig spredningshandling. Paa samme maade som retten til offentlig fremfoerelse af et vaerk (jf. dom af 13.7.1989, sag 395/87, Tournier, Sml. s. 2521, praemis 12 og 13) er udlejningsretten et af de praerogativer, der tilkommer ophavsmanden og producenten paa trods af salget af de fysiske baerere, som indeholder vaerket (dommen i sagen Metronome Musik, a.st., praemis 18).

18 Samme raesonnement maa foelges med hensyn til virkningerne af udlejningen. Som understreget af generaladvokaten i punkt 15 i forslaget til afgoerelse, aabner eneretten til at udleje de enkelte eksemplarer af et vaerk, der er overfoert paa et videogram, efter sin karakter mulighed for en udnyttelse i form af gentagne og naermest ubegraensede handlinger, som hver for sig giver ret til vederlag. Den saerlige ret til at tillade eller forbyde udlejning ville miste sit indhold, hvis den allerede blev udtoemt ved den foerste udlejning.

19 For saa vidt angaar direktivet bemaerkes, at de faktiske omstaendigheder, der danner grundlag for hovedsagen, ligger forud for vedtagelsen af direktivet. Da sagen for den nationale ret imidlertid verserer, efter at direktivet er begyndt at have retsvirkninger i de beroerte medlemsstater, og da den forelaeggende ret netop har stillet spoergsmaal til Domstolen herom, skal anmodningen om fortolkning ogsaa besvares i relation til direktivet.

20 Det bemaerkes i denne forbindelse, at selv om der i tredje betragtning til direktivet, som begrundelse for at eliminere forskellene mellem de nationale lovgivninger, henvises til det i traktatens artikel 8 A fastsatte maal om etablering af et omraade uden indre graenser, har direktivet, som fastslaaet af Domstolen i praemis 22 i dommen i sagen Metronome Musik, til formaal at indfoere en harmoniseret retsbeskyttelse i Faellesskabet for saa vidt angaar retten til udlejning og udlaan og visse andre ophavsretsbeslaegtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret. Der sondres herved i direktivet mellem paa den ene side den i artikel 1 omhandlede saerlige udlejnings- og udlaansret og paa den anden side spredningsretten efter artikel 9, som er defineret som en eneret til at goere de omhandlede genstande tilgaengelige for almenheden, navnlig ved salg. Mens retten til udlejning ikke udtoemmes ved salg eller anden form for distribution af genstanden, udtoemmes spredningsretten ved det foerste salg i Faellesskabet af rettighedshaveren eller med dennes tilladelse (dommen i sagen Metronome Musik, praemis 19).

21 Direktivet udelukker saaledes udtrykkeligt, at udlejningsretten, i modsaetning til spredningsretten, kan udtoemmes ved nogen form for distribution af den paagaeldende genstand. Som fastslaaet i naervaerende doms praemis 18, er dette begrundet i selve udlejningsrettens karakter, idet denne ret ville miste sit indhold, hvis den allerede blev udtoemt ved den foerste udlejning.

22 I modsaetning til hvad sagsoegte i hovedsagen og intervenienterne goer gaeldende, fremgaar det saaledes baade af en fortolkning af traktatens artikel 30 og 36 for saa vidt angaar beskyttelsen af ophavsrettigheder og af direktivet, at eneretten til at tillade eller forbyde udlejning af en film ikke udtoemmes, naar retten udoeves for foerste gang i en af Faellesskabets medlemsstater. Det er saaledes ikke i strid med de naevnte bestemmelser at udnytte en saadan ret under omstaendigheder som de i forelaeggelseskendelsen beskrevne.

23 Spoergsmaalene fra den forelaeggende ret skal herefter besvares med, at traktatens artikel 30 og 36 og direktivet ikke er til hinder for, at indehaveren af en eneret til udlejning kan forbyde udlejning af eksemplarer af et filmvaerk i en medlemsstat, selv om der er givet tilladelse til udlejning af disse eksemplarer i en anden medlemsstat.

Sagens omkostninger

24 De udgifter, der er afholdt af den danske, den franske, den finske og Det Forenede Kongeriges regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af retten i AAlborg ved kendelse af 7. februar 1997, for ret:

EF-traktatens artikel 30 og 36 og Raadets direktiv 92/100/EOEF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlaansrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslaegtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret er ikke til hinder for, at indehaveren af en eneret til udlejning kan forbyde udlejning af eksemplarer af et filmvaerk i en medlemsstat, selv om der er givet tilladelse til udlejning af disse eksemplarer i en anden medlemsstat.