61997J0059

1 Landbrug - faelles markedsordning - fedtstoffer - olivenolie - stoette til forbrug - forskudsvis udbetaling af stoette mod sikkerhedsstillelse - frigivelse af sikkerheden - betingelser - forhaandsgodkendelse af retten til stoette - sikkerhed frigivet af de nationale myndigheder i strid med denne betingelse - ny sikkerhedsstillelse efter frigivelse af sikkerheden - ingen betydning for den begaaede tilsidesaettelse

(Raadets forordning nr. 2677/85, art. 11, stk. 3, som aendret ved forordning nr. 571/91, art. 1, punkt 19)

2 Landbrug - EUGFL - regnskabsafslutning - afslag paa at lade EUGFL afholde udgifter paa grund af retsstridig anvendelse af Faellesskabets retsforskrifter - vedkommende medlemsstats anfaegtelse heraf - bevisbyrde

1 Det fremgaar af artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 2677/85 om gennemfoerelsesbestemmelser for ordningen vedroerende stoette til forbruget af olivenolie, som aendret ved artikel 1, punkt 19, i forordning nr. 571/91, at saafremt den kompetente nationale myndighed efter de oplysninger, som meddeles af de nationale organer, der kontrollerer retten til stoette for hver godkendt virksomhed, konstaterer uregelmaessigheder, kan retten til stoette ikke anerkendes og den sikkerhed, der er stillet som forudsaetning for at opnaa forskud paa stoetten, fortabes i forhold til de maengder, for hvilken betingelserne for ret til stoette ikke er blevet overholdt. Naar der er begrundet tvivl om lovligheden af adfaerden hos en virksomhed, der har ansoegt om stoette, er betingelserne for at anerkende en ret til stoetten ikke opfyldt, og den sikkerhed, som virksomheden har stillet, for at faa udbetalt forskud, kan ikke frigives.

Denne bestemmelse forudsaetter, at forskuddene paa stoetten er daekket af sikkerhedsstillelse, saa laenge retten til stoette ikke er anerkendt. Saafremt de kompetente nationale myndigheder, selv om der er begrundet tvivl om lovligheden af adfaerden hos den paagaeldende virksomhed, tilsidesaetter bestemmelsen og frigiver den sikkerhed, som denne virksomhed oprindeligt har stillet, er etablering af ny sikkerhed efter frigivelsen af den oprindeligt stillede sikkerhed derfor uden betydning for disse myndigheders tilsidesaettelse af bestemmelsen.

2 Saafremt Kommissionen afslaar at lade EUGFL afholde visse udgifter med den begrundelse, at udgifterne beror paa, at en medlemsstat har tilsidesat Faellesskabets retsforskrifter, maa den paagaeldende medlemsstat selv godtgoere, at de noedvendige betingelser er opfyldt for den finansiering, som Kommissionen har afslaaet. Det paahviler nemlig ikke Kommissionen udtoemmende at godtgoere, at oplysningerne fra medlemsstaterne er urigtige, hvorimod den maa fremlaegge et bevis for, at den har en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til dem. Denne lempelse af beviskravet til Kommissionen skyldes, at staten har bedre adgang til at indsamle og kontrollere de oplysninger, der er noedvendige for afslutningen af EUGFL-regnskaberne, og at staten foelgelig skal foere det mere detaljerede og fuldstaendige bevis for, at dens tal er rigtige, og efter omstaendighederne for, at Kommissionens beregninger er forkerte. Saafremt der goeres indsigelse, paahviler det Kommissionen at godtgoere, at der foreligger en tilsidesaettelse af bestemmelserne i de faelles markedsordninger for landbruget, og saafremt den har paavist en saadan tilsidesaettelse, paahviler det medlemsstaten at godtgoere, at Kommissionen har begaaet en fejl ved beregningen af den oekonomiske virkning af tilsidesaettelsen.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 11. februar 1997 har Den Italienske Republik i medfoer af EF-traktatens artikel 173, stk. 1, anlagt sag med paastand om delvis annullation af Kommissionens beslutning 96/701/EF af 20. november 1996 om aendring af beslutning 96/311/EF om afslutning af medlemsstaternes regnskaber over de udgifter for regnskabsaaret 1992, der finansieres af Den Europaeiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, samt visse udgifter for regnskabsaaret 1993 (EFT L 323, s. 26, herefter »den anfaegtede beslutning«).

2 Beslutningen paastaas annulleret i det omfang, Kommissionen har bestemt, at EUGFL ikke for regnskabsaaret 1992 skal afholde et beloeb paa 11 934 331 913 ITL i stoette til forbrug af olivenolie. Denne finansielle korrektion svarer til 82 tilfaelde, hvor stoette blev udbetalt forskudsvist, hvilket efter Kommissionens opfattelse var uberettiget, og som ikke laengere var daekket gyldig sikkerhed, og som endnu ikke var blevet kraevet tilbage af de nationale myndigheder.

Faellesskabsbestemmelserne

3 De grundlaeggende regler om den faelles markedsordning for fedtstoffer findes i Raadets forordning nr. 136/66/EOEF af 22. september 1966 om oprettelse af en faelles markedsordning for fedtstoffer (EFT 1965-1966, s. 193).

4 Artikel 11 i forordning nr. 136/66 er grundreglen for den stoetteordning, der har til formaal at oege forbruget af olivenolie, der fremstilles og bruges paa markedet i Faellesskabet. Bestemmelsen har efter aendringerne ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1917/80 af 15. juli 1980 (EFT L 186, s. 1) og Raadets forordning (EOEF) nr. 2210/88 af 19. juli 1988 (EFT L 197, s. 1), der var gaeldende paa det i sagen relevante tidspunkt, foelgende ordlyd:

»1. Ligger producentindikativprisen med fradrag af produktionsstoetten over den repraesentative markedspris for olivenolie, ydes der en forbrugerstoette for olivenolie, som er produceret og markedsfoert i Faellesskabet. Denne stoette er lig med forskellen mellem de to naevnte beloeb.

...«

5 De almindelige regler om forbrugerstoette for olivenolie for hoestaaret 1991/92 har Raadet fastsat i forordning (EOEF) nr. 3089/78 af 19. december 1978 (EFT L 369, s. 12), sidst aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3461/87 af 17. november 1987 (EFT L 329, s. 1).

6 Ifoelge artikel 1 i forordning nr. 3089/78 ydes stoetten til forbrug kun til godkendte olivenolieemballeringsvirksomheder, der kun kan opnaa godkendelse, saafremt de opfylder betingelserne i forordningens artikel 2. Retten til forbrugsstoetten opstaar i henhold til forordningens artikel 5 og 6, stk. 2, naar olivenolien udgaar fra en emballeringsvirksomhed, der skal indgive stoetteansoegning med mellemrum, som skal fastsaettes naermere.

7 Artikel 7 i forordning nr. 3089/78 angiver, hvilken kontrol medlemsstaterne skal gennemfoere:

»Medlemsstaterne indfoerer en kontrolordning, som sikrer, at det produkt, der ansoeges om stoette for, opfylder betingelserne for ydelse af stoette.

...«

8 I artikel 8 i forordningen hedder det:

»Stoetten udbetales, naar kontrolorganet, udpeget af den medlemsstat, hvori emballeringen foretages, har fastslaaet, at betingelserne for ydelse af stoetten er opfyldt. Stoetten kan imidlertid udbetales, saa snart stoetteansoegningen indgives, under forudsaetning af, at der stilles tilstraekkelig sikkerhed.«

9 Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2677/85 af 24. september 1985 (EFT L 254, s. 5), sidst aendret ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 571/91 af 8. marts 1991 (EFT L 63, s. 19), indeholder gennemfoerelsesbestemmelserne for ordningen vedroerende stoette til forbruget af olivenolie, der fandt anvendelse i begyndelsen af produktionsaaret 1991/92.

10 Ifoelge artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 2677/85 udbetaler medlemsstaten i princippet stoetten inden 150 dage efter ansoegningens indgivelse. I artikel 11, som aendret ved artikel 1, nr. 19, i forordning nr. 571/91 er det dog bestemt, at stoetten kan forudbetales paa visse betingelser:

»1. Stoetten forudbetales, saa snart ansoegeren indgiver ansoegning om stoette sammen med attestation for, at der er stillet sikkerhed svarende til stoettebeloebet.

2. Sikkerheden stilles i form af en garanti fra en institution, der opfylder de kriterier, som er opstillet af den medlemsstat, hvor stoetteansoegningen er indgivet. Sikkerheden stilles for mindst seks maaneder.

3. Sikkerheden frigives, saa snart medlemsstatens kompetente myndighed har anerkendt retten til stoette for de i ansoegningen anfoerte maengder. Anerkendes retten til stoette ikke for hele eller en del af den i ansoegningen anfoerte maengde, fortabes sikkerheden i forhold til den maengde, for hvilken betingelserne for ret til stoette ikke er blevet overholdt.

Det organ, der kontrollerer retten til stoette, meddeler hver maaned det udbetalende organ resultaterne af dets undersoegelser vedroerende anerkendelse af retten til stoette for hver godkendt virksomhed.

...«

11 I artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2677/85 angives de former for kontrol, der naermere skal gennemfoeres i overensstemmelse med artikel 7 i forordning nr. 3089/78 for at sikre, at produktet opfylder betingelserne for udbetaling af stoette. I fortsaettelsen af samme artikel hedder det:

»2. Opstaar der tvivl om noejagtigheden af oplysningerne i stoetteansoegningen, suspenderer medlemsstaten udbetalingen af stoetten for den maengde olivenolie, efterproevningen omfatter, og traeffer alle foranstaltninger, der er noedvendige for at sikre tilbagebetalingen af de beloeb, der uberettiget er udbetalt, og betaling af eventuelle boeder ...

3. ...

Medlemsstaternes udbetalende organer fratraekker det af medlemsstaten opkraevede beloeb i udgifterne for Den Europaeiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL).«

12 Endelig indeholder artikel 29 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2220/85 af 22. juli 1985 om faelles gennemfoerelsesbestemmelser for ordningen for sikkerhedsstillelse for landbrugsprodukter (EFT L 205, s. 5) foelgende bestemmelser:

»Naar den ansvarlige myndighed har kendskab til, hvad der foerer til hel eller delvis fortabelse af sikkerheden, anmoder den ansvarlige myndighed straks den, der er ansvarlig for forpligtelsens opfyldelse, om at indbetale det fortabte beloeb, idet der indroemmes en betalingsfrist paa 30 dage fra datoen for paakravet.

Finder betaling ikke sted inden for denne frist

a) ...

b) forelaegger den straks [kautionisten] krav om betaling ...«

13 Raadets forordning (EOEF) nr. 729/70 af 21. april 1970 om finansiering af den faelles landbrugspolitik (EFT 1970 I, s. 196) indeholder reglerne om finansiering af interventioner til regulering af landbrugsmarkederne. I forordningens artikel 3 er det bestemt, at EUGFL, Garantisektionen, finansierer de interventioner til regulering af landbrugsmarkederne, som foretages efter Faellesskabets regler inden for rammerne af den faelles markedsordning for landbruget. Efter forordningens artikel 5, stk. 2, litra b), afslutter Kommissionen inden udloebet af det foelgende aar de nationale kontorers og organers regnskaber paa grundlag af de aarsregnskaber og de i den forbindelse noedvendige bilag, som medlemsstaterne har tilstillet den.

14 Artikel 1 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1723/72 af 26. juli 1972 om regnskabsafslutning for Den Europaeiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen (EFT Anden Serie III, s. 110), indeholder i stk. 3, der blev indsat ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 422/86 af 25. februar 1986 (EFT L 48, s. 31), foelgende bestemmelse:

»Der kan tilstilles Kommissionen supplerende oplysninger indtil et endeligt tidspunkt, som denne fastsaetter, isaer under hensyntagen til det arbejdsmaessige omfang, der maatte vaere noedvendigt for tilvejebringelse af de omhandlede oplysninger. I mangel af fremsendelse inden for den af Kommissionen fastsatte frist fastsaetter denne sin beslutning paa grundlag af den information, som den er i besiddelse af paa det endelige tidspunkt, der er fastsat, bortset fra tilfaelde, hvor en forsinket fremsendelse af oplysninger sker paa grund af saerlige omstaendigheder.«

Tvisten

15 I forbindelse med afslutningen af medlemsstaternes regnskaber for regnskabsaaret 1992 konstaterede Kommissionen, at de italienske myndigheder gennemfoerte kontrol med store forsinkelser og ikke inddrog beloeb, der var stillet i sikkerhed for forskud, der var udbetalt med urette. Den anmodede derfor den 24. september 1993 de italienske myndigheder om at faa tilstillet foelgende dokumenter vedroerende stoetten til forbrug af olivenolie for regnskabsaaret 1992: Listen over stedfundne udbetalinger fordelt paa hoestaar og paa virksomheder med angivelse af de maengder, der var tale om, listen over stedfundne tilbagebetalinger, listen over de virksomheder, der var blevet sagsoegt, og listen over de virksomheder, hos hvilke Guardia di Finanza har gennemfoert kontrol.

16 Den kompetente nationale myndighed (dvs. Azienda di Stato per gli Interventi del Mercato Agricolo, »AIMA«, der senere er blevet til Ente per gli Interventi nel Mercato Agricolo, »EIMA«) imoedekom denne anmodning den 19. november 1993 med fremsendelse af foelgende dokumenter: Listen over stedfundne udbetalinger fordelt paa hoestaar og paa virksomheder med angivelse af de maengder, der var tale om, listen over stedfundne tilbagebetalinger, listen over de virksomheder, for hvilke der forelaa et protokollat om forkyndelse fra Agecontrol (der er den nationale myndighed, der kontrollerer, at retten til stoette bestaar) og fra Guardia di Finanza, listen over de virksomheder, som Agecontrol ikke havde kunnet kontrollere, listen over de virksomheder, der stadig var omfattet af kontrolforanstaltninger fra Agecontrol's side.

17 Ved skrivelse af 29. juli 1994 meddelte EUGFL's tjenestegrene de italienske myndigheder, at de paa grundlag af de oplysninger, de havde modtaget med skrivelsen af 19. november 1993, for regnskabsaaret 1992 havde foreslaaet en negativ finansiel korrektion paa 17 149 929 372 ITL, svarende til det stoettebeloeb, som efter Agecontrol's konstateringer var blevet ulovligt oppebaaret.

18 Den 30. september 1994 fremsendte de italienske myndigheder en liste over beloeb, der i mellemtiden var blevet betalt tilbage, og som efter deres opfattelse maatte fratraekkes i den finansielle korrektion, EUGFL's tjenestegrene havde foreslaaet.

19 Paa grundlag af artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 1723/72, hvorefter Kommissionen kan fastsaette en frist for medlemsstaternes fremsendelse af supplerende oplysninger, bestemte Kommissionen i beslutningen af 13. januar 1995, der blev meddelt Den Italienske Republik den 16. januar 1995, at supplerende oplysninger fra medlemsstaterne, der maatte vaere noedvendige for at udfaerdige beslutningen om regnskabsafslutningen for regnskabsaaret 1992, skulle fremsendes til Kommissionen senest den 28. februar 1995.

20 Da EUGFL ikke inden for denne frist modtog andre oplysninger end dem, de italienske myndigheder havde meddelt den 30. september 1994, skrev den den 15. juni 1995 til de italienske myndigheder, at den paa grundlag af den stedfundne brevveksling og den til raadighed staaende dokumentation havde anslaaet den finansielle korrektion vedroerende stoetten til forbruget af olivenolie i regnskabsaaret 1992 til 11 934 331 913 ITL for beloeb, der var udbetalt med urette og endnu ikke tilbagesoegt. Dette beloeb var fremkommet ved fra summen af de beloeb, der fremgik af AIMA's skrivelse af 19. november 1993 (17 149 929 432 ITL), at fradrage de i mellemtiden tilbagesoegte beloeb, som EIMA havde givet underretning om i skrivelsen af 30. september 1994 (5 215 597 519 ITL).

21 Ved skrivelse af 6. juli 1995 i henhold til artikel 1, stk. 1, litra a), i Kommissionens beslutning 94/442/EF af 1. juli 1994 om indfoerelse af en forligsprocedure i forbindelse med regnskabsafslutningen for Den Europaeiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen (EFT L 182, s. 45), meddelte Kommissionen officielt de italienske myndigheder, at det udgiftsbeloeb paa 11 934 331 913 ITL, som Den Italienske Republik havde anmeldt i rubrik 1220 (stoette til forbruget af olivenolie), ikke kunne daekkes af EUGFL, Garantisektionen, for regnskabsaaret 1992.

22 Ved skrivelse af 18. september 1995 forelagde de italienske myndigheder denne finansielle korrektion for forligsorganet. De bestred den bl.a. under anbringende af, at forskellige beloeb i mellemtiden var blevet tilbagebetalt og krediteret EUGFL.

23 Kommissionen tilstillede formanden for forligsorganet deres bemaerkninger vedroerende den italienske forligsanmodning i et notat af 9. november 1995. Den anfoerte herved, at der ved regnskabsafslutningen for regnskabsaaret 1992 var blevet taget hensyn til de tilbagebetalinger, der var sket til og med den 30. september 1994, hvorved den henviste til de italienske myndigheders skrivelse af samme dato. Den fremhaevede, at alle tilbagebetalinger, der skete senere, af beloeb, der for regnskabsaaret 1992 havde vaeret omfattet af EUGFL's tjenestegrenes finansielle korrektioner, maatte krediteres det nationale budget, idet EUGFL's tjenestegrene ikke raadede over ressourcer, der satte dem i stand til at traede i AIMA's regnskabstjenestes sted.

24 Kommissionen meddelte i skrivelse af 17. januar 1996 de italienske myndigheder, at den var villig til for saa vidt angaar regnskabsaaret 1995 at tage hensyn til de beloeb, der, som omfattet af finansielle korrektioner for regnskabsaaret 1991 og 1992, i mellemtiden var blevet soegt tilbage af AIMA og indbetalt til EUGFL foer den 15. oktober 1995. I skrivelsen fastslaas det afslutningsvis:

- at de oenskede oplysninger og dokumenter maatte sendes til EUGFL's tjenestegrene senest den 29. februar 1996

- at de omtvistede beloeb ikke ville kunne tages i betragtning, saafremt de oenskede oplysninger og dokumenter ikke forelaa, eller saafremt de skulle vise sig at vaere utilstraekkelige til, at EUGFL's tjenestegrene med sikkerhed kunne fastslaa, at de omhandlede beloeb faktisk var blevet tilbagebetalt til fonden

- at alle andre tilbagebetalinger af beloeb, der var omfattet af finansielle korrektioner for regnskabsaaret 1991 og 1992 maatte krediteres det nationale budget, idet EUGFL's tjenestegrene ikke var villig til at traede i AIMA's regnskabstjenestes sted.

25 Forligsorganet fremlagde den 19. januar 1996 sin endelige rapport i sag 95/IT/021, og naevnte heri, at Kommissionens tjenestegrene havde udtalt, at de var villige til at tage hensyn til de beloeb, der var indbetalt til EUGFL frem til den 15. oktober 1995; samtidig opfordredes parterne til fortsat at holde sig i kontakt med hinanden for at naa frem til en faelles loesning af de uloeste spoergsmaal.

26 Den 29. februar 1996 meddelte de italienske myndigheder Kommissionen, at de ikke kunne overholde fristen den 29. februar 1996, der var fastsat i skrivelsen af 17. januar 1996, idet der maatte gennemfoeres indviklede optaellinger og sammenligninger af oplysninger, og anmodede om, at fristen maatte blive forlaenget til den 31. marts 1996.

27 Ved skrivelse af 11. marts 1996 accepterede Kommissionen at forlaenge den frist, der var fastsat for fremsendelsen af den oenskede dokumentation, til den 31. marts 1996, dog med tilfoejelse om, at der ikke ville blive taget hensyn til dokumenter, der fremkom efter denne dato.

28 Kommissionen har anfoert, at den senere modtog flere udgaver af en fax fra de italienske myndigheder af 29. marts 1996, der viser, at de oplysninger, der vedroerer datoen for krediteringen i EUGFL's favoer, kun kunne gives for visse beloebs vedkommende.

29 Ved skrivelse af 2. maj 1996 oplyste EUGFL's tjenestegrene, at der ville blive gennemfoert en positiv finansiel korrektion paa 743 129 209 ITL vedroerende seks sager i Italiens favoer for saa vidt angaar regnskabsaaret 1995, naar Kommissionens tjenestegrene én gang for alle havde faaet sikkerhed for, at de paagaeldende beloeb faktisk var blevet krediteret EUGFL.

30 Den 20. november 1996 vedtog Kommissionen den anfaegtede beslutning, der paa grundlag af de oplysninger, der var fremkommet foer den 28. februar 1995, der var fristen ifoelge dens beslutning af 13. januar 1995, bekraeftede en finansiel korrektion for regnskabsaaret 1992 paa 11 934 331 913 ITL vedroerende forbrugerstoette for olivenolie som anfoert i punkt 4.7.3.1 i den sammenfattende rapport om resultaterne af kontrollen i forbindelse med regnskabsafslutningen for EUGFL, Garantisektionen (Kommissionens dokument af 27.3.1996, VI/6355/95 endelig udg.).

31 Den Italienske Republik har i den sag, den anlagde den 11. februar 1997, nedlagt paastand om delvis annullation af denne beslutning og navnlig den del af denne, der vedroerer naevnte finansielle korrektion.

Soegsmaalet

32 Den italienske regering har bestridt noejagtigheden af punkt 4.7.3.1 i Kommissionens sammenfattende rapport, hvorefter den finansielle korrektion paa 11 934 331 913 ITL for 82 sager, hvor stoette til forbruget af olivenolie, der er blevet udbetalt med urette til italienske virksomheder, ikke laengere daekkes af gyldige sikkerhedsstillelser, og endnu ikke er blevet tilbagesoegt af de nationale myndigheder hos modtagervirksomhederne. I modsaetning til hvad Kommissionen haevder, er den forskudsvis udbetalte stoette enten allerede blevet soegt tilbage og indbetalt til EUGFL eller stadig garanteret ved sikkerhedsstillelse for nogle af de af Kommissionen naevnte sagers vedkommende, idet den nationale kompetente myndighed (AIMA) altid noeje har overholdt bestemmelserne i artikel 11 i forordning nr. 2677/85 om sikkerhedsstillelse. De omtvistede beloeb er saaledes blevet udbetalt i overensstemmelse med de regler, der gaelder for den paagaeldende sektor, og skulle af Kommissionen i henhold til artikel 3 i forordning nr. 729/70 have vaeret paalagt EUGFL.

33 Den italienske regerings foerste anbringende falder i to led. Det foerste vedroerer forskellige virksomheder, der er omfattet af syv af de 82 sager, der er omtalt i den sammenfattende rapport. Ifoelge den italienske regering er, i modsaetning til hvad Kommissionen haevder, de forskud, der blev udbetalt til disse virksomheder i stoette til forbruget af olivenolie, blevet tilbagesoegt af de nationale myndigheder og indbetalt til EUGFL. Det drejer sig om foelgende beloeb: 75 808 299 ITL for virksomheden Valdolio, 37 632 125 ITL for virksomheden P.I.O., 533 877 675 ITL for virksomheden Certo C., 90 938 022 ITL for virksomheden Ol. F.lli di Sensi (der blev soegt tilbage af en samlet stoette paa i alt 177 863 937 ITL), 119 593 700 ITL for virksomheden Perilli, 55 989 901 ITL for virksomheden Vizzari, 7 923 300 ITL og 52 130 522 ITL for virksomheden Ol. Albanese.

34 Som anfoert af generaladvokaten i punkt 36 i forslaget til afgoerelse, har den italienske regering under retsmoedet for saa vidt angaar den forskudsvis udbetalte stoette til fire af de naevnte virksomheder, nemlig Valdolio, Ol. F.lli di Sensi, Vizzari og Ol. Albanese, erkendt, at sagen var blevet genstandsloes, idet Kommissionen for regnskabsaaret 1995 havde taget hensyn til de beloeb, der blev bestridt i sagen. Det er saaledes kun omtvistet, hvorledes det forholder sig med de beloeb, der blev udbetalt forskudsvis til de tre andre af den italienske regering naevnte virksomheder, nemlig P.I.O., Certo C. og Perilli.

35 Kommissionen afslog at lade EUGFL daekke disse forskud for regnskabsaaret 1992, i det omfang den i medfoer af artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 1723/72 havde fastsat en frist for fremlaeggelse af dokumentation, der udloeb den 28. februar 1995, og da denne dokumentation ikke blev fremlagt, afviste den de andre udgifter, som blev meddelt efter denne dato.

36 Kommissionen har herudover gjort gaeldende, at den for saa vidt angaar de oplysninger om virksomhederne P.I.O., Certo C. og Perilli, som de italienske myndigheder meddelte efter den 28. februar 1995, havde paapeget uklarheder og selvmodsigelser i de oplyste tal, paa grund af hvilke den hverken kunne fastslaa, at tilbagebetalingen havde fundet sted, eller foretage en positiv korrektion i Italiens favoer ved regnskabsafslutningen for de foelgende regnskabsaar. Den italienske regering har bestridt, at der er tale om selvmodsigelser eller uklarheder i dokumenterne vedroerende virksomhederne P.I.O., Certo C. og Perilli, men har ikke fremlagt bevismateriale, der kan skabe tvivl om noejagtigheden af de resultater, som Kommissionen er naaet til, eller rokke ved de retsvirkninger, som disse efter dens opfattelse giver anledning til.

37 Det vil vaere tilstraekkeligt at fastslaa, at det er ubestridt, at den i artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 1723/72 naevnte frist i det foreliggende tilfaelde blev fastsat af Kommissionen til den 28. februar 1995. Den italienske regering har ikke paaberaabt sig ekstraordinaere omstaendigheder, og dens supplerende oplysninger efter denne dato maa derfor anses for at vaere givet for sent (jf. paa linje hermed om meddelelse af oplysninger efter udloebet af den fastsatte frist, uden at der foreligger usaedvanlige omstaendigheder, dom af 8.1.1992, sag C-197/90, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1, praemis 9, af 22.6.1993, sag C-54/91, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 3399, praemis 14, og af 3.10.1996, sag C-41/94, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 4733, praemis 23).

38 Foerste led af anbringendet om undladelsen af for regnskabsaaret 1992 at tage hensyn til de oplysninger, de italienske myndigheder havde givet vedroerende virksomhederne Valdolio, P.I.O., Certo C., Ol. F.lli di Sensi, Perilli, Vizzari og Ol. Albanese skal derfor forkastes.

39 Andet led af den italienske regerings foerste anbringende vedroerer det forskud, som blev ydet virksomheden Luccisano som stoette til forbrug af olivenolie paa 32 113 434 ITL. Ifoelge den italienske regering skulle dette beloeb have vaeret afholdt af EUGFL for regnskabsaaret 1992, idet det var blevet modregnet i andre fordringer.

40 Kommissionen har gjort gaeldende, at med hensyn til virksomheden Luccisano kunne det ikke paa grundlag af den dokumentation, som den kompetente nationale myndighed havde fremlagt foer den 28. februar 1995, fastslaas, at det anmeldte beloeb var blevet tilbagebetalt til EUGFL. Den har herved oplyst, at den foerst ved en skrivelse af 18. september 1995 af de italienske myndigheder fik at vide, at virksomheden Luccisano havde anmodet om at maatte modregne den stoette, der skulle tilbagebetales, i forfaldne fordringer, mens selve modregningen foerst fandt sted i henhold til et dekret af 15. december 1995. Kommissionen har tilfoejet, at den for regnskabsaaret 1995 har taget hensyn til de oplysninger, der blev givet, efter at den frist, der var blevet fastsat for fremlaeggelse af dokumentation vedroerende regnskabsaaret 1992, var udloebet, for saa vidt som disse oplysninger var naaet frem til den foer den 15. oktober 1995, der var sidste dato for fremlaeggelse af dokumentation vedroerende regnskabsaaret 1995.

41 Det bemaerkes, at som naevnt i naervaerende doms praemis 3 blev den dokumentation, Kommissionen modtog fra de italienske myndigheder, tilstillet den efter udloebet af den frist, den havde fastsat, og at den italienske regering ikke har paaberaabt sig ekstraordinaere omstaendigheder, der kan begrunde denne fristoverskridelse.

42 Ogsaa andet led af anbringendet om undladelse af at tage hensyn til de oplysninger, som den italienske regering havde givet for Luccisano's vedkommende for regnskabsaaret 1992, skal derfor forkastes.

43 Den italienske regerings andet anbringende vedroerer den stoette paa 175 839 700 ITL, der blev udbetalt forskudsvis til selskabet Valle Picentino. Den italienske regering goer gaeldende, at den sikkerhed, selskabet Valle Picentino oprindeligt havde stillet, med foeje blev frigivet ved en beslutning truffet af AIMA paa grundlag af de oplysninger, som det nationale kontrolorgan havde givet. Frigivelsen af denne sikkerhed skete saaledes ikke, som haevdet af Kommissionen, i strid med artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 2677/85.

44 Det bemaerkes i den forbindelse, at den italienske regering i foerste omgang i sit skriftlige indlaeg havde naevnt en rapport fra Agecontrol af 8. november 1990, hvori det fastslaas, at der ikke er begaaet ulovligheder eller fejl, der kan vaere til hinder for, at sikkerheden frigives, eller at de beloeb, der er ansoegt om, ydes. Den havde paa grundlag heraf fastslaaet, at frigivelsen af denne sikkerhed er sket i overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 2677/85.

45 Den italienske regering har under retsmoedet berigtiget dette synspunkt og erkendt, at den rapport fra Agecontrol, som skulle have vaeret naevnt, ikke var rapporten fra 1990, der vedroerte olivenhoestaaret 1988/89, men rapporten af 26. januar 1993 vedroerende hoestaaret 1991/92. Den har anfoert, at Agecontrol i denne rapport fastslog, at der havde vaeret tale om uregelmaessigheder, dog kun for saa vidt angaar et beloeb paa 759 300 ITL, idet der for restbeloebets vedkommende kun blev givet udtryk for en formodning om misligheder. Den har fremhaevet, at denne rapport fra Agecontrol naaede frem til AIMA efter, at den oprindeligt stillede sikkerhed var blevet frigivet, idet sikkerhedens minimumsgyldighedsperiode paa seks maaneder, jf. artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 2677/85, var udloebet.

46 Den italienske regering har endelig gjort gaeldende, at der i september 1993 efter anmodning fra AIMA igen blev stillet sikkerhed, da der var blevet indledt straffesag mod ledelsen i selskabet Valle Picentino, som Guardia di Finanza antog ulovligt havde modtaget stoette med et beloeb paa over 7 mia. ITL. Der er saaledes stadigvaek sikkerhed for den fordring paa 175 839 700 ITL, som EUGFL's tjenestegrene goer krav paa, for denne er en del af den fordring, der er sikret med indtil 5 900 000 000 ITL ved pant i selskabets faste ejendomme og ved den bankgaranti, der er stillet for et yderligere beloeb paa 1 531 926 352 ITL. Den italienske regering mener derfor, at den kompetente nationale myndighed har handlet i overensstemmelse med forskrifterne i forordning nr. 2677/85.

47 Kommissionen har gjort gaeldende, at sikkerheden ifoelge artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 2677/85 kun kan frigives, saafremt de kompetente nationale myndigheder har anerkendt, at der bestaar en ret til at modtage stoette. Det fremgaar imidlertid af Agecontrol's rapport fra 1993, at der var alvorlig tvivl med hensyn til lovligheden af virksomhedens adfaerd. Agecontrol omtaler i denne rapport bl.a. formodningen om misligheder i form af fiktive indkoeb af olivenolie. Ifoelge Kommissionen skulle AIMA med modtagelsen af en rapport med dette indhold have anmodet om yderligere undersoegelser og have udsat frigivelsen af sikkerhedsstillelsen uden at tage skridt til en anerkendelse af retten til stoetten, som er en absolut noedvendig forudsaetning for frigivelse af de beloeb, der er stillet i sikkerhed, jf. artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 2677/85. Den sikkerhed, der oprindeligt var blevet stillet, burde altsaa ikke have vaeret frigivet og etableringen senere af ny sikkerhedsstillelse kan ikke aendre herved.

48 Det bemaerkes i den forbindelse, at efter det almindelige princip i artikel 8 i forordning nr. 3089/78 kan stoetten foerst udbetales, naar de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor emballeringen foretages, har fastslaaet, at betingelserne for ydelse af stoetten er opfyldt. Efter artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 2677/85 kan stoetten dog forudbetales, saa snart stoetteansoegningen indgives sammen med attestation for, at der er stillet en sikkerhed svarende til stoettebeloebet. Af samme artikels stk. 3 fremgaar det, at saafremt den kompetente nationale myndighed efter de oplysninger, som det organ, der kontrollerer retten til stoette, har meddelt om resultaterne af dets undersoegelser vedroerende anerkendelse af retten til stoette for hver godkendt virksomhed, konstaterer uregelmaessigheder, kan retten til stoette ikke anerkendes og sikkerheden fortabes i forhold til den maengde, for hvilken betingelserne for ret til stoette ikke er blevet overholdt.

49 I det foreliggende tilfaelde maa det fastslaas, at Kommissionen med foeje er naaet til det resultat, at den sikkerhed, virksomheden Valle Picentino oprindeligt havde stillet, ikke burde have vaeret frigivet af de kompetente nationale myndigheder, idet der var alvorlig tvivl om lovligheden af denne virksomheds adfaerd.

50 Det bemaerkes desuden, som anfoert af generaladvokaten i punkt 51 i forslaget til afgoerelse, at etableringen af en ny sikkerhed efter frigivelsen af den oprindeligt stillede sikkerhed er uden betydning for de italienske myndigheders tilsidesaettelse af artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 2677/85. Denne bestemmelse forudsaetter saaledes, at de forskud paa stoette til forbrug af olivenolie, der er udbetalt, er daekket af sikkerhedsstillelse, saa laenge retten til stoetten ikke er anerkendt.

51 Anbringendet om, at forordning nr. 2677/85 ikke tilsidesaettes ved beslutningen om at frigive den sikkerhed, som selskabet Valle Picentino fra foerst af havde stillet, skal derfor forkastes.

52 Den italienske regering har med sit tredje anbringende bestridt det resultat, Kommissionen er naaet til, og hvorefter forskud paa i alt 8 530 112 463 ITL, der er udbetalt med urette til 30 virksomheder som stoette til forbruget af olivenolie, ikke skal afholdes af EUGFL. Den har gjort gaeldende, at tilbagesoegningsprocedurerne vedroerende de skyldige beloeb endnu ikke var afsluttet, og at der fortsat forelaa sikkerhedsstillelse. Den italienske regering har oplyst, at den forbeholdt sig ret til at bevise, at denne sikkerhed virkelig fandtes, men den har ikke givet oplysninger, der godtgoer, at det forholder sig saaledes.

53 Kommissionen har gjort gaeldende, at den finansielle korrektion vedroerende naevnte beloeb var lovlig, idet den italienske regering selv havde erkendt, at tilbagesoegningen endnu ikke var blevet gennemfoert, og heller ikke under annullationssoegsmaalet har kunnet foere noget bevis for, at den paaberaabte sikkerhed virkelig var stillet. Denne sikkerhed skulle i oevrigt have vaeret inddraget af de kompetente nationale myndigheder i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 2677/85.

54 Der skal her henvises til Domstolens faste praksis vedroerende fordelingen af bevisbyrden i et annullationssoegsmaal, der er anlagt af en stat til anfaegtelse af en kommissionsbeslutning vedroerende EUGFL's regnskabsafslutning.

55 Saafremt Kommissionen afslaar at lade EUGFL afholde visse udgifter med den begrundelse, at udgifterne beror paa, at medlemsstaten har tilsidesat Faellesskabets retsforskrifter, maa medlemsstaten selv godtgoere, at de noedvendige betingelser er opfyldt for den finansiering, som Kommissionen har afslaaet (jf. dom af 24.3.1988, sag 347/85, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. s. 1749, praemis 14, og af 10.11.1993, sag C-48/91, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 5611, praemis 16). Det paahviler nemlig ikke Kommissionen udtoemmende at godtgoere, at oplysningerne fra medlemsstaterne er urigtige, hvorimod den maa fremlaegge et bevis for, at den har en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til de tal, der er meddelt af de nationale myndigheder. Denne lempelse af beviskravet til Kommissionen skyldes, at staten har bedre adgang til at indsamle og kontrollere de oplysninger, der er noedvendige for afslutningen af EUGFL-regnskaberne, og at staten foelgelig skal foere det mere detaljerede og fuldstaendige bevis for, at dens tal er rigtige, og efter omstaendighederne for, at Kommissionens beregninger er forkerte (dommen i sagen Nederlandene mod Kommissionen, praemis 17). Saafremt der goeres indsigelse, paahviler det Kommissionen at godtgoere, at der foreligger en tilsidesaettelse af bestemmelserne i de faelles markedsordninger for landbruget, og saafremt den har paavist en saadan tilsidesaettelse, paahviler det medlemsstaten at godtgoere, at Kommissionen har begaaet en fejl ved beregningen af den oekonomiske virkning af tilsidesaettelsen (jf. dom af 19.2.1991, sag C-281/89, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 347, praemis 19, og dommen i sagen Nederlandene mod Kommissionen, praemis 18).

56 Det maa fastslaas, at den italienske regering i det foreliggende tilfaelde har erkendt, at tilbagesoegningen af den omhandlede stoette endnu ikke havde fundet sted, idet tilbagesoegningsprocedurerne stadig var i gang. I oevrigt har den haevdet, at der stadig forelaa gyldige sikkerhedsstillelser, men dette er ikke bevist. Det maa derfor fastslaas, at den ikke har bevist, at Kommissionen begik en fejl ved at naa til det resultat, at stoetten var uretmaessigt udbetalt, og dens tredje anbringende skal saaledes forkastes.

57 Det sidste anbringende, som den italienske regering har fremfoert, vedroerer det forskud paa 98 827 589 ITL i stoette til forbruget af olivenolie, der er blevet udbetalt virksomheden Caruso Rosa. Den italienske regering goer gaeldende, at frigivelsen af den sikkerhed, som virksomheden Caruso Rosa havde stillet, var i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 2677/85. Agecontrol omtalte i en rapport af 26. april 1993 muligheden for, at der for denne virksomheds vedkommende forelaa uregelmaessigheder, men havde ikke vaeret i stand til praecist at angive det beloeb, der uretmaessigt var modtaget i stoette. De nationale myndigheder ansaa det ikke uden sikre holdepunkter for muligt at inddrage den sikkerhed, der var stillet, og denne blev derfor frigjort. Den italienske regering har i oevrigt anfoert, at de supplerende undersoegelser, som Guardia di Finanza gennemfoerte, ikke gav nye oplysninger, og at en forlaengelse af sikkerhedsstillelsen, som anbefalet af Kommissionen, havde vaeret formaalsloes.

58 Kommissionen har heroverfor anfoert, at sikkerheden ikke burde have vaeret frigivet, foer kontrollen var afsluttet, og at de italienske myndigheder i henhold til artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 2677/85 burde have truffet afgoerelse om forlaengelse af denne sikkerheds gyldighedsperiode.

59 Det bemaerkes i den forbindelse, at det fremgaar af artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 2677/85, at naar der er begrundet tvivl om lovligheden af adfaerden hos en virksomhed, der har ansoegt om stoette til forbruget af olivenolie, er betingelserne for at anerkende en ret til stoetten ikke opfyldt og den sikkerhed, som virksomheden har stillet for at faa udbetalt forskud, kan ikke frigives.

60 Anbringendet om, at den af Kommissionen gennemfoerte korrektion var fejlagtig for saa vidt angaar det af virksomheden Caruso Rosa modtagne beloeb, skal derfor forkastes.

61 Henset til alle de anfoerte grunde skal Kommissionen herefter frifindes for Den Italienske Republiks paastande.

Sagens omkostninger

62 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, foerste punktum, doemmes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Den Italienske Republik har tabt sagen og skal derfor betale sagens omkostninger, da Kommissionen har nedlagt paastand herom.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger.