61997C0304

Indledning

1 Denne appel vedroerer en indsigelse mod Europa-Parlamentets udnaevnelse af en kontorchef for Parlamentets Informationskontor i Madrid. Sagens hovedspoergsmaal er, om en institution kan fastsaette adgangsbetingelser for en intern udvaelgelsesproeve, der afviger fra betingelserne i det oprindelige stillingsopslag.

Relevante retsforskrifter og faktiske omstaendigheder

2 Appellanten, der er tjenestemand i loenklasse A5, loentrin 2, i Europa-Parlamentets Informationskontor i Madrid, blev i to perioder a 11 maaneder i henholdsvis 1993 og 1994/95 anmodet om midlertidigt at varetage stillingen som chef for dette kontor.

3 Den 10. januar 1994 offentliggjorde Europa-Parlamentet stillingsopslag nr. 7424 med henblik paa at besaette stilling nr. III/A/2743, kontorchef for Informationskontoret i Madrid, ved forfremmelse eller forflyttelse inden for institutionen. Kvalifikationskravene var foelgende:

»- Universitetsstudier afsluttet med eksamensbevis eller faglig erfaring, der garanterer et tilsvarende niveau

- bekraeftet erfaring med pressetjeneste og journalistik

- dybtgaaende kendskab til informationsmediernes funktion og til det spanske regeringssystem

- saerdeles godt kendskab til europaeiske problemer

- dybtgaaende kendskab til et af De Europaeiske Faellesskabers officielle sprog og saerdeles godt kendskab til et andet af disse sprog. Af arbejdsmaessige grunde kraeves der dybtgaaende kendskab til spansk. Kendskab til andre af De Europaeiske Faellesskabers officielle sprog vil blive taget i betragtning.«

4 Ingen af ansoegerne til stillingen blev fundet i besiddelse af den kraevede erfaring. Den 9. marts 1994 offentliggjorde Europa-Parlamentet meddelelse om intern udvaelgelsesproeve nr. A/88 (herefter »meddelelse nr. A/88«). Den angav foelgende betingelser for adgang til proeven:

»A. Obligatoriske kvalifikationer og erfaringer

Ansoegerne skal have afsluttet universitetsstudier og opnaaet en universitetsgrad samt have forrettet mindst fem aars uafbrudt tjeneste som tjenestemand, midlertidigt ansat eller hjaelpeansat i Faellesskabets institutioner.

B. Sprogkundskaber

Ansoegerne skal beherske spansk fuldstaendigt og have et saerdeles godt kendskab til et andet af Den Europaeiske Unions sprog.«

5 Appellanten deltog i proeven og blev af udvaelgelseskomitéen opfoert som nr. 2 paa listen over egnede ansoegere. Generaldirektoeren for Generaldirektoratet for Informations- og Pressetjenesten havde derefter samtaler med de tre foerste paa listen. Bl.a. under hensyn til resultaterne af proeven samt til hver enkelt ansoegers erfaring inden for informationsarbejde og ledelse indstillede han appellanten til at besaette stilling nr. III/A/2743. Ved skrivelse af 30. januar 1995 indstillede generalsekretaeren til ansaettelsesmyndigheden, Europa-Parlamentets formand, at en anden ansoeger (herefter »X«), der var blevet opfoert som nr. 1 paa egnethedslisten, blev udnaevnt. Formanden udnaevnte ved afgoerelse af 21. februar 1995 X til stillingen.

6 Den 29. maj 1995 indgav appellanten en klage, som blev afvist ved skrivelse af 6. oktober 1995, og den 12. juni 1997 afviste Retten i Foerste Instans at give ham medhold i det soegsmaal, som han havde anlagt med paastand om annullation dels af afgoerelsen om at udnaevne X, dels af afgoerelsen om ikke at udnaevne ham selv til stillingen (1).

Appellantens anbringender

7 Appellanten stoetter sin appel for Domstolen paa seks anbringender, som jeg skal behandle i samme raekkefoelge, Retten i Foerste Instans behandlede de tilsvarende anbringender.

8 Indledningsvis skal jeg, generelt, anholde, at Europa-Parlamentet over for appellantens anbringender - det gaelder samtlige - i alt for hoej grad har argumenteret for, at de boer afvises fra paakendelse, blot fordi de indeholder argumenter, som ogsaa blev fremsat over for Retten i Foerste Instans. Dette argument er naturligvis uanvendeligt i alle tilfaelde. Appellanten angiver i hvert enkelt anbringende, hvilke punkter i Rettens dom han anfaegter, og forklarer aarsagen hertil. Hans argumenter bygger naturligvis paa argumenter, som foerst blev fremsat over for Retten i Foerste Instans. Gjorde de ikke det, kunne de ikke admitteres ifoelge artikel 113, stk. 2, i Domstolens procesreglement.

Appellantens foerste anbringende

9 Dette anbringende, som er blevet fremfoert paa en noget spredt maade under overskriften »paastand om magtfordrejning«, gaar i det vaesentlige ud paa, at Europa-Parlamentet ved udstedelsen af meddelelse nr. A/88 ikke iagttog ordlyden af stillingsopslag nr. 7424. Dette gjorde det muligt for X, som ikke ved udloebet af ansoegningsfristen for at deltage i udvaelgelsesproeven kunne paaberaabe sig at have »bekraeftet erfaring med pressetjeneste og journalistik«, at deltage i proeven.

10 I den i foerste instans afsagte dom findes Rettens bemaerkninger vedroerende dette argument i praemis 45-60 (2). Hovedpunkterne heri kan sammenfattes saaledes:

- Betingelserne i meddelelse nr. A/88 kunne lovligt have vaeret begraenset til kun at omfatte dem, der er anfoert i artikel 5, stk. 1, i vedtaegten for tjenestemaend, nemlig en universitetsuddannelse eller dermed ligestillede faglige kundskaber. Der er saaledes ingen tvivl om, at det var angivet tilstraekkelig praecist i meddelelsen, hvilke betingelser ansoegerne skulle opfylde for at bestride stillingen. Udvaelgelseskomitéen kunne vurdere, om ansoegerne opfyldte disse betingelser (praemis 48 og 49) (3).

- Naar ansaettelsesmyndigheden beslutter sig til at udvide sine valgmuligheder ved at overgaa fra ét trin af ansaettelsesproceduren til et andet i henhold til raekkefoelgen i vedtaegtens artikel 29, stk. 1, skal den sikre, at der er overensstemmelse mellem betingelserne i stillingsopslaget, og de betingelser, der angives i meddelelserne vedroerende de senere trin (praemis 50) (4).

- I det foreliggende tilfaelde »skete der ikke nogen vaesentlig aendring i de proever, ansoegerne skulle gennemgaa«, idet udvaelgelseskomitéen efterproevede deres kundskaber og faglige kvalifikationer paa udvaelgelsesproevens andet trin i stedet for at vurdere dem paa foerste trin, hvor det skulle undersoeges, om ansoegerne opfyldte betingelserne for at faa adgang til udvaelgelsesproeven (praemis 51).

- Under alle omstaendigheder blev meddelelse nr. A/88 ikke aendret paa en saadan maade, at det skadede institutionens ansattes adgang til at ansoege, og aendringen favoriserede derfor ikke eksterne ansoegere (praemis 52). Europa-Parlamentet havde gjort gaeldende, at raesonnementet i Van der Stijl-dommen ikke fandt anvendelse, naar interne ansoegeres interesser ikke blev skadet til fordel for eksterne ansoegeres.

- Appellanten havde ikke bestridt Europa-Parlamentets paastand om, at de eneste adgangsbetingelser, der ifoelge Parlamentets formands afgoerelse af 15. marts 1989 kunne fastsaettes for en intern udvaelgelsesproeve, var anciennitet og en universitetsgrad samt, om noedvendigt, kendskab til et bestemt officielt sprog (praemis 53).

- Appellanten havde ikke fremlagt objektive, relevante og konsistente indicier for, at Europa-Parlamentet havde begaaet magtfordrejning ved at udforme betingelserne i meddelelse nr. A/88 paa en maade, der havde til formaal at goere det muligt for X at deltage i udvaelgelsesproeven (praemis 54 og 55).

- Det var til fordel for appellanten, at der blev afholdt en intern udvaelgelsesproeve, idet han ikke var kvalificeret til at ansoege om forfremmelse til stillingen (praemis 56).

11 Appellanten haevder, at den retspraksis, Retten i Foerste Instans henviser til, er irrelevant, idet hans klagepunkt ikke vedroerer besaettelsen af flere stillinger, som i Marcato-dommen (5), men kun én stilling, og heller ikke oprettelsen af en ansaettelsesreserve, som i Belardinelli-dommen (6). Retten begik derfor en fejl ved at antage, at meddelelsen om udvaelgelsesproeven kun behoevede at indeholde de i artikel 5, stk. 1, andet afsnit, i vedtaegtens bilag III fastsatte minimumsbetingelser. Endvidere udviser meddelelse nr. A/88 en vaesentlig aendring i forhold til stillingsopslaget, idet de betingelser, ansoegerne skulle opfylde for at bestride stillingen, ikke blev gentaget i meddelelse nr. A/88. Denne aendring gjorde det muligt for andre ansatte i institutionen, der ellers ville have vaeret udelukket, herunder X, at deltage i proeven. Proever af kundskaber og faglige kvalifikationer paa et senere trin som en del af selve udvaelgelsesproeven er irrelevante og ikke i overensstemmelse med den procedure i to trin, der er fastsat i artikel 5 i bilag III til vedtaegten. At aendringen ikke var til fordel for eksterne ansoegere, er irrelevant, idet der skal vaere overensstemmelse mellem de betingelser, som angives paa de forskellige trin, ogsaa selv om der er tale om en intern ansaettelsesprocedure i institutionen. Hvis ansaettelsesmyndigheden havde besluttet, at betingelserne i stillingsopslaget ikke laengere modsvarede tjenestens behov, skulle opslaget have vaeret trukket tilbage og en ny ansaettelsesprocedure indledt i henhold til andre kriterier (7).

12 Europa-Parlamentet haevder, at der ikke er noget holdepunkt for dette anbringende, da vedtaegten ikke giver grundlag for at sondre mellem ansaettelsesprocedurerne, eller kraever en mere eller mindre detaljeret affattelse af meddelelsen om udvaelgelsesproeven alt efter, hvor mange stillinger der er ledige.

13 Hvordan dette spoergsmaal skal loeses, afhaenger af, hvordan vedtaegtens artikel 29, stk. 1, skal fortolkes. Dette stykke lyder saaledes:

»Ved besaettelse af ledige stillinger i en institution skal ansaettelsesmyndighederne foerst tage foelgende i betragtning:

a) Mulighederne for forfremmelse og forflyttelse inden for institutionen (8)

b) mulighederne for gennemfoerelse af udvaelgelsesproever inden for institutionen

c) ansoegninger om overflyttelse indgivet af tjenestemaend i andre af De Europaeiske Faellesskabers tre institutioner

og derpaa gennemfoere udvaelgelsesproceduren baseret enten paa kvalifikationsbeviser, paa proeve eller paa baade kvalifikationsbeviser og proever. Udvaelgelsesproceduren er fastsat i bilag III.

Denne procedure kan ogsaa gennemfoeres med henblik paa oprettelse af en ansaettelsesreserve.«

14 I dommen i sagen Van Belle mod Raadet udtalte Domstolen, at »artikel 29 er en del af det kapitel i vedtaegten, der vedroerer ansaettelse og omhandler de forskellige maader at besaette en ledig stilling paa«, og antog, at institutionen skulle tage de i stk. 1 anfoerte tre muligheder i betragtning »i naevnte raekkefoelge« (9).

15 Naar en institution vaelger at besaette en ledig stilling ved forfremmelse i henhold til artikel 29, stk. 1, litra a), foelger det af den almindelige opbygning af vedtaegten, at artikel 45, stk. 1, ogsaa finder anvendelse (10). I dommen i sagen Grassi mod Raadet fastslog Domstolen, at institutionerne har en udstrakt skoensbefoejelse, naar de beslutter at udnaevne en tjenestemand til en stilling ved forfremmelse, navnlig ved sammenligningen af ansoegernes respektive kvalifikationer, men »udoevelsen heraf [forudsaetter] af samme grund en noeje undersoegelse af aktsamlingerne samt en omhyggelig iagttagelse af de i stillingsopslaget opstillede betingelser« (11). Skoensbefoejelsen skal dog udoeves »inden for de rammer, den selv har opstillet ved stillingsopslaget«. Da stillingsopslaget, der skal angive, »hvilke betingelser der saerlig kraeves opfyldt ved besaettelsen af denne stilling«, har som sin grundlaeggende funktion »at underrette interesserede saa noejagtigt som muligt om de betingelser, de skal opfylde ved besaettelsen af den paagaeldende stilling for at bringe dem i stand til at bedoemme, om det har noget formaal for dem at indgive en ansoegning«, maa institutionen ikke aendre betingelserne ex post facto. Finder den, at de oprindeligt fastsatte betingelser var strengere end noedvendigt, staar det den frit for at tilbagekalde det oprindelige stillingsopslag og erstatte det med et aendret opslag (12).

16 I Van der Stijl-sagen (13) havde Kommissionen besluttet at afholde en almindelig udvaelgelsesproeve paa grundlag af en meddelelse om udvaelgelsesproeve, hvori der var fastsat betingelser for at blive udnaevnt til stillingen, som var vaesentligt mindre kraevende end dem, der var fastsat i det oprindelige stillingsopslag. Domstolen antog, at selv om de i Grassi-dommen fastsatte principper blev »knaesat i forbindelse med en intern forfremmelsesprocedure, gaelder de i lige saa hoej grad for overensstemmelsen mellem en meddelelse om ledig stilling og en meddelelse om udvaelgelsesproeve ... [og at] enhver anden fortolkning [ville] udhule bestemmelserne i vedtaegtens artikel 29, som paalaegger institutionerne at tage mulighederne for ansaettelse inden for institutionen i betragtning inden afholdelse af en almindelig udvaelgelsesproeve« (14).

17 I det foreliggende tilfaelde var det ikke lykkedes Europa-Parlamentet at besaette stillingen gennem forfremmelse eller forflyttelse inden for institutionen, og det havde derfor ret til at gaa over til at afholde en intern udvaelgelsesproeve. Spoergsmaalet er, om det havde lov til at basere denne proeve paa andre og mindre kraevende betingelser end stillingsopslagets.

18 For mig staar det klart, at institutionen ud fra saavel opbygningen og affattelsen af artikel 29, stk. 1, som Domstolens praksis ikke i en meddelelse om en intern udvaelgelsesproeve i institutionen kan aendre de betingelser, der allerede er blevet fastsat i stillingsopslaget. Artiklen tilsigter, i form af en progressiv trinfoelge, at give fortrinsret til ansoegere, som i forvejen goer tjeneste i den paagaeldende institution (de to foerste trin) eller i institutionerne i det hele taget (tredje trin). Den procedure, der fastlaegges i bestemmelsen, skal foelges, naar institutionerne oensker at besaette en ledig stilling; hvert trin i raekkefoelgen, som har til formaal at faa den ledige stilling besat, skal gennemfoeres under henvisning til stillingen, saaledes som den allerede er blevet beskrevet. Stillingsopslaget fastlaegger procedurens grundlaeggende parametre, navnlig gennem den maade, hvorpaa »den ledige stillings« art defineres. Enhver senere aendring af betingelserne aendrer den ledige stillings art og fordrejer derved hele proceduren. En saadan aendring svarer til at »lave om paa spillereglerne«.

19 Hvis en institution lempede de oprindelige betingelser ved overgangen fra foerste trin til afholdelsen af en intern udvaelgelsesproeve, ville den dermed udelukke de tjenestemaend i den paagaeldende institution, som kunne have opfyldt de mindre kraevende betingelser i meddelelsen om udvaelgelsesproeven. De paagaeldende tjenestemaend ville naturligvis have ret til at ansoege paa den interne proeves trin, men det er ikke relevant; artikel 29, stk. 1, har til formaal at give dem ret til at faa deres ansoegninger taget i betragtning, foer institutionen kan beslutte at afholde en intern proeve. Endvidere kan institutionen ved at lempe betingelserne i meddelelsen om udvaelgelsesproeven give tjenestemaend adgang til proeven, som ikke har de kvalifikationer, institutionen selv i tjenestens interesse har fastsat som noedvendige for at kunne bestride stillingen.

20 Dette er ikke de eneste problemer, som en saadan fortolkning af artikel 29, stk. 1, giver anledning til. Beslutter institutionen eksempelvis, at hverken forfremmelse, overflyttelse eller en intern udvaelgelsesproeve har vaeret »[egnet] til at sikre, at der udnaevnes en person, som er i besiddelse af de hoejeste kvalifikationer hvad angaar kompetence, tjenstlig indsats og integritet«, hvilket er bestemmelsens grundlaeggende maal (15), staar det den frit for at tage ansoegninger om overflyttelse mellem institutioner i betragtning i overensstemmelse med litra c). Herefter vil det spoergsmaal imidlertid melde sig, om en saadan beslutning skal traeffes i relation til den ledige stilling, saaledes som den er defineret i stillingsopslaget, eller saaledes som den er defineret i den mindre strenge meddelelse om udvaelgelsesproeve. Hvis det var tilladt at aendre betingelserne fra det ene trin til det andet, kunne ansaettelsesmyndigheden enten lempe kriterierne yderligere eller, subsidiaert, fastsaette endnu strengere betingelser end i det oprindelige stillingsopslag. Ingen af disse muligheder synes at stemme overens med opbygningen af vedtaegtens artikel 29, stk. 1.

21 Den fortolkning, Retten i Foerste Instans i det foreliggende tilfaelde har anlagt af artikel 29, stk. 1, anser jeg for en retlig fejl. Jeg kan ikke se nogen begrundelse for ikke at lade den fortolkning af bestemmelsen finde generel anvendelse, som Domstolen anlagde i Grassi-dommen, nemlig:

»Naar en stilling skal besaettes, boer naevnte myndighed allerede ved udformningen af stillingsopslaget goeres sig klart, hvilke betingelser der saerlig kraeves opfyldt ved besaettelsen af denne stilling, men vedtaegtens bestemmelser er ikke efterlevet, hvis den foerst bekendtgoer disse betingelser efter opslagets offentliggoerelse« (16).

Jeg kan tilfoeje, at spoergsmaalet om begunstigelse af eksterne ansoegere ikke opstod i forbindelse med Grassi-sagens omstaendigheder, idet den paagaeldende ansaettelsesprocedure var fuldstaendig intern samt baseret paa vedtaegtens artikel 29, stk. 1, og artikel 45, stk. 1. Denne opfattelse bekraeftes af selve formuleringen af Van der Stijl-dommen. At Domstolen fastslog, at de i Grassi-dommen knaesatte principper »i lige saa hoej grad« gaelder, naar institutionen har besluttet at afholde en almindelig udvaelgelsesproeve, betyder - i modsaetning til, hvad Europa-Parlamentet har haevdet - ingenlunde, at de ikke gaelder, naar det er en intern udvaelgelsesproeve, institutionen afholder (17).

22 I praemis 48 og 49 i sin dom afgjorde Retten i Foerste Instans paa grundlag af Marcato- og Belardinelli-dommene, at det ville have vaeret tilstraekkeligt, om der som adgangsbetingelser var blevet fastsat de i vedtaegtens artikel 5, stk. 1, andet afsnit, i vedtaegtens bilag III anfoerte minimumsbetingelser. Jeg forstaar ikke, hvordan disse domme kan vaere relevante for naervaerende aspekt af den foreliggende sag. I Marcato-sagen blev der givet meddelelse om de fire ledige stillinger, som der var tale om, i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, som blev offentliggjort samtidig med stillingsopslaget (18); der opstod ikke, og kunne heller ikke opstaa, spoergsmaal om manglende overensstemmelse mellem dem. Tvisten i Bellardini-sagen drejede sig om betingelserne for adgang til en intern udvaelgelsesproeve, som blev afholdt med henblik paa oprettelse af en ansaettelsesreserve af kategori B-tjenestemaend, ikke med henblik paa kun én ledig stilling, hvorfor det var unoedvendigt, og ogsaa umuligt, at fastsaette adgangsbetingelserne under henvisning til et stillingsopslag. Under alle omstaendigheder gaar appellantens klagepunkt i det foreliggende tilfaelde ikke ud paa, at meddelelse nr. A/88 ikke var tilstraekkelig praecis i sig selv, men at den afveg fra stillingsopslag nr. 7424.

23 Retten forudsaetter tilsyneladende, at institutionen kan raade bod paa en eventuel uoverensstemmelse mellem stillingsopslaget og meddelelsen om udvaelgelsesproeven ved at lade de i stillingsopslaget fastsatte betingelser finde anvendelse ved gennemfoerelsen af proever, der er omhandlet i meddelelsen om proeven (praemis 51 og 52). Artikel 5 i bilag III til vedtaegten bestemmer imidlertid, at udvaelgelseskomitéen i en institution, som afholder en udvaelgelsesproeve, skal udfaerdige »listen over ansoegere, der opfylder de betingelser, der er fastsat i meddelelsen om udvaelgelsesproeven«, foer den gennemfoerer selve proeverne. Det trin, hvorpaa et kriterium anvendes, og den stringens, hvormed det anvendes paa det paagaeldende trin, kan imidlertid foere til forskellige resultater. Det kan ikke paastaas at vaere irrelevant, om et bestemt kriterium anvendes som en (streng) betingelse for at deltage i en udvaelgelsesproeve eller som en (mindre streng) retningslinje for, hvordan udvaelgelseskomitéen skal gennemfoere proeven. Appellanten anfoerer som eksempel, at Europa-Parlamentet gjorde gaeldende over for Retten, at hvis Parlamentet ogsaa havde anvendt de i stillingsopslaget anfoerte betingelser som adgangsbetingelser i meddelelsen om proeven, havde X ikke kunnet deltage i denne, eftersom han ved ansoegningsfristens udloeb ikke besad den kraevede bekraeftede erfaring med pressetjeneste og journalistik.

24 At Europa-Parlamentet fremsatte dette argument, tyder for mig paa, ikke alene at de i stillingsopslaget fastsatte adgangsbetingelser rent faktisk blev lempet i meddelelsen om proeven, men ogsaa, at denne aendring udtrykkelig havde til formaal at give ansoegere adgang til proeven, som ikke opfyldte disse betingelser.

25 I praemis 56 i sin dom anfoerer Retten korrekt, at afholdelsen af en intern udvaelgelsesproeve var til fordel for appellanten, som ikke havde vaeret berettiget til at ansoege om at blive udnaevnt til stillingen ved forfremmelse eller forflyttelse. Det er imidlertid klart, at dette ikke tilbageviser appellantens argument om, at der blev givet en ansoeger adgang, som ikke havde faaet adgang til en udvaelgelsesproeve afholdt i overensstemmelse med stillingsopslaget. Retspraksis anerkender fuldt ud lovligheden af et saadant anbringende (19).

26 Retten stoetter sig i praemis 53 i dommen paa Europa-Parlamentets formands afgoerelse af 15. marts 1989 om fastlaeggelse af de tilladte adgangsbetingelser for interne udvaelgelsesproever i institutionen. Uanset dens ordlyd mener jeg ikke, at en intern afgoerelse i en institution kan gaa forud for vedtaegtens krav.

27 Det foelger efter min opfattelse af det ovenstaaende, at appellantens anbringende om, at Retten i Foerste Instans begik en retlig fejl ved at antage, at Europa-Parlamentet under de i sagen foreliggende omstaendigheder ikke havde tilsidesat proceduren i vedtaegtens artikel 29, stk. 1, ved udnaevnelsen af X, boer tiltraedes.

28 Appellanten har soegt at paaberaabe sig uregelmaessighederne i meddelelsen om udvaelgelsesproeven som indicier for, at Europa-Parlamentet har begaaet magtfordrejning, i det foreliggende tilfaelde ved at benytte ansaettelsesproceduren til at sikre udnaevnelsen af en paa forhaand udvalgt ansoeger, som ikke besidder de egenskaber, der er noedvendige for at bestride stillingen. Domstolen maa acceptere, hvad Retten konstaterede som en faktisk omstaendighed - og som jeg ikke ser nogen grund at betvivle - nemlig at appellanten ikke havde fremlagt objektive, relevante og konsistente beviser for, at udnaevnelsen blev foretaget, eller udvaelgelsesproeven afholdt, med andre formaal for oeje end dem, som ansaettelsesmyndigheden er tillagt befoejelser til at varetage.

29 Uregelmaessighederne i forbindelse med fastsaettelsen af betingelserne i meddelelsen om udvaelgelsesproeven har imidlertid haft direkte betydning for proevens udfald. Derfor mener jeg, at Domstolen boer tage appellantens paastande til foelge. For at bortvejre eventuelle bekymringer for, at afgoerelsen om at udnaevne X til stillingen eventuelt annulleres, uden at han er blevet hoert i sagen, skal jeg tilfoeje, at han har haft mulighed for at indtraede som intervenerende tredjepart med en interesse i dens afgoerelse (20). Han har ikke kunnet undgaa at blive bekendt med appellantens staevning gennem det sammendrag, der blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (21), og den omstaendighed, at en interesseret tredjepart ikke har interveneret (22), men sat sin lid til, at den ansaettende institution ville varetage hans interesser tilstraekkeligt (23), kan ikke hindre Domstolen i at afsige den dom, der er passende i en saadan sag.

30 Paa baggrund af det ovenstaaende mener jeg, at den af Retten i Foerste Instans afsagte dom boer ophaeves, fordi den ikke giver appellanten medhold i hans klagepunkt om den aendring af ansaettelsesbetingelserne for stilling nr. III/A/2743, kontorchef for Europa-Parlamentets Informationskontor i Madrid, som Europa-Parlamentet foretog i meddelelse om intern udvaelgelsesproeve nr. A/88, og at afgoerelserne om dels at udnaevne den udvalgte ansoeger til stillingen, dels ikke at imoedekomme appellantens ansoegning, boer annulleres.

Appellantens andet anbringende

31 Ved dette anbringende kritiseres Retten i Foerste Instans for at have forkastet appellantens klagepunkt om, at meddelelsen om udvaelgelsesproeven blev tilsidesat ved en diskriminerende adfaerd fra udvaelgelseskomitéens side i forbindelse med sprogproeverne. Retten fandt i det vaesentlige, at klagepunktet foerst var blevet fremsat under retsmoedet. En kort gengivelse af det anfaegtede forloeb er derfor noedvendig. Det er vigtigt at erindre, at udfaldet af sprogproeverne synes at have spillet en central, maaske afgoerende, rolle for, at valget i sidste instans faldt paa X i stedet for paa appellanten. Som appellanten synes at have vaeret klar over fra begyndelsen, var der ved proevernes slutning kun ét point's forskel mellem de to ansoegere, og denne forskel skyldtes sprogproeverne, hvorunder X opnaaede fem points og appellanten fire. Generaldirektoeren indstillede appellanten paa grundlag af hans bedre erfaring med pressetjeneste. Generalsekretaeren bemaerkede dog, at der var tale om et yderst vanskeligt valg, og han indstillede, at man fulgte udvaelgelseskomitéens konklusioner. Dette foerte til, at ansaettelsesmyndigheden traf afgoerelse til fordel for X.

32 Appellanten har i saavel den oprindelige sag som appellen gjort gaeldende, at udvaelgelseskomitéen tilsidesatte betingelserne for adgang til proeven, ifoelge hvilke ansoegerne blot skulle »beherske spansk fuldstaendigt og have et saerdeles godt kendskab til et andet af Den Europaeiske Unions sprog«, ved ogsaa at tage kendskab til et tredje og fjerde sprog i betragtning. Med en saetning af central betydning for dette spoergsmaal har appellanten videre anfoert, at udvaelgelseskomitéen forskelsbehandlede ansoegere, herunder klageren, »der, berettiget, ikke koncentrerede sig saerligt om de spoergsmaal, som udvaelgelseskomitéen maatte have stillet dem paa et tredje eller fjerde sprog«.

33 Saadan som det er formuleret, skal jeg vedroerende dette klagepunkt indledningsvis pege paa - som det ogsaa blev fremhaevet i Europa-Parlamentets svarskrift og anerkendt af Retten i Foerste Instans - at der ifoelge punkt III.B.2.c i meddelelsen om udvaelgelsesproeven skulle foeres »en fri samtale med udvaelgelseskomitéen, som kan give denne mulighed for at konstatere, hvilke kundskaber ansoegerne har paa andre af Den Europaeiske Unions officielle sprog end deres foerste sprog«. Retten afgjorde med andre ord, at udvaelgelseskomitéen ikke havde overskredet rammerne for proeven ved at vurdere ansoegernes kendskab til et tredje eller fjerde sprog. Denne afgoerelse er ikke blevet anfaegtet under appelsagen. Tilbage staar at undersoege paastanden om forskelsbehandling, hvorefter X blev behandlet mere fordelagtigt ved, i modsaetning til appellanten, at faa stillet spoergsmaal paa andre sprog. Denne problematiks foerste aspekt vedroerer formuleringen af klagen over forskelsbehandling som refereret i foregaaende punkt.

34 Da appellanten anlagde sag ved Retten i Foerste Instans, var han, som paapeget af Europa-Parlamentet, naturligvis klar over omstaendighederne i forbindelse sine egne samtaler med udvaelgelseskomitéen, herunder om han fik stillet spoergsmaal paa et tredje eller fjerde sprog. Endvidere var han klar over, saadan som han ogsaa gjorde gaeldende i staevningen, at det ene point, der adskilte ham fra X, hidroerte fra sprogproeverne. Han indskraenkede sig imidlertid til at paaberaabe sig sin legitime ret til ikke at koncentrere sig saerligt om saadanne spoergsmaal. Dette er noget ganske andet end hans aktuelle paastand om, at han ikke selv fik stillet saadanne spoergsmaal. Efter min opfattelse adskiller paastanden i staevningen sig ikke fra den aktuelle, ganske vist urigtige, paastand om, at et tredje eller fjerde sprog ikke kunne tages i betragtning. Paa grund af den centrale rolle, som sprogproeverne spiller, ville jeg have vaeret positiv over for appellantens standpunkt i denne forbindelse, hvis han havde gjort det klart. Men paastanden i staevningen er i bedste fald tvetydig. Den indebaerer, om ikke andet, at han fik stillet spoergsmaal paa et tredje eller fjerde sprog, men at han, af aarsager, som ifoelge ham var berettigede, ikke var forberedt herpaa. Paa den baggrund har han ikke noget rimelig undskyldning for ikke at anfoere, at han ikke fik stillet saadanne spoergsmaal, hvis dette er tilfaeldet.

35 Appellanten fastholdt i replikken under forhandlingerne ved Retten i Foerste Instans, at der ikke maatte stilles spoergsmaal paa et tredje eller fjerde sprog, og at punkt III.B.2.c i meddelelsen om udvaelgelsesproeven kun betoed, at ét sprog ud over spansk ville blive taget i betragtning. Imidlertid haevdede han ogsaa, »subsidiaert«, at han sandsynligvis ville have opnaaet flere points i sprogproeverne, hvis »han havde faaet stillet spoergsmaal paa samme maade [som X] for at proeve hans kendskab til et tredje eller fjerde sprog - quod non«. Han gjorde ikke klart, om han nu haevdede, at han overhovedet ikke fik stillet spoergsmaal paa et tredje eller fjerde sprog. Hans paastand var endnu en gang tvetydig, skoent der ikke var nogen rimelig grund til en saadan tvetydighed.

36 Forud for retsmoedet anmodede Retten i Foerste Instans Europa-Parlamentet om at fremlaegge en raekke dokumenter. Blandt disse var udvaelgelseskomitéens rapport og en tabel i et bilag (nr. 5) hertil over de points, ansoegerne havde faaet ved proeverne. Appellanten henviste under retsmoedet til dette dokument (jf. praemis 62) for at underbygge sin paastand om ulige behandling. X fik tre points for italiensk og ét point for henholdsvis fransk og engelsk, mens appellanten fik tre points for fransk og ét for engelsk. For at vise, at der ikke blev stillet ham spoergsmaal paa andre sprog, f.eks. italiensk og portugisisk, som han i sin ansoegning havde angivet at have kendskab til, henviste han til, at de relevante felter kun indeholdt en skraastreg.

37 Retten fastslog, at det under retsmoedet var foerste gang, appellanten fremsatte argumentet om, at udvaelgelseskomitéen ikke havde proevet ansoegernes kendskab til samtlige de i stillingsansoegningerne anfoerte sprog, men fandt det ikke af den grund uantageligt til paadoemmelse (praemis 70 og 71). Derimod fandt den (praemis 72), at paastanden om uregelmaessighed i sprogproeverne »[savnede] ethvert grundlag og ikke [var] tilstraekkelig til at godtgoere, at udvaelgelseskomitéen ikke [havde] afproevet sagsoegerens kundskaber i alle de sprog, som han i sin ansoegning havde angivet at have kendskab til«.

38 Hvad appellanten nu paastaar, er, at Retten i Foerste Instans begik en fejl, da den antog, at han fremsatte argumentet for foerste gang under retsmoedet. For foerste gang anfoerer han udtrykkelig, at der ikke blev stillet ham spoergsmaal paa et tredje eller fjerde sprog. Jeg mener, at dette anbringende boer forkastes. For det foerste havde Retten under retsmoedet lejlighed til at hoere parternes argumenter og paastande med hensyn til, hvordan tabellen i bilag 5 skulle fortolkes. Dette er en vurdering af de faktiske omstaendigheder, som ikke kan behandles under en appelsag. Retten kunne i sin konklusion retmaessigt tage forloebet af appellantens indlaeg i betragtning, herunder det forhold, at dette klagepunkt ikke indgik i den oprindelige staevning. For det andet lod Retten ved sin afgoerelse af, at det foerst var blevet fremsat under retsmoedet, replikkens henvisning til den paastaaede forskelsbehandling i forhold til X upaaagtet. Som naevnt var den deri fremsatte paastand imidlertid tvetydig. Under alle omstaendigheder var den allerede uantagelig, fordi den ikke var blevet fremsat i staevningen. For det tredje forudsatte appellantens regelmaessige henvisning til et tredje eller fjerde sprog forud for retsmoedet, at spansk var det foerste sprog. Det fremgaar af bilag 5, at appellanten var klar over, at han havde faaet et point for engelsk, og han derfor antagelig var blevet stillet spoergsmaal paa dette sprog. Den manglende konsistens i hans standpunkt vidner om de vanskeligheder, Retten stod over for med hensyn til at naa frem til en konklusion vedroerende de faktiske omstaendigheder. Det tilkommer ikke Domstolen at fastlaegge faktiske omstaendigheder, naar der ikke er nogen aabenbar fejl i den appellerede dom. Paa dette punkt mener jeg ikke, at der nogen.

Appellantens tredje og fjerde anbringende

39 Appellanten haevdede i staevningen for Retten i Foerste Instans, at det var almindelig praksis, at ansaettelsesmyndigheden fulgte indstillinger fra generaldirektoeren for Generaldirektoratet for Informations- og Pressetjenesten, og at den ikke burde have fraveget denne praksis uden at angive saerlige grunde dertil. Selv om Europa-Parlamentet ikke benaegtede, at der fandtes en saadan praksis, anfoerte Retten, at hverken vedtaegten eller nogen anden bestemmelse paalagde ansaettelsesmyndigheden at indhente en udtalelse fra den paagaeldende generaldirektoer, for slet at tale om at foelge en saadan (praemis 76). Vedtaegtens artikel 30 gav ansaettelsesmyndigheden ret til vaelge mellem ansoegerne paa udvaelgelseskomitéens egnethedsliste. Hvis den kunne fravige udvaelgelseskomitéens prioritering, kunne den saa meget mere undlade at foelge en rent raadgivningsmaessig indstilling, som ikke var foreskrevet i vedtaegten, og som var blevet fremsat efter, at udvaelgelseskomitéen havde opstillet sin liste (praemis 77).

40 Appellanten goer, som sit tredje anbringende, gaeldende, at den almindelige praksis, hvorefter ansaettelsesmyndigheden foelger den paagaeldende generaldirektoers udtalelse, har karakter af »et internt direktiv, som indeholder retningslinjer for administrationens praksis, som denne ikke kan tilsidesaette uden begrundelse« (24).

41 Appellantens fjerde anbringende drejer sig om hans mere generelle argument over for Retten i Foerste Instans om, at bestemmelsen i vedtaegtens artikel 25, stk. 2, om, at enhver afgoerelse, der indeholder et klagepunkt mod en tjenestemand, skal begrundes, blev tilsidesat. Retten bemaerkede, at ansaettelsesmyndigheden var forpligtet til at begrunde afvisningen af en klage fra en ansoeger over, at den ikke havde udnaevnt ham til en stilling (25). Om den angivne begrundelse var tilstraekkelig, skulle vurderes paa grundlag af de konkrete omstaendigheder, bl.a. retsaktens indhold, arten af de paaberaabte grunde og den interesse, som modtageren kunne have i at faa forklaringer (26). Den grund, der som svar paa appellantens klage blev anfoert til, at det var den udvalgte ansoeger, og ikke appellanten, der blev udnaevnt til stillingen, var, at ansaettelsesmyndigheden oenskede at foelge prioriteringen paa udvaelgelseskomitéens liste over egnede ansoegere (praemis 85). Denne begrundelse fandt Retten tilstraekkelig. Den fremgik allerede implicit af den i brevet til appellanten om udfaldet af proeven indeholdte oplysning om, at den ansoeger, der var blevet placeret som nr. 1 paa udvaelgelseskomitéens liste, ville blive udnaevnt (praemis 86). At appellanten ikke, foer retsforhandlingerne begyndte, var blevet underrettet om, at forskellen mellem udvaelgelseskomitéens points hidroerte fra sprogkundskabsproeverne, var ikke relevant, eftersom ansaettelsesmyndighedens afgoerelse alene var baseret paa ansoegernes samlede resultater (praemis 87). Retten anfoerte vedroerende generaldirektoerens indstilling, at ansaettelsesmyndigheden ikke havde pligt til at hoere ham, at udvaelgelseskomitéen allerede havde prioriteret ansoegerne efter kvalifikationer, og at der ikke kunne vaere nogen yderligere begrundelsespligt, naar ansaettelsesmyndigheden havde valgt at foelge komitéens prioritering (praemis 88).

42 Endvidere goer appellanten gaeldende i sit fjerde anbringende, at han burde vaeret blevet underrettet om, hvorfor udvaelgelseskomitéen havde besluttet kun at opfoere ham som nr. 2, og den udvalgte ansoeger som nr. 1, paa listen over egnede ansoegere. Navnlig burde han vaere blevet underrettet om sprogproevernes afgoerende betydning, saaledes at han havde kunnet opdage den paastaaede forskelsbehandling med hensyn til hans tredje og fjerde sprog (27). Desuden gentager han sit argument med hensyn til, hvorfor generaldirektoerens indstilling blev fraveget.

43 Europa-Parlamentets svar paa begge anbringender er, at ansaettelsesmyndighedens afgoerelse blev fyldestgoerende begrundet, ogsaa for saa vidt angaar omstaendighederne i forbindelse med fravigelsen af generaldirektoerens indstilling.

44 Afgoerelsen i Pierrat-sagen vedroerte et raadgivende udvalg, som ikke var foreskrevet i vedtaegten, men som i mangel af et saadant vedtaegtsmaessigt organ udtrykkelig var blevet nedsat for at bistaa ansaettelsesmyndigheden i forbindelse med udnaevnelser (28). Saadanne udvalgs stilling kan efter min opfattelse ikke sammenlignes med en overordnet tjenestemands, saasom den paagaeldende generaldirektoer, der blev hoert af ansaettelsesmyndigheden ifoelge praksis, men som afgav udtalelse i forbindelse med en udvaelgelsesproeve, for hvilken der var blevet nedsat en udvaelgelseskomité i henhold til selve vedtaegten. Naar ansaettelsesmyndigheden foretraekker at foelge udvaelgelseskomitéens prioritering, er det saaledes ikke noedvendigt ud over den normale begrundelse yderligere at forklare, hvorfor den ikke har fulgt udtalelser indhentet fra kilder, som ikke er foreskrevet i vedtaegten.

45 Mere generelt finder jeg det klart, at ansaettelsesmyndighedens oenske om at foelge udvaelgelseskomitéens prioritering er en gyldig og tilstraekkelig grund til udnaevne én ansoeger frem for en anden. Udvaelgelseskomitéens uafhaengighed taget i betragtning er det ikke ansaettelsesmyndighedens opgave at forklare, hvordan eller hvorfor komitéen er naaet frem til en bestemt prioritering af kvalifikationer. For saa vidt angaar paastanden om, at udvaelgelseskomitéen undlod at foelge meddelelsen om udvaelgelsesproeven med hensyn til sprogproeverne, var appellanten som naevnt selv i stand til at efterproeve, hvilke sprog han blev proevet i, og om dette skete i overensstemmelse med meddelelsen om udvaelgelsesproeven. Derfor mener jeg, at begge disse anbringender boer forkastes.

Appellantens femte anbringende

46 Appellanten gjorde gaeldende over for Retten i Foerste Instans, at afgoerelsen om at udnaevne den udvalgte ansoeger udgjorde en tilsidesaettelse af principperne om god forvaltningsskik og tjenestens interesse samt et aabenbart urigtigt skoen. Navnlig haevdede han, at udvaelgelseskomitéen ikke med foeje kunne give en ansoeger adgang til proeven, der ikke havde de for stillingen kraevede kvalifikationer og erfaringer, og placere ham som nr. 1, at sprogproeverne ikke burde have vaeret afgoerende i betragtning af, at de hoejst kunne udloese fem points af et muligt maksimum paa 105, og at kendskab til italiensk ikke var et ubetinget krav for at kunne bestride stillingen. Ansaettelsesmyndigheden burde i stedet have fulgt udtalelsen fra generaldirektoeren for Generaldirektoratet for Informations- og Pressetjenesten.

47 Retten i Foerste Instans forkastede argumentet vedroerende princippet om god forvaltningsskik, fordi intet tydede paa, at udvaelgelseskomitéen ikke havde vaeret i stand til at bedoemme ansoegerne i forhold til stillingen (29). Med hensyn til tjenestens interesse udtalte den, at Rettens proevelse i betragtning af omfanget af ansaettelsesmyndighedens skoen ved vurderingen af denne interesse, var begraenset til spoergsmaal om, hvorvidt myndigheden havde holdt sig inden for graenserne for skoennet og ikke udoevet det paa en aabenbart urigtig maade (30). Desuden var udvaelgelseskomitéens arbejde af sammenlignende art, byggede paa ansoegernes praestationer i proeverne til udvaelgelsesproeven, og kunne kun proeves af Faellesskabets retsinstanser, hvis der forelaa en aabenbar tilsidesaettelse af de bestemmelser, som gjaldt for dette arbejde (praemis 101). Retten sluttede ud fra sagens omstaendigheder, og efter at have undersoegt den udvalgte ansoegers ansoegning om at deltage i udvaelgelsesproeven og hans curriculum vitae, at han ikke var aabenbart ukvalificeret til at bestride den paagaeldende stilling. At udvaelgelseskomitéen havde givet ham lige saa mange points som appellanten i alle andre proever end sprogproeverne, viste, at han havde godtgjort, at han var egnet til at varetage de med stillingen forbundne opgaver (praemis 103).

48 Appellanten goer i appelsagen gaeldende, at Retten undlod at tage hensyn til den paagaeldende generaldirektoers udtalelse til ansaettelsesmyndigheden, hvori generaldirektoeren bl.a. havde lagt vaegt paa appellantens erfaring og bekraeftede kompetence samt henstillet, at appellanten blev udnaevnt til stillingen. Det indgik imidlertid ikke i Rettens opgaver at lade dens bedoemmelse af ansoegerne traede i stedet for ansaettelsesmyndighedens (praemis 99). Den antog, at der ikke var noget, der tydede paa, at den udvalgte ansoeger var aabenbart ukvalificeret til at blive udnaevnt til stillingen. At generaldirektoeren tydeligvis havde en meget positiv opfattelse af appellanten, kan ikke rejse tvivl om denne antagelse. Under alle omstaendigheder deltog han ikke i udvaelgelseskomitéens proever, der var et centralt element i den procedure for bedoemmelse af ansoegerne, som var omhandlet i meddelelsen om udvaelgelsesproeven. Der er saaledes intet grundlag for at slutte, at ansaettelsesmyndigheden undlod at iagttage princippet om tjenestens interesse eller foretog et aabenbart urigtigt skoen ved at foelge prioriteringen i udvaelgelseskomitéens liste over egnede ansoegere. Foelgelig mener jeg, at dette anbringende maa forkastes.

Appellantens sjette anbringende

49 Appellanten haevder, at Retten i Foerste Instans begik en retlig fejl ved at forkaste hans bevis for en paastaaet forudindtagethed i udvaelgelseskomitéen, saadan som den var sammensat. Han haevdede i staevningen, at et af komitéens medlemmer, nemlig hans umiddelbart foresatte, ubegrundet havde beskyldt ham for nepotisme, idet medlemmet skriftligt havde meddelt generaldirektoeren for Generaldirektoratet for Informations- og Pressetjenesten, at appellanten havde foreslaaet, at der blev afholdt faellesskabsmidler til fordel for en organisation, som appellantens bror var formand for. Generaldirektoeren havde vist appellanten brevet og anmodet ham om en forklaring. Dette burde efter appellantens opfattelse have udelukket denne anklager fra medlemskab af udvaelgelseskomitéen.

50 Europa-Parlamentet naegtede at have haft kendskab til brevet. Retten i Foerste Instans afgjorde, at appellanten ikke havde fremlagt tilstraekkeligt bevis for dets eksistens (praemis 109) og forkastede paastanden.

51 Jeg er enig med appellanten i, at hans udsagn vedroerende brevets eksistens ikke kan tilsidesaettes med den begrundelse, at han ikke kan fremlaegge et dokument, som i alle tilfaelde ville have vaeret i modpartens besiddelse. Ikke desto mindre anbefaler jeg, at dette anbringende forkastes som ubegrundet, eftersom paastanden om forudindtagethed under alle omstaendigheder ikke er blevet underbygget. Appellanten var tilsyneladende blevet anmodet om at forklare, hvorfor han havde foreslaaet, at der blev afsat midler til et organ, som havde tilknytning til en person med samme efternavn som ham. Navnesammenfaldet var oejensynlig blot en tilfaeldighed. Appellanten har ikke ladet forstaa, at han ikke kunne give denne forklaring, eller at den blev afvist, og har ikke ytret sig om, hvorvidt beskyldningen har haft yderligere virkninger for ham, eller om, hvorvidt anklageren udviste tegn paa forudindtagethed eller antipati over for ham. Da der ikke er fremsat paastand om det modsatte, er det naturligt at slutte, at hans forklaring paa en forstaaelig fejltagelse blev godtaget. Jeg mener, at dette anbringende boer forkastes som ubegrundet, fordi det er ikke er underbygget.

Sagens omkostninger

52 Jeg mener, at der maa gives appellanten medhold i ét af hans anbringender. Desuden kan Domstolen traeffe endelig afgoerelse om det paagaeldende anbringende og tage appellantens paastande til foelge uden at hjemvise sagen til Retten i Foerste Instans (31). Domstolen skal derfor traeffe afgoerelse om sagens omkostninger (32). I den foreliggende sag er der ikke nogen rimelig grund til at fordele omkostningerne mellem parterne (33). Europa-Parlamentet boer derfor tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger (34).

Forslag til afgoerelse

53 Paa baggrund af det ovenstaaende foreslaar jeg Domstolen, at den

1) ophaever den af Retten i Foerste Instans afsagte dom for saa vidt angaar appellantens foerste anbringende

2) annullerer afgoerelsen af 21. februar 1995 om at udnaevne X til kontorchef i Europa-Parlamentets Informationskontor i Madrid og den dertil svarende afgoerelse om ikke at udnaevne appellanten til stillingen

3) tilpligter Europa-Parlamentet at betale samtlige sagens omkostninger, herunder appellantens.

(1) - Dom af 12.6.1997, sag T-237/95, Carbajo Ferrero mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 141, og II, s. 429, herefter »den appellerede dom«.

(2) - Praemisnumrene i parentes i teksten henviser til den appellerede dom.

(3) - Dom af 14.6.1972, sag 44/71, Marcato mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 105, org. ref.: Rec. s. 427, praemis 14, og af 12.7.1989, sag 225/87, Belardinelli m.fl. mod Domstolen, Sml. s. 2353, praemis 13 og 14.

(4) - Dom af 22.5.1996, sag T-140/94, Gutiérrez mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 241, og II, s. 689, praemis 43, af 28.2.1989, forenede sager 341/85, 251/86, 258/86, 259/86, 262/86, 266/86, 222/87 og 232/87, Van der Stijl og Cullington mod Kommissionen, Sml. s. 511.

(5) - Fodnote 3.

(6) - Fodnote 3.

(7) - Dom af 7.2.1990, sag C-81/88, Muellers mod OESU, Sml. I, s. 249.

(8) - Denne fodnote er kun relevant for den engelsksprogede udgave af naervaerende forslag til afgoerelse.

(9) - Dom af 5.12.1974, sag 176/73, Van Belle mod Raadet, Sml. s. 1361, praemis 4 og 5. Faktisk er den i slutningen af stk. 1, andet afsnit, naevnte almindelige udvaelgelsesproeve en fjerde mulighed.

(10) - Dette afgjordes af Retten i Foerste Instans i dom af 21.2.1995, sag T-506/93, Moat mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 43, og II, s. 147, praemis 37.

(11) - Dom af 30.10.1974, sag 188/73, Sml. s. 1099, praemis 26 og 38 (herefter Grassi-dommen); jf. ogsaa dom af 18.3.1997, forenede sager T-178/95 og T-179/95, Picciolo og Caló mod Regionsudvalget, Sml. Pers. I-A, s. 51, og II, s. 155, praemis 85 (herefter Picciolo-dommen).

(12) - Grassi-dommen, fodnote 11, praemis 38-43. Jf. ogsaa Picciolo-dommen, fodnote 11, praemis 87.

(13) - Fodnote 4.

(14) - Praemis 52, min fremhaevelse.

(15) - Dom af 22.3.1995, sag T-586/93, Kotzonis mod OESU, Sml. II, s. 665, praemis 93.

(16) - Fodnote 11, praemis 39.

(17) - Praemis 52.

(18) - Sagsoegerens foerste paastand blev saaledes angivet som vedroerende »meddelelse om udvaelgelsesproeve KOM/484-487/70«. Domstolen konkluderede, at sagsoegeren ikke skulle have medhold i sin paastand »for saa vidt angaar stillingsopslaget« (praemis 16).

(19) - Jf. eksempelvis generaladvokat Jacobs' gennemgang i Van der Stijl-dommen, fodnote 4, punkt 28.

(20) - Artikel 37 i EF-statutten for Domstolen, som ved statuttens artikel 46 er udvidet til ogsaa gaelde for Retten i Foerste Instans.

(21) - Dom af 20.3.1991, sag T-1/90, Pérez-Mínguez Casariego mod Kommissionen, Sml. II, s. 143, praemis 43.

(22) - Dom af 10.12.1969, sag 12/69, Wonnerth mod Kommissionen, Sml. 1969, s. 167, org. ref.: Rec. s. 577, praemis 8, af 9.7.1981, sag 184/80, Van Zaanen mod Revisionsretten, Sml. s. 1951, praemis 13, og Pérez-Mínguez-dommen, fodnote 21, praemis 43; jf. ogsaa Sir Gordon Slynn's forslag til afgoerelse i Van Zaanen-sagen, paa s. 1971.

(23) - Pérez-Mínguez-dommen, fodnote 21, praemis 42.

(24) - Dom af 26.10.1993, sag T-22/92, Weissenfels mod Parlamentet, Sml. II, s. 1095, praemis 40. Appellanten paaberaaber sig desuden dom af 26.1.1995, sag T-60/94, Pierrat mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 23, og II, s. 77, praemis 33. De punkter, som han henholder sig til, findes dog i praemis 35.

(25) - Praemis 83 i den appellerede dom. Pierrat-dommen, fodnote 24, praemis 30.

(26) - Praemis 82 i den appellerede dom; dom af 29.2.1996, sag T-280/94, Lopes mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 77, og II, s. 239, praemis 148.

(27) - Jf. appellantens ovenfor behandlede andet anbringende.

(28) - Jf. desuden dom af 9.7.1987, forenede sager 44/85, 77/85, 294/85 og 295/85, Hochbaum og Rawes mod Kommissionen, Sml. s. 3259, og af 30.1.1992, sag T-25/90, Schoenherr mod OESU, Sml. II, s. 63.

(29) - Praemis 98 i den appellerede dom; jf. ogsaa dom af 22.6.1990, forenede sager T-32/89 og T-39/89, Marcopolous mod Domstolen, Sml. II, s. 281, praemis 37 og 40.

(30) - Praemis 99 i den appellerede dom; dom af 15.2.1996, sag T-589/93, Ryan-Sheridan mod FEACVT, Sml. Pers. I-A, s. 27, og II, s. 77, praemis 132.

(31) - Artikel 54 i EF-statutten for Domstolen.

(32) - Artikel 122, stk. 1, i Domstolens procesreglement.

(33) - Artikel 122, stk. 2, andet led, i Domstolens procesreglement.

(34) - Artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement.