61997C0260

1 Under den foreliggende sag er der forelagt Domstolen to praejudicielle spoergsmaal om fortolkningen af Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (herefter »Bruxelles-konventionen« eller »konventionen«) (1). Det foerste spoergsmaal vedroerer begrebet »officielt bekraeftet dokument« i konventionens artikel 50. Det andet spoergsmaal drejer sig om konventionens artikel 32, stk. 2, og naermere bestemt om, hvorvidt det eventuelt kraeves, at rekvisitus fortsat har bopael i den stat, hvor fuldbyrdelsessagen er indledt.

Den retlige og faktiske baggrund for hovedsagen og de praejudicielle spoergsmaal

2 De bestemmelser, begaeringen om en fortolkning vedroerer, er henholdsvis artikel 50 og artikel 32 i Bruxelles-konventionen, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (2) og ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse (3).

I artikel 50 hedder det:

»Officielt bekraeftede dokumenter, der er udstedt og eksigible i en kontraherende stat, skal efter begaering forsynes med fuldbyrdelsespaategning i en anden kontraherende stat i overensstemmelse med den i artikel 31 og foelgende fastsatte fremgangsmaade. Begaeringen kan kun afslaas, saafremt en fuldbyrdelse af det officielt bekraeftede dokument vil stride mod grundlaeggende retsprincipper i den stat, som begaeringen rettes til.

Det fremlagte dokument skal med hensyn til godtgoerelse af dets aegthed opfylde de betingelser, der stilles i den stat, hvor dokumentet er udstedt.

Bestemmelserne i afsnit III, afdeling 3, finder anvendelse i givet fald.«

Artikel 50, stk. 1, foerste punktum, blev ved artikel 14 i konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse (4) aendret som foelger:

»Officielt bekraeftede dokumenter, der er udstedt og eksigible i en kontraherende stat, skal efter begaering erklaeres for eksigible i en anden kontraherende stat i overensstemmelse med den i artikel 31 og foelgende fastsatte fremgangsmaade.«

Efter denne aendring (5) er bestemmelsen i Bruxelles-konventionens artikel 50 nu formuleret paa samme maade som den tilsvarende artikel 50 i Lugano-konventionen af 16. september 1988 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (herefter »Lugano-konventionen«) (6).

Bruxelles-konventionens artikel 32, stk. 2, som det andet praejudicielle spoergsmaal vedroerer, bestemmer foelgende:

»Rettens stedlige kompetence afgoeres efter den parts bopael, mod hvem fuldbyrdelsen begaeres. Saafremt denne part ikke har bopael paa den stats omraade, som begaeringen rettes til, er stedet for fuldbyrdelsen afgoerende for kompetencen.«

3 De faktiske omstaendigheder, som har givet anledning til tvisten i hovedsagen kan sammenfattes som foelger. Unibank A/S (herefter »Unibank«) er en dansk bank med hjemsted i AArhus. Den har gjort et krav gaeldende mod Flemming Christensen, som mellem 1990 og 1992 har underskrevet tre gaeldsbreve til fordel for banken paa henholdsvis 270 000 DKK, 422 000 DKK og 138 000 DKK. De omhandlede gaeldsbreve er maskinskrevne og underskrevet af en tredjemand - en af bankens ansatte - som har underskrevet til vitterlighed om debitors underskrift. Det er desuden udtrykkeligt bestemt i dokumenterne, at de kan tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse; i den forbindelse henvises der til den danske retsplejelovs § 478. De skyldige beloeb er - efter hvad der fremgaar af forelaeggelseskendelsen - forfaldne til betaling.

4 Paa det tidspunkt, hvor gaeldsbrevene blev udstedt, boede rekvisitus i Danmark. Senere flyttede han imidlertid til Weiterstadt i Tyskland, hvor Unibank lod de tre gaeldsbreve forkynde for ham. Paa begaering af banken gav den tyske ret - Landgericht Darmstadt - fuldbyrdelsestilladelse. Flemming Christensen appellerede denne afgoerelse, idet han dels gjorde gaeldende, at han havde betalt en del af gaelden, dels at der forelaa en aftale om afdragsvis betaling af restbeloebet. Rekvisitus oplyste ogsaa, at han havde forladt Tyskland, uden dog at give meddelelse om sin nye adresse. Appelinstansen aendrede foersteinstansens afgoerelse og gav Flemming Christensen medhold. Den begrundede afgoerelsen med, at der ikke kunne foretages tvangsfuldbyrdelse i Tyskland, da rekvisitus ikke laengere boede i denne stat.

5 Unibank ankede dommen til Bundesgerichtshof, som fandt det noedvendigt at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Er et gaeldsbevis underskrevet uden medvirken af en person, der er bemyndiget til officielt at bekraefte dokumenter - som f.eks. et gaeldsbrev efter dansk ret (retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 5) - et officielt bekraeftet dokument i Bruxelles-konventionens artikel 50's forstand, naar det i gaeldsbrevet udtrykkeligt er bestemt, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse, og naar det efter lovgivningen i den stat, hvor det er oprettet, kan tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse, dog med det forbehold, at fogedretten kan naegte at efterkomme rekvirentens anmodning om tvangsfuldbyrdelse, hvis der fremsaettes indsigelser mod grundlaget for fuldbyrdelsen, og det findes betaenkeligt at fremme forretningen?

Saafremt spoergsmaal 1 besvares bekraeftende:

2) Bevirker det forhold, at rekvisitus, mens der verserer en appelsag (konventionens artikel 36), flytter fra den stat, hvor fuldbyrdelsessagen blev indledt, og hans opholdssted er ukendt, da, at en begaering om anerkendelse af en retsafgoerelse eller et officielt bekraeftet dokument, der er fremsat over for den ret, der har den stedlige kompetence i henhold til konventionens artikel 32, stk. 2, skal afvises eller ikke kan tages til foelge?«

Det foerste praejudicielle spoergsmaal

6 Med det foerste spoergsmaal anmoder den forelaeggende ret Domstolen om en fortolkning af begrebet »officielt bekraeftet dokument« i Bruxelles-konventionens artikel 50. Domstolen anmodes navnlig om at praecisere, om et dokument - for at kunne betegnes som officielt bekraeftet og for dermed at kunne fuldbyrdes i andre kontraherende stater - skal vaere oprettet under medvirken af en offentlig embedsmand eller i hvert fald under medvirken af en offentlig myndighed.

Unibank har i sit skriftlige indlaeg foreslaaet, at spoergsmaalet besvares benaegtende; efter bankens opfattelse omfatter konventionens artikel 50 ethvert dokument, som kan danne grundlag for fuldbyrdelse i medfoer af national ret i den stat, hvor dokumentet er oprettet. Det er derimod ikke noedvendigt, at selve dokumentet er blevet oprettet af en offentlig embedsmand eller i hvert fald under dennes medvirken. Efter denne opfattelse laegges der stoerre vaegt paa dokumentets virkning - isaer den eksigibilitet, som skal tillaegges det efter retsordenen i den stat, hvor det er oprettet - end paa de regler, der gaelder for dets oprettelse.

Den modsatte opfattelse goeres gaeldende af Flemming Christensen, Kommissionen, den tyske regering og Det Forenede Kongeriges regering. De er enige om, at det, for at et dokument kan falde ind under kategorien officielt bekraeftede dokumenter i konventionens artikel 50, kraeves, at dokumentets aegthed er attesteret af en offentlig myndighed eller et andet organ, der har kompetence hertil. Der kraeves altsaa en saerlig attestering, for hvilken reglerne skal fastsaettes af retsordenen i den stat, hvor dokumentet er udstedt.

7 Efter min mening er den sidste opfattelse den rigtige. Det foerste moment - udledt af bestemmelsens ordlyd - der taler for denne loesning, findes i selve affattelsen af artikel 50. Der henvises nemlig i bestemmelsen til »officielt bekraeftede dokumenter, der er udstedt og eksigible i en kontraherende stat« (7). Udtrykket »udstedt« leder tanken hen paa en proces ved oprettelsen af dokumentet, hvor ikke blot de beroerte parter skal medvirke, men ogsaa et andet organ, som netop har til opgave at udstede dokumentet og give det karakter af et »officielt bekraeftet dokument«. Ordlyden af den omhandlede bestemmelse - isaer anvendelsen af ordet »udstedt« - lader derfor formode, at bestemmelsen omhandler en kategori af dokumenter, som er resultatet af udoevelsen af den funktion, der bestaar i oprettelse af offentlige dokumenter, og som i retsordenen er fordelt mellem offentlige embedsmaend og andre personer, hvis kompetence er fastlagt ved lov (8).

Denne konklusion forekommer mig desuden at vaere den eneste, der er forenelig og sammenhaengende med konventionens ratio. Formaalet med konventionen er nemlig »i saa vidt omfang som muligt at opnaa fri bevaegelighed for domme ved hjaelp af en enkel og hurtig eksekvaturprocedure« (9). Konventionens artikel 50 sidestiller »officielt bekraeftede dokumenter, der er udstedt og eksigible i en kontraherende stat« med retsafgoerelser. For disse dokumenter er der derfor paa en vis maade »fri bevaegelighed« ligesom for domme i den forstand, at der i medfoer af artikel 50 gives dem en praeferencestilling med hensyn til fuldbyrdelse i andre kontraherende stater. Man kan endog sige, at den ordning, der er fastsat i konventionen for officielt bekraeftede dokumenter, er gunstigere end den, der gaelder for retsafgoerelser. Begaeringen om fuldbyrdelsespaategning paa et officielt bekraeftet dokument kan nemlig i henhold til artikel 50 kun afslaas, hvis fuldbyrdelsen ville stride mod grundlaeggende retsprincipper i den stat, som begaeringen rettes til, mens der for dommenes vedkommende kan gives afslag af andre grunde (10).

I betragtning af konsekvenserne af at kvalificere et dokument som et »officielt bekraeftet dokument« er det hensigtsmaessigt, at der udvises forsigtighed ved fastlaeggelsen af, hvilke dokumenter der falder ind under denne kategori. Officielt bekraeftede dokumenter sidestilles nemlig med domme. Denne sidestilling er berettiget, netop for saa vidt som det officielt bekraeftede dokument er resultatet af en offentlig embedsmands intellektuelle og vurderende virksomhed, og dermed - om end indirekte og kun med henblik paa dokumentation - udspringer af offentlig myndighed. Det er udelukkende, naar disse kendetegn foreligger, og virksomheden udoeves af saerligt kvalificerede personer - der handler i egenskab af administrative organer eller private med offentlige opgaver - at konventionen bestemmer, at de »officielt bekraeftede dokumenters« saerlige virkninger udfolder sig. Det er derfor kun berettiget, at dokumenterne har disse virkninger, naar de maa formodes at vaere kendetegnet af noejagtighed og sikkerhed, saaledes som det er tilfaeldet, naar repraesentative handlinger udfoeres af specialiserede offentlige embedsmaend. Derfor er det ikke en hvilken som helst privat viljeserklaering, der kan kvalificeres som et »officielt bekraeftet dokument«, men kun dokumenter, for hvilke der er fastsat attesteringsprocedurer, som kan begrunde, at den omhandlede kategori af dokumenter sidestilles med retsafgoerelser. Det ville derimod ikke vaere i overensstemmelse med konventionens aand og formaal, hvis de kontraherende stater skulle behandle private dokumenter, der ikke er bekraeftet paa nogen maade, ligesom afgoerelser truffet af retsinstanser.

8 Overvejelserne i det foregaaende bekraeftes af Jenard-Moeller-rapporten (11) om Lugano-konventionen. Med hensyn til artikel 50 i denne konvention, som svarer til den bestemmelse, der er genstanden for den foreliggende sag, og som i det vaesentlige har samme ordlyd (12), praeciseres det nemlig i rapporten, at »officielt bekraeftede dokumenter« i denne bestemmelses forstand, er dokumenter, som opfylder foelgende betingelser:

- »Dokumentets aegthed skal attesteres af en offentlig myndighed

- godtgoerelsen af dets aegthed skal vedroere dets indhold og ikke kun f.eks. underskriften

- dokumentet skal i sig selv vaere eksigibelt i den stat, hvor det er udfaerdiget« (13).

Efter den naevnte rapport - som ogsaa ifoelge teorien (14) er et nyttigt redskab ved fortolkningen af Bruxelles-konventionens artikel 50 - kan et dokument derfor kun betragtes som et officielt bekraeftet dokument, naar det er oprettet under medvirken af en offentlig myndighed, som netop har til opgave at attestere dokumentets aegthed, dvs. at give det karakter af et sikkert og aegte dokument, ikke blot med hensyn til kravene til det ydre som f.eks. datoen og underskriften, men ogsaa med hensyn til kravene til indholdet af selve dokumentet.

9 Efter disse bemaerkninger mener jeg derfor, at det kan udelukkes, at et gaeldsbevis, som er oprettet uden medvirken af en offentlig embedsmand - som det omtvistede dokument i hovedsagen - kan vaere et »officielt bekraeftet dokument« i konventionens artikel 50's forstand. AEgtheden er nemlig en noedvendig betingelse for saa vidt angaar den kategori af dokumenter, den omhandlede bestemmelse vedroerer, og kraever - af de ovenfor naevnte grunde - en offentlig myndigheds medvirken ved oprettelsen af dokumentet.

10 Endelig maa et sidste aspekt af det spoergsmaal, den forelaeggende ret har stillet, afklares. Det fremgaar nemlig af ordlyden af det praejudicielle spoergsmaal, at den forelaeggende ret oensker oplyst, om det forhold, at dokumentet er eksigibelt i den stat, hvor det er udstedt, i sig selv er tilstraekkeligt til, at dokumentet kan falde ind under artikel 50's anvendelsesomraade. Dette spoergsmaal maa efter min mening besvares benaegtende. I henhold til den naevnte bestemmelse er det nemlig ikke tilstraekkeligt, at dokumentet er eksigibelt; der skal ogsaa vaere tale om et officielt bekraeftet dokument i den forstand, jeg har angivet ovenfor. Dermed er dokumenter, som eventuelt kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse i den stat, hvor de er oprettet, men som ikke betragtes som officielt bekraeftede dokumenter i denne retsorden, udelukket fra bestemmelsens anvendelsesomraade (15).

Det andet praejudicielle spoergsmaal

11 Den forelaeggende ret har kun anmodet om en besvarelse af det andet praejudicielle spoergsmaal for det tilfaelde, at det foerste spoergsmaal besvares bekraeftende, dvs. hvis Domstolen maatte finde, at et gaeldsbevis, der er oprettet uden medvirken af en offentlig embedsmand, er et officielt bekraeftet dokument i konventionens artikel 50's forstand. Derfor er det ikke noedvendigt at undersoege det andet spoergsmaal, naar henses til det svar, der efter min mening boer gives paa det foerste spoergsmaal. For fuldstaendighedens skyld vil jeg dog ogsaa opholde mig ved dette praejudicielle spoergsmaal.

Spoergsmaalet gaar i det vaesentlige ud paa at faa fastslaaet, om det hensigtsmaessige i en retssag i en anden kontraherende stat er betinget af, at sagsoegte fortsat har bopael i den stat, hvor sagen blev anlagt. Spoergsmaalet maa efter min mening besvares benaegtende. Det fremgaar af konventionens artikel 31 ff., at det tilkommer rekvirenten at vaelge, i hvilken kontraherende stat han vil indgive begaeringen om eksekvatur. Det anfoeres navnlig i artikel 32, stk. 2, at »rettens stedlige kompetence afgoeres efter den parts bopael, mod hvem fuldbyrdelsen begaeres«. Det praeciseres ikke, hvilket tidspunkt der skal laegges vaegt paa ved anvendelsen af reglen om forum debitoris. Der kan dog efter min mening ikke vaere tvivl om, at dette tidspunkt kun kan vaere tidspunktet for indgivelsen af begaeringen, hvilket har til foelge, at de aendringer, der eventuelt maatte finde sted paa et senere tidspunkt end de faktiske forhold, som har vaeret afgoerende for rettens kompetence, ikke kan have nogen indflydelse paa den saaledes fastlagte kompetence. Rekvirenten maa nemlig kunne saette sin lid til de forhold, der foreligger paa det tidspunkt, hvor han indgiver begaeringen. I modsat fald ville det grundlaeggende krav om retssikkerhed blive bragt i fare. Desuden ville rekvisitus selv let kunne unddrage sig fuldbyrdelse blot ved at skifte opholdssted eller bopael, hvis rettens kompetence bortfaldt som foelge af, at rekvisitus skiftede bopael efter begaeringens indgivelse. Af disse grunde mener jeg, at det ikke har nogen indflydelse paa, om begaeringen skal admitteres, at rekvisitus skifter bopael efter indgivelsen af begaeringen om eksekvatur.

Forslag til afgoerelse

12 Efter det saaledes anfoerte skal jeg foreslaa Domstolen at besvare de af Bundesgerichtshof forelagte spoergsmaal som foelger:

»1) Artikel 50, stk. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse skal fortolkes saaledes, at et gaeldsbevis, hvis aegthed ikke er attesteret af vedkommende offentlige myndighed, ikke er et 'officielt bekraeftet dokument, der er udstedt og eksigibelt i en kontraherende stat'.

2) Konventionens artikel 32, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at en begaering om eksekvatur ikke skal afvises eller forkastes paa grund af, at rekvisitus forlader den stats omraade, som begaeringen er rettet til, efter at have appelleret afgoerelsen vedroerende begaeringen.«

(1) - EFT 1978 L 304, s. 17.

(2) - EFT L 304, s. 1.

(3) - EFT L 388, s. 1.

(4) - EFT L 285, s. 1.

(5) - Denne aendring finder dog ikke anvendelse paa de faktiske omstaendigheder i den foreliggende sag, da den traadte i kraft i Tyskland i 1994, mens de omtvistede gaeldsbreve gaar tilbage til 1990 og 1992.

(6) - EFT L 319, s. 9.

(7) - Min fremhaevelse.

(8) - I teorien omfatter begrebet officielt bekraeftede dokumenter de dokumenter, der er oprettet af »offentlige og ministerielle embedsmaend, justitssekretaerer, notarer, justitsembedsmaend (...)« (jf. G.A.L. Droz, Compétence judiciaire et effets des jugements dans le Marché Commun, Paris 1972, s. 391). Forfatteren tilfoejer, at »officielt bekraeftede dokumenter i artikel 50's forstand isaer vil vaere dokumenter oprettet af en notar« (Domstolens oversaettelse).

(9) - Jf. dom af 2.6.1994, sag C-414/92, Solo Kleinmotoren, Sml. I, s. 2237, praemis 20, og af 2.7.1985, sag 148/84, Deutsche Genossenschaftsbank, Sml. s. 1981, praemis 16.

(10) - Jf. bestemmelsen i konventionens artikel 34, stk. 2, sammenholdt med artikel 27 og 28.

(11) - EFT 1990 C 189 af 28.7.1990, s. 57.

(12) - Som naevnt under punkt 2 har Bruxelles-konventionens artikel 50, som aendret efter Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse, samme ordlyd som den tilsvarende bestemmelse i Lugano-konventionen. Imidlertid var forskellene - ogsaa foer denne aendring - helt uvaesentlige og beroerte ikke bestemmelsens indhold. Udtrykket »forsynes med fuldbyrdelsespaategning« er blot blevet afloest af ordene »erklaeres for eksigible«.

(13) - Punkt 72 (min fremhaevelse). I samme punkt i rapporten fremhaeves det, at »veksler og checks« ikke er omfattet af artikel 50.

(14) - Jf. H. Gaudemet-Tallon, Les Conventions de Bruxelles et de Lugano, Paris 1993, s. 417.

(15) - Jf. i denne retning Jenard-Moeller rapporten, punkt 72, hvor der som eksempel paa dokumenter, der ikke er omfattet af artikel 50's anvendelsesomraade, naevnes »udenretlige forlig, der kendes i dansk lovgivning, og som er eksigible efter dansk lov ...« (min fremhaevelse).