61997C0200

Indledning

1 I denne sag rejses spoergsmaalet, om en form for saerlig administration og beskyttelse mod kreditorforfoelgning, som i henhold til italiensk lovgivning ydes visse insolvente virksomheder, i dette tilfaelde en jern- og staalvirksomhed, udgoer en statsstoette, der er forbudt i henhold til EKSF-traktatens artikel 4, litra c) (1).

Retlige og faktiske omstaendigheder

2 Lov nr. 95/1979 af 3. april 1979 (2), almindelig kendt som Prodi-loven efter den davaerende industriminister, indfoerer en procedure med en saerlig administration af insolvente virksomheder, der har mere end 300 beskaeftigede, og hvis gaeld er paa mindst 80 444 mio. ITL (3) samt et beloeb paa fem gange den indbetalte kapital. Kreditorerne skal vaere kreditinstitutter, selskaber, socialforsikringsinstitutioner (4) eller selskaber, hvori staten er hovedaktionaer (5). Saerlig administration er tilsyneladende kun aaben for industrivirksomheder. Hvor et selskab er kvalificeret for saerlig administration efter lov nr. 95/1979, kan andre insolvente selskaber i samme gruppe ogsaa blive sat under saerlig administration, selv om de ikke opfylder kriterierne for saa vidt angaar antallet af ansatte og gaeldens stoerrelse.

3 For at et selskab skal kunne undergives saerlig administration, skal det af retten vaere fastslaaet, at virksomheden er insolvent, enten ved anvendelse af konkursloven (6) eller fordi den ikke har udbetalt loen i mindst tre maaneder. Hvis den kompetente ret finder, at selskabet opfylder kriterierne i lov nr. 95/1979, undlader den at ivaerksaette den almindelige konkursprocedure over for selskabet. Herefter udsteder industriministeren efter forhandling med finansministeren et dekret, hvorved selskabet undergives saerlig administration. Paa dette stadium beslutter industriministeren efter forhandling med finansministeren tillige, om det kan tillades, at selskabet under saerlig administration kan fortsaette driften i indtil to aar, der maksimalt kan forlaenges med yderligere to aar (7). Denne beslutning er skoensmaessig i modsaetning til beslutningen om at saette selskabet under saerlig administration. Det er blevet gjort gaeldende, at disse to beslutninger uvaegerligt traeffes samtidig. Industriministeren skal ved afgoerelsen af, om driften kan fortsaettes, tage fuldt hensyn til kreditorernes interesser.

4 Den almindelige konkursbehandling efter den italienske konkurslov gennemfoeres ved domstolene, hvor afgoerelserne traeffes i samraad med eller skal godkendes af et kreditorudvalg. Det omfatter muligheden for at give selskabet tilladelse til at fortsaette driften med henblik paa at oege vaerdien af aktivmassen i kreditorernes interesse (8). Det er ikke blevet meddelt Domstolen, hvilke begraensninger, der er for en fortsat drift. Det kan formentlig ikke tillades, at selskabet fortsat drives med tab, da dette ville skade kreditorernes interesser yderligere.

5 Selskaber under saerlig administration er underlagt konkurslovens almindelige bestemmelser, da der ikke findes nogen udtrykkelig undtagelse i lov nr. 95/1979. I forbindelse med proceduren med saerlig administration kan ejeren af den insolvente virksomhed ligesom i forbindelse med den almindelige konkursprocedure ikke disponere over sine aktiver, som i princippet skal tjene til fyldestgoerelse af kreditorerne. Et dekret om saerlig administration foerer som i en almindelige konkursprocedure til, at individuel kreditorforfoelgning ikke kan ivaerksaettes eller fremmes (9). I tilfaelde af saerlig administration gaelder dette ogsaa skattegaeld, boeder og renter, hvorimod dette ikke er tilfaeldet i en almindelig procedure (10). Der paaloeber ikke renter af den eksisterende gaeld i perioden med saerlig administration som ved en normal konkursprocedure (11).

6 Et selskab under saerlig administration er fritaget for betaling af boeder for manglende indbetaling af obligatoriske socialbidrag (12). Det synes, at stoerrelsen af disse boeder kan vaere indtil 50% af det skyldige beloeb. Det er muligt at saelge alle anlaeg tilhoerende virksomheden under saerlig administration, hvilket er paalagt en fast registreringsafgift paa 1 mio. ITL (i stedet for den normale afgift paa 3% af vaerdien af de overdragne genstande) (13). Det fremgaar ikke klart, i hvilken udstraekning disse saerbestemmelser finder anvendelse paa en virksomhed under saerlig administration, der ikke har tilladelse til at fortsaette driften.

7 Naar en virksomhed under saerlig administration meddeles tilladelse til at viderefoere sine aktiviteter, skal den udpegede administrator udfaerdige den noedvendige handlingsplan, hvis forenelighed med hovedretningslinjerne i den nationale industripolitik undersoeges af det tvaerministerielle udvalg til samordning af industripolitikken (14), inden den godkendes af industriministeren. Administrator maa ikke foretage en afvikling af virksomheden, medmindre det er umuligt at redde den. Afviklingen skal saa vidt muligt ske ved frasalg af virksomhedens aktiver som en igangvaerende virksomhed. Kommissionen har foreslaaet, at administrator skal have mulighed for at saelge dele af virksomheden til negative priser, dvs. at andre virksomheder vil blive betalt for at overtage disse dele og opretholde deres aktiviteter (15). Staten kan kautionere for hele eller en del af den gaeld, som virksomheder under saerlig administration maatte stifte til finansiering af den loebende drift i denne periode (16). Udgifter afholdt i forbindelse med saerlig administration, herunder stiftet gaeld, er privilegerede i forhold til de fordringer, der bestod paa tidspunktet for den saerlige administrations paabegyndelse. Dette gaelder tillige i det tilfaelde, hvor en virksomhed fortsaetter sine aktiviteter under den almindelige konkursprocedure (17).

8 Proceduren med saerlig administration er undergivet ministeriel kontrol: Beslutninger vedroerende spoergsmaal om omstrukturering, salg af aktiver, oploesning eller ophoer af perioden med saerlig administration skal godkendes af industriministeren. Domstolen har modtaget modstridende indlaeg vedroerende det forhold, om ministerens beslutninger kun er genstand for en begraenset proevelse af deres lovlighed ved forvaltningsdomstolene, eller om de kan underkastes et mere vidtgaaende soegsmaal ved de civile retter med henblik paa at fastslaa, om de er i overensstemmelse med kreditorernes oekonomiske interesser. Nogle kreditorer kan vaere repraesenteret i tilsynet, som har en ren raadgivende funktion i forbindelse med saerlig administration.

9 Industriministeren skal ligeledes tiltraede, at den saerlige administration ophoerer. Kreditorerne kan kun soege hel eller delvis fyldestgoerelse for deres tilgodehavender ved afslutningen af denne periode gennem frasalg af virksomhedens aktiver eller gennem dennes nye indtjening.

10 Lov nr. 95/1979 har vaeret genstand for en raekke kommissionsbeslutninger delvis som foelge af klager fra sagsoegeren i hovedsagen, jern- og staalvirksomheden Ecotrade Srl (herefter »Ecotrade«). Som svar paa en anmodning, hvori Kommissionen i medfoer af EF-traktatens (18) artikel 93, stk. 1, udbad sig yderligere oplysninger vedroerende lov nr. 95/1979 med henblik paa en undersoegelse af statsstoette (19), afslog Italien at anmelde loven med undtagelse af bestemmelserne i artikel 2a om garanti. Kommissionen besluttede herefter ved Meddelelse C 7/97 (ex E 13/1992) (20) at indlede proceduren i EF-traktatens artikel 93, stk. 2. Desuden besluttede Kommissionen, at statsgaranti i medfoer af artikel 2a i lov nr. 95/1979 til en jern- og staalvirksomhed under saerlig administration, Altiforni e Ferriere di Servola SpA (sagsoegte i hovedsagen, herefter »AFS«), var stoette, der var uforenelig med det faelles marked for kul og staal (21). Kommissionen besluttede tillige, at udsaettelsen af betaling af gaeld til offentlige myndigheder, som blev bevilget en anden jern- og staalvirksomhed, Ferdofin Siderurgica Srl, var uforenelig med faellesmarkedet for kul og staal, og at den paagaeldende gaeld skulle inddrives (22).

11 Denne sag vedroerer en gaeld paa 149 108 190 ITL, som AFS skylder Ecotrade for leveringer af staal. Ved kendelse af 30. juli 1992 bestemte Pretura di Trieste, at AFS skulle overdrage en udestaaende fordring paa en bank til Ecotrade til daekning af det skyldige beloeb, idet AFS ikke havde betalt. Den 28. august 1992 meddelte AFS Ecotrade, at det var blevet sat under saerlig administration ved ministerielt dekret af 23. juli 1992, jf. lov nr. 95/1979, med tilladelse til fortsaettelse af virksomhedens drift, efter at Tribunale di Trieste den 2. juli 1992 havde konstateret, at virksomheden var insolvent. AFS anmodede om tilbagebetaling af det paagaeldende beloeb med henvisning til, at fyldestgoerelsen af fordringen efter udstedelsen af et saadant dekret var i strid med artikel 4 i lov nr. 544/81. Den 4. oktober 1992 anlagde Ecotrade sag ved Tribunale di Trieste med paastand om, at AFS' krav om tilbagebetaling kendes uberettiget, da det stoettes paa et ministerielt dekret, der er strid med faellesskabsrettens bestemmelser om statsstoette. Tribunale forkastede den 23. oktober 1993 Ecotrade's paastand og gav AFS medhold i dets paastand om tilbagebetaling. Dommen blev stadfaestet af Corte d'appello di Trieste. Herefter appellerede Ecotrade sagen til Corte Suprema di cassazione (herefter »den nationale ret«).

12 Den nationale ret forelagde i medfoer af EF-traktatens artikel 177 Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Det giver anledning til vanskeligheder og uklarhed ved fortolkningen af

a) traktatens artikel 92, naar det i denne bestemmelse fastlagte alternativ 'statsstoette' eller 'stoette, som ydes ved hjaelp af statsmidler' paaberaabes til stoette for det synspunkt, at ogsaa bestemmelser, der er udstedt af staten, og som, selv om de ikke omhandler udbetaling af statsmidler, dog ved fastlaeggelsen af saerlige procedurer goer det muligt at opnaa det samme resultat som det, der ville fremkomme ved udbetaling af statsmidler, skal anses for stoette;

b) den naevnte meddelelse, naar de slutninger, Kommissionen drager deri ... bygger paa en forudsaetning om, at de undersoegte bestemmelser (lov nr. 95/1979) '... i mange henseender [synes] at falde inden for anvendelsesomraadet for EF-traktatens artikel 92 ff.'

Det er derfor tvivlsomt, om der efter traktatbestemmelsen og den naevnte kommissionsmeddelelse foreligger stoette med en statslig bestemmelse, der er udstedt i henhold til naevnte lov nr. 95/1979, og som indeholder regler om

1) friholdelse uden videre af store virksomheder fra de almindelige konkursprocedurer

2) viderefoerelse samtidig med denne friholdelse af deres virksomhed,

naar henses til, at det (i artikel 4) i lovdekret nr. 414 af 31. juli 1981 (konverteret til lov nr. 544/81) er bestemt, at 'individuel kreditorforfoelgning ... kan ikke indledes eller fremmes efter, at der er truffet afgoerelse om, at en virksomhed saettes under saerlig administration'.«

Indlaeg

13 Der er blevet afgivet skriftlige og mundtlige indlaeg af Ecotrade, af AFS, af Den Italienske Republik og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber.

14 Ecotrade og Kommissionen har gjort gaeldende, at anvendelsen af ordningen med saerlig administration, som er blevet indfoert ved lov nr. 95/1979, paa en jern- og staalvirksomhed udgoer statsstoette i henhold til EKSF-traktatens artikel 4, litra c), som skulle have vaeret anmeldt i medfoer af artikel 6 i Kommissionens beslutning nr. 3855/91/EKSF af 27. november 1991 om faellesskabsregler for stoette til jern- og staalindustrien (23). De har gjort gaeldende, at lov nr. 95/1979 er en undtagelse fra den almindelige konkurslov, idet dens anvendelse er begraenset til industrivirksomheder af en vis stoerrelse og med en vis gaeld til visse kreditorer, hovedsagelig offentlige, og desuden at beslutningen om at give en insolvent virksomhed under saerlig administration tilladelse til at fortsaette driften alene er ministerens skoen (24), idet kreditorerne ikke har nogen vaesentlig indflydelse herpaa. EKSF-traktatens artikel 4, litra c), omfatter stoette, der letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og som dermed er af samme art og har tilsvarende virkning som stoette (25). Udsaettelsen af betaling af boeder til socialforsikringen, forbuddet mod inddrivelse af skattegaeld og boeder (26), muligheden for en statslig kaution for gaeld, der er stiftet under saerlig administration, samt den naermest symbolske registreringsafgift paa de genstande, som virksomheden frasaelger, er i deres oejne en direkte stoette fra statsmidler og udgoer en fordel, der ikke indroemmes under den almindelige konkursprocedure. Suspensionen af statslig kreditorforfoelgning og renter er tillige en stoette til den fortsatte drift under saerlig administration, hvis formaal er at opretholde den paagaeldende virksomheds oekonomiske aktiviteter, selv om de private kreditorer beroeres heraf, og lignende suspensioner forekommer i den almindelige konkursprocedure. Ecotrade har gjort gaeldende, at den ved lov paalagte suspension af privates kreditorforfoelgning er en form for stoette, selv om det ikke medfoerer en byrde for statens finanser (27). Kommissionen har paa den anden side gjort gaeldende, at en saadan suspension medfoerer en byrde for de offentlige midler, idet den normalt foerer til en udslukkelse af de paagaeldende gaeldsposter og dermed indirekte til lavere skatteindtaegter til den italienske stat fra disse kreditorer.

15 AFS og Italien har gjort gaeldende, at saerlig administration er en fuldstaendig normal reaktion paa insolvens, at det er i overensstemmelse med UNICTRAL's (United Nations Commission on International Trade Law) arbejde, der soeger at undgaa en unoedig afvikling af selskaber, men som ikke desto mindre har det samme formaal, nemlig endelig fyldestgoerelse af kreditorernes tilgodehavender. Selv om de har anerkendt, at en statslig kaution for gaeld skulle have vaeret anmeldt som stoette, har de gjort gaeldende, at en virksomheds fortsatte drift under insolvensen, uden stoette af statsmidler, ikke i sig selv er uforeneligt med fri konkurrence. Saerlig administration er en almindelig og automatisk procedure, der indtraeder, naar visse betingelser er opfyldt. Alene statslig kaution ydes paa grundlag af et skoen. Der er ligheder mellem den saerlige administration og den almindelige konkursprocedure: begge indtraeder, naar det konstateres, at en virksomhed er insolvent, begge indebaerer en suspension af kreditorforfoelgning og renter, og de tillader begge, at den insolvente virksomhed fortsaetter driften under visse omstaendigheder. Fortsat drift i medfoer af konkurslovens artikel 90 godkendes alene af et kreditorudvalg, der er udpeget af retten, og hvis afgoerelse ikke kan anfaegtes, og driften kan i modsaetning til ordningen under den saerlige administration fortsaette paa ubestemt tid. Saerlig administration indebaerer ikke yderligere omkostninger for staten, som ikke er indblandet i debitor-kreditorforholdet. Udgifter, der afholdes af private parter, udgoer ikke stoette (28). Suspensionen af betaling af gaeld medfoerer ikke en aendring i statens indtaegter paa lang sigt, men kan foere til stoerre indtaegter, hvis virksomheden er i stand til at handle sig frem til en situation, hvor den kan indfri den samlede gaeld. AFS bestrider, at den nationale rets forelaeggelse er relevant, idet inddrivelsen af Ecotrade's gaeld ogsaa ville vaere blevet suspenderet under en almindelig konkursprocedure. Bestemmelsen om fritagelse for betaling af gaeld til socialforsikringen fandt kun anvendelse paa gaeld, der var opstaaet indtil 1986. Den manglende inddrivelse af skattegaeld i perioden med saerlig administration udgoer ikke en byrde for det offentlige, fordi muligheden for at inddrive en saadan gaeld under de almindelige konkursbestemmelser kun giver en processuel fordel. I medfoer af princippet om kreditorernes lighed er staten stadig ansvarlig over for de oevrige kreditorer for ethvert beloeb, der er inddrevet ud over dets andel af udbyttet ved en eventuel oploesning. Den saerlig lave registreringsafgift er snarere en fordel for den koebende virksomhed end for virksomheden, der saelger sine aktiver.

Bemaerkninger

16 AFS driver virksomhed med en produktion inden for jern- og staalindustrien og er en virksomhed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i EKSF-traktatens artikel 80. Da bestemmelserne i EF-traktaten ikke aendrer bestemmelserne i EKSF-traktaten og reglerne i den naevnte traktat om, hvorledes faellesmarkedet for kul og staal skal fungere (29), skal det af den nationale ret forelagte spoergsmaal omformuleres saaledes, at Domstolen i medfoer af EKSF-traktatens artikel 41 anmodes om en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 4, litra c), og artikel 67 i denne traktat (30). Det bestemmes i den relevante del af EKSF-traktatens artikel 4:

»I overensstemmelse med bestemmelserne i denne traktat ophaeves og forbydes foelgende inden for Faellesskabet som uforeneligt med faellesmarkedet for kul og staal:

...

c) tilskud eller anden stoette ydet af staterne eller saerlige byrder paalagt af dem, i hvilken som helst form dette sker

...«.

Artikel 67 er den eneste bestemmelse i EKSF-traktatens afsnit III, kapitel VII »Indgreb i konkurrencevilkaarene«. Det bestemmes i artikel 67, stk. 1, at »[e]nhver handling fra en medlemsstats side, som kan have en maerkbar indvirkning paa konkurrencevilkaarene i kul- og staalindustrien, skal af vedkommende regering meddeles Den Hoeje Myndighed«. Artikel 67, stk. 2, giver Den Hoeje Myndighed (Kommissionen) bemyndigelse til at traeffe visse forholdsregler, hvis en handling er af en saadan art, at den fremkalder en alvorlig uligevaegt. Artikel 67, stk. 3, bemyndiger Den Hoeje Myndighed til at rette henstillinger til medlemsstater, hvis handlinger giver kul- og staalvirksomheder under deres jurisdiktion saerlige fordele eller paalaegger dem saerlige byrder i sammenligning med de andre industrier i samme land.

17 I Banks-sagen fastslog Domstolen, at »artikel 4 kun finder selvstaendig anvendelse i mangel af mere specifikke regler. I tilfaelde, hvor reglerne i artikel 4 er gentaget eller naermere uddybet i andre af [EKSF-]traktatens bestemmelser, skal de regler, der angaar én og samme bestemmelse, betragtes som en helhed og anvendes under ét« (31). Det fremgaar af bemaerkningerne til denne sag og til Hopkins m.fl. mod National Power og PowerGen (32), at EKSF-traktatens artikel 4, litra c), sammenholdt med artikel 67, stk. 2 og 3, ikke er direkte anvendelig paa grund af det vide skoen, der er tillagt Kommissionen ved anvendelsen af sidstnaevnte bestemmelser. Denne sag falder efter min mening ikke under anvendelsesomraadet for artikel 67, stk. 2, da der ikke er antydning af, at den paastaaede stoette har fremkaldt en alvorlig uligevaegt, eller for artikel 67, stk. 3, da lov nr. 95/1979 ikke indroemmer jern- eller staalvirksomheder saerlige fordele i forhold til andre industrier. Valget af virksomheder, der kan drage fordel af den saerlige administrations paastaaede fordele, foretages efter ret forskellige kriterier. For saa vidt angaar artikel 67, stk. 1, er den heri fastsatte anmeldelsesforpligtelse paa ingen maade i strid med den klare og betingelsesloese anvendelse af det ubetingede forbud mod statsstoette i artikel 4, litra c). Jeg maa derfor konkludere, at EKSF-traktatens artikel 4, litra c), under disse omstaendigheder er umiddelbart anvendelig.

18 Der er en raekke vaesentlige forskelle mellem den ordning for statsstoette, der er fastsat i EF-traktatens artikel 92 og 93, og de mere lakoniske, men tillige mere omfattende og betingelsesloese bestemmelser i EKSF-traktatens artikel 4, litra c). Det synes imidlertid klart af de nedenfor anfoerte grunde, at definitionen af statsstoette, der er afgoerende for denne sag, er det samme i begge traktater, selv om statsmidler ikke er direkte naevnt i artikel 4, litra c).

19 Det fremgaar ligeledes, at Kommissionens skrivelse E 13/1992, som den nationale ret henviser til, ikke er en afgoerelse, men alene en anmodning i medfoer af EF-traktatens artikel 93, stk. 3, om, at Italien anmelder alle sager om stoette, hvori bestemmelserne i lov nr. 95/1979 anvendes. Kommissionen besluttede efterfoelgende at indlede en procedure i medfoer af EF-traktatens artikel 93, stk. 2 (33), men der var ikke truffet en beslutning efter denne bestemmelse, da spoergsmaalet i denne sag blev forelagt. Den eneste kommissionsbeslutning vedroerende bestemmelserne i lov nr. 95/1979, bortset fra dem, der vedroerer tilbagebetaling af ulovlig statsstoette og indroemmelsen af en statslig kaution for gaeld, som virksomheder under saerlig administration har stiftet, hvilket ikke er genstand for denne sag, er Kommissionens beslutning nr. 97/754/EKSF, der vedroerer én virksomhed, Ferdofin Srl. Selv om den individuelle kommissionsbeslutning er baseret paa et raesonnement, der er aabenbart relevant for naervaerende sag, er den ikke i sig selv bindende over for parterne i hovedsagen, og forpligter ej heller den nationale ret ved afgoerelsen af denne sag. Desuden foelger det ikke af den omstaendighed, at Italien ikke anlagde et annullationssoegsmaal i forbindelse med beslutning nr. 97/754/EKSF, at beslutningens slutninger og konklusion skal anvendes uden mulighed for at foretage aendringer i nationale sager, hvori hverken Italien eller Ferdofin er parter (34). Skoent der under forhandlingerne og i analysen nedenfor hentydes til visse argumenter i de netop naevnte kommissionsforanstaltninger, er det bedst kun at henfoere spoergsmaalet, som den nationale ret har forelagt, til EKSF-traktatens artikel 4, litra c).

20 Det er muligt at laese foerste og andet led af det forelagte spoergsmaal adskilt. Denne sag vedroerer imidlertid faktiske omstaendigheder, hvorunder den insolvente virksomhed, AFS, ikke alene var blevet sat under saerlig administration, men ogsaa havde faaet tilladelse til at fortsaette driften under denne administration. Det er desuden ikke klart, hvilke konsekvenser den saerlige administration har for den endelige likvidation af et insolvent selskab i det tilfaelde, hvor fortsat drift ikke tillades. Jeg vil derfor koncentrere mig om indvirkningen paa konkurrencen, som ordningen med saerlig administration har, naar selskabet fortsaetter sine aktiviteter. Det tilkommer den nationale ret at afgoere, i hvilket omfang Domstolens besvarelse af det forelagte spoergsmaal finder anvendelse paa et selskab, der ophoerer med at drive virksomhed, hvilket maa ske i lyset af en sammenligning af bestemmelserne i den italienske lov, der finder anvendelse i denne sag, med bestemmelserne i den almindelige konkurslov.

21 Jeg fortolker derfor det forelagte spoergsmaal saaledes, at den nationale ret oensker oplyst, om der er tale om statsstoette, som er forbudt i henhold til EKSF-traktatens artikel 4, litra c), saafremt en virksomhed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i EKSF-traktatens artikel 80, er insolvent og saettes under saerlig administration efter lov nr. 95/1979, hvorved individuel kreditorforfoelgning suspenderes, visse bestemmelser i den almindelige konkurslov ikke finder anvendelse eller kun finder anvendelse paa visse betingelser, og den paagaeldende virksomhed indroemmes tilladelse til at fortsaette driften, naar henses til, at statslige foranstaltninger, der ikke indebaerer udbetaling af statsmidler, men hvor det samme resultat, som en udbetaling ville foere til, kan naas med saerlige procedurer, maa anses for at udgoere en saadan stoette.

22 Den ledende dom vedroerende negative former for stoette, hvorved staten giver afkald paa penge, som virksomhederne skylder den, er en EKSF-sag, Steenkolenmijnen, hvori Domstolen fastslog foelgende (35):

»Stoettebegrebet er imidlertid mere generelt end tilskudsbegrebet, fordi det ikke blot omfatter positive ydelser saasom selve tilskuddene, men ligeledes de indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at vaere tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger.«

23 Denne definition er ogsaa blevet antaget i EF-sammenhaeng, f.eks. i Banco Exterior de España (36), som vedroerte en selektiv skattefritagelse, der satte det paagaeldende selskab i en mere gunstig, oekonomisk position i forhold til andre skatteydere (37). Domstolen har fortolket begrebet »stoette« i EF-traktatens artikel 92, stk. 1, saaledes, at det noedvendigvis maa indebaere direkte eller indirekte ydelse af fordele ved hjaelp af statsmidler (38) eller en supplerende byrde for staten (39). Ordlyden af denne bestemmelse og de i EF-traktatens artikel 93 indeholdte procedurereglerne »viser nemlig, at fordele, der indroemmes ved hjaelp af andre midler end statsmidler, ikke er omfattet af de paagaeldende bestemmelsers anvendelsesomraade. Sondringen mellem stoette ydet af staten og stoette ydet ved hjaelp af statsmidler har til formaal at sikre, at stoettebegrebet ikke alene omfatter stoette ydet direkte af staten, men ligeledes stoette ydet af offentlige eller private organer, der er udpeget eller oprettet af staten« (40). Graensen for denne definition synes at vaere naaet i sagen Kommissionen mod Frankrig (41), hvor Domstolen ansaa et tilskud til visse landbrugere som stoette, idet det var blevet vedtaget og financieret af et offentligt organ, Caisse National de Crédit Agricole, og kun kunne ivaerksattes med godkendelse fra det offentlige (42), og desuden ydedes efter regler, der svarer til de regler, der gaelder om tildeling af statsstoette, skoent det driftsoverskud, som tilskuddene blev financieret af, oprindelig hidroerte fra private bidrag (43). Da EKSF-traktatens artikel 4, litra c), henviser til »stoette ydet af staterne«, skal den samme definition af stoette med henvisning til statsmidler efter min opfattelse ogsaa anvendes i en EKSF-kontekst. Dette tjener tillige til at sondre mellem ordlyden i artikel 4, litra c), og ordlyden i artikel 67, stk. 3, der bemyndiger Kommissionen til at overvaage det potentielt bredere begreb »saerlige fordele«, der kunne omfatte retlige fordele, der ikke umiddelbart har nogen betydning for den offentlige kasse.

24 Jeg kan i den forbindelse ikke godkende Kommissionens argument, hvorefter tab, som private kreditorer lider under ordningen med saerlig administration, kan kvalificeres som stoette, fordi det foerer til et tab af skatteindtaegter for staten. Sammenhaengen med statens raaden over sine ressourcer er saa fjern, at det ikke kan svare til stoette. I det omfang lov nr. 95/1979 forvrider forholdet mellem debitor og private kreditorer, skal ethvert tab af skatteindtaegter anses for et forhold, som er uadskilleligt forbundet med ordningen, og skal ikke behandles som middel til at yde en saerlig statsfinansieret fordel til de paagaeldende debitor-virksomheder (44).

25 I modsaetning til EF-traktatens artikel 92, stk. 1, henviser artikel 4, litra c), ikke til stoette som foranstaltninger, der fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene »ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner«. Det forekommer mig ikke desto mindre, at der i enhver faellesskabsordning om statsstoette implicit ligger en sondring mellem selektiv stoette og statslige foranstaltninger, der finder almindelig anvendelse inden for omraaderne beskatning, social forsikring, oekonomiske politik osv. Hovedsondringen mellem almindelige foranstaltninger og selektiv stoette foretages i EKSF-traktatens artikel 67, stk. 3, og finder efter min opfattelse ogsaa anvendelse for saa vidt angaar artikel 4, litra c). Alternativet ville indebaere en generel gennemgang af al statslig regulering ikke bedoemt ud fra de bestemmelser, der normalt finder anvendelse i denne stat (idet disse selv vil vaere genstand for undersoegelser), men, maa det antages, ud fra reguleringerne i andre medlemsstater. Dette ville vaere kontraproduktivt, idet de stater, hvis generelle oekonomiske organisation og regulering var den mest konkurrencedygtige, ville blive straffet. Selv foranstaltninger, der begunstiger den samlede kulindustri i den paagaeldende medlemsstat, kan udgoere stoette efter EKSF-traktatens artikel 4, litra c), hvis de ikke almindeligvis finder anvendelse paa andre industrisektorer, der falder uden for traktatens anvendelsesomraade, hvilket var tilfaeldet i Steenkolenmijnen-sagen. Domstolens henvisning i denne sag til »indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget« (45), definerer implicit selektivitetsbetegnelsen saaledes, at positive eller negative lettelser er selektive inden for saerlige omraader, hvor bestemmelser eller byrder ellers generelt er anvendelige.

26 I denne sag er spoergsmaalene, om bestemmelserne i lov nr. 95/1979 er selektive, og om de udgoer en stoette finansieret af statsmidler, i vid udstraekning forbundne. En beslutning vedroerende eventuel ydelse af en statsgaranti efter artikel 2a i lov nr. 95/1979 er klart skoensmaessig og dermed selektiv, men det er ikke relevant i denne sag. Dette er genstand for en saerskilt kommissionsbeslutning i sagen AFS, og den nationale ret henviser ikke hertil. Bortset fra denne bestemmelse, anvendes loven imidlertid selektivt paa to niveauer. For det foerste er kredsen af virksomheder, som ved insolvens kan blive sat under saerlig administration, begraenset af antallet af ansatte, deres industrielle aktivitet, stoerrelsen af gaelden i forhold til den indbetalte kapital og kreditorernes identitet. Saerskilte konkursordninger for virksomheder, der er af forskellig stoerrelse og art, kan vaere godtgjort af forskellige hensyn, hvor disse forhold har betydning, forudsat at de forskellige ordningers nettoindvirkning paa konkurrencevilkaarene er den samme. F.eks. vil en medlemsstat maaske fastsaette en lettere administrativ procedure for oploesning af smaa virksomheder, saaledes at deres forholdsmaessigt smaa ressourcer bedre bevares med henblik paa fyldestgoerelse af kreditorerne. Udvaelgelseskriterierne i lov nr. 95/1979 forekommer imidlertid at have andre formaal og virkninger. Kombineret synes de at udskille store industrivirksomheder, der hovedsageligt har gaeld til staten eller offentlige organer. Det er korrekt, at loven ikke formelt kraever, at staten er den insolvente virksomheds hovedkreditor, men den omstaendighed, at de kategorier af kreditorer, der tages i betragtning, i vidt omfang har en offentlig karakter, sammenholdt med de relativt store beloeb, der skal skyldes bestemte kategorier af kreditorer, goer det hoejst sandsynligt, at staten naesten altid vil vaere en betydningsfuld kreditor.

27 Hvor bestemmelser om forholdet mellem kreditor og debitor anvendes selektivt til gunst for debitor i forhold til de almindelige bestemmelser, og staten sandsynligvis er stoerste kreditor, vil resultatet af disse bestemmelser vaere en overfoersel af offentlige midler til debitorselskabet, hvilket ikke ville vaere tilfaeldet med de almindelige bestemmelser, og dermed maa den paagaeldende foranstaltning anses for stoette. Selv om en almindelig regulering af forholdet mellem kreditor og debitor, og ligeledes forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager (46) og forholdet mellem producent og forbruger (47), normalt falder uden for faellesskabsrettens anvendelsesomraade for saa vidt angaar statsstoette, udgoer saerregler paa alle disse omraader, hvor disse bevirker en omfordeling af byrden til fordel for visse kategorier af virksomheder eller produktioner helt eller hovedsageligt for statens regning, efter min opfattelse en form for stoette. Under saadanne omstaendigheder kan staten ikke haevde at vaere en udenforstaaende tredjemand i forhold til debitor-kreditorforholdet. For at undgaa enhver tvivl maa jeg derfor tilfoeje, at jeg tror, at saerregler, der favoriserer visse insolvente debitorvirksomheder, kan udgoere stoette, selv om staten kun er en mindre kreditor, hvis der reelt gives afkald paa inddrivelse af offentlige midler. Den omstaendighed, at private kreditorer er tvungne til at acceptere tab paa samme betingelser som staten under et selektivt regelsaet, har ikke til foelge, at disse statslige tab ikke maa karakteriseres som stoette (48). Jo staerkere aarsagssammenhaengen mellem statens rolle som kreditor og anvendelsen af saerlige bestemmelser til fordel for debitor-virksomheden, desto stoerre er de paagaeldende bestemmelsers stoettelignende virkning.

28 Det naeste trin i selektiviteten ved anvendelsen af lov nr. 95/1979 opstaar, naar ministerskoennet udoeves til at tillade, at en insolvent virksomhed under saerlig administration fortsaetter driften. Selv om dette skoen ikke blev udoevet, saaledes som det faktisk udoeves, i forhold til en begraenset gruppe af virksomheder, ville det give de paagaeldende ministre en vis frihed, der vil kunne stille visse virksomheder gunstigere end andre (49). Selv om der ved denne beslutning skal tages hensyn til, hvorledes kreditorernes interesser bedst varetages, maa den omstaendighed, at virksomhedens fortsatte drift skal vaere i overensstemmelse med den nationale industripolitik, og at beslutningen pr. definition vedroerer en betydelig virksomhed med et stort antal ansatte og er udformet saaledes, at den bevarer virksomhedens oekonomiske aktiviteter, foroege sandsynligheden for, at beslutningen vil vaere paavirket af andre faktorer end statens objektive, kommercielle interesse som kreditor. Denne konklusion beroeres ikke af, at fortsat drift ogsaa er mulig efter den almindelige, italienske konkursprocedure med henblik paa at maksimere vaerdien af den insolvente virksomheds aktiver.

29 Det er derfor noedvendigt at undersoege, om lov nr. 95/1979, og navnlig virksomhedens fortsatte drift, virker til fordel for den begraensede gruppe af insolvente virksomheder, som loven finder anvendelse paa. Det er maaske noget vildledende at tale om en fordel for debitorvirksomheden, eftersom virksomheden vil blive afviklet, bortset fra det tilfaelde, hvor den vil vaere i stand til at handle sig ud af de finansielle problemer. Indtil da er det alene et nul for kreditorerne. Desuden fratages virksomhedens ejere raadigheden over den normale og den saerlige konkursprocedure med henblik paa at stille aktiverne til raadighed for kreditorerne, saaledes at de ikke faar nogen ekstra fordele af den saerlige administration. Der er mere tale om en fordel for virksomhedens oekonomiske aktiviteter. Formaalet med den fortsatte drift er at opretholde virksomhedens oekonomiske aktiviteter, selv om ejerkredsen er en anden, og selv om dette ikke »svarer til den mest rationelle fordeling af produktionen paa det hoejeste produktivitetsniveau« (50). Af denne grund udgoer den saerlige registreringsafgift paa salg af aktiver klart en stoette. Selv om det kan goeres gaeldende, at dette snarere er en fordel for koeberen af de paagaeldende aktiver end for den insolvente virksomhed, virker det som stoette til opretholdelse af den oekonomiske aktivitet i et saadan omfang, at aktiverne ikke kunne afhaendes med den normale registreringsafgift.

30 Det er den saerlige administrations orientering mod en fortsaettelse af den oekonomiske aktivitet under omstaendigheder, som ikke kunne finde sted efter den almindelige italienske konkurslov, der efter min opfattelse tilbageviser argumentet, om parallelisme mellem den almindelig og den saerlig konkursbehandling, samt argumentet om, at statsstoette-temaet er af manglende relevans for afgoerelsen af sagen ved den nationale ret, hvilket blev gjort kraftigt gaeldende af AFS under den mundtlige forhandling. Faellesskabsretten om statsstoette er bestemt af virkningerne af statslige foranstaltninger og ikke formaalet hermed (51). Ikke desto mindre synes det mere sandsynligt, at forsat drift under saerlig administration vil resultere i en understoettelse af oekonomiske aktiviteter, der ikke ville kunne opretholdes paa markedsvilkaar, da formaalet med lov nr. 95/1979, i henhold til hvilken beslutningerne traeffes, er at sikre oekonomisk aktivitet. Baade den almindelige og den saerlige konkursprocedure indebaerer en suspendering af individuel kreditorforfoelgning og renter af gaelden, og at begge procedurer giver mulighed for at fortsaette driften. Den stoerre sandsynlighed for fortsat drift under saerlig administration og den omstaendighed, at beslutning herom fortsat traeffes af forvaltningen i stedet for af kreditorerne eller en kompetent ret, samt at beslutningen i det mindste delvis er baseret paa almindelige, oekonomiske hensyn i stedet for en maksimering af vaerdien af virksomhedens aktiver, betyder imidlertid, at anvendelsen af disse bestemmelser kan have meget forskellige virkninger under de to procedurer. Navnlig er fortsat drift med tab tilboejelig til at paavirke prioritetsraekkefoelgen af eksisterende gaeldsposter, idet det kan foere til, at staten giver endeligt afkald paa sine tilgodehavender. Det bemaerkes i denne henseende, at handlingsplanen foerst skal udarbejdes efter den ministerielle beslutning om at tillade fortsat drift. Paa trods af den fastsatte maksimumsperiode for fortsat drift under saerlig administration, der ikke har en aekvivalent i konkurslovens artikel 90, synes perioden med fortsat drift og dermed suspensionen af kreditorfyldestgoerelse og renter at vaere laengere end perioden for aktivernes afvikling under den almindelige konkursbehandling med foelgende tab til kreditorerne, herunder staten. Under alle omstaendigheder vil den saerlige administration koste staten mere i form af midler, der er givet afkald paa, end anvendelsen af den almindelig konkurslov.

31 Det ligger i konkursprocedurers og erhvervslivets natur, at man ikke med absolut sikkerhed kan forudsige, hvilken af flere mulige procedurer uvaegerligt vil foere til stoerre eller mindre tab for kreditorerne, herunder staten. Efter min opfattelse vil det stride med formaalet med forbuddet mod statsstoette i EKSF-traktatens artikel 4, litra c), hvis den betydelige sandsynlighed for, at anvendelsen af en saerlig procedure ville foere til stoerre tab for staten som kreditor, ikke skulle vaere tilstraekkelig til at kvalificere denne foranstaltning som en stoetteforanstaltning. I modsat fald ville nationale bestemmelser, der skal hjaelpe saerlige virksomheder eller oekonomiske aktiviteter, men hvis stoettelignende virkninger indeholder et element af tilfaeldighed, falde uden for forbuddet mod stoette. Jeg maa derfor slutte, at de centrale bestemmelser i lov nr. 95/1979 vedroerende virksomheder, der begunstiges heraf, den ministerielle skoensudoevelse og de kriterier, hvorefter der gives tilladelse til fortsat drift, sammenholdt med de almindelige bestemmelser om suspension af kreditorforfoelgning og af renter, udgoer statsstoette i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i EKSF-traktatens artikel 4, litra c). Denne konklusion, der er baseret paa de mulige virkninger af ordningen med saerlig administration, skal dog kunne gendrives i tilfaelde, hvor den paagaeldende virksomhed kan overbevise den kompetente ret om, at fortsat drift under saerlig administration ikke vil foere til stoerre tab for staten som kreditor end anvendelsen af de almindelige bestemmelser i konkursloven. For at dette kan vaere tilfaeldet, vil det formentlig vaere noedvendigt at foretage visse aendringer i de processuelle regler om ivaerksaettelse af saerlig administration eller i det mindste i de bestemmelser, som regulerer meddelelse af tilladelse til fortsat drift under denne ordning.

32 Retsstillingen efter lov nr. 95/1979 kan sammenlignes med retsstillingen efter de almindelige konkursregler ikke kun i Italien, men i flere eller alle medlemsstater, hvorefter den insolvente virksomheds skaebne, herunder muligheden for fortsat drift, afgoeres enten direkte i overensstemmelse med de oensker, som kreditorerne eller et flertal heraf eller en bestemt klasse heraf har, eller efter en fastsat procedure eller efter den kompetente rets skoen efter samraad med kreditorerne. Hvor saadanne bestemmelser har til formaal at maksimere kreditorernes betaling ved salg af den insolvente virksomheds aktiver, hvilket synes at vaere tilfaeldet over alt, opstaar der ingen problemer. Selv en domstolsadministreret konkursordning kan give anledning til problemer, hvis der kraeves et domstolsskoen i overensstemmelse med vage kriterier, der reelt tvinger den kompetente ret til kunstigt at opretholde den insolvente virksomheds aktiviteter mod kreditorernes, herunder statens, interesser. Den samme analyse vil da finde anvendelse for saa vidt angaar statsstoette, saaledes som jeg har foreslaaet i denne sag. Desuden kan det - selv under en konkursordning, hvor der udelukkende tages hensyn til kreditorernes interesser - vaere noedvendigt at anvende kriteriet »erhvervsdrivende« for at vurdere den maade, hvorpaa staten stemmer, isaer naar staten er hovedkreditor og i stand til at diktere visse resultater, der maaske ikke er i statens interesse som kreditor.

33 Den forskel, der eventuelt maatte vaere mellem de resultater, der foelger af saerlig administration, og dem, der foelger af de almindelig konkursregler, godtgoer paa overbevisende maade relevansen af det af den nationale ret forelagte spoergsmaal i den for retten verserende sag. Domstolen har udtalt, at »[det] tilkommer ... udelukkende den nationale retsinstans, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgoerelse, som skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal, den forelaegger Domstolen« (52). Hvis AFS fra begyndelsen havde vaeret underlagt den almindelige konkursprocedure, ville Ecotrade ogsaa have vaeret afskaaret fra fyldestgoerelse, men formentlig i en kortere periode og med knap saa negative foelger for gaeldens prioritet. Det tilkommer ikke Domstolen, men den nationale ret at traeffe afgoerelse om, hvilken indvirkning det vil have paa den nationale sag for den af Ecotrade ivaerksatte kreditorforfoelgning, hvis det fastslaas, at anvendelsen af lov nr. 95/1979 i denne sag udgoer en statsstoette, der er forbudt i henhold til EKSF-traktatens artikel 4, litra c). Det kan ikke goeres gaeldende, at den omtvistede anvendelse af ordningen med saerlig administration er aabenbart uden betydning for denne sag (53).

34 Endelig vil jeg rette min opmaerksomhed mod to tilbagevaerende bestemmelser i lov nr. 95/1979 og den tilhoerende lovgivning: Suspenderingen af inddrivelse af skattegaeld og afkaldet paa alle boeder for forsinket indbetaling af socialbidrag. Det er blevet gjort gaeldende, at foerstnaevnte element af den saerlige administration ikke medfoerer stoerre tab for staten som skattekreditor end den almindelige ordning, i henhold til hvilken staten nyder visse proceduremaessige privilegier, og at sidstnaevnte bestemmelse vedroerende socialforsikringsboeder ikke laengere finder anvendelse. Det tilkommer den nationale ret at behandle disse argumenter i forhold til italiensk lov og at traeffe afgoerelse om, hvorvidt der bestaar en statsstoette, ved at sammenholde enhver fordel, som de paagaeldende bestemmelser indroemmer, saafremt de finder anvendelse, med situationen under den almindelige konkursprocedure.

Forslag til afgoerelse

35 Foelgelig foreslaar jeg Domstolen at besvare det af Corte Suprema di cassazione forelagte spoergsmaal saaledes:

Anvendelsen paa en virksomhed i EKSF-traktatens artikel 80's forstand af saerlige nationale konkursbestemmelser, der kun finder anvendelse paa saerlige kategorier af virksomheder, og som kan medfoere stoerre tab for staten i dennes egenskab af kreditor end almindelige konkursbestemmelser, udgoer statsstoette i henhold til EKSF-traktatens artikel 4, litra c).

(1) - Traktat om oprettelse af Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab.

(2) - GURI nr. 94 af 4.4.1979, s. 3055.

(3) - Gaeldsbyrden i lov nr. 95/1979 var oprindeligt fastsat til 20 mia. ITL. Beloebet revideres aarligt. Det i teksten citerede beloeb blev fastsat ved ministerielt dekret af 30.4.1996. Det beloeb, der fandt anvendelse i 1992, er ikke blevet naevnt hverken i forelaeggelseskendelsen eller under forhandlingerne. Beloebet, der blev fastsat ved ministerielt dekret af 30.4.1993, var paa 71 832 mio. ITL.

(4) - Artikel 1, foerste led, i lov nr. 95/1979.

(5) - Lov nr. 452/1987 af 3.11.1987. Saerlig administration er ogsaa mulig, hvor den insolvente virksomhed skal tilbagebetale et beloeb paa mindst 50 mia. ITL og svarende til mindst 51% af den frigjorte kapital, hvor dette beloeb er blevet erklaeret ulovlig statsstoette, der er uforenelig med faellesmarkedet, jf. artikel 1a i lov nr. 95/1979.

(6) - Kongeligt dekret 267/1942.

(7) - Artikel 2, foerste led, i lov nr. 95/1979.

(8) - Artikel 90 i konkursloven.

(9) - Konkurslovens artikel 51 og artikel 4 i lov nr. 544/1981.

(10) - Artikel 4 i lov nr. 544/1981.

(11) - Konkurslovens artikel 55.

(12) - Artikel 3, stk. 2, i lov nr. 19/1987 af 6.2.1987.

(13) - Artikel 5a i lov nr. 95/1979.

(14) - Artikel 2, andet led, i lov nr. 95/1979.

(15) - Lov nr. 212/1984, der aendrer artikel 6a i lov nr. 95/1979.

(16) - Artikel 2a i lov nr. 95/1979.

(17) - Konkurslovens artikel 111 og 212.

(18) - Traktat om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab.

(19) - Skrivelse E 13/1992 af 30.7.1992 (EFT C 395, s. 4).

(20) - EFT 1997, s. 4.

(21) - Kommissionens beslutning 96/515/EKSF af 27.3.1996 om den stoette, Italien har ydet EKSF-virksomheden Altiforni e Ferriere di Servola, et selskab under saerforvaltning, beliggende i Trieste, Italien (EFT L 216, s. 11).

(22) - Kommissionens beslutning 97/754/EKSF af 30.4.1997 om anvendelse af den italienske lov nr. 95/1979 om tvangsadministration af stoerre kriseramte virksomheder paa staalvirksomheden Ferdofin Srl (EFT L 306, s. 25). Kommissionen besluttede tillige, at en udvidelse af ordningen med saerlig administration til virksomheder, der er forpligtede til at tilbagebetale ulovlig statsstoette, udgoer en stoette, der er uforenelig med det faelles marked: Kommissionens beslutning 96/434/EF af 20.3.1996 om Italiens stoetteforanstaltninger til fordel for virksomheder, hvis insolvens skyldes forpligtelsen til at tilbagebetale stoette ifoelge de i henhold til traktatens artikel 92 og 93 vedtagne faellesskabsbeslutninger (EFT L 180, s. 31).

(23) - EFT L 362, s. 57. Denne beslutning er nu blevet erstattet af Kommissionens beslutning nr. 2496/96/EKSF af 18.12.1996 om faellesskabsregler for stoette til jern- og staalindustrien (EFT L 338, s. 42).

(24) - Jf. sag C-241/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. 1996 I, s. 4551.

(25) - Sag 30/59, Steenkolenmijnen Limburg mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1961, s. 1, (herefter »Steenkolenmijnen«), praemis 19. Se tillige sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. 1974, s. 709, praemis 15.

(26) - Jf. bl.a. sag C-387/92, Banco Exterior de España, Sml. 1994 I, s. 877.

(27) - Sag 78/76, Steinike og Weinlig mod Tyskland, Sml. 1977, s. 595, herefter »Steinike og Weinlig«, praemis 21. Se tillige generaladvokat Darmon's forslag til afgoerelse i de forenede sager C-72/91 og C-73/91, Sloman Neptun, Sml. 1993 I, s. 887, praemis 40.

(28) - Sag 82/77, Den nederlandske anklagemyndighed mod van Tiggele, Sml. 1978, s. 25, herefter »van Tiggele«, og de forenede sager 213/81, 214/81 og 215/81, Norddeutsches Vieh- und Fleischkontor mod BALM, Sml. 1982, s. 3583, herefter »Fleischkontor«.

(29) - EF-traktatens artikel 232.

(30) - Selv om EKSF-traktatens artikel 41 tilsyneladende er mere restriktiv en EF-traktatens artikel 177, har Domstolen fortolket bestemmelsen saaledes, at den aabner mulighed for at forelaegge spoergsmaal vedroerende fortolkningen af bestemmelser, der er afledt af EKSF-traktaten, samt vedroerende gyldigheden af institutioners retsakter efter denne traktat, jf. sag C-221/88, Busseni, Sml. 1990 I, s. 495, praemis 16. Det bemaerkes, at spoergsmaalet, om lov nr. 95/1979 udgoer en statsstoette i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i EF-traktatens artikel 92, stk. 1, er blevet rejst i sag C-295/97, Industrie Aeronautiche e Meccaniche Rinaldo Piaggio mod International Factors Italia m.fl., hvori den skriftlige og mundtlige forhandling ikke er afsluttet ved fremsaettelsen af dette forslag til afgoerelse.

(31) - Sag C-128/92, Sml. 1994 I, s. 1209, praemis 11. Sagen vedroerte fortolkningen af EKSF-traktatens artikel 4, litra d), artikel 65 og artikel 66, stk. 7.

(32) - Sag C-18/94, Sml. 1996 I, s. 2281. Sagen vedroerte fortolkningen af EKSF-traktatens artikel 4, litra b), og artikel 63, stk. 1.

(33) - Kommissionens meddelelse C 7/97 (ex E 13/92), a.st.

(34) - Om forholdet mellem annullationssoegsmaal efter EF-traktatens artikel 173 og praejudicielle forelaeggelser efter traktatens artikel 177 se sag C-188/92, TWD Textilwerke Deggendorf, Sml. 1994 I, s. 833.

(35) - A.st., praemis 19.

(36) - A.st., praemis 13.

(37) - A.st., praemis 14.

(38) - Van Tiggele, a.st., praemis 23, 24 og 25, Fleischkontor, a.st., praemis 22, Sloman Neptun, a.st., praemis 19, sag C-189/91, Kirsammer-Hack, Sml. 1993 I, s. 6185, praemis 16, forende sager C-52/97, C-53/97 og C-54/97, Viscido m.fl., Sml. 1998 I, s. 2629, praemis 14.

(39) - Sloman Neptun, a.st., praemis 21.

(40) - A.st., praemis 19.

(41) - Sag 290/83, Sml. 1985, s. 439.

(42) - A.st., praemis 15.

(43) - A.st., praemis 5. Jf. bl.a. Steinike og Weinlig, a.st., praemis 21 og 22. I lyset af de senere domme i Slopman Neptun, a.st., og Kirsammer-Hack, a.st., skal udtalelsen i praemis 14 i sagen Kommissionen mod Frankrig, a.st., om, at »statsstoette ikke noedvendigvis forudsaetter, at der er tale om en stoette, der finansieres med statsmidler«, alene laeses som en henvisning til den situation, hvor statsligt eller offentligt kontrollerede organer administrerer midler, der oprindeligt var private, eller hvor staten indfoerer en ordning, hvor et udpeget privat organ yder stoette til saerlige virksomheder. Den definition, som Domstolen benyttede i Sloman Neptun, er saa vid, at den kan omfatte de saerlige omstaendigheder i Kommissionen mod Frankrig. Det skal i denne henseende bemaerkes, at alle statsmidler, der finansieres med skatten, i sidste ende er af privat oprindelse. Det er vaerd at bemaerke, at Domstolen implicit, men bevidst, afviste generaladvokat Darmon's argument i punkt 42 i forslag til afgoerelse i Sloman Neptun om, at definitionen af stoette skulle udvides til situationer, hvor staten ikke fungerer som mellemmand mellem dem, der finansierer en foranstaltning, og dem, der har fordel heraf.

(44) - Sloman Neptun, a.st., praemis 21.

(45) - A.st., praemis 19, min fremhaevelse.

(46) - Jf. Steenkolenmijnen, a.st., Sloman Neptun, a.st., Kirsammer-Hack, a.st., og Viscido m.fl., a.st.

(47) - Jf. van Tiggele, a.st.

(48) - Jf. bl.a. forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, van der Kooy mod Kommissionen, Sml. 1988, s. 219, praemis 36 og 37, hvor de priser, som det statskontrollerede selskab Gasunie, blev anset for at kunne udgoere statsstoette, selv om selskabet var 50% privatejet.

(49) - Jf. Frankrig mod Kommissionen, a.st., praemis 22, 23 og 24.

(50) - Steenkolenmijnen, a.st., praemis 19.

(51) - Italien mod Kommissionen, a.st., praemis 13.

(52) - Sag C-415/93, Bosman m.fl., Sml. 1995 I, s. 4921, praemis 59.

(53) - A.st., praemis 61. Jf. bl.a. sag 126/80, Salonia mod Poidomani og Giglio, Sml. 1981, s. 1563, praemis 6, sag C-343/90, Lourenço Dias, Sml. 1992 I, s. 4673, praemis 18.