61997C0198

1 I den foreliggende sag har Kommissionen nedlagt paastand om, at det fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i Raadets direktiv 76/160/EOEF af 8. december 1975 om kvaliteten af badevand (1). Kommissionen har naermere gjort gaeldende, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke har efterkommet direktivet, idet den i de gamle delstater ikke har truffet de noedvendige foranstaltninger for at sikre, at badevandskvaliteten inden ti aar efter meddelelsen af direktivet blev bragt i overensstemmelse med de graensevaerdier, der fastsaettes i medfoer af direktivets artikel 3, og har udfoert de foreskrevne proeveudtagninger uden at overholde den mindstehyppighed, der er fastsat i bilaget til direktivet.

2 Direktivet har til formaal at beskytte kvaliteten af badevand i Faellesskabet, undtagen vand til terapeutiske formaal og vand i svoemmebassiner (2). Ved badevand forstaas der rindende eller stillestaaende ferskvand eller havvand, der af de kompetente myndigheder i hver stat udtrykkeligt er godkendt til badning, eller i hvilken badning ikke er forbudt, og som saedvanlig anvendes til dette formaal af et stort antal badende.

3 Bilaget til direktivet indeholder en raekke fysiske, kemiske og mikrobiologiske parametre, der gaelder for badevand. Direktivets artikel 3 bestemmer:

»1. Medlemsstaterne fastsaetter for alle badeomraader eller for hvert enkelt badeomraade de vaerdier, der skal gaelde for badevandet, med hensyn til de i bilaget anfoerte parametre.

For saa vidt angaar de parametre, for hvilke der ikke i bilaget er anfoert nogen vaerdi, kan medlemsstaterne undlade at fastsaette vaerdier i medfoer af foerste afsnit, saa laenge tallene ikke er fastsat.

2. De i henhold til stk. 1 fastsatte vaerdier maa ikke vaere lempeligere end de i kolonne I i bilaget anfoerte vaerdier.

3. ...«

4 Direktivets artikel 4 har foelgende ordlyd:

»1. Medlemsstaterne traeffer alle noedvendige foranstaltninger for at sikre, at badevandskvaliteten inden ti aar efter meddelelsen af dette direktiv bringes i overensstemmelse med de graensevaerdier, der fastsaettes i medfoer af artikel 3.

...

3. Medlemsstaterne kan i ganske saerlige tilfaelde tillade undtagelser fra den frist paa ti aar, der er fastsat i stk. 1. Begrundelserne for en saadan undtagelse, der bygger paa en plan for administrationen af vandet inden for det paagaeldende omraade, skal snarest muligt og senest seks aar efter meddelelsen af dette direktiv meddeles Kommissionen. Kommissionen foretager en grundig gennemgang af begrundelserne og fremsaetter i givet fald egnede forslag herom for Raadet.«

5 I direktivets artikel 5 hedder det:

»1. Ved anvendelsen af artikel 4 anses badevand for at vaere i overensstemmelse med de parametre, som gaelder for det, hvis stikproever af dette vand, udtaget med den i bilaget fastsatte hyppighed paa ét og samme proeveudtagningssted viser, at det er i overensstemmelse med parametervaerdierne for den paagaeldende vandkvalitet for saa vidt angaar:

- 95% af proeverne i tilfaelde, hvor parametrene svarer til de i kolonne I i bilaget anfoerte

- 90% af proeverne i alle oevrige tilfaelde, dog 80% af proeverne for parametre vedroerende 'colibakterier i alt' og 'faekale colibakterier'

og saafremt det for de 5%, henholdsvis 10% og 20% af proeverne, der efter omstaendighederne ikke opfylder kravene gaelder, at:

- vandet ikke afviger med mere end 50% fra de paagaeldende parametervaerdier undtagen med hensyn til mikrobiologiske parametre, pH og oploest ilt

- serier af stikproever af vand udtaget med en hyppighed, der er statistisk forsvarlig, ikke afviger fra de parametervaerdier, som gaelder for det.

2. Overskridelser af de i artikel 3 omhandlede vaerdier, som skyldes oversvoemmelser, andre naturkatastrofer eller usaedvanlige meteorologiske forhold, tages ikke i betragtning ved opgoerelse af de i stk. 1 omhandlede procentsatser.«

6 I henhold til direktivets artikel 6, stk. 1, skal medlemsstaterne udfoere de proeveudtagninger, hvis mindstehyppighed er fastsat i bilaget.

7 I direktivets artikel 8 er det fastsat:

»Undtagelser fra dette direktiv kan fastsaettes:

a) for visse parametre, som er betegnet med (0) i bilaget, som foelge af usaedvanlige meteorologiske eller geografiske forhold

b) hvor badevand er udsat for naturlig berigelse med bestemte stoffer ud over de graenser, der er fastsat i bilaget.

...

Naar en medlemsstat goer brug af en undtagelsesbestemmelse, skal den omgaaende underrette Kommissionen herom med angivelse af begrundelse og varighed.«

8 I henhold til direktivets artikel 13 skal medlemsstaterne regelmaessigt og foerste gang fire aar efter direktivets meddelelse tilsende Kommissionen en sammenfattende rapport vedroerende badevandet og dets vigtigste karakteristika.

9 Endelig kraeves det i henhold til direktivets artikel 12, at direktivet gennemfoeres inden to aar efter dets meddelelse.

I - Formaliteten

10 Ifoelge den tyske regering maa sagen afvises, idet Kommissionen har udstedt den begrundede udtalelse og anlagt naervaerende sag for Domstolen under overtraedelse af det kollegialitetsprincip, der er fastsat i EF-traktatens artikel 163, stk. 1, samt i artikel 16 i Kommissionens forretningsorden.

11 I en nyere dom i en anden sag, som Kommissionen havde anlagt mod Forbundsrepublikken Tyskland (3), tog Domstolen stilling til en lignende argumentation fra Forbundsrepublikken Tyskland. Domstolen udtalte i dommen, at det kollegialitetsprincip, som Kommissionens funktion er underlagt, er baseret paa, at Kommissionens medlemmer i lige grad deltager i beslutningerne, og indebaerer dels, at beslutningerne droeftes i faellesskab, dels at samtlige kommissionsmedlemmer i politisk henseende som kollegial enhed har et kollektivt ansvar. Domstolen tilfoejede imidlertid, at de formelle betingelser for en reel overholdelse af kollegialitetsprincippet afhaenger af karakteren af de vedtagne retsakter og deres retsvirkninger. Domstolen fastslog saaledes, at i modsaetning til, hvad der gaelder med hensyn til beslutninger, der traeffes vedroerende overholdelsen af konkurrencereglerne, foretages der ved en begrundet udtalelse ikke en endelig fastlaeggelse af en medlemsstats rettigheder og forpligtelser og gives ikke medlemsstaten garantier vedroerende en naermere bestemt handlemaades forenelighed med faellesskabsretten. Udtalelsen medfoerer saaledes blot, at Kommissionen kan, men ikke skal anlaegge sag ved Domstolen. For saa vidt angaar beslutningen om at anlaegge sag ved Domstolen aendrer den heller ikke i sig selv de omtvistede retspositioner. Domstolen bemaerkede afslutningsvis:

»Det fremgaar af det anfoerte, at Kommissionens beslutning om at fremsaette en begrundet udtalelse og indbringe et traktatbrudssoegsmaal skal vaere besluttet af Kommissionen i sin helhed. Det grundlag, som disse beslutninger er baseret paa, skal derfor vaere til raadighed for alle Kommissionens medlemmer. Derimod er det ikke noedvendigt, at den samlede Kommission selv fastsaetter indholdet og/eller den endelige formulering af de retsakter, som er en foelge af dens beslutninger.

Det staar i denne sag fast, at ethvert forhold, som alle Kommissionens medlemmer fandt noedvendigt for deres beslutninger, var til raadighed for dem, da Kommissionen i sin helhed den 31. juli 1991 besluttede at fremsaette den begrundede udtalelse og den 13. december 1994 godkendte forslaget om at anlaegge denne sag.

Under disse omstaendigheder maa det fastslaas, at Kommissionen har overholdt kollegialitetsprincippet, da den fremsatte den begrundede udtalelse til Forbundsrepublikken Tyskland og anlagde naervaerende sag« (4).

12 Problemet i den foreliggende sag er saaledes, om Kommissionens medlemmer havde de oplysninger til raadighed, paa grundlag af hvilke beslutningen om at fremsaette en begrundet udtalelse og anlaegge sag ved Domstolen er blevet truffet. Paa Domstolens anmodning har Kommissionen fremlagt de dokumenter, der forelaa for kommissionsmedlemmerne paa det moede, hvor beslutningen om at fremsaette den begrundede udtalelse blev truffet. Som den tyske regering har understreget, indeholdt de paagaeldende dokumenter kun en ganske kort redegoerelse for den paastaaede tilsidesaettelse. Der var imidlertid tale om saadanne dokumenter, som normalt forelaegges for Kommissionens medlemmer, og som svarer til saedvanlig praksis i institutionen, og Domstolen synes i den naevnte dom at have accepteret denne praksis.

13 Den tyske regerings afvisningspaastand kan derfor efter min opfattelse ikke tages til foelge.

II - Realiteten

A - Tilsidesaettelse af direktivets artikel 4, stk. 1

14 Kommissionen har anfoert, at de oplysninger, Forbundsrepublikken Tyskland har meddelt, og som fremgaar af de aarlige rapporter, der offentliggoeres af Kommissionen, viser, at en stor del af de tyske badeomraader ikke er i overensstemmelse med de bindende vaerdier, der er fastsat i direktivet. Kommissionen har herved henvist til rapporten vedroerende 1995, selv om denne rapport er udarbejdet efter den begrundede udtalelse, der er dateret den 22. juni 1994. Som Kommissionen har understreget, har Domstolen fastslaaet, at i sager, der er anlagt i henhold til EF-traktatens artikel 169, kan Kommissionen paaberaabe sig »forhold, der allerede blev paatalt i de begrundede udtalelser, og som fortsat bestod senere, eller forhold, der er tilkommet efter de begrundede udtalelser, men som dog har vaeret af samme beskaffenhed som de i disse udtalelser omhandlede forhold og udgoer dele af én og samme adfaerd« (5). Ifoelge rapporten vedroerende badesaesonen 1995 var 11,9% af de 446 kystvandsbadeomraader ikke i overensstemmelse med de bindende vaerdier, der er fastsat i direktivet. Endvidere var 6,5% af badeomraaderne ikke blevet kontrolleret tilstraekkeligt. For saa vidt angik de 1 822 ferskvandsomraader var 10,3% ikke i overensstemmelse med de bindende vaerdier, og 42,5% af omraaderne var ikke blevet kontrolleret tilstraekkeligt.

15 I svarskriftet har den tyske regering anfoert, at det soegsmaal, Kommissionen har anlagt, udtrykkeligt kun omfatter de gamle delstater, mens den rapport, Kommissionen udarbejdede i 1995, omfatter samtlige delstater. Regeringen har tilfoejet, at de talmaessige oplysninger er foraeldede og boer erstattes af de - korrekte - oplysninger vedroerende badesaesonen 1995, der findes i Faellesskabernes database, som administreres af Kommissionens tjenestegrene. Den tyske regering har fremfoert sine bemaerkninger paa grundlag af disse talmaessige oplysninger, hvilket Kommissionen ikke synes at have bestridt.

16 Den tyske regering har paapeget, at i de gamle delstater var 1 770 steder angivet som badeomraader i direktivets forstand. I henhold til databasen opfyldte 180 (10,1%) af de paagaeldende badeomraader ikke direktivets kvalitetskrav. I replikken har Kommissionen anfoert, at ifoelge Faellesskabernes database opfylder 207 badeomraader (og ikke 180) i de gamle delstater ikke direktivets kvalitetskrav, dvs. yderligere tre omraader i Baden-Wuerttemberg og 24 omraader i Niedersachsen. I duplikken har den tyske regering forklaret, at disse yderligere 27 omraader ifoelge rapporten vedroerende badesaesonen 1995 henhoerte under de 591 utilstraekkeligt kontrollerede omraader, og at de foerst i rapporten for 1996 blev henfoert under den kategori, der ikke opfylder kvalitetskravene.

a) Argumenterne vedroerende de 180 badeomraader, der ifoelge Faellesskabernes database er henfoert under den kategori, der »ikke opfylder de graensevaerdier, der er fastsat i direktivet«, for saa vidt angaar 1995

i) De badeomraader, som ifoelge den tyske regering er blevet klassificeret fejlagtigt

17 Ifoelge den tyske regering er 14 af de ovenfor naevnte 180 omraader fejlagtigt blevet henfoert under den kategori, der ikke opfylder direktivets kvalitetskrav. I sit svar paa et spoergsmaal fra Domstolen har Kommissionen forklaret, at de talmaessige oplysninger, den raader over, er dem, som den har faaet tilstillet af den tyske regering, ligesom den tyske regering ifoelge Kommissionen ikke har anmodet om, at de naevnte tal rettes i Faellesskabernes database. I duplikken har den tyske regering ganske vist indroemmet, at et af badeomraaderne korrekt var henfoert under den kategori, der ikke opfylder kvalitetskravene (Itzehoe), men har fastholdt, at de oevrige 13 omraader var klassificeret fejlagtigt, og oplyst, at den efterfoelgende, nemlig ved skrivelse af 25. august 1998, har anmodet om, at oplysningerne blev rettet i databasen. Regeringen har ligeledes fremfoert argumenter med henblik paa at bringe den tvivl ud af verden, som Kommissionen havde givet udtryk for med hensyn til fem af badeomraaderne.

ii) De omraader, hvor der ifoelge den tyske regering er truffet alle de fornoedne foranstaltninger

18 I svarskriftet har den tyske regering i oevrigt anfoert, at for saa vidt angaar de oevrige 85 omraader er der ikke tale om tilsidesaettelse af direktivets artikel 4, stk. 1. Efter regeringens opfattelse overtraedes bestemmelsen ikke, saafremt en medlemsstat har truffet alle de foranstaltninger, der i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet kan kraeves.

19 I 46 af de paagaeldende 85 omraader er der for saa vidt angaar 1995 kun konstateret en enkelt overtraedelse af graensevaerdierne og ingen i 1992, 1993, 1994 og 1996. Under disse omstaendigheder var der intet, der talte for, at der skulle traeffes forbedringsforanstaltninger. Heroverfor har Kommissionen anfoert, at der er registreret en raekke overtraedelser eller utilstraekkelige proeveudtagninger for saa vidt angaar ti af de omraader, hvor der ifoelge Forbundsrepublikken Tyskland kun har vaeret tale om én enkelt overtraedelse. Kommissionen har endvidere bestridt Forbundsrepublikken Tysklands synspunkt, hvorefter én enkelt overskridelse ikke udgoer en tilsidesaettelse af direktivet, eftersom medlemsstaterne i henhold til artikel 4, stk. 1, er paalagt en resultatforpligtelse.

I duplikken har den tyske regering medgivet, at der i et enkelt tilfaelde (Stein Neustein) har vaeret tale om en raekke overtraedelser, men at der i ni andre tilfaelde ikke var tale om overtraedelser i 1992, 1993, 1994 og 1996. For saa vidt angaar 45 omraader har der derfor kun vaeret tale om overtraedelser i 1995. Den tyske regering har anfoert, at en saadan overtraedelse ikke kan betragtes som vaerende i strid med direktivet, idet regeringen har truffet alle de foranstaltninger, som var noedvendige og rimelige. Den fortolkning, Kommissionen har anlagt, forudsaetter, at graensevaerdierne overholdes fuldt ud. Efter den tyske regerings opfattelse aabner direktivets artikel 5, stk. 1, mulighed for en vis fleksibilitet, og bestemmelsen maa betragtes som et konkret udtryk for proportionalitetsprincippet. Forbundsrepublikken Tyskland kan ikke i praksis paaberaabe sig direktivets artikel 5, stk. 1, eftersom badesaesonen kun er paa mellem 15 og 17 uger pr. aar. Saafremt der udtages proever hver anden uge, vil der hoejst kunne udtages ni proever pr. saeson. Allerede en enkelt afvigelse vil saaledes medfoere, at den fastsatte graense paa 10% overskrides.

20 Den tyske regering har tilfoejet, at for saa vidt angaar syv af de 85 badeomraader kan der ikke foretages gennemgribende forbedringsforanstaltninger. Fem af de paagaeldende omraader har et afvandingsomraade, der straekker sig ud over de tyske graenser, hvilket medfoerer, at de paagaeldende omraader paa trods af de af Forbundsrepublikken Tyskland trufne foranstaltninger ikke er i overensstemmelse med graensevaerdierne. For saa vidt angaar et andet af de naevnte omraader skyldes vandforureningen vandfugle (og der maa ikke traeffes foranstaltninger, idet disse vil vaere oedelaeggende for fuglenes levesteder). Endelig har den tyske regering for saa vidt angaar et syvende omraade (Hausen, Donau beim Campingplatz) foerst anfoert, at overskridelsen i det vaesentlige skyldtes geografiske omstaendigheder, og at omraadet foelgelig maatte betragtes som en undtagelse, der er tilladt i henhold til artikel 8, litra a). Regeringen har imidlertid trukket dette argument tilbage, da den skulle tage stilling til Kommissionens svar paa et spoergsmaal fra Domstolen.

21 I replikken og i sit svar paa det naevnte spoergsmaal har Kommissionen bestridt Forbundsrepublikken Tysklands bemaerkning om, at der for saa vidt angaar de seks sidstnaevnte omraader er tale om tilfaelde af absolut faktisk umulighed. Kommissionen har bemaerket, at i 1997 var fire af de paagaeldende omraader klassificeret som vaerende i overensstemmelse med direktivet. Dette peger i retning af, at der ikke var tale om absolut umulighed. Med hensyn til de to oevrige omraader har Kommissionen afvist den tyske regerings argument om, at det ikke ville tjene noget formaal at traeffe foranstaltninger paa nationalt plan som foelge af, at der findes rensningsanlaeg laengere oppe ad Rhinen, nemlig i Schweiz, eftersom det schweiziske anlaeg ifoelge Kommissionen er foersteklasses, og de store maengder vand, der flyder ned ad Rhinen, bevirker, at enhver form for forurening fra Schweiz forsvinder. Kommissionen har tilfoejet, at det selvfoelgelig staar Forbundsrepublikken Tyskland frit for at forbyde badning og at traekke de paagaeldende omraader ud af listen over badeomraader. Heroverfor har den tyske regering anfoert, at den omstaendighed, at tre af de paagaeldende badeomraader i 1997 opfyldte de i direktivet fastsatte kriterier, ikke har noget at goere med de yderligere foranstaltninger, de tyske myndigheder har truffet, idet rensningsanlaeggene blev taget i brug i 1991 og 1994. For saa vidt angaar det fjerde badeomraade blev rensningsanlaeggene ganske vist moderniseret i 1996, men den tyske regering er enig med delstaternes myndigheder i, at aarsagen til, at graensevaerdierne var overholdt i 1997, snarere skyldtes svingninger i bestanden af vandfugle, idet graensevaerdierne allerede i 1998 igen ikke blev overholdt. For saa vidt angaar de to resterende omraader er rensningsanlaeggene paa tysk side blevet forbedret og er nu paa det hoejeste teknologiske niveau. De kan ikke forbedres yderligere. For saa vidt angaar seks af de paagaeldende omraader er overskridelserne ikke store nok til, at de kan begrunde et totalt badeforbud.

22 Forbundsrepublikken Tyskland har endvidere anfoert, at for saa vidt angaar 32 af de 85 omraader er der paa nuvaerende tidspunkt ikke tale om overskridelse af graensevaerdierne og derfor heller ikke om overtraedelse af artikel 4, stk. 1. Heroverfor har Kommissionen anfoert, at den omstaendighed, at overtraedelserne ikke laengere er relevante for saa vidt angaar 6 af de 32 omraader, idet de paagaeldende omraader har mistet deres status som badeomraader i 1996 og 1997, og problemerne blev afhjulpet i 26 andre omraader i 1996, ikke aendrer noget ved, at der er tale om overtraedelse. Det tidspunkt, der er afgoerende for, om traktaten er tilsidesat, er i princippet det tidspunkt, der er angivet i den begrundede udtalelse. Saafremt overtraedelserne varer ved, kan soegsmaalet omfatte forhold, der er indtraadt, efter at den begrundede udtalelse er blevet fremsat. I staevningen er det saaledes badesaesonen 1995, der omhandles, hvilket Forbundsrepublikken Tyskland ikke har bestridt. Efterfoelgende badesaesoner er imidlertid ikke omfattet af staevningen og tages foelgelig heller ikke i betragtning.

iii) De omraader, der ikke er i overensstemmelse med graensevaerdierne

23 Efter at vaere naaet frem til, at der ikke er tale om overtraedelse af artikel 4, stk. 1, for saa vidt angaar de 85 ovenfor naevnte omraader, har den tyske regering anfoert, at de resterende 81 omraader (4,5%), som ikke var i overensstemmelse med graensevaerdierne i 1995, ikke er tilstraekkeligt signifikante til, at det kan fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivets artikel 4, stk. 1. I duplikken har den tyske regering aendret tallet til 82, idet den har medregnet omraadet Stein Neustein.

b) Stillingtagen til de fremfoerte argumenter

24 Efter min opfattelse er der ikke tvivl om, at Domstolen boer give Kommissionen medhold i den paastand, den har nedlagt. For det foerste er parterne enige om, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke har overholdt de graensevaerdier, der er fastsat i direktivet, for saa vidt angaar 84 omraader (dvs. de oprindeligt naevnte 81 omraader samt omraaderne Stein Neustein, Itzehoe og Hausen, Donau beim Campingplatz). Hertil kommer de 32 badeomraader, hvor der blev konstateret overtraedelser i 1995 og efterfoelgende aar, men som siden har mistet deres status som badeomraade, eller hvor overtraedelsen er blevet bragt til ophoer. Selv om genstanden for den foreliggende sag er fastsat under den administrative procedure, kan Kommissionen, saafremt overtraedelserne varer ved, som allerede naevnt (6) udvide sagsgenstanden til ogsaa at omfatte forhold, som indtraeder efter det tidspunkt, hvor den begrundede udtalelse er blevet fremsat. Selv om den begrundede udtalelse, Kommissionen fremsatte den 22. juni 1994, og som omhandlede badevandskvaliteten i de gamle delstater, var baseret paa rapporter om badesaesonen 1993 og de foregaaende saesoner, er det soegsmaal, Kommissionen har anlagt ved Domstolen, baseret paa de senest til raadighed vaerende oplysninger vedroerende de paagaeldende badeomraader, dvs. rapporten for badesaesonen 1995. Den omstaendighed, at visse tilsidesaettelser efterfoelgende er blevet bragt til ophoer, enten fordi de paagaeldende omraader ikke laengere har status som badeomraader, eller de paagaeldende problemer er blevet afhjulpet, kan ikke bevirke, at der ikke laengere er tale om traktatbrud.

25 Det er saaledes klart, at 116 badeomraader i de gamle delstater ikke er i overensstemmelse med de fastsatte graensevaerdier. Uden at det er fornoedent at betragte forholdene i de andre, omtvistede omraader, er dette i sig selv tilstraekkeligt til, at det kan fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser. Som Kommissionen har anfoert, kan en medlemsstat under en sag, der er anlagt i henhold til traktatens artikel 169, ikke med foeje paaberaabe sig, at de overtraedelser, den har begaaet, er af mindre betydning eller irrelevante. Det fremgaar af Domstolens faste praksis, at traktatbrudssager »er undergivet objektive regler, og at det alene tilkommer Kommissionen at vurdere, om der boer anlaegges traktatbrudssag ved Domstolen« (7). Under alle omstaendigheder finder jeg, at de ovenfor naevnte overtraedelser var tilstraekkelige til, at Kommissionen kunne indbringe sagen for Domstolen.

26 Som Kommissionen har anfoert, er det i oevrigt klart, at den omstaendighed, at de i direktivet fastsatte kriterier ikke er opfyldt i én enkelt saeson for saa vidt angaar 45 omraader, ogsaa udgoer en tilsidesaettelse af direktivet. I modsaetning til, hvad den tyske regering har anfoert, kraeves det efter direktivet, at medmindre der er fastsat specifikke undtagelser, skal medlemsstaterne naa et resultat og ikke blot traeffe alle praktisk mulige foranstaltninger. I dommen i sagen Kommissionen mod Det Forenede Kongerige (8) fastslog Domstolen saaledes:

»Det fremgaar af direktivets artikel 4, stk. 1, at medlemsstaterne traeffer alle noedvendige foranstaltninger for at sikre, at badevandskvaliteten inden ti aar efter meddelelsen af direktivet bringes i overensstemmelse med de graensevaerdier, der fastsaettes i medfoer af artikel 3. Denne frist er laengere end fristen for at efterkomme direktivet, nemlig to aar efter dets meddelelse (artikel 12, stk. 1), for saaledes at goere det muligt for medlemsstaterne at opfylde ovennaevnte krav.

De eneste undtagelser fra medlemsstaternes forpligtelse til at bringe deres badevand i overensstemmelse med direktivets krav er de i artikel 4, stk. 3, artikel 5, stk. 2, og artikel 8 indeholdte undtagelser, hvis indhold er angivet ovenfor. Heraf foelger, at direktivet paalaegger medlemsstaterne at traeffe foranstaltninger med henblik paa at naa et bestemt resultat, hvorfor disse ikke, bortset fra naevnte undtagelser, kan goere saerlige omstaendigheder gaeldende som begrundelse for ikke at overholde denne forpligtelse.

Foelgelig kan det af Det Forenede Kongerige anfoerte argument, hvorefter det har truffet alle praktisk mulige foranstaltninger, ikke begrunde tilsidesaettelsen af forpligtelsen til mindst at bringe det omtvistede vand i overensstemmelse med direktivets bilag, da der ikke er tale om de heri udtrykkeligt fastsatte undtagelser.«

27 For saa vidt angaar de naevnte omraader har den tyske regering ikke forsoegt at paaberaabe sig de i direktivet fastsatte undtagelser. Heraf foelger, at den omstaendighed, at graensevaerdierne for disse 45 omraader ikke er overholdt i badesaesonen 1995, maa tilfoejes til de oevrige overtraedelser af laengere varighed, der er naevnt ovenfor.

28 Jeg er ikke enig med den tyske regering i, at som foelge af den korte badesaeson maa de i direktivet fastsatte forpligtelser overholdes 100%, idet en enkelt proeveudtagning, som ikke opfylder direktivets krav, er tilstraekkelig til, at de i direktivets artikel 5 fastsatte graenser overskrides. For det foerste er det i artikel 5, stk. 2, fastsat, at overskridelser, som skyldes oversvoemmelser, andre naturkatastrofer eller usaedvanlige meteorologiske forhold, ikke tages i betragtning ved opgoerelsen af de i stk. 1 fastsatte procentsatser vedroerende graensevaerdier. For det andet er der i henhold til direktivets artikel 6, sammenholdt med bilaget til direktivet, kun tale om fastsaettelse af en mindstehyppighed med hensyn til proeveudtagning. Intet synes foelgelig at vaere til hinder for, at Forbundsrepublikken Tyskland foroeger antallet af proeveudtagninger og saaledes reducerer den procentdel, der udgoeres af proever, som ikke opfylder de fastsatte betingelser. Endelig maa man gaa ud fra, at den relativt korte badesaeson i Nordeuropa under alle omstaendigheder er et forhold, som Forbundsrepublikken Tyskland - og andre medlemsstater - har taget i betragtning, da de definerede de i direktivet fastsatte graensevaerdier.

29 Eftersom det staar fast, at Forbundsrepublikken Tyskland for saa vidt angaar 161 badeomraader ikke har opfyldt de kriterier, der er fastsat i direktivet, er det efter min opfattelse ikke noedvendigt at tage stilling til de 27 omraader, der som anfoert af Kommissionen er opfoert i Faellesskabernes database i den kategori, der ikke opfylder direktivets krav, men som ifoelge den tyske regering betragtes som ikke tilstraekkeligt kontrolleret i Kommissionens rapport for badesaesonen 1995. Af tilsvarende grunde mener jeg ikke, at det er noedvendigt at tage stilling til de seks omraader, hvor der ifoelge den tyske regering er tale om absolut umulighed. Det er heller ikke noedvendigt at tage endelig stilling til de 13 omraader, som ifoelge den tyske regering er fejlagtigt klassificeret i databasen. Jeg maa imidlertid med hensyn til dette sidste punkt goere opmaerksom paa, at det er vanskeligt at fastslaa, om der virkelig er tale om en tilsidesaettelse med hensyn til disse omraader, eftersom Kommissionens argumentation er baseret paa oplysninger, som den tyske regering er fremkommet med, og som ifoelge regeringen - og af Kommissionen ubestridt - er ukorrekte.

B - Tilsidesaettelse af direktivets artikel 6, stk. 1 - manglende overholdelse af bestemmelserne om proeveudtagning

30 I svarskriftet har den tyske regering indroemmet, at selv efter, at den har foretaget en raekke aendringer af de talmaessige oplysninger, der fremgaar af rapporten for 1995, findes der stadig 591 badeomraader, hvor der ikke er foretaget tilstraekkelige proeveudtagninger. Regeringen har saaledes indroemmet, at den ikke har overholdt sine forpligtelser til at efterkomme direktivets artikel 6, stk. 1.

Forslag til afgoerelse

31 Efter min opfattelse boer Domstolen saaledes

1) fastslaa, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i Raadets direktiv 76/160/EOEF af 8. december 1975 om kvaliteten af badevand,

i) idet den i de gamle delstater ikke har truffet de noedvendige foranstaltninger for at sikre, at badevandskvaliteten inden ti aar efter meddelelsen af direktivet blev bragt i overensstemmelse med de graensevaerdier, der fastsaettes i medfoer af direktivets artikel 3

ii) og ikke har udfoert proeveudtagninger med den mindstehyppighed, der er fastsat i bilaget til direktivet, og

2) paalaegge Forbundsrepublikken Tyskland at betale sagens omkostninger.

(1) - EFT 1976 L 31, s. 1.

(2) - Artikel 1, stk. 1.

(3) - Dom af 29.9.1998, sag C-191/95, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 5449.

(4) - Dommens praemis 48, 49 og 50.

(5) - Dom af 22.3.1983, sag 42/82, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 1013, praemis 20.

(6) - I punkt 14.

(7) - Jf. f.eks. dom af 21.3.1991, sag C-209/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 1575.

(8) - Dom af 14.7.1993, sag C-56/90, Sml. I, s. 4109, praemis 42, 43 og 44. Jf. ogsaa dom af 12.2.1998, sag C-92/96, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 505, praemis 28 og 29.