61997C0126

1 Ved kendelse af 21. marts 1997 har Nederlandenes Hoge Raad forelagt Domstolen fem praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 85. Spoergsmaalene vedroerer dels problemet, om der er en forpligtelse for voldgiftsretter til af egen drift at anvende denne artikel, dels de nationale retsinstansers befoejelser i forbindelse med anfaegtelse af voldgiftskendelser, som det goeres gaeldende er i strid med de faellesskabsretlige konkurrenceregler. Det vanskelige problem med forholdet mellem faellesskabsretten og de nationale processuelle regler indbringes saaledes paa ny for Domstolen.

De relevante nationale retsregler

2 Det bestemmes i artikel 1054, stk. 1, i den nederlandske retsplejelov (Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering, herefter »retsplejeloven«), at voldgiftsretten traeffer afgoerelse i henhold til gaeldende ret. I henhold til lovens artikel 1064 kan der anlaegges sag med paastand om ophaevelse af afgoerelser, der ikke kan appelleres til en voldgiftsret, eller som er truffet i en appelsag for en voldgiftsret, ved Rechtbank inden tre maaneder efter deponering af kendelsen i original paa Rechtbank's justitskontor.

I artikel 1065, stk. 1, er det anfoert, af hvilke grunde der kan ske ophaevelse af voldgiftskendelser. I den foreliggende sag er manglerne naevnt i bestemmelsens litra a), c) og e) relevante. De omfatter henholdsvis de tilfaelde, at der ikke foreligger nogen gyldig voldgiftsaftale [litra a)], de tilfaelde, at voldgiftsretten ikke har handlet inden for sin kompetence [litra c)], og de tilfaelde, at kendelsen eller formen for kendelsens afsigelse strider mod ufravigelige retsgrundsaetninger eller mod almindelig haederlighed [litra e)].

I stk. 4 bestemmes det dernaest, at den i stk. 1, litra c), naevnte mangel ikke kan foere til ophaevelse, saafremt den part, der fremfoerer den, har deltaget i sagens behandling uden at paaberaabe sig den, selv om han var bekendt med, at voldgiftsretten handlede uden for sin kompetence.

3 Det bemaerkes endvidere, at i henhold til retsplejelovens artikel 1066, stk. 1 og 2, har soegsmaalet ikke opsaettende virkning for fuldbyrdelsen af kendelsen, medmindre den ret, for hvilken soegsmaalet verserer, traeffer afgoerelse herom paa grundlag af en summarisk behandling af spoergsmaalet, om der skal gives medhold i sagen.

Sagens faktiske omstaendigheder og de praejudicielle spoergsmaal

4 Retstvisten for den forelaeggende ret angaar paastaaet misligholdelse af forpligtelser i medfoer af en licensaftale. Denne aftale blev den 1. juli 1986 indgaaet for en periode paa otte aar mellem Benetton International NV (herefter »Benetton«), Eco Swiss China Time Ltd. (herefter »Eco Swiss«), der har hjemsted i Hongkong, og Bulova Watch Company, der har hjemsted i New York (herefter »Bulova«). I henhold til aftalen overdragede Benetton og Bulova Eco Swiss retten til at fremstille og markedsfoere ure, hvorpaa der blev anfoert »Benetton by Bulova«.

Licensaftalen indeholdt i artikel 26 A en voldgiftsklausul, hvorefter tvister mellem parterne skulle bilaegges ved voldgift i overensstemmelse med statutten for Nederlandse Arbitrage Instituut (Det Nederlandske Voldgiftsinstitut), og der skulle anvendes nederlandsk ret.

5 Ved skrivelse af 24. juni 1991, dvs. tre aar inden den oprindeligt fastsatte dato for aftalens udloeb, meddelte Benetton de oevrige parter, at selskabet ensidigt opsagde aftalen med virkning fra den 24. september 1991. Eco Swiss og Bulova indledte derefter en voldgiftssag angaaende spoergsmaalet, om Benetton's handlemaade var lovlig under hensyn til forpligtelserne i aftalen. Under sagen rejste hverken parterne eller voldgiftsretten spoergsmaalet, om aftalen var i overensstemmelse med de faellesskabsretlige konkurrenceregler, navnlig traktatens artikel 85.

Den 4. februar 1993 afsagde voldgiftsretten en delkendelse (Partial Final Award, herefter »PFA«), der samme dag blev deponeret paa justitskontoret i Rechtbank, Haag, hvori den paalagde Benetton at erstatte Eco Swiss og Bulova det tab, disse selskaber havde lidt ved Benetton's opsigelse af licensaftalen, idet voldgiftsretten fandt, at aftalen »fandt anvendelse og var gaeldende«, og overlod det til parterne at naa til enighed om, hvilket beloeb der skulle betales i erstatning. Benetton ivaerksatte ikke appel af PFA inden for den i loven fastsatte frist (tre maaneder fra den dato, hvor PFA blev deponeret).

Da parterne ikke kunne naa til enighed, henvendte Eco Swiss sig paa ny til voldgiftsretten for at opnaa en afgoerelse om stoerrelsen af erstatningen for det paagaeldende tab. Ved kendelse af 23. juni 1995, »Final Arbitral Award« (herefter »FAA«), paalagde voldgiftsretten Benetton at betale Eco Swiss 23 750 000 USD og at godtgoere omkostningerne til voldgiftsrettens behandling af sagen i de to faser. FAA blev deponeret paa justitskontoret i Rechtbank, Haag, den 26. juni 1995, og den 17. juli 1995 gav Rechtbank's praesident tilladelse til fuldbyrdelse af FAA.

6 Ved staevning af 14. juli 1995 anlagde Benetton sag mod Eco Swiss og Bulova ved Rechtbank, Haag, med paastand om ophaevelse af voldgiftskendelserne. Benetton gjorde, for saa vidt som det er relevant i naervaerende sag, gaeldende, at disse voldgiftskendelser var i strid med ufravigelige retsgrundsaetninger, idet licensaftalen var uforenelig med traktatens artikel 85. Rechtbank frifandt de sagsoegte ved afgoerelse af 2. oktober 1996, som Benetton derefter har appelleret til Gerechtshof, hvor sagen stadig verserer.

Benetton indgav til samme ret begaering om, at fuldbyrdelsen af FAA blev udsat, til der var taget stilling til paastanden om ophaevelse af voldgiftskendelsen. Da Rechtbank ikke tog begaeringen til foelge, appellerede Benetton denne afgoerelse til Gerechtshof, der ved kendelse af 28. marts 1996 tog begaeringen til foelge. Gerechtshof fremfoerte foelgende argumenter for sine afgoerelser: den nederlandske ret bemaerkede for det foerste, at traktatens artikel 85 henhoerer under begrebet »ufravigelige retsgrundsaetninger« i retsplejelovens artikel 1065, stk. 1, litra e). For det andet er det, selv om Benetton ganske vist anlagde sag med paastand om ophaevelse af PFA efter den i loven fastsatte frist, hvilket er en afvisningsgrund, ikke udelukket, at man kan foretage en proevelse af aftalens forenelighed med konkurrencereglerne i forbindelse med sagen vedroerende FAA, for saa vidt som ovennaevnte kendelse ved at fastsaette erstatningen til Eco Swiss under alle omstaendigheder foretog en fuldbyrdelse af en aftaleklausul, der var i strid med traktatens artikel 85. I substansen fandt Gerechtshof, at aftalen mellem Benetton og Bulova ud fra en umiddelbar betragtning var i strid med traktatens artikel 85, idet den indebar en afskaermning af faellesmarkedet paa et geografisk grundlag. Eftersom det saaledes af de ovenfor anfoerte grunde var sandsynligt, at den kompetente retsinstans (1) ville tage paastanden om ophaevelse af PFA til foelge, tog Gerechtshof paastanden om udsaettelse af gennemfoerelsen af den anden voldgiftskendelse til foelge.

7 Eco Swiss har appelleret den ovennaevnte afgoerelse fra Gerechtshof. Ved kendelse af 21. marts 1997 har Hoge Raad udsat sagen for at forelaegge Domstolen fem praejudicielle spoergsmaal. I praemisserne til forelaeggelseskendelsen har Hoge Raad anfoert, at der i henhold til nederlandsk ret kun kan anlaegges sag med paastand om ophaevelse af en voldgiftskendelse paa grund af retsstridighed, hvis ufravigelige retsgrundsaetninger er blevet tilsidesat. Hoge Raad har endvidere anfoert, at en voldgiftskendelse kun strider mod ufravigelige retsgrundsaetninger, saafremt dens indhold eller fuldbyrdelse er i strid med praeceptive regler af saa grundlaeggende karakter, at der ikke paa processuelt plan kan fremsaettes indsigelser, der er til hinder for, at de foelges. Ifoelge Hoge Raad antages den omstaendighed alene, at indholdet eller opfyldelsen af en voldgiftskendelse udelukker anvendelsen af et nationalt konkurrenceretligt forbud, ikke at give problemer med foreneligheden med ufravigelige retsgrundsaetninger.

Hoge Raad har imidlertid rejst spoergsmaalet, om man kan naa frem til den samme konklusion, naar det som i den foreliggende sag drejer sig om ufravigelige regler i faellesskabsretten. Efter denne rets opfattelse foelger det af dommen af 14. december 1995 (forenede sager C-430/93 og C-431/93, Van Schijndel og Van Veen, Sml. I, s. 4705), at traktatens artikel 85 ikke skal anses for at vaere en ufravigelig retsgrundsaetning i den ovenfor anfoerte betydning.

8 Hoge Raad har endvidere anfoert, at eftersom ingen af parterne under sagen har rejst spoergsmaalet om licensaftalens ugyldighed, ville voldgiftsretten have overskredet sine befoejelser, hvis den havde undersoegt og afgjort dette spoergsmaal af egen drift, og voldgiftskendelsen ville derfor have kunnet kendes ugyldig i henhold til retsplejelovens artikel 1065, stk. 1, litra c). Endvidere kunne parterne ikke paa grundlag af de nationale processuelle regler paaberaabe sig licensaftalens ugyldighed for foerste gang i forbindelse med paastanden om ophaevelse.

Hoge Raad har endvidere anfoert, at disse processuelle regler er begrundet i den almene interesse i en hurtig og effektivt fungerende voldgiftsretspleje. Reglerne anvendes ikke paa en mindre gunstig maade paa retlige situationer med oprindelse i faellesskabsretten end paa retlige situationer, der er opstaaet inden for national ret. Hoge Raad giver imidlertid udtryk for tvivl om, hvorvidt det er muligt automatisk at overfoere de principper, Domstolen har opstillet i Van Schijndel og Van Veen-sagen, paa en voldgiftssag, naar det tages i betragtning dels, at en voldgiftsret, der er oprettet ved privatretlig aftale uden myndighedernes indblanding, ifoelge Domstolens praksis ikke kan benytte sig af muligheden for praejudiciel forelaeggelse i medfoer af EF-traktatens artikel 177, dels, at de nederlandske processuelle regler kun giver mulighed for at ophaeve en voldgiftskendelse af de i retsplejelovens artikel 1065 naevnte grunde, deriblandt naar en saadan kendelse maatte vaere i strid med ufravigelige retsgrundsaetninger, om end den omstaendighed, at disse voldgiftskendelser ikke er i overensstemmelse med artikel 85, efter rettens opfattelse ikke er i strid med ufravigelige retsgrundsaetninger. Disse to elementer kan sammenlagt indebaere en begraensning i sikringen af effektiviteten af rettighederne i henhold til Faellesskabets retsorden.

9 Hoge Raad har endvidere gjort gaeldende, at naar en voldgiftsret har afsagt en delkendelse, der som i den foreliggende sag indeholder en endelig materiel afgoerelse, har denne delkendelse i henhold til de nederlandske retsplejeregler retskraft. Hvis der saaledes ikke rettidigt ivaerksaettes appel med paastand om ophaevelse, bliver det vanskeligt at anfaegte den loesning, der er anvendt, i forbindelse med ophaevelsen af en senere voldgiftskendelse, der supplerer den foerste. Hoge Raad har imidlertid rejst spoergsmaalet, om det i henhold til faellesskabsretten er tilladt at anvende disse processuelle regler i en situation, hvor den senere voldgiftskendelse, med hensyn til hvilken der inden for fristen er ivaerksat appel med paastand om ophaevelse, bygger videre paa en tidligere voldgiftskendelse, der gennemfoerte en aftale i strid med de faellesskabsretlige konkurrenceregler.

10 I denne kendelse har Hoge Raad derfor forelagt Domstolen de foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) I hvilket omfang finder de principper, som Domstolen har fastslaaet i sin dom af 14. december 1995 i de forenede sager C-430/93 og C-431/93 (Van Schijndel og Van Veen mod Stichting Pensioenfond voor Fysiotherapeuten), analog anvendelse, naar parterne i en tvist vedroerende en privatretlig aftale, som ikke bilaegges af en national ret, men af en voldgiftsret, ikke paaberaaber sig EF-traktatens artikel 85, og voldgiftsretten ifoelge de for den gaeldende nationale procesretlige regler ikke af egen drift skal anvende bestemmelsen?

2) Skal den nederlandske ret, uanset de ovenfor under punkt 4.2 og 4.4 naevnte nederlandske procesretlige regler (hvorefter en part til stoette for sin paastand om ophaevelse af en voldgiftskendelse kun kan fremfoere et begraenset antal grunde, herunder, at kendelsen strider mod ufravigelige retsgrundsaetninger, hvad der ikke i almindelighed er tilfaeldet, blot fordi en voldgiftskendelses indhold eller opfyldelse udelukker anvendelsen af et konkurrenceretligt forbud) tage en begaering - som i oevrigt opfylder de lovmaessige krav - om ophaevelse af en voldgiftskendelse til foelge med den begrundelse, at kendelsen faktisk er i strid med EF-traktatens artikel 85?

3) Er retten ligeledes forpligtet til at tage begaeringen til foelge uanset de ovenfor under punkt 4.5 naevnte nederlandske procesretlige regler (hvorefter voldgiftsmaendene er forpligtet til ikke at udvide tvistens genstand og holde sig inden for deres kompetence), hvis spoergsmaalet om anvendeligheden af EF-traktatens artikel 85 under voldgiftsproceduren ikke er blevet inddraget i sagen, og voldgiftsretten derfor ikke har truffet afgoerelse herom?

4) Indebaerer faellesskabsretten, at den ovenfor under punkt 5.3 naevnte nederlandske procesretlige regel (hvorefter en midlertidig voldgiftskendelse, der har karakter af endelig kendelse, faar retskraft og principielt kun kan goeres til genstand for et ophaevelsessoegsmaal tre maaneder efter, at denne kendelse er deponeret paa Rechtbank's justitskontor) ikke finder anvendelse, hvis det er noedvendigt under et ophaevelsessoegsmaal, der er rettet mod en senere voldgiftskendelse, at kunne undersoege, om en aftale - hvorom det i en voldgiftsrets delkendelse er fastslaaet med retskraft, at den er gyldig - eventuelt alligevel er ugyldig paa grund af tilsidesaettelse af EF-traktatens artikel 85?

5) Eller skal retten i tilfaelde som det, der er beskrevet i spoergsmaal 4, undlade at anvende reglen om, at den delkendelse, voldgiftsretten har afsagt, for saa vidt den har karakter af en endelig kendelse, ikke kan begaeres ophaevet samtidig med den senere voldgiftskendelse?«

Det foerste spoergsmaal

11 Med det foerste spoergsmaal oensker den nederlandske ret af Domstolen oplyst, om de i den ovennaevnte Van Schijndel og Van Veen-dom anvendte principper vedroerende retsinstansernes befoejelse til af egen drift at anvendelse bestemmelser i faellesskabsretten ogsaa skal anvendes i voldgiftssager.

12 Det bemaerkes i den forbindelse, at sagsoegerne i hovedsagen for Hoge Raad i den paagaeldende sag til stoette for ophaevelse havde gjort gaeldende, at voldgiftsretten ikke havde proevet, om de nationale bestemmelser var forenelige med EF-traktatens artikel 85, 86 og 90. Spoergsmaalet om, hvorvidt disse artikler var blevet overholdt, var imidlertid ikke blevet rejst i voldgiftsretten. I sagen vedroerende paastand om ophaevelse havde sagsoegerne derfor paaberaabt sig faktiske forhold og omstaendigheder, som ikke var blevet lagt til grund af voldgiftsretten, hvilket selvfoelgelig gav anledning til visse processuelle problemer, navnlig for saa vidt angaar princippet om, at en domstol ikke aktivt maa gribe ind i procesfoerelsen, der i sager vedroerende civilretlige rettigheder og forpligtelser, som parterne frit disponerer over, medfoerer, at domstolen, naar parterne for foerste gang har fremfoert de retlige anbringender under soegsmaalet med paastand om ophaevelse, ikke kan vaere forpligtet til at gaa ud over afgraensningen af tvisten, saaledes som den er foretaget af parterne, eller til at laegge andre faktiske forhold eller omstaendigheder til grund end dem, paastanden stoettes paa (2).

13 Hoge Raad forelagde derfor Domstolen en raekke praejudicielle spoergsmaal med henblik paa at faa oplyst, om den under disse omstaendigheder var forpligtet til af egen drift at anvende de faellesskabsretlige konkurrenceregler, selv naar den part, der havde interesse i, at de blev anvendt, ikke havde paaberaabt sig dem. For det tilfaelde, at dette blev besvaret bekraeftende, stillede Hoge Raad tillige Domstolen det spoergsmaal, om svaret ogsaa gjaldt, hvis den paagaeldende ret derved maatte fravige den pligt til ikke aktivt at gribe ind i procesfoerelsen, som paahvilede den i henhold til national ret, idet den da maatte gaa ud over afgraensningen af tvisten, saaledes som den var foretaget af parterne, og laegge andre faktiske forhold og omstaendigheder til grund end dem, som den part i sagen, der havde interesse i anvendelsen af traktatens bestemmelser, havde paaberaabt til stoette for sin paastand.

14 Domstolen bemaerkede, at de konkurrenceregler, den nationale ret havde henvist til, er bindende regler, som er umiddelbart anvendelige i den nationale retsorden, og udtalte for det foerste, at naar domstolene efter national ret af egen drift skal inddrage anbringender, der stoettes paa en bindende national regel, som parterne ikke har paaberaabt sig, maa en saadan forpligtelse ogsaa gaelde, saafremt der er tale om bindende faellesskabsregler (praemis 13). Domstolen tilfoejede derefter, at det samme gaelder, saafremt national ret giver domstolen mulighed for af egen drift at anvende den bindende retsregel, for saa vidt som de nationale domstole i medfoer af det i traktatens artikel 5 angivne princip om samarbejde skal sikre borgerne den retsbeskyttelse, som foelger af faellesskabsrettens direkte virkning (praemis 14). Endelig udtalte Domstolen, at de nationale domstole har en forpligtelse til af egen drift at anvende de faellesskabsretlige bestemmelser med direkte virkning, naar den har mulighed herfor i henhold til de nationale retsregler (praemis 15).

15 For saa vidt angaar det andet spoergsmaal vedroerende forholdet mellem de netop omtalte forpligtelser for domstolene og de nationale processuelle regler, henviste Domstolen til de principper, der fremgik af dens faste retspraksis, hvorefter det, naar der ikke er udstedt faellesskabsbestemmelser paa omraadet, tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsaette de processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsrettens direkte virkning medfoerer for borgerne (praemis 17). Disse processuelle regler maa dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden (3) (ogsaa praemis 17). Domstolen tilfoejede dernaest som en sidste forholdsregel, at en national retsregel, som forhindrer, at proceduren i henhold til traktatens artikel 177 anvendes, skal tilsidesaettes (4).

16 Paa baggrund af ovennaevnte principper udtalte Domstolen endelig, at hvert enkelt tilfaelde, hvor der opstaar spoergsmaal om, hvorvidt en national processuel bestemmelse goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at anvende faellesskabsretten, skal bedoemmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forloeb og dens saerlige kendetegn, for de forskellige nationale retsinstanser. Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, bl.a. kontradiktionsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmaessig sagsbehandling (praemis 19).

17 I ovennaevnte sag vedroerte diskussionen foreneligheden af de af Domstolen fastlagte principper med det princip om, at en domstol ikke aktivt maa gribe ind i procesfoerelsen, som ligger til grund for de nederlandske processuelle regler, idet en domstol i en borgerlig sag kun af egen drift skal eller kan inddrage nye anbringender, hvis den traeffer afgoerelse paa grundlag af de faktiske omstaendigheder, der er fremlagt for den af parterne, og ikke gaar ud over sagens genstand (praemis 20). Efter Domstolens opfattelse er denne begraensning begrundet i, at initiativet til en sag tilkommer parterne, idet domstolen kun kan handle af egen drift i undtagelsestilfaelde, hvor almene hensyn kraever det. Dette princip beror paa en retsopfattelse, som er faelles for de fleste af medlemsstaterne, med hensyn til forholdet mellem statsmagten og borgerne, det indebaerer en beskyttelse af retten til kontradiktion, og det sikrer en hensigtsmaessig sagsbehandling, navnlig saaledes, at forsinkelser som foelge af en stillingtagen til nye anbringender undgaas (praemis 21).

18 Domstolen har derfor konkluderet foelgende:

»1) Under behandlingen af en sag vedroerende civilretlige rettigheder og forpligtelser, som parterne frit disponerer over, skal en national domstol, naar den har mulighed herfor i henhold til de nationale retsregler, anvende bestemmelserne i EOEF-traktatens artikel 3, litra f), og artikel 85, 86 og 90, selv om den part i sagen, som har interesse i, at de anvendes, ikke har paaberaabt sig dem.

2) Faellesskabsretten paalaegger ikke de nationale domstole en forpligtelse til af egen drift at inddrage et anbringende om, at faellesskabsbestemmelser er overtraadt, naar en stillingtagen til et saadant anbringende ville tvinge dem til at se bort fra princippet om, at de ikke aktivt griber ind i procesfoerelsen, ved at gaa ud over den afgraensning af sagen, som parterne har foretaget, og ved at laegge andre faktiske forhold og omstaendigheder til grund end dem, som den part i sagen, der har interesse i, at faellesskabsbestemmelserne anvendes, har fremfoert til stoette for sin paastand.«

19 Den nederlandske ret har spurgt Domstolen, om de ovenstaaende konklusioner, den naaede frem til i Van Schijndel og Van Veen-dommen, kan anvendes analogt paa befoejelserne og forpligtelserne for voldgiftsretterne ved afgraensningen af en tvist, der er forelagt for dem. Den forelaeggende ret har bl.a. oensket at faa oplyst, om voldgiftsretterne er forpligtede til at anvende traktatens artikel 85, selv hvis dette indebaerer en aendring i den afgraensning af sagen, som parterne har foretaget. Det bemaerkes, at parterne i licensaftalen havde anmodet om bistand fra voldgiftsretten i medfoer af den voldgiftsklausul, der var indsat i aftalen, med henblik paa at opnaa en kendelse vedroerende Benetton's misligholdelse af sine forpligtelser i henhold til aftalen. Parterne havde derfor ikke stillet nogen spoergsmaal til voldgiftsretten angaaende problemer vedroerende gyldigheden i forhold til de gaeldende faellesskabsretlige konkurrenceregler af den aftale, som de gjorde gaeldende, ikke var blevet opfyldt. Spoergsmaalet blev derfor ikke droeftet. Aftalen var et faktum, parterne havde fremlagt, og som voldgiftsretten lagde til grund, da den traf afgoerelse vedroerende parternes adfaerd i forbindelse med opfyldelsen af aftalen. I henhold til de gaeldende regler i Nederlandene ville voldgiftsretten retsstridigt have truffet afgoerelse under overskridelse af den afgraensning af sagen, parterne havde foretaget, hvis den af egen drift havde rejst og loest spoergsmaalet om aftalens gyldighed i henhold til de gaeldende faellesskabsretlige konkurrenceregler. Den forelaeggende ret har paapeget, at hvis voldgiftsretten havde gjort dette, ville det kunne vaere blevet sanktioneret i medfoer af retsplejelovens artikel 1065, stk. 1, litra c), for saa vidt som voldgiftskendelsen kan ophaeves, naar voldgiftsretten har overskredet sin kompetence.

20 Det skal nu undersoeges, om de principper, Domstolen har fastlagt i Van Schijndel og Van Veen-dommen med hensyn til rettens anvendelse af faellesskabsretlige bestemmelser af egen drift, kan overfoeres paa en voldgiftssag, eller om en saadan procedure derimod er af en saadan saerlig art, at der paahviler voldgiftsretten andre forpligtelser, saasom i den foreliggende sag forpligtelsen til af egen drift at rejse spoergsmaal om, hvorvidt en aftale, som den skal tage stilling til eventuel manglende opfyldelse af, er ugyldig i henhold til de konkurrenceretlige regler.

21 Efter min opfattelse er den foerste loesning den rigtige. Selv om det er klart, at en voldgiftsret, naar den skal traeffe afgoerelse i en sag under anvendelse af gaeldende ret i en medlemsstat i Faellesskabet, skal anvende relevante regler i faellesskabsretten, for saa vidt som faellesskabsretten er en integreret del af den nationale retsorden (5), mener jeg ikke, at der er tilstraekkeligt grundlag for at paalaegge voldgiftsretten systematisk at kontrollere, at de faellesskabsretlige regler overholdes i forbindelse med aftaler, medmindre bestemmelserne i national ret paalaegger retsinstanserne en saadan forpligtelse. Jeg mener derfor, at det generelle princip om, at det paahviler medlemsstaterne at vaelge passende bestemmelser til at sikre en effektiv beskyttelse af rettigheder i medfoer af faellesskabsretten, naar blot de ikke er mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret (forbuddet mod forskelsbehandling), og heller ikke i praksis goer det uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden, (princippet om effektiv retsbeskyttelse) ogsaa finder anvendelse her. Disse betingelser skal skabe en balance mellem paa den ene side hensynet til den autonomi, medlemsstaterne har ved fastsaettelsen af processuelle bestemmelser i deres retsorden, og paa den anden side noedvendigheden af at sikre en effektiv beskyttelse af rettigheder i medfoer af faellesskabsretten ved de nationale domstole (6).

En national regel, der forbyder voldgiftsretter af egen drift at rejse spoergsmaal om foreneligheden med faellesskabsretten, maa anses for at opfylde ovennaevnte betingelser paa tilsvarende maade, som Domstolen har anerkendt med hensyn til domstoles befoejelser. Voldgiftsproceduren opfylder ogsaa de betingelser, som Domstolen henviste til i Van Schijndel og Van Veen-dommen, om, at domstolen i den borgerlige retspleje af egen drift skal eller kan inddrage nye anbringender, hvis den traeffer afgoerelse paa grundlag af de faktiske omstaendigheder, der er fremlagt for den, og ikke gaar ud over sagens genstand. Dette er betingelser, der haenger sammen med princippet om, at domstolen ikke aktivt maa gribe ind i procesfoerelsen, reglerne om overensstemmelse mellem parternes paastande og afgoerelsen, beskyttelsen af kontradiktionsretten og sikring af sagens forskriftsmaessige behandling. Hertil kommer, at voldgiftsretten, for saa vidt som den af parterne i en aftale er blevet paalagt at loese en tvist, i endnu hoejere grad er bundet af parternes vilje, end en domstol ville vaere, og at det derfor ikke ville vaere rimeligt at paalaegge den en forpligtelse til systematisk at undersoege anbringender, der gaar ud over den afgraensning af tvisten, der er foretaget af parterne. Da voldgift er en privat form for rettergang, bygger voldgift - selv om den anerkendes af loven - paa princippet om parternes raadighed over sagen og om, at retten ikke griber ind i procesfoerelsen, hvilket klart fremgaar af, at retsvirkningen af, at en kendelse gaar ud over de befoejelser, som er blevet tillagt voldgiftsretten, er ugyldig. De naevnte regler afspejler utvivlsomt - ogsaa i voldgiftssager - en opfattelse, som er faelles for medlemsstaterne, idet de indebaerer en beskyttelse af retten til kontradiktion og sikrer en hensigtsmaessig sagsbehandling, navnlig saaledes, at forsinkelser som foelge af en stillingtagen til nye anbringender undgaas (7).

22 Jeg mener derfor ikke, at der er saerlige forhold ved voldgiftsproceduren, der kan begrunde en anden loesning end den, Domstolen naaede frem til i Van Schijndel og Van Veen-dommen. Der skal dog tages hensyn til, at den forelaeggende ret som begrundelse for sin tvivl med hensyn til en analog anvendelse af de naevnte principper henviser til to bestemte omstaendigheder, for det foerste til, at en voldgiftsret i henhold til Domstolens praksis ikke er en »ret i en af medlemsstaterne« i artikel 177's forstand, hvorfor den ikke kan forelaegge praejudicielle spoergsmaal for Domstolen (8), og for det andet til, at der som udgangspunkt kun er en begraenset domstolsproevelse af voldgiftskendelser, navnlig i nederlandsk ret, hvor en voldgiftskendelse kun kan ophaeves paa grund af retsstridighed, naar den er i strid med ufravigelige retsgrundsaetninger.

23 Jeg mener imidlertid ikke, at disse omstaendigheder boer have en afgoerende betydning for besvarelsen af det foerste spoergsmaal. Med hensyn til den omstaendighed, at voldgiftsretter ikke kan anmode om en praejudiciel afgoerelse fra Domstolen, fremgaar det ikke klart, af hvilke grunde dette skulle indebaere saadanne forpligtelser for voldgiftsretter til at handle af egen drift, som end ikke opstilles for domstole (9). De nationale regler, som paalaegger domstolene og voldgiftsretterne en saadan passiv rolle med hensyn til parternes anbringender ved afgraensningen af en retstvist, har ikke nogen direkte forbindelse med, om det paagaeldende organ har befoejelse til at forelaegge Domstolen praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen eller gyldigheden af de paagaeldende faellesskabsretlige regler, naar disse spoergsmaal ikke er blevet rejst af parterne. Netop det forhold, at voldgiftsretten ikke kan anmode Domstolen om oplysninger om raekkevidden af faellesskabsretlige regler, den skal anvende, tilsiger saaledes tvaertimod en vis forsigtighed ved tillaeggelse af befoejelser til af egen drift at undersoege, om de faellesskabsretlige regler er blevet overholdt.

Hvad derimod angaar den anden omstaendighed, Hoge Raad har naevnt, er jeg af den opfattelse, at dette er et yderst prekaert spoergsmaal, som dog ikke saa meget drejer sig om voldgiftsretternes forpligtelse til ikke aktivt at gribe ind i procesfoerelsen som spoergsmaalet om, hvorvidt de nederlandske regler om domstolenes befoejelser i forbindelse med proevelse af voldgiftskendelser er i overensstemmelse med kravene om en korrekt og ensartet anvendelse af de ufravigelige regler i faellesskabsretten. Dette spoergsmaal vil derfor blive behandlet paa rette sted, dvs. i forbindelse med gennemgangen af det andet og tredje spoergsmaal til Domstolen, som netop vedroerer spoergsmaalet, om de nederlandske processuelle regler er i overensstemmelse med kravene om en effektiv beskyttelse af rettigheder, der er ufravigelige i henhold til faellesskabsretten. Af samme grunde er det i den forbindelse, at jeg vil behandle spoergsmaalet, om naervaerende sag svarer til den, der foerte til Peterbroeck-dommen (10), hvori Domstolen i modsaetning til, hvad den havde udtalt i Van Schijndel og Van Veen-dommen, fandt, at en belgisk processuel regel, der forhindrede retten i, naar den skulle traeffe afgoerelse i en sag til proevelse af en afgoerelse fra et forvaltningsorgan, der ikke opfyldte betingelserne for at kunne anses for en »ret« i artikel 177's forstand, af egen drift at undersoege om, en national retsakt var forenelig med en faellesskabsretlige bestemmelse, naar bestemmelsen ikke var blevet paaberaabt af parten inden en vis frist, var uforenelig med en effektiv beskyttelse af regler med oprindelse i faellesskabsretten. Det skal hertil blot bemaerkes, at i modsaetning til, hvad der var tilfaeldet i ovennaevnte sag, er anbringendet vedroerende tilsidesaettelse af faellesskabsretten faktisk blevet rejst i forbindelse med domstolsproevelse af den voldgiftsafgoerelse, der blev truffet af et organ, der ikke har kompetence til at forelaegge spoergsmaal for Domstolen i medfoer af traktatens artikel 177 - hvilket ogsaa var tilfaeldet for den belgiske skattemyndighed.

24 Som begrundelse for, at voldgiftsretten skulle vaere forpligtet til af egen drift at undersoege gyldigheden i henhold til de konkurrenceretlige regler af en aftale mellem to parter, er det blevet anfoert, at parterne ellers bevidst ville kunne henvise spoergsmaal om opfyldelse af en aabenbart ulovlig aftale til afgoerelse ved en voldgiftsret med henblik paa at opnaa en kendelse, der ikke siden kunne anfaegtes for en domstol. Dette er en fornuftig betragtning, men den maa ogsaa droeftes i den rette sammenhaeng, dvs. i forbindelse med effektiviteten af domstolsproevelsen af voldgiftskendelser. Hvis parterne udtrykkeligt besluttede at unddrage voldgiftsretten spoergsmaal om aftalens forenelighed med de faellesskabsretlige konkurrenceregler, ville aftalen vaere ugyldig, og voldgiftskendelsen ville af den grund kunne anfaegtes ved den kompetente domstol. Under disse omstaendigheder kunne den samme voldgiftsret erklaere sig inkompetent i sagen.

25 Det naeste spoergsmaal er, om der bestaar en forpligtelse for voldgiftsretten til af egen drift at rejse faellesskabsretlige spoergsmaal, ikke alene naar der i henhold til national ret er en pligt hertil med hensyn til rettigheder i national ret, men ogsaa naar der i denne retsorden blot tillaegges voldgiftsretten en adgang hertil (11). Problemet med at sidestille voldgiftsretternes forpligtelser med den nationale rets skyldes, at Domstolen i Van Schijndel og Van Veen-dommen begrundede sin konklusion med, at det i medfoer af det i traktatens artikel 5 angivne princip om samarbejde paahviler de nationale domstole at sikre borgerne den retsbeskyttelse, som foelger af faellesskabsrettens direkte virkning (12). I den foreliggende sag, hvor der faktisk er tale om en retsplejelov, der simpelthen udelukker, at voldgiftsretter af egen drift kan rejse spoergsmaal, som ikke er blevet rejst af parterne, uanset om der er tale om regler i national ret eller faellesskabsretten, har det naevnte problem ingen saerlig relevans. Jeg vil imidlertid ikke skjule mine betaenkeligheder ved at paalaegge voldgiftsretten en forpligtelse til af egen drift at rejse spoergsmaal vedroerende overholdelsen af ufravigelige faellesskabsretlige regler, naar den i den nationale retsorden kun har mulighed derfor med hensyn til tilsvarende spoergsmaal i national ret. Et saadant resultat kan ikke begrundes alene under henvisning til traktatens artikel 5, som jo kun er rettet til medlemsstaterne og derfor ikke alene kan indeholde forpligtelser for voldgiftsretterne. Dette udelukker naturligvis ikke, at voldgiftsretterne kan anvende de midler og befoejelser, de raader over i henhold til den nationale retsorden eller som foelge af voldgiftsaftalen, til med parternes hjaelp at afhjaelpe eventuelle tomrum ved udfindelsen af de retlige og faktiske omstaendigheder.

26 Af ovennaevnte grunde vil jeg foreslaa Domstolen at besvare det foerste spoergsmaal saaledes, at faellesskabsretten ikke paalaegger en voldgiftsret nogen forpligtelse til af egen drift at rejse spoergsmaal om, hvorvidt en aftale, som den skal tage stilling til opfyldelsen af, er i overensstemmelse med de faellesskabsretlige konkurrenceregler, naar en proevelse af disse spoergsmaal kraever, at voldgiftsretten fraviger princippet om, at den ikke aktivt maa gribe ind i procesfoerelsen, og gaar ud over den afgraensning af sagen, som parterne har foretaget, og laegger andre faktiske forhold og omstaendigheder til grund end dem, som den part i sagen, der har interesse i, at faellesskabsbestemmelserne anvendes, har fremfoert til stoette for sin paastand.

Det andet spoergsmaal

27 Med det andet spoergsmaal har Hoge Raad anmodet Domstolen om en besvarelse af, om de nationale processuelle regler, hvorefter en voldgiftskendelse kun kan ophaeves, hvis den strider mod ufravigelige retsgrundsaetninger eller mod almindelig haederlighed, skal tilsidesaettes, naar de ikke giver voldgiftsretten befoejelse til at ophaeve en voldgiftskendelse, hvis den strider mod traktatens artikel 85.

28 Inden det andet spoergsmaal undersoeges, maa det konstateres, at der med spoergsmaalet som anfoert af den forelaeggende ret baade ses bort fra parternes adfaerd og fra, hvad voldgiftssagen angaar. Med andre ord anmoder den forelaeggende ret Domstolen om at tage stilling til, om de beskrevne nederlandske processuelle regler er i overensstemmelse med faellesskabsretten, for saa vidt som de begraenser domstolsproevelsen af voldgiftskendelser til helt exceptionelle tilfaelde. Hvorvidt parterne har rejst spoergsmaalet om aftalens ugyldighed for voldgiftsretten, er uden relevans i den forbindelse. Dette er et problem, som jeg skal behandle i forbindelse med gennemgangen af det tredje spoergsmaal fra Hoge Raad.

29 Med hensyn til behandlingen af det andet spoergsmaal skal det for et foerste bemaerkes, at det foelger af de i forelaeggelseskendelsen anfoerte betragtninger, at i henhold til nederlandsk ret giver den omstaendighed alene, at voldgiftskendelsens indhold eller fuldbyrdelse er i strid med nederlandsk konkurrenceret, i almindelighed ikke anledning til nogen problemer i forhold til ufravigelige retsgrundsaetninger. Hoge Raad har imidlertid rejst spoergsmaalet, om dette ogsaa er tilfaeldet, naar det som i den foreliggende sag goeres gaeldende, at den paagaeldende bestemmelse er i strid med de faellesskabsretlige konkurrenceregler. Af den besvarelse, Domstolen gav i Van Schijndel og Van Veen-dommen, der ogsaa angik konkurrence, har den forelaeggende ret udledt, at end ikke traktatens artikel 85 kan anses for at vaere en »ufravigelig retsgrundsaetning« for saa vidt angaar artikel 1065 i den nederlandske lov. Det bemaerkes, at Domstolen jo i denne dom fandt, at selv naar parterne paaberaaber sig tilsidesaettelse af artikel 85, er retten ikke forpligtet til at fravige princippet om, at den ikke aktivt griber ind i procesfoerelsen. Et anbringende om, at denne artikel er blevet tilsidesat, kan derfor ikke fremfoeres for foerste gang under en sag med paastand om ophaevelse, hvis dette kraever, at retten gaar ud over den afgraensning af sagen, som parterne har foretaget, og laegger andre faktiske forhold og omstaendigheder til grund end dem, der er blevet fremfoert til stoette for paastanden.

30 Efter min opfattelse skal svaret paa spoergsmaalet findes i den rolle, som i Domstolens retspraksis er blevet tillagt domstolsproevelsen af voldgiftskendelser. Straks efter at have benaegtet, at en voldgiftsret var en »ret« i traktatens artikel 177's forstand, udtalte Domstolen i Nordsee-dommen, at »faellesskabsretten paa enhver medlemsstats territorium [skulle] respekteres fuldt ud« og drog derfor den konsekvens, at »parterne i en aftale ... ikke [kunne] fravige faellesskabsretten« (13). Af kravet om ensartet anvendelse foelger det saaledes, at »hvis der i en voldgiftssag, der gennemfoeres paa grundlag af en aftale, opstaar spoergsmaal om faellesskabsretten, kan de ordinaere domstole komme i den situation at maatte tage stilling til disse spoergsmaal ... i forbindelse med en - mere eller mindre indgaaende - efterproevelse af voldgiftskendelsen, som det paahviler dem at foretage i tilfaelde af appel, indsigelser, begaering om fuldbyrdelsespaategning eller ethvert andet retsmiddel, som er hjemlet i den almindelige nationale lovgivning«. Domstolen konkluderede derfor, at »det tilkommer disse nationale retter at efterproeve, om de boer forelaegge sagen for Domstolen i medfoer af traktatens artikel 177 for at indhente en fortolkning eller gyldighedsbedoemmelse af faellesskabsbestemmelser, som de forelaegger under udoevelsen af naevnte bistand og efterproevelse« (14). Det foelger af ovenstaaende, at den loesning ikke at tillade voldgiftsretterne at foretage en praejudiciel forelaeggelse i medfoer af artikel 177, paa en vis maade »opvejes« af den betydning, Domstolen tillaegger domstolskontrollen med voldgiftskendelser. Der er saaledes en snaever forbindelse mellem en effektiv domstolskontrol med rigtig anvendelse af faellesskabsretten og sikring af i det mindste potentielt at kunne faa adgang til proceduren i artikel 177. Tilsammen kraever disse principper, at de nationale retsinstanser i en retstvist vedroerende en bestemmelse i faellesskabsretten i deres egenskab af faellesskabsrettens almindelige domstole har adgang til at henvende sig til Domstolen, naar det efter deres opfattelse er paakraevet, for at faa oplysninger om fortolkningen eller gyldigheden af faellesskabsretlige bestemmelser, som de skal anvende. Naar parterne er af den opfattelse, at de har rettigheder i medfoer af de relevante bestemmelser i faellesskabsretten, skal de ligeledes have mulighed for at anmode retsinstansen om at tage stilling til, om der boer ske praejudiciel forelaeggelse.

31 Siden er noedvendigheden af at sikre en vis proevelse af voldgiftskendelser blevet fremhaevet i Domstolens praksis, og den forbindelse, jeg ovenfor har naevnt, mellem den praejudicielle procedure og sikring af individuelle rettigheder i medfoer af faellesskabsretten, er blevet bekraeftet. I dommen Almelo m.fl. (15) udtalte Domstolen, at den fortolkning, den anlagde i Nordsee-sagen, beroeres ikke af, at en retsinstans i henhold til en af parterne indgaaet voldgiftsaftale traeffer afgoerelse som voldgiftsret efter billighed. Endvidere udtalte den, at »i henhold til principperne om faellesskabsrettens forrang og ensartede anvendelse, sammenholdt med traktatens artikel 5, skal en retsinstans i en medlemsstat, der ifoelge national lovgivning tager stilling til appel af en voldgiftskendelse, selv om den traeffer afgoerelse efter billighed, overholde faellesskabsreglerne, herunder navnlig konkurrencereglerne« (16) (praemis 23).

Efter min opfattelse giver Peterbroeck-dommen endnu en bekraeftelse af denne udvikling i retspraksis, og det netop i den del, hvor Domstolen under henvisning til den paagaeldende sags saerlige omstaendigheder, der kunne begrunde, at den nationale processuelle bestemmelse ikke blev anvendt, anfoerte, at den forelaeggende ret (Cour d'appel de Bruxelles) var »den foerste retsinstans, der kan forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal, idet det direktorat, der har behandlet sagen i foerste instans, er en del af skatte- og afgiftsmyndighederne og derfor ikke en ret i henhold til traktatens artikel 177« (17).

32 Det fremgaar saaledes af Domstolens retspraksis, at der for at sikre en rigtig og ensartet anvendelse af faellesskabsretten maa gives de retsinstanser, som maatte skulle tage stilling til, om voldgiftskendelser er i overensstemmelse med retsreglerne, adgang til at foretage en effektiv proevelse af disse kendelser. Domstolene skal navnlig have mulighed for at undersoege faellesskabsretlige spoergsmaal og i den forbindelse opnaa de noedvendige oplysninger fra Domstolen (18).

33 De nationale processuelle regler, der begraenser domstolsproevelsen af, om voldgiftskendelser er i overensstemmelse med faellesskabsretten, boer derfor ikke anvendes.

34 Paa grundlag af denne forudsaetning skal det bedoemmes, om de relevante bestemmelser i den nederlandske retsplejelov er i overensstemmelse med kravene om domstolsprocedurens effektivitet. Det bemaerkes i den forbindelse, at som den forelaeggende ret udtrykkeligt har anfoert, er proevelsen af voldgiftskendelsers lovlighed i nederlandsk ret begraenset til helt exceptionelle tilfaelde, dvs. til tilfaelde, hvor voldgiftskendelsen er i strid med ufravigelige retsgrundsaetninger eller almindelig haederlighed. I oevrigt laegger den nederlandske domstol vaegt paa, at voldgiftskendelser efter den saedvanlige fortolkning af artikel 1065 i den nederlandske lov kun er i strid med ufravigelige retsgrundsaetninger, hvis indholdet eller fuldbyrdelsen af voldgiftskendelsen er i strid med regler af saa grundlaeggende karakter, at der ikke paa processuelt plan kan fremsaettes indsigelser, der er til hinder for, at de foelges. Dette er ikke tilfaeldet for saa vidt angaar nationale konkurrenceretlige regler, naar man efter den nederlandske domstols opfattelse af Domstolens praksis kan udlede, at bestemmelsen i traktatens artikel 85 ikke skal anses for at vaere »en ufravigelig retsgrundsaetning« i ovennaevnte betydning.

35 Jeg mener ikke, at den netop beskrevne ordning opfylder de krav om effektiv retsbeskyttelse, Domstolen har stillet. Ved at begraense muligheden for at anfaegte lovligheden af voldgiftskendelsen til helt exceptionelle tilfaelde, giver bestemmelserne i gaeldende nederlandsk ret ikke den nationale domstol - og i sidste instans gennem denne domstol EF-Domstolen - mulighed for at foretage en tilstraekkelig proevelse af voldgiftskendelser. Med andre ord goer de nederlandske processuelle regler set i lyset af Domstolens praksis det uforholdsmaessigt vanskeligt at anvende faellesskabsretten. Dette forekommer saa meget desto mindre rimeligt, som der er tale om konkurrenceretlige regler, i betragtning af den interesse, der er i en rigtig anvendelse af bestemmelsen i traktatens artikel 85 ff., som klart gaar ud over parternes private interesse, idet den ogsaa er af betydning for andre virksomheder, potentielle konkurrenter og forbrugerne. Med andre ord, som Domstolen foer har udtalt i Almelo-dommen, er der et endnu stoerre behov for at proeve, at voldgiftskendelser er i overensstemmelse med faellesskabsretten, paa et omraade som konkurrenceomraadet, hvor der er en almen interesse i, at reglerne overholdes med henblik paa at sikre, at det indre marked fungerer paa den rigtige maade.

36 I realiteten tror jeg ikke, at der kan vaere nogen tvivl om, at konkurrencereglerne er ufravigelige. Navnlig er det af betydning for aftaler indgaaet i strid med forbuddet i artikel 85, stk. 1, at de anses for en nullitet eller for ikke at have nogen retsvirkning (19) i henhold til artikel 85, stk. 2. Konkurrencereglernes overholdelse er blandt de grundlaeggende formaal med Faellesskabet, hvilket klart fremgaar af traktatens artikel 2 og 3 (20). Fra Domstolens praksis skal der blot citeres et afsnit af dommen i sagen Hoechst mod Kommissionen (21), der siden er gengivet flere gange (22), og hvori Domstolen fastslog, at »formaalet med konkurrencereglerne [er] at forhindre, at konkurrencen fordrejes til skade for almenheden, de enkelte virksomheder og forbrugerne. Udoevelsen af de befoejelser, der er tillagt Kommissionen ved forordning nr. 17, bidrager til at opretholde den konkurrenceordning, der er tilsigtet i traktaten, og som virksomhederne ubetinget er forpligtet til at overholde« (23).

37 Domstolens udtalelser om forholdet mellem de faellesskabsretlige konkurrenceregler og de nationale bestemmelser er ligeledes relevante: »National lovgivning eller retspraksis, selv hvis det antages, at den er faelles for alle medlemsstaterne ... kan [ikke] vaere bindende for anvendelsen af traktatens konkurrenceregler« (24). En saadan lovgivning og en saadan retspraksis ville nemlig vaere i strid med traktatens artikel 5, stk. 2, og ophaeve den tilsigtede virkning af faellesskabsreglerne (25).

38 De ovenstaaende betragtninger kunne faktisk begrunde en anden loesning, som ville give den nationale domstol mulighed for under alle omstaendigheder at overholde de nationale processuelle regler. Der kunne saaledes vaere tale om at henfoere de faellesskabsretlige konkurrenceregler og navnlig forbuddet i artikel 85 til de »ufravigelige retsgrundsaetninger« i faellesskabsretten og at udvide rammerne for anvendelse af den nederlandske bestemmelse, der giver domstolene adgang til at proeve voldgiftskendelser, til ogsaa at omfatte »ufravigelige retsgrundsaetninger i faellesskabsretten«. Paa denne maade vil anvendelsen af de nationale regler under alle omstaendigheder blive sikret, dog med en mindre begraensning af princippet om medlemsstaternes processuelle autonomi, der paalaegger dem at fastlaegge de processuelle bestemmelser for sager ved domstolene, saa de sikrer beskyttelsen af de rettigheder, borgerne har i medfoer af faellesskabsretten. Den opfattelse, at de konkurrenceretlige regler henhoerer under »de ufravigelige oekonomiske retsgrundsaetninger i faellesskabsretten«, er en, der finder genhoer i litteraturen, og som ogsaa fremgaar af retspraksis i adskillige medlemsstater. Uanset hvilket teknisk redskab, der skal anvendes for at muliggoere en effektiv kontrol af voldgiftskendelser i strid med de konkurrenceretlige regler, er det vaesentlige, at begge de to paataenkte redskaber bygger paa, at de faellesskabsretlige konkurrenceregler har en offentligretlig vaerdi. Selv om de regulerer forholdet mellem borgere, kan de ikke fraviges af borgerne, uden at det medfoerer nullitet for de aftaler, der er indgaaet i strid med forbuddet i artikel 85, stk. 1. Naar der i den nationale retsorden opstaar et problem med at afveje krav, som kan komme i konflikt med hinanden, saasom overholdelse af de nationale processuelle regler paa den ene side og en effektiv konkurrence paa markedet paa den anden side, skal denne afvejning under alle omstaendigheder foretages under hensyn til den store betydning, som de konkurrenceretlige regler har i Faellesskabets retsorden.

39 Jeg skal derfor foreslaa Domstolen at besvare det andet praejudicielle spoergsmaal fra Hoge Raad saaledes, at den nationale domstol skal tage en paastand om ophaevelse af en voldgiftskendelse til foelge, naar kendelsen er i strid med traktatens artikel 85, selv om de nationale processuelle regler kun giver mulighed for ophaevelse paa grund af retsstridighed, naar der er sket tilsidesaettelse af ufravigelige retsgrundsaetninger eller almindelig haederlighed.

Det tredje spoergsmaal

40 Med det tredje praejudicielle spoergsmaal har den forelaeggende ret i det vaesentlige anmodet Domstolen om en besvarelse af, om retten, saafremt det andet spoergsmaal besvares bekraeftende, kan tage paastanden om ophaevelse af en voldgiftskendelse til foelge, ogsaa naar den afgraensning af sagen, der var foretaget under voldgiftssagen, ikke omfattede spoergsmaalet om, hvorvidt den paagaeldende aftale var ugyldig, fordi den var i strid med konkurrencereglerne. Hoge Raad har naermere anfoert, at i henhold til de nederlandske processuelle regler kan parterne ikke paaberaabe sig, at en aftale er ugyldig, for foerste gang under sagen vedroerende ophaevelse. Ifoelge Hoge Raad har voldgiftskendelsen retskraft mellem parterne, og de kan derfor ikke rejse tvivl om gyldigheden af en aftale, hvis rigtige opfyldelse er under droeftelse.

41 Det bemaerkes, at svaret paa dette spoergsmaal, selv hvis det er bekraeftende, kan udledes af forhold, som allerede er blevet gennemgaaet ovenfor, og navnlig af bemaerkningerne vedroerende betydningen af de ufravigelige konkurrenceretlige regler i faellesskabsretsordenen, og noedvendigheden af, at der mindst én gang tages stilling til fortolkningen og anvendelsen af faellesskabsretten af en retsinstans, der er en »ret« i henhold til traktatens artikel 177.

42 Med hensyn til det foerste forhold, er jeg af den opfattelse, at det under hensyn til den saerlige karakter af de ufravigelige regler i faellesskabsbestemmelserne, som regulerer konkurrencen mellem virksomheder, ikke skal tillaegges for stor betydning, hvad parterne har valgt at goere. Tvaertimod ville der i saa tilfaelde vaere en risiko for endeligt - ogsaa paa grund af parternes interesser - at cementere situationer, der er stridende mod den almene interesse. Som allerede anfoert har de paagaeldende konkurrenceretlige regler, selv om de regulerer borgernes adfaerd, almene formaal, saasom det indre markeds effektive funktion og forbrugernes vel. Den borgerlige retsvirkning, at ugyldighed ex tunc for aftaler i strid med forbuddet, og Kommissionens tilsyn har netop til formaal at sikre, at den enkelte ikke driver virksomhed paa en maade, der kan skade disse almene formaal. Da der er tale om rettigheder, som parterne ikke kan raade over, boer deres adfaerd under sagens behandling heller ikke vaere af afgoerende betydning, naar der utvivlsomt i overensstemmelse med de relevante loesninger i den nationale retsorden findes et retligt grundlag for at fravige principperne i de processuelle regler (princippet om parternes raadighed og om, at retten ikke aktivt griber ind i procesfoerelsen), der finder anvendelse paa sagen. Den ret, der skal foretage en proevelse af gyldigheden af en voldgiftskendelse, kan derfor fastslaa, at en aftale er en ugyldig, selv om retten som i den foreliggende sag kun skal foretage en ren legalitetskontrol af kendelsen, dog under forudsaetning af, at grundene til aftalens ugyldighed med sikkerhed fremgaar af processkrifterne, og det saaledes ikke er noedvendigt at foretage en saerlig undersoegelse i realiteten. I den foreliggende sag fremgaar det af de sagsakter, der foreligger for den ret, hvor sagen verserer, at den aftale, hvis opfyldelse voldgiftssagen angaar, er i strid med artikel 85, for saa vidt som den indebaerer en geografisk opdeling af markedet, og det er derfor muligt for foerste gang at goere nullitet gaeldende under domstolsproevelsen af voldgiftskendelsen.

43 For det andet bemaerkes det, at ifoelge Domstolens retspraksis kraeves der en garanti for, at spoergsmaalet om anvendelsen af de faellesskabsretlige regler mindst en gang indbringes for en retsinstans, der har kompetence til at forelaegge sagen for Domstolen i medfoer af traktatens artikel 177. En regel eller national praksis, der ikke giver mulighed for en saadan forelaeggelse, saerligt naar der kan paaberaabes en almen interesse i overholdelse af de paagaeldende bestemmelser, er ikke i overensstemmelse med kravet om en rigtig og ensartet anvendelse af faellesskabsretten. Til stoette herfor skal der henvises til den loesning, Domstolen naaede frem til i Peterbroeck-sagen. Sagen drejede sig om en national regel, der var til hinder for, at en borger for foerste gang kunne goere et anbringende stoettet paa EF-traktatens artikel 52 gaeldende for en retsinstans, der traf afgoerelse i en sag til proevelse af en afgoerelse fra et forvaltningsorgan, efter udloebet af fristen i loven, der loeb fra skattedirektoratets indlevering af en bekraeftet kopi af den anfaegtede afgoerelse. Domstolen udtalte, at faellesskabsretten var til hinder for, at den nationale processuelle bestemmelse blev anvendt. Under henvisning til princippet om, at de processuelle regler for nationale sager ikke maa goere det uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til faellesskabsretten, og til, at en national retsregel, som forhindrer, at proceduren i henhold til traktatens artikel 177 anvendes, skal tilsidesaettes, paapegede Domstolen de saerlige omstaendigheder ved den paagaeldende procedure, deriblandt den omstaendighed, at Cour d'appel de Bruxelles er »den foerste retsinstans, der kan forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal, idet det direktorat, der har behandlet sagen i foerste instans, er en del af skatte- og afgiftsmyndighederne og derfor ikke en ret i henhold til traktatens artikel 177«. I sin begrundelse for, at de nationale processuelle bestemmelser var utilstraekkelige med hensyn til kravene om rigtig anvendelse af faellesskabsretten, fremhaevede Domstolen - hvilket forekommer indlysende - at den myndighed, der havde truffet afgoerelse i foerste instans vedroerende sagen, der var anlagt af en borger, ikke var en ret i artikel 177's forstand og derfor ikke havde kompetence til at forelaegge Domstolen praejudicielle spoergsmaal (26).

44 Det foelger derfor af dommen, hvortil jeg netop har henvist, at der ikke under en retssag er forhold, der kan vaere til hinder for at paaberaabe sig, at en aftale er ugyldig, fordi den er i strid med ufravigelige regler, navnlig ikke hvis den domstol, for hvilken det faellesskabsretlige spoergsmaal rejses, er den foerste instans, der kan forelaegge et praejudicielt spoergsmaal for Domstolen. Med andre ord boer omfanget af domstolskontrollen med, at de ufravigelige regler i faellesskabsretten overholdes, ikke afhaenge af parternes valg, saerligt ikke naar den myndighed, der skal traeffe afgoerelse i sagen i foerste instans, er et organ, der ikke opfylder betingelserne for at vaere en »ret« i traktatens artikel 177's forstand.

45 Det samme er tilfaeldet i den foreliggende sag, hvor voldgiftsretten, der har taget stilling i foerste instans, ikke er en »ret« ifoelge Domstolens praksis. Ved vurderingen af, om der er et rimeligt forhold mellem tabet ved, at de nationale processuelle regler anvendes, og det formaal, der forfoelges (i den foreliggende sag overholdelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler), mener jeg, at de grundlaeggende principper, Domstolen har opstillet som parametre ved vurderingen (27) - retssikkerhedsprincippet, princippet om en hensigtsmaessig sagsbehandling og kontradiktionsprincippet - foerer til den konklusion, at der ikke skal anvendes de nationale processuelle regler om, at retten ikke kan tage stilling til gyldigheden af en aftale i forhold til de faellesskabsretlige konkurrenceregler, naar parterne ikke har rejst dette spoergsmaal under voldgiftssagen.

46 Endelig skal jeg foreslaa Domstolen at besvare det tredje spoergsmaal, der er forelagt af Hoge Raad, saaledes, at den nationale domstol skal tage en paastand om ophaevelse af en voldgiftskendelse til foelge, naar kendelsen er i strid med traktatens artikel 85, selv om den afgraensning af sagen, der var foretaget under voldgiftssagen, ikke omfattede det for den forelaeggende ret rejste spoergsmaal om anvendelse af denne artikel, og voldgiftsretten derfor ikke har taget stilling til dette spoergsmaal.

Det fjerde og femte spoergsmaal

47 Med det fjerde og femte spoergsmaal, der kan undersoeges under ét, har den forelaeggende ret anmodet Domstolen om en besvarelse af, om der i henhold faellesskabsretten er en forpligtelse til at tilsidesaette nationale processuelle regler, der er til hinder for at anfaegte gyldigheden af en aftale, der er endeligt fastslaaet ved en midlertidig voldgiftskendelse, der faar retskraft, hvis den ikke anfaegtes, under proevelsen af en senere voldgiftskendelse, der opgoer tabet som foelge misligholdelse af den paagaeldende aftale.

48 Hvis man skal respektere raekkefoelgen af de praejudicielle spoergsmaal, der stilles af den forelaeggende ret, skal jeg ikke undlade at bemaerke, at indholdet af de naevnte to sidste spoergsmaal absorberer de oevrige, for saa vidt som en benaegtende besvarelse faktisk goer den hidtil foretagne undersoegelse overfloedig for loesningen af den foreliggende tvist. Naar dette er sagt, skal det konstateres, at besvarelsen af det fjerde og femte spoergsmaal igen skal tage udgangspunkt i det almindelige princip om, at det, naar der ikke findes faellesskabsretlige regler paa omraadet, tilkommer medlemsstaterne i deres retsorden at fastsaette regler og processuelle bestemmelser for soegsmaal til sikring af faellesskabsrettens overholdelse, dog saaledes, at disse bestemmelser ikke maa indebaere en forskelsbehandling i forhold til tilsvarende sager, der vedroerer retsstillingen i henhold til national ret, og ikke i praksis maa goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til faellesskabsretten. Hertil kommer, at der af Domstolens retspraksis fremgaar den regel - som i oevrigt afspejler en almindelig retsgrundsaetning i alle medlemsstaterne - om, at dommes retskraft er til hinder for anfaegtelse af rettigheder, som er blevet fastslaaet af en retsinstans (28).

49 Ud fra denne forudsaetning mener jeg, at de af den nederlandske ret naevnte processuelle regler er i overensstemmelse med ovennaevnte principper. Fristen paa tre maaneder i den nederlandske lov gaelder alle soegsmaal med paastand om ophaevelse af voldgiftskendelser, uanset om de stoettet paa national ret eller faellesskabsretten. Fristen goer det ikke uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve rettigheder i medfoer af faellesskabsretten, for saa vidt som den part, der vil anfaegte gyldigheden af en voldgiftskendelse, har mulighed for at goere det inden en rimelig frist. Den retskraft, den nationale retsorden tillaegger voldgiftskendelser, som ikke anfaegtes inden for denne frist, kan ikke laengere omtvistes i forbindelse med paastanden om ophaevelse af en senere afgoerelse, der som i den foreliggende sag vedroerer opgoerelsen af tabet for en af parterne ved, at den paagaeldende aftale ikke er blevet opfyldt. Den anden afgoerelse bygger heller ikke paa en aftale, hvis gyldighed bestrides, men paa voldgiftskendelsens retskraft.

50 Loesningen kan i oevrigt ikke efter min opfattelse vaere en anden, blot fordi den faellesskabsretlige bestemmelse, som der er spoergsmaal om tilsidesaettelse af, er af saerlig betydning i Faellesskabets retsorden. Fristen i de nationale processuelle regler finder ligeledes anvendelse med hensyn til ufravigelige retsgrundsaetninger i national ret og har i begge tilfaelde det ganske velbegrundede formaal paa et bestemt tidspunkt i sagsbehandlingen at naa til en endelig afgoerelse af tvisten, som parterne kan indrette sig efter.

51 Af ovennaevnte grunde foreslaar jeg Domstolen at besvare Hoge Raad's fjerde og femte spoergsmaal saaledes, at faellesskabsretten ikke indeholder en forpligtelse for den nationale domstol til at tilsidesaette nationale processuelle regler, i henhold til hvilke den retskraft, som i den nationale retsorden tillaegges en afgoerelse, ikke kan anfaegtes i forbindelse med ophaevelse af en voldgiftskendelse, der ved opgoerelsen af tabet som foelge af misligholdelsen af en aftale, bygger paa en tidligere afgoerelse, hvorunder sagen er blevet afgraenset. Faellesskabsretten kraever heller ikke af den nationale domstol, at den undlader at anvende reglen om, at man ikke samtidig kan nedlaegge paastand om ophaevelse af en midlertidig voldgiftskendelse, der afgraenser sagen, og ophaevelse af en senere voldgiftskendelse, hvori tabet som foelge af aftalens misligholdelse opgoeres.

52 Af de ovenfor anfoerte grunde skal jeg foreslaa Domstolen at besvare spoergsmaalene fra Nederlandenes Hoge Raad paa foelgende maade:

»1) Faellesskabsretten paalaegger ikke en voldgiftsret nogen forpligtelse til af egen drift at rejse spoergsmaal om, hvorvidt en aftale, som den skal tage stilling til opfyldelsen af, er i overensstemmelse med de faellesskabsretlige konkurrenceregler, naar en proevelse af disse spoergsmaal kraever, at voldgiftsretten fraviger princippet om, at den ikke aktivt maa gribe ind i procesfoerelsen, og gaar ud over den afgraensning af sagen, som parterne har foretaget, og laegger andre faktiske forhold og omstaendigheder til grund end dem, som den part i sagen, der har interesse i, at faellesskabsbestemmelserne anvendes, har fremfoert til stoette for sin paastand.

2) Den nationale domstol skal tage en paastand om ophaevelse af en voldgiftskendelse til foelge, naar kendelsen er i strid med traktatens artikel 85, selv om de nationale processuelle regler kun giver mulighed for ophaevelse paa grund af retsstridighed, naar der er sket tilsidesaettelse af ufravigelige retsgrundsaetninger eller almindelig haederlighed.

3) Den nationale domstol skal tage en paastand om ophaevelse af en voldgiftskendelse til foelge, naar kendelsen er i strid med traktatens artikel 85, selv om den afgraensning af sagen, der var foretaget under voldgiftssagen, ikke omfattede det for den forelaeggende ret rejste spoergsmaal om anvendelse af denne artikel, og voldgiftsretten derfor ikke har taget stilling til dette spoergsmaal.

4) Faellesskabsretten indeholder ikke en forpligtelse for den nationale domstol til at tilsidesaette nationale processuelle regler, i henhold til hvilke den retskraft, som i den nationale retsorden tillaegges en afgoerelse, ikke kan anfaegtes i forbindelse med ophaevelse af en voldgiftskendelse, der ved opgoerelsen af tabet som foelge af misligholdelsen af en aftale, bygger paa en tidligere afgoerelse, hvorunder sagen er blevet afgraenset. Faellesskabsretten kraever heller ikke af den nationale domstol, at den undlader at anvende reglen om, at man ikke samtidig kan nedlaegge paastand om ophaevelse af en midlertidig voldgiftskendelse, der afgraenser sagen, og ophaevelse af en senere voldgiftskendelse, hvori tabet som foelge af aftalens misligholdelse opgoeres.«

(1) - Der var i dette tilfaelde tale om Rechtbank, der som ovenfor anfoert derimod ikke tog paastanden om ophaevelse til foelge.

(2) - Jf. Van Schijndel og Van Veen-dommen, praemis 11.

(3) - Jf. bl.a. domme af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, praemis 5, og sag 45/76, Comet, Sml. s. 2043, praemis 12-16, dom af 27.2.1980, sag 68/79, Just, Sml. s. 501, praemis 25, af 9.11.1983, sag 199/82, San Giorgio, Sml. s. 3595, praemis 14, af 25.2.1988, forenede sager 331/85, 376/85 og 378/85, Bianco og Girard, Sml. s. 1099, praemis 12, af 24.3.1988, sag 104/86, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1799, praemis 7, af 14.7.1988, forenede sager 123/87 og 330/87, Jeunehomme m.fl., Sml. s. 4517, praemis 17, af 19.11.1991, forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, praemis 43, af 9.6.1992, sag C-96/91, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 3789, praemis 12, af 1.4.1993, forenede sager C-31/91 - C-44/91, Lageder m.fl., Sml. I, s. 1761, praemis 27, 28 og 29, af 17.7.1997, sag C-242/95, GT-Link, Sml. I, s. 4449, praemis 24 og 27, og af 15.9.1998, sag C-231/96, Edis, Sml. I, s. 4951, praemis 19 og 34.

(4) - Jf. dom af 16.1.1974, sag 166/73, Rheinmuehlen Duesseldorf, Sml. s. 33, praemis 2 og 3.

(5) - Jf. dom af 23.3.1982, sag 102/81, Nordsee, Sml. s. 1095, praemis 14, hvori Domstolen under henvisning til forpligtelsen til at overholde faellesskabsretten paa enhver medlemsstats territorium naermere anfoerte, at »parterne i en aftale ... derfor ikke [kan] fravige faellesskabsretten«.

(6) - Jf. generaladvokat Jacobs' forslag til afgoerelse i Van Schijndel og Van Veen-sagen, punkt 18.

(7) - Van Schijndel og Van Veen-dommen, praemis 21.

(8) - Ovennaevnte dom i Nordsee-sagen, praemis 10-16.

(9) - Det skal dog bemaerkes, at den foreliggende sag ikke vedroerer spoergsmaalet, om voldgiftsretterne har ret til at forelaegge praejudicielle spoergsmaal, og i hvilket omfang.

(10) - Dom af 14.12.1995, sag C-312/93, Sml. I, s. 4599.

(11) - Van Schijndel og Van Veen-dommen, praemis 14.

(12) - Dommens praemis 14.

(13) - Dommens praemis 14.

(14) - Dommens praemis 15.

(15) - Dom af 27.4.1994, sag C-393/92, Sml. I, s. 1477.

(16) - Min fremhaevelse.

(17) - Dommens praemis 17.

(18) - En anden mulighed kunne naturligvis bestaa i at tillade voldgiftsretterne at forelaegge praejudicielle spoergsmaal. Som anfoert ovenfor falder dette spoergsmaal ikke inden for rammerne af den foreliggende sag. Jf. med hensyn hertil S. Prechal: Community Law and National Courts: The lessons from Van Schijndel i Common Market law Review, 1998, s. 681 ff.

(19) - For saa vidt angaar nullitet har denne virkning ex tunc uafhaengigt af, om den instans, der skal tage stilling hertil, har fastslaaet nulliteten, jf. dom af 6.2.1973, sag 48/72, Brasserie de Haecht, Sml. s. 77, praemis 25, 26 og 27.

(20) - Jf. dom af 21.2.1973 (sag 6/72, Europemballage og Continental Can mod Kommissionen, Sml. s. 215), hvori Domstolen udtalte, at et »anbringende om, at denne bestemmelse [traktatens artikel 3, litra f)] blot indeholder en almindelig programerklaering uden retsvirkning, overser, at artikel 3 anser virkeliggoerelsen af de maal, som den formulerer, for noedvendig for udfoerelsen af Faellesskabets opgaver« (min fremhaevelse).

(21) - Dom af 21.9.1989, forenede sager 46/87 og 227/88, Sml. s. 2859, praemis 25.

(22) - Domme af 17.10.1989, sag 85/87, Dow Benelux mod Kommissionen, Sml. s. 3137, praemis 36, og forenede sager 97/87, 98/97 og 99/87, Dow Chemical Ibérica m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3165, praemis 22, samt dom af 18.10.1989, sag 374/87, Orkem mod Kommissionen, Sml. s. 3283, praemis 19.

(23) - Jf. tillige dom afsagt af Retten i Foerste Instans den 27.10.1994 (sag T-34/92, Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen, Sml. II, s. 905, praemis 39), hvori Retten bemaerkede, at »traktatens artikel 85, stk. 1, fastslaar et principielt forbud mod aftaler, der begraenser konkurrencen. Denne bestemmelse, der har ordre public-karakter, gaelder derfor for de sagsoegende virksomheder, uafhaengigt af, om Kommissionen har givet noget paalaeg herom«.

(24) - Dom af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, praemis 40. Se hertil Rettens dom af 9.7.1992, sag T-66/89, Publishers Association mod Kommissionen, Sml. II, s. 1995. Se endvidere generaladvokat Darmon's forslag til afgoerelse i Almelo-sagen, navnlig s. 1486.

(25) - Generaladvokat Darmon's forslag til afgoerelse i Almelo-sagen, punkt 40.

(26) - Det bemaerkes, at det netop er med hensyn til dette saerlige forhold, at man kan se en forskel paa de faktiske omstaendigheder i Peterbroeck-sagen og Van Schijndel og Van Veen-sagen, der kan forklare, hvorfor Domstolen naaede frem til forskellige loesninger i de to sager. I Van Schijndel og Van Veen-sagen havde parterne ikke foerste gang rejst spoergsmaalet om foreneligheden af de nationale bestemmelser med de paagaeldende konkurrenceretlige regler for de i hovedsagen kompetente retter i to instanser, og de rejste derfor en ny sag for Cour de cassation. I Peterbroeck-sagen, derimod, var det et forvaltningsorgan (skattedirektoratet) - som ikke er en ret i artikel 177's forstand, der traf afgoerelse i foerste instans. Kun i den sidstnaevnte sag fastslog Domstolen, at den paagaeldende belgiske processuelle regel var uforenelig med faellesskabsretten. Jf. M. Hoskins: »Tilting the balance: supremacy and national procedural rules« i European Law Review, 1996, s. 365 ff.

(27) - Peterbroeck-dommen, praemis 14, Van Schijndel og Van Veen-dommen, praemis 19.

(28) - Dom af 9.6.1964, forenede sager 79/63 og 82/63, Reynier og Erba mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 489, org. ref.: Rec. s. 511, navnlig s. 527. Se ogsaa generaladvokat Jacobs' forslag til afgoerelse i Peterbroeck-sagen, Sml. I, s. 4606, punkt 23.