RETTENS KENDELSE (Første Afdeling)

13. februar 1998

Sag T-195/96

Spyridoula Alexopouïou

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd — vedtægtens artikel 31, stk. 2 — åbenbart, at sagen skal afvises eller sagsøgte frifindes«

Aligående:

Påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 8. januar 1996 om at indplacere sagsøgeren i lønklasse A7, løntrin 5, og dermed om ikke at indplacere hende i lønklasse A6, samt om annullation af Kommissionens afgørelse af 28. august 1996 om afvisning af sagsøgerens klage over afgørelsen, og endvidere om erstatning for det økonomiske tab, sagsøgeren har lidt.

Udfald:

Frifindelse.

Resumé af kendelse

Efter at have været midlertidigt ansat i lønklasse A7 siden 1989 og have bestået den interne udvælgelsesprøve KOM/T/A/93 blev sagsøgeren ved ansættelsesmyndighedens afgørelse af 5. april 1994 udnævnt til tjenestemand på prøve og ansat som fuldmægtig i lønklasse A7, løntrin 5, med virkning fra den 1. december 1993.

Sagsøgeren anlagde sag med påstand om annullation af ovennævnte afgørelse, for så vidt som hun herved blev udnævnt i lønklasse A7, løntrin 5, og således blev nægtet indplacering i lønklasse A6. Ved dom af 5. oktober 1995 (sag T-17/95, Alexopoulou mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 683) (Alexopoulou I-dommen) annullerede Retten afgørelsen, for så vidt der herved blev truffet bestemmelse om sagsøgerens indplacering i lønklasse.

Den 17. november 1995 indgav sagsøgeren en ansøgning om at blive indplaceret i lønklasse A6, løntrin 8.

Som følge af Alexopoulou I-dommen tog ansættelsesmyndigheden sagsøgerens vedtægtsmæssige stilling op til fornyet overvejelse. Den 8. januar 1996 traf den en ny afgørelse, hvorefter sagsøgeren blev indplaceret i lønklasse A7, løntrin 5, med virkning fra den 1. december 1993. Det hed i afgørelsen, at der i den stilling, sagsøgeren blev udnævnt i, ikke krævedes sådanne kvalifikationer, at det af den grund fandtes berettiget at fravige princippet om, at ansættelse sker i den laveste lønklasse i stillingsgruppen. For så vidt angik sagsøgerens kvalifikationer fastslog ansættelsesmyndigheden under henvisning til det skøn, den har i henhold til artikel 31 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«), at de ikke var så usædvanlige, at der var grundlag for at fravige det almindelige princip om, at tjenestemænd udnævnes i den laveste lønklasse i stillingsgruppen.

Den 3. april 1996 indgav sagsøgeren en klage over afgørelsen af 8. januar 1996. Ved afgørelse af 28. august 1996, der blev meddelt sagsøgeren den 3. september 1996, afviste Kommissionen klagen.

Rettens bemærkninger

Påstanden om annullation af afgørelsen af 8. januar 1996

Retten bemærkede indledningsvis, at i henhold til vedtægtens artikel 31, stk. 2, har ansættelsesmyndigheden mulighed for at indplacere en nyansat tjenestemand i en højere lønklasse i laveste og mellemste stillingsgruppe. I visse tilfælde er ansættelsesmyndigheden forpligtet til at foretage en konkret vurdering af tjenestemandens kvalifikationer og faglige erfaring i relation til vedtægtens artikel 31. Når ansættelsesmyndigheden faktisk har foretaget en sådan vurdering, og medmindre andet følger af de betingelser med hensyn til indplacering, ansættelsesmyndigheden måtte have fastsat i stillingsopslaget, kan den frit, under hensyntagen til tjenestens interesse, træffe afgørelse om, hvorvidt det findes berettiget at indplacere tjenestemanden i en højere lønklasse (præmis 36 og 38).

Henvisning til: Alexopoulou I-dommen, a.st.. præmis 21; Retten, 5. november 1997, sag T-12/97, Barnett mod Kommissionen. Sml. Pers. II, s. 863, præmis 47.

Retten bemærkede, at den ikke kan sætte sit eget skøn i stedet for ansættelsesmyndighedens. Dens prøvelse er begrænset til en undersøgelse af, om der er sket tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, om ansættelsesmyndigheden har lagt ukorrekte eller ufuldstændige faktiske oplysninger til grund for sin afgørelse, og om afgørelsen er behæftet med magtfordrejning, en retlig vildfarelse eller er utilstrækkeligt begrundet (præmis 39).

Henvisning til: Domstolen. 29. juni 1994, sag C-298/93 P, Klinke mod Domstolen, Sml. s. 3009, præmis 31 ; Barnett mod Kommissionen, a.st., præmis 53.

Retten tilføjede, at når sagsøgeren gjorde gældende, at ansættelsesmyndigheden havde udøvet et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af hendes helt usædvanlige kvalifikationer, hævder hun, at ansættelsesmyndigheden ikke kunne udøve sit skøn på anden måde end at udnævne hende i en højere lønklasse i stillingsgruppen. Men uanset om nyansatte tjenestemænd måtte opfylde betingelserne for at kunne indplaceres i en højere lønklasse, har de ikke af den grund en subjektiv ret til en sådan indplacering (præmis 43).

Henvisning til: Domstolen, 25. november 1976, sag 123/75, Küster mod Parlamentet, Sml. s. 1701, præmis 10; Domstolen, 1. juni 1995, sag C-119/94, Coussios mod Kommissionen, Sml. I, s. 1439, præmis 19; Retten, 18. december 1997, sag T-142/95, Delvauxmod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 1247, præmis 39.

Påstanden om annullation af afgørelsen af 28. august 1996 om afvisningen af klagen af 3. april 1996

Retten bemærkede hertil, at ethvert afslag, hvad enten det er stiltiende eller udtrykkeligt, såfremt det er et rent afslag, blot bekræfter den akt eller den undladelse, som sagsøgeren gør indsigelse mod, og isoleret set ikke er en anfægtelig akt (præmis 48).

Henvisning til: Domstolen, 28. maj 1980, forenede sager 33/79 og 75/79, Kuhner mod Kommissionen, Sml. s. 1677, præmis 9; Domstolen, 16. juni 1988, sag 371/87, Progoulis mod Kommissionen, Sml. s. 3081, præmis 17.

Påstanden om erstatning for et økonomisk tab

Retten bemærkede først, at påstanden om erstatning for det tab, sagsøgeren hævder at lave lidt som følge af, at hun kunne været blevet forfremmet til lønklasse A5 allerede den 1. december 1995, såfremt hun var blevet fastansat i lønklasse A6 med virkning fra den 1. december 1993, forudsætter, at hun ville have haft ret til at blive forfremmet til lønklasse A5 på det pågældende tidspunkt (præmis 53).

Retten tilføjede, at selv om tjenestemænd opfylder betingelserne for at blive forfremmet, har de ikke nogen subjektiv ret til forfremmelse. Ved vurderingen af de fortjenester, der skal tages i betragtning i forbindelse med en afgørelse om forfremmelse i henhold til vedtægtens artikel 45, har ansættelsesmyndigheden således et vidt skøn (præmis 54).

Henvisning til: Coussios mod Kommissionen, a.st., præmis 19; Delvaux mod Kommissionen, a.st., præmis 39.

Konklusion:

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.