Kendelse afsagt af Præsidenten for Retten i Første Instans den 14. oktober 1996. - Valio Oy mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Særlige rettergangsformer - Formaliteten - Fælles landbrugspolitik - Handelsnormer for smørbare fedtstoffer - Forbud mod anvendelse af forbeholdte varebetegnelser - Anvendelse - Kompetencefordelingen mellem Kommissionen og de nationale myndigheder. - Sag T-137/96 R.
Samling af Afgørelser 1996 side II-01327
Saerlige rettergangsformer - formaliteten - hovedsagens antagelse til realitetsbehandling - uden betydning - graenser - hovedsag med paastand om annullation af en beslutning, der paastaas at vaere indeholdt i en kommissionsskrivelse om fortolkning af en bestemmelse i en forordning - ingen befoejelse for Kommissionen paa grund af medlemsstaternes enekompetence til at gennemfoere vedkommende bestemmelse - afvisning
(EF-traktaten, art. 185; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 1; Raadets forordning nr. 2991/94)
Spoergsmaalet, om hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, boer som hovedregel ikke behandles under en sag om foreloebige forholdsregler. Spoergsmaalet boer foerst behandles i forbindelse med hovedsagen, medmindre det umiddelbart forekommer aabenbart, at denne boer afvises, idet Rettens afgoerelse i hovedsagen ellers foregribes.
Dette er tilfaeldet med et annullationssoegsmaal indbragt til proevelse af en »beslutning«, der indeholdes i en til en medlemsstat stilet kommissionsskrivelse, der vedroerer fortolkningen af en bestemmelse i forordning nr. 2991/94 om handelsnormer for smoerbare fedtstoffer, hvilken bestemmelse alene medlemsstaterne har kompetence til at gennemfoere. For saa vidt som en saadan skrivelse hverken efter sit indhold eller efter sin form eller den sammenhaeng, den indgaar i, fremtraeder som en beslutning, Kommissionen har truffet i henhold til sin kompetence til at fastlaegge reglerne for naevnte forordnings anvendelse, udgoer den alene en tilkendegivelse af en opfattelse, som ikke er bindende for de nationale myndigheder og saaledes ikke kan anses for en beslutning, der kan beroere sagsoegerens retsstilling. Sagsoegeren maa, saafremt de nationale myndigheder tiltraeder den uforbindende, af Kommissionen foreslaaede fortolkning, naar det findes belejligt, benytte de retsmidler, som staar til raadighed i national ret, og for de nationale domstole anfaegte de foranstaltninger, der er blevet truffet over for ham, idet den nationale ret, naar det sker, eventuelt kan forelaegge Domstolen spoergsmaalet vedroerende forordningens fortolkning eller dens gyldighed.
Da en begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af »beslutningen« ifoelge naevnte skrivelse har sammenhaeng med en hovedsag, der umiddelbart maa antages at skulle afvises, kan en saadan begaering ikke tages til foelge.