RETTENS DOM (Anden Afdeling)
16. juli 1998
Sag T-156/96
Claus Jensen
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Tjenestemænd — vederlag — bosættelsespenge — tilbagesøgningskrav«
Fuldstændig gengivelse på fransk II-1173
Angående:
Påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 13. november 1995 om at tilbagesøge de bosættelsespenge, som sagsøgeren modtog efter opsigelsen af hans kontrakt som midlertidig ansat, og subsidiært en påstand om erstatning som følge heraf.
Udfald:
Frifindelse.
Resumé af dom
Sagsøgeren var fra den 16. april 1994 ansat ved Kommissionen på kontrakt på ubestemt tid i Henning Christoffersen's kabinet, som midlertidigt ansat i lønklasse A4, tredje løntrin.
Ifølge artikel 24, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne, har den midlertidigt ansatte ret til bosættelsespenge, og dette beløb er fastsat i forhold til den forventede tjenestetid.
Med hensyn til varigheden af tjenestetiden for de midlertidigt ansatte, der arbejder i et kommissionsmedlems kabinet, bestemmes det i Kommissionens beslutning af 23. april 1969 om gennemførelse af artikel 24 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne: »[...] Den forventede tjenestetid for midlertidigt ansatte, der ansættes i et medlem af Kommissionens kabinet, fastsættes under hensyntagen til varigheden af dette medlems mandat.« Denne beslutning er gentaget i et af Kommissionen udstedt spørgeskema med titlen »Indtræden i tjeneste — Formular 5«, som hver tjenestemand eller midlertidigt ansat skal udfylde ved udbetalingen af bosættelsespenge (formular nr. 5).
Det fremgik af sagen, at Kommissionen for at lette midlertidigt ansattes bosættelse, når de ansættes i et kommissionsmedlems kabinet, udbetaler alle bosættelsespengene til dem som forskud på den betingelse, at hvis de forlader tjenesten inden udløbet af den frist, der giver dem ret til det samlede beløb, skal de efter fratræden tilbagebetale den del af godtgørelsen, som de ikke er berettigede til under hensyn til varigheden af deres tjeneste (jf. formular nr. 5, s. 1) (forskudsordningen).
Ved beslutning af 29. april 1994 fik sagsøgeren tildelt halvdelen af bosættelsespengene, og den resterende halvdel blev udbetalt til ham i september 1994, da hans familie stødte til ved hans tjenestested i Bruxelles. Det lå helt klart, at Claus Jensen var blevet informeret om de vedtægtsbestemmelser, der regulerer tildelingen af bosættelsespenge, og desuden, at »betingelserne er udførligt beskrevet i formularen, som han har udfyldt for at modtage denne godtgørelse«.
Da Henning Christoffersen's mandat ikke blev forlænget, ophørte sagsøgerens kontrakt som midlertidigt ansat den 1. december 1994. Sagsøgeren blev udstationeret som national ekspert ved Generaldirektorat for Industri (GD III).
Ved skrivelse af 11. oktober 1995 meddelte Kommissionen sagsøgeren, at han med urette havde modtaget et beløb på 565976 BEF som »bosættelsespenge efter fratræden«, således at han skulle tilbagebetale Kommissionen det med urette modtagne beløb. Sagsøgeren gjorde heroverfor gældende, at han havde erhvervet denne godtgørelse endeligt.
Ved skrivelse af 13. november 1995 fik sagsøgeren meddelelse fra De Graaf, chefen for Kontoret »Pensioner og Kontakt til Tidligere Ansatte«, Direktorat B »Rettigheder og Pligter«, under Generaldirektoratet for Personale og Administration (GD IX) om, at udtrykket »bosættelsespenge efter fratræden« i skrivelse af 11. oktober 1995 var fejlagtigt, og at det i realiteten drejede sig om tilbagebetaling af »bosættelsespenge«.
Den 12. februar 1996 indbragte sagsøgeren i medfør af artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«) en klage over beslutningen om at inddrive beløbet på 337639 BEF, som var nævnt i De Graaf's skrivelse af 13. november 1995 (herefter »den anfægtede beslutning«). Ved beslutning ifølge skrivelse af 8. juli 1996 afviste ansættelsesmyndigheden sagsøgerens klage.
Ved skrivelse af 15. november 1996 meddelte Kommissionen sagsøgeren, at fra december 1996 til november 1997 ville et beløb på 28136 BEF blive tilbageholdt hver måned i hans dagpenge.
Under disse omstændigheder anlagde sagsøgeren sag ved stævning indleveret den 6. oktober 1996 til Rettens Justitskontor.
Realiteten
Påstanden om annullation af beslutningen af 13. november 1995
Det første anbringende om manglende hjemmel for den anfægtede beslutning og om tilsidesættelse af artikel 45 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne og artikel 85 i vedtægten
Sagsøgeren gjorde nærmere bestemt gældende, at Kommissionen burde have krævet bosættelsespengene tilbagebetalt med hjemmel i forskudsordningen — såfremt denne ordning betragtes som lovlig - og artikel 24 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne. Den burde ikke have truffet sin beslutning med hjemmel i artikel 45 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne og vedtægtens artikel 85 (præmis 32).
Retten udtalte, at en forkert hjemmel ikke kan begrunde annullation af en administrativ afgørelse, når fejlen ikke har haft afgørende indvirkning på administrationens konkrete bedømmelse. Valget af artikel 45 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne og vedtægtens artikel 85 som den formelle hjemmel for beslutningen af 13. november 1995 — der kræver tilbagesøgning af bosættelsespengene — i stedet for den forskudsordning, som Kommissionen har vedtaget for at gennemføre artikel 24 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne, havde ifølge Retten ikke haft afgørende indflydelse på indholdet af denne beslutning.
Første led i anbringendet måtte herefter forkastes, da det var uden betydning i sagen (præmis 33 og 34).
For så vidt angår det subsidiære led i anbringendet, hvorefter betingelserne for at tilbagesøge urigtigt erlagte beløb under alle omstændigheder ikke kunne være opfyldt, fordi beslutningen om udbetalingen af den omtvistede godtgørelse var korrekt, da den blev truffet i april 1994, fandt Retten, at dette argument ikke tager højde for det forhold, at forskudsordningen, som anvendes i henhold til beslutningen af 23. april 1969, er undergivet den betingelse, at retten til bosættelsespenge afhænger af den pågældendes faktiske tjenestetid i et kommissionsmedlems kabinet. Heraf fulgte, at udbetalingen af bosættelsespenge til sagsøgeren i april 1994 kun vällovlig i det omfang, hvor den blev foretaget som et forskud, der ville kunne tilbagesøges efter ordningen (præmis 36 og 37).
Henvisning til: Retten, 5. juni 1996, sag T-75/95, Giinzler Aluminium mod Kommissionen, Sml. II, s. 497, præmis 55; Domstolen, 3. december 1996, sag C-268/94, Portugal mod Rådet, Sml. I, s. 6177, præmis 79; Retten, 18. december 1997, sag T-57/96, Costantini mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 1293, præmis 23 og 24.
Det andet anbringende om forskudsordningens ulovlighed
Hvis det er korrekt, at det hverken i artikel 24 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne eller i Kommissionens afgørelse af 23. april 1969 udtrykkeligt er fastsat, at Kommissionen kan tildele de midlertidigt ansatte, der tilhører et kommissionsmedlems kabinet, et forskud på alle eller en del af bosættelsespengene, er der intet til hinder for, at Kommissionen, når henses til de pågældende ansattes interesser og formålet med bosættelsespengene, tildeler hele eller en del af denne godtgørelse forskudsvis for at lette den ansattes bosættelse ved tjenestestedet, i stedet for at træffe en endelig afgørelse om, at den pågældende har ret til at få tildelt bosættelsespenge efter hans forventede tjenestetid (præmis 47 og 48).
Henvisning til: Domstolen, 9. november 1978, sag 140/77; Verhaaf mod Kommissionen, Sml. s. 2117.
At Kommissionen etablerer en forskudsordning, hvorefter midlertidigt ansatte, der får tilbudt arbejde i et kommissionsmedlems kabinet, kan få udbetalt en del af bosættelsespengene med henblik på at lette deres bosættelse i Bruxelles, kan ikke ifølge Retten anses for at være i strid med Kommissionens beslutning af 23. april 1969 og med artikel 24 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (præmis 49).
Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af artikel 45 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne og artikel 85 i vedtægten, idet betingelserne for tilbagesøgning af det urigtigt erlagte beløb ikke er opfyldt
Ifølge vedtægtens artikel 85, som artikel 45 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne henviser til, »[kræves] ethvert beløb, der fejlagtigt er udbetalt ... tilbagebetalt, hvis modtageren har haft kendskab til fejlen, eller denne var så åbenbar, at han burde have kendt den«. Det påhviler administrationen at bevise modtagerens kendskab til, at den pågældende betaling var uregelmæssig. Hvis modtageren bestrider at have haft kendskab til, at udbetalingen var uregelmæssig, bør omstændighederne, under hvilke den omtvistede udbetaling er sket, undersøges for at fastslå, om udbetalingens uretmæssighed måtte have været åbenbar. Udtrykket »så åbenbar« skal ifølge Retten fortolkes således, at det ikke drejer sig om at fastslå, om fejlen var åbenbar eller ej for administrationen, men om den var åbenbar for den pågældende. Faktisk er den pågældende ikke fritaget for enhver undersøgelsespligt, men han er tværtimod forpligtet til tilbagebetaling, når der foreligger en fejl, som en ansat eller tjenestemand, der udviser normal påpasselighed, og som formodes at kende bestemmelserne om sin løn, ville have opdaget (præmis 63).
Retten bemærkede, at de betingelser, hvorefter bosættelsespengene blev udbetalt til sagsøgeren, fremgik af formular nr. 5, som sagsøgeren underskrev, da han tiltrådte stillingen, og formularens side 2 blev revet af og vedlagt hans personlige akter (præmis 64).
Retten fastslog, at selv om sagsøgeren ikke havde haft kendskab til den første side af formular nr. 5, var det så åbenbart, at udbetalingen af bosættelsespengene var uretmæssig, og at disse ikke var endeligt erhvervet, at sagsøgeren »burde have kendt den«, jf. vedtægtens artikel 85 (præmis 67).
Henvisning til: Domstolen, 11. juli 1979, sag 252/78, Broe mod Kommissionen, Sml. s. 2393; Domstolen, 11. oktober 1979, sag 142/78, Berghmans mod Kommissionen, Sml. s. 3125; Domstolen, 17. januar 1989. sag 310/87, Stempels mod Kommissionen, Sml. s. 43; Retten, 10. februar 1994, sag T-107/92, White mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 143; Retten, 24. februar 1994, sag T-38/93, Stahlschmidt mod Parlamentet, Sml. Pers. II, s. 227; Retten, 1. februar 1996, sag T-122/95, Chabert mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 63; Retten, 27. februar 1996, sag T-235/94, Galtieri mod Parlamentet, Sml. Pers. II, s. 129.
Påstanden om, at Kommissionens beslutning af 15. november 1996 annulleres, og om, at Kommissionen tilpligtes at tilbagebetale sagsøgeren de beløb, der er inddrevet ved fiddbyrdelsen af denne beslutning
Det udtaltes, at sagsøgeren for så vidt angår påstanden om, at Kommissionens beslutning af 15. november 1996 annulleres, i replikken ikke havde anført anbringender eller argumenter til støtte for denne påstand, hvilket strider mod procesreglementets artikel 44, stk. 1, hvorefter stævningen for at kunne antages til realitetsbehandling bl.a. skal indeholde »en kort fremstilling af søgsmålsgrundene«. Følgelig kunne hans påstande ikke antages til realitetsbehandling (præmis 75).
Retten bemærkede, at med hensyn til sagsøgerens påstand om, at Kommissionen tilpligtedes at tilbagebetale de beløb, der allerede var inddrevet ved fuldbyrdelsen af beslutningen af 15. november 1996, havde Fællesskabets retsinstanser ikke kompetence til at give fællesskabsinstitutionerne påbud (præmis 76).
Henvisning til: Retten, 12. december 1996, sag T-99/95, Stott mod Kommissionen, SmI. Pers. II, s. 2227.
Erstatningspåstanden
Retten henviste til, at flere betingelser skal være opfyldt, for at Fællesskabet kan ifalde ansvar, idet de handlinger, en institution kritiseres for at have begået, skal være ulovlige, samt at der skal være lidt et tab og være årsagsforbindelse mellem handlingerne og tabet (præmis 85).
Henvisning til: Domstolen, 1. juni 1994, sag C-136/92P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, præmis 42.
Som det fremgik af gennemgangen af anbringenderne vedrørende påstanden om annullation af beslutningen af 13. november 1995 havde sagsøgeren ikke påvist, at Kommissionen begik en ansvarspådragende fejl, da den udbetalte ham de omtvistede bosættelsespenge forskudsvis.
Kravet om erstatning for tab og tort måtte forkastes, uden at det var nødvendigt at undersøge, om de to andre betingelser var opfyldt (præmis 88 og 89).
Konklusion:
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.