61996A0149

1 Retspleje - staevning - formkrav - angivelse af soegsmaalets genstand - kort fremstilling af soegsmaalsgrundene - staevning med paastand om erstatning af skade forvoldt af en faellesskabsinstitution

[EF-statutten for Domstolen, art. 19; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

2 Erstatningssoegsmaal - soegsmaalsinteresse - faglig sammenslutning - egen interesse eller overdragelse af ret til erstatning

(EF-traktaten, art. 215)

3 Ansvar uden for kontraktforhold - betingelser - retsstridighed - skade - aarsagsforbindelse - begreb - bevisbyrde

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2)

1 Staevninger skal i henhold til artikel 19 i statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement indeholde en angivelse af soegsmaalets genstand og en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Disse angivelser skal vaere tilstraekkeligt klare og praecise til, at sagsoegte kan tilrettelaegge sit forsvar, og Retten i givet fald paa det saaledes foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen. Af retssikkerheds- og retsplejehensyn er det en forudsaetning for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de vaesentlige faktiske og retlige omstaendigheder, som soegsmaalet stoettes paa, eventuelt kortfattet, men dog paa en sammenhaengende og forstaaelig maade, fremgaar af selve staevningen.

For at opfylde disse krav skal en staevning med paastand om erstatning af skade, der er foraarsaget af en faellesskabsinstitution, indeholde de oplysninger, som bl.a. goer det muligt at klarlaegge den skade, som sagsoegeren paastaar at have lidt, og naermere bestemt skadens karakter og stoerrelse.

2 Det kan kun anerkendes, at faglige sammenslutninger har soegsmaalsinteresse i et erstatningssoegsmaal som omhandlet i traktatens artikel 215, saafremt de kan goere gaeldende, at de har en selvstaendig interesse, som er adskilt fra deres medlemmers interesser, eller en ret til erstatning, som andre personer har overdraget til dem.

3 Faellesskabets ansvar forudsaetter i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2, opfyldelse af en raekke betingelser vedroerende retsstridigheden af den adfaerd, som faellesskabsinstitutionerne haevdes at have udvist, og eksistensen af en skade samt vedroerende aarsagsforbindelsen mellem institutionens adfaerd og den paaberaabte skade.

Der er en aarsagsforbindelse efter traktatens artikel 215, stk. 2, naar der er en direkte aarsagsforbindelse mellem den fejl, der er begaaet af den paagaeldende institution, og det tab, der paaberaabes, hvilken sammenhaeng sagsoegerne skal bevise.

I sag T-149/96,

Confederazione Nazionale Coltivatori Diretti (Coldiretti), italiensk faglig sammenslutning, Rom,

110 landbrugere, hvis navne fremgaar af bilaget til naervaerende dom, Italien,

ved advokaterne Roberto G. Aloisio, Rom, og Fabrizio Massoni, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Jim Penning, 31, Grand-rue,

sagsoegere,

mod

Raadet for Den Europaeiske Union foerst ved juridisk konsulent Moyra Sims-Robertson og Marco Umberto Moricca, Raadets Juridiske Tjeneste, og dernaest ved Moyra Sims-Robertson og juridisk konsulent Ignacio Díez Parra, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Alessandro Morbilli, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

og

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Paolo Ziotti og James Macdonald Flett, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegte,

angaaende en paastand dels om erstatning i henhold til EF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, for det tab, sagsoegerne haevder at have lidt som foelge af handlinger og undladelser fra Raadets og Kommissionens side i forbindelse med konstateringen af sygdommen bovin spongiform encephalopati, dels om annullation af Raadets forordning (EF) nr. 1357/96 af 8. juli 1996 om tillaegsbetalinger i 1996 til praemierne i forordning (EOEF) nr. 805/68 om den faelles markedsordning for oksekoed og om aendring af samme forordning (EFT L 175, s. 9),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J. Azizi, og dommerne R. García-Valdecasas og M. Jaeger,

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer B. Pastor,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 10. marts 1998,

afsagt foelgende

Dom

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Bovin spongiform encephalopati (herefter »BSE«), saakaldt »kogalskab«, hoerer til en gruppe af sygdomme, der kaldes smitsomme spongiforme encephalopatier, som er kendetegnet ved en nedbrydning af hjernen og ved, at hjernecellerne har struktur som en svamp ved mikroskopisk undersoegelse.

2 Den sandsynlige aarsag til BSE antages at vaere en aendring i fremstillingen af foder til kvaeg og tilsaetning af proteiner hertil fra faar, der er ramt af scrapie. Sygdommen er kendetegnet ved en inkubationstid paa flere aar, og i denne periode kan sygdommen ikke paavises, saa laenge dyret er i live.

3 BSE blev for foerste gang observeret i Det Forenede Kongerige i 1986. Siden 1988 er der konstateret mere end 160 000 tilfaelde af BSE i britiske besaetninger, og der har endvidere vaeret spredte tilfaelde af BSE i Frankrig, Irland, Portugal og Schweiz.

4 Ud over de af Det Forenede Kongerige trufne foranstaltninger vedtog Kommissionen fra juli 1988 en raekke beslutninger, herunder de nedennaevnte, med henblik paa at bekaempe sygdommen og dens foelger.

5 Beslutning 89/469/EOEF af 28. juli 1989 om visse beskyttelsesforanstaltninger mod spongioes encephalopati hos kvaeg i Det Forenede Kongerige (EFT L 225, s. 51) indfoerte en raekke restriktioner for salg inden for Faellesskabet af kvaeg foedt i Det Forenede Kongerige foer juli 1988, dvs. foer den dato, hvor der i dette land blev fastsat forbud mod salg af foder til droevtyggere indeholdende droevtyggerproteiner og forbud mod at fodre droevtyggere med saadant foder (»Ruminant Feed Ban«, der er indeholdt i Bovine Spongiform Encephalopathy Order (1988, SI 1988/1039), med senere aendringer).

6 Denne beslutning blev aendret ved Kommissionens beslutning 90/59/EOEF af 7. februar 1990 (EFT L 41, s. 23), som gjorde forbuddet mod at eksportere kvaeg fra Det Forenede Kongerige generelt, idet der dog fastsattes en undtagelse for kalve under seks maaneder bestemt til slagtning.

7 Den ovennaevnte beslutning 89/469 af 28. juli 1989 er blevet aendret endnu en gang ved Kommissionens beslutning 90/261/EOEF af 8. juni 1990 (EFT L 146, s. 29), som foreskrev, at overholdelsen af det i Det Forenede Kongerige indfoerte forbud mod udfoersel af dyr paa over seks maaneder skulle sikres ved anbringelse af et saerligt maerke paa dyrene og ved anvendelse af edb-registre for at goere det muligt at identificere dyrene. Beslutningen kraevede endvidere, at foelgende saetning blev indsat i sundhedscertifikater, der ledsagede fersk ikke-udbenet oksekoed hidroerende fra Det Forenede Kongerige: »fersk oksekoed fra kvaeg, der ikke stammer fra bedrifter, hvor der er konstateret BSE i de foregaaende to aar«. For saa vidt angaar udbenet oksekoed foreskrev beslutningen, at det i sundhedscertifikatet anfoertes, at der var tale om »fersk koed, hvorfra synligt nerve- og lymfevaev er fjernet under opskaeringen«, hvilket er de vaevstyper, der ifoelge de sagkyndige kunne indeholde smitstoffet.

8 Disse beslutninger blev erstattet af Kommissionens beslutning 94/474/EF af 27. juli 1994 om visse beskyttelsesforanstaltninger mod BSE og om ophaevelse af beslutning 89/469/EOEF og 90/200/EOEF (EFT L 194, s. 96), som gentog disse beslutningers indhold og delvist aendrede dette. Den nye beslutning forlaengede den periode, hvori der ikke maatte vaere konstateret tilfaelde af BSE paa den bedrift, hvor kvaeget var opdraettet, fra to til seks aar, for at ikke-udbenet koed kunne tillades udfoert til andre medlemsstater inden for Faellesskabet. Den forboed udfoersel fra Det Forenede Kongerige af alt materiale og produkter hidroerende fra droevtyggere, der ikke var behandlet i henhold til de tilladte systemer paa grundlag af Kommissionens beslutning 94/382/EF af 27. juni 1994 om godkendelse af alternative varmebehandlingssystemer til forarbejdning af animalsk affald fra droevtyggere med henblik paa inaktivering af spongiform encephalopati-agenser (EFT L 172, s. 25), som fandt anvendelse fra den 1. januar 1995.

9 Den ovennaevnte beslutning 94/474 af 27. juli 1994 blev aendret ved Kommissionens beslutning 95/287/EF af 18. juli 1995 (EFT L 181, s. 40). Beslutningen indfoerte den officielle ELISA-test til identifikation af droevtyggerprotein i foder til droevtyggere. Den aendrede ligeledes indholdet af sundhedscertifikaterne, der skulle ledsage koed, som blev sendt fra Det Forenede Kongerige, og derefter omfanget af den kontrol, der skulle gennemfoeres af de kompetente nationale myndigheder. Hvad navnlig angaar koed fra kvaeg, der var over to et halvt aar, skulle certifikatet sikre, at kvaeg fra Det Forenede Kongerige alene havde opholdt sig paa bedrifter, hvor der ikke havde vaeret bekraeftet tilfaelde af BSE i de forudgaaende seks aar, eller, i modsat fald, at der var tale om fersk udbenet koed i form af muskelvaev, hvorfra vedhaengende vaev, herunder synligt nerve- og lymfevaev, var fjernet.

10 Kommissionens beslutning 90/134/EOEF af 6. marts 1990 om anden aendring af Raadets direktiv 82/894/EOEF om anmeldelse af dyresygdomme inden for Faellesskabet og om midlertidig aendring af hyppigheden af anmeldelser vedroerende BSE (EFT L 76, s. 23) tilfoejede BSE paa listen over sygdomme, der er anmeldelsespligtige i henhold til Raadets direktiv 82/894/EOEF af 21. december 1982 om anmeldelse af dyresygdomme inden for Faellesskabet (EFT L 378, s. 58), for at sikre hurtige oplysninger, der er af vaesentlig betydning for, at de i faellesskabsreglerne fastsatte beskyttelsesforanstaltninger kan bringes i anvendelse. Sidstnaevnte direktiv er blevet aendret tredje gang ved Kommissionens beslutning 92/450/EOEF af 30. juli 1992 (EFT L 248, s. 77), som forlaengede pligten til at anmelde udbrud af sygdommen en gang om ugen til den 31. december 1997, hvilken pligt er foreskrevet ved ovennaevnte beslutning 90/134 af 6. marts 1990.

11 Kommissionens beslutning 90/200/EOEF af 9. april 1990 om tillaegskrav til visse vaev og organer med hensyn til BSE (EFT L 105, s. 24) indfoerte en raekke foranstaltninger bestemt til at begraense samhandlen inden for Faellesskabet med visse vaev og organer fra kvaeg i forbindelse med BSE, navnlig vaev og organer fra kvaeg, der var mere end seks maaneder ved slagtningen.

12 Kommissionens beslutning 92/290/EOEF af 14. maj 1992 om visse beskyttelsesforanstaltninger mod BSE i Det Forenede Kongerige, for saa vidt angaar kvaegembryoner (EFT L 152, s. 37), paaboed alle medlemsstater at overvaage, at der ikke blev sendt kvaegembryoner hidroerende fra hundyr, i hvilke der foreligger mistanke om eller bekraeftelse paa BSE, til andre af Faellesskabets medlemsstater.

13 Kommissionens beslutning 94/381/EF af 27. juni 1994 om bestemte beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til BSE og opfodring af protein af pattedyr (EFT L 172, s. 23) forboed i hele Faellesskabet anvendelsen af proteiner hidroerende fra alle pattedyr i droevtyggerfoder, idet der dog fastsattes en undtagelse for, at medlemsstaterne kunne vedtage et system, der gjorde det muligt at sondre mellem transformerede proteiner fra droevtyggere og dem, der kom fra ikke-droevtyggere. Beslutningen blev aendret og afklaret ved Kommissionens beslutning 95/60/EF af 6. marts 1995 (EFT L 55, s. 43).

14 Den 20. marts 1996 meddelte Spongiform Encephalopathy Advisory Committee (herefter »SEAC«), som er et raadgivende organ for Det Forenede Kongeriges regering, at den havde konstateret ti tilfaelde af en variant af Creutzfeldt-Jakob-sygdommen hos personer under 42 aar.

15 Det anfoeres i SEAC's meddelelse:

»Selv om der ikke foreligger bevis for en sammenhaeng, er den mest sandsynlige forklaring paa baggrund af de foreliggende oplysninger og i mangel af noget trovaerdigt alternativ, at disse tilfaelde har en sammenhaeng med, at de paagaeldende har vaeret udsat for BSE, foer forbuddet vedroerende saerligt slagteaffald blev indfoert i 1989. Dette giver anledning til stor bekymring.«

16 Samme dag besluttede Det Forenede Kongeriges Ministerium for Landbrug, Fiskeri og Ernaering at forbyde salg og levering af koed- og benmel fra pattedyr og anvendelse heraf i foder til ethvert husdyr, herunder fjerkrae, heste og opdraettede fisk, og salg af koed af kvaeg paa over 30 maaneder til menneskefoede.

17 Samtidig vedtog en raekke medlemsstater og tredjelande foranstaltninger, hvorved de forboed indfoersel af kvaeg og koed af kvaeg fra Det Forenede Kongerige og for saa vidt angaar de foranstaltninger, der blev truffet af visse tredjelande, fra Den Europaeiske Union.

18 Den 22. marts 1996 fastslog Den Europaeiske Unions Videnskabelige Veterinaerkomité (herefter »Den Videnskabelige Veterinaerkomité«), at der med de foreliggende oplysninger ikke var bevis for, at BSE kunne overfoeres til mennesker. Paa grund af den foreliggende risiko, som komitéen i oevrigt hele tiden havde taget hensyn til, anbefalede den, at de foranstaltninger, der for nyligt var truffet af Det Forenede Kongerige vedroerende udbening af slagtekroppe af kvaeg paa over 30 maaneder i godkendte virksomheder, skulle anvendes i samhandelen i Faellesskabet, og at Faellesskabet skulle traeffe passende foranstaltninger med henblik paa at forbyde anvendelsen af koed- og benmel i dyrefoder. Komitéen fandt endvidere, at enhver kontakt mellem rygmarv paa den ene side og fedt, ben og koed paa den anden side skulle forhindres, idet slagtekroppene ellers skulle anses for saerligt slagteaffald af kvaeg. Endelig anbefalede komitéen, at forskningen vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt BSE kan overfoeres til mennesker, blev viderefoert.

19 Den 24. marts 1996 gentog SEAC de anbefalinger, komitéen allerede havde fremsat, men understregede, at komitéen ikke kunne bekraefte, om der var en aarsagsforbindelse mellem BSE og den variant af Creutzfeldt-Jakob-sygdommen, som var opdaget for nylig. Den fremhaevede, at dette spoergsmaal kraevede yderligere forskning.

20 Den 27. marts 1996 vedtog Kommissionen beslutning 96/239/EF om visse hasteforanstaltninger til beskyttelse mod BSE (EFT L 78, s. 47).

21 Femte betragtning til denne beslutning har foelgende ordlyd:

»i den nuvaerende situation er det ikke muligt at tage endelig stilling til risikoen for overfoersel af BSE til mennesker; det kan ikke udelukkes, at der er en risiko; denne usikkerhed har fremkaldt store betaenkeligheder hos forbrugerne; derfor er det hensigtsmaessigt som hasteforanstaltning at fastsaette, at der midlertidigt ikke maa forsendes kvaeg og oksekoed eller produkter heraf fra Det Forenede Kongeriges omraade til de andre medlemsstater; samme forbud boer gaelde for udfoersel til tredjelande, saa det undgaas, at handelen omlaegges«.

22 Beslutningens artikel 1 bestemmer:

»Indtil der er foretaget en samlet undersoegelse af situationen, og uanset de EF-foranstaltninger, der er truffet til beskyttelse mod BSE, undlader Det Forenede Kongerige fra sit omraade at sende foelgende til de andre medlemsstater og til tredjelande:

- levende kvaeg samt saed og embryoner fra kvaeg

- koed af kvaeg, der er slagtet i Det Forenede Kongerige

- produkter, der er fremstillet af kvaeg slagtet i Det Forenede Kongerige, og som kan indgaa i levnedsmidler eller foder, samt produkter, der er bestemt til medicinsk, kosmetisk eller farmaceutisk anvendelse

- koed- og benmel fra pattedyr.«

23 Som foelge af de to udtalelser af 9. og 18 april 1996 fra Den Videnskabelige Veterinaerkomité blev beslutning 96/239 aendret ved Kommissionens beslutning 96/362/EF af 11. juni 1996 (EFT L 139, s. 17), som ophaever forbuddet mod at eksportere saed fra kvaeg og andre produkter som gelatine, dikalciumfosfat, aminosyrer og peptider, talg og talgprodukter under forudsaetning af, at de fremstilles efter de metoder, der er beskrevet i bilaget til beslutningen, i virksomheder under officiel veterinaerkontrol.

24 Samtidig moedtes en gruppe internationale eksperter, indkaldt af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), til et moede i Genève, hvori ogsaa deltog repraesentanter for De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) og Det Internationale Kontor for Epizootier (»OIE«). Disse eksperter naaede ligeledes frem til, at der ikke var paavist en forbindelse mellem BSE og den konstaterede variant af Creutzfeldt-Jakob-sygdommen, men at den mest sandsynlige forklaring paa tilfaeldene af denne sygdom i Det Forenede Kongerige var, at den britiske befolkning havde vaeret udsat for paavirkning fra BSE. Eksperterne anbefalede navnlig, at alle lande soerger for, at alle dyr, der er angrebet af smitsom spongiform encephalopati, slagtes, og at alle dele af saadanne dyr og produkter heraf bortskaffes paa en saadan maade, at smitstof ikke kan indgaa i nogen foedekaede. Eksperterne ansaa det herudover for noedvendigt, at landene paa ny overvejer den maade, hvorpaa de behandler slagtekroppe, med henblik paa at sikre inaktivering af de stoffer, der fremkalder smitsom spongiform encephalopati.

25 Fra april 1996 har Faellesskabet truffet en raekke foranstaltninger til stoette for markedet for oksekoed i hele Faellesskabet, idet det bl.a. maerkbart udvidede betingelserne for intervention. I forbindelse med disse foranstaltninger vedtog Raadet forordning (EF) nr. 1357/96 af 8. juli 1996 om tillaegsbetalinger i 1996 til praemierne i forordning (EOEF) nr. 805/68 om den faelles markedsordning for oksekoed og om aendring af samme forordning (EFT L 175, s. 9).

26 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. maj 1996, registreret under sagsnummer T-76/96, nedlagde en faglig sammenslutning, The National Farmers' Union, og fire selskaber, der udoever virksomhed inden for den britiske kvaegsektor, paastand om annullation af beslutning 96/239. Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 25. maj 1996, registreret under sagsnummer T-76/96 R, begaerede de udsaettelse af gennemfoerelsen af denne beslutning i medfoer af EF-traktatens artikel 185.

27 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 24. maj 1996, registreret under sagsnummer C-180/96, nedlagde Det Forenede Kongerige paastand om annullation af samme beslutning og visse andre retsakter, der henviser til denne. Ved saerskilt dokument indleveret til Domstolens Justitskontor samme dag, registreret under sagsnummer C-180/96 R, begaerede Det Forenede Kongerige udsaettelse af gennemfoerelsen af beslutning 96/239, og/eller at der blev truffet visse foreloebige forholdsregler.

28 Ved kendelse af 12. juli 1996 (sag C-180/96 R, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. I, s. 3903) tog Domstolen ikke sagsoegerens begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen til foelge. Ved kendelse af 13. juli 1996 (sag T-76/96 R, The National Farmers' Union m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 815) tog Rettens praesident ligeledes ikke sagsoegernes begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen til foelge.

29 Ved Rettens kendelse af 5. december 1996 blev sag T-76/96, The National Farmers' Union m.fl. mod Kommissionen, slettet, efter at sagsoegerne havde haevet sagen.

30 Ved dom af 5. maj 1998 (sag C-180/96, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. I, s. 2265) frifandt Domstolen Kommissionen for den af medlemsstaten nedlagte annullationspaastand.

Retsforhandlinger og parternes paastande

31 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. september 1996 har sagsoegerne, Confederazione Nazionale Coltivatori Diretti (Coldiretti), en italiensk faglig sammenslutning med hjemsted i Rom, som de italienske kvaegavlere er tilsluttet gennem sammenslutninger i regioner og provinser, samt 110 individuelle kvaegavlere anlagt naervaerende sag mod Raadet, Kommissionen og Den Staaende Veterinaerkomité.

32 Ved Rettens kendelse (Femte Afdeling) af 12. marts 1997 blev sagen afvist for saa vidt angaar Den Staaende Veterinaerkomité.

33 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som et led i sagens tilrettelaeggelse anmodet Kommissionen om at fremlaegge konklusionerne af 7. februar 1997 fra det af Europa-Parlamentet nedsatte undersoegelsesudvalg om BSE. Den 9. oktober 1997 fremlagde Kommissionen det oenskede dokument.

34 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret mundtlige spoergsmaal fra Retten i det offentlige retsmoede, der blev afholdt den 10. marts 1998.

35 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

- De sagsoegte doemmes til in solidum at erstatte sagsoegerne det tab, de har lidt, og som vil vaere at opgoere under sagen, med det beloeb, der tilkommer hver enkelt sagsoeger, jf. traktatens artikel 215, stk. 2, med tillaeg af rente 10% samt godtgoerelse for pengeforringelsen fra dommens afsigelse og til betaling sker.

- Forordning nr. 1357/96 annulleres i det omfang, der derved er sket en begraensning af det beloeb, der skal udbetales til producenterne, og i hvert fald i det omfang, der derved fastsaettes en bestemt stoerrelse for selve beloebet alene under henvisning til indkomsttabene, men ikke til hoejere omkostninger.

- De sagsoegte eller den af de sagsoegte, der kendes erstatningspligtig, tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

36 Sagsoegerne har i retsmoedet bekraeftet, at de vil frafalde deres annullationspaastand vedroerende forordning nr. 1357/96, saafremt Retten maatte tage de sagsoegtes anbringende om, at forordning nr. 1357/96 ikke begraenser Faellesskabets erstatningsansvar uden for kontraktforhold, til foelge.

37 Raadet har nedlagt foelgende paastande:

- Erstatningspaastanden afvises for saa vidt angaar Coldiretti.

- Raadet frifindes under alle omstaendigheder for erstatningspaastanden.

- Paastanden om annullation af forordning nr. 1357/96 afvises.

- Raadet frifindes under alle omstaendigheder for annullationspaastanden.

- Sagsoegerne tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

38 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Paastanden om annullation af forordning nr. 1357/96 afvises.

- Den af Coldiretti nedlagte erstatningspaastand afvises.

- Erstatningspaastanden afvises, for saa vidt som den er baseret paa en ret til beskyttelse af sundheden, som tilkommer alle borgere i Faellesskabet.

- Erstatningskravet afvises i oevrigt.

- Sagsoegerne tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

39 Sagsoegerne har anmodet om, at der udpeges nogle sagkyndige til at fastlaegge, hvilke tekniske foranstaltninger der er noedvendige for at hindre, at BSE opstaar og spredes for saa vidt angaar oksekoed, samt til at opgoere den aktuelle og senere skade, som hver af sagsoegerne i sagen har lidt eller vil lide baade som »damnum emergens« (det lidte tab) og som »lucrum cessans« (tabt fortjeneste). I denne forbindelse forbeholder de sig ret til at stille den noedvendige dokumentation til brug for sagen til raadighed for Retten og/eller et udpeget kollegium af sagkyndige.

Erstatningspaastanden

Formaliteten

Den af Raadet nedlagte afvisningspaastand vedroerende staevningens manglende opfyldelse af formkrav i henhold til procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c)

- Parternes argumenter

40 Raadet har anfoert, at ifoelge fast retspraksis vedroerende raekkevidden af procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), skal staevninger indeholde en angivelse af soegsmaalets genstand og en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene paa en tilstraekkelig klar og praecis maade, for at sagsoegte kan tilrettelaegge sit forsvar, og Faellesskabets retsinstanser i givet fald paa det saaledes foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen.

41 Hvad naermere angaar erstatningssager som den foreliggende har Raadet paaberaabt sig fast retspraksis, ifoelge hvilken en staevning, der ikke giver Retten grundlag for at fastslaa, hvilket tab sagsoegeren har lidt, ikke opfylder de minimumskrav, der opstilles i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), for at en sag skal kunne antages til realitetsbehandling (Rettens kendelse af 29.11.1993, sag T-56/92, Koelman mod Kommissionen, Sml. II, s. 1267).

42 Raadet har gjort gaeldende, at det er aabenbart, at sagsoegerne ikke opfylder denne betingelse, eftersom de hverken har praeciseret den noejagtige type skade, hver af dem har lidt direkte, eller omfanget af denne. Raadet har bemaerket, at sagsoegerne i staevningen har anmodet Retten om at udpege en gruppe af sagkyndige til at opgoere det beloeb, der skal betales til hver enkelt af dem, og at de har gjort gaeldende, at skaden har beroert alle kvaegavlere i Italien.

43 Det er derfor aabenbart, at erstatningspaastanden boer afvises paa grund af manglende sammenhaeng, klarhed og praecision.

44 Sagsoegerne har i retsmoedet bestridt denne afvisningspaastand, idet de har anfoert, at Raadet og Kommissionen anerkender eksistensen af de tab, der er paafoert kvaegavlerne. De har endvidere bemaerket, at den noejagtige opgoerelse af erstatningen er en omfattende opgave, som de ikke kan magte, hvilket er aarsagen til, at de har anmodet Retten om sagkyndig bistand.

- Rettens bemaerkninger

45 Staevninger skal i henhold til artikel 19 i EF-statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement indeholde en angivelse af soegsmaalets genstand og en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene.

46 Disse angivelser skal vaere tilstraekkelig klare og praecise til, at sagsoegte kan tilrettelaegge sit forsvar, og Retten i givet fald paa det saaledes foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen. Af retssikkerheds- og retsplejehensyn er det en forudsaetning for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de vaesentlige faktiske og retlige omstaendigheder, som soegsmaalet stoettes paa, eventuelt kortfattet, men dog paa en sammenhaengende og forstaaelig maade, fremgaar af selve staevningen (jf. Domstolens dom af 13.12.1990, sag C-347/88, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 4747, praemis 28, og af 31.3.1992, sag C-52/90, Kommissionen mod Danmark, Sml. I, s. 2187, praemis 17 ff., kendelsen i sagen Koelman mod Kommissionen, a.st., praemis 21, Rettens dom af 18.9.1996, sag T-387/94, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 961, praemis 106, Rettens kendelse af 21.11.1996, sag T-53/96, Syndicat des producteurs de viande bovine m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1579, praemis 21, og Rettens dom af 29.1.1998, sag T-113/96, Dubois et Fils mod Raadet og Kommissionen, Sml. II, s. 125, praemis 29).

47 For at opfylde disse krav skal en staevning med paastand om erstatning af skade, der er foraarsaget af en faellesskabsinstitution, indeholde de oplysninger, som bl.a. goer det muligt at klarlaegge den skade, som sagsoegeren paastaar at have lidt, og naermere bestemt skadens karakter og stoerrelse (kendelsen i sagen Koelman mod Kommissionen, a.st., praemis 22, 23 og 24, og Rettens dom af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, praemis 75).

48 I naervaerende sag er der i staevningen, s. 18 og 19, anfoert de forskellige kategorier af skade, som kvaegproducenterne har lidt, nemlig for det foerste tab i forbindelse med salg af levende dyr under kostpris til en salgspris, som ifoelge sagsoegerne udgjorde mindre end 40% af det, kvaegavlerne forventede, for det andet tab i forbindelse med underhold af usaelgelige dyr efter opfedning, for det tredje tabt fortjeneste i forbindelse med ikke opnaaet salg af dyr i indevaerende aar og for det fjerde tabt fortjeneste i forbindelse med det vedvarende fald i forbruget af oksekoed i de kommende aar.

49 Selv om sagsoegerne i deres indlaeg ikke endeligt opgoer den skade, hver enkelt avler har lidt, indeholder bilag 10 og 11 til staevningen imidlertid detaljerede skoen over de tab, der paastaas at vaere forvoldt den italienske kvaegbestand, og det er angivet, hvilke kriterier og parametre de har anvendt i deres skoen. Sagsoegerne har ganske vist fremlagt disse skoen, men de har samtidig fremhaevet de store vanskeligheder, de har haft med korrekt at vurdere og opgoere den skade, hver enkelt avler har lidt. De har anfoert, at det netop er af denne grund, at de har anmodet om, at denne komplekse opgoerelse foretages at et kollegium af sagkyndige.

50 Det bemaerkes, at staevningen, suppleret af de oplysninger, der er angivet i bilagene, er tilstraekkelig praecis med hensyn til arten og karakteren af de paaberaabte tab, og at hverken de sagsoegte eller Retten har vaeret hindret i at faa kendskab til det omtrentlige omfang af de paastaaede tab. Parterne har saaledes uden stoette fra andre oplysninger kunnet forberede deres forsvar, og Retten er i stand til at traeffe afgoerelse om sagen uden at afskrive sig muligheden for eventuelt senere at faa naermere oplysninger om det noejagtige omfang af de tab, hver af sagsoegerne haevder at have lidt.

51 Som foelge heraf er det ikke med foeje, at Raadet har gjort gaeldende, at staevningen ikke opfylder betingelserne om klarhed og praecision som kraevet i henhold til procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c).

52 Afvisningspaastanden kan herefter ikke tages til foelge.

Den af de sagsoegte nedlagte afvisningspaastand vedroerende manglende soegsmaalsinteresse for saa vidt angaar Coldiretti

- Parternes argumenter

53 De sagsoegte har gjort gaeldende, at den af Coldiretti nedlagte erstatningspaastand ikke kan antages til realitetsbehandling. De har henvist til retspraksis, ifoelge hvilken en organisation, der er oprettet til varetagelse af en bestemt kategori af borgeres kollektive interesser, ikke kan fremsaette krav om erstatning for de tab, medlemmerne har lidt. Ifoelge Faellesskabets retsinstanser kan det kun anerkendes, at faglige sammenslutninger har soegsmaalsinteresse i henhold til traktatens artikel 215, saafremt de kan goere gaeldende, at de har en selvstaendig interesse, som er adskilt fra deres medlemmers interesser, eller en ret til erstatning, som andre personer har overdraget til dem (Domstolens dom af 18.3.1975, sag 72/74, Union syndicale m.fl. mod Raadet, Sml. s. 401, praemis 20, 21 og 22, dommen i sagen Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 64, og kendelsen i sagen Syndicat de producteurs de viande bovine m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 28). Det er imidlertid ikke angivet i staevningen, end ikke implicit, om Coldiretti har lidt et selvstaendigt tab, eller om sammenslutningen goer et erstatningskrav gaeldende, som den har faaet overdraget fra sine medlemmer. Coldiretti har hverken bevist eller blot gjort gaeldende, at en af disse situationer foreligger i naervaerende sag. Som foelge heraf er det aabenbart, at dens erstatningspaastand maa afvises.

54 Sagsoegerne har medgivet, at Coldiretti er en sammenslutning uden retsevne. Imidlertid har den soegsmaalskompetence. Den omstaendighed, at sammenslutningen ikke har retsevne, er uden betydning og kan paa ingen maade hindre den i at vaere et saerskilt retssubjekt i forhold til dens medlemmer og have en selvstaendig soegsmaalskompetence. Coldiretti har derfor interesse i, at det fastslaas, at institutionerne og/eller deres tjenestemaend har ansvaret for, at de tab, der er angivet i staevningen, blev lidt.

55 Sammenslutningen har soegsmaalskompetence, da ikke anerkendte sammenslutninger som Coldiretti er saerskilte juridiske personer i forhold til deres medlemmer som juridiske personer, selv om de - hvad angaar oekonomisk ansvar - ikke formueretligt er fuldstaendigt selvstaendige.

- Rettens bemaerkninger

56 Som Kommissionen har praeciseret, er den gennemgaaede afvisningspaastand ikke baseret paa argumenter, der angaar sagsoegerens juridiske status eller det forhold, at sammenslutningen i henhold til italiensk ret ikke er en juridisk person, hvorimod den knytter sig til de betingelser, der er fastsat i den faellesskabsretlige retspraksis vedroerende en faglig sammenslutnings soegsmaalsinteresse.

57 Det kan kun anerkendes, at faglige sammenslutninger har soegsmaalsinteresse i henhold til traktatens artikel 215, saafremt de kan goere gaeldende, at de har en selvstaendig interesse, som er adskilt fra deres medlemmers interesser, eller en ret til erstatning, som andre personer har overdraget til dem (Domstolens dom af 4.10.1979, sag 238/78, Ireks-Arkady mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 2955, praemis 5, dommen i sagen Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 76 og 77, og kendelsen i sagen Syndicat de producteurs de viande bovine m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 28 og 29).

58 Selv om det er korrekt, som sagsoegerne har gjort gaeldende i retsmoedet, at Coldiretti varetager landmaend og kvaegavleres interesser (jf. artikel 2 i sammenslutningens vedtaegter), ligger det fast, at det kun er sammenslutninger og ikke individuelle kvaegavlere, der kan vaere medlemmer. I henhold til artikel 7 i dens vedtaegter er Coldiretti en faellesorganisation bestaaende af organisationer i regionerne og provinserne for de enkelte landbrugere og kvaegavlere. I henhold til artikel 10 kan sammenslutninger af erhvervsdrivende inden for landbrugssektoren, som har de samme maal som Coldiretti, ligeledes blive medlemmer.

59 Coldiretti har imidlertid ikke paaberaabt sig noget selvstaendigt tab, som sammenslutningen kraever erstatning for, ligesom den ikke har gjort gaeldende at have faaet overdraget rettigheder eller en udtrykkelig fuldmagt til at fremsaette krav om erstatning af tab, som de tilknyttede sammenslutninger og disses medlemmer, de individuelle kvaegavlere, har lidt.

60 Det foelger heraf, at Coldiretti ikke har godtgjort at have nogen soegsmaalsinteresse i den foreliggende sag.

61 Erstatningspaastanden maa saaledes afvises, i det omfang den er fremsat af Coldiretti.

Den af Kommissionen nedlagte afvisningspaastand vedroerende den omstaendighed, at kravet er baseret paa en ret til beskyttelse af sundheden, som tilkommer alle borgere i Faellesskabet

- Parternes argumenter

62 Kommissionen har anfoert, at sagsoegerne under henvisning til, at det er noedvendigt at beskytte forbrugernes oekonomiske interesser og deres ret til sundhed, og idet de har paaberaabt sig et tab, som »EF-borgerne« har lidt som foelge af BSE-krisen, har anlagt en sag, der ikke er i deres egen interesse, men i alle deres europaeiske medborgeres interesse, som de paa denne maade implicit har gjort gaeldende at repraesentere. Under disse omstaendigheder falder sagsoegernes selvstaendige interesser sammen med sammenslutningens eller forbrugernes interesser. Et soegsmaal, der skal beskytte kollektive interesser, kan imidlertid ikke anerkendes i henhold til faellesskabsretten.

63 Kommissionen har endvidere henvist til retspraksis vedroerende afvisning af erstatningssoegsmaal, saafremt de ikke indeholder noget element, endog blot kortfattet, der giver mulighed for at identificere de tre noegleelementer, nemlig det lidte tab (dets karakter og vaesentlighed), faellesskabsinstitutionernes retsstridige handlemaade og eksistensen af aarsagssammenhaeng (Domstolens dom af 21.5.1976, sag 26/74, Roquette frères mod Kommissionen, Sml. s. 677, praemis 22, 23 og 24, og Rettens dom af 10.7.1990, sag T-64/89, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 367, praemis 73). Kommissionen har heraf udledt, at sagen ligeledes maa afvises paa grund af manglende fastlaeggelse af, hvori den forringelse af sundheden, som sagsoegerne paastaar at have lidt, bestaar.

- Rettens bemaerkninger

64 Kommissionen har fejlfortolket staevningen, da det er dens opfattelse, at sagsoegerne har anlagt sag til varetagelse af alle deres europaeiske medborgeres generelle interesser.

65 Sagsoegerne har ganske vist i et afsnit i staevningen paaberaabt sig traktatens artikel 3, litra o), artikel 129 og artikel 129 A, og har anfoert, at faellesskabsinstitutionerne i medfoer af disse bestemmelser har til opgave at bidrage til sikringen af et hoejt beskyttelsesniveau for sundheden og forbrugernes interesser. Henset til den sammenhaeng, som disse erklaeringer indgaar i, til ordlyden af paastandene i staevningen og til den omstaendighed, at de i deres indlaeg ikke har angivet, at der er foraarsaget en forringelse af personers sundhed, maa det imidlertid fastslaas, at sagsoegerne ikke har paaberaabt sig en forringelse af nogens sundhed, og at de ikke har kraevet erstatning i saa henseende.

66 Den af Kommissionen nedlagte afvisningspaastand kan herefter ikke tages til foelge.

Realiteten

Parternes argumenter

- Raadets og Kommissionens retsstridige handlemaade

67 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at faellesskabsinstitutionerne, herunder navnlig Kommissionen, har anvendt de befoejelser indebaerende forpligtelser, som den gaeldende lovgivning giver dem for at hindre udbredelsen af BSE, daarligt, og at de saaledes baerer ansvaret for alvorlige forstyrrelser paa markedet for oksekoed.

68 De har anfoert, at Faellesskabets grundlaeggende opgave som angivet i traktatens artikel 2 er praeciseret i en raekke saerlige opgaver, som er betroet Faellesskabet i forskellige bestemmelser i traktaten.

69 Sagsoegerne har saerligt anfoert, at

- Ifoelge traktatens artikel 39 har den faelles landbrugspolitik til formaal at foroege produktiviteten, at forhoeje de individuelle indkomster for de i landbruget beskaeftigede personer, at stabilisere markederne, at sikre forsyningerne og at sikre forbrugerne rimelige priser.

- I henhold til traktatens artikel 129 bidrager Faellesskabet til at sikre et hoejt sundhedsbeskyttelsesniveau.

- Traktatens artikel 129 A omhandler forbrugerbeskyttelsen.

70 Selv om Kommissionen siden 1989 har vaeret informeret om de talrige udbrud af BSE, der er konstateret i Det Forenede Kongerige, og om de vaesentlige risici for overfoersel af sygdommen gennem levende dyr, har faellesskabsinstitutionerne ifoelge sagsoegerne undladt at traeffe de noedvendige foranstaltninger for at undgaa udbredelsen af en epidemi, og de har alene foretaget nogle indgreb, der senere har vist sig at vaere utilstraekkelige og ineffektive.

71 Sagsoegerne har naermere bestemt gjort gaeldende,

- at Kommissionen ikke har udoevet sine kontrolbefoejelser for at sikre, at medlemsstaterne foretog sig det fornoedne for at sikre, at kvaeg og svin til avl, produktion eller slagtning til brug for samhandelen inden for Faellesskabet ikke udgoer en kilde til udbredelse af smitsomme sygdomme

- at Kommissionen set i sammenhaeng med gennemfoerelsen af det indre marked ikke har foretaget sig det fornoedne for at sikre beskyttelsen af sundheden og forbrugernes oekonomiske interesser for saa vidt angaar samhandelen med foedevarer inden for Faellesskabet ved at harmonisere og, med henblik herpaa, at effektivisere den officielle kontrol af de naevnte foedevarer paa grundlag af Raadets direktiv 89/397/EOEF af 14. juni 1989 om offentlig kontrol med levnedsmidler (EFT L 186, s. 23), 92/59/EOEF af 29. juni 1992 om produktsikkerhed i almindelighed (EFT L 228, s. 24) og 93/99/EOEF af 29. oktober 1993 om supplerende bestemmelser vedroerende offentlig kontrol med levnedsmidler (EFT L 290, s. 14)

- at Kommissionen ikke har truffet de fornoedne beskyttelses- og kontrolforanstaltninger for at forhindre udbredelsen af sygdomme, der kan indebaere alvorlige risici for dyrs eller menneskers sundhed, som dem, der er omhandlet i Raadets direktiv 89/662/EOEF af 11. december 1989 om veterinaerkontrol i samhandelen i Faellesskabet med henblik paa gennemfoerelse af det indre marked (EFT L 395, s. 13), og 90/425/EOEF af 26. juni 1990 om veterinaerkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Faellesskabet med henblik paa gennemfoerelse af det indre marked (EFT L 224, s. 29).

72 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Kommissionen ikke har anvendt foelgende befoejelser i henhold til direktiv 89/662 af 11. december 1989:

- befoejelsen i henhold til artikel 8, stk. 1, til at sende en kontroldelegation til stedet for at kontrollere de faktiske forhold og at anmode medlemsstaten om at forstaerke kontrollen

- befoejelsen i henhold til artikel 9, stk. 2, og artikel 15 til at sende sine repraesentanter til stedet for at undersoege, hvilke foranstaltninger den nationale myndighed har truffet, og afgive en udtalelse om foranstaltningerne

- befoejelsen i henhold til artikel 9, stk. 3, til at traeffe sikkerhedsforanstaltninger og derefter at forelaegge dem for Den Staaende Veterinaerkomité

- befoejelsen i henhold til artikel 9, stk. 4, artikel 16, stk. 2 og 3, og artikel 17 til at traeffe de noedvendige foranstaltninger, at udstede de noedvendige henstillinger og at vedtage de noedvendige afgoerelser.

73 De har gjort gaeldende, at flere af de af institutionerne trufne foranstaltninger og deres handlemaader beviser institutionernes forsoemmelighed.

74 For det foerste blev det med ovennaevnte beslutning 94/474 af 27. juli 1994 om visse beskyttelsesforanstaltninger mod BSE tilladt at udfoere fersk oksekoed fra Det Forenede Kongerige, alene paa den betingelse, at der i sundhedscertifikatet blev tilfoejet foelgende neutrale erklaering: »fersk udbenet oksekoed i form af muskler, hvorfra det paasiddende vaev, herunder synligt nerve- og lymfevaev, er fjernet«. Ifoelge sagsoegerne er det aabenbart, at en saadan foranstaltning ikke kan standse udbredelsen af en epidemi.

75 For det andet blev det med ovennaevnte beslutning 95/287 af 18. juli 1995, paa det grundlag, at intet var blevet bevist, tilladt at udfoere oksekoed med oprindelse i Det Forenede Kongerige og endog oksekoed hidroerende fra bedrifter, hvori der var blevet konstateret ét eller flere tilfaelde af BSE, alene paa den betingelse, at den ovenfor anfoerte intetsigende erklaering blev paafoert sundhedscertifikatet.

76 Til stoette for de foregaaende bemaerkninger og for anbringendet om, at Faellesskabet har et ansvar i henhold til traktatens artikel 215, har sagsoegerne paaberaabt sig konklusionerne i rapporten afgivet af det af Europa-Parlamentet nedsatte undersoegelsesudvalg om BSE til fastlaeggelse af Kommissionens og Raadets eventuelle politiske ansvar. De har saerligt henvist til bestemte passager i den naevnte rapport.

77 Hvad angaar den retlige karakter af det paastaaede ansvar har sagsoegerne gjort gaeldende, at der i den foreliggende sag er tale om et objektivt ansvar paa grundlag af en culpoes adfaerd. De sagsoegte har begaaet fejl ved ikke at opfylde deres handlepligt for at begraense udbredelsen af en epidemi, og forpligtelsen til at skride ind over for Det Forenede Kongeriges fortsatte tilsidesaettelse af sine forpligtelser, der foelger af de vedtagne bestemmelser om bekaempelse af sygdommen. Eftersom »resultatet« paa ingen maade blev naaet, og institutionernes handlemaade tvaertimod har haft et resultat, der er det modsatte af det, de burde have haft til hensigt at naa, er deres erstatningspligt aabenbar, og det er saaledes end ikke noedvendigt at undersoege hver af de sagsoegtes forsoemmelser, for at de kan domfaeldes.

78 Faellesskabsinstitutionerne kan ikke soege tilflugt bag begreber som »lovgivningstiltag« eller »skoensbefoejelse«, da de ligeledes kritiseres for adskillige undladelser og administrative handlinger, og da den skoensbefoejelse, de raader over, med hensyn til, om en disposition skal traeffes eller ej, ikke maa resultere i en vilkaarlig adfaerd.

79 Sagsoegerne har i retsmoedet endeligt erklaeret, at de bebrejder faellesskabsinstitutionerne for ikke i 1990 at have truffet de foranstaltninger, som de traf i 1996, nemlig indfoerelsen af et forbud mod salg af oksekoed hidroerende fra Det Forenede Kongerige paa det europaeiske kontinent.

80 Kommissionen har erindret om de dispositioner, Faellesskabet har truffet for at imoedegaa BSE-krisen. Set i lyset af de gradvise fremskridt, der er sket inden for kendskabet til sygdommens epidemiologi, har Kommissionen siden 1989 truffet forskellige foranstaltninger, dels for at hindre udbredelsen af BSE i de andre medlemsstater ud over Det Forenede Kongerige, hvor de foerste udbrud fandt sted, dels for at udrydde sygdommen. Disse foranstaltninger blev truffet ved siden af de foranstaltninger, der samtidig blev truffet af Det Forenede Kongerige.

81 Kommissionen har gjort gaeldende, at for at der kan traeffes afgoerelse om ulovligheden af dens adfaerd, maa man undersoege, om de foranstaltninger, der blev truffet fra juli 1989 efter offentliggoerelsen af SEAC's rapport om udviklingen af patologien i Det Forenede Kongerige, som fastslog de foerste tilfaelde af BSE og gjorde status over den videnskabelige viden om emnet, var tilstraekkelige. Dette spoergsmaal maa bedoemmes under hensyn til den videnskabelige viden, der forelaa paa det tidspunkt, hvor foranstaltningerne blev truffet. Kommissionen har herom bemaerket, at den ved flere lejligheder anmodede Den Videnskabelige Veterinaerkomité og navnlig undergruppen om BSE, der saerligt var nedsat, om at droefte spoergsmaalet og om at afgive en udtalelse om forskellige problemer i forbindelse med sygdommen. Kommissionen har endvidere anfoert, at den organiserede to internationale symposier om emnet i november 1990 og september 1993, at den deltog i tilrettelaeggelsen af en international konference, der blev afholdt i september 1993, og at den i oevrigt har deltaget i finansieringen af forskningen paa omraadet.

82 Ifoelge Kommissionen er det ikke foreneligt med det ansvar, der paahviler institutionerne i medfoer af traktatens artikel 39, over for en bestemt patologi at traeffe restriktive foranstaltninger, der videnskabeligt hverken er rimeligt berettiget eller begrundet. I videnskabelige kredse har man imidlertid gennem lang tid vaeret af den opfattelse, at en overfoersel af sygdommen til mennesker var temmelig usandsynlig, og Den Videnskabelige Veterinaerkomité udtrykte sig i denne retning i sine udtalelser af 27. september 1989, 8. januar 1990, 6. juni 1990 og 17. januar 1992. Denne opfattelse blev endvidere delt af Det Internationale Kontor for Epizootier (OIE) i dettes rapport fra september 1990 og af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i en rapport fra 1991.

83 Det var foerst i 1993, at den eventuelle forbindelse mellem BSE og Creutzfeldt-Jakob-sygdommen hos mennesker blev gjort til genstand for overvejelser og udvidede undersoegelser, selv om der kun var tale om en ren »arbejdshypotese«, der paa dette tidspunkt ikke fik stoette i medicinske og videnskabelige kredse.

84 Kommissionen har i denne forbindelse henvist til WHO's memorandum fra 1993 om udviklingen af BSE i Det Forenede Kongerige, til konklusionerne fra OIE's ad hoc-ekspertgruppe om BSE paa symposiet, der fandt sted i Paris i september 1994, til de konklusioner, WHO naaede frem til paa et symposium om BSE, der blev afholdt i Genève fra den 17. til den 19. maj 1995, og endelig til Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler's udtalelse af 21. september 1995 og Den Videnskabelige Veterinaerkomité's udtalelser af 7. og 20. november 1995.

85 Ifoelge Kommissionen var det de nye oplysninger, der blev offentliggjort den 20. marts 1996 i forbindelse med en meddelelse fra SEAC, som gjorde det noedvendigt hurtigt at indfoere restriktioner, der var genstand for beslutning 96/239, idet man i denne meddelelse for foerste gang inden for videnskabelige kredse gjorde gaeldende, at det stof, der udloeser BSE, formentlig er et sygdomsfremkaldende stof, der er farligt for menneskers sundhed.

86 Det er forkert efterfoelgende at bedoemme faellesskabsinstitutionernes handlemaade foer denne dato. Saa laenge muligheden for at overfoere BSE til mennesker udelukkende var en videnskabelig hypotese, var det Kommissionens opfattelse, at samordningen af de forskellige interesser, der var paa spil - dvs. de erhvervsdrivende inden for sektorens interesser, herunder markedets stabilitet, og forbrugernes interesser - blev gennemfoert behoerigt ved forbuddet mod fra Det Forenede Kongerige at forsende levende kvaeg paa over 6 maaneder og en lang raekke produkter, der kunne fremkalde sygdommen. I henhold til fast retspraksis indebaerer proportionalitetsprincippet, der hoerer til faellesskabsrettens almindelige grundsaetninger, imidlertid, at faellesskabsinstitutionernes retsakter ikke maa gaa videre, end hvad der er noedvendigt og passende for gennemfoerelsen af maal, der lovligt forfoelges med den paagaeldende ordning, hvorved det forudsaettes, at saafremt det er muligt at vaelge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vaelges, og byrderne maa herved ikke vaere uforholdsmaessige i forhold til de tilsigtede maal (Domstolens dom af 29.2.1996, forenede sager C-296/93 og C-307/93, Frankrig og Irland mod Kommissionen, Sml. I, s. 795, praemis 30). Man kan derfor ikke beskylde Kommissionen for at have begaaet en fejl for saa vidt angaar den bedoemmelse, der blev foretaget foer den 20. marts 1996, af risiciene forbundet med BSE paa grundlag af den videnskabelige viden, der forelaa paa det paagaeldende tidspunkt.

87 Kommissionen har gjort gaeldende, at der ikke foreligger nogen retsstridig handlemaade fra dens side, hvorfor der ikke kan gives sagsoegerne medhold i sagen.

88 Raadet har ligeledes gjort gaeldende, at der ikke kan gives sagsoegerne medhold i erstatningspaastanden. Det har henvist til de noedvendige betingelser for, at Faellesskabet ifalder erstatningsansvar uden for kontraktforhold, og det har bemaerket, at det paahviler sagsoegerne at bevise, at Faellesskabets handlemaade for at hindre udbredelsen af en BSE-epidemi var retsstridig.

89 Hvad angaar de af Raadet og Kommissionen udstedte retsakter paa veterinaeromraadet, som sagsoegerne anser for uegnede til at standse udbredelsen af BSE, har Raadet henvist til Domstolens faste praksis, hvorefter Faellesskabet i en faellesskabsretlig sammenhaeng, som er kendetegnet ved udoevelsen af en vid skoensbefoejelse, der er uomgaengelig for ivaerksaettelsen af den faelles landbrugspolitik, kun undtagelsesvist kan ifalde ansvar, hvis den paagaeldende institution aabenbart og groft har overskredet graenserne for udoevelsen af sine befoejelser (Domstolens dom af 2.12.1971, sag 5/71, Zuckerfabrik Schoeppenstedt mod Raadet, Sml. 1971, s. 275, org. ref.: Rec. s. 975, praemis 115, og af 5.12.1979, forenede sager 116/77 og 124/77, Amylum og Tunnel Refineries mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3497, praemis 13).

90 Raadet har gjort gaeldende, at det har givet Kommissionen kompetence til at traeffe sikrings- og beskyttelsesforanstaltninger til beskyttelse af menneskers og dyrs sundhed, idet gennemfoerelsesbefoejelserne dog er forbeholdt medlemsstaterne.

91 Raadet har endvidere henvist til den eksisterende kompetencefordeling af befoejelserne mellem Raadet og Kommissionen inden for veterinaeromraadet. Det har fremhaevet, at det fremgaar af selve traktaten, herunder navnlig af artikel 5, 145 og 155, at lovgivningen paa dette omraade skal gennemfoeres af medlemsstaterne og Kommissionen i faellesskab. Endvidere tilkommer det Kommissionen at forelaegge Raadet forslag med henblik paa, at Raadet vedtager lovgivningsbestemmelser, der specifikt vedroerer BSE, og siden udbruddet af epidemien i 1986 har der ikke paa noget tidspunkt vaeret forelagt noget forslag fra Kommissionens side, der specielt havde til formaal at bekaempe BSE. Som foelge heraf har Raadet bestridt, at rammelovgivningen har vaeret utilstraekkelig, eftersom det allerede havde bemyndiget Kommissionen til under udoevelse af sin skoensbefoejelse at traeffe de foranstaltninger, som den fandt var noedvendige mod selv nye zoonoser, idet visse gennemfoerelsesforanstaltninger dog er forbeholdt medlemsstaterne.

92 Raadet er af den opfattelse, at sagsoegerne ikke har godtgjort, at det har udstedt retsakter, der udgoer en alvorlig og aabenbar tilsidesaettelse af en trinhoejere regel til beskyttelse af borgerne, eller at Raadet har tilsidesat en handlepligt, eftersom det ikke har gennemfoerelsesbefoejelser paa dette omraade, og da det ikke kan handle paa eget initiativ, saafremt der ikke foreligger forslag fra Kommissionen.

93 Det er derfor Raadets opfattelse, at en af ansvarsbetingelserne ikke er opfyldt, og at erstatningskravet saaledes ikke kan tages til foelge, og at det ikke er fornoedent at undersoege spoergsmaalet om, hvorvidt der er lidt en skade, og om der foreligger aarsagsforbindelse.

- Eksistensen af en skade og en aarsagsforbindelse

94 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at der foreligger en skade, der kan erstattes, dels som damnum emergens som foelge af salg af dyr til en pris under den almindelige handelspris paa grund af nedgangen i markedspriserne og som foelge af de forhoejede omkostninger til underhold af usaelgelige dyr efter opfedning, dels som lucrum cessans som foelge af manglende salg i indevaerende aar og den vedvarende nedgang i forbruget af oksekoed i de kommende aar.

95 De har anmodet om sagkyndig bistand til at fastlaegge stoerrelsen af de lidte tab for hver kvaegavler, idet de har praeciseret, at de forbeholder sig ret til at stille den fornoedne dokumentation i saa henseende til raadighed for Retten og/eller de sagkyndige, der skal udpeges.

96 De har i retsmoedet anfoert, at hvis institutionerne i 1990 havde besluttet en total embargo hvad angaar salg af kvaeg med oprindelse i Det Forenede Kongerige, ville markedet for oksekoed i de andre medlemsstater ikke vaere brudt sammen, da saadanne foranstaltninger umiddelbart ville have begraenset udbruddet til Det Forenede Kongerige og ville vaeret blevet tolket af forbrugerne som et meget staerkt signal om kontrol fra faellesskabsinstitutionernes side. Institutionernes manglende handlen er saaledes den faktor, der ligger til grund for den skade, der skyldes markedets nedgang.

97 Kommissionen har ikke bestridt omfanget af de oekonomiske tab, der er lidt bl.a. af kvaegavlerne paa grund af BSE-krisen. Imidlertid er det dens opfattelse, at sagsoegerne ikke paa nogen maade har bevist, at den skade, de har lidt, skyldes faellesskabsinstitutionernes handlemaade. Det fald i efterspoergslen efter oksekoed, der foraarsagede det paaberaabte tab, blev, som Domstolen anerkendte det i kendelse af 12. juli 1996 (Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, a.st, praemis 87), og som sagsoegerne implicit selv har indroemmet i staevningen (s. 18), udloest af SEAC's meddelelse af 20. marts 1996 om en sandsynlig forbindelse mellem BSE og en variant af Creutzfeldt-Jakob-sygdommen.

98 Raadet har ikke bestridt, at der kan vaere lidt en skade, men har gjort gaeldende, at sagsoegerne hverken naermere har angivet arten eller omfanget af den skade, hver af sagsoegerne har lidt, hvilket bl.a. ses af den anmodning om sagkyndig bistand, der er indgivet til Retten.

Rettens bemaerkninger

99 Faellesskabets ansvar forudsaetter i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2, opfyldelse af en raekke betingelser vedroerende retsstridigheden af den adfaerd, som institutionerne haevdes at have udvist, og eksistensen af en skade samt vedroerende aarsagsforbindelsen mellem institutionens adfaerd og den paaberaabte skade (Domstolens dom af 27.3.1990, sag C-308/87, Grifoni mod Euratom, Sml. I, s. 1203, praemis 6, af 7.5.1992, forenede sager C-258/90 og C-259/90, Pesquerias De Bermeo og Naviera Laida mod Kommissionen, Sml. I, s. 2901, praemis 42, og Rettens dom af 18.9.1995, sag T-168/94, Blackspur m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. II, s. 2627, praemis 38).

100 I den foreliggende sag skal spoergsmaalet om, hvorvidt der bestaar en aarsagsforbindelse mellem institutionernes angiveligt retsstridige adfaerd og det tab, som sagsoegerne har paaberaabt sig, foerst undersoeges.

101 Der er en aarsagsforbindelse efter traktatens artikel 215, stk. 2, naar der er en direkte aarsagsforbindelse mellem den fejl, der er begaaet af den paagaeldende institution, og det tab, der paaberaabes, hvilken sammenhaeng sagsoegerne skal bevise (jf. Domstolens dom af 14.7.1961, forenede sager 9/60 og 12/60, Société commerciale Antoine Vloeberghs mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 261, org. ref.: Rec. s. 391, paa s. 428, af 30.1.1992, forenede sager C-363/88 og C-364/88, Finsider m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 359, praemis 25, og dommen i sagen Blackspur m.fl. mod Raadet og Kommissionen, a.st., praemis 40).

102 Den af sagsoegerne paastaaede fejl bestaar i det vaesentlige i vedtagelsen af regler og foranstaltninger, der var utilstraekkelige, fejlagtige og uegnede til at bekaempe BSE. Fejlen bestaar naermere bestemt i, at der ikke i 1990 blev vedtaget en beslutning om fuldstaendig isolering eller forbud mod indfoersel af oksekoedsprodukter paa det europaeiske kontinent med oprindelse i Det Forenede Kongerige som den, der blev vedtaget i marts 1996. Det er saaledes denne vedvarende undladelse mellem 1990 og 1996, men ogsaa utilstraekkeligheden af de foranstaltninger, der blev truffet i loebet af denne periode, som udgoer den retsstridige handlemaade, som faellesskabsinstitutionerne bebrejdes.

103 De sagsoegte har ikke bestridt, at kvaegavlerne paa kontinentet har lidt et oekonomisk tab som foelge af de begivenheder, der fandt sted i marts 1996.

104 Det fremgaar for det foerste, at forekomsten af BSE i britiske besaetninger, der foerste gang blev konstateret i 1986, er en alment kendt faktum, idet 160 000 tilfaelde af BSE er blevet konstateret i denne medlemsstat siden 1988, og for det andet, at der har vaeret spredte tilfaelde af BSE i Frankrig, Irland, Portugal og Schweiz.

105 Fra og med 1989 har faellesskabsinstitutionerne vedtaget en raekke bestemmelser (jf. praemis 4-13 ovenfor), som tilsigtede at imoedegaa BSE-krisen. Selv om disse foranstaltninger var bestemt til at hindre udbredelsen af BSE i Faellesskabets medlemsstater ud over Det Forenede Kongerige, at udrydde sygdommen og at fjerne dens skadelige virkninger, indebar de ikke en fuldstaendig isolering af kvaegbesaetninger og oksekoedsprodukter fra Det Forenede Kongerige paa Faellesskabets omraade, da visse levende dyr under seks maaneder, der nedstammede fra koeer, hos hvem der hverken var blevet konstateret eller havde vaeret mistanke om BSE, og visse oksekoedsprodukter, saed og embryoner fortsat kunne markedsfoeres paa kontinentet, indtil Kommissionen vedtog beslutning 96/239.

106 Paa trods af kendskabet til sygdommen og den omstaendighed, at der ikke blev indfoert nogen fuldstaendig embargo foerend i marts 1996, var forbrugernes tillid til oksekoed ikke blevet aendret, hvilket bevises af det forhold, at efterspoergslen ikke faldt kraftigt foer den 20. marts 1996. Hverken kendskabet til eksistensen af sygdommen hos kvaegbesaetninger i Det Forenede Kongerige, dens alvorlige karakter og muligheden for udbredelse blandt dyr paa kontinentet, eller den manglende sikkerhed for saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt koed, der blev solgt paa kontinentet, kunne hidroere fra smittet kvaeg, eller endelig den offentlige opinions bedoemmelse af de sagsoegtes handlemaade i deres kamp mod BSE har i denne forbindelse fremprovokeret en reaktion hos forbrugerne, der kan sammenlignes med den, som udloestes af SEAC's meddelelse i marts 1996.

107 Som Kommissionen med rette har fremhaevet, anerkender sagsoegerne selv i staevningen (s. 18), at de ikke havde noget som helst grundlag for at forudse en aendring i efterspoergslen, og at de ved opfedningscyklussens begyndelse i november 1995 med foeje kunne forvente en efterspoergsel efter oksekoed, der mindst var lig efterspoergslen det forudgaaende aar.

108 Det var foerst den 20. marts 1996, at det forhold, at sygdommen sandsynligvis kunne overfoeres til mennesker, blev meddelt af SEAC, idet komitéen gjorde status over ti tilfaelde af en variant af Creutzfeldt-Jakob-sygdommen, der var konstateret hos personer under 42 aar, og meddelte: »Selv om der ikke foreligger bevis for en sammenhaeng, er den mest sandsynlige forklaring paa baggrund af de foreliggende oplysninger og i mangel af noget trovaerdigt alternativ, at disse tilfaelde har en sammenhaeng med, at de paagaeldende har vaeret udsat for BSE, foer forbuddet mod saerligt slagteaffald blev indfoert i 1989. Dette giver anledning til stor bekymring.«

109 Den nye oplysning i meddelelsen fra SEAC var, at forbindelsen mellem BSE og Creutzfeldt-Jakob-sygdommen ikke laengere kun var en teoretisk mulighed, men nu blev anset for en reel mulighed. Selv om BSE var kendt forinden, var det saaledes denne nye oplysning, der i vaesentlig grad aendrede opfattelsen hos forbrugerne af den fare, som sygdommen indebaerer for menneskers sundhed (dommen af 5.5.1998 i sagen Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, a.st., praemis 52 og 53).

110 Efter den paagaeldende meddelelse traf Det Forenede Kongerige nogle hasteforanstaltninger, herunder beslutningen om at forbyde dels salg og levering af koed- og benmel fra pattedyr, dels anvendelse af koed- og benmel fra pattedyr i foder til ethvert husdyr, herunder fjerkrae, heste og opdraettede fisk, dels salg af koed fra kvaeg paa over 30 maaneder til menneskefoede. Samtidig vedtog en raekke medlemsstater og tredjelande foranstaltninger, hvorved de forboed indfoersel af kvaeg og koed af kvaeg fra Det Forenede Kongerige og for saa vidt angaar de foranstaltninger, der blev truffet af visse tredjelande, fra Den Europaeiske Union.

111 Som sagsoegerne har anerkendt, blev meddelelsen fra SEAC samt de af medlemsstaterne trufne foranstaltninger gjort til genstand for en omfattende mediedaekning inden for Faellesskabet, og karakteren og omfanget af denne daekning blev herefter en vigtig og direkte kilde til oejeblikkelig bekymring hos forbrugerne. I denne forbindelse konstaterer Retten, at sagsoegerne selv i visse passager i bilag 8 til staevningen for en stor dels vedkommende tilskriver krisen i sektoren den alarmerende - og efter deres opfattelse - uansvarlige behandling, som aviser og fjernsyn gav opdagelsen af muligheden for, at sygdommen kan overfoeres til mennesker. Paa s. 1 paa dokumentet med overskriften »Oksekoedsproduktionen i Italien: BSE - situationen og perspektiver« er det anfoert: »Oksekoedsproduktionen inden for Den Europaeiske Union og i Italien befinder sig i dramatiske vanskeligheder, der er forvaerret paa grund af de alarmerende oplysninger fra pressen og fjernsynet for saa vidt angaar muligheden for at overfoere BSE til mennesker, som har medfoert et maerkbar og uforudset fald i forbruget, og som i mangel af egnede modforanstaltninger risikerer at lede sektoren ud i en uoprettelig krise.« Det er endvidere praeciseret paa s. 4: »Variablen BSE kan give naadestoedet til sektoren henset til pressens og fjernsynets uberettigede og uansvarlige spredning af alarmerende oplysninger, idet de alene er optaget af sensationer uden den mindste intention om at give klare og objektive informationer.«

112 Det er ikke bestridt, at det er fra dette tidspunkt, at faldet i oksekoedsmarkedet indtraf som foelge af en maerkbar nedgang i efterspoergslen.

113 Det maa saaledes konstateres, at faldet i efterspoergslen, som medfoerte de i sagen paaberaabte tab, var udloest af virkningerne af SEAC's meddelelse paa den offentlige opinion, dvs. af den bekymring, som kendskabet til muligheden for, at sygdommen BSE kan overfoeres til mennesker, havde givet anledning til hos forbrugerne af oksekoed i Europa.

114 Domstolen har endvidere herom udtalt i sin kendelse af 12. juli 1996 i sagen Det Forenede Kongerige mod Kommissionen (a.st., praemis 87), at faldet i efterspoergslen paa oksekoed indtraf, da SEAC og Det Forenede Kongerige selv en uge inden vedtagelsen af beslutning 96/239 oplyste, at der sandsynligvis er en forbindelse mellem BSE og den omhandlede variant af Creutzfeldt-Jakob-sygdommen.

115 Det maa imidlertid undersoeges, om sagsoegerne har fremlagt beviser eller indicier, der kan godtgoere, at der er en aarsagsforbindelse i saa henseende mellem de sagsoegtes paastaaede culpoese handlinger og undladelser og de paaberaabte tab.

116 Retten skal udtale, at sagsoegerne alene har gjort gaeldende, at et drastisk indgreb paa det rette tidspunkt ville have afgraenset udbruddet af infektionen til Det Forenede Kongerige og hindret indflydelsen paa det europaeiske marked. Under de i sagen foreliggende omstaendigheder er det vanskeligt at afgoere, hvad der ville vaere sket, hvis faellesskabsinstitutionerne i 1990 havde vedtaget en fuldstaendig embargo med hensyn til Det Forenede Kongeriges marked. Imidlertid har sagsoegerne ikke fremlagt nogen oplysninger eller indicier, der kan underbygge sandsynligheden af deres paastand ved at godtgoere, at saadanne foranstaltninger ville kunne have hindret faldet i efterspoergslen efter meddelelsen den 20. marts 1996 vedroerende muligheden for, at sygdommen kan overfoeres til mennesker.

117 Der er intet, der tyder paa, at markedet paa trods af en fuldstaendig embargo vedtaget i 1990 ikke alligevel ville vaere brudt sammen paa det tidspunkt, hvor der blev offentliggjort oplysninger om muligheden for at overfoere sygdommen til mennesker, som foelge af de bekymringer, denne meddelelse ville give anledning til hos forbrugerne paa samme maade som meddelelsen af 20. marts 1996.

118 Frygten hos forbrugerne er ikke direkte forbundet med indfoerslen af inficeret oksekoed fra Det Forenede Kongerige, men med muligheden for, at sygdommen kan overfoeres til mennesker. Det er saaledes ringe sandsynlighed for, at man i et saadant tilfaelde ved en meddelelse allerede i 1990 om, at man havde truffet alle de fornoedne foranstaltninger for at bekaempe udbredelsen af sygdommen, ville have kunnet undgaa, at der blev skabt en staerk frygt hos forbrugerne.

119 Det bemaerkes, at konklusionerne i SEAC's meddelelse, der medfoerte, at forbrugerne mistede tilliden, var baseret paa undersoegelsen af ti tilfaelde af Creutzfeldt-Jakob-sygdommen hos forbrugere, hvilke tilfaelde efter SEAC's opfattelse mest sandsynligt kunne forklares med, at de paagaeldende havde vaeret udsat for BSE-agensen foer 1989, dvs. i perioden forud for den dato, hvor Faellesskabet burde have vedtaget de foranstaltninger, sagsoegerne har kraevet.

120 Der var endvidere andre omstaendigheder, der kunne give anledning til frygt hos forbrugerne, som f.eks.:

- den omstaendighed, at der siden 1988 ligeledes var blevet konstateret tilfaelde af BSE paa kontinentet, hvilket kunne medfoere, at afgraensningsforanstaltningerne for Det Forenede Kongeriges marked blev mindre effektive

- muligheden for, at oksekoed fra Det Forenede Kongerige kom ind paa kontinentet paa trods af embargoen

- den meget lange inkubationstid - fra fem til ti aar - som sygdommen BSE har hos kvaeg, hvilket medfoerer, at dyrene kan have erhvervet sygdommen uden at vise sygdomstegn i denne periode

- de alvorlige tvivl, der stadig bestaar, om den maade, hvorpaa dyrene kan blive smittet.

121 Endelig bemaerkes, at SEAC i sin udtalelse lagde laegt paa usikkerheden om antallet af tilfaelde, der kunne antages at komme til udbrud i fremtiden.

122 Under disse omstaendigheder er det ikke godtgjort, at faldet i efterspoergslen blev udloest af de sagsoegtes paastaaede culpoese handlinger og undladelser. Det er endvidere ikke bevist, at kvaegavlerne ikke ogsaa ville have lidt et tab som foelge af faldet paa markedet, selv hvis de sagsoegte have truffet de foranstaltninger, som sagsoegerne bebrejder dem ikke at have truffet.

123 Henset til ovenstaaende finder Retten, at det ikke er godtgjort, at der bestaar en aarsagsforbindelse mellem det paaberaabte tab og faellesskabsinstitutionernes paastaaede culpoese handlemaade.

124 Erstatningspaastanden kan derfor ikke tages til foelge, og det er ikke fornoedent at tage stilling til, dels om de oevrige betingelser for et ansvar uden for kontraktforhold for Faellesskabet, nemlig retsstridigheden af den adfaerd, der bebrejdes institutionerne, og om der foreligger et tab, er opfyldt, dels til den af sagsoegerne indgivne anmodning om sagkyndig bistand.

Paastanden om annullation af forordning nr. 1357/96

Parternes argumenter

125 Sagsoegerne har nedlagt paastand om annullation af forordning nr. 1357/96, som foreskrev betaling af tillaegspraemier til kvaegavlerne »af hensyn til sektorens fremtid«. Disse bestemmelser er ulovlige, idet de foreskriver ydelse af tillaegspraemier paa grund af nedgangen i avlernes indtaegt og ikke paa grund af foroegelsen af de omkostninger, som de er tvunget til at afholde. Betalingen af tillaegspraemier kan ikke fratage de skadelidte erstatning for deres samlede tab.

126 Det er gjort gaeldende, at den anfaegtede forordning ikke er tilstraekkeligt begrundet, og at den saaledes tilsidesaetter traktatens artikel 190. Naermere bestemt praeciserer den ikke, hvorfor Raadet har valgt at betale tillaegspraemier i stedet for at erstatte skaden, hvorfor stoerrelsen af disse erstatningspraemier er staerkt begraenset i forhold til de tab, der faktisk er lidt, og endelig hvorfor Raadet ikke har taget hensyn til foroegelsen af de omkostninger, avlerne har i dag.

127 Sagsoegerne har imidlertid praeciseret, at de kun paastaar annullation af denne forordning, saafremt den er til hinder for deres krav om fuldstaendig erstatning for de lidte tab.

128 Raadet og Kommissionen har gjort gaeldende, at paastanden om annullation af forordningen maa afvises. Ifoelge de sagsoegte er sagsoegerne, bortset fra Coldiretti, ikke individuelt beroert af denne. For saa vidt angaar Coldiretti har sammenslutningen ikke godtgjort, at dens stilling som forhandler er paavirket af den paagaeldende retsakt, og den har ikke bevist, at den traeder i stedet for avlere, som er medlemmer af organisationen, og som ville vaere i stand til selv at anlaegge sag.

129 Kommissionen har gjort gaeldende, at det med forordningen forfulgte maal, i modsaetning til hvad sagsoegerne med urette har anfoert, ikke er at indfoere en begraensning af Faellesskabets eventuelle ansvar for den paastaaede forsinkelse med at imoedegaa den sundhedsmaessige noedsituation, men at traeffe hasteforanstaltninger til stoette af avlernes indkomst for at afhjaelpe markedets ekstraordinaere vanskeligheder som foelge af BSE-krisen. Den har anfoert, at denne begraensning ikke paa nogen maade skal forstaas som et oenske fra faellesskabsinstitutionernes side om at begraense den erstatning, sagsoegerne paastaar at have krav paa.

130 Raadet har ligeledes gjort gaeldende, at det er aabenbart, at formaalet med forordningen ikke har nogen forbindelse med retten til at anlaegge sag i medfoer af traktatens artikel 215.

131 Sagsoegerne har i replikken gjort gaeldende, at det ikke er noedvendigt at tage til genmaele over for de nedlagte afvisningspaastande, saafremt Raadet og Kommissionen definitivt udelukker enhver form for indflydelse af forordning nr. 1357/96 paa spoergsmaalet om deres ansvar uden for kontraktforhold. De har konkluderet, at der ikke laengere bestaar nogen grund til at tage stilling til spoergsmaalet om annullation af forordningen, saafremt Retten bekraefter de sagsoegtes standpunkt.

132 Sagsoegerne har i retsmoedet bekraeftet, at de, saafremt Retten giver sagsoegerne medhold i deres standpunkt, vil frafalde deres annullationspaastand.

Rettens bemaerkninger

133 Retten konstaterer, at Raadet og Kommissionen baade i deres indlaeg og i retsmoedet har bekraeftet, at forordning nr. 1357/96 ikke kan begraense Faellesskabets ansvar uden for kontraktforhold.

134 Det fremgaar endvidere af ordlyden af foerste og anden betragtning til den anfaegtede forordning, at det med forordningen forfulgte maal ikke, som sagsoegerne med urette har anfoert, er at indfoere en begraensning af Faellesskabets eventuelle ansvar for den paastaaede forsinkelse med at imoedegaa den sundhedsmaessige noedsituation, men af hensyn til sektorens fremtid at traeffe hasteforanstaltninger til stoette af avlernes indkomst for at afhjaelpe markedets ekstraordinaere vanskeligheder som foelge af BSE-krisen.

135 Under disse omstaendigheder er det hverken fornoedent at tage stilling til, om paastanden kan antages til realitetsbehandling, eller om den skal tages til foelge. Det er tilstraekkeligt at tage ad notam, at sagsoegerne har frafaldet deres annullationspaastand, og at konstatere, at der ikke er grund til at traeffe afgoerelse om denne paastand.

Sagens omkostninger

136 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegerne har tabt sagen, paalaegges det dem i henhold til Raadets og Kommissionens paastand herom at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Femte Afdeling)

1) Den af Confederazione Nazionale Coltivatori Diretti (Coldiretti) nedlagte erstatningspaastand afvises.

2) Raadet for Den Europaeiske Union og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes for de af de oevrige sagsoegere nedlagte erstatningspaastande.

3) Det er ufornoedent at traeffe afgoerelse om paastanden om annullation af Raadets forordning (EF) nr. 1357/96 af 8. juli 1996 om tillaegsbetalinger i 1996 til praemierne i forordning (EOEF) nr. 805/68 om den faelles markedsordning for oksekoed og om aendring af samme forordning.

4) Sagsoegerne betaler sagens omkostninger.