1 Annullationssøgsmål - fysiske eller juridiske personer - akter, der berører dem umiddelbart og individuelt - beslutning fra Kommissionen, der er rettet til en medlemsstat, og hvori det fastslås, at en støtte er uforenelig med fællesmarkedet - sag anlagt af en regional myndighed, der har ydet den nævnte støtte - antagelse til realitetsbehandling
(EF-traktaten, art. 173 (efter ændring nu art. 230 EF))
2 Statsstøtte - forbud - undtagelser - støtte til områder, som er påvirket af Tysklands deling - undtagelsens rækkevidde - snæver fortolkning - økonomiske ulemper forårsaget af den isolation, der opstod ved grænsedragningen mellem de to zoner
[EF-traktaten, art. 92, stk. 2, litra c) [efter ændring nu art. 87, stk. 2, litra c), EF]]
3 Statsstøtte - forbud - undtagelser - samarbejdsforpligtelse for den medlemsstat, der anmoder om en undtagelse
(EF-traktaten, art. 92, stk. 2 (efter ændring nu art. 87, stk. 2, EF))
4 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - rækkevidde - beslutning, der ligger på linje med tidligere beslutninger - kortfattet begrundelse
(EF-traktaten, art. 190 (nu art. 253 EF))
5 Statsstøtte - forbud - undtagelser - støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet - støtte, der kan afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi - snæver fortolkning - forstyrrelse, der påvirker hele den pågældende medlemsstats økonomi
[EF-traktaten, art. 92, stk. 3, litra b) [efter ændring nu art. 87, stk. 3, litra b), EF]]
6 Statsstøtte - forbud - undtagelser - støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet - Kommissionens skøn - domstolsprøvelse - grænser
(EF-traktaten, art. 92, stk. 3 (efter ændring nu art. 87, stk. 3, EF))
7 Statsstøtte - forbud - undtagelser - støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet - støtte til udviklingen af bestemte områder - Kommissionens vurdering - forpligtelse til at tage hensyn til støttens virkninger på fællesskabsplan
[EF-traktaten, art. 92, stk. 3, litra a) og c) [efter ændring nu art. 87, stk. 3, litra a) og c), EF]]
8 Statsstøtte - Kommissionens undersøgelse - indførelse af rammebestemmelser for støtte inden for en økonomisk sektor - ingen bindende virkning uden medlemsstaternes samtykke - Kommissionens hensyntagen til bestemmelserne med henblik på anvendelsen af traktatens artikel 92 (efter ændring nu artikel 87 EF) og artikel 93 (nu artikel 88 EF) - lovligt
(EF-traktaten, art. 92 (efter ændring nu art. 87 EF) og art. 93 (nu art. 88 EF))
9 Statsstøtte - Kommissionens beslutning - bedømmelse af lovligheden under hensyn til de oplysninger, der var til rådighed på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen - hensyntagen til den forventelige udvikling af konkurrencen
(EF-traktaten, art. 92, stk. 1, og art. 173 (efter ændring nu art. 87, stk. 1, EF, og art. 230 EF))
10 Statsstøtte - Kommissionens undersøgelse - forpligtelse til at tage stilling inden for en rimelig frist - mulighed for passivitetssøgsmål ved manglende stillingtagen
(EF-traktaten, art. 92 (efter ændring nu art. 87 EF) og art. 93 og 175 (nu art. 88 EF og 232 EF))
11 Statsstøtte - Kommissionens undersøgelse - mulighed for at benytte faste operationelle kriterier - indgreb i Rådets beføjelser - foreligger ikke - sondring mellem »greenfield-investeringer« og »udvidelsesinvesteringer« - betegnelse henhørende under fællesskabsretten
(EF-traktaten, art. 92 (efter ændring nu art. 87 EF) og art. 93 (nu art. 88 EF))
1 En regional eller lokal myndighed, der er en juridisk person i henhold til myndighedens nationale ret, kan anlægge et annullationssøgsmål i medfør af traktatens artikel 173 (efter ændring nu artikel 230 EF) til anfægtelse af beslutninger, der retter sig til den, samt beslutninger, som, skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører den umiddelbart og individuelt.
En beslutning fra Kommissionen, der er rettet til en medlemsstat, og hvorved visse former for statsstøtte erklæres for uforenelige med fællesmarkedet, berører individuelt den regionale eller lokale myndighed, der, til dels ved hjælp af myndighedens egne midler, har ydet støtten, og som på grund af beslutningen afskæres fra at udøve sine selvstændige beføjelser på den måde, den ønsker, og pålægges at indlede den administrative procedure med henblik på tilbagesøgning af støtten hos støttemodtagerne, som den er enekompetent til at gennemføre på nationalt plan.
Myndigheden må anses for umiddelbart berørt af den nævnte beslutning, eftersom de nationale myndigheder, der er beslutningens adressater, ikke udøvede noget skøn, da de gav myndigheden meddelelse om beslutningen.
Myndigheden har i øvrigt en interesse i at anfægte denne beslutning, som adskiller sig fra interessen for den medlemsstat, som den er en del af.
2 Traktatens artikel 92, stk. 2, litra c) [efter ændring nu artikel 87, stk. 2, litra c), EF], som fastslår foreneligheden med fællesmarkedet af »støtteforanstaltninger for økonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands områder, som er påvirket af Tysklands deling, i det omfang de er nødvendige for at opveje de økonomiske ulemper, som denne deling har forårsaget«, er blevet opretholdt ved Maastricht-traktaten og Amsterdam-traktaten, og en identisk bestemmelse er blevet indsat i artikel 61, stk. 2, litra c), i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og det kan derfor ikke antages, at denne bestemmelse er blevet indholdsløs efter Tysklands genforening.
Da der imidlertid er tale om en undtagelse fra det generelle princip i traktatens artikel 92, stk. 1, om, at statsstøtte er uforenelig med fællesmarkedet, skal artikel 92, stk. 2, litra c), fortolkes snævert. I øvrigt skal der ved fortolkningen af bestemmelsen ikke blot tages hensyn til dens ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af.
Idet udtrykket »Tysklands deling« historisk set henviser til etableringen af skillelinjen mellem de to zoner i 1948, kan »økonomiske ulemper, som denne deling har forårsaget«, kun omfatte de økonomiske ulemper, som er forårsaget af den isolation, der opstod som følge af etableringen eller opretholdelsen af denne grænse, f.eks. indeslutningen af visse regioner, afbrydelsen af samfærdselsårer eller visse virksomheders tab af naturlige afsætningsmuligheder, således at virksomhederne har brug for støtte enten for at kunne tilpasse sig de nye betingelser eller for at kunne overleve denne ulempe.
Det ville være i strid med såvel denne bestemmelses karakter af en undtagelse som med den sammenhæng, bestemmelsen indgår i, og de mål, den forfølger, såfremt traktatens artikel 92, stk. 2, litra c), fortolkedes således, at den hjemler mulighed for helt at udligne den tilbagestående økonomiske situation, som de nye delstater lider under, indtil de har nået et udviklingstrin, der svarer til det i de gamle delstater. Forskellene i udviklingen mellem de gamle og de nye delstater beror på andre forhold end Tysklands deling som sådan og skyldes især de forskellige politisk-økonomisk systemer, der blev etableret i de to stater på hver sin side af grænsen.
3 En medlemsstat, der anmoder om tilladelse til at bevilge støtte under fravigelse af traktatens regler, skal samarbejde med Kommissionen og i denne forbindelse bl.a. fremlægge alle oplysninger, der gør det muligt for Kommissionen at kontrollere, at betingelserne for den ansøgte fravigelse er opfyldt.
4 Det skal klart og utvetydigt fremgå af den begrundelse, der kræves efter traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF), hvilke betragtninger den institution, som har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at Fællesskabets retsinstanser kan udøve deres kontrol, og de berørte kan gøre sig bekendt med baggrunden for den trufne foranstaltning.
En beslutning, der er blevet vedtaget i en sammenhæng, som parterne er fortrolige med, og som indgår i en fast beslutningspraksis, kan dog begrundes kortfattet.
Begrundelsen for en retsakt skal i øvrigt især bedømmes under hensyntagen til den interesse, som retsaktens adressat eller andre berørte personer har i at få forklaringer, især når de har spillet en aktiv rolle i forbindelse med udarbejdelsen af den anfægtede retsakt, og de har kendt de faktiske og retlige grunde, som har fået Kommissionen til at træffe sin beslutning.
Kommissionen er ikke i begrundelsen for en beslutning forpligtet til at behandle alle de retlige og faktiske spørgsmål, som de berørte parter har gjort gældende, når blot den tager hensyn til alle sagens omstændigheder og relevante faktorer. Hvad særlig angår en beslutning om statsstøtte følger det heraf, at for så vidt sagsøgerne har været tæt inddraget i den administrative procedure, der har ført til vedtagelsen af beslutningen, udgør det ikke en tilsidesættelse af begrundelsespligten, at beslutningen ikke gengiver de enkelte tal, der er indgået i rentabilitetsberegningen for den planlagte investering, eller at denne beregning ikke blev vedlagt beslutningen.
5 Det fremgår af sammenhængen og den generelle opbygning af traktatens artikel 92, stk. 3, litra b) [efter ændring nu artikel 87, stk. 3, litra b), EF], hvorefter støtte, der kan afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi, kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, at den pågældende forstyrrelse skal påvirke hele økonomien i den pågældende medlemsstat og ikke blot i en af dennes regioner eller en del af dens territorium. Denne løsning er i øvrigt i overensstemmelse med princippet om, at en undtagelsesbestemmelse som traktatens artikel 92, stk. 3, litra b), skal fortolkes snævert.
6 Den kontrol, som Fællesskabets retsinstanser foretager med hensyn til Kommissionens udøvelse af det vide skøn, den råder over i forbindelse med traktatens artikel 92, stk. 3 (efter ændring nu artikel 87, stk. 3, EF), og som indebærer komplicerede økonomiske og sociale vurderinger, som må foretages i en fællesskabssammenhæng, må begrænses til en efterprøvelse af, om procedure- og begrundelseskravene er overholdt, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, samt om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn, eller om der er begået magtfordrejning. Fællesskabets retsinstanser kan navnlig ikke sætte deres skøn med hensyn til de økonomiske forhold i stedet for det, der er anlagt af Kommissionen.
7 Forskellen i formuleringen af litra a) og litra c) i traktatens artikel 92, stk. 3 (efter ændring nu artikel 87, stk. 3, EF), kan ikke føre til den antagelse, at Kommissionen overhovedet ikke må tage hensyn til Fællesskabets interesse, når den anvender artikel 92, stk. 3, litra a), og at den skal begrænse sig til at efterprøve, om de pågældende foranstaltninger har en særlig regional karakter uden at vurdere deres virkning på det eller de relevante markeder inden for Fællesskabet som helhed.
Anvendelsen af artikel 92, stk. 3, litra a), ligesom af litra c) forudsætter, at der ikke blot tages hensyn til de regionale virkninger af de støtteforanstaltninger, som er omfattet af disse traktatbestemmelser, men at der efter artikel 92, stk. 1, også tages hensyn til virkningen af disse støtteforanstaltninger for samhandelen mellem medlemsstaterne og dermed til de sektorbestemte virkninger, som de kan fremkalde på fællesskabsplan.
8 Selv om de EF-rammebestemmelser, som Kommissionen på grundlag af traktatens artikel 93, stk. 1 (nu artikel 98, stk. 1, EF), har foreslået medlemsstaterne som formålstjenlige foranstaltninger, ikke er bindende og kun skaber pligter for medlemsstaterne, hvis de har erklæret sig indforstået med dem, hindrer dette ikke Kommissionen i ved udøvelsen af sine vide skønsbeføjelser i forbindelse med anvendelsen af traktatens artikel 92 (efter ændring nu artikel 87 EF) og traktatens artikel 93 at undersøge de støtteforanstaltninger, der skal anmeldes over for den, i lyset af disse bestemmelser.
9 Retmæssigheden af en beslutning om støtte skal vurderes i forhold til de oplysninger, som Kommissionen sad inde med på det tidspunkt, da den gennemførte den.
Når Kommissionen undersøger, om der er tale om en støtte i betydningen i traktatens artikel 92, stk. 1 (efter ændring nu artikel 87, stk. 1, EF), er den ikke strengt bundet til de konkurrencevilkår, der består på det tidspunkt, hvor beslutningen vedtages. Den skal foretage en undersøgelse, der inddrager mulige forandringer, og tage hensyn til den forventede konkurrenceudvikling og den pågældende støttes påvirkning af denne.
Heraf følger, at Kommissionen ikke kan kritiseres for at have taget hensyn til omstændigheder, der er indtrådt efter vedtagelsen af en plan om indførelse eller ændring af en støtte. Det forhold, at den berørte medlemsstat har gennemført de planlagte foranstaltninger, inden undersøgelsesproceduren har ført til en endelig beslutning, og derved har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3 (nu artikel 88, stk. 3, EF), er i denne forbindelse uden betydning.
10 Selv om Kommissionen under den indledende undersøgelsesprocedure i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3 (nu artikel 88, stk. 3, EF), skal have en passende frist, skal den dog handle med den påkrævede hurtighed og tage hensyn til medlemsstaternes interesse i hurtigt at få klarhed i de tilfælde, hvor den nødvendige indgriben kan vise sig at haste på grund af den virkning, som disse medlemsstater forventer, at de påtænkte støtteforanstaltninger vil have. Kommissionen skal derfor tage stilling inden for en rimelig frist, som Domstolen har fastsat til to måneder.
Kommissionen har i øvrigt den samme generelle pligt til at handle med den påkrævede hurtighed, når den beslutter, at den kontradiktoriske undersøgelsesprocedure i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, skal indledes, og hvis den i denne forbindelse forholder sig passivt, kan Fællesskabets retsinstanser i givet fald idømme sanktioner ved en sag i henhold til traktatens artikel 175 (nu artikel 232 EF).
11 Rådets kompetence til i henhold til traktatens artikel 94 (nu artikel 89 EF) at udstede de fornødne forordninger med henblik på anvendelsen af traktatens artikel 92 (efter ændring nu artikel 87 EF) og traktatens artikel 93 (nu artikel 88 EF) berøres ikke af, at Kommissionen ved udøvelsen af de vidtrækkende skønsbeføjelser, den har i forbindelse med anvendelsen af disse bestemmelser, benytter faste operationelle kriterier som dem, der ligger til grund for sondringen mellem »greenfield-investeringer« og »udvidelsesinvesteringer«.
Afgørelsen af, om en investering skal betegnes som »udvidelsesinvestering« eller modsat som »greenfield-investering«, skal træffes i en fællesskabsretlig sammenhæng, uafhængigt af den anvendte karakteristik i henhold til regnskabs- eller skatteretten i den medlemsstat, som den støttemodtagende virksomhed hører under.