61996A0113

Dom afsagt af Retten i Første Instans (Femte Afdeling) den 29. januar 1998. - Edouard Dubois et Fils SA mod Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Ansvar uden for kontraktforhold - Europæisk fælles akt - Speditør. - Sag T-113/96.

Samling af Afgørelser 1998 side II-00125


Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Parter


I sag T-113/96,

douard Dubois et Fils, et fransk aktieselskab, Roubaix (Frankrig), ved advokaterne Pierre Ricard og Alain Crosson du Cormier, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Marc Feiler, 67, rue Ermesinde,

sagsoeger,

mod

Raadet for Den Europaeiske Union ved de juridiske konsulenter Guus Houttuin og Maria Cristina Giorgi, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Alessandro Morbilli, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

og

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Hendrik van Lier og Fernando Castillo de la Torre, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegte,

hvori der i medfoer af EF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, er nedlagt paastand om, at Faellesskabet tilpligtes at erstatte den skade, sagsoegeren har lidt som foelge af oprettelsen af det indre marked fra den 1. januar 1993 i overensstemmelse med den europaeiske faelles akt og den heraf foelgende afskaffelse af den speditoervirksomhed, som sagsoegeren indtil da udoevede i Frankrig,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, R. García-Valdecasas, og dommerne J. Azizi og M. Jaeger,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio Gonzalez,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 16. september 1997,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser


Faktiske omstaendigheder og relevante bestemmelser

1 Ved artikel 13 i den europaeiske faelles akt (herefter »faellesakten«), som blev underskrevet i Luxembourg den 17. februar 1986 og i Haag den 28. februar 1986 og traadte i kraft den 1. juli 1987, blev EOEF-traktaten suppleret med en artikel 8 A, som i medfoer af artikel G, nr. 9, i traktaten om Den Europaeiske Union er blevet til EF-traktatens artikel 7 A, der lyder saaledes:

»Faellesskabet vedtager foranstaltninger med henblik paa gradvis oprettelse af det indre marked i loebet af perioden indtil den 31. december 1992 i henhold til bestemmelserne i denne artikel (...)

Det indre marked indebaerer et omraade uden indre graenser med fri bevaegelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital i overensstemmelse med bestemmelserne i denne traktat.«

2 Med kravet om, at der skulle skabes et »omraade uden graenser« mellem EOEF's medlemsstater, forudsatte gennemfoerelsen af det indre marked, at de fiskale graenser og toldkontrollen inden for Faellesskabet var fjernet efter udloebet af den i ovennaevnte bestemmelse fastlagte periode, dvs. pr. 1. januar 1993.

3 Gennemfoerelsen af det indre marked kunne i alvorlig grad paavirke mulighederne for at fortsaette bestemte former for erhvervsmaessig virksomhed, som er direkte forbundet med eksistensen af toldkontrol og fiskal kontrol ved Faellesskabets indre graenser.

4 Den beroerte navnlig toldklarererne og speditoererne, som for en andens regning mod betaling opfylder de toldformaliteter, der er noedvendige, for at varer kan passere graenserne. Toldklarererne udfoerer formaliteterne i en andens navn og for dennes regning. Speditoererne opfylder formaliteterne for en andens regning, men i eget navn.

5 Som det fremgaar af en meddelelse fra Kommissionen til Raadet, Europa-Parlamentet og Det OEkonomiske og Sociale Udvalg om tilpasning til det indre marked af erhvervet som toldklarerer og speditoer (SEK (92) 887 endelig udg., herefter »Kommissionens meddelelse«), blev der truffet forskellige ledsageforanstaltninger for at tage hensyn til de sociale og oekonomiske konsekvenser af oprettelsen af det indre marked for den paagaeldende branche.

6 Paa den ene side foerte medlemsstaterne, om end paa forskellig vis, droeftelser med de beroerte erhvervsdrivende, idet der ofte blev foreslaaet sociale foranstaltninger (f.eks. foertidspensionering, omskoling, kompensationsforanstaltninger for loentab, stoette til geografisk mobilitet og fagmaessig bistand til soegning efter ny beskaeftigelse) eller oekonomiske foranstaltninger (f.eks. skattefritagelse for afskedigelsesgodtgoerelser, mulighed for at sprede opkraevningen af mervaerdiafgift over en laengere periode eller stoette til virksomhederne) (Kommissionens meddelelse, s. 11-13, punkt III).

7 Paa den anden side andet vedtog Faellesskabet, efter at Kommissionen i 1991 havde faaet udarbejdet en undersoegelse finansieret af Den Europaeiske Socialfond (Kommissionens meddelelse, s. 6-11, punkt II), tre kategorier af foranstaltninger.

8 For det foerste sidestillede Den Europaeiske Socialfond toldklarererne og speditoererne med langtidsledige, saaledes at de kunne faa fordel af foranstaltninger vedroerende uddannelse, beskaeftigelsesstoette og saerlige foranstaltninger, som omfattede stoette til erhvervsvejledning, som fonden finansierede (Kommissionens meddelelse, s. 14-16, punkt IV.1).

9 For det andet blev der via Interreg-initiativet ydet stoette til omstrukturering af de paagaeldende virksomheder, uddannelse og omstilling af disses personale, omdannelse og nyindretning af godsbehandlingsomraaderne ved graenserne og oprettelse af erstatningsarbejdspladser (Kommissionens meddelelse, s. 16-17, punkt IV.2).

10 For det tredje blev der som supplement til ovennaevnte aktioner, der alle falder inden for rammerne af strukturfondene, foreslaaet og vedtaget foranstaltninger uden for rammerne af disse fonde. Raadet vedtog saaledes forordning (EOEF) nr. 3904/92 af 17. december 1992 om tilpasning af erhvervet som toldklarerer og speditoer til det indre marked (EFT L 394, s. 1, herefter »forordning nr. 3904/92«).

11 Sagsoegeren, som er et fransk aktieselskab med en kapital paa 47 850 000 FF, beskaeftiger 1 400 loenmodtagere og har 40 filialer og afdelinger. Selskabet har sin hovedvirksomhed inden for spedition mv., og drev forud for oprettelsen af det indre marked virksomhed som autoriseret speditoer i 16 afdelinger forskellige steder i Frankrig.

12 Selskabet har anfoert, at det med henblik paa at forberede sig paa de negative virkninger, gennemfoerelsen af det indre marked fra den 1. januar 1993 ville faa for den sidstnaevnte virksomhed, har gjort sig store anstrengelser for at udarbejde en plan for udvikling og omstilling til andre former for virksomhed.

13 Det har bl.a. kunnet drage fordel af forordning nr. 3904/92, idet det i henhold hertil har faaet bevilget en stoette paa 100 000 ECU, som har gjort det muligt for selskabet at overtage et andet selskab (Société Adrien Martin, som senere er blevet til Adrien Martin International) i likvidation. Denne erhvervelse indgik i selskabets plan med at omstille sin speditoervirksomhed til andre former for virksomhed, konkret servicevirksomhed i forbindelse med varer til og fra lande uden for Faellesskabet.

14 Selskabet har oplyst, at det efter gennemfoerelsen af det indre marked fra den 1. januar 1993 har maattet indstille praktisk talt hele sin speditoervirksomhed endeligt. Det har opgjort sit materielle tab i denne anledning til 112 339 703 FF.

Retsforhandlinger og parternes paastande

15 Sagsoegeren har paa denne baggrund ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 24. juli 1996 anlagt naervaerende erstatningssoegsmaal.

16 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

17 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret mundtlige spoergsmaal fra Retten i det offentlige retsmoede den 16. september 1997.

18 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Det fastslaas, at de sagsoegte er ansvarlige efter EF-traktatens artikel 215, stk. 2, for den skade, der er forvoldt sagsoegeren for saa vidt angaar dennes speditoervirksomhed, i medfoer af faellesakten, hvorved der indfoeres et omraade uden graenser mellem Faellesskabets medlemsstater fra den 1. januar 1993.

- Raadet og Kommissionen tilpligtes in solidum at betale sagsoegeren 112 339 702 FF i erstatning for den naevnte skade.

- Raadet og Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

19 Raadet har nedlagt foelgende paastande:

- Principalt: Sagen afvises, da det er aabenbart, at den ikke kan antages til realitetsbehandling.

- Subsidiaert: frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

20 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Afvisning eller frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Formaliteten

Parternes argumenter

21 De sagsoegte har gjort tre anbringender gaeldende til stoette for afvisningspaastandene, hvoraf de to foerste er fremfoert af baade Kommissionen og Raadet og det tredje alene af Raadet.

22 Som det foerste afvisningsanbringende har de sagsoegte gjort gaeldende, at soegsmaalet sigter mod at faa fastslaaet et ansvar for Faellesskabet for en skade, der er forvoldt ved en traktat indgaaet mellem medlemsstater. De sagsoegte har henvist til retspraksis (Domstolens dom af 4.2.1975, sag 169/73, Compagnie Continentale France mod Raadet, Sml. s. 117, praemis 16, og af 28.4.1988, forenede sager 31/86 og 35/86, LAISA og CPC España mod Raadet, Sml. s. 2285, praemis 18-22), hvorefter erstatningssoegsmaal, der sigter mod at opnaa erstatning for tab, der muligvis er foraarsaget af en aftale indgaaet mellem medlemsstater eller af selve de grundlaeggende traktater, maa afvises. De finder, at naervaerende sag sigter mod at opnaa erstatning for et tab foraarsaget ved anvendelsen af faellesakten.

23 Som det andet afvisningsanbringende har de sagsoegte gjort gaeldende, at staevningen ikke identificerer skadetilfoejelsen og derfor ikke opfylder kravet i artikel 19 i EF-statutten for Domstolen (herefter »Domstolens statut«) og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement. Soegsmaalets genstand er saaledes ikke angivet tilstraekkelig praecist. For saa vidt som staevningen ikke alene er rettet mod faellesakten, indeholder den heller ikke nogen angivelse af hjemmelen for soegsmaalet.

24 Som et tredje afvisningsanbringende har Raadet gjort gaeldende, at det paastaaede tab maa tilskrives medlemsstaterne. I det omfang soegsmaalet skal forstaas som en paastand om passivitet fra faellesskabsinstitutionernes side, maa det afvises, fordi det paastaaede tab i det mindste for en ikke uvaesentlig dels vedkommende maa tilskrives medlemsstaterne, idet traktatens artikel 215, stk. 2, kun giver hjemmel til soegsmaal vedroerende faellesskabsinstitutionerne og deres ansattes ansvar.

25 Sagsoegeren har over for det foerste afvisningsanbringende anfoert, at soegsmaalet ganske vist er rettet mod faellesakten, men at det ikke goeres gaeldende, at faellesakten er aarsagen til det tab, sagsoegeren direkte har lidt, men at den er en retsakt, hvis ikrafttraeden har givet institutionerne nye forpligtelser til at handle, navnlig til at traeffe passende kompensations- og tilpasningsforanstaltninger for erhvervet som speditoer. Der er ikke eller kun i utilstraekkeligt omfang truffet saadanne foranstaltninger.

26 Sagsoegeren finder, at det andet afvisningsanbringende er usagligt. De sagsoegte har fuldt ud vaeret i stand til at identificere den paaberaabte skadetilfoejelse og har imoedegaaet sagsoegerens anbringender paa udtoemmende vis.

27 Sagsoegeren har ikke taget stilling til det tredje afvisningsanbringende.

Rettens bemaerkninger

28 Det findes hensigtsmaessigt at behandle det andet afvisningsanbringende forud for det foerste og det tredje anbringende.

- Det andet afvisningsanbringende

29 Det bemaerkes, at efter artikel 19, stk. 1, i Domstolens statut, der i medfoer af artikel 46, stk. 1, i samme statut og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement finder anvendelse paa Retten, skal en staevning angive soegsmaalets genstand og en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Disse angivelser skal vaere tilstraekkelig klare og praecise til, at sagsoegte kan tilrettelaegge sit forsvar, og Retten i givet fald paa det saaledes foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen. Af retssikkerheds- og retsplejehensyn er det en forudsaetning for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de vaesentlige faktiske og retlige omstaendigheder, som soegsmaalet stoettes paa, eventuelt kortfattet, men dog paa en sammenhaengende og forstaaelig maade, fremgaar af selve staevningen (Rettens kendelse af 28.4.1993, sag T-85/92, De Hoe mod Kommissionen, Sml. II, s, 523, praemis 20).

30 For at opfylde disse krav skal en staevning, hvori der nedlaegges paastand om betaling af erstatning for skade forvoldt af en faellesskabsinstitution, indeholde de elementer, der goer det muligt at identificere den adfaerd, som sagsoegeren bebrejder institutionen, grundene til, at han antager, at der bestaar en aarsagsforbindelse mellem adfaerden og det tab, han haevder at have lidt, samt karakteren og stoerrelsen af dette tab (Rettens dom af 18.9.1996, sag T-387/94, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 961, praemis 107, af 6.5.1997, sag T-195/95, Guérin Automobiles mod Kommissionen, Sml. II, s. 679, praemis 21, og af 10.7.1997, sag T-38/96, Guérin Automobiles mod Kommissionen, Sml. II, s. 1223, praemis 42).

31 I det foreliggende tilfaelde opfylder staevningen disse mindstekrav. Der er ingen tvivl om, at soegsmaalet sigter mod at faa fastslaaet et ansvar uden for kontraktforhold for Faellesskabet med henblik paa at opnaa erstatning for den paastaaede skade, nemlig sagsoegerens tab af sin speditoervirksomhed, der maa betegnes som goodwill, og de ekstraordinaere driftsomkostninger i forbindelse hermed. Den skade, der saaledes haevdes at vaere lidt som foelge af, at speditoervirksomheden inden for Faellesskabet er ophoert, maa ifoelge sagsoegeren tilskrives Faellesskabet. Faellesskabet har forvoldt den paastaaede skade, dels ved i medfoer af faellesakten at fjerne de fiskale graenser og toldkontrollen, dels ved at undlade at traeffe passende erstatnings- og ledsageforanstaltninger med henblik paa at formindske de negative virkninger, fjernelsen af graenserne har for det paagaeldende erhverv.

32 Faellesskabet har herved ifoelge sagsoegeren gjort sig skyldig i en ulige fordeling af de offentlige byrder, et indgreb, der maa sidestilles med en ekspropriation og giver ret til erstatning, og en tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private, nemlig princippet om beskyttelse af velerhvervede rettigheder og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

33 I modsaetning til, hvad de sagsoegte har gjort gaeldende, giver staevningen saaledes formelt tilstraekkelige oplysninger om skadetilfoejelsen og det retlige grundlag for kravet, hvorfor dette afvisningsanbringende ikke kan tiltraedes.

- Det foerste og det tredje afvisningsanbringende

34 Disse to afvisningsanbringender drejer sig i det vaesentlige om, hvorvidt det paastaaede tab maa tilskrives medlemsstaterne eller faellesskabsinstitutionerne. De henviser dermed til de noedvendige betingelser for, at Faellesskabet kan ifalde ansvar, nemlig fastlaeggelsen af det ansvarspaadragende forhold og aarsagsforbindelsen mellem dette og det paastaaede tab. Behandlingen af disse anbringender er derfor forbundet med behandlingen af sagens realitet.

Realiteten

35 Sagsoegeren har principalt gjort gaeldende, at selskabet har et krav baseret paa et objektivt ansvar for Faellesskabet, og subsidiaert et krav baseret paa et culpaansvar for Faellesskabet.

Objektivt ansvar

Parternes argumenter

36 Sagsoegeren har fremfoert to anbringender til stoette for sit principale krav baseret paa et objektivt ansvar for Faellesskabet.

37 Det foerste anbringende er stoettet paa begrebet »rupture de l'égalité devant les charges publiques« (ulige fordeling af de offentlige byrder) i fransk forvaltningsret. Ifoelge den paagaeldende teori kan der ydes erstatning til personer, der kan godtgoere, at de, selv om der ikke foreligger nogen retsstridighed, har lidt et unormalt, specielt og direkte tab. Sagsoegeren finder, at anvendelsen af faellesakten har medfoert en ulige fordeling af de offentlige byrder til skade for selskabet og har paafoert dette et unormalt, specielt og direkte tab. Anvendelsen af denne internationale traktat har nemlig medfoert, at den saerlige speditoervirksomhed i forbindelse med handel mellem medlemsstaterne er blevet afskaffet, saaledes at sagsoegeren uigenkaldeligt har mistet sin goodwill, ligesom den har medfoert ekstraordinaere driftsomkostninger i social, teknisk og administrativ henseende. Sagsoegeren har under henvisning til Kommissionens meddelelse (s. 1, tredje afsnit) og forordning nr. 3904/92, hvori det i den femte betragtning hedder, at »ophaevelsen af toldformaliteterne ved de indre graenser i Faellesskabet vil medfoere en brat afslutning paa dette erhvervs udoevelse inden for Faellesskabet«, anfoert, at den paagaeldende direkte aarsagsforbindelse vanskeligt kan bestrides.

38 Det andet anbringende er inspireret af begrebet et indgreb, der maa sidestilles med en ekspropriation, som stammer fra tysk ret. Sagsoegeren er af den opfattelse, at anvendelsen af faellesakten i forhold til selskabet er et indgreb, der maa sidestilles med en ekspropriation. Selskabet har paaberaabt sig generaladvokat Sir Gordon Slynn's forslag til afgoerelse forud for Domstolens dom af 6. december 1984 i sagen Biovilac mod EOEF (sag 59/83, Sml. s. 4057, paa s. 4091), hvori generaladvokaten fastslog, at »saafremt det for Faellesskabet var muligt at ekspropriere ejendom, saa ville ejeren vaere berettiget til erstatning; saadan erstatning kunne fastsaettes under et soegsmaal i medfoer af artikel 215, stk. 2«. Sagsoegeren har konkluderet, at dette princip kan anvendes i forhold til selskabet.

39 De sagsoegte har gjort gaeldende, at det principale krav er uberettiget.

Rettens bemaerkninger

40 Faellesskabets ansvar uden for kontraktforhold omfatter i henhold til EF-traktatens artikel 215, stk. 2, skader forvoldt af dets institutioner eller af dets ansatte under udoevelsen af deres hverv.

41 Den primaere faellesskabsret bestaar af traktaterne om oprettelse af Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab, Det Europaeiske Faellesskab og Det Europaeiske Atomenergifaellesskab, og af de konventioner, der har suppleret eller aendret disse traktater, saasom konventionen vedroerende faelles institutioner for De Europaeiske Faellesskaber, traktaterne om nye medlemsstaters tiltraedelse, faellesakten og traktaten om Den Europaeiske Union. Disse traktater, herunder faellesakten, er aftaler, der er indgaaet mellem medlemsstaterne med henblik paa at oprette eller aendre De Europaeiske Faellesskaber. Faellesakten udgoer saaledes hverken en handling foretaget af institutionerne eller en handling foretaget af deres ansatte. Den kan derfor ikke danne grundlag for et ansvar uden for kontraktforhold for Faellesskabet (dommen i sagen Compagnie Continentale France mod Raadet, jf. ovenfor i praemis 22, praemis 16, og dommen i sagen LAISA og CPC España mod Raadet, jf. ovenfor i praemis 22, praemis 18-22). I oevrigt henhoerer traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, som regulerer Faellesskabets ansvar uden for kontraktforhold, ogsaa under den primaere ret. Det foelger imidlertid af reglernes trinfoelge, at disse bestemmelser ikke kan finde anvendelse paa retsakter paa samme niveau, saafremt der ikke er udtrykkelig hjemmel hertil.

42 Det er ufornoedent at besvare spoergsmaalet om, hvorvidt Faellesskabet efter faellesskabsretten kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold, uden at der foreligger culpa, idet det i det foreliggende tilfaelde er tilstraekkeligt at fastslaa, at soegsmaalet, for saa vidt angaar det foerste anbringende, uanset sagsoegerens understregning af, at det paastaaede tab ikke skyldes faellesakten, men faellesskabsinstitutionernes undladelse af at traeffe passende kompensations- og tilpasningsforanstaltninger, i realiteten i det vaesentlige sigter mod at faa fastslaaet et ansvar for Faellesskabet som foelge af selve faellesakten.

43 Det er alene oprettelsen af det indre marked og den heraf foelgende fjernelse af de fiskale graenser og toldkontrollen, der, for saa vidt som det omhandlede erhverv i realiteten afskaffes, eventuelt kan paafoere sagsoegeren et unormalt, specielt og direkte tab, og det er indfoerelsen af det indre marked, der eventuelt kan udgoere en ulige fordeling af de offentlige byrder eller et indgreb, der maa sidestilles med en ekspropriation, for saa vidt som den medfoerer et naermest fuldstaendigt og endeligt bortfald af den paagaeldende virksomhed og ekstraordinaere driftsomkostninger i forbindelse hermed.

44 Dette gaelder saa meget mere, som det principale krav hviler paa den antagelse, at aarsagsforbindelsen med det paastaaede tab er fjernelsen af de fiskale graenser og toldkontrollen i medfoer af faellesakten.

45 Anbringenderne til stoette for det principale krav baseret paa et objektivt ansvar for Faellesskabet hviler saaledes paa fjernelsen af de fiskale graenser og toldkontrollen, som har bragt speditoerernes virksomhed inden for Faellesskabet til ophoer. Denne aarsagsforbindelse er i oevrigt ubestridt. Den er baade udtrykkelig naevnt af sagsoegeren i staevningen, anerkendt af Kommissionen og konstateret af Raadet i den femte betragtning til forordning nr. 3904/92, hvorefter ophaevelsen af toldformaliteterne ved de indre graenser i Faellesskabet vil medfoere en brat afslutning paa dette erhvervs udoevelse inden for Faellesskabet.

46 Fjernelsen af de fiskale graenser og toldkontrollen fremgaar direkte af faellesaktens artikel 13, som er blevet til EF-traktatens artikel 7 A, hvorefter »det indre marked indebaerer et omraade uden indre graenser«. Den er derfor en direkte og noedvendig konsekvens heraf. Et tab, der er forvoldt ved fjernelsen af de fiskale graenser og toldkontrollen, har saaledes sin direkte og afgoerende aarsag i faellesaktens artikel 13. De paa faellesskabsplan og nationalt plan trufne foranstaltninger til gennemfoerelse af faellesakten, hvorved de fiskale graenser og toldkontrollen afskaffes, udgoer derimod ikke en selvstaendig aarsag til det paastaaede tab.

47 Det foelger heraf, at kravet baseret paa et objektivt ansvar for Faellesskabet sigter mod at faa fastslaaet et ansvar for Faellesskabet for et tab, der har sit udspring i faellesakten, som er en del af den primaere faellesskabsret. Faellesakten udgoer saaledes hverken en handling foretaget af Faellesskabets institutioner eller en handling foretaget af Faellesskabets ansatte under udoevelsen af deres hverv, og den kan derfor ikke danne grundlag for et objektivt ansvar uden for kontraktforhold for Faellesskabet.

48 Det principale krav baseret paa et objektivt ansvar for Faellesskabet maa derfor afvises.

Culpaansvar

Parternes argumenter

49 Sagsoegeren har til stoette for sit subsidiaere krav baseret paa et culpaansvar gjort gaeldende, at de sagsoegte i forbindelse med anvendelsen af faellesakten og undersoegelsen af de foranstaltninger, der blev truffet med henblik paa dens virkninger eller for at kontrollere visse af dens konsekvenser, har begaaet tilstraekkeligt kvalificerede kraenkelser af hoejere retsregler til beskyttelse af private. Selskabet har i denne forbindelse anfoert, at de kompenserende faellesskabsforanstaltninger, der er fastsat i forordning nr. 3904/92, er utilstraekkelige.

50 De hoejere retsregler til beskyttelse af private, som de sagsoegte skal have tilsidesat, er princippet om beskyttelse af velerhvervede rettigheder og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

51 Sagsoegeren har understreget, at speditoerbranchen er blevet saerskilt anerkendt i faellesskabsretten ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3632/85 af 12. december 1985 om fastlaeggelse af betingelserne for, at en person kan udfaerdige en toldangivelse (EFT L 350, s. 1, herefter »forordning nr. 3632/85«). Den primaere faellesskabsret har ikke direkte gjort indgreb i disse velerhvervede rettigheder. Dette er kun sket indirekte gennem bestemmelser i den afledte faellesskabsret, bl.a. om aendring af formaliteterne omkring angivelse af mervaerdiafgift (herefter »moms«), som har medfoert, at erhvervet som speditoer i samhandelen mellem medlemsstaterne i realiteten er blevet afskaffet.

52 Sagsoegeren har anfoert, at der i det foreliggende tilfaelde er sket en tredobbelt tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. For det foerste er der sket en kraenkelse af sagsoegerens grundlaeggende ret til at udoeve sit erhverv. For det andet er princippet blevet tilsidesat, fordi der ikke blev truffet overgangsforanstaltninger, der gav speditoererne mulighed for at forberede sig og tilpasse sig de nye omstaendigheder som foelge af gennemfoerelsen af det indre marked fra den 1. januar 1993. Denne undladelse er saa meget mere alvorlig, som erhvervet i henhold til loven var forpligtet til at fortsaette deres tidligere virksomhed i fuldt omfang indtil den naevnte dato. For det tredje undlod faellesskabsinstitutionerne at traeffe passende foranstaltninger med henblik paa at yde erstatning for det saerlige tab, der blev paafoert erhvervet, i strid med de beroertes berettigede forventning. Der var nemlig ingen grund til at formode, at faellesskabsinstitutionerne i forbindelse med vedtagelsen af de noedvendige foranstaltninger til gennemfoerelse af det indre marked ikke ville traeffe saerlige erstatnings- og ledsageforanstaltninger.

53 De sagsoegte har gjort gaeldende, at det andet anbringende er uholdbart.

Rettens bemaerkninger

54 Det bemaerkes indledningsvis, at efter fast retspraksis forudsaetter et ansvar for Faellesskabet uden for kontraktforhold, at sagsoegeren beviser, at den adfaerd, der laegges den beroerte institution til last, har vaeret retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er aarsagssammenhaeng mellem denne adfaerd og det paastaaede tab (Domstolens dom af 29.9.1982, sag 26/81, Oleifici Mediterranei mod EOEF, Sml. s. 3057, praemis 16, og Rettens dom af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, praemis 80, af 11.7.1996, sag T-175/94, International Procurement Services mod Kommissionen, Sml. II, s. 729, praemis 44, af 16.10.1996, sag T-336/94, Efisol mod Kommissionen, Sml. II, s. 1343, praemis 30, og af 11.7.1997, sag T-267/94, Oleifici Italiani mod Kommissionen, Sml. II, s. 1239, praemis 20).

55 Hvad naermere angaar betingelsen om, at der skal foreligge en retsstridig adfaerd, maa det fastslaas, at der ikke kan gives sagsoegeren medhold af to grunde.

56 For det foerste bemaerkes, at faellesskabsinstitutionernes undladelser kun kan begrunde ansvar for Faellesskabet, saafremt den paagaeldende institution ikke har overholdt en i en faellesskabsretlig bestemmelse fastsat retlig forpligtelse til at handle (Domstolens dom af 15.9.1994, sag C-146/91, KYDEP mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 4199, praemis 58, og dommen i sagen Oleifici Italiani mod Kommissionen, jf. ovenfor i praemis 54, praemis 21).

57 Spoergsmaalet er herefter, paa hvilket retligt grundlag og i hvilket omfang Faellesskabet er forpligtet til at handle, dvs. yde sagsoegeren erstatning. En saadan forpligtelse foelger hverken af selve faellesakten eller af nogen anden formel bestemmelse i den skrevne faellesskabsret. Der er heller ikke i det foreliggende tilfaelde grund til at rejse spoergsmaalet om, hvorvidt der findes et generelt retligt princip, hvorefter Faellesskabet har pligt til at yde erstatning til en person, der er blevet udsat for ekspropriation eller begraensninger i hans frie adgang til at udnytte sin ejendomsret, og som kan give grundlag for et soegsmaal i henhold til EF-traktatens artikel 215, stk. 2, saafremt det tilsidesaettes. En saadan erstatningspligt vil nemlig kun kunne komme paa tale i forhold til ekspropriationer, der foretages af faellesskabsinstitutionerne selv, idet Faellesskabet ikke kan forpligtes til at yde erstatning for handlinger, som ikke kan tilskrives Faellesskabet. Som det fremgaar af redegoerelsen i det foregaaende, er afskaffelsen af erhvervet som speditoer inden for Faellesskabet et resultat af faellesakten, som er en international traktat, der er vedtaget og godkendt af medlemsstaterne. Betingelserne for et ansvar for Faellesskabet er derfor ikke opfyldt. Det er dog ikke udelukket, at der efter omstaendighederne vil kunne gaelde en erstatningspligt i henhold til national ret i den medlemsstat, hvor den paagaeldende toldklarerer eller speditoer udoevede sin virksomhed.

58 For det andet maa det konstateres, at selv hvis det laegges til grund, at der i det foreliggende tilfaelde er sket en tilsidesaettelse af en retlig forpligtelse til at handle, maa det alligevel antages, at dette under de foreliggende omstaendigheder med sikkerhed ikke kan give grundlag for et ansvar for Faellesskabet.

59 Hertil bemaerkes, at naar der er tale om generelle retsakter, kan Faellesskabet kun ifalde ansvar, saafremt der foreligger en kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private. Hvis institutionen har udstedt retsakten under udoevelsen af en vid skoensbefoejelse, kraeves det desuden - for at Faellesskabet kan ifalde erstatningsansvar - at overtraedelsen er tilstraekkelig kvalificeret, dvs. at den er aabenbar og grov (jf. f.eks. Domstolens dom af 2.12.1971, sag 5/71, Zuckerfabrik Schoeppenstedt mod Raadet, Sml. 1971, s. 275, org. ref.: Rec. s. 975, praemis 11, af 25.5.1978, forenede sager 83/76, 94/76, 4/77, 15/77 og 40/77, HNL m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 1209, praemis 6, af 19.5.1992, forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 3061, praemis 12, og Rettens dom af 6.7.1995, sag T-572/93, Odigitria mod Raadet og Kommissionen, Sml. II, s. 2025, praemis 34, dommen i sagen Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, jf. ovenfor i praemis 54, praemis 81, og dommen i sagen Oleifici Italiani mod Kommissionen, jf. ovenfor i praemis 54, praemis 22).

60 Disse kriterier finder ogsaa anvendelse, naar der er tale om en culpoes undladelse (Domstolens dom af 8.12.1987, sag 50/86, Grands Moulins de Paris mod EOEF, Sml. s. 4833, praemis 9 og 16, og Rettens dom af 14.9.1995, sag T-571/93, Lefebvre m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2379, praemis 39).

61 Naervaerende sag sigter mod at opnaa erstatning for et tab i forbindelse med, at Faellesskabet skal have truffet utilstraekkelige foranstaltninger til fordel for speditoererhvervet i anledning af indfoerelsen af det indre marked, og den vedroerer saaledes klart generelle retsakter, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg og giver faellesskabsinstitutionerne en vid skoensbefoejelse.

62 Det skal herefter foerst undersoeges, om de sagsoegte har tilsidesat en hoejere retsregel til beskyttelse af private, og dernaest i givet fald om denne overtraedelse er tilstraekkelig kvalificeret.

63 For saa vidt angaar princippet om beskyttelse af velerhvervede rettigheder bemaerkes for det foerste, at den af sagsoegeren naevnte forordning nr. 3632/85 alene harmoniserer betingelserne for, at en person kan udfaerdige en toldangivelse. Det fastslaas i forordningen, at betingelserne for, at en person er berettiget til at udfaerdige en toldangivelse, varierer meget fra medlemsstat til medlemsstat, navnlig med hensyn til muligheden for at udfaerdige en toldangivelse for en andens regning (anden betragtning). Det anfoeres endvidere, at der i visse medlemsstater findes forskrifter, hvorefter retten til at udfaerdige toldangivelser enten i en andens navn, eller i eget navn, men for en andens regning, er forbeholdt personer, som opfylder visse betingelser (sjette betragtning). Det understreges i den forbindelse blot, at forordningen ikke er til hinder for, at disse forskrifter opretholdes, i det omfang de vedroerer adgangen til og udoevelsen af et bestemt erhverv (sjette betragtning).

64 Det foelger heraf, at forordning nr. 3632/86 paa ingen maade definerer og fastlaegger udoevelsen af erhvervene som toldklarerer og speditoer faellesskabsretligt, men blot fastslaar, at der ikke goeres indgreb i de gaeldende regler herom i visse medlemsstater. Hvis der er tale om en velerhvervet rettighed, foelger den saaledes ikke af forordning nr. 3632/85, men hoejest af nationale regler i visse medlemsstater, som ved at underskrive og eventuelt ratificere faellesakten har gjort indgreb i den paagaeldende rettighed. Det skal i den forbindelse bemaerkes, at sagsoegeren har henvist til, at selskabet havde faaet en autorisation i henhold til den franske toldlov, som gav det ret til at udoeve erhvervet som autoriseret speditoer, der senest var reguleret ved en fransk bekendtgoerelse af 24. december 1986.

65 Forordning nr. 3632/85 har saaledes ikke skabt nogen fordel for sagsoegeren, der kan betegnes som en velerhvervet rettighed.

66 For det andet bemaerkes, at de erhvervsdrivende paa omraader, hvor faellesskabsmyndighederne raader over vide skoensmaessige befoejelser, ikke kan paaberaabe sig en velerhvervet ret til bevarelse af en fordel, som er et resultat af en bestemt faellesskabsretlig ordning, og som de paa et givet tidspunkt har haft (jf. f.eks. Domstolens dom af 27.9.1979, sag 230/78, Eridania, Sml. s. 2749, praemis 22, dommen i sagen Biovilac mod EOEF, jf. ovenfor i praemis 38, praemis 23, Domstolens dom af 21.5.1987, forenede sager 133/85, 134/85, 135/85 og 136/85, Rau m.fl., Sml. s. 2289, praemis 18, og af 7.5.1991, sag C-69/89, Nakajima All Precision mod Raadet, Sml. I, s. 2069, praemis 119).

67 Det foelger heraf, at selv hvis det antages, at forordning nr. 3632/85 har givet toldklarererne og speditoererne en saerlig fordel, kan sagsoegeren ikke paaberaabe sig en velerhvervet ret til bevarelse af denne fordel, idet faellesskabsinstitutionerne er berettigede til at foretage de noedvendige tilpasninger af reglerne paa baggrund af udviklingen. Denne tilpasningsret for institutionerne er saerlig indlysende i det foreliggende tilfaelde, da gennemfoerelsen af det indre marked, som det fremgaar af den foerste betragtning til forordning nr. 3904/92, er et fundamentalt maal for Faellesskabets udvikling.

68 For saa vidt angaar princippet om beskyttelse af den berettigede forventning bemaerkes, at muligheden for at paaberaabe sig dette princip staar aaben for enhver, der befinder sig i en situation, hvoraf det fremgaar, at faellesskabsadministrationen har givet den paagaeldende anledning til begrundede forhaabninger (jf. f.eks. dommen i sagen Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, jf. ovenfor i praemis 54, praemis 148). Derimod kan ingen paaberaabe sig tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, saafremt administrationen ikke har afgivet praecise loefter (jf. f.eks. dommen i sagen Lefebvre m.fl. mod Kommissionen, jf. ovenfor i praemis 60, praemis 72).

69 I det foreliggende tilfaelde har sagsoegeren hverken godtgjort eller endog gjort gaeldende, at faellesskabsinstitutionerne har givet selskabet anledning til begrundede forhaabninger, og at de ville traeffe passende kompensations- og tilpasningsforanstaltninger.

70 Sagsoegeren har blot i staevningen paaberaabt sig en »berettiget forventning [...] for hele erhvervet« og i replikken anfoert, at »der ikke var nogen grund til at formode, at faellesskabsinstitutionerne i forbindelse med vedtagelsen af de noedvendige foranstaltninger til gennemfoerelse af det indre marked ikke ville traeffe saerlige erstatnings- og ledsageforanstaltninger«. Sagsoegeren er saaledes klart ikke i stand til at godtgoere, at de sagsoegte har givet selskabet anledning til begrundede forhaabninger om, at de ikke ville gennemfoere de noedvendige regler med henblik paa oprettelsen af det indre marked, eller at de ville traeffe kompensations- eller ledsageforanstaltninger.

71 Argumentet om en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan derfor ikke tiltraedes.

72 Sagsoegerens argument om en paastaaet tilsidesaettelse af selskabets grundlaeggende ret til at udoeve sit erhverv, som skulle udgoere en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, kan heller ikke tiltraedes.

73 Grundrettighederne hoerer til de almindelige retsgrundsaetninger, som Faellesskabets retsinstanser skal beskytte. Herved skal de laegge de forfatningsmaessige traditioner i medlemsstaterne til grund, hvorfor foranstaltninger, der er uforenelige med de i disse staters forfatninger anerkendte grundrettigheder, ikke kan anerkendes i Faellesskabet. De internationale traktater om beskyttelse af menneskerettighederne, som medlemsstaterne har vaeret med til at udarbejde, eller som de senere har tiltraadt, kan ligeledes give anvisninger, som skal tages i betragtning (Domstolens dom af 13.12.1979, sag 44/79, Hauer, Sml. s. 3727, praemis 15, og Domstolens udtalelse 2/94 af 28.3.1996, Sml. I, s. 1759, praemis 33).

74 Retten til fri erhvervsudoevelse hoerer til faellesskabsrettens almindelige grundsaetninger. Den skal imidlertid ikke behandles som en absolut forrettighed, men skal ses i sammenhaeng med dens funktion i samfundet. Retten til fri erhvervsudoevelse kan derfor underkastes begraensninger, forudsat at saadanne begraensninger er i virkelig overensstemmelse med de formaal, som Faellesskabet forfoelger i almenhedens interesse, og ikke, naar henses til det forfulgte formaal, indebaerer et uforholdsmaessigt og uacceptabelt indgreb, der kraenker selve rettighedens kerne (Domstolens dom af 11.7.1989, sag 265/87, Schraeder, Sml. s. 2237, praemis 15, og af 30.7.1996, sag C-84/95, Bosphorus, Sml. I, s. 3953, praemis 21, og Rettens dom af 15.4.1997, sag T-390/94, Schroeder m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 504, praemis 125).

75 Gennemfoerelsen af det indre marked har ikke gjort indgreb i eksistensen af sagsoegerens virksomhed eller i kernen i det frie valg af erhverv. Den paavirker ikke direkte, men kun indirekte, en hertil knyttet rettighed, eftersom afskaffelsen af bestemte formaliteter paa told- og afgiftsomraadet har visse konsekvenser for mulighederne for at drive sagsoegerens virksomhed og - alene herigennem - for udoevelsen af erhvervet. Desuden er det aabenbart, at gennemfoerelsen af det indre marked er en maalsaetning, der forfoelges i almenhedens interesse. Naar henses til det vigtige maal, der forfoelges, indebaerer den ikke nogen urimelig begraensning i udoevelsen af den omhandlede grundrettighed.

76 Det foelger af ovenstaaende, at ingen af de af sagsoegeren paaberaabte hoejere retlige principper er blevet tilsidesat.

77 Endelig bemaerkes, at den paastaaede undladelse af at traeffe kompensations- og ledsageforanstaltninger, selv hvis det antages, at der foreligger en saadan undladelse, og at den er culpoes, klart ikke udgoer en aabenbar og grov overtraedelse af de omhandlede principper. De sagsoegte har nemlig en vid skoensbefoejelse ved gennemfoerelsen af det indre marked og dermed i forbindelse med deres hensyntagen til de negative virkninger, denne gennemfoerelse kan have, og de har desuden truffet flere forskellige foranstaltninger ved forordning nr. 3904/92. Det understreges i oevrigt i denne forordning, jf. ottende betragtning, at disse faellesskabsforanstaltninger blot skal vaere et nyttigt supplement til medlemsstaternes indsats. Som det fremgaar af sjette betragtning til forordning nr. 3632/85, har visse medlemsstater, herunder Frankrig, saerlige regler for erhvervet som toldklarerer og speditoer, som faellesskabsretten, konkret forordning nr. 3632/85, ikke skulle goere indgreb i. Det forekommer derfor indlysende - selv uden hensyntagen til spoergsmaalet om subsidiaritet - at det i foerste raekke paahvilede de paagaeldende medlemsstater, som gennem vedtagelsen af faellesakten stod bag det paastaaede tab, at traeffe eventuelle kompensations- eller ledsageforanstaltninger. Paa baggrund af medlemsstaternes rolle i den omhandlede sammenhaeng maa de af Faellesskabet trufne foranstaltninger betragtes som tilstraekkelige, i det omfang Faellesskabet havde pligt til at traeffe saadanne foranstaltninger.

78 Det foelger heraf, at det subsidiaere krav baseret paa et culpaansvar ikke er berettiget. De sagsoegte maa herefter i det hele frifindes.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

79 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen og boer derfor paalaegges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Raadets og Kommissionens paastande.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Femte Afdeling)

1) Raadet for Den Europaeiske Union og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.