61996A0016

1 Annullationssoegsmaal - beslutning vedroerende statsstoette - klagepunkter, der ikke var fremsat under den administrative procedure - formaliteten

(EF-traktaten, art. 93, stk. 2, og art. 173)

2 Statsstoette - begreb - oekonomisk stoette fra en medlemsstat til en virksomhed - bedoemmelseskriterium - virksomhedens stilling paa de private kapitalmarkeder - laan til favoerrente - tilbagebetaling af forskellen mellem renter svarende til markedsrenten og de faktisk betalte renter

(EF-traktaten, art. 92, stk. 1)

3 Statsstoette - kommissionsbeslutning, hvori det fastslaas, at en ikke-anmeldt stoette er uforenelig med faellesmarkedet - begrundelsespligt - raekkevidde

(EF-traktaten, art. 92, art. 93, stk. 3, og art. 190)

4 I forbindelse med statsstoette er der ikke nogen bestemmelse, der goer en umiddelbart og individuelt beroert persons ret til at anfaegte en retsakt, der er stilet til tredjemand, betinget af, at alle de i staevningen anfoerte klagepunkter har vaeret rejst under den administrative procedure. I mangel af en saadan bestemmelse kan vedkommendes soegsmaalsret ikke begraenses alene med henvisning til, at denne person under den administrative procedure kunne have kommenteret en vurdering, der blev meddelt ved indledningen af proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, og som er gentaget i beslutningen, men ikke har gjort det.

5 Det kriterium, som skal anvendes for at afgoere, om oekonomisk stoette fra en medlemsstat til en virksomhed har karakter af statsstoette, vedroerer virksomhedens muligheder for at rejse de paagaeldende beloeb paa kapitalmarkedet. Navnlig maa det undersoeges, om en privat investor ville have gennemfoert transaktionen paa de samme vilkaar, og hvis det ikke er tilfaeldet, maa det undersoeges, paa hvilke vilkaar transaktionen kunne vaere gennemfoert.

Med hensyn til et laan, der er ydet til en favoerrente, kan Kommissionen med rette anse forskellen mellem de renter, der skulle have vaeret betalt, saafremt markedsrenten var blevet anvendt, og de renter, der faktisk blev betalt, og ikke hovedstolen for statsstoette, der er uforenelig med faellesmarkedet.

Anvendelsen af kriteriet vedroerende en privat investor indebaerer ligeledes, at Kommissionen under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan fastsaette, hvilke foranstaltninger der skal traeffes i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, for at fjerne den konkurrencefordrejende virkning og genoprette tilstanden forud for udbetalingen af den ulovlige stoette. Selv om der ikke kan foretages en principiel sondring alt efter, om stoetten ydes i form af laan eller i form af kapitalindskud, kan anvendelsen af kriteriet vedroerende en privat investor paa samme maade i begge tilfaelde imidlertid indebaere, at der paa grund af proportionalitetsprincippet maa traeffes forskellige foranstaltninger for at fjerne den konkurrencefordrejende virkning og genoprette tilstanden forud for udbetalingen af den ulovlige stoette.

Proportionalitetsprincippet indebaerer, at der skal vedtages de noedvendige foranstaltninger for at sikre en sund konkurrence paa det indre marked, der i mindst muligt omfang er til hinder for en harmonisk og afbalanceret udvikling af den oekonomiske virksomhed i Faellesskabet som helhed.

Da et beloeb, som indskydes i en virksomhed, varigt overfoeres til denne, mens et laan, der skal tilbagebetales, kun midlertidigt stilles til virksomhedens raadighed, indebaerer proportionalitetsprincippet, at der som udgangspunkt skal traeffes forskellige foranstaltninger i de to tilfaelde. Med hensyn til et kapitalindskud kan Kommissionen fastslaa, at fjernelsen af den ydede fordel noedvendiggoer, at kapitalindskuddet tilbagebetales. Hvad derimod angaar et laan kan Kommissionen, hvis den konkurrencemaessige fordel bestaar i, at der er indroemmet en favoerrente, og ikke i vaerdien af selve den kapital, der er stillet til raadighed, i stedet for at kraeve hele hovedstolen tilbagebetalt bestemme, at der skal anvendes den rentesats, som ville vaere blevet anvendt paa normale markedsvilkaar, og at forskellen mellem den rente, der paa saadanne vilkaar ville vaere blevet betalt, og den rente, der faktisk er betalt paa grundlag af favoerrenten, skal tilbagebetales.

6 Den begrundelse, som kraeves i henhold til traktatens artikel 190, skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den faellesskabsmyndighed, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, dels saaledes at de beroerte kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan varetage deres interesser, dels saaledes at Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres proevelsesret. Det kraeves imidlertid ikke, at begrundelsen skal angive alle de relevante faktiske og retlige momenter, da spoergsmaalet, om begrundelsen for en retsakt opfylder kravene i traktatens artikel 190, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhaeng, hvori den indgaar, samt under hensyn til alle de retsregler, som gaelder paa det paagaeldende omraade.

Kommissionen er ikke forpligtet til i begrundelsen for beslutninger, som den maa traeffe for at sikre anvendelsen af konkurrencereglerne, at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte har fremfoert for den. Det er tilstraekkeligt, at den redegoer for de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der har vaeret afgoerende med henblik paa beslutningens konklusion.

Med hensyn til, om en foranstaltning skal anses for stoette, indebaerer dette princip, at det skal angives, af hvilke grunde Kommissionen anser den omhandlede stoetteforanstaltning for at falde inden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 92, stk. 1.

I sag T-16/96,

Cityflyer Express Ltd, Gatwick Airport (Det Forenede Kongerige), ved advokat Charles Price, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Lucy Dupong, 14 A, rue des Bains,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Peter Oliver og Anders Jessen, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 95/466/EF af 26. juli 1995 om stoette ydet af regionen Flandern til det belgiske selskab Vlaamse Luchttransportmaatschappij NV (EFT L 267, s. 49),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Femte Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, R. García-Valdecasas, og dommerne V. Tiili, J. Azizi, R.M. Moura Ramos og M. Jaeger,

justitssekretaer: fuldmaegtig A. Mair,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 25. september 1997,

afsagt foelgende

Dom

Relevante retsregler

1 Artikel 92, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab (herefter »traktaten«) har foelgende ordlyd:

»Bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstoette eller stoette, som ydes ved hjaelp af statsmidler under enhver taenkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med faellesmarkedet i det omfang, den paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne.«

2 I henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), kan Kommissionen som en undtagelse hertil erklaere

»c) stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller oekonomiske regioner, naar den ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse«,

forenelig med faellesmarkedet.

3 Kommissionen har i meddelelse 94/C 350/07, der har overskriften »Anvendelse af EF-traktatens artikel 92 og 93 og ... artikel 61 [i aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade] paa statsstoette i luftfartssektoren« (EFT 1994 C 350, s. 5, herefter »retningslinjerne«), fastsat bestemmelser om statsstoette til virksomheder i denne sektor.

4 I kapitel IV i retningslinjerne vedroerende sondringen mellem statens rolle som ejer af en virksomhed og som yder af statsstoette til denne virksomhed anfoeres vedroerende laanefinansering:

»Kommissionen vil anvende det markedsoekonomiske investorprincip til at vurdere, hvorvidt laanet er givet paa normale kommercielle betingelser, og hvorvidt saadanne laan ville have kunnet opnaas fra en kommerciel bank. Med hensyn til betingelserne for saadanne laan vil Kommissionen navnlig tage hensyn til baade rentesatsen og den sikkerhed, der kraeves for laanet. Kommissionen vil undersoege, om den givne sikkerhed er tilstraekkelig til at tilbagebetale laanet fuldt ud i tilfaelde af misligholdelse, og undersoege selskabets finansielle position paa det tidspunkt, laanet blev givet.

Stoetteelementet vil vaere forskellen mellem den sats, som luftfartsselskabet ville betale paa normale markedsbetingelser, og den, der rent faktisk blev betalt. I det ekstreme tilfaelde, hvor der gives et laan uden sikkerhed til et selskab, som under normale omstaendigheder ikke ville vaere i stand til at opnaa finansiering, svarer laanet rent faktisk til stoette, og Kommissionen vil vurdere sagen som saadan« (punkt 32 i retningslinjerne).

Sagsfremstilling

5 Vlaamse Luchttransportmaatschappij NV (herefter »VLM«) er et privat luftfartsselskab med hjemsted i Antwerpen (Belgien). Selskabet blev stiftet den 21. februar 1992 med en kapital paa 10 mio. BEF. Kapitalen er efterfoelgende udvidet flere gange og udgjorde ved udgangen af 1993 75 mio. BEF. I 1994 blev kapitalen forhoejet til 100 mio. BEF. Fra 1993 har selskabet drevet rutefart bl.a. mellem Antwerpen og London (London City Airport) og mellem Rotterdam og London (London City Airport).

6 Ruten Antwerpen-London beflyves ligeledes af Cityflyer Express Ltd (herefter »Cityflyer« eller sagsoegeren) (med afgang fra og ankomst til Gatwick Airport) og Sabena (med afgang fra og ankomst til Heathrow Airport).

7 Ved udgangen af 1993 var den samlede maanedlige kapacitet paa denne rute paa ca. 22 000 til 24 000 passagerer, mens det samlede antal transporterede passagerer laa paa mellem 9 000 og 10 000 passagerer pr. maaned.

8 Den 17. december 1993 ydede regionen Flandern - uden forudgaaende anmeldelse til Kommissionen - VLM et rentefrit laan paa 20 mio. BEF, som skulle tilbagebetales med aarlige afdrag paa 4 mio. BEF, foerste gang i det andet aar.

9 Laaneaftalen indeholder foelgende bestemmelser:

»Artikel 1 : Voorwerp

De begunstigde verbindt zich tot de verdere uitbouw en exploitatie van meerdere Europese vliegroutes.

Ter ondersteuning van deze activiteit verleent het Gewest de begunstigde een terugbetaalbaar renteloos voorschot.

...

Artikel 3 : Voorwaarden

Voor de duur van het contract is voor de vervreemding of hypothekering van onroerend en roerend patrimonium en het handelsfonds van de zaak alsook voor de vervreemding van bepaalde activa van de begunstigde vooraf instemming nodig van het Gewest.

Bij wijziging van de aandeelhoudersstructuur is vooraf de instemming van het Gewest vereist.

Het kapitaal van de onderneming mag tijdens de duur van het contract niet worden verlaagd zonder voorafgaande toestemming van het Gewest.

Indien deze voorwaarden niet worden nageleefd, is de overeenkomst onmiddelijk opzegbaar en wordt het voorschot onmiddelijk opeisbaar.

...«

[»Artikel 1: Formaal

Laantageren forpligter sig til at fortsaette udviklingen og driften af en raekke europaeiske flyruter.

Regionen Flandern yder med henblik paa at stoette denne virksomhed laantageren et rentefrit laan, som skal tilbagebetales.

...

Artikel 3: Betingelser

I laanets loebetid kraever enhver afhaendelse eller pantsaetning af laantagerens loesoere, faste ejendom, goodwill og afhaendelse af visse af selskabets aktiver forudgaaende godkendelse fra regionen Flandern.

Enhver aendring i aktionaerkredsen skal paa forhaand godkendes af regionen.

I laanets loebetid kan selskabets aktiekapital ikke nedsaettes uden regionens forudgaaende godkendelse.

Efterleves disse betingelser ikke, kan laaneaftalen ophaeves uden varsel, og laanet kan straks kraeves tilbagebetalt.

...«]

10 Efter at Cityflyer havde indgivet en klage, indledte Kommissionen den 16. november 1994 proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2 (EFT 1994 C 359, s. 2).

11 Cityflyer og British Airways fremsatte deres bemaerkninger. De anmodede Kommissionen om at fastslaa, at det rentefrie laan er statsstoette, der er uforenelig med faellesmarkedet.

12 Den 23. januar 1995 fremsatte den belgiske regering ligeledes sine bemaerkninger.

13 Som afslutning paa proceduren vedtog Kommissionen den 26. juli 1995 beslutning 95/466/EF om stoette ydet af regionen Flandern til det belgiske selskab Vlaamse Luchttransportmaatschappij NV (herefter »den anfaegtede beslutning«). Beslutningen blev meddelt den belgiske regering den 25. september 1995 og offentliggjort i EF-Tidende den 9. november 1995 (EFT L 267, s. 49).

14 I beslutningen fastslaar Kommissionen, at det rentefrie laan, regionen Flandern har ydet VLM, omfatter ulovlige stoetteelementer, da det er tildelt virksomheden i strid med traktatens artikel 93, stk. 3. Endvidere fastslaas i beslutningens artikel 1, at stoetteelementerne er uforenelige med faellesmarkedet i henhold til traktatens artikel 92 og artikel 61 i aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade (herefter »EOES-aftalen«). Det paalaegges derfor Belgien at kraeve, at laanet tilskrives renter med en rentesats paa 9,3% (artikel 2), og at kraeve stoetten tilbagebetalt svarende til en rentetilskrivning beregnet fra laanets ydelse med samme rentesats (artikel 3). Rentesatsen paa 9,3% fremkommer ved, at der til basisrentesatsen paa 7,3% paa belgiske statsobligationer i 1994 laegges en risikopraemie paa 2% (kapitel V, sidste afsnit, i den anfaegtede beslutning).

15 Kommissionen har i kapitel V, sjette afsnit, i den anfaegtede beslutning anfoert, at der »ikke [var] tvivl om stoettekarakteren, idet ingen privat investor eller bank paa normale markedsvilkaar ville yde et rentefrit laan til et selskab uden at deltage i selskabets kapital, naar selskabet mindre end to aar efter oprettelsen er i oekonomiske vanskeligheder. Det fremgaar af balance og resultatopgoerelse for VLM, at selskabet i det foerste egentlige driftsaar 1993 har haft et driftstab paa 13 mio. BEF. Nettotabet beloeb sig i samme aar til 11,52 mio. BEF, svarende til 15% af kapitalen«.

16 I kapitel V, syvende afsnit, i den anfaegtede beslutning anfoeres: »Med hensyn til stoettebeloebet mener Kommissionen ved anvendelse af EF-traktatens artikel 92 og 93 samt EOES-aftalens artikel 61 paa statsstoette i luftfartssektoren, at stoetteelementet 'vil vaere forskellen mellem den sats, som luftfartsselskabet ville betale paa normale markedsbetingelser, og den, der rent faktisk blev betalt. I det ekstreme tilfaelde, hvor der gives et laan uden sikkerhed til et selskab, som under normale omstaendigheder ikke ville vaere i stand til at opnaa finansiering, svarer laanet rent faktisk til stoette, og Kommissionen vil vurdere sagen som saadan'. I naervaerende tilfaelde har VLM haft tab, som dog er moderate, i loebet af det foerste driftsaar, 1993, hvilket ikke er usaedvanligt paa baggrund af de saerlige forhold, der goer sig gaeldende for luftfartssektoren. Tabet har derfor ikke ved indgangen til 1994 forhindret adgang til de finansielle markeder, saa meget mere som 1993 var et vanskeligt aar for hele den civile luftfart, og at der var udsigt til en generel konjunkturforbedring i 1994. Det viste sig jo faktisk, at VLM kunne nedbringe sit tab i 1994 til 8,6 mio. BEF, samtidig med at selskabet udviklede sine aktiviteter. I oevrigt har laangiver en vis sikkerhed for at kunne inddrive sin fordring, da regionen Flandern mod at yde laanet kan blande sig i virksomhedens ledelse ved at stille krav om forudgaaende godkendelse af afhaendelse eller pantsaetning af en raekke aktiver eller af en nedsaettelse af kapitalen og aendringer i aktionaerkredsen. Det skal bemaerkes, at ved udgangen af 1993 beloeb VLM's faste aktiver sig til 7,3 mio. BEF og de finansielle aktiver til 16 mio. BEF. I loebet af 1994 blev kapitalen endnu en gang forhoejet, denne gang med et beloeb paa 25 mio. BEF, hvorfor aktiekapitalen nu beloeber sig til 100 mio. BEF. Yderligere fremgaar det dels af laaneaftalens artikel 6 og 7, at den kan ophaeves straks, hvis VLM ikke opfylder betingelserne i den, dels at VLM i aftalens loebetid er underlagt kontrol af det flamske faellesskabs OEkonomiministerium og af den flamske Kommission for Tilsyn med Virksomheder. Paa dette grundlag mener Kommissionen, at stoettebeloebet svarer til den rentesats, som selskabet skulle have betalt paa normale markedsvilkaar.«

17 I kapitel V, ottende afsnit, har Kommissionen fastslaaet, at naar henses til disse aftalebestemmelser, havde VLM paa markedsvilkaar kunnet laane det beloeb, selskabet har faaet stillet til raadighed, til en rente paa 9,3%.

Retsforhandlinger og parternes paastande

18 Staevningen er indleveret til Rettens Justitskontor den 1. februar 1996.

19 Den 15. juli 1996 indleverede VLM en interventionsbegaering, som selskabet tilbagekaldte den 29. oktober 1996.

20 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens mundtlige spoergsmaal i retsmoedet den 25. september 1997.

21 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande: - Den anfaegtede beslutning annulleres.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

22 I replikken og i retsmoedet har sagsoegeren endvidere nedlagt paastand om, at der traeffes afgoerelse om fremlaeggelse af visse dokumenter (jf. nedenfor, praemis 98, 99 og 100).

23 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Afvisning.

- Subsidiaert frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

24 I duplikken har Kommissionen endvidere nedlagt paastand om, at visse forhold, som sagsoegeren har fremfoert i replikken (jf. nedenfor, praemis 36, 37 og 38), ikke tages under paakendelse.

Formaliteten

Spoergsmaalet om, hvorvidt sagen kan antages til realitetsbehandling

Parternes argumenter

25 Kommissionen har i svarskriftet nedlagt en afvisningspaastand med henvisning til, at sagsoegeren ikke har nogen interesse i, at den anfaegtede beslutning annulleres.

26 Ifoelge Kommissionen paastaas beslutningen annulleret, for saa vidt som et beloeb svarende til de renter, VLM skulle have betalt paa normale markedsvilkaar, herved anses for statsstoette, som er uforenelig med det faelles marked, jf. traktatens artikel 92, stk. 1, mens det efter sagsoegerens opfattelse var det laante beloeb (herefter »hovedstolen«), som udgjorde stoetten. En saadan annullation, efterfulgt af en ny beslutning indeholdende et paalaeg til VLM om tilbagebetaling af hele det laante beloeb, ville forbedre selskabets oekonomiske situation. Med hensyn til perioden forud for meddelelsen af den anfaegtede beslutning skulle VLM have betalt den for Belgien gaeldende referencerentesats (meddelelse fra Kommissionen vedroerende stoetteordninger med regionalt sigte, EFT 1979 C 31, s. 9, punkt 14 i bilaget). Denne sats (8,34%) er lavere end den, der skal anvendes i henhold til beslutningen (9,3%). Naar endvidere henses til det efterfoelgende rentefald, kan VLM opnaa laan til en mere fordelagtig rentesats end den, der foelger af den anfaegtede beslutning. Det tidspunkt, der skal tages i betragtning ved fastlaeggelsen af renten, er tidspunktet for vedtagelsen af den anfaegtede beslutning. Hvis man imidlertid tager hensyn til det tidspunkt, hvor Kommissionen vil skulle traeffe en ny beslutning efter en annullation af den foerste beslutning, bliver det endnu tydeligere, at sagsoegeren ikke har nogen retlig interesse, idet renten er faldet yderligere.

27 Endvidere har Kommissionen anfoert, at naar en annullation medfoerer en forbedring af stoettemodtagerens stilling, har konkurrenterne, uanset om de maatte vaere umiddelbart og individuelt beroert, ingen retligt interesse i at anlaegge sag, hvorfor soegsmaalet maa afvises (Domstolens dom af 14.12.1962, forenede sager 5/62-11/62, 13/62, 14/62 og 15/62, San Michele m.fl. mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 357, org. ref.: Rec. s. 859, af 16.12.1963, sag 14/63, Forges de Clabecq mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 453, org. ref.: Rec. s. 719, og af 1.7.1976, sag 58/75, Sergy mod Kommissionen, Sml. s. 1139, praemis 5, samt Rettens dom af 16.12.1993, sag T-58/92, Moat mod Kommissionen, Sml. II, s. 1443, praemis 32).

28 Sagsoegeren har anfoert, at selskabet har en retlig interesse, naar det er godtgjort, at den anfaegtede beslutning beroerer det umiddelbart og individuelt. Selskabet befinder sig i noejagtig samme situation som sagsoegerne i sagen Cofaz m.fl. mod Kommissionen (Domstolens dom af 28.1.1986, sag 169/84, Sml. s. 391, praemis 25, jf. ogsaa Rettens dom af 5.6.1996, sag T-398/94, Kahn Scheepvaart mod Kommissionen, Sml. II, s. 477, praemis 37 og 42).

29 Endvidere har sagsoegeren anfoert, at Kommissionens argumentation har som udgangspunkt, at VLM kunne opnaa en finansiering, og der ses herved bort fra, at VLM efter sagsoegerens opfattelse ikke kunne have opnaaet en saadan finansiering uden sikkerhed paa det tidspunkt, hvor laanet blevet ydet.

Rettens bemaerkninger

30 Spoergsmaalet om, hvorvidt et annullationssoegsmaal kan antages til realitetsbehandling, maa vurderes ud fra sagsoegerens retlige interesse i at anlaegge sag paa tidspunktet for sagsanlaegget (jf. i denne retning de ovenfor i praemis 27 naevnte domme i sagen Forges de Clabecq mod Den Hoeje Myndighed og i sagen Moat mod Kommissionen, praemis 32). Denne interesse kan ikke vurderes paa grundlag af et fremtidigt eller hypotetisk forhold (jf. i denne retning Domstolens dom af 21.1.1987, sag 204/85, Stroghili mod Revisionsretten, Sml. s. 389, praemis 11).

31 Kommissionens opfattelse tager udgangspunkt i den dobbelte forudsaetning, at den anfaegtede beslutning annulleres af de af sagsoegeren anfoerte grunde, og at VLM opnaar en ny finansiering ved et kreditinstitut. Ifoelge Kommissionen har sagsoegeren, saafremt begge forudsaetninger er opfyldt, ikke retlig interesse i at anlaegge sag, idet VLM's oekonomiske situation vil blive bedre paa grund af rentefaldet efter vedtagelsen af den anfaegtede beslutning.

32 I naervaerende sag har sagsoegeren af de grunde, selskabet har anfoert, en allerede eksisterende beskyttelsesvaerdig interesse i, at den anfaegtede beslutning annulleres. Selv om Kommissionen bliver forpligtet til at vedtage en beslutning med det af sagsoegeren oenskede indhold, er muligheden for, at VLM opnaar en finansiering paa bedre vilkaar end dem, der er fastsat i beslutningen, af rent hypotetisk karakter og kan derfor ikke indgaa i vurderingen af, om sagen skal antages til realitetsbehandling.

33 Hertil kommer, at selv om det antages, at VLM paa grund af rentefaldet i dag vil kunne laane til en rente paa under de 9,3%, der er lagt til grund i den anfaegtede beslutning, bestaar denne mulighed, uanset om beslutningen eventuelt annulleres. Det er hoejst usandsynligt, at regionen Flandern skulle kunne afslaa, at VLM kan indfri laanet foer tiden, hvis selskabet dermed ville kunne laane paa bedre vilkaar hos et kreditinstitut.

34 Da den anfaegtede beslutning kan paavirke sagsoegerens konkurrencemaessige stilling negativt, har selskabet en retlig interesse i at anlaegge sag.

35 Afvisningspaastanden kan herefter ikke tages til foelge.

Spoergsmaalet om, hvorvidt visse forhold, der er paaberaabt i replikken, kan tages under paakendelse

Parternes argumenter

36 Kommissionen har ligeledes nedlagt paastand om, at visse forhold, som sagsoegeren har paaberaabt sig i replikken, ikke tages under paakendelse. For det foerste er disse forhold ikke blevet paaberaabt under den administrative procedure (dom af 14.9.1994, forenede sager C-278/92, C-279/92 og C-280/92, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4103, praemis 31), og for det andet er de dels paaberaabt for sent, dels har de ingen betydning for lovligheden af den anfaegtede beslutning.

37 Afvisningspaastanden angaar de betragtninger, sagsoegeren har fremfoert, dels for saa vidt angaar den tid, der medgik, inden de belgiske myndigheder paa Kommissionens anmodning fremlagde en kopi af laaneaftalen, dels for saa vidt angaar det forhold, at de belgiske myndigheder ansaa laanet for en investering. Det foerste forhold er ifoelge Kommissionen uden betydning for de anbringender, der er fremfoert under naervaerende sag. Det andet forhold er ikke uforeneligt med Kommissionens vurdering af, at der i transaktionen er et stoetteelement.

38 Afvisningspaastanden angaar endvidere en begaering om, at det fastslaas, at den foerste ydelse paa laanet er betalt som forudsat i aftalen. Denne begaering rejser ifoelge Kommissionen spoergsmaal vedroerende forhold, som ligger efter den anfaegtede beslutning, og har derfor ikke betydning for vurderingen af gyldigheden heraf.

Rettens bemaerkninger

39 Hvad indledningsvis angaar argumentet om, at de omhandlede forhold ikke kan tages under paakendelse, fordi de ikke har vaeret paaberaabt under den administrative procedure, bemaerkes, at der i forbindelse med statsstoette ikke er nogen bestemmelse, der goer en umiddelbart og individuelt beroert persons ret til at anfaegte en retsakt, der er stilet til tredjemand, betinget af, at alle de i staevningen anfoerte klagepunkter har vaeret rejst under den administrative procedure. I mangel af en saadan bestemmelse kan vedkommendes soegsmaalsret ikke begraenses alene med henvisning til, at denne person under den administrative procedure kunne have kommenteret en vurdering, der blev meddelt ved indledningen af proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, og som er gentaget i beslutningen, men ikke har gjort det (Rettens dom af 12.12.1996, sag T-380/94, AIUFFASS og AKT mod Kommissionen, Sml. II, s. 2169, praemis 64).

40 De oevrige argumenter, Kommissionen har fremfoert, er uden betydning. Med henblik paa at tilskynde Retten til at soege sagen yderligere oplyst har sagsoegeren fremfoert de omhandlede forhold i forbindelse med en gennemgang af sagens faktiske omstaendigheder, og selskabet har ikke i denne forbindelse aendret sine paastande eller fremfoert nye anbringender.

41 Under disse omstaendigheder kan der ikke gives medhold i paastanden om, at de ovenfor i praemis 37 og 38 naevnte forhold, som sagsoegeren har paaberaabt sig i replikken, ikke tages under paakendelse.

Realiteten

42 Sagsoegeren har til stoette for paastandene fremfoert tre anbringender:

- tilsidesaettelse af traktatens artikel 92, stk. 1

- tilsidesaettelse af begrundelsespligten i traktatens artikel 190

- aabenbart urigtige skoen.

Det foerste anbringende om tilsidesaettelse af traktatens artikel 92, stk. 1

Parternes argumenter

43 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 92 ved kun at anse et beloeb svarende til de renter, VLM skulle have betalt paa normale markedsvilkaar, og ikke hovedstolen for stoette, der er uforenelig med faellesmarkedet.

44 Ifoelge sagsoegeren har Domstolen fastslaaet, at det principielt maa undersoeges, hvorledes en privat investor normalt ville have handlet i forhold til en tilsvarende transaktion (Domstolens domme af 10.7.1986, sag 234/84, Belgien mod Kommissionen, Sml. s. 2263, praemis 14, og sag 40/85, Belgien mod Kommissionen, Sml. s. 2321, praemis 13, dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, praemis 26, og af 3.10.1991, sag C-261/89, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4437, praemis 8).

45 Dette princip finder anvendelse, uanset om der er tale om en kapitalinteresse eller et laan (Domstolens dom af 14.11.1984, sag 323/82, Intermills mod Kommissionen, Sml. s. 3809, praemis 31, og den i foregaaende praemis naevnte dom i sag 40/85, Belgien mod Kommissionen). I modsat fald ville medlemsstaterne ulovligt kunne finansiere virksomheder ved laan i stedet for kapitalindskud.

46 I forbindelse med ydelse af et laan indebaerer dette princip, at det maa undersoeges, om en privat investor ville have ydet laanet til vedkommende paa de betingelser, hvorpaa laanet faktisk er blevet ydet. Hvis det ikke er tilfaeldet, maa hovedstolen anses for stoette.

47 Efter sagsoegerens opfattelse har Kommissionen foretaget en forkert anvendelse af princippet om, at det skal undersoeges, hvorledes en privat investor normalt ville have handlet i forhold til en tilsvarende transaktion, i forbindelse med vurderingen af, om laanet maatte anses for stoette. I stedet for at undersoege, om en privat investor ville have ydet laanet paa de betingelser, hvorpaa det faktisk blev ydet, undersoegte Kommissionen, om en investor ville have ydet laanet, forudsat at renten var paa 9,3%. Kommissionen fastslog, at en investor ville have ydet det omhandlede laan til denne rentesats, og udledte fejlagtigt heraf, at stoetten var begraenset til de ikke-betalte renter.

48 Ifoelge sagsoegeren medfoerer Kommissionens fortolkning, at traktatens artikel 92, stk. 1, anvendes forskelligt afhaengigt af, om stoetten ydes som et laan eller som et kapitalindskud (jf. Kommissionens beslutning 94/662/EF af 27.7.1994 om CDC-Participations' tegning af obligationslaan emitteret af Air France, EFT L 258, s. 26), hvilket er ulovligt.

49 Kommissionen har anfoert, at anbringendet maa forkastes. Efter Kommissionens opfattelse kan det af sagsoegeren foreslaaede kriterium ikke anvendes, idet der herved bortses fra de forstyrrelser, stoetteforanstaltningen medfoerer.

Rettens bemaerkninger

50 Formaalet med traktatens artikel 92 er at sikre, at konkurrencen inden for det indre marked ikke fordrejes [traktatens artikel 3, litra g)]. Forbuddet i traktatens artikel 92, stk. 1, omfatter statsstoette, som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene, i det omfang den paavirker samhandelen mellem medlemsstater.

51 Det kriterium, som skal anvendes for at afgoere, om en statslig foranstaltning udgoer stoette, der fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene og paavirker samhandelen mellem medlemsstater som omhandlet i denne bestemmelse, og som er naevnt i den anfaegtede beslutning, vedroerer virksomhedens muligheder for at rejse de paagaeldende beloeb paa kapitalmarkedet (Domstolens ovenfor i praemis 44 naevnte dom af 21.3.1990, Belgien mod Kommissionen, praemis 26). Navnlig maa det undersoeges, om en privat investor ville have gennemfoert transaktionen paa de samme vilkaar, og hvis det ikke er tilfaeldet, maa det undersoeges, paa hvilke vilkaar transaktionen kunne vaere gennemfoert.

52 I naervaerende sag har Kommissionen fastslaaet, at VLM paa tidspunktet for laanets ydelse kunne have laant 20 mio. BEF paa kapitalmarkedet til en rente paa 9,3% (kapitel V, sidste afsnit, i den anfaegtede beslutning). Det er saaledes Kommissionens opfattelse, at laanet ikke fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene og paavirke samhandelen mellem medlemsstater, saafremt denne rentesats anvendes paa laanet.

53 Saafremt denne vurdering er korrekt, hvilket vil blive undersoegt nedenfor i praemis 85 og 88-91 i forbindelse med gennemgangen af det tredje anbringende, falder laanet dermed uden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 92, stk. 1, saafremt der for laanet gaelder den naevnte rente. Kommissionen har derfor med rette lagt til grund, at kun forskellen mellem de renter, der skulle have vaeret betalt, saafremt denne rentesats var blevet anvendt, og de renter, der faktisk blev betalt, skulle anses for statsstoette i henhold til den naevnte bestemmelse.

54 Anvendelsen af det ovenfor fastlagte kriterium vedroerende en privat investor indebaerer ligeledes, at Kommissionen under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan fastsaette, hvilke foranstaltninger der skal traeffes i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, for at fjerne den konkurrencefordrejende virkning og genoprette tilstanden forud for udbetalingen af den ulovlige stoette (jf. i denne retning Rettens dom af 8.6.1995, sag T-459/93, Siemens mod Kommissionen, Sml. II, s. 1675, praemis 96-102). Selv om der ikke kan foretages en principiel sondring alt efter, om stoetten ydes i form af laan eller i form af kapitalindskud (den ovenfor i praemis 45 naevnte dom i sagen Intermills mod Kommissionen, praemis 31), kan anvendelsen af kriteriet vedroerende en privat investor paa samme maade i begge tilfaelde imidlertid indebaere, at der paa grund af proportionalitetsprincippet maa traeffes forskellige foranstaltninger for at fjerne den konkurrencefordrejende virkning og genoprette tilstanden forud for udbetalingen af den ulovlige stoette.

55 Proportionalitetsprincippet indebaerer, at der skal vedtages de noedvendige foranstaltninger for at sikre en sund konkurrence paa det indre marked, der i mindst muligt omfang er til hinder for en harmonisk og afbalanceret udvikling af den oekonomiske virksomhed i Faellesskabet som helhed (traktatens artikel 2). Hvis man foelger sagsoegerens opfattelse, vil dette princip imidlertid blive tilsidesat.

56 Da et beloeb, som indskydes i en virksomhed, varigt overfoeres til denne, mens et laan, der skal tilbagebetales, kun midlertidigt stilles til virksomhedens raadighed, indebaerer proportionalitetsprincippet, at der som udgangspunkt skal traeffes forskellige foranstaltninger i de to tilfaelde. Med hensyn til et kapitalindskud kan Kommissionen fastslaa, at fjernelsen af den ydede fordel noedvendiggoer, at kapitalindskuddet tilbagebetales. Hvad derimod angaar et laan kan Kommissionen, hvis den konkurrencemaessige fordel bestaar i, at der er indroemmet en favoerrente, og ikke i vaerdien af selve den kapital, der er stillet til raadighed, i stedet for at kraeve hele hovedstolen tilbagebetalt bestemme, at der skal anvendes den rentesats, som ville vaere blevet anvendt paa normale markedsvilkaar, og at forskellen mellem den rente, der paa saadanne vilkaar ville vaere blevet betalt, og den rente, der faktisk er betalt paa grundlag af favoerrenten, skal tilbagebetales.

57 Endvidere indebaerer sagsoegerens opfattelse, at sondringen i retningslinjerne mellem de normale tilfaelde, hvor stoetten maa anses for at udgoere renteforskellen, og undtagelsestilfaeldene, hvor stoetten svarer til hovedstolen, ikke ville have nogen effektiv virkning. Det bemaerkes i denne forbindelse, at Kommissionen kan paalaegge sig selv retningslinjer for udoevelsen af sine skoensmaessige befoejelser ved retsakter saasom de i sagen omhandlede retningslinjer, saafremt de indeholder bestemmelser, der angiver den politik, som institutionen vil foelge, og de ikke afviger fra traktatens bestemmelser (Domstolens dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, praemis 34 og 36, og den ovenfor i praemis 39 naevnte dom i sagen AIUFFASS og AKT mod Kommissionen, praemis 57, jf. endvidere Rettens dom af 5.11.1997, sag T-149/95, Ducros mod Kommissionen, Sml. II, s. 2031, praemis 61). Sagsoegeren har ikke paavist, at retningslinjerne afviger fra traktaten.

58 Anbringendet maa herefter forkastes.

Det andet anbringende om tilsidesaettelse af begrundelsespligten i traktatens artikel 190

Parternes argumenter

59 Sagsoegeren har anfoert, at begrundelsen for den anfaegtede beslutning er usammenhaengende, uklar og tvetydig, og er behaeftet med fejl, ligesom der ikke i tilstraekkeligt omfang tages stilling til de argumenter, sagsoegeren fremfoerte under den administrative procedure.

60 Endvidere har Kommissionen ifoelge sagsoegeren med urette undladt at give selskabet lejlighed til at kommentere de belgiske myndigheders forklaringer, saaledes at selskabet kunne imoedegaa deres argumentation. Kommissionen har tilsidesat pligten til at gennemfoere en kontradiktorisk sagsbehandling over for klageren, saaledes at begrundelsen ikke opfylder de betingelser, Retten har opstillet i dom af 28. september 1995 i sag T-95/94, Sytraval et Brink's France mod Kommissionen (Sml. II, s. 2651).

61 Begrundelsespligten er mere omfattende, naar klageren som i dette tilfaelde ikke er adressat for de beslutninger, der traeffes efter reglerne om statsstoette.

62 Endelig har sagsoegeren anfoert, at Faellesskabets retsinstansers proevelsesret ikke er begraenset til kun at kunne udoeves af hensyn til sagsoegeren, men den kan ligeledes udoeves af hensyn til Faellesskabet. Faellesskabet har interesse i, at Kommissionen ikke traeffer beslutninger vedroerende statsstoette paa grundlag af ukorrekte oplysninger og ikke anlaegger aabenbart urigtige skoen. Pligten til i visse tilfaelde at raadfoere sig med klageren har netop til formaal at begraense denne risiko.

63 Kommissionen har anfoert, at anbringendet maa forkastes. Den anfaegtede beslutning opfylder kravene i traktatens artikel 190, og det foelger paa ingen maade af reglerne i traktatens artikel 93, stk. 2, at Kommissionen skal indlede en dialog med beroerte udenforstaaende virksomheder vedroerende de oplysninger, de nationale myndigheder har fremsendt, eller fremsende kopi af de dokumenter, der er indsamlet i forbindelse med undersoegelsen.

Rettens bemaerkninger

64 Efter fast retspraksis skal den begrundelse, som kraeves i henhold til traktatens artikel 190, klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den faellesskabsmyndighed, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, dels saaledes at de beroerte kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan varetage deres interesser, dels saaledes at Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres proevelsesret (Rettens dom af 18.9.1995, sag T-471/93, Tiercé Ladbroke mod Kommissionen, Sml. II, s. 2537, praemis 29, og den dér citerede retspraksis, og af 24.4.1996, forenede sager T-551/93, T-231/94 - T-234/94, Industrias Pesqueras Campos m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 247, praemis 140, og den dér citerede retspraksis).

65 Det kraeves imidlertid ikke, at begrundelsen skal angive alle de relevante faktiske og retlige momenter, da spoergsmaalet, om begrundelsen for en retsakt opfylder kravene i traktatens artikel 190, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhaeng, hvori den indgaar, samt under hensyn til alle de retsregler, som gaelder paa det paagaeldende omraade (Domstolens dom af 29.2.1996, sag C-56/93, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 723, praemis 86, og af 15.5.1997, sag C-278/95 P, Siemens mod Kommissionen, Sml. I, s. 2507, praemis 17, Rettens dom af 22.10.1996, sag T-266/94, Skibsvaerftsforeningen m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1399, praemis 230). Kommissionen er ikke forpligtet til i begrundelsen for beslutninger, som den maa traeffe for at sikre anvendelsen af konkurrencereglerne, at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte har fremfoert for den. Det er tilstraekkeligt, at den redegoer for de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der har vaeret afgoerende med henblik paa beslutningens konklusion (Rettens dom af 24.1.1992, sag T-44/90, La Cinq mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, praemis 41, og den dér citerede retspraksis, og den ovenfor i praemis 43 naevnte dom af 8.6.1995 i sagen Siemens mod Kommissionen, praemis 31).

66 Med hensyn til, om en foranstaltning skal anses for stoette, indebaerer dette princip, at det skal angives, af hvilke grunde Kommissionen anser den omhandlede stoetteforanstaltning for at falde inden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 92, stk. 1.

67 Det maa i naervaerende sag undersoeges, om begrundelsen klart og utvetydigt angiver de betragtninger, som Kommissionen har lagt til grund, og hvorefter kun forskellen mellem de renter, VLM skulle have betalt paa normale markedsvilkaar, og de renter, selskabet faktisk har betalt, er en stoetteforanstaltning som omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 1.

68 Det bemaerkes i denne forbindelse, at begrundelsen i kapitel V, sjette, syvende og ottende afsnit, i den anfaegtede beslutning (jf. ovenfor, praemis 15, 16 og 17) opfylder kravene i traktatens artikel 190, idet sagsoegeren heraf kan udlede, hvilke betragtninger Kommissionen har lagt til grund, og Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres proevelsesret. Navnlig fremgaar det tydeligt heraf, hvorfor Kommissionen fandt, at VLM paa grundlag af selskabets oekonomiske situation og bestemmelserne i laaneaftalen, hvorefter der tilkommer regionen Flandern visse rettigheder i forbindelse med dispositioner over selskabets aktiver, paa normale markedsvilkaar kunne have opnaaet et laan paa 20 mio. BEF til markedsrenten (i dette tilfaelde 9,3%). Det fremgaar ligeledes utvetydigt, at der er en forbindelse med denne konstatering og det forhold, at kun de ikke-betalte renter maa anses for stoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1.

69 Endelig kan Retten ikke tiltraede sagsoegerens argument om, at Kommissionen har tilsidesat sin forpligtelse til i visse tilfaelde at gennemfoere en kontradiktorisk sagsbehandling over for klageren, saaledes som selskabet har anfoert med henvisning til den ovenfor i praemis 60 naevnte dom i sagen Sytraval og Brink's France mod Kommissionen (praemis 78). Kommissionen kunne saaledes i dette tilfaelde paa grundlag af de bemaerkninger, den modtog fra beroerte udenforstaaende virksomheder, herunder sagsoegeren, i tilstraekkeligt omfang begrunde sin vurdering af den foranstaltning, som klageren ansaa for statsstoette.

70 Sagsoegerens og de belgiske myndigheders holdninger var forskellige, navnlig med hensyn til anvendelsen af det markedsoekonomiske investorkriterium, men ikke med hensyn til de faktiske omstaendigheder (jf. kapitel II og III i den anfaegtede beslutning). Det er ikke noedvendigt at tage stilling til, om forpligtelsen til at gennemfoere en kontradiktorisk sagsbehandling over for klageren i visse tilfaelde indebaerer en forpligtelse til at fremsende en kopi af bemaerkningerne fra den medlemsstat, beslutningen er rettet til, til klageren, men selv om det antages, at der gaelder en saadan forpligtelse, kunne Kommissionen begrunde, hvorledes den efter traktatens artikel 92, stk. 1, vurderede foranstaltningen, uden at fremsende en kopi af bemaerkningerne.

71 Det andet anbringende maa herefter forkastes. Det tredje anbringende om aabenbart urigtige skoen

72 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen har anlagt aabenbart urigtige skoen ved ikke at anse hovedstolen for stoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1. De urigtige skoen vedroerer fire forhold: VLM's oekonomiske situation, vurderingen af garantier og sikkerheder, spoergsmaalet om, hvorvidt laanet var vederlagsfrit, og laanets usaedvanlige karakter. Naar henses til, at der var en alvorlig risiko for, at laanet ikke blev tilbagebetalt, at der ikke var stillet sikkerhed herfor, og at laanet var af usaedvanlig karakter og vederlagsfrit, skulle det i det hele have vaeret anset for stoette.

VLM's oekonomiske situation

- Parternes argumenter

73 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ikke har underbygget sin vurdering af, at VLM's tab var forholdsvis beskedne og ikke var til hinder for, at selskabet kunne opnaa laan paa finansmarkedet. Kommissionen burde ved vedtagelsen af den anfaegtede beslutning have taget hensyn til, at VLM's tab ikke var faldet til 8,6 mio. BEF i 1994 (kapitel V, syvende afsnit, i den anfaegtede beslutning), men var tre gange hoejere. Det fremgaar saaledes af VLM's aarsregnskab, at selskabet i 1992, der var det foerste driftsaar, havde et lille overskud paa 340 541 BEF, i 1993 et tab paa 11 523 927 BEF og i 1994 et yderligere tab paa 27 538 000 BEF, saaledes at tabene var paa i alt 39 021 000 BEF, svarende til 40% af kapitalen. Ved udgangen af 1993 var tabene paa 11 483 000 BEF, svarende til ca. 15% af kapitalen. Ved udgangen af 1994 var forholdet mellem gaeld og egenkapital i VLM paa ca. 144%. Endelig viser det forhold, at VLM ikke havde langfristet gaeld, at selskabet ingen finansieringsmuligheder havde paa det private marked.

74 Sagsoegeren har ligeledes anfoert, at Kommissionen ikke har taget hensyn til VLM's forretningsmaessige situation paa tidspunktet for vedtagelsen af den anfaegtede beslutning. Denne situation forvaerredes, idet de samlede tab pr. 31. december 1995 androg 86 192 000 BEF, svarende til 57% af kapitalen, og omsaetningen faldt.

75 Kommissionen har anfoert, at dette argument maa forkastes, idet VLM's tab og de generelle udsigter for branchen for 1994 var af en saadan karakter, at VLM paa tidspunktet for ydelsen af den omhandlede laan kunne have opnaaet et tilsvarende laan paa finansmarkederne.

- Rettens bemaerkninger

76 For saa vidt sagsoegeren goer gaeldende, at VLM's tab var tre gange stoerre end 8,6 mio. BEF i 1994, hvilket er det tab, der anfoeres i kapitel V, syvende afsnit, i den anfaegtede beslutning, bemaerkes, at lovligheden af beslutningen maa vurderes paa grundlag af, hvilken holdning en privat investor paa dette tidspunkt og paa normale markedsvilkaar ville have indtaget paa grundlag af de foreliggende oplysninger og udsigterne paa dette tidspunkt. Det forhold, at VLM's tab i 1994 var naesten tre gange hoejere end skoennet i den anfaegtede beslutning, har kun indflydelse paa lovligheden af beslutningen, hvis det er aabenbart, at en privat investor ville have vurderet, at VLM's tab ville overstige dette skoen.

77 Det fremgaar af den anfaegtede beslutning (kapitel V, syvende afsnit, fjerde punktum in fine), at Kommissionen har bedoemt sagen ud fra den synsvinkel, en privat investor ville have anlagt, saafremt han paa tidspunktet for ydelsen af laanet skulle have vurderet den forventede udvikling i 1994 (jf. ovenfor, praemis 16).

78 Sagsoegeren har ikke godtgjort, at Kommissionen i denne forbindelse har anlagt et aabenbart urigtigt skoen.

79 Sagsoegeren har heller ikke godtgjort, at det forhold, at VLM's tab ved udgangen af 1993 udgjorde ca. 15% af selskabskapitalen, var til hinder for, at selskabet paa normale markedsvilkaar kunne opnaa det omhandlede laan til en rente paa 9,3%.

80 Endelig har sagsoegeren ikke godtgjort, at det forhold, at VLM ikke havde langfristet gaeld, skyldtes, at selskabet ikke kunne opnaa finansiering paa markedet.

Manglende garanti eller sikkerhedsstillelse

- Parternes argumenter

81 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen anlaegger et aabenbart urigtigt skoen, naar den anser regionen Flandern's ret til at naegte VLM adgang til at gennemfoere aendringer i sin aktionaerkreds eller til at saelge eller belaane loesoere og fast ejendom, goodwill og visse andre aktiver for en sikkerhedsstillelse (kapitel IV, andet afsnit, i den anfaegtede beslutning). Denne ret giver saaledes ikke regionen Flandern mulighed for at realisere VLM's aktiver i tilfaelde af selskabets insolvens eller likvidation. Endvidere kan retten ikke goeres gaeldende over for andre fordringshavere. Retten svarer derfor paa ingen maade til en panteret, som ethvert kreditinstitut ville have kraevet i mangel af tilstraekkelig personlig sikkerhed. Endvidere foelger denne ret allerede af belgisk lovgivning og er uafhaengig af bestemmelserne i laaneaftalen. Det er endelig fejlagtigt, naar Kommissionen antager, at regionen Flandern i kraft af denne ret kan blande sig i VLM's ledelse.

82 Kommissionen har henvist til, at den har fastslaaet, at laangiver havde en »vis sikkerhed for at kunne inddrive sin fordring« (kapitel V, syvende afsnit, i den anfaegtede beslutning) paa grund af de negative forpligtelser, der i aftalen er paalagt laantager.

- Rettens bemaerkninger

83 Selv om det antages, at Kommissionen - saaledes som sagsoegeren har gjort gaeldende - med urette lagde til grund, at regionen Flandern havde en »vis sikkerhed for at kunne inddrive sin fordring«, kan dette forhold ikke medfoere, at beslutningen er ugyldig.

84 Da Kommissionen havde fastslaaet, at VLM paa grund af bestemmelserne i laaneaftalen, hvorefter regionen Flandern havde ret til at naegte selskabet at saelge eller pantsaette sine aktiver, paa normale markedsvilkaar kunne opnaa et laan til markedsrenten (i dette tilfaelde 9,3%), fulgte det ikke af retningslinjerne (punkt 32), at hovedstolen i henhold til laaneaftalen skulle anses for et tilskud.

85 De forhold, sagsoegeren har paaberaabt sig med henblik paa at anfaegte Kommissionens vurdering, kan ikke aendre ved, at VLM sandsynligvis kunne have laant 20 mio. BEF til en rente paa 9,3% paa det tidspunkt, hvor det omhandlede laan blev ydet. Det er sandsynligt, at VLM kunne have opnaaet et saadant laan til trods for, at laangiveren ikke fik en sikkerhed, der gjorde det muligt at realisere VLM's aktiver, og at selskabets tab androg ca. 15% af selskabskapitalen, naar bl.a. henses til, at det er saedvanligt, at et luftfartsselskab har tab i de foerste driftsaar, og til de gode udsigter for konjunkturerne i denne branche paa det paagaeldende tidspunkt.

Vederlagsfrit laan

- Parternes argumenter

86 Sagsoegeren har anfoert, at laanet udgjorde et tilskud, idet det var vederlagsfrit. Den anfaegtede beslutning er i modstrid med den ovenfor i praemis 48 naevnte beslutning 94/662 af 27. juli 1994, hvori visse efterstillede vaerdipapirer blev anset for et indskud i egenkapitalen, og hele det udbetalte beloeb blev kraevet tilbagebetalt.

87 Ifoelge Kommissionen maa denne argumentation forkastes.

- Rettens bemaerkninger

88 Ifoelge retningslinjerne skulle hovedstolen kun have vaeret anset for statsstoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1, hvis VLM ikke havde kunnet opnaa finansiering paa det private marked, uanset til hvilken rente (jf. ovenfor, praemis 4).

89 Da hovedstolen efter laaneaftalen skulle tilbagebetales, og da Kommissionen havde fastslaaet, at VLM paa normale markedsvilkaar havde kunnet opnaa det omhandlede laan til markedsrenten (i dette tilfaelde 9,3%), kan laanet kun anses for et tilskud, hvis det er godtgjort, at den sidstnaevnte vurdering er forkert.

90 De af sagsoegeren paaberaabte forhold aendrer imidlertid ikke ved, at VLM - saaledes som Kommissionen fastslog - under de foreliggende omstaendigheder sandsynligvis ville have kunnet opnaa et laan paa 20 mio. BEF til en rente paa 9,3% (jf. ovenfor, praemis 85).

91 Det er i oevrigt ikke relevant at henvise til den ovenfor i praemis 48 naevnte beslutning 94/662 af 27. juli 1994. Denne sag vedroerte saaledes ikke et laan, men derimod en statslig virksomheds (CDC-Participations) tegning af vaerdipapirer udstedt af en anden statslig virksomhed (Air-France). Vaerdipapirerne var obligationer, der skulle tilbagebetales i aktier, og transaktionen maatte derfor anses for en udskudt forhoejelse af aktiekapitalen. I naervaerende sag skulle det laanebeloeb, der blev stillet til raadighed, derimod ikke varigt indgaa i laantagerens kapital.

Laanets usaedvanlige karakter

- Parternes argumenter

92 Sagsoegeren har anfoert, at det forhold, at laanet blev ydet individuelt og ikke som led i en godkendt stoetteordning, viser, at laanet var af ekstraordinaer karakter. Ifoelge sagsoegeren skulle Kommissionen have taget hensyn hertil, og den burde have undersoegt, paa hvilket internretligt grundlag beslutningen om at yde laanet var truffet. I naervaerende sag er det endog et spoergsmaal, om lovgivningen om stoette i regionen Flandern er blevet overholdt.

93 Kommissionen har anfoert, at denne argumentation maa forkastes. Selv om det forhold, at det omhandlede laan er ydet individuelt, er et indicium for, at der var tale om stoette, kan det ikke paa grundlag heraf fastslaas, hvad stoettebeloebet var. Endvidere tilkommer det ikke Kommissionen at tage hensyn til internretlige bestemmelser, paa grundlag af hvilke den omhandlede stoette er ydet, ved udoevelsen af de befoejelser, den i henhold til traktaten har med hensyn til statsstoette.

- Rettens bemaerkninger

94 Sagsoegerens argument om, at Kommissionen ikke har taget hensyn til, at stoetten ikke blev ydet som led i en godkendt stoetteordning, maa forkastes. Kommissionen har saaledes taget hensyn til dette forhold i sin vurdering, idet det i kapitel VI i den anfaegtede beslutning anfoeres: »Stoetten er ikke omfattet af anvendelsesomraadet for godkendte stoetteordninger og skulle derfor have vaeret anmeldt til Kommissionen i overensstemmelse med traktatens artikel 93, stk. 3.« Der er derfor ikke stoette for argumentet i de faktiske omstaendigheder. Under alle omstaendigheder er dette forhold uden betydning for, hvorledes den omhandlede statslige foranstaltning skal kvalificeres i relation til traktatens artikel 92, stk. 1.

95 Argumentet om, at Kommissionen ikke har undersoegt, i henhold til hvilken internretlig bestemmelse stoetten er ydet, eller om stoetten er lovlig i henhold til intern ret, maa ligeledes forkastes. Det tilkommer ikke Kommissionen at vurdere, om stoette er lovlig i henhold til national ret, men i henhold til faellesskabsretten.

96 Anbringendet maa derfor forkastes.

97 Kommissionens frifindelsespaastand tages herefter i det hele til foelge.

Begaeringen om fremlaeggelse af dokumenter

Parternes argumenter

98 I replikken har sagsoegeren anmodet Kommissionen om at fremlaegge en raekke dokumenter, der er naevnt i svarskriftet, men som ikke er fremlagt under naervaerende sag. Sagsoegeren har fremsat begaering om, at Retten i medfoer af procesreglementets artikel 64 og 65 paalaegger Kommissionen at fremlaegge dokumenterne, saafremt den maatte naegte at fremlaegge disse uden videre.

99 De omhandlede dokumenter, hvortil der ogsaa i stort omfang er henvist i den anfaegtede beslutning, er Kommissionens skrivelser til de belgiske myndigheder af 25. maj, 14. juli, 15. november og 6. december 1994, 1. februar, 2. maj og 13. juni 1995, de belgiske myndigheders skrivelser til Kommissionen af 3. august 1994, 23. januar 1995, 15. juni, 14. juli og 24. juli 1995 samt de »oenskede oplysninger«, som blev fremsendt sammen med disse skrivelser, aftalen mellem regionen Flandern og VLM af 17. december 1993 og staevningen i den sag, VLM har anlagt ved Retten den 27. november 1995.

100 Ifoelge sagsoegeren er det noedvendigt, at disse dokumenter fremlaegges for at sikre en retfaerdig sagsbehandling.

101 Kommissionen har anfoert, at en begaering om oplysninger fra en udenforstaaende, som har interesse i sagen, kun kan tages til foelge, hvis det er noedvendigt for proevelsen af lovligheden af den omtvistede beslutning (den ovenfor i praemis 65 naevnte dom i sagen Skibsvaerftsforeningen m.fl. mod Kommissionen, praemis 199). Det kan ikke vaere tilfaeldet i naervaerende sag, idet der ikke er tvist mellem parterne med hensyn til de faktiske omstaendigheder, men kun med hensyn til den juridiske vurdering heraf.

Rettens bemaerkninger

102 Det spoergsmaal, der er forelagt Retten, drejer sig om, hvorledes den statslige foranstaltning skal kvalificeres i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1.

103 Sagsoegeren har ikke henvist til noget forhold, som viser, at de dokumenter, der begaeres fremlagt, kan have betydning for afgoerelsen af dette spoergsmaal.

104 Endvidere er der ikke tvist om de faktiske omstaendigheder, der skal indgaa ved denne vurdering.

105 Endelig har sagsoegeren saavel under den administrative procedure som under naervaerende sag udfoerligt redegjort for sit synspunkt om, at hovedstolen og ikke renterne skulle have vaeret anset for statsstoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1. Selskabet har ikke redegjort for, hvorledes fremlaeggelsen af de oenskede dokumenter skulle kunne goere det muligt for selskabet paa en mere overbevisende maade at argumentere for sit synspunkt.

106 Retten finder, at sagen er tilstraekkeligt oplyst ved sagsakterne, og at sagsoegeren ikke bedre vil kunne varetage sine interesser under sagen, saafremt de ovenfor i praemis 99 naevnte dokumenter fremlaegges, hvorfor der ikke findes at burde traeffes bestemmelse om den af sagsoegeren begaerede foranstaltning med henblik paa sagens tilrettelaeggelse.

Sagens omkostninger

107 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren har tabt sagen, doemmes selskabet i overensstemmelse med Kommissionens paastand til ud over sine egne omkostninger at betale Kommissionens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Femte Udvidede Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.