61996O0174

Retspleje ° staevning ° formkrav ° staevning ikke indleveret ved en advokats mellemkomst ° appellanten har beskikkelse som advokat ° ingen betydning ° afvisning

(Statutten for Domstolen, art. 17, stk. 3, og art. 19, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 37, stk. 1, foerste afsnit)

Uanset hvem han er, er en part, som omhandlet i artikel 17, stk. 3, i statutten for Domstolen, ikke bemyndiget til selv at foere sin sag for Domstolen, men skal lade en anden person moede for sig, og denne person skal have beskikkelse i en medlemsstat eller i en stat, som er part i aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade.

Da hverken statutten eller Domstolens procesreglement indeholder fravigelser eller undtagelser fra denne forpligtelse, er det med henblik paa et sagsanlaeg ikke tilstraekkeligt, at der indleveres en staevning, som kun sagsoegeren selv har underskrevet, selv om sagsoegeren har beskikkelse som advokat.

I sag C-174/96 P,

Orlando Lopes, tjenestemand ved De Europaeiske Faellesskabers Domstol, med bopael 10, rue Léon Thyes, Luxembourg,

appellant,

angaaende appel af dom afsagt den 29. februar 1996 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans i sag T-547/93, Lopes mod Domstolen (Sml. Pers. II, s. 185), for saa vidt som Domstolen herved blev frifundet for appellantens paastande om annullation af memoranda vedroerende kvaliteten af hans arbejde, af afgoerelser om afslag paa hans ansoegning til stillinger, der havde vaeret opslaaet ledige, og af hans bedoemmelsesrapport for 1991-1992, samt for hans paastand om, at Domstolen kendtes pligtig at erstatte den oekonomiske og ikke-oekonomiske skade, som han haevder at have lidt som foelge af sine overordnedes handlemaade og de anfaegtede afgoerelser,

den anden part i appelsagen er:

De Europaeiske Faellesskabers Domstol,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af dommer L. Sevón, som fungerende formand for Femte Afdeling, og dommerne C. Gulmann, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet (refererende dommer) og M. Wathelet,

generaladvokat: A. La Pergola

justitssekretaer: R. Grass,

efter at have hoert generaladvokaten,

afsagt foelgende

Kendelse

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 6. maj 1996 og indfoert i Domstolens register den 21. maj 1996 har Orlando Lopes i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutten for Domstolen ivaerksat appel til proevelse af Rettens dom af 29. februar 1996 i sag T-547/93, Lopes mod Domstolen (Sml. Pers. II, s. 185), for saa vidt som Domstolen herved blev frifundet for appellantens paastande om annullation af memoranda vedroerende kvaliteten af hans arbejde, af afgoerelser om afslag paa hans ansoegning til stillinger, der havde vaeret opslaaet ledige, og af hans bedoemmelsesrapport for 1991-1992, samt for hans paastand om, at Domstolen kendtes pligtig at erstatte den oekonomiske og ikke-oekonomiske skade, som han haevder at have lidt som foelge af sine overordnedes handlemaade og de anfaegtede afgoerelser.

2 Lopes' appelskrift var kun underskrevet af ham selv. Det var ledsaget af en erklaering fra de portugisiske advokatmyndigheder, hvoraf det fremgaar, at selv om hans tilladelse til at virke som advokat var stillet i bero med virkning fra den 19. oktober 1983, blev han ved afgoerelse af 23. februar 1996 bemyndiget til at gaa i rette for sig selv.

3 Ved skrivelse af 1. juli 1996 anmodede Domstolens Justitskontor Orlando Lopes om at indlevere en staevning, der var i overensstemmelse med artikel 17 i EF-statutten for Domstolen (herefter "statutten") og med artikel 37 i Domstolens procesreglement, idet den skulle underskrives "af en uafhaengig advokat, som har beskikkelse i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i aftalen" om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade (herefter "EOES").

4 Ved processkrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 11. juli 1996 og indfoert i Domstolens register den 15. juli 1996 anmodede Lopes Domstolen om at fastslaa, at hans appel var ivaerksat i overensstemmelse med ovennaevnte bestemmelse, og at det saaledes var ufornoedent at goere den forskriftsmaessig. Han anfoerte, at det efter statuttens artikel 17 og procesreglementets artikel 37 og 38 kun kraeves, at staevningen underskrives af en advokat, der har beskikkelse i en af Faellesskabets eller EOES' s medlemsstater, og at dette attesteres ved en erklaering, der indleveres til Justitskontoret. Efter hans opfattelse indebaerer hverken ordlyden af eller aanden bag de naevnte bestemmelser, at advokaten skal vaere en anden end den part, hvis interesser han varetager. Lopes tilfoejede, at en saadan forpligtelse er i strid med retten til kontradiktion, saaledes som den bl.a. fremgaar af artikel 6, stk. 3, litra c), i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder, med princippet "nemo plus juris in alium transferre potest quam ipse habet" (ingen kan overdrage mere omfattende rettigheder til andre, end han selv har) og med lighedsprincippet.

5 I statuttens artikel 17, stk. 3 og 4, bestemmes det:

"Andre parter [end medlemsstaterne, Faellesskabets institutioner og de stater, som er parter i aftalen om EOES] skal repraesenteres af en advokat.

Kun en advokat, som har beskikkelse i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, kan repraesentere eller bistaa en part for Domstolen."

6 I statuttens artikel 19, stk. 1, hedder det:

"Sag anlaegges ved Domstolen ved indlevering af staevning til justitssekretaeren. Staevningen skal angive sagsoegerens navn og bopael, underskriverens stilling ..."

7 Endelig har artikel 37, stk. 1, foerste afsnit, i Domstolens procesreglement foelgende ordlyd:

"Det originale eksemplar af ethvert processkrift skal underskrives af partens befuldmaegtigede eller advokat."

8 Domstolen har allerede udtalt, at det utvetydigt fremgaar af statuttens artikel 17, stk. 3 (tidligere stk. 2), og artikel 19, stk. 1, samt af procesreglementets artikel 37, stk. 1, foerste afsnit, at en sagsoeger skal lade sig repraesentere af en person, der er bemyndiget hertil, og at en sag kun er lovligt anlagt, saafremt det sker ved en staevning, som denne person har underskrevet. Da hverken statutten eller procesreglementet indeholder fravigelser eller undtagelser fra denne forpligtelse, er det med henblik paa et sagsanlaeg derfor ikke tilstraekkeligt, at der indleveres en staevning, som sagsoegeren selv har underskrevet (jf. Domstolens kendelse af 15.3.1984, sag 131/83, Vaupel mod Domstolen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 8).

9 Det fremgaar saaledes af Domstolens faste praksis, at en sag, hvori staevningen kun er underskrevet af sagsoegeren, maa afvises, og at sagen skal slettes af Domstolens register (jf. Domstolens kendelse af 26.2.1981, sag 10/81, Farrall mod Kommissionen, Sml. s. 717, og af 17.11.1983, sag 73/83, Stavridis mod Parlamentet, Sml. s. 3803).

10 Dette gaelder ogsaa, selv om sagsoegeren er en advokat, som har beskikkelse til at foere sager ved en national retsinstans.

11 Det fremgaar saaledes af ordlyden af statuttens artikel 17, stk. 3, og navnlig af, at der i bestemmelsen anvendes udtrykket "repraesenteres", at uanset hvem han er, er en "part" i naevnte bestemmelses forstand ikke bemyndiget til selv at foere sin sag for Domstolen, men skal lade en anden person moede for sig, og denne person skal have beskikkelse i en medlemsstat eller i en stat, som er part i EOES-aftalen. Andre bestemmelser i statutten og i procesreglementet (statuttens artikel 19, stk. 1, og artikel 29, samt procesreglementets artikel 37, stk. 1, artikel 38, stk. 3, og artikel 58) er bekraeftende eksempler paa, at en part og hans rettergangsfuldmaegtig ikke kan vaere én og samme person. Som Domstolen har fastslaaet i ovennaevnte kendelse i sagen Vaupel mod Domstolen, praemis 8, indeholder hverken statutten eller Domstolens procesreglement fravigelser eller undtagelser fra denne regel.

12 De argumenter, Lopes har fremfoert, kan ikke aendre denne fortolkning. For det foerste medfoerer den forpligtelse, der paalaegges en "part", ogsaa naar parten er advokat, til at rette henvendelse til en tredjemand for at lade sig repraesentere for Domstolen, ikke, at den paagaeldende "part" fratages mulighederne for at varetage sine interesser, og den er derfor ikke en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion. Lopes kan i den forbindelse ikke med foeje paaberaabe sig bestemmelsen i artikel 6, stk. 3, litra c), i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder, der vedroerer tiltaltes rettigheder i straffesager, idet den foreliggende sag ikke vedroerer en "anklage for en forbrydelse" i konventionens forstand. Endvidere tillaegger den omtvistede forpligtelse ikke en parts rettergangsfuldmaegtig flere rettigheder end den part, han repraesenterer, har, selv om parten er advokat. Endelig er saadan forpligtelse, som med hensyn til betingelserne for at udoeve retten til kontradiktion for Domstolen stiller parterne lige, uanset deres erhverv, ikke i strid med lighedsprincippet.

13 Den af Orlando Lopes ivaerksatte appel vil herefter vaere at afvise, og sagen slettes af Domstolens register.

Af disse grunde

bestemmer

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

1) Orlando Lopes' appel afvises.

2) Sagen slettes af Domstolens register.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 5. december 1996.