61996J0326

1 Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - ligeloen - sanktioner i anledning af overtraedelser af forbuddet mod forskelsbehandling - nationale processuelle regler - overholdelse af det faellesskabsretlige effektivitetsprincip - muligheden for over for en arbejdstager at paaberaabe sig en national lovgivning, der begraenser retten til efterbetaling af loen eller erstatning - ikke tilladt i den foreliggende sag

(EF-traktaten, art. 119; Raadets direktiv 75/117)

2 Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - ligeloen - sanktioner i anledning af overtraedelser af forbuddet mod forskelsbehandling - nationale processuelle regler - overholdelse af princippet om, at reglerne for at opnaa efterbetaling af loen eller erstatning skal svare til dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret (aekvivalensprincippet) - afgoeres af den nationale ret

(EF-traktaten, art. 119; Raadets direktiv 75/117)

3 Faellesskabsretten er til hinder for anvendelsen af en national retsregel, som begraenser en arbejdstagers ret til efterbetaling af loen eller til erstatning som foelge af tilsidesaettelse af ligeloensprincippet til et tidsrum paa to aar forud for sagens anlaeg, som ikke kan forlaenges, i tilfaelde hvor forsinkelsen med kravets fremsaettelse skyldes, at arbejdsgiveren forsaetligt har givet den paagaeldende urigtige oplysninger om loenniveauet for arbejdstagere af det modsatte koen, der udfoerer tilsvarende arbejde.

Det ville vaere aabenbart uforeneligt med effektivitetsprincippet at tillade en arbejdsgiver - hvis svigagtige oplysninger har vaeret baggrunden for, at den ansatte for sent anlagde sag med henblik paa gennemfoerelse af ligeloensprincippet - at paaberaabe sig en national bestemmelse, der begraenser retten til efterbetaling af loen til et tidsrum paa to aar forud for sagsanlaegget, da anvendelsen af den naevnte nationale bestemmelse i praksis goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at faa efterbetalt loen i forbindelse med forskelsbehandling paa grundlag af koen. Da arbejdstageren under saadanne omstaendigheder ikke kan vide, om hun er udsat for forskelsbehandling, eller kende omfanget heraf, ville arbejdsgiveren nemlig ved at paaberaabe sig den nationale bestemmelse kunne afskaere den ansatte fra muligheden for i henhold til direktiv 75/117 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder at soege ligeloensprincippet gennemfoert ved domstolene.

4 Faellesskabsretten er til hinder for anvendelsen af en national retsregel, som begraenser en arbejdstagers ret til efterbetaling af loen eller til erstatning som foelge af tilsidesaettelse af ligeloensprincippet til et tidsrum paa to aar forud for sagens anlaeg, og dette gaelder selv i tilfaelde, hvor der findes et andet retsmiddel, hvis dette retsmiddel indebaerer anvendelse af processuelle regler eller betingelser, der er mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret. Det tilkommer den nationale ret at afgoere, om dette er tilfaeldet.

I sag C-326/96,

angaaende en anmodning, som Employment Appeal Tribunal, London (Det Forenede Kongerige), i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

B.S. Levez

mod

T.H. Jennings (Harlow Pools) Ltd,

"at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 samt af artikel 2 og 6 i Raadets direktiv 75/117/EOEF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene J.-P. Puissochet, G. Hirsch og P. Jann samt dommerne G.F. Mancini (refererende dommer), J.C. Moitinho de Almeida, J.L. Murray, D.A.O. Edward, H. Ragnemalm, R. Schintgen og K.M. Ioannou,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- B.S. Levez ved David Pannick, QC, og solicitor Pauline Matthews ved barrister Dinah Rose

- Det Forenede Kongeriges regering ved Lindsey Nicoll, Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af barrister Nicholas Paines

- den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og fuldmaegtig Anne de Bourgoing, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Christopher Docksey og Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 3. marts 1998 er afgivet mundtlige indlaeg af B.S. Levez ved Pauline Matthews ved David Pannick og Dinah Rose, af T. H. Jennings (Harlow Pools) Ltd ved barrister Jason Coppel, af det Forenede Kongeriges regering ved Nicholas Paines, af den franske regering ved Anne de Bourgoing, af den irske regering ved Mary Finlay, SC, og barrister Eileen Barrington og af Kommissionen ved Christopher Docksey,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 12. maj 1998,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 14. august 1996, indgaaet til Domstolen den 4. oktober 1996, har Employment Appeal Tribunal, London, i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 samt af artikel 2 og 6 i Raadets direktiv 75/117/EOEF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder (EFT L 45, s. 19, herefter »direktivet«).

2 Spoergsmaalene er rejst under en sag, som B.S. Levez har anlagt mod sin tidligere arbejdsgiver, T.H. Jennings (Harlow Pools) Ltd (herefter »Jennnings Ltd«), angaaende efterbetaling af loen, der ikke er udbetalt som foelge af forskelsbehandling paa grundlag af koen.

Faellesskabsretten

3 Direktivets artikel 2 har foelgende ordlyd: »Medlemsstaterne indfoerer i deres nationale retsorden de noedvendige bestemmelser til, at enhver arbejdstager, der foeler sig kraenket ved tilsidesaettelse af ligeloensprincippet, kan goere sine rettigheder gaeldende for retslige instanser efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser.«

4 I direktivets artikel 6 hedder det: »Medlemsstaterne traeffer i overensstemmelse med deres nationale forhold og deres retssystemer de noedvendige foranstaltninger for at sikre gennemfoerelsen af ligeloensprincippet. De drager omsorg for, at der findes effektive midler, der goer det muligt at paase, at dette princip overholdes.«

Den nationale lovgivning

5 I Det Forenede Kongerige bestemmes det i section 1(1) i Equal Pay Act 1970 (ligeloensloven, herefter »EPA«), at enhver aftale om ansaettelse af en kvinde skal anses for at indeholde en ligebehandlingsklausul.

6 I section 2(5) i EPA bestemmes det, at kvinder ikke i soegsmaal vedroerende manglende overholdelse af en ligebehandlingsklausul (herunder soegsmaal for en Industrial Tribunal) kan tilkendes efterbetaling af loen eller erstatning for tidsrum, der ligger mere end to aar forud for sagens anlaeg (herefter »den omtvistede bestemmelse«).

7 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at Industrial Tribunal ikke efter EPA kan forlaenge denne periode.

8 Imidlertid kan en person i den situation, B.S. Levez befinder sig i, ifoelge de oplysninger, der er givet af Det Forenede Kongeriges regering, anlaegge sag ved County Court og paaberaabe sig saavel EPA som svig fra arbejdsgiverens side.

Baggrunden for sagen

9 I februar 1991 blev B.S. Levez ansat som leder af et »bookmaker«-agentur (betting shop), som ejedes af Jennings Ltd. Hendes loen udgjorde 10 000 GBP om aaret. I december 1991 blev hun udnaevnt til leder af et andet af sagsoegtes agenturer, hvor hun afloeste en mandlig arbejdstager, som havde oppebaaret en aarsloen paa 11 400 GBP fra sin udnaevnelse i september 1990, til han fratraadte i oktober 1991.

10 Ifoelge forelaeggelseskendelsen er det ubestridt, at B.S. Levez og hendes mandlige forgaenger var ansat til at udfoere samme arbejde. Desuden er der enighed om, at ansaettelsesvilkaarene var de samme for alle ledere af Jennings Ltd's agenturer.

11 Imidlertid blev B.S. Levez' loen fra den 30. december 1991 kun forhoejet til 10 800 GBP pr. aar, idet hendes arbejdsgiver urigtigt havde meddelt hende, at hendes mandlige forgaenger havde oppebaaret denne loen. Foerst fra april 1992 fik B.S. Levez loenforhoejelse, idet hendes loen steg til 11 400 GBP.

12 Efter at B.S. Levez var holdt op med at arbejde for Jennings Ltd i marts 1993, opdagede hun, at hun indtil april 1992 havde faaet en lavere loen end sin mandlige forgaenger. Foelgelig anlagde hun den 17. september 1993 sag ved Industrial Tribunal i medfoer af EPA. Den 25. juli 1994 fastslog denne ret, at B.S. Levez var berettiget til en loen paa 11 400 GBP fra ansaettelsestidspunktet, dvs. den 18. februar 1991, og tilpligtede Jennings Ltd at efterbetale det hertil svarende beloeb.

13 Imidlertid gjorde Jennings Ltd i en skrivelse af 26. juli 1994 til Industrial Tribunal's justitskontor gaeldende, at en del af afgoerelsen var i strid med EPA. Under hensyntagen til foraeldelsesfristen paa to aar i den omtvistede bestemmelse og til, at B.S. Levez havde anlagt sagen ved Industrial Tribunal den 17. september 1993, gjorde Jennings Ltd gaeldende, at Industrial Tribunal ikke kunne traeffe bestemmelse om efterbetaling af loen for tiden foer den 17. september 1991 og anmodede retsformanden om at efterproeve datoerne i afgoerelsen.

14 Ved skrivelse af 12. august 1994 anerkendte retsformanden for Industrial Tribunal, at B.S. Levez i henhold til section 2(5) i EPA kun var berettiget til efterbetaling af loen for tiden efter den 17. september 1991, dvs. to aar foer sagsanlaegget.

15 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at Industrial Tribunal's afgoerelse ikke formelt er blevet aendret. En kopi af den naevnte skrivelse blev dog sendt til B.S. Levez. Den 22. august 1994 indbragte hun Industrial Tribunal's afgoerelse for Employment Appeal Tribunal, idet hun gjorde gaeldende, at beslutningen om at aendre det tidspunkt, hvorfra loennen skulle efterbetales, til den 17. september 1991 var i strid med faellesskabsretten. Hun anfoerte, at hun var berettiget til lige loen fra det tidspunkt, hvor hun begyndte at arbejde for Jennings Ltd, nemlig den 18. februar 1991. Efter forkyndelsen af ankestaevningen er Equal Opportunities Commission indtraadt i sagen til stoette for sagsoegeren i hovedsagen, og en aendret ankestaevning er forkyndt i henhold til en tilladelse af 12. oktober 1995.

De praejudicielle spoergsmaal

16 Paa denne baggrund har Employment Appeal Tribunal besluttet at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Er det foreneligt med faellesskabsretten i forbindelse med et krav om lige loen for samme arbejde uden forskelsbehandling paa grundlag af koen at anvende en national retsregel, som begraenser den paagaeldendes ret til efterbetaling af loen eller til erstatning som foelge af tilsidesaettelse af ligeloensprincippet til et tidsrum paa to aar forud for sagens anlaeg, naar

a) den nationale retsregel finder anvendelse paa alle krav om lige loen uden forskelsbehandling paa grundlag af koen, men ikke paa andre krav

b) bestemmelser, som i denne henseende er mere gunstige for de paagaeldende, finder anvendelse paa andre krav paa det arbejdsretlige omraade, herunder krav vedroerende misligholdelse af ansaettelseskontrakter, ulige loen paa grund af racediskrimination, ulovlig loenindeholdelser og forskelsbehandling paa grundlag af koen vedroerende andre forhold end loen

c) den nationale ret under ingen omstaendigheder har kompetence til at forlaenge tidsrummet paa to aar, end ikke i tilfaelde, hvor den paagaeldende har fremsat sit krav for sent, fordi hendes arbejdsgiver forsaetligt har givet hende urigtige oplysninger om loenniveauet for maend, der udfoerer arbejde svarende til hendes?

2) Henset til Domstolens faste praksis, hvorefter rettigheder, som bestaar i medfoer af faellesskabsrettens direkte virkning, skal udoeves paa de betingelser, som er fastsat i den nationale retsorden - idet det bl.a. forudsaettes, at disse betingelser ikke er mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret - hvorledes skal begrebet 'tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret' da fortolkes, naar der er tale om et krav om lige loen i tilfaelde, hvor betingelserne i den nationale lovgivning til gennemfoerelse af ligeloensprincippet adskiller sig fra betingelserne i anden national lovgivning paa det arbejdsretlige omraade, herunder lovgivning vedroerende misligholdelse af ansaettelseskontrakter, ulige loen paa grund af racediskrimination, ulovlige loenindeholdelser og forskelsbehandling paa grundlag af koen vedroerende andre forhold end loen?«

Det foerste spoergsmaal

17 Ud fra de oplysninger, der foreligger for Domstolen, maa den forelaeggende rets foerste spoergsmaal forstaas saaledes, at det oenskes oplyst, om faellesskabsretten er til hinder for anvendelsen af en national retsregel, som begraenser en arbejdstagers ret til efterbetaling af loen eller til erstatning som foelge af tilsidesaettelse af ligeloensprincippet til et tidsrum paa to aar forud for sagens anlaeg, som ikke kan forlaenges, i tilfaelde hvor forsinkelsen med kravets fremsaettelse skyldes, at arbejdsgiveren forsaetligt har givet den paagaeldende urigtige oplysninger om loenniveauet for arbejdstagere af det modsatte koen, der udfoerer tilsvarende arbejde.

18 Indledningsvis bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens faste praksis, at naar der ikke er udstedt faellesskabsbestemmelser paa omraadet, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette de processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsretten medfoerer for borgerne. Disse regler maa dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret (aekvivalensprincippet), og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden (effektivitetsprincippet) (jf. domme af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, praemis 5, og sag 45/76, Comet, Sml. s. 2043, praemis 13 og 16, af 14.12.1995, forenede sager C-430/93 og C-431/93, Van Schijndel og Van Veen, Sml. I, s. 4705, praemis 17, af 10.7.1997, sag C-261/95, Palmisani, Sml. I, s. 4025, praemis 27, af 11.12.1997, sag C-246/96, Magorrian og Cunningham, Sml. I, s. 7153, praemis 37, og af 15.9.1998, forenede sager C-279/96, C-280/96 og C-281/96, Ansaldo Energia m.fl., Sml. I, s. 5025, praemis 16).

19 Domstolen har saaledes fastslaaet, at det er foreneligt med faellesskabsretten, at der i nationale retsregler af retssikkerhedshensyn fastsaettes rimelige, praeklusive soegsmaalsfrister. Saadanne frister kan ikke antages i praksis at goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden, selv om saadanne frister, naar de er udloebet, medfoerer, at sagen helt eller delvis afvises (jf. navnlig dommen i Palmisani-sagen, praemis 28, dom af 2.12.1997, sag C-188/95, Fantask m.fl., Sml. I, s. 6783, praemis 48, og dommen i sagen Ansaldo Energia m.fl., praemis 17 og 18).

20 Heraf foelger, at en national retsregel, der begraenser retten til efterbetaling af loen til et tidsrum paa to aar forud for sagens anlaeg, ikke i sig selv giver anledning til kritik.

21 Imidlertid fremgaar det af forelaeggelseskendelsen, at Jennings Ltd i sagen for den nationale ret urigtigt har meddelt B.S. Levez, at hendes mandlige forgaenger havde oppebaaret en loen paa 10 800 GBP, saaledes at hendes loen - med virkning fra den 30. december 1991 - kun blev forhoejet til dette beloeb. Foerst i april 1992 blev hendes loen forhoejet til 11 400 GBP.

22 Ifoelge B.S. Levez er det aabenbart, at den omtvistede bestemmelse under saadanne omstaendigheder hverken giver mulighed for fuldstaendig erstatning eller for at paalaegge en effektiv sanktion i tilfaelde, hvor ligeloensprincippet tilsidesaettes, hvilket er i strid med direktivets artikel 2 og 6. B.S. Levez har desuden anfoert, at den forelaeggende ret ikke skoensmaessigt kan forlaenge denne periode, hverken paa grund af den adfaerd, sagsoegte har udvist, idet man gav hende urigtige oplysninger om hendes mandlige forgaengers loen, eller generelt, fordi det ville vaere rimeligt og retfaerdigt at goere det.

23 Kommissionen er ligeledes af den opfattelse, at der maa laegges vaegt paa de saerlige omstaendigheder i den konkrete sag. Sagsoegeren i hovedsagen havde - i en del af det relevante tidsrum - faktisk ikke mulighed for at anlaegge en ligeloenssag, fordi hun paa det tidspunkt var fuldstaendig uvidende om, at hun blev forskelsbehandlet. Arbejdsgiverens svigagtige oplysninger bevirkede derfor, at arbejdstageren blev fuldstaendig afskaaret fra at udoeve sin ret til lige loen, og det synes ikke at vaere rimeligt begrundet i principper som f.eks. retssikkerhedsprincippet eller princippet om en hensigtsmaessig afvikling af sagen, at en national ret ikke skulle kunne tage hensyn til disse saerlige omstaendigheder.

24 Derimod har Det Forenede Kongeriges regering gjort gaeldende, at B.S. Levez i december 1991 vidste, at hun havde faaet en lavere loen end sin mandlige forgaenger, selv om hun ikke var klar over, noejagtig hvor stor forskellen var. Hun kunne have anlagt sag paa dette tidspunkt, hvilket hun ikke gjorde. Under retsmoedet har Jennings Ltd ligeledes anfoert, at der - selv om B.S. Levez ikke var klar over, hvor stor en loen hendes mandlige forgaenger fik, og dermed hvor stort et beloeb hun kunne faa efterbetalt - ikke var noget, der forhindrede hende i at anlaegge sag inden september 1993.

25 Det bemaerkes, at ifoelge traktatens artikel 177, som er baseret paa en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, har Domstolen alene kompetence til at traeffe afgoerelse vedroerende fortolkningen og gyldigheden af en EF-forskrift paa grundlag af de faktiske omstaendigheder, som de er beskrevet af den nationale ret (jf. bl.a. dom af 2.6.1994, sag C-30/93, AC-ATEL Electronics Vertriebs, Sml. I, s. 2305, praemis 16).

26 Det tilkommer derfor ikke Domstolen, men den nationale ret at fastslaa de faktiske omstaendigheder, der har givet anledning til sagen, og at fastslaa, hvilke konsekvenser de har for den afgoerelse, som retten skal traeffe (dom af 29.4.1982, sag 17/81, Pabst & Richarz, Sml. s. 1331, praemis 12, og dommen i sagen AC-ATEL Electronics Vertriebs, praemis 17).

27 I det foreliggende tilfaelde fremgaar det af forelaeggelseskendelsen, at sagsoegeren i hovedsagen fremsatte sit krav for sent som foelge af urigtige oplysninger, som arbejdsgiveren havde givet i december 1991 om loenniveauet for mandlige arbejdstagere, som udfoerte tilsvarende arbejde.

28 Det fremgaar derfor, at det skyldtes urigtige - endog forsaetligt vildledende - oplysninger fra arbejdsgiveren, at B.S. Levez ikke kunne have kendskab til, at hun selv efter december 1991 var udsat for forskelsbehandling paa grundlag af koen.

29 Med hensyn til perioden foer december 1991 var det foerst i april 1993, at B.S. Levez fik kendskab til omfanget af den forskelsbehandling, hun havde vaeret udsat for.

30 Som Kommissionen med rette har anfoert, er det i den foreliggende sag kun en del af sagsoegerens krav, der beroeres, men i andre tilfaelde og under tilsvarende omstaendigheder kunne hun have vaeret afskaaret fra at fremsaette hele kravet som foelge af den omtvistede regel.

31 Naar en arbejdsgiver har givet en arbejdstager urigtige oplysninger om loenniveauet for arbejdstagere af det modsatte koen, der udfoerer tilsvarende arbejde, kan arbejdstageren ikke vide, om hun er udsat for forskelsbehandling, eller kende omfanget heraf. Under disse omstaendigheder ville arbejdsgiveren ved at paaberaabe sig den omtvistede bestemmelse kunne afskaere den ansatte fra muligheden for i henhold til direktivet at soege ligeloensprincippet gennemfoert ved domstolene (jf., tilsvarende, dom af 17.10.1989, sag 109/88, Danfoss, Sml. s. 3199, praemis 13).

32 Det ville, med andre ord, under omstaendigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, vaere aabenbart uforeneligt med det ovenfor beskrevne effektivitetsprincip at tillade en arbejdsgiver at paaberaabe sig en national bestemmelse som den omtvistede bestemmelse. Anvendelsen af den naevnte bestemmelse goer det nemlig i praksis umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at faa efterbetalt loen i forbindelse med forskelsbehandling paa grundlag af koen. Det maa konstateres, at bestemmelsen foerer til, at det bliver lettere for en arbejdsgiver, hvis svigagtige oplysninger har vaeret baggrunden for, at den ansatte for sent anlagde sag med henblik paa gennemfoerelse af ligeloensprincippet, at overtraede faellesskabsretten.

33 Endvidere synes en anvendelse af den omtvistede bestemmelse under omstaendigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, ikke at vaere rimeligt begrundet i principper som f.eks. retssikkerhedsprincippet eller princippet om en hensigtsmaessig afvikling af sagen.

34 Det foerste spoergsmaal maa derfor besvares med, at faellesskabsretten er til hinder for anvendelsen af en national retsregel, som begraenser en arbejdstagers ret til efterbetaling af loen eller til erstatning som foelge af tilsidesaettelse af ligeloensprincippet til et tidsrum paa to aar forud for sagens anlaeg, som ikke kan forlaenges, i tilfaelde hvor forsinkelsen med kravets fremsaettelse skyldes, at arbejdsgiveren forsaetligt har givet den paagaeldende urigtige oplysninger om loenniveauet for arbejdstagere af det modsatte koen, der udfoerer tilsvarende arbejde.

Det andet spoergsmaal

35 Efter besvarelsen af det foerste spoergsmaal er det ufornoedent at besvare den nationale rets andet spoergsmaal, for saa vidt som det vedroerer en sag, der er anlagt ved Industrial Tribunal. Imidlertid har Det Forenede Kongeriges regering gjort gaeldende, at B.S. Levez efter de foreliggende omstaendigheder under en sag for County Court kunne have kraevet og faaet tilkendt erstatning for hele det tab, hun havde lidt som foelge af, at hendes arbejdsgivers svigagtige oplysninger havde afskaaret hende fra at fremsaette et krav i henhold til EPA. Hun ville for denne ret have kunnet paaberaabe sig baade EPA og det forhold, at arbejdsgiveren havde gjort sig skyldig i svig, uden at den omtvistede bestemmelse fandt anvendelse.

36 Paa baggrund af disse oplysninger maa det andet spoergsmaal forstaas saaledes, at det oenskes oplyst, om faellesskabsretten er til hinder for anvendelsen af den omtvistede bestemmelse, selv i tilfaelde, hvor der findes et andet retsmiddel, men hvor dette kan indebaere anvendelse af processuelle regler eller andre betingelser, der er mindre gunstige end soegsmaal paa grundlag af national ret, der maa anses for tilsvarende soegsmaal.

37 Som anfoert i praemis 18 i naervaerende dom, tilkommer det, naar der ikke er udstedt faellesskabsbestemmelser paa omraadet, hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette de processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsretten medfoerer for borgerne. Disse regler maa dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret (jf. dommen i sagen Ansaldo Energia m.fl., praemis 27).

38 Naar henses til de oplysninger, der er givet af Det Forenede Kongeriges regering, maa det derfor fastslaas, at den omtvistede bestemmelse ikke indebaerer en tilsidesaettelse af effektivitetsprincippet, naar en arbejdstager kan goere de rettigheder, traktatens artikel 119 og direktivet tillaegger ham, gaeldende for en anden ret. Det skal imdlertid ogsaa undersoeges, om aekvivalensprincippet under omstaendigheder som de i hovedsagen foreliggende overholdes ved en sag som den, der kan anlaegges ved County Court.

39 Det tilkommer i princippet de nationale retter at efterproeve, om de processuelle regler, der i national ret skal sikre, at de rettigheder, borgerne har i henhold til faellesskabsretten, beskyttes, er i overensstemmelse med aekvivalensprincippet (jf. ogsaa dommen i Palmisani-sagen, praemis 33).

40 Med henblik paa den bedoemmelse, den nationale ret skal foretage, kan Domstolen imidlertid give nogle retningslinjer for fortolkningen af faellesskabsretten.

41 Det er en betingelse for, at aekvivalensprincippet er overholdt, at den omtvistede regel finder anvendelse uden forskel paa soegsmaal, der vedroerer tilsidesaettelse af faellesskabsretten, og soegsmaal, der vedroerer tilsidesaettelse af national ret, og hvor sagsgenstanden og soegsmaalsgrundlaget er de samme (jf., tilsvarende, dom af 15.9.1998, sag C-231/96, Edis, Sml. I, s. 4951, praemis 36).

42 Dette princip kan imidlertid ikke fortolkes saaledes, at en medlemsstat er forpligtet til at udvide den gunstigste nationale ordning til at omfatte alle sager, der - som hovedsagen - anlaegges paa det arbejdsretlige omraade (jf. dommen i Edis-sagen, praemis 36).

43 For at kunne fastslaa, om aekvivalensprincippet er overholdt i det foreliggende tilfaelde, maa den nationale ret, som er den eneste, der har direkte kendskab til de processuelle regler for sagsanlaeg paa det arbejdsretlige omraade, undersoege saavel formaalet med som de vaesentligste momenter ved soegsmaal paa grundlag af national ret, som haevdes at vaere tilsvarende soegsmaal (jf. dommen i Palmisani-sagen, praemis 34-38).

44 Desuden skal hvert enkelt tilfaelde, hvor der opstaar spoergsmaal om, hvorvidt en national processuel bestemmelse er mindre gunstig end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, bedoemmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forloeb og dens saerlige kendetegn, for de forskellige nationale retsinstanser (jf. tilsvarende, dommen i sagerne Van Schijndel og Van Veen, praemis 19).

45 Med hensyn til hovedsagen maa der for det foerste tages stilling til de argumenter, der er fremsat af Det Forenede Kongeriges regering, som for saa vidt angaar aekvivalensprincippet er af den opfattelse, at et krav, der stoettes paa EPA - som blev vedtaget foer Det Forenede Kongeriges tiltraedelse af Faellesskaberne og foer vedtagelsen af direktivet - er en form for soegsmaal paa grundlag af national ret, som kan sammenlignes med et soegsmaal, der direkte er baseret paa traktatens artikel 119. Da EPA finder anvendelse paa en raekke krav, der skal sikre, at princippet om lige kontraktvilkaar overholdes, hvad enten der er tale om loen eller ej, er det rimeligt, at alle kravene er undergivet samme regel om praeklusion. Det Forenede Kongeriges regering finder derfor, at aekvivalensprincippet er overholdt.

46 I denne forbindelse maa det fastslaas, at EPA er den nationale lovgivning, som gennemfoerer det faellesskabsretlige princip om forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af koen med hensyn til loen, saaledes som det fremgaar af traktatens artikel 119 og direktivet.

47 Foelgelig er det - som generaladvokaten med rette har anfoert i punkt 48 i forslaget til afgoerelse - ikke, som Det Forenede Kongeriges regering haevder, tilstraekkeligt til at sikre overholdelsen af aekvivalensprincippet, at de samme processuelle regler, nemlig section 2(5) i EPA, finder anvendelse paa to sammenlignelige former for krav, hvoraf det ene bygger paa faellesskabsretten og det andet paa national ret, eftersom der er tale om et og samme retsmiddel.

48 Siden Det Forenede Kongerige tiltraadte Faellesskaberne, har EPA vaeret den lovgivning, hvorved det har opfyldt sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 119 og senere direktivet. EPA kan derfor ikke vaere det rette grundlag for sammenligningen med henblik paa at sikre overholdelsen af aekvivalensprincippet.

49 For det andet maa der tages stilling til de tilfaelde, der er naevnt i forelaeggelseskendelsen. Det fremgaar heraf, at krav vedroerende misligholdelse af ansaettelseskontrakter, ulige loen paa grund af racediskrimination, ulovlig loenindeholdelse og forskelsbehandling paa grundlag af koen vedroerende andre forhold end loen eventuelt kan anses for at svare til krav, der er baseret paa EPA.

50 Hvis det paa grundlag af de principper, der er opstillet i praemis 41-44 i naervaerende dom, maatte vise sig, at en sag vedroerende krav i henhold til EPA, som indbringes for County Court, svarer til et eller flere af de soegsmaal, den nationale ret har opregnet, skal denne desuden tage stilling til, om den foerstnaevnte sag indebaerer anvendelse af processuelle regler eller andre betingelser, der er mindre gunstige.

51 I denne forbindelse er det relevant at undersoege, om en loenmodtager i en situation som den, B.S. Levez befinder sig i, for fuldt ud at kunne goere sine rettigheder i henhold til faellesskabsretten gaeldende for County Court, paadrager sig ekstra omkostninger og udsaetter sig for yderligere forsinkelser i forhold til en sagsoeger, som under henvisning til en tilsvarende rettighed paa grundlag af national ret kan anlaegge sag ved Industrial Tribunal efter enklere regler og i princippet med faerre omkostninger.

52 Det er desuden relevant, at den omtvistede bestemmelse - som den nationale ret har anfoert - kun finder anvendelse paa krav om lige loen uden forskelsbehandling paa grundlag af koen, mens krav, der bygger paa rettigheder i henhold til national ret, og som kan anses for tilsvarende krav, ikke begraenses af anvendelsen af en regel som den omtvistede bestemmelse, saaledes at det for at goere saadanne rettigheder gaeldende er tilstraekkeligt at anlaegge sag ved Industrial Tribunal.

53 Efter det anfoerte maa spoergsmaalet besvares med, at faellesskabsretten er til hinder for anvendelsen af en national retsregel, som begraenser en arbejdstagers ret til efterbetaling af loen eller til erstatning som foelge af tilsidesaettelse af ligeloensprincippet til et tidsrum paa to aar forud for sagens anlaeg, og at dette gaelder selv i tilfaelde, hvor der findes et andet retsmiddel, hvis dette retsmiddel indebaerer anvendelse af processuelle regler eller betingelser, der er mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret. Det tilkommer den nationale ret at afgoere, om dette er tilfaeldet.

Sagens omkostninger

54 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering, af den franske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Employment Appeal Tribunal, London, ved kendelse af 14. august 1996, for ret:

1) Faellesskabsretten er til hinder for anvendelsen af en national retsregel, som begraenser en arbejdstagers ret til efterbetaling af loen eller til erstatning som foelge af tilsidesaettelse af ligeloensprincippet til et tidsrum paa to aar forud for sagens anlaeg, som ikke kan forlaenges, i tilfaelde hvor forsinkelsen med kravets fremsaettelse skyldes, at arbejdsgiveren forsaetligt har givet den paagaeldende urigtige oplysninger om loenniveauet for arbejdstagere af det modsatte koen, der udfoerer tilsvarende arbejde.

2) Faellesskabsretten er til hinder for anvendelsen af en national retsregel, som begraenser en arbejdstagers ret til efterbetaling af loen eller til erstatning som foelge af tilsidesaettelse af ligeloensprincippet til et tidsrum paa to aar forud for sagens anlaeg, og dette gaelder selv i tilfaelde, hvor der findes et andet retsmiddel, hvis dette retsmiddel indebaerer anvendelse af processuelle regler eller betingelser, der er mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret. Det tilkommer den nationale ret at afgoere, om dette er tilfaeldet.