61996J0057

1 Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - faellesskabsbestemmelser - sagligt anvendelsesomraade - ydelse ved arbejdsloeshed - begreb - engangsydelse med et beloeb, der alene bestemmes af modtagerens alder, og som pligtmaessigt skal tilbagebetales i tilfaelde af nyt arbejdsforhold hos den tidligere arbejdsgiver - ikke omfattet

[Raadets forordning nr. 1408/71, art. 4, stk. 1, litra g)]

2 Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - ligebehandling - sociale fordele - begreb - engangsydelse til arbejdstagere i landbruget, der ikke laengere er beskaeftiget som foelge af nedlaeggelse af deres tidligere arbejdsgivers landbrugsjord - omfattet

(Raadets forordning nr. 1612/68, art. 7, stk. 2)

3 Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - ligebehandling - sociale fordele - national lovgivning med krav om bopael paa det nationale omraade som betingelse for at yde en social fordel - ulovligt

(Raadets forordning nr. 1612/68, art. 7, stk. 2)

4 Forordning nr. 1408/71, som aendret og ajourfoert ved forordning nr. 2001/83, finder ikke anvendelse paa en godtgoerelsesordning som den i hovedsagen omtvistede, hvorefter arbejdstagere i landbruget, hvis arbejdskontrakt er ophoert som foelge af deres tidligere arbejdsgivers nedlaeggelse af landbrugsjord, har ret til en engangsydelse - et tillaeg til ydelserne ved arbejdsloeshed ifoelge den nationale sociale sikringsordning - hvis stoerrelse alene afhaenger af modtagerens alder, og som skal tilbagebetales, saafremt modtageren paa ny ansaettes af sin tidligere arbejdsgiver inden for en periode paa tolv maaneder efter ophoeret af arbejdskontrakten. En ydelse ved arbejdsloeshed efter betydningen i artikel 4, stk. 1, litra g), i forordning nr. 1408/71 kan kun antages at foreligge, naar ydelsen har til formaal at erstatte arbejdsloen, der er bortfaldet som foelge af arbejdsloeshed, og at bidrage til den arbejdsloeses underhold.

5 En ydelse, der udbetales som en engangsydelse til arbejdstagere i landbruget, hvis arbejdskontrakt er ophoert som foelge af deres tidligere arbejdsgivers nedlaeggelse af landbrugsjord, maa betegnes som en social fordel i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet, da retten til en saadan ydelse er indholdsmaessigt forbundet med modtagernes objektive status som arbejdstagere.

6 En medlemsstat kan ikke goere tildeling af en social fordel i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68's forstand betinget af, at modtagerne af fordelen har bopael paa denne stats nationale omraade. En national retsforskrift maa, medmindre den er objektivt begrundet og staar i rimeligt forhold til det tilstraebte formaal, anses for at medfoere indirekte forskelsbehandling, naar den efter selve sin karakter er egnet til i hoejere grad at beroere vandrende end indenlandske arbejdstagere og dermed risikerer navnlig at stille de vandrende arbejdstagere ringere. Dette er tilfaeldet med en bopaelsbetingelse som den i hovedsagen omtvistede, der lettere opfyldes af de indenlandske arbejdstagere end af arbejdstagerne fra de andre medlemsstater.

I sag C-57/96,

angaaende en anmodning, som Nederlandse Raad van State i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

H. Meints

mod

Minister van Landbouw, Natuurbeheer en Visserij,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 4 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6) samt af artikel 7 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT L 257, s. 2),

har

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne M. Wathelet, J.C. Moitinho de Almeida, D.A.O. Edward (refererende dommer) og L. Sevón,

generaladvokat: C.O. Lenz

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- den nederlandske regering ved juridisk konsulent A. Bos, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved M. Patakia og H. van Vliet, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 29. maj 1997 af den nederlandske regering ved assisterende juridisk konsulent M. Fierstra, som befuldmaegtiget, af den franske regering ved ekspeditionssekretaer C. Chavance, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, og af Kommissionen ved H. van Vliet,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 16. september 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved mellemafgoerelse af 22. februar 1996, indgaaet til Domstolen den 26. februar 1996, har Nederlandse Raad van State i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 4 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6) samt af artikel 7 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT L 257, s. 2).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem Meints og ministeren for landbrug, naturforvaltning og fiskeri (Minister van Landbouw, Natuurbeheer en Visserij) i anledning af, at denne har afslaaet at yde Meints en ydelse til arbejdstagere i landbruget, der er blevet arbejdsloese som foelge af foranstaltningerne til nedlaeggelse af deres tidligere arbejdsgivers landbrugsjord.

Faellesskabsretten

3 Ifoelge artikel 4, stk. 1, litra g), i forordning nr. 1408/71 finder denne anvendelse paa enhver lovgivning om de sociale sikringsgrene, der bl.a. vedroerer ydelser ved arbejdsloeshed.

4 I foerste betragtning til forordning nr. 1612/68 udtales foelgende: »Arbejdskraftens frie bevaegelighed skal vaere gennemfoert inden for Faellesskabet senest ved overgangsperiodens udloeb; dette indebaerer afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling mellem medlemsstaternes arbejdstagere for saa vidt angaar beskaeftigelse, afloenning og oevrige arbejdsvilkaar samt ret for disse arbejdstagere til - med forbehold af de begraensninger, der retfaerdiggoeres af hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed - frit at skifte opholdssted inden for Faellesskabet med henblik paa at have loennet beskaeftigelse.«

5 I tredje og fjerde betragtning til samme forordning udtales det dels, at »alle medlemsstaternes arbejdstagere skal have bekraeftet retten til at have beskaeftigelse efter eget valg inden for Faellesskabet«, dels at »denne ret skal anerkendes uden forskel for 'permanente' arbejdstagere, saesonarbejdere, graensearbejdere og arbejdstagere, der udfoerer arbejde som led i en tjenesteydelse«.

6 Herefter bestemmer artikel 7 i forordning nr. 1612/68 foelgende:

»1. En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, maa ikke paa grund af sin nationalitet behandles anderledes paa de oevrige medlemsstaters omraade end indenlandske arbejdstagere med hensyn til beskaeftigelses- og arbejdsvilkaar, navnlig for saa vidt angaar afloenning, afskedigelse og, i tilfaelde af arbejdsloeshed, genoptagelse af beskaeftigelse i faget eller genansaettelse.

2. Arbejdstageren nyder samme sociale og skattemaessige fordele som indenlandske arbejdstagere.«

Den nederlandske lovgivning

7 I Nederlandene er Stichting Ontwikkelings- en Saneringsfonds voor de Landbouw (Fonden for Udvikling og Rationalisering i Landbruget, herefter »Fonden«) en privatretlig juridisk person, hvis vedtaegtsmaessige formaal er at fremme udviklingen og rationaliseringen af landbruget og med henblik herpaa er paalagt offentlige opgaver, herunder gennemfoerelse i national ret af visse faellesskabsbestemmelser. Fondens midler hidroerer fra budgettet i Ministeriet for Landbrug, Naturforvaltning og Fiskeri.

8 Derfor vedtog Fonden Vergoedingsregeling voor uittreding van werknemers in de landbouw (afgoerelse vedroerende ordning om udtraedelsesgodtgoerelse til arbejdstagere i landbruget, Staatscourant nr. 114 af 16.6.1988, s. 23, herefter »udtraedelsesordningen«), der tager sigte paa at fordele en national stoette til landbrugssektoren med henblik paa at bidrage til de tilpasninger, der er noedvendiggjort i sektoren af faellesskabsretten.

9 Ifoelge den naevnte afgoerelse kan Fondens bestyrelse efter ansoegning, og naar visse betingelser er opfyldt, tildele en ydelse til arbejdstagere i landbruget, hvis ansaettelsesforhold er bragt til ophoer som foelge af nedlaeggelse af landbrugsjord hos deres tidligere arbejdsgiver.

10 Der er tale om en fast engangsydelse, hvis stoerrelse alene afhaenger af modtagerens alder. Saafremt arbejdstageren er under 50 aar, er der ifoelge godtgoerelsesordningen tillige mulighed for et bidrag til omskolingsudgifter.

11 Godtgoerelsesordningens artikel 4, litra e), betinger tildelingen af den omtvistede ydelse af, at arbejdstageren har ret til en ydelse i henhold til Werkloosheidswet (lov om obligatorisk arbejdsloeshedsforsikring). Sidstnaevnte lovs artikel 19, stk. 1, litra f), bestemmer, at en arbejdstager, der har bopael eller af andre grunde end ferie opholder sig uden for Nederlandene, ikke har ret til en ydelse ved arbejdsloeshed.

12 Efter godtgoerelsesordningens artikel 6 fortabes retten til den omtvistede ydelse, saafremt modtageren paa ny ansaettes af sin tidligere arbejdsgiver i loebet af en periode paa tolv maaneder efter ophoeret af den tidligere arbejdskontrakt. Kommissionen har herved, uden at dette er blevet bestridt, anfoert, at ydelsen principielt skal tilbagebetales.

13 Efter godtgoerelsesordningens artikel 13 kan det samlede beloeb af de udbetalte ydelser i loebet af et aar ikke overstige 1 mio. HFL. Den nederlandske regering har dog over for Domstolen oplyst, at de budgetmidler, der er blevet afsat til daekning af den omtvistede ydelse, hidtil aldrig er blevet opbrugt i loebet af et aar.

14 Den nederlandske regering har desuden praeciseret, at enhver, som opfylder godtgoerelsesordningens betingelser for at erhverve ydelsen, og som har indgivet ansoegning herom, inden for de budgetmaessige rammer har en individuel ret til at erhverve ydelsen. Myndighedernes skoensbefoejelse er begraenset til muligheden for at fravige betingelserne for at tildele ydelsen under saerlige omstaendigheder for at kunne tildele den til personer, der ikke formelt har krav herpaa.

Tvisten i hovedsagen

15 Meints, der er tysk statsborger, arbejdede i en nederlandsk landbrugsbedrift, men havde samtidig bopael i Tyskland.

16 I anledning af den tidligere arbejdsgivers foranstaltninger med henblik paa at nedlaegge landbrugsjord mistede Meints sit arbejde og oppebar derefter en ydelse ved arbejdsloeshed i Tyskland. Han ansoegte desuden de nederlandske myndigheder om en ydelse i henhold til godtgoerelsesordningen.

17 Ansoegningen blev afslaaet ved afgoerelse af 28. august 1991 med henvisning til, at Meints, som ikke boede i Nederlandene, ikke havde ret til en ydelse i medfoer af Werkloosheidswet og dermed ikke opfyldte betingelsen i godtgoerelsesordningens artikel 4, litra e).

18 Den 16. september 1991 paaklagede Meints afgoerelsen til Fondens bestyrelse, som afviste klagen ved afgoerelse af 9. juli 1992. Denne afgoerelse paaklagede Meints herpaa til ministeren for landbrug, naturforvaltning og fiskeri, som den 2. marts 1994 afviste denne anden klage.

19 Derefter indbragte Meints sagen for Arrondissementsrechtbank, Haag, som ved dom af 15. februar 1995 frifandt sagsoegte.

20 Ved anke af 6. marts 1995 indbragte Meints dommen for Nederlandse Raad van State. For denne ret har han i det vaesentlige gjort gaeldende, at afslaget paa at tildele ham den omtvistede ydelse med henvisning til, at han bor i Tyskland, er uforenelig enten med forordning nr. 1408/71 eller med forordning nr. 1612/68.

21 Da den forelaeggende ret naerer tvivl om fortolkningen af bestemmelserne i disse to forordninger, har den besluttet at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen nedenstaaende to praejudicielle spoergsmaal:

»1) Finder forordning nr. 1408/71 anvendelse paa en ydelse som den, der er omhandlet i Vergoedingsregeling voor uittreding van werknemers in de landbouw (ordning om udtraedelsesgodtgoerelse til arbejdstagere i landbruget), som ikke er afhaengig af arbejdsloeshedsperiodens laengde, og som udgoer en del af et system af foranstaltninger til forbedring af strukturen i landbruget, hvorved bemaerkes, at et vaesentligt formaal med ordningen er at fremme hel eller delvis nedlaeggelse af bedrifter og landmaends ophoer inden for erhvervet?

Hvilke andre omstaendigheder er i denne forbindelse eventuelt af betydning?

2) Saafremt spoergsmaal 1 besvares benaegtende, skal en ydelse i henhold til ordningen da anses for en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68? Skal kravet om, at den paagaeldende arbejdstager skal have bopael i Nederlandene, i saa fald anses for en efter forordningens artikel 7 forbudt forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet?«

Foerste spoergsmaal

22 Med dette spoergsmaal spoerger den nationale ret reelt, om forordning nr. 1408/71 finder anvendelse paa en godtgoerelsesordning som den, der er omtvistet i hovedsagen, og hvorefter arbejdstagere i landbruget, hvis arbejdskontrakt er ophoert som foelge af deres tidligere arbejdsgivers nedlaeggelse af landbrugsjord, kan oppebaere en engangsydelse, hvis stoerrelse alene afhaenger af modtagerens alder, og som skal tilbagebetales, saafremt modtageren paa ny ansaettes af sin tidligere arbejdsgiver inden for en periode paa tolv maaneder efter ophoeret af arbejdskontrakten.

23 Det bemaerkes, at sondringen mellem ydelser, der ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for forordning nr. 1408/71, og ydelser, der er omfattet, ifoelge fast retspraksis hovedsagelig er baseret paa de enkelte elementer i den paagaeldende ydelse, navnlig dens formaal og de betingelser, under hvilke ydelsen tilkendes, og ikke paa, om en ydelse betegnes som en social sikringsydelse i den nationale lovgivning (jf. navnlig dom af 10.3.1993, sag C-111/91, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 817, praemis 28, og af 27.3.1985, sag 249/83, Hoeckx, Sml. s. 973, praemis 11).

24 En ydelse kan anses for en social sikringsydelse, saafremt den for det foerste tildeles de berettigede uden nogen individuel skoensmaessig bedoemmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier, og for det andet, forudsat, at den vedroerer en af de risici, der udtrykkeligt er anfoert i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 (dom af 2.8.1993, sag C-66/92, Acciardi, Sml. I, s. 4567, praemis 14).

25 En ydelse som den i hovedsagen omtvistede kan ikke betragtes som en ydelse, der vedroerer en af de risici, som udtrykkeligt er anfoert i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

26 Blandt de i denne artikel naevnte sociale sikringsgrene er den eneste, der kunne vaere relevant i denne sag, saaledes den gren, der vedroerer ydelser ved arbejdsloeshed.

27 En »ydelse ved arbejdsloeshed« efter betydningen i artikel 4, stk. 1, litra g), i forordning nr. 1408/71 kan kun antages at foreligge, naar ydelsen har til formaal at erstatte arbejdsloen, der er bortfaldet som foelge af arbejdsloeshed, og at bidrage til den arbejdsloeses underhold.

28 Det er ikke tilfaeldet med en ydelse som den i hovedsagen omtvistede, der er karakteriseret ved samtlige nedenstaaende traek.

29 For det foerste er ydelsens modtager pligtig at tilbagebetale den, saafremt han paa ny ansaettes hos sin tidligere arbejdsgiver inden for en periode paa tolv maaneder efter ophoeret af arbejdskontrakten.

30 For det andet er hverken retten til at modtage ydelsen eller dens stoerrelse afhaengig af arbejdsloeshedens varighed, eftersom det for at vaere berettiget til den er tilstraekkeligt, at den tidligere arbejdskontrakt er ophoert, og at modtageren er arbejdsloes, naar han modtager ydelsen.

31 For det tredje udbetales den omtvistede ydelse ikke periodisk, men kun som en engangsydelse med et fast beloeb, der kun varierer efter ansoegerens alder.

32 For det fjerde indgaar ydelsen blandt de ydelser ved arbejdsloeshed, der hjemles i den nationale socialsikringsordning, hvorved retten til de sidstnaevnte kun er en af betingelserne for udbetaling.

33 Det fremgaar tillige af sagen, at ydelsen hovedsagelig tager sigte paa at afboede de sociale foelger af den strukturelle tilpasning i landbrugssektoren, som er noedvendiggjort af faellesskabslovgivningen, her nedlaeggelse af landbrugsjord. Hermed svarer ydelsens formaal til formaalet med en afskedigelsesgodtgoerelse finansieret af det offentlige i forbindelse med foranstaltninger, der ledsager ophoer af oekonomisk virksomhed.

34 Under disse omstaendigheder kan den omtvistede ydelse ikke betegnes som »ydelse ved arbejdsloeshed« efter betydningen i artikel 4, stk. 1, litra g), i forordning nr. 1408/71.

35 Der maa saaledes svares paa det foerste spoergsmaal, at forordning nr. 1408/71 ikke finder anvendelse paa en godtgoerelsesordning som den i hovedsagen omtvistede, hvorefter arbejdstagere i landbruget, hvis arbejdskontrakt er ophoert som foelge af deres tidligere arbejdsgivers nedlaeggelse af landbrugsjord, har ret til en engangsydelse, hvis stoerrelse alene afhaenger af modtagerens alder, og som skal tilbagebetales, saafremt modtageren paa ny ansaettes af sin tidligere arbejdsgiver inden for en periode paa tolv maaneder efter ophoeret af arbejdskontrakten.

Andet spoergsmaal

36 Dette spoergsmaal indeholder to selvstaendige dele. Den foerste del angaar begrebet social fordel efter betydningen i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, den anden del den mulige forskelsbehandling, der hidroerer fra den ved godtgoerelsesordningen fastsatte bopaelsbetingelse.

Begrebet social fordel

37 Med den foerste del af andet spoergsmaal spoerger den nationale ret reelt, om en ydelse som den i hovedsagen omtvistede, der udbetales som en engangsydelse til arbejdstagere i landbruget, hvis arbejdskontrakt er ophoert som foelge af deres tidligere arbejdsgivers nedlaeggelse af landbrugsjord, kan betegnes som en social fordel efter betydningen i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68.

38 Den nederlandske regering og Kommissionen antager med rette, at en ydelse som den i hovedsagen omtvistede er en »social fordel« efter betydningen i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68.

39 Det maa paapeges, at henvisningen til de »sociale fordele« i artikel 7, stk. 2, i naevnte forordning ikke kan fortolkes indskraenkende (dom af 30.9.1975, sag 32/75, Cristini, Sml. s. 1085, praemis 12). Det antages i fast retspraksis, at »sociale fordele« omfatter de rettigheder, det vaere sig med eller uden tilknytning til en arbejdskontrakt, som tilkommer enhver indenlandsk arbejdstager, i det vaesentlige paa grund af hans objektive status som arbejdstager, eller allerede fordi han har bopael paa det nationale omraade, og hvis udstraekning til ogsaa at gaelde arbejdstagere med statsborgerskab i andre medlemsstater maa antages at kunne fremme disses mobilitet inden for Faellesskabet (dom af 27.5.1993, sag C-310/91, Schmid, Sml. I, s. 3011, praemis 18).

40 Som Domstolen tillige har fastslaaet i dom af 21. juni 1988 (sag 39/86, Lair, Sml. s. 3161, praemis 36), bestaar visse rettigheder, der beror paa vandrende arbejdstageres status som arbejdstagere, fortsat, selv om de paagaeldende ikke laengere er i beskaeftigelse.

41 En ydelse som den omtvistede, der tildeles paa betingelse af, at der har bestaaet et arbejdsforhold, som kort forinden er ophoert, opfylder disse betingelser. Retten til ydelsen er indholdsmaessigt forbundet med modtagernes objektive status som arbejdstagere.

42 Der maa derfor svares paa den foerste del af det andet spoergsmaal, at en ydelse som den i hovedsagen omtvistede, der udbetales som en engangsydelse til arbejdstagere i landbruget, hvis arbejdskontrakt er ophoert som foelge af deres tidligere arbejdsgivers nedlaeggelse af landbrugsjord, maa betegnes som en social fordel i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68's forstand.

Bopaelsbetingelsen

43 Med den anden del af det andet spoergsmaal oensker den nationale ret reelt klarlagt, om en medlemsstat kan goere ydelsen af en social fordel i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68's forstand betinget af, at modtagerne bor paa den paagaeldende stats nationale omraade.

44 Ifoelge Domstolens faste praksis forbyder ligebehandlingsprincippet i saavel traktatens artikel 48 som artikel 7 i forordning nr. 1612/68 ikke alene aabenlys forskelsbehandling begrundet i nationalitet, men enhver form for skjult forskelsbehandling, som ved anvendelse af andre kriterier reelt foerer til samme resultat (jf. navnlig dom af 23.5.1996, sag C-237/94, O'Flynn, Sml. I, s. 2617, praemis 17).

45 En national retsforskrift maa, medmindre den er objektivt begrundet og staar i rimeligt forhold til det tilstraebte formaal, anses for at medfoere indirekte forskelsbehandling, naar den efter selve sin karakter er egnet til i hoejere grad at beroere vandrende end indenlandske arbejdstagere og dermed risikerer navnlig at stille de vandrende arbejdstagere ringere (ovennaevnte O'Flynn-dom, praemis 20).

46 Dette er tilfaeldet med en bopaelsbetingelse som den i hovedsagen omtvistede, der lettere opfyldes af de indenlandske arbejdstagere end af arbejdstagerne fra de andre medlemsstater.

47 Den nederlandske regering har fremhaevet, at der i godtgoerelsesordningen ikke udtrykkeligt findes en bopaelsbetingelse, men at ordningen henviser til Werkloosheidswet, som indeholder denne betingelse. Formaalet med kravet om, at modtageren har ret til en ydelse i medfoer af sidstnaevnte lov, er ikke at forbeholde retten til den omtvistede ydelse til alene at gaelde personer med bopael i Nederlandene, men i godtgoerelsesordningen at inkorporere en anden betingelse fra Werkloosheidswet, nemlig at ansoegere, der selv er skyld i arbejdsloeshed, ikke kan goere krav paa den omhandlede ydelse.

48 Denne begrundelse er uholdbar. Inkorporeringen i godtgoerelsesordningen af en bopaelsbetingelse er hverken noedvendig eller egnet til at opnaa formaalet at udelukke personer, der selv er skyld i arbejdsloeshed, fra ydelsen. Ansoegerens bopael har ingen betydning med hensyn til spoergsmaalet, om vedkommende selv er skyld i arbejdsloeshed.

49 Den franske og den nederlandske regering har desuden bemaerket, at en graensearbejder ikke under nogen som helst omstaendigheder kan paaberaabe sig bestemmelserne i artikel 7 i forordning nr. 1612/68 for at opnaa sociale fordele. Forordningen indeholder ingen mulighed for »eksport« af saadanne fordele.

50 Med denne argumentation ses der dog bort fra ordlyden af forordning nr. 1612/68. I fjerde betragtning til forordningen udtales det udtrykkeligt, at retten til fri bevaegelighed skal anerkendes »uden forskel for 'permanente' arbejdstagere, saesonarbejdere, graensearbejdere og arbejdstagere, der udfoerer arbejde som led i en tjenesteydelse«, og i artikel 7 staar der uden forbehold »en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat«.

51 I lyset af de ovenstaaende betragtninger maa der svares paa den anden del af det andet spoergsmaal, at en medlemsstat ikke kan goere tildeling af en social fordel i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68's forstand betinget af, at modtagerne af fordelen har bopael paa denne stats nationale omraade.

Sagens omkostninger

52 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Nederlandse Raad van State ved mellemafgoerelse af 22. februar 1996, for ret:

1) Forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 finder ikke anvendelse paa en godtgoerelsesordning som den i hovedsagen omtvistede, hvorefter arbejdstagere i landbruget, hvis arbejdskontrakt er ophoert som foelge af deres tidligere arbejdsgivers nedlaeggelse af landbrugsjord, har ret til en engangsydelse, hvis stoerrelse alene afhaenger af modtagerens alder, og som skal tilbagebetales, saafremt modtageren paa ny ansaettes af sin tidligere arbejdsgiver inden for en periode paa tolv maaneder efter ophoeret af arbejdskontrakten.

2) En ydelse som den i hovedsagen omtvistede, der udbetales som en engangsydelse til arbejdstagere i landbruget, hvis arbejdskontrakt er ophoert som foelge af deres tidligere arbejdsgivers nedlaeggelse af landbrugsjord, maa betegnes som en social fordel i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68's forstand.

3) En medlemsstat kan ikke goere tildeling af en social fordel i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68's forstand betinget af, at modtagerne af fordelen har bopael paa denne stats nationale omraade.