61996C0343

1 Pretura di Bolzano (Italien) har forelagt Domstolen seks praejudicielle spoergsmaal vedroerende virkningerne af regler og grundsaetninger i faellesskabsretten paa de nationale retsregler - den italienske lov nr. 428 af 29. december 1990 (1) (herefter »lov nr. 428«) - om tilbagebetaling af visse afgifter, som uretmaessigt er blevet opkraevet af de italienske myndigheder.

De faktiske omstaendigheder, sagens forloeb og indholdet af de praejudicielle spoergsmaal

2 Det sagsoegende selskab betalte den 12. marts 1988 til de italienske myndigheder 6 945 756 ITL i forbrugsafgift paa en sending bananer, der blev indfoert via Brenner Toldkammer.

3 Idet Dilexport Srl fandt, at der var tale om en uhjemlet afgift, da den stred mod faellesskabsretten, fremsatte selskabet et krav om tilbagebetaling over for myndighederne i 1991. Da kravet ikke blev imoedekommet, rejste selskabet ved den stedligt kompetente Pretura di Bolzano sag om betalingspaalaeg (recurso per ingiunzione) ifoelge artikel 633 i den italienske civilproceslov med henblik paa at faa det omhandlede beloeb tilbagebetalt.

4 Pretura har udsat afgoerelsen i sagen paa Domstolens afgoerelse af foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Skal faellesskabsretten fortolkes saaledes, at en medlemsstat er afskaaret fra at indfoere en ordning som den, der er omhandlet i artikel 29 i den italienske lov nr. 428 af 29. december 1990, hvorefter adgangen til at tilbagesoege afgifter, som er opkraevet i strid med faellesskabsretten, er undergivet frister for foraeldelse og bortfald samt bevisregler, der er forskellige fra og mere restriktive end de almindelige regler, der gaelder i civilretten? Navnlig spoerges, hvad angaar princippet om, at de betingelser, som er fastsat i den nationale lovgivning for at udnytte adgangen til tilbagesoegning, 'ikke maa vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende nationale soegsmaal', hvad der skal forstaas ved udtrykket 'tilsvarende nationale soegsmaal'.

2) Er de grundlaeggende principper i Faellesskabets retsorden til hinder for, at en medlemsstat - inden for et begraenset omraade, som kun vedroerer den saerlige sektor, der udgoeres af en vis ensartet gruppe af fiskale afgifter, hvoraf langt den overvejende del er afgifter, som faellesskabsretten finder anvendelse paa - indfoerer saerlige undtagelsesbestemmelser, der skal begraense adgangen til at tilbagesoege fejlagtigt betalte beloeb, og som altsaa fraviger de almindelige regler for tilbagesoegning af fejlagtigt betalte beloeb, jf. artikel 2033 i den civile retsplejelov? Navnlig spoerges, om forbuddet mod forskelsbehandling kan fortolkes indskraenkende, og om det kan anvendes paa en medlemsstats lovbestemmelser af den karakter, der er indeholdt i artikel 29, afsnit II, i lov nr. 428 af 29. december 1990, blot fordi de betingelser for tilbagebetaling af de fiskale afgifter, som er omhandlet i disse lovbestemmelser, og som faellesskabsretten finder anvendelse paa, ganske vist er mere restriktive end de almindelige regler i civilretten, men dog i henseende til deres virkning er mindre tyngende end de saerlige betingelser for tilbagebetaling, der er fastsat i artikel 29, afsnit II.

3) Er de naevnte grundlaeggende principper i Faellesskabets retsorden til hinder for, at en medlemsstat - efter at Domstolen ved flere domme har kendt diverse afgifter saasom indfoerselstold, produktionsafgifter, forbrugsafgifter, tillaegsafgift for sukker og forlystelsesafgifter, uforenelig med faellesskabsretten - vedtager en raekke processuelle forskrifter som dem, der er indfoert ved artikel 29 i lov nr. 428 af 29. december 1990, og som saerlig begraenser muligheden for at anlaegge sag med henblik paa tilbagesoegning af de naevnte fejlagtigt betalte afgifter, som er opkraevet i strid med faellesskabsretten?

4) Er en lov som den i sagen omhandlede - der angives at vaere indfoert for at tilpasse den nationale lovgivning til Domstolens praksis - og vedtaget med mere end tre et halvt aars forsinkelse i forhold til tidspunktet for afsigelsen af Domstolens dom, hvorved den medlemsstat, som har foretaget den forsinkede gennemfoerelse, har opnaaet en yderligere ugrundet berigelse, i strid med faellesskabsretten, navnlig under hensyn til hvad der er gjort gaeldende som bevis, men ikke antaget i dommen af 9. november 1983 i sag 199/82, San Giorgio, og er det navnlig ikke uforeneligt med faellesskabsretten at fortolke og anvende naevnte artikel 29 paa en saadan maade, at en formodning anses for tilstraekkeligt bevis - ud fra den antagelse, at 'forbrugsafgiften notorisk er blevet inkorporeret i prisen' - for, at afgiften er blevet overvaeltet paa tredjemand, med den foelge, at tilbagesoegningskravet afvises?

5) Er det foelgelig lovligt efter faellesskabsretten, at den nationale ret - eller dennes teknisk sagkyndige - blot med grundlag i saadanne simple formodninger fastslaar, at afgiften er blevet overvaeltet paa tredjemand - hvilke formodninger anfoeres typisk at bestaa i frie beviser, som dermed systematisk udelukker gennemfoerelsen af tilbagesoegningskrav, saaledes som det har vist sig at vaere tilfaeldet i praksis, hvor Amministrazione delle Finanze dello Stato som den myndighed, der er debitor for fordringen, aldrig har anerkendt at vaere forpligtet til at tilbagebetale afgiften?

6) Kan der indfoeres en regel som den, der er indeholdt i naevnte artikel 29, stk. 4 og 8 - som foreskriver iagttagelse af processuelle formaliteter (saasom forpligtelsen til at give underretning til bestemte kontorer, der henhoerer under den samme myndighed, som er debitor for afgiften), der ikke kraevedes i tidligere sager om tilbagesoegning efter de almindelige regler paa omraadet - og kan denne regel anvendes med tilbagevirkende gyldighed?«

De nationale bestemmelser og de faellesskabsretlige bestemmelser

5 Artikel 29 i lov nr. 428 (2) indeholder i afsnittet »Tilbagebetaling af de i forhold til faellesskabsreglerne underkendte afgifter« foelgende bestemmelser:

- I henhold til stk. 1 udvides den femaarige foraeldelsesfrist, der blev indfoert ved artikel 91 i bekendtgoerelse om toldlovgivningen, til at omfatte alle krav om tilbagebetaling af beloeb betalt i forbindelse med toldekspeditioner; denne foraeldelsesfrist nedsaettes dog til tre aar, svarende til den i bekendtgoerelsens artikel 84 fastsatte frist, med virkning fra den 90. dag efter lovens ikrafttraeden (3).

- Stk. 2 bestemmer, at »told ved indfoersel, produktionsafgifter, forbrugsafgifter, tillaegsafgiften paa sukker og statsafgifter, der opkraeves i henhold til nationale bestemmelser, der er uforenelige med faellesskabsretten, tilbagebetales, medmindre afgiftsbyrden er blevet overvaeltet paa andre retssubjekter.«

- Stk. 4 bestemmer, at krav om tilbagebetaling af de skatter og andre former for afgifter, som er naevnt i stk. 2 og 3, skal, naar den hertil svarende udgift har paavirket virksomhedens indkomst, meddeles det skattekontor, som har modtaget selvangivelsen for det paagaeldende skatteaar. I modsat fald behandles kravet ikke.

- I stk. 7 tilfoejes det, at bestemmelsen i stk. 2 finder anvendelse, selv om tilbagebetalingen vedroerer beloeb, der er betalt forud for datoen for lovens ikrafttraeden (dvs. den 27.1.1991).

- Ifoelge stk. 8, finder stk. 4, anvendelse med virkning fra det skatteaar, i hvilket loven er traadt i kraft.

6 Den saerlige forbrugsafgift paa bananer med oprindelse i andre medlemsstater, som den sagsoegende virksomhed betalte, og som den nu tilbagesoeger, blev kendt uforenelig med faellesskabsretten som stridende mod EOEF-traktatens artikel 95, stk. 2, jf. dom af 7. maj 1987 i sagen Kommissionen mod Italien (4). Den samme dag afsagte dom i Co-Frutta-sagen (5) bekraeftede, at denne traktatbestemmelse er til hinder for en forbrugsafgift, der rammer visse indfoerte frugter, saafremt den maa antages at beskytte den indenlandske frugtproduktion, og at traktatens artikel 95 finder anvendelse paa samtlige varer med oprindelse i andre medlemsstater, herunder dem, der hidroerer fra tredjelande og er blevet bragt i fri omsaetning i medlemsstaterne.

Gennemgangen af de forskellige praejudicielle spoergsmaal

7 Jeg vil starte gennemgangen af de praejudicielle spoergsmaal ved at gruppere dem paa baggrund af deres indhold, selv om resultatet ikke ganske falder sammen med den orden, hvori de er praesenteret i forelaeggelseskendelsen:

a) For det foerste det dobbelte regelsaet, som gaelder for tilbagesoegningsretten (foerste og andet spoergsmaal),

b) for det andet de tidsmaessige problemer - dvs. foraeldelses- og bortfaldsfrister samt tilbagevirkende gyldighed - som foelge af anvendelsen af lov nr. 428 om tilbagesoegning af afgifter (tredje spoergsmaal),

c) for det tredje anvendelsen af formodninger som bevismiddel for at bedoemme spoergsmaalet om overvaeltning af afgiftsbyrden paa tredjemand (fjerde og femte spoergsmaal) og

d) endelig kravet om, at der skal vaere givet meddelelse om tilbagebetalingskravene til afgiftsmyndighederne (sjette spoergsmaal).

Foerste og andet praejudicielle spoergsmaal

8 Den forelaeggende rets foerste og andet spoergsmaal vedroerer selve indholdet af den nationale bestemmelse, dvs. uden hensyn til dens tidsmaessige raekkevidde, samt om bestemmelsen eventuelt er i strid med faellesskabsretten. Logisk set maa behandlingen af dette spoergsmaal gaa forud for problemet vedroerende bestemmelsens tilbagevirkende gyldighed, som det tredje praejudicielle spoergsmaal omhandler.

9 Stk. 1 i artikel 29 i lov nr. 428, som er gengivet ovenfor, er udtryk for en klar tilkendegivelse fra lovgivers side, nemlig at den samme praeklusive frist paa fem aar, der er fastsat i toldlovgivningen, finder anvendelse paa alle krav og soegsmaal vedroerende tilbagebetaling af beloeb, der er betalt i forbindelse med toldekspeditioner. I relation til dette spoergsmaal er det uden betydning, om den formulering, der er anvendt i loven (»den femaarige frist ... udvides til ogsaa at omfatte«), kun er fortolkende, eller om den har retsstiftende virkninger.

10 Den forelaeggende ret har oensket oplyst, om det er foreneligt med faellesskabsretten, at der i en bestemmelse er fastsat en saadan praeklusiv frist med hensyn til krav om tilbagebetaling af urigtigt erlagte beloeb, saafremt en saadan tilbagebetaling foretages som foelge af, at en faellesskabsretlig bestemmelse er tilsidesat, mens tilbagesoegning af beloeb, der er erlagt i urigtig formening om skyld, omfattes af den almindelige foraeldelsesfrist paa ti aar (jf. codice civile's artikel 2033).

11 Opstillet paa denne maade kommer spoergsmaalet til at svare til, hvad andre italienske retsinstanser har gjort opmaerksom paa i relation til den praeklusive frist paa tre aar, som gaelder med hensyn til krav om tilbagebetaling af det aarlige gebyr for selskabers registrering i selskabsregistret, og som omhandles i praejudicielle sager, hvor jeg for nylig har fremsat forslag til afgoerelse (sag C-231/96, Edis, sag C-260/90, Spac, og forenede sager C-279/96, C-280/96 og C-281/96, Ansaldo m.fl.). Spoergsmaalet er naermere bestemt, om det er i overensstemmelse med faellesskabsretten, at der med hensyn til soegsmaal mod statskassen med paastand om tilbagebetaling af urigtigt erlagte beloeb gaelder andre praeklusions- eller foraeldelsesfrister end dem, der gaelder med hensyn til tilsvarende soegsmaal mellem private.

12 Som jeg har bemaerket i de naevnte forslag til afgoerelse, mener jeg ikke, at der i faellesskabsretten findes nogen regel eller noget princip, der er til hinder for, at en national lovgiver fastsaetter visse foraeldelsesfrister eller praeklusive frister for udoevelse af soegsmaalsrettigheder til tilbagebetaling, der er forskellige, alt efter hvilket omraade inden for retsordenen der er tale om, naar blot de uden forskel finder anvendelse paa rettigheder, der stoettes paa nationale retsregler eller faellesskabsretsregler.

13 Det staar nemlig den nationale lovgiver frit for at fastsaette foraeldelsesfrister eller praeklusive frister paa afgiftsomraadet, der ikke noedvendigvis falder sammen med de frister, der er fastsat i andre former for borgerlige retsforhold. Ingen regel og intet princip i faellesskabsretten forpligter en national lovgiver til at ligestille afgiftsretlige forpligtelser med privatretlige forpligtelser, hvad frister angaar.

14 I italiensk ret findes desuden meget forskellige frister, alt efter hvilket retsomraade der er tale om. Naermere forklaret er den almindelige foraeldelsesfrist (ti aar) fastsat i artikel 2946 i codice civile og gaelder, »medmindre andet er bestemt i loven«, og der er talrige lovbestemmelser, der fastsaetter en kortere foraeldelsesfrist for visse rettigheder eller udoevelse af bestemte soegsmaalsrettigheder (6).

15 Lige saa lidt som samtlige de medlemsstater, der har indgivet skriftlige indlaeg under sagen, finder jeg grund til at afvise, at en national lovgiver kan fastsaette tidsmaessige betingelser for udoevelse af retten til tilbagesoegning af afgifter, der er betalt med urette, som er forskellige fra dem, der gaelder for lignende soegsmaal mellem private.

16 Lovligheden af denne sondring er yderligere fastslaaet i Domstolens dom af 27. marts 1980 i Denkavit italiana-sagen, praemis 22-25 (7). Domstolen anerkendte, at faellesskabsretten ikke noedvendigvis kraever, at der i samtlige medlemsstater skal findes en ensartet og faelles regel vedroerende de processuelle og materielle betingelser for sagsanlaeg vedroerende indsigelse mod eller tilbagebetaling af afgifter, der strider mod faellesskabsretten, og at reguleringen af dette problem er forskellig fra medlemsstat til medlemsstat, endog inden for de enkelte medlemsstater, alt efter hvilke afgifter der er tale om. Domstolen fandt, at de mest fremtraedende typer af nationale ordninger paa dette omraade var lovlige.

- I visse tilfaelde gaelder der ifoelge de nationale lovgivninger visse saerlige frist- og procedureregler vedroerende indsigelse mod eller tilbagebetaling af afgifter, der er opkraevet med urette, enten der er tale om indgivelse af klager til afgiftsmyndighederne eller anlaeggelse af sager ved domstolene.

- I andre tilfaelde skal sager om tilbagebetaling af urigtigt erlagte afgifter indbringes for de almindelige domstole, i de fleste tilfaelde efter de regler, der gaelder for tilbagesoegning af beloeb, der er erlagt i urigtig formening om skyld. Disse soegsmaal kan rejses inden for kortere eller laengere frister, i visse tilfaelde inden for den almindelige formueretlige foraeldelsesfrist.

17 I tilslutning hertil fastslog Domstolen under henvisning til dommene i Rewe- og Comet-sagerne (8), at de betingelser, der skulle overholdes fra et faellesskabsretligt synspunkt i de forskellige nationale retssystemer, med hensyn til tilbagesoegning af beloeb, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten, er de allerede naevnte om forbud mod forskelsbehandling, og at anlaeggelse af de paagaeldende soegsmaal ikke maa umuliggoeres. Disse to betingelser er efter den nylig afsagte dom af 10. juli 1997 i Palmisani-sagen (9) udtryk for henholdsvis »aekvivalensprincippet« (i overensstemmelse med de krav, der stilles til lignende soegsmaal af national karakter) og »effektivitetsprincippet« ifoelge faellesskabsretten.

18 I en anden sag, der er analog med den foreliggende, har Domstolen haft lejlighed til endnu en gang at praecisere ovennaevnte grundsaetning, idet den besvarede et praejudicielt spoergsmaal, der »i det vaesentlige (drejede sig om), hvorvidt almindelige faellesskabsretlige grundsaetninger er til hinder for nationale regler, der fastsaetter en praeceptiv frist paa tre aar for enhver ansoegning om tilbagebetaling af afgifter, der er erlagt med urette, uden at goere undtagelse i tilfaelde af force majeure«.

19 Det svar, der gives i dom af 9. november 1989 i sagen Bessin og Salson (10), er fuldt ud anvendeligt i naervaerende sag, eftersom ligheden mellem de retlige situationer er aabenbar. Den nationale regel, der dengang var tale om, stod i den franske toldlov og fastsatte en frist paa tre aar for tilbagesoegning af importafgifter, der var betalt med urette, og denne saerlige regel betegnede en undtagelse fra den almindelige frist i den franske code civil for tilbagesoegning af, hvad der er erlagt i urigtig formening om skyld.

20 I sin dom vedroerende dette praejudicielle spoergsmaal erindrede Domstolen indledningsvis om forbuddet mod forskelsbehandling i national ret i forhold til sager til afgoerelse af rent nationale tvister af samme art, og om, at de processuelle regler ikke i praksis maa umuliggoere haevdelse af rettigheder i henhold til faellesskabsretten, og fastslog dernaest, at den treaarige foraeldelsesfrist, der var omhandlet i sagen, var udtryk for et lovgivningsmaessigt valg, der ikke tilsidesaetter de naevnte betingelser.

21 Endelig har Domstolen i to domme af 17. juli 1997 i sagerne Texaco og Olieselskabet Danmark (11) og Haahr Petroleum (12) gentaget denne grundsaetning, idet den har fastslaaet, at »en fastsaettelse af rimelige frister for indgivelse af soegsmaal som udtryk for et grundlaeggende retssikkerhedsprincip opfylder de to ovennaevnte betingelser og kan navnlig ikke antages i praksis at goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til faellesskabsretten, selv om saadanne frister, naar de er udloebet, medfoerer, at sagen helt eller delvis afvises«. Som foelge heraf erklaerede Domstolen, at den femaarige foraeldelsesfrist ifoelge dansk ret for krav paa tilbagebetaling af nationale afgifter opkraevet i strid med faellesskabsretten er forenelig med faellesskabsretten, selv om den har til foelge, at muligheden for tilbagesoegning mistes helt eller delvis.

22 Der ville saaledes vaere tale om forskelsbehandling, hvis den italienske regel om praeklusion af soegsmaal til tilbagebetaling af den med urette betalte afgift indebar frister, der var forskellige, alt efter om pligten til tilbagebetaling byggede paa national ret eller faellesskabsretten. Dette ville nemlig vaere tilfaeldet, hvis den i loven fastsatte frist for tilbagesoegning af afgiften paa grund af dennes ulovlighed ifoelge faellesskabsretten var kortere end den tilsvarende frist for tilbagesoegning af denne afgift paa et hvilket som helst andet grundlag ifoelge national ret. Men da dette ikke tilfaeldet, og da den i artikel 29, stk. 1, i lov nr. 428 fastsatte frist uden forskel omfatter tilbagesoegning af alle afgifter uanset retsgrundlaget, maa svaret paa det andet praejudicielle spoergsmaal blive, at denne bestemmelse er i overensstemmelse med faellesskabsretten.

23 Det er altsaa den fortolkning, som ganske naturligt foelger af affattelsen af reglen, og som er blevet lagt til grund i italiensk retspraksis, saaledes i en dom af 6. november 1992 (13), hvori Corte Suprema di cassazione udtalte:

»Artikel 29, stk. 1, i lov nr. 428 af 1990 [...] indfoerer ensartede regler for tilbagebetaling af fejlagtigt opkraevede beloeb vedroerende en stor del af afgifterne (indirekte afgifter af goder) og sidestillet med henblik herpaa saavel afgifter opkraevet i medfoer af faellesskabsstridige regler som indfoerselstold, produktionsafgifter, forbrugsafgifter m.m. for hermed, hvad angaar tilbagebetalingerne paa EF-omraadet, at undgaa skabelse af en jus singulare, som gjorde tilbagesoegningen svaerere.«

Tredje praejudicielle spoergsmaal

24 Efter saaledes at vaere naaet frem til, at bestemmelsen i sig selv er forenelig med faellesskabsretten, skal jeg herefter behandle spoergsmaalet vedroerende bestemmelsens tidsmaessige virkning og konkret dens tilbagevirkende gyldighed.

25 Som Kommissionen og i et vist omfang den franske regering har understreget i deres indlaeg, hersker der en vis forvirring paa det punkt. Kommissionen har endda haevdet, at »for saa vidt angaar de tidsmaessige virkninger af den i sagen omtvistede bestemmelse ... er forvirringen perfekt: Bestemmelsen indeholder en regel (fortolkning med tilbagevirkende gyldighed af en (tidligere udstedt) bestemmelse), men de italienske retsinstanser, herunder ogsaa de oeverste, anvender en anden regel (hvorefter bestemmelsen ikke kan tillaegges tilbagevirkende gyldighed, i det mindste ikke for saa vidt angaar tilbagebetalingskrav, der er fremsat, inden lov nr. 428 traadte i kraft)«.

26 I ovennaevnte dom af 6. november 1992 fastslog Corte di Cassazione, at bestemmelsen har tilbagevirkende gyldighed, og at bestemmelsen derfor ikke skal bringes i anvendelse. Den argumentation, Corte di Cassazione udviklede i dommen, kan sammenfattes som foelger:

a) I henhold til de bestemmelser, der var gaeldende forud for, at lov nr. 428 traadte i kraft, fandt den praeklusive frist paa fem aar, der gaelder med hensyn til tilbagesoegning af beloeb erlagt med urette, som omhandlet i toldlovsbekendtgoerelsens artikel 91, kun anvendelse i tilfaelde af regnefejl eller fejlagtig anvendelse af tariffen; i andre tilfaelde var foraeldelsesfristen den almindelige paa ti aar (14).

b) Siden vedtagelsen af artikel 29, stk. 1, i lov nr. 428 finder den praeklusive frist paa fem aar (og ikke laengere foraeldelsesfristen) anvendelse paa alle krav og soegsmaal vedroerende tilbagesoegning af ethvert beloeb, der er betalt i forbindelse med toldekspeditioner (15).

c) Den naevnte artikel er ikke blot fortolkende, men fornyende, og lovgivers vilje har vaeret, at bestemmelsen skal have tilbagevirkende gyldighed.

d) Netop som foelge af denne tilbagevirkende gyldighed er bestemmelsen ikke forenelig med faellesskabsretten, og de nationale retsinstanser skal derfor undlade at bringe den i anvendelse (16).

27 Anvendelsen for fremtiden af artikel 29 i lov nr. 428 er efter min opfattelse ikke i strid med faellesskabsretten, men en anvendelse af loven over for personer, som fremsaetter krav om tilbagebetaling af afgifter erlagt med urette inden lovens ikrafttraeden, forekommer tvivlsom, idet dette kan bevirke, at de paalaegges betingelser med hensyn til udoevelsen af tilbagesoegningsretten, der er mindre gunstige end de betingelser, de indtil da var omfattet af.

28 Det er aabenbart, at for saa vidt angaar tilbagebetalingskrav, der er fremsat foer de nye frister traadte i kraft, er de uforenelige med faellesskabsretten. Retssikkerhedsprincippet tilsiger, at saadanne krav ikke kan blive omfattet af en efterfoelgende bestemmelse, der ikke fandtes paa det tidspunkt, hvor kravene blev fremsat, og som bevirker, at klagernes retsstilling forringes. Dette har de italienske retsinstanser da ogsaa fastslaaet, idet de har udtalt, at den paagaeldende artikel ikke maa anvendes med tilbagevirkende gyldighed.

29 Men problemet opstaar ikke alene i relation til de klager, der allerede blev indgivet foer den 27. april 1991, men ogsaa for dem, der er indgivet efter dette tidspunkt, saafremt de vedroerer afgifter, der er betalt, inden den nye lov traadte i kraft. Dette er netop tilfaeldet for Dilexport, idet afgifterne (med urette) blev betalt i 1988, dvs. inden vedtagelsen af lov nr. 428, og et eventuelt tilbagebetalingskrav derfor lovligt kunne fremsaettes i de foelgende ti aar (den almindelige foraeldelsesfrist). Kravet blev imidlertid foerst fremsat i 1991.

30 I dom af 29. juni 1988, Deville (17), fastslog Domstolen: »En national lovgiver kan ikke, efter at Domstolen har afsagt en dom, hvoraf det fremgaar, at en bestemt lovgivning er uforenelig med traktaten, fastsaette en processuel regel, som konkret forringer mulighederne for tilbagesoegning af afgifter, der er opkraevet med urette i henhold til denne lovgivning. Det tilkommer den nationale domstol at undersoege, om den anfaegtede bestemmelse forringer de muligheder for tilbagesoegning, som ellers ville have bestaaet« (18).

31 I Deville-sagen var der en raekke saerlige forhold, der gjorde sig gaeldende, og hvorved den sag adskiller sig fra den foreliggende sag. Den franske lovgiver havde vedtaget en specifik bestemmelse (artikel 18 i loven af 11.7.1985) med henblik paa udtrykkeligt at ophaeve en afgift, der var erklaeret uforenelig med faellesskabsretten, hvilket Domstolen havde gjort i den praejudicielle dom af 9. maj 1985 i Humblot-sagen (19). I den naevnte artikel var det fastsat, at afgiftspligtige, som kraevede afgiften tilbagebetalt efter den 9. maj 1985, kunne opnaa en saadan tilbagebetaling, hvis kravet blev fremsat inden for en bestemt frist, som loeb fra datoen for betalingen (parterne var uenige om, hvorledes dette skulle fortolkes). Domstolen fastslog, at den ikke i forbindelse med svaret paa det praejudicielle spoergsmaal havde kompetence til at tage stilling til, om den nationale lovgivning faktisk forringede de muligheder for tilbagesoegning, de afgiftspligtige havde.

32 I den foreliggende sag er omstaendighederne derimod foelgende:

a) Selv om det er aabenbart, at de muligheder for at kraeve de med urette betalte afgifter tilbagebetalt, som er indfoert ved den nye lov i forhold til den tidligere gaeldende bestemmelse, er blevet forringet - hvilket de nationale domstole i oevrigt har understreget - er forholdet dog ogsaa det, at som foelge af domstolenes fortolkning af loven kan kravet fremsaettes inden for tre aar efter lovens ikrafttraeden (20), en frist, som maa anses for tilstraekkelig til at sikre, at retten til tilbagebetaling faktisk kan haandhaeves.

b) Til forskel fra Deville-sagen er den i den foreliggende sag omhandlede lovgivning ikke saerbestemmelser, som udelukkende finder anvendelse paa en bestemt afgift, som tidligere var kendt uforenelig med faellesskabsretten, men den omfatter en lang raekke interne afgifter, for hvilke der indfoeres de samme foraeldelses- og praeklusionsfrister som dem, der allerede var gaeldende i henhold til toldlovgivningen.

33 Efter min opfattelse er det i den forbindelse ikke noedvendigt at tage stilling til, om en bestemmelse om nedsaettelse af de praeklusive frister med hensyn til sager, der endnu ikke er anlagt, men som kan anlaegges i henhold til de tidligere gaeldende bestemmelser, i sig selv kan antages at vaere en bestemmelse med tilbagevirkende gyldighed. I litteraturen er der delte meninger herom, hvilket ogsaa gaelder med hensyn til de loesninger, man har valgt i lovgivningen, og de oeverste nationale domstoles afgoerelser (21). Men under alle omstaendigheder maa det herefter undersoeges, om en saadan bestemmelse er forenelig med det princip, Domstolen opstillede i Deville-sagen, for saa vidt som bestemmelsen paavirker retsforhold, der er beskyttet i henhold til faellesskabsretten.

34 Der skal med andre ord tages stilling til, om det princip, der er den baerende tanke bag dommen i Deville-sagen, maa antages at vaere saa absolut, at enhver form for lovmaessig aendring, hvorved den tidligere retsbeskyttelse begraenses, er udelukket. Bevarer en afgiftspligtig, der har betalt en afgift, der er uforenelig med faellesskabsretten, en absolut ret til at kraeve afgiften tilbagebetalt i henhold til nationale bestemmelser (bestemmelser, der ikke er forskelsbehandlende, og hvis virkninger ikke er rent illusoriske), som var i kraft paa det tidspunkt, hvor afgiften blev betalt, eller fra det tidspunkt, hvor uforeneligheden blev fastslaaet?

35 I det beskyttelseshensyn, der er baggrunden for dommen i Deville-sagen, ligger, at den tidligere retsstilling skal opretholdes for de afgiftspligtige, som havde en berettiget forventning om, at deres muligheder for at gaa rettens vej med hensyn til den uretmaessigt betalte afgift, blev opretholdt. Saadanne muligheder maa ikke forringes netop paa det tidspunkt, hvor det udtrykkeligt fastslaas i en retsafgoerelse eller af lovgiver, at afgiften er betalt med urette, fordi den er uforenelig med faellesskabsretten.

36 Efter min opfattelse kan der ikke heri ligge en forpligtelse til en saadan absolut »fastfrysning« af den tidligere gaeldende ordning, at lovgiver ikke paa nogen maade kan foretage en aendring. For mig at se vil en aendring af en saadan ordning tvaertimod vaere lovlig, saafremt der er tale om en generel lovmaessig foranstaltning, og forudsat at den paagaeldende foranstaltning ikke i oevrigt afskaerer de beroerte fra at udoeve deres ret, samt at de herved har en tilstraekkelig lang frist, der ogsaa er i overensstemmelse med princippet om en effektiv retsbeskyttelse.

37 Dette er netop tilfaeldet i hovedsagen, baade for saa vidt angaar de gaeldende bestemmelser og de faktiske omstaendigheder.

38 For det foerste omhandler den nationale bestemmelse ikke en bestemt afgift, men er en foranstaltning, hvorved en tidligere gaeldende ordning (nemlig den, der var fastsat i toldlovsbekendtgoerelsen) goeres generel. Ganske vist omhandler saavel overskriften til som ordlyden af artikel 29 i lov nr. 428 udtrykkeligt spoergsmaalet om tilbagebetaling af afgifter, der er uforenelige med faellesskabsretten, men der er tale om en generel bestemmelse, hvis formaal netop er, at der indfoeres de samme regler for tilbagesoegningskrav, der stoettes paa en tilsidesaettelse af faellesskabsretten, som for dem, der stoettes paa en tilsidesaettelse af national ret, og at der »indfoeres en ensartet ordning med hensyn til tilbagesoegning af beloeb, der er opkraevet med urette i form af en stor del af afgifterne ...« (22).

39 For saa vidt angaar de faktiske omstaendigheder skal jeg naevne, at eftersom der var tale om afgifter betalt i 1988, dvs. faa dage inden vedtagelsen af den nye lov nr. 428, var den frist paa tre aar, der var fastsat med hensyn til fremsaettelse af tilbagebetalingskrav, fuldt ud tilstraekkelig til, at selskabet rettidigt kunne anlaegge med paastand om tilbagebetaling. Selskabet har saaledes uhindret kunnet udoeve sin ret til at kraeve afgiften tilbagebetalt i lang tid, efter at den nye lov var traadt i kraft.

40 Sammenfattende maa det saaledes fastslaas, at de faktiske omstaendigheder i den foreliggende sag ikke er de samme som i Deville- og Barra-sagen, og at Domstolens afgoerelser i de naevnte sager ikke skal fortolkes saa strengt, at de fra det tidspunkt, hvor Domstolen afsiger dom, er til hinder for, at lovgiver kan aendre reglerne med hensyn til tilbagesoegningskrav vedroerende beloeb, der er betalt med urette. Naar en saadan aendring opretholder tilstraekkelige muligheder for at kraeve de paagaeldende afgifter tilbagebetalt (f.eks. en frist paa tre aar, som i den foreliggende sag), kan en saadan aendring ikke antages at vaere uforenelig med faellesskabsretten.

Fjerde og femte praejudicielle spoergsmaal

41 Med det fjerde og femte spoergsmaal spoerger den forelaeggende ret, om det er muligt at anvende formodning som bevis for at afgoere, om virksomheden, efter at have betalt den ikke-skyldige afgift, senere har overvaeltet byrden paa tredjemand. Det er velkendt, at Domstolens standpunkt paa omraadet, naar der ses bort fra visse nuancer, er, at afgiftsmyndighederne ikke er pligtige at tilbagebetale afgiftsbeloebet til den afgiftspligtige, som efter betaling af afgiften har overvaeltet beloebet paa tredjemand.

42 De praemisser vedroerende den interne retsstilling, som den forelaeggende ret laegger til grund, bestrides af den italienske regering: Ifoelge regeringen er det ikke rigtigt, at overvaeltningen af forbrugsafgifter i italiensk ret altid er et »konstant faktum«, ligesom det er urigtigt, at anvendelsen af formodning som bevis bevirker, at »tilbagesoegningskrav systematisk« afvises.

43 Eftersom droeftelserne er afgraenset saaledes, og eftersom teksten til artikel 29 i lov nr. 428 - som den forelaeggende ret henviser til i det tredje spoergsmaal - paa ingen maade antyder til nogen lovformodning om overvaeltning (23), frygter jeg, at Domstolens besvarelse i denne sag ikke kan gaa videre end til at stadfaeste tidligere retspraksis, som der behoerigt henvises til i dommen af 14. januar 1997 i sagen Comateb m.fl. (24).

44 Domstolen havde saaledes faaet forelagt et spoergsmaal fra en national ret gaaende ud paa »... om en medlemsstat kan modsaette sig tilbagebetaling af en afgift, der er erlagt med urette, med henvisning til, at afgiften er overvaeltet paa koeberen, naar dette er paabudt i medlemsstatens lovgivning«, og Domstolen henviste til dom af 27. februar 1980 i Just-sagen (25), til dommen i sagen Denkavit italiana, til San Giorgio-dommen samt til dommen af 25. februar 1988, i sagen Bianco og Girard (26) for at give foelgende svar:

- For det foerste, at »retten til at opnaa tilbagebetaling af afgifter opkraevet af en medlemsstat i strid med faellesskabsretten er en virkning af og et supplement til de rettigheder, der er tillagt borgerne ved faellesskabsbestemmelserne om forbud mod saadanne afgifter ... Medlemsstaten er saaledes som udgangspunkt forpligtet til at tilbagebetale afgifter opkraevet i strid med faellesskabsretten«;

- for det andet, og som undtagelse fra dette princip, at »beskyttelsen af de rettigheder, der paa dette omraade er indroemmet ved faellesskabsretten, ikke [indebaerer], at skatter, told og afgifter opkraevet i strid med faellesskabsretten skal tilbagebetales, naar det er godtgjort, at den afgiftspligtige faktisk har overvaeldet dem paa andre (jf. bl.a. San Giorgio-dommen, praemis 13)«;

- endelig, at »det ... derfor [paahviler] de nationale domstole paa baggrund af omstaendighederne i hvert enkelt tilfaelde at vurdere, om den erhvervsdrivende helt eller delvis har overfoert afgiftsbyrden paa andre ...«.

45 Hvad angaar de proceduremaessige aspekter af spoergsmaalet har Domstolens betragtninger i dommen i sagen Bianco og Girard stadig fuld gyldighed: »Det bemaerkes herom, at selv om nationale lovregler om indirekte afgifter normalt tilsigter, at afgifterne overvaeltes paa en endelige forbruger, og selv om indirekte afgifter inden for erhvervslivet i almindelighed overvaeltes delvis eller fuldt ud, kan man ikke generelt laegge til grund, at saadanne afgifter i alle tilfaelde rent faktisk overvaeltes. Hvorvidt der rent faktisk, delvis eller fuldt ud, sker en overvaeltning, afhaenger saaledes af en raekke forskellige omstaendigheder ved hver enkelt transaktion, som giver denne en saerlig karakter i forhold til andre transaktioner, der sker i andre sammenhaenge. Spoergsmaalet om, hvorvidt der i det enkelte tilfaelde er sket en overvaeltning af en indirekte afgift, beror derfor paa de faktiske omstaendigheder, som det henhoerer under den paagaeldende nationale ret at klarlaegge, hvorved denne maa have et frit skoen med hensyn til bevisbedoemmelsen. Det bemaerkes herved, at det ikke kan antages, at der i forbindelse med indirekte afgifter bestaar en formodning for, at der er sket en overvaeltning, saaledes at det paahviler den afgiftspligtige at godtgoere, at dette ikke har vaeret tilfaeldet.«

46 Selv om det derfor ikke kan antages, at der bestaar en almindelig formodning for overvaeltning af afgiften, betyder en saadan konklusion paa ingen maade, at den nationale ret i en konkret sag ikke ud fra de faktiske og retlige oplysninger, som foreligger for den, kan naa frem til den overbevisning, at der faktisk har foregaaet en overvaeltning eller en reel og faktisk overfoerelse af afgiftsbyrden paa det retlige plan med udgangspunkt i de bevismidler, som anerkendes i de for retten gaeldende retsplejeregler.

47 Bedoemmelsen af disse dele af en dom er en eneret for en dommer, som med henblik herpaa kan anvende samtlige midler til at bedoemme de beviser, som kan admitteres i medfoer af de nationale retsplejeregler. Disse midler omfatter utvivlsomt en forsigtig anvendelse af bevis ved formodning i visse tilfaelde: Paa grundlag af et fastslaaet forhold, og forudsat at der mellem dette og det forhold, som skal bevises, er et praecist og direkte led efter fornuftens regler, kan retten »formode«, at der under sagen foreligger dette sidstnaevnte forhold.

48 Formodninger af denne art, som er forskellige fra dem, der er indfoert legalt og paa det generelle plan som uafkraeftelige formodninger eller som afkraeftelige formodninger, er i almindelighed admitteret i flertallet af retssystemerne, og de er paa en vis maade uadskilleligt knyttet til dommergerningen: Naar en dommer afgoer en konkret sag, er hans grundlag ofte udtrykkelige eller stiltiende formodninger der danner hans overbevisning om tilstedevaerelsen eller det modsatte af et haevdet forhold.

49 Domstolens praksis hindrer derfor ikke dommeren i at anvende formodninger som bevismidler i den ovenfor angivne betydning; men den forhindrer ham derimod i som praemis at anvende en almindelig formodning om overvaeltning af den indirekte skat, der er i strid med faellesskabsretten, ogsaa naar der i den nationale lov bestaar en pligt til at overvaelte afgiftsbyrden.

50 Indtil nu har Domstolen kun udtalt sig om de legale formodninger for overvaeltning og har kendt dem traktatstridige. Det samme boer vel forholde sig for enhver almindelig og abstrakt formodning om overvaeltning, som, uden at vaere lovfastsat, knaesaettes i retspraksis paa baggrund af lovens tavshed. Som jeg ser det, hindrer dette paa ingen maade, at de kompetente domstole i de enkelte sager anvender bevis ved formodning som ét bevismiddel blandt andre for at danne sig deres overbevisning vedroerende spoergsmaalet, om afgiftsbyrden er blevet overvaeltet.

51 Men dette boer maaske illustreres med et eksempel: Ingen national dommer kan uden videre gaa ud fra, at en virksomhed paa sine kunder har overvaeltet samtlige indirekte skatter, som den tidligere har betalt skattevaesenet; men hvis det for retten blev godtgjort (ved hjaelp af erklaeringer fra sagkyndige i bogholderi, oekonomi eller andre omraader, eller ved et hvilket som helst andet bevismiddel), at den paagaeldende virksomhed i visse aar og vedroerende visse varer generelt har overvaeltet afgiften, ville retten vaere helt berettiget til, saafremt den skulle udtale sig om et konkret tilfaelde langt bag ud i tiden, tage udgangspunkt i den »formodning«, at afgiften ogsaa var blevet overvaeltet ved denne lejlighed.

52 Jeg finder sluttelig, at Domstolen boer svare med henvisning til sine tidligere domme: Spoergsmaalet, om en afgift er blevet overvaeltet, er konkret et faktisk spoergsmaal, som hoerer under den nationale rets kompetence, og retten er frit stillet ved sin bevisbedoemmelse, saaledes at spoergsmaalet kan afgoeres ved anvendelse af samtlige bevismidler, der admitteres i national ret. Imidlertid kan den nationale ret ikke i forbindelse med indirekte skatter tage udgangspunkt i en almindelig formodning om overvaeltning af afgiftsbyrden, som det ville paahvile den afgiftspligtige at afkraefte ved at foere bevis om det modsatte.

Sjette praejudicielle spoergsmaal

53 Artikel 29, stk. 4, i lov nr. 428 opstiller et nyt processuelt krav til sager om tilbagebetaling af de skatter og andre former for afgifter, som omtales i artikel 29, stk. 2 og 3: Naar de paagaeldende beloeb har paavirket virksomhedens indkomst, skal de meddeles det skattekontor, som har modtaget selvangivelse for det paagaeldende skatteaar, idet sagen ellers ikke vil blive behandlet.

54 AArsagen og det skattemaessige formaal med dette krav er aabenbare: Saafremt virksomheden har bogfoert det beloeb, som uberettiget er betalt i afgift som »udgift« for herefter at fradrage det i indkomsten opnaaet i et bestemt skatteaar og saaledes opgoere sin skattepligtige indtaegt, boer afgiftsmyndighederne, i tilfaelde af en tilbagesoegningssag vedroerende den paagaeldende afgift, have kendskab hertil og kunne handle i overensstemmelse hermed.

55 Ganske vist havde den italienske lovgiver kunnet opnaa samme formaal med andre midler, som er mindre indgribende ud fra et proceduremaessigt synspunkt: Naar alt kommer til alt, er tilbagesoegningskrav vedroerende ikke-skyldige afgifter rettet mod myndighederne, som noedvendigvis faar meddelelse herom via statens advokat eller enhver anden repraesentant for retssystemet i medlemsstaten, hvilket goer det ret overfloedigt at forlange af sagsoegerne, at de tillige udtrykkeligt skal give meddelelse om deres krav til en anden administrativ myndighed. Imidlertid tilkommer det ikke Domstolen at udtale sig om, hvorvidt saadanne foranstaltninger har interesse eller er hensigtsmaessige.

56 Ud fra et faellesskabsretligt synspunkt er intet til hinder for et saadant krav, saafremt det, som den ovennaevnte artikel siger, uden forskel finder anvendelse paa tilbagebetaling af alle de afgifter og alle de skatter, der omtales i stk. 2 og 3, uanset om pligten til tilbagebetaling skyldes modstrid med faellesskabsretten eller hviler paa en anden aarsag.

57 Derimod maa det vaere uforeneligt med faellesskabsretten at udvide dette krav med tilbagevirkende gyldighed saavel til tilbagebetalingskrav, der er rejst over for myndighederne (27) som til sagsanlaeg mod myndighederne med samme grund, naar kravene og sagerne er blevet rejst inden lovens ikrafttraeden. En saadan tilbagevirkende udvidelse ville goere det umuligt at udoeve tilbagesoegningsretten af de grunde, som allerede er anfoert i EF's retspraksis, eftersom det vil svare til a posteriori at opstille en betingelse, som paa tidspunktet for sagsanlaegget eller kravet over for myndighederne ikke var obligatorisk og herefter blev umuligt at opfylde.

58 Artikel 29, stk. 8, bestemmer, at pligten til at give meddelelse til afgiftsmyndighederne »... finder anvendelse med virkning fra det skatteaar, i hvilket denne lov er traadt i kraft«. Selv om det er korrekt, at fortolkningen af denne regel har frembudt visse vanskeligheder i loebet af den skriftlige fase i den praejudicielle sag - det ses ved en sammenligning af de opfattelser, der er gjort gaeldende af den italienske regering i dens indlaeg, med de opfattelser, som den sagsoegende virksomhed har tillagt regeringen i sine egne indlaeg - har parterne under den mundtlige forhandling anerkendt, at Corte di Cassazione havde tilendebragt deres divergenser ved at udtale sig mod den tilbagevirkende gyldighed af bestemmelsen.

59 Dom nr. 10697, der blev afsagt den 29. oktober 1997 af Corte di Cassazione, antager, at pligten til at give skattemyndighederne meddelelse om de krav om tilbagebetaling af beloeb, der er blevet betalt, men ikke var skyldige af grunde forankret i faellesskabsretten, refererer udelukkende til de skatteaar, der ligger efter ikrafttraedelsen af lov nr. 428, saaledes at de ikke gaelder for skatteaar inden denne lov. For at naa frem til denne konklusion laegger Corte di Cassazione til grund, at den modsatte fortolkning ikke blot ville kraenke det i italiensk forfatningsretlige praksis antagne, men ogsaa kraenke Domstolens antagelser vedroerende det principielle krav om en effektiv domstolsbeskyttelse.

60 Da risikoen for en tilbagevirkende anvendelse saaledes er udelukket, og da der ikke bestaar tvivl vedroerende overholdelsen af aekvivalensprincippet, er der ud fra et faellesskabsretligt synspunkt intet til hinder for den ved bestemmelsen fastslaaede pligt.

Forslag til afgoerelse

Foelgelig foreslaar jeg Domstolen at besvare de praejudicielle spoergsmaal fra Pretura circondariale di Bolzano saaledes:

»1) Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at der i de nationale retsordener fastsaettes en praeklusiv frist paa tre aar for anlaeggelse af sag mod statskassen med paastand om tilbagebetaling af afgifter, der er opkraevet med urette, selv om denne frist er en undtagelse fra den frist, der gaelder med hensyn til beloeb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private, forudsat at den finder anvendelse uden forskel paa tilbagebetalingskrav, der stoettes paa national ret, og krav, der stoettes paa faellesskabsretten.

2) Faellesskabsretten er ikke til hinder for en national bestemmelse, hvorefter der med henblik paa at lade de samme regler gaelde for visse kategorier af afgifter gennemfoeres en nedsaettelse af de praeklusions- og foraeldelsesfrister, der indtil da var gaeldende med hensyn til krav om tilbagebetaling af afgifter, der er opkraevet i strid med bestemmelser i et direktiv, forudsat at den paagaeldende nationale bestemmelse indeholder en tilstraekkelig frist (f.eks. paa tre aar) regnet fra sin ikrafttraeden for at anlaegge hertil svarende sager.

3) Spoergsmaalet, om en afgift er blevet overvaeltet, er konkret et faktisk spoergsmaal, som hoerer under den nationale rets kompetence, og retten er frit stillet ved sin bevisbedoemmelse, saaledes at spoergsmaalet kan afgoeres ved anvendelse af samtlige bevismidler, der admitteres i national ret. Imidlertid kan den nationale ret ikke i forbindelse med indirekte skatter tage udgangspunkt i en almindelig formodning om overvaeltning af afgiftsbyrden, som det ville paahvile den afgiftspligtige at afkraefte ved at foere bevis om det modsatte.

4) Intet er til hinder for, at den nationale lovgivning kraever, at krav om tilbagebetaling af afgifter, der ikke skyldes, idet de er i strid med faellesskabsretten, meddeles de relevante skattemyndigheder, idet kravene ellers ikke behandles. Denne sanktion kan ikke have tilbagevirkning; med andre ord kan den ikke finde anvendelse paa krav fremsat inden lovens ikrafttraeden.«

(1) - Bestemmelser om opfyldelsen af pligter hidroerende fra Italiens tilhoersforhold til De Europaeiske Faellesskaber (GURI, tillaeg nr. 10 af 1991).

(2) - Stk. 1 i den naevnte artikel har foelgende ordlyd: »Den femaarige foraeldelsesfrist i artikel 91 i bekendtgoerelsen om toldlovgivningen, godkendt ved dekret nr. 43 af 23.1.1973 fra republikkens praesident, skal fortolkes saaledes, at den finder anvendelse paa alle krav og soegsmaal vedroerende tilbagebetaling af beloeb, der er betalt i forbindelse med toldekspeditioner. Med virkning fra den 90. dag efter naervaerende lovs ikrafttraeden nedsaettes ovennaevnte frist og den i samme bekendtgoerelses artikel 84 fastsatte frist til tre aar.« Artikel 91 i den naevnte bekendtgoerelse bestemte i den oprindelige affattelse: »Den afgiftspligtige har ret til tilbagebetaling af beloeb, der er betalt med urette som foelge af regnefejl ved opgoerelsen eller anvendelsen af en anden sats end den, der er fastsat i tariffen for den vare, der er beskrevet i kontrolrapporten, forudsat at kravet fremsaettes inden for den absolutte foraeldelsesfrist paa fem aar, regnet fra datoen for betalingen, og at kravet er ledsaget af den originale kvittering for betalingen.«

(3) - Lov nr. 428, offentliggjort i Gazzetta Ufficiale den 12.1.1991, traadte i kraft den 27.1.1991. Foelgelig blev femaarsfristen nedsat til tre aar med virkning fra den 21.4.1991.

(4) - Sag 184/85, Sml. s. 2013.

(5) - Sag 193/85, Sml. s. 2085.

(6) - Artikel 2947 ff. i codice civile regulerer under overskrifterne »Den korte foraeldelsesfrist« og »Den formodede foraeldelse« tilfaelde, hvori fristerne er kortere end de saedvanlige. Dette gaelder f.eks. inden for den almindelige erstatningsret (fem aar), selskabsretlige forhold (fem aar), transport- og forsikringsaftaler (et aar) og arbejdsaftaler (et eller tre aar, alt efter tilfaeldet) mv.

(7) - Sag 61/79, Sml. s. 1205.

(8) - Domme af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, og sag 45/76, Comet, Sml. s. 2043.

(9) - Sag C-261/95, Sml. I, s. 4025.

(10) - Sag 386/87, Sml. s. 3551, praemis 15-18.

(11) - Forenede sager C-114/95 og C-115/95, Sml. I, s. 4263, praemis 45-49.

(12) - Sag C-90/94, Sml. I, s. 4085, praemis 46-53.

(13) - Dommen har nr. 12024 (Massimario del Foro italiano 1992) og svarer til retsliste nr. 4373/91. Undertiden omtales den med den i teksten angivne dato (10.4.1992), andre gange med den dato, den er henlagt i »Cancelleria« (6.11.1992).

(14) - »Med hensyn til spoergsmaalet om foraeldelsesfristen har Corte [di cassazione] i en raekke afgoerelser fastslaaet, at i henhold til de bestemmelser, der var gaeldende forud for, at artikel 29, stk. 1, i lov nr. 428 af 29.12.1990 traadte i kraft, omhandlede toldlovsbekendtgoerelsens artikel 91 (med den femaarige foraeldelsesfrist) alene krav om tilbagebetaling af beloeb, der var betalt for meget som foelge af regnefejl eller en fejlagtig anvendelse af tariffen; naar det - som i den foreliggende sag - derimod drejede sig om tilbagesoegning af beloeb erlagt med urette (fordi myndighederne havde opkraevet beloeb, der ikke skulle erlaegges), var foraeldelsesfristen den almindelige ti-aarige foraeldelsesfrist (dom nr. 2217 af 1989 og nr. 2464 af 1987).«

(15) - »Anbringendet [om kassation] maa imidlertid ogsaa undersoeges paa baggrund af den siden da vedtagne bestemmelse i artikel 29, stk. 1, i lov nr. 428 af 29.12.1990; med henvisning til toldlovsbekendtgoerelsens artikel 91 indeholder den naevnte bestemmelse en praeklusiv frist paa fem aar (og ikke laengere en foraeldelsesfrist), som ifoelge bestemmelsen omfatter alle krav og soegsmaal vedroerende tilbagesoegning af ethvert beloeb, der er betalt i forbindelse med toldekspeditioner.«

(16) - »Corte [di cassazione] har imidlertid fortolket den naevnte bestemmelse (jf. dom nr. 7248 af 1991) paa den maade, at den i det hele er en ny bestemmelse, idet en foraeldelsesfrist herved er blevet aendret til en praeklusiv frist, og at anvendelsen af artikel 91 i henhold til den paagaeldende bestemmelse er blevet udvidet til ogsaa at omfatte tilfaelde (som f.eks. EF-indtaegter, der er opkraevet med urette), som utvivlsomt ikke faldt ind under den naevnte artikel, saaledes som den tidligere blev fortolket. Selv om det antages, at lovgiver har villet tillaegge bestemmelsen tilbagevirkende gyldighed - saaledes som det allerede er blevet haevdet paa grundlag af argumenter, som Corte costituzionale i det vaesentlige har tiltraadt (kendelse nr. 444 af 1991) - kan sidstnaevnte bestemmelse ikke bringes i anvendelse for saa vidt angaar krav om tilbagebetaling af EF-indtaegter, der er opkraevet med urette, og hvor der endnu ikke var taget stilling til kravene paa det tidspunkt, hvor bestemmelsen traadte i kraft, idet udoevelsen af retten til tilbagesoegning herved er blevet vanskeligere (som foelge af, at bestemmelsen ikke finder anvendelse med hensyn til de praeklusive frister og eventuelt afbrydelse af fristerne), og bestemmelsen endog kan medfoere, at kravet ikke laengere kan goeres gaeldende (eftersom praeklusionen kan bringes i anvendelse ex officio).«

(17) - Sag 240/87, Sml. s. 3513.

(18) - Domstolen havde allerede opstillet samme princip i dom af 2.2.1988, sag 309/85, Barra, Sml. s. 355, idet den fastslog, at det var uforeneligt med faellesskabsretten, saafremt mulighederne for at kraeve tilbagebetalt beloeb, der skulle tilbagebetales som foelge af en tidligere dom afsagt af Domstolen (dom af 13.2.1985, sag 293/83, Gravier, Sml. s. 593), var begraenset til kun at omfatte personer, der havde anlagt sag inden afsigelsen af sidstnaevnte dom.

(19) - Sag 112/84, Sml. s. 1367.

(20) - Den italienske regering udtalte sig i oevrigt i samme retning under retsmoedet.

(21) - I artikel 252 i gennemfoerelses- og overgangsbestemmelserne til den italienske codice civile (kongeligt dekret nr. 318 af 30.3.1942) er det fastsat, at naar der med hensyn til udoevelse af en ret gaelder en kortere frist end den, der var fastsat i tidligere bestemmelser, gaelder den nye frist ogsaa med hensyn til udoevelsen af rettigheder, der er opstaaet tidligere, men fristen begynder at loebe fra det tidspunkt, hvor den nye bestemmelse traeder i kraft. Lignende bestemmelser findes i en lang raekke civilretlige regler og tilsvarende bestemmelser.

(22) - Se herved Corte di cassazione's bemaerkninger, saaledes som de er gengivet ovenfor i punkt 19.

(23) - Artikel 29, stk. 2, i lov nr. 428 bestemmer, at told tilbagebetales, »medmindre byrden er blevet overvaeltet paa andre«. Det er aabenbart, at der her ikke er tale om nogen formodning i modsaetning til den tidligere italienske regel, som blev undersoegt i forbindelse med behandlingen af den sag, som foerte til San Giorgio-dommen. Sidstnaevnte regel (artikel 10 i lovdekret nr. 430 af 10.7.1982) foreskrev udtrykkeligt en legal formodning for overvaeltning, der udelukkende hvilede paa det enkle forhold, at de varer, som der skulle betales told eller produktionsafgift af, eller som var paalagt forbrugsafgift, var blevet overdraget, forarbejdet, leveret mv. Efter San Giorgio-dommen fjernede den italienske lovgiver i 1990 denne legale formodning i den nye lov.

(24) - Forenede sager C-192/95 - C-218/95, Sml. I, s. 165.

(25) - Sag 68/79, Sml. s. 501.

(26) - Forenede sager 331/85, 376/85 og 378/85, Sml. s. 1099.

(27) - Man har droeftet, hvilket er kommet til udtryk i indlaeggene fra sagsoegeren, om ordet »tilbagesoegningskrav« alene tager sigte paa krav indtalt for domstolene, altsaa judicielt, eller om det tillige tager sigte paa tilbagesoegningskrav rejst over for myndighederne.