61996C0144

1 Cour du travail de Bruxelles har i denne sag forelagt Domstolen et spoergsmaal om fortolkningen af artikel 46 og 51 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (1) (herefter »forordningen«). Den nationale ret spoerger hovedsagelig om, hvorvidt det er foreneligt med disse bestemmelser at omberegne den del af en aegtefaelles alderspension, som blev tildelt en frasepareret aegtefaelle, paa grund af forhoejelse af en invaliditetsydelse foretaget paa grundlag af en indeksregulering, som vedkommende aegtefaelle havde ret til i henhold til en anden medlemsstats lovgivning.

2 Spoergsmaalet opstaar, fordi Maria Cirotti, som er italiensk statsborger, foruden halvdelen af sin aegtefaelles belgiske alderspension oppebar en italiensk invalidepension. Da det belgiske Office des pensions (herefter »ONP«) foerste gang fastsatte Cirotti's ret til den belgiske pension, nedsatte den det beloeb, hun ellers uden videre ville have haft ret til, med den italienske ydelse. Siden da er det italienske ydelsesbeloeb, som er indekseret, blevet forhoejet. ONP forsoeger nu yderligere at nedsaette det belgiske ydelsesbeloeb, som Cirotti oppebaerer, med naevnte forhoejelse.

3 Artikel 46 indeholder reglerne om fastsaettelse af alders- og efterladtepension for arbejdstagere, som har vaeret undergivet to eller flere medlemsstaters lovgivning. Kortfattet giver disse bestemmelser en arbejdstager, som har tilbagelagt forsikringsperioder i mere end en medlemsstat, ret til alderspension, som fastsaettes i henhold til en beregning, som jeg detaljeret har redegjort for i mit forslag til afgoerelse i Cabras-sagen (2), hvis de saaledes beregnede ydelser er hoejere end dem, som arbejdstageren ellers ville modtage fra de paagaeldende medlemsstater.

4 Den vandrende arbejdstagers ret til saaledes at profitere af den gunstigste ordning indebaerer principielt, at hver gang de i henhold til denne ordning tildelte ydelser aendres, skal der foretages en ny beregning i henhold til artikel 46 med henblik paa at fastsaette, hvilken ordning der er den gunstigste efter aendringen (3). De forhold, som kraever en ny sammenligning, er fastsat i artikel 51.

5 Artikel 51 bestemmer foelgende:

»1. Saafremt stoerrelsen af ydelser i de paagaeldende medlemsstater aendres med en bestemt procentdel eller et bestemt beloeb som foelge af stigninger i leveomkostningerne, aendringer i loenniveauet eller andre forhold, som giver anledning til regulering, finder en saadan aendring direkte anvendelse paa de ydelser, der er fastsat efter bestemmelserne i artikel 46, uden at der behoever at foretages en fornyet beregning i henhold til naevnte artikel.

2. Derimod skal der, i tilfaelde af aendring af reglerne for fastsaettelse eller beregning af ydelser, foretages ny beregning efter bestemmelsen i artikel 46.«

6 For saaledes at lette den administrative byrde, som en gennemgang af en arbejdstagers stilling ville udgoere efter enhver aendring af ydelser, udelukker artikel 51, stk. 1, en ny beregning af ydelser i henhold til artikel 46 og foelgelig en ny sammenligning mellem den nationale sikringsordning og faellesskabsordningen, saafremt den aendring, som paavirker en af ydelserne, beror paa forhold, som ikke vedroerer arbejdstagerens personlige forhold, men alene er en foelge af den almindelige oekonomiske og sociale udvikling. Kun i tilfaelde, hvor reguleringen beror paa en aendring af reglerne for fastsaettelse eller beregning af ydelserne paa grund af bl.a. en aendring i arbejdstagerens personlige stilling, er det i henhold til forordningens artikel 51, stk. 2, noedvendigt at foretage en fornyet beregning af pensionsydelserne (4).

7 Jeg anfoerte foelgende i mit forslag til afgoerelse i Cassamali-sagen (5):

»Ordningen ifoelge artikel 51 i forordning nr. 1408/71 medfoerer, at der skal foretages en sondring mellem to forhold: a) aendringer som foelge af indeksregulering og b) aendringer som foelge af aendringer af beregningsmetoden. I sidstnaevnte tilfaelde skal der foretages en fuldstaendig, fornyet beregning. I foerstnaevnte tilfaelde laegges en bestemt procentdel eller et bestemt beloeb til de hidtil udbetalte ydelser, og bortset fra denne aendring sker der ikke nogen fornyet beregning. Der findes ikke ifoelge artikel 51 en tredje mulighed, hvorefter der kan tages hensyn til en stigning som foelge af indeksregulering i én medlemsstat ved anvendelsen af en national antikumulationsregel i en anden medlemsstat. Artikel 51, stk. 1, opstiller et princip om, at sociale sikringsydelser er undergivet en 'uafhaengig' udvikling. Naar ydelserne én gang er blevet fastsat efter artikel 46, udvikler de sig autonomt i hver af de beroerte medlemsstater; en aendring i én medlemsstat paavirker ikke den ydelse, der udredes af den anden stat. Artikel 51, stk. 2, indeholder en undtagelse fra dette princip i tilfaelde af, at beregningsmetoden for ydelserne aendres. Denne undtagelse er noedvendig, fordi virkningen af saadanne aendringer kan stille de paagaeldende i en situation, hvor en anden beregningsmaade ville vaere mere fordelagtig for dem. I den henseende skal jeg erindre om, at artikel 46 ifoelge Domstolens faste praksis er blevet fortolket saaledes, at den paagaeldende er berettiget til, enten at den nationale lovgivning i sin helhed - eller faellesskabsreglerne som helhed - finder anvendelse for hans vedkommende, herunder de respektive antikumulationsregler i disse regelsaet, alt efter hvilket af disse, der er mest fordelagtigt (jf. f.eks. sag 22/77, Mura, Sml. 1977, s. 1699). Det er usandsynligt, at de omstaendigheder, der er omhandlet i artikel 51, stk. 1, dvs. aendringer i ydelser som foelge af stigning i leveomkostningerne eller i loenniveauet, kan paavirke resultatet af denne sammenligning mellem de to alternativer.«

8 Skoent artikel 51, stk. 1, ikke direkte indeholder et udtrykkeligt forbud (»uden at der behoever at foretages ny beregning ... «), har Domstolen fortolket den saaledes (6).

9 Jeg skal nu behandle naervaerende sag, som forelaeggelsesdommen kun kort beskriver. Det er dog muligt paa grundlag af sagsakterne for den nationale ret og parternes skriftlige indlaeg at rekonstruere sagens vigtigste omstaendigheder.

10 Maria Cirotti er italiensk statsborger, som lever i Chieti i Italien. Siden 1973 har hun oppebaaret en italiensk invalidepension. Cirotti's aegtefaelle, Raffaele Mennitti, som hun havde ophaevet samlivet med, har siden den 1. april 1981 og indtil hans doedsfald i 1991 oppebaaret en supplerende pension som minearbejder i Belgien. Artikel 74 i den belgiske kongelige anordning af 21. december 1967 om den almindelige ordning for loenmodtageres alders- og efterladtepension bestemte hovedsagelig paa det paagaeldende tidspunkt, at en aegtefaelle, som havde ophaevet samlivet med sin aegtefaelle, under visse betingelser kunne oppebaere en del af denne aegtefaelles alderspension. Maria Cirotti har siden juli 1981 i henhold til denne anordning haft ret til en del af den alderspension til loenmodtagere, som udbetaltes til hendes aegtefaelle.

11 Da Maria Cirotti indgav anmodning om tildeling af denne pension, anvendte ONP stk. 2, litra d), og stk. 3.B i artikel 74 i den kongelige anordning. Disse bestemmelser indebar, at Cirotti blev tildelt halvdelen af hendes aegtefaelles pension (efter satsen for gifte maend; denne halvdel udgjorde 11 243 BFR pr. maaned), med fradrag af det beloeb, hun selv modtog i invalidepension i Italien (som omregnet udgjorde 7 368 BFR), saaledes at hun maanedligt netto modtog 3 875 BFR. Hun blev ogsaa indroemmet et varmetilskud paa 586 BFR. Maria Cirotti accepterede denne beregning.

12 Ved afgoerelse af 21. december 1988 nedsatte ONP imidlertid ydelserne til Cirotti, under hensyntagen til de forhoejelser, der var sket i hendes italienske invalidepension siden 1981. Disse forhoejelser beroede aabenbart paa en indekseringsregulering. Maria Cirotti anlagde sag til proevelse af denne afgoerelse ved Tribunal du travail de Bruxelles. Ved dom af 7. juni 1993 gav denne ret Cirotti medhold under henvisning til, at forordningens artikel 51, stk. 1, ikke indeholdt mulighed for en fornyet beregning af ydelserne.

13 ONP ankede denne afgoerelse til Cour du travail de Bruxelles, som har forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal:

»Skal artikel 46 og 51 i forordning (EOEF) nr. 1408/71 fortolkes saaledes, at de finder anvendelse, saafremt en invalidepension, der udregnes i henhold til en medlemsstats lovgivning, oppebaeres samtidig med en ydelse ved alderdom, som ved samlivsophaevelse tildeles en aegtefaelle i form af en del af den alderspension, som den anden aegtefaelle som loenmodtager var berettiget til, og som fastsaettes i henhold til en anden medlemsstats lovgivning? Indebaerer en saadan anvendelse af naevnte bestemmelser, at en vandrende arbejdstager behandles gunstigere end ikke-vandrende arbejdstagere, selv om artikel 3, stk. 1, i ovennaevnte forordning kraever, at alle medlemsstaternes statsborgere behandles ens?«

14 Selv om spoergsmaalet indeholder en generel reference til forordningens artikel 46 og 51, fremgaar det af sagens omstaendigheder og parternes argumentation, at den nationale ret oensker at faa oplyst, om artikel 51, stk. 1, er til hinder for en fornyet beregning af de ydelser, som M. Cirotti er berettiget til, eller om artikel 51, stk. 2, kraever, at der foretages en saadan beregning.

15 Det er efter min mening klart, at artikel 51, stk. 1, er til hinder for en fornyet beregning i denne sag.

16 Foerst og fremmest omfattes de paagaeldende ydelser, nemlig M. Cirotti's del af hendes aegtefaelles pension og hendes egen invalidepension, helt klart af bestemmelsens anvendelsesomraade. Det fremgaar klart af Domstolens praksis, at den omstaendighed, at de to ydelser, som M. Cirotti var berettiget til, maaske ikke var af samme karakter, fordi den ene ydelse er en pension og den anden en ydelse ved invaliditet (7), eller fordi den ene ydelse udbetales paa grundlag af aegtefaellens forsikringsperioder og den anden (sandsynligvis) paa grund af vedkommendes egne forsikringsperioder (8), ikke er til hinder for, at artikel 51, stk. 1, finder anvendelse paa denne sag.

17 Det fremgaar ogsaa klart af Domstolens praksis, at det er uden betydning, at den ydelse, som man oensker at nedsaette paa grund af forhoejelser beroende paa indeksregulering af en anden ydelse, alene er blevet fastsat paa grundlag af nationale bestemmelser eller i henhold til artikel 46. I intet tilfaelde boer den foerste ydelse paavirkes af disse forhoejelser (9).

18 Da foelgelig de paagaeldende ydelser af de ovenfor anfoerte grunde helt klart henhoerer under artikel 51, og da forhoejelsen af den italienske ydelse beror paa en indeksregulering, og artikel 51, stk. 1, indeholder forbud mod en fornyet beregning under disse omstaendigheder, kan ONP ikke omberegne Cirotti's del af hendes aegtefaelles pension.

19 Jeg finder ikke ONP's argument om, at Domstolens dom i sagen Levatino skal anvendes ved analogi, overbevisende (10). Domstolen fastslog i denne sag, at artikel 51, stk. 1, ikke fandt anvendelse paa regulering af en saadan ydelse som den garanterede belgiske indkomst til aeldre. Denne dom var imidlertid klart en foelge af den garanterede indkomsts saertraek; efter min mening har den del, som en separeret aegtefaelle indroemmes af en pension som den i den foreliggende sag, ikke disse saertraek, hvorfor dommen ikke kan finde anvendelse i denne sag.

20 Sagen Levatino vedroerte de rettigheder, som tilkom Levatino's mor, Milazzo, som havde vaeret bosat i Belgien og havde oppebaaret en italiensk og en belgisk alderspension. Desuden havde hun oppebaaret en ydelse i henhold til ordningen om den garanterede indkomst, som var lig med forskellen mellem det i belgisk lovgivning garanterede indkomstminimum og hendes alderspension. Som foelge af en forhoejelse af Milazzo's italienske pension, som beroede paa en indeksregulering, besluttede ONP at omberegne stoerrelsen af hendes garanterede indkomst. Milazzo anfaegtede denne afgoerelse under henvisning til forordningens artikel 51, stk. 1.

21 Domstolen gennemgik i denne dom foerst den normale anvendelse af artikel 51, stk. 1, og anfoerte derefter, at formaalet med en ydelse som den garanterede indkomst til aeldre er at kompensere for deres utilstraekkelige midler, saaledes at de kan naa op paa det lovbestemte mindsteniveau. Domstolen fastslog, at med sin karakter af forskelsbeloeb kom ydelsens stoerrelse ifoelge sin natur til at variere efter udviklingen i den garanterede mindsteindkomst (som blev regelmaessigt reguleret) og udviklingen i den paagaeldendes midler. Anvendelsen af artikel 51, stk. 1, ville ifoelge Domstolens praksis indebaere manglende hensyntagen til den ressourceforoegelse, som reguleringerne af den udenlandske pension ville give den paagaeldende, og bevirke, at denne systematisk ville modtage et beloeb, der er stoerre, og paa laengere sigt vaesentligt stoerre end den ved lov garanterede mindsteindkomst. Domstolen konkluderede, at anvendelsen af artikel 51, stk. 1, ville ikke alene give vandrende arbejdstagere en fordel, men ville ogsaa udvande formaalet med den garanterede indkomst og forstyrre systemet i den paagaeldende nationale lovgivning (11).

22 Domstolen henviste endnu en gang til den garanterede indkomsts variable karakter (12) og tilfoejede (13):

»I saa henseende adskiller en ydelse som den garanterede indkomst sig fra alderspensionerne, idet anvendelsen af reglerne i artikel 51, stk. 1, selv om de kan begunstige vandrende arbejdstagere, ikke - i modsaetning til den garanterede indkomst - aendrer alderspensionens karakter eller maaden, hvorpaa de fastsaettes.«

23 Domstolen fastslog, at anvendelsen af artikel 51, stk. 1, ikke kan bevirke, at selve formaalet med ydelsen drages i tvivl (14).

24 Efter min mening var Domstolens dom i sagen Levatino helt usaedvanlig. De naevnte praemisser sondrer helt klart mellem den garanterede indkomst og alderspensioner. M. Cirotti oppebaerer en alderspension. Det er korrekt, at der er tale om en del af den pension, som blev tildelt hendes aegtefaelle. Men jeg kan ikke indse, hvorledes dette forhold kan aendre, at ydelsen betegnes som en alderspension, snarere end som en garanteret indkomst. Det fremgaar af det i sagen oplyste, at M. Cirotti var berettiget til sin del af aegtefaellens alderspension paa omtrent de samme betingelser som dem, der kraeves for en personlig alderspension: Der var tale om en bestemt del af hendes aegtefaelles pension (afhaengig altsaa af dennes erhvervskarriere), og pensionen var underlagt de samme antikumulationsregler, som tilsyneladende ogsaa gaelder for en personlig alderspension (15). Under disse omstaendigheder foreligger der ingen grund til at anvende artikel 51, stk. 1, paa reguleringer, som beror paa indeksregulering af en ydelse, som er tildelt i henhold til en anden medlemsstats lovgivning.

25 ONP har herved anfoert, at efter de belgiske bestemmelser skal der ved tildeling af en saadan del af en alderspension tages hensyn til andre former for indkomst, som oppebaeres af den paagaeldende person. Derfor maa i denne sag M. Cirotti's italienske invalidepension tages i betragtning og dens beloeb fratraekkes den del af hendes aegtefaelles pension, hun er berettiget til. ONP anser disse bestemmelser for bestemmelser vedroerende tildeling af ydelser, som ikke henhoerer under anvendelsesomraadet for artikel 51.

26 Denne argumentation er fejlagtig. Artikel 51 kan kun anvendes, naar en vandrende arbejdstager oppebaerer mere end en ydelse fra mere end en medlemsstat. Bestemmelsen er ganske irrelevant, naar der ikke foreligger nogen antikumulationsregler (i forordningen eller i national lovgivning). Kun i tilfaelde af kumulation finder artikel 51 anvendelse. I henhold til dommen i sagen Levatino er kriteriet for ikke at anvende artikel 51, stk. 1, at anvendelsen ville aendre formaalet med den paagaeldende nationale lovgivning og underminere denne. Jeg kan ikke indse, hvorledes man kan haevde, at der foreligger en saadan risiko i denne sag. Den omstaendighed, at de forhoejelser i M. Cirotti's invalidepension, som beror paa indeksregulering, ikke kan indebaere en fornyet beregning af hendes del af hendes aegtefaelles pension, kan ikke paa nogen maade aendre formaalet med den belgiske ordning, som indroemmer en hustru, der har ophaevet samlivet med sin aegtefaelle, en del af sidstnaevntes pension, og underminerer heller ikke paa nogen maade denne ordning.

27 ONP har ogsaa haevdet, at anvendelsen af artikel 51, stk. 1, i sager som den foreliggende tilsidesaetter artikel 3, stk. 1, i forordningen med hensyn til ligebehandling. Forordningens artikel 3, stk. 1, lyder saaledes:

»Personer, der er bosat paa en medlemsstats omraade, og som er omfattet af denne forordning, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet foelger af saerlige bestemmelser i denne forordning.«

ONP har anfoert, at anvendelsen af artikel 51, stk. 1, altid ville indebaere, at den aegtefaelle, der har ophaevet samlivet, opnaar stoerre indtaegter end den aegtefaelle, som oppebaerer den pension, hvoraf en del indroemmes den aegtefaelle, der har ophaevet samlivet. ONP har haevdet, at denne anvendelse udgoer en forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til artikel 3, stk. 1.

28 ONP har fremfoert dette argument saerdeles kortfattet, men jeg kan ikke indse, a) hvorledes anvendelsen af artikel 51, stk. 1, kan foere til en permanent forskelsbehandling mellem aegtefaeller, eller b) hvorledes en saadan forskelsbehandling strider mod forordningens artikel 3, stk. 1, eftersom denne bestemmelse alene vedroerer forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet.

29 Den nationale ret spoerger ogsaa, om forordningens artikel 3, stk. 1, er tilsidesat, naar anvendelsen af artikel 51, stk. 1, paa et tilfaelde som Cirotti's indebaerer, at vandrende arbejdstagere indroemmes en fordel i forhold til ikke-vandrende arbejdstagere. Efter min mening maa dette spoergsmaal besvares klart benaegtende. Det fremgaar klart af Mura-dommen (16), at anvendelsen af faellesskabsreglerne om samordning af social sikring kan indebaere visse fordele for vandrende arbejdstagere. Artikel 3, stk. 1, bestemmer selv, at princippet om ligebehandling finder anvendelse, medmindre andet foelger af saerlige bestemmelser i forordningen (17).

30 Jeg skal for fuldstaendighedens skyld behandle endnu et spoergsmaal. M. Cirotti har henvist til en dom afsagt i sagen Schmidt (18). Denne sag vedroerte Christel Schmidt's ret til en personlig alderspension i Tyskland og hendes ret til en belgisk skilsmissepension, efter at hun var blevet skilt fra sin aegtefaelle. Spoergsmaalet var, om den personlige alderspension og skilsmissepensionen var ydelser af samme karakter, idet Christel Schmidt da havde ret til et beloeb beregnet i henhold til forordnings artikel 46. Domstolen kendte for ret, at de to pensioner ikke var ydelse af samme karakter; artikel 46 fandt derfor ikke anvendelse, og Rijksdienst voor Pensioenen var berettiget til at anvende de nationale antikumulationsbestemmelser og nedsaette stoerrelse af den belgiske skilsmissepension.

31 M. Cirotti har anfoert, at Schmidt-sagen er forskellig fra denne sag, fordi en pension, der oppebaeres i anledning af skilsmisse, er forskellig fra hendes ret som hustru, der lever adskilt fra aegtefaellen, til en del af dennes pension. Men dette spoergsmaal er ikke blevet afgjort. Som jeg har anfoert ovenfor (19), fremgaar det klart af Ravida-dommen (20), at artikel 51 - som ikke var anfaegtet i Schmidt-sagen - ogsaa finder anvendelse i sager om ydelser, som ikke er af samme karakter. Schmidt-dommen er irrelevant ved bestemmelsen af, om artikel 51, stk. 1, skal anvendes.

Forslag til afgoerelse

32 Jeg skal derfor foreslaa Domstolen at besvare spoergsmaalet fra Cour du travail de Bruxelles saaledes:

»Artikel 51 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet er til hinder for en fornyet beregning af ydelser i tilfaelde af regulering foretaget paa grundlag af den almindelige oekonomiske og sociale udvikling af en invalidepension, der er beregnet i henhold til en medlemsstats lovgivning, og som kumuleres med en alderspension, der beregnes i henhold til en anden medlemsstats lovgivning, i henhold til hvilken en hustru ved samlivsophaevelse har ret til en del af den alderspension, der ydes den anden aegtefaelle som loenmodtager.«

(1) - Jf. med henblik paa den paa det paagaeldende tidspunkt gaeldende koordinerede version bilag I til Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2.6.1983 (EFT L 230, s. 6). Forordningen og isaer artikel 46 er bl.a. blevet aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1248/92 af 30.4.1992 (EFT L 136, s. 7). Den seneste koordinerede version er delvis blevet bekendtgjort i bilag A til Raadets forordning (EF) nr. 118/97 af 2.12.1996 (EFT 1997 L 28, s. 1).

(2) - Dom af 21.3.1990, sag C-199/88, Sml. I, s. 1023, punkt 10-15 i forslag til afgoerelse. Jf. ogsaa generaladvokat Darmon's forslag til afgoerelse ad dom af 18.2.1992, sag C-5/91, Di Prinzio, Sml. I, s. 897, punkt 16-21, og med henblik paa et konkret eksempel, generaladvokat Cruz Vilaça's forslag til afgoerelse ad dom af 17.12.1987, sag 323/86, Collini, Sml. s. 5489, punkt 20-31.

(3) - Dom af 2.2.1982, sag 7/81, Sinatra, Sml. s. 137, praemis 8.

(4) - Dom af 20.3.1991, sag C-93/90, Cassamali, Sml. I, s. 1401, praemis 15 og 16. Jf. ogsaa dommen i sagen Sinatra, naevnt i fodnote 3, dom af 1.3.1984, sag 104/83, Cinciuolo, Sml. s. 1285, af 12.7.1989, sag 141/88, Jordan, Sml. s. 2387, af 21.3.1990, sag C-85/89, Ravida, Sml. I, s. 1063, og af 18.2.1993, sag C-193/92, Bogana, Sml. I, s. 755.

(5) - Dom naevnt i fodnote 4, praemis 12.

(6) - Jf. f.eks. Cassamali-dommen, naevnt i fodnote 4, praemis 17, og mine bemaerkninger i forslag til afgoerelse ad denne dom, punkt 9 og 10.

(7) - Jf. f.eks. Cinciuolo-dommen, naevnt i fodnote 4.

(8) - Jf. Ravida-dommen, naevnt i fodnote 4, praemis 15, 16 og 17, og mit forslag til afgoerelse ad denne dom, punkt 11-17.

(9) - Jf. Cassamali-dommen, naevnt i fodnote 4, praemis 20.

(10) - Dom af 22.4.1993, sag C-65/92, Levatino, Sml. I, s. 2005.

(11) - Praemis 33-36.

(12) - Praemis 37.

(13) - Praemis 38.

(14) - Praemis 39.

(15) - Jf. f.eks. antikumulationsreglerne behandlet i dommen i sagen Di Prinzio, naevnt i fodnote 2.

(16) - Dom naevnt i fodnote 7, praemis 8, 9 og 10.

(17) - Jf. ogsaa mit forslag til afgoerelse ad Levatino-dommen, naevnt i fodnote 10, punkt 19 og 20.

(18) - Dom af 11.8.1995, sag C-98/94, Sml. I, s. 2559.

(19) - I punkt 16.

(20) - Dom naevnt i fodnote 4, praemis 23.