61996C0055

Indledning

1 I denne sag er Domstolen blevet anmodet om at besvare nogle spoergsmaal om forholdet mellem forskellige bestemmelser i traktaten og den italienske lovgivning om forbud mod privat arbejdsformidling og mod leje af midlertidig arbejdskraft. Disse spoergsmaal svarer i realiteten til dem, som blev forelagt Domstolen i sag C-111/94, Job Centre (1) (herefter »Job Centre I«), i hvilken sag jeg fremsatte forslag til afgoerelse den 8. juni 1995.

2 Domstolen valgte dengang at afvise sagen under henvisning til manglende kompetence, idet den fandt, at Tribunale civile e penale di Milano, der under den italienske ordning med frivillig retspleje (giurisdizione volontaria) havde forelagt spoergsmaalene, ikke udoevede en judiciel funktion. Domstolen henviste bl.a. til, at det foerst er, naar der anlaegges sag til proevelse af et afslag paa at godkende vedtaegterne, at der er tale om udoevelse af en judiciel funktion.

3 Efter at Tribunale civile e penale di Milano har afvist at godkende vedtaegterne for Job Centre COOP. a r.l. under stiftelse (herefter »Job Centre«), har Job Centre klaget til Corte di Appello di Milano, der har forelagt Domstolen en raekke spoergsmaal, som har til formaal at saette den i stand til at traeffe afgoerelse i klagesagen.

4 Der er herefter ikke noget formalitetsproblem i sagen, om hvis realitet Domstolen herefter kan traeffe afgoerelse.

5 Den naere sammenhaeng mellem denne sag og Job Centre I goer det i og for sig muligt for mig i vidt omfang at henvise til det, som jeg anfoerte om sagens realitet i mit tidligere forslag til afgoerelse. Jeg har imidlertid bl.a. paa baggrund af den mundtlige forhandling i denne nye sag fundet det hensigtsmaessigt i stedet at udarbejde et nyt selvstaendigt forslag, som ogsaa inddrager visse nye oplysninger og Domstolens nyeste praksis.

Den nationale lovgivning

6 Formidling og anden virksomhed som mellemmand mellem udbud og efterspoergsel af loennet arbejde er efter artikel 11, stk. 1, i den italienske lov nr. 264 af 29. april 1949 (herefter »1949-loven«) forbudt for andre end den offentlige arbejdsformidling, selv om virksomheden udfoeres gratis. Forskellige bureauer organiseret under det italienske Arbejdsministerium har saaledes eneret paa at foretage arbejdsformidling i Italien (2).

Arbejdsgivere maa i almindelighed ikke foretage ansaettelser uden om arbejdsformidlingen. Der gaelder dog undtagelser fra denne regel, bl.a. for stillinger som ledere og arbejdstagere, der udvaelges paa baggrund af offentlige udvaelgelsesproever, samt hushjaelpere (3). Oprindelig havde arbejdsgivere kun muligheden for over for arbejdsformidlingen at angive, hvilke kvalifikationer mv. arbejdstageren skulle opfylde (»richiesta numerica«), hvorefter arbejdsformidlingen anviste arbejdstageren, som udvalgtes efter objektive kriterier, bl.a. under hensyn til den paagaeldendes familiemaessige og oekonomiske forhold, laengden af ledighedsperioden mv. Ved artikel 25, stk. 1, i lov nr. 223 af 23. juli 1991 er der dog tillige aabnet mulighed for, at arbejdsgiveren kan udvaelge den arbejdstager, han oensker at ansaette, ud fra en liste opstillet af arbejdsformidlingen (»richiesta nominativa«).

Arbejdsgivere med mere end 10 ansatte (ledelse og laerlinge undtaget) skal i oevrigt reservere (for tiden) 12% af nyansaettelserne til arbejdstagere, der er blevet ledige som foelge af deres tidligere arbejdsgiveres konkurs mv., eller som har vaeret arbejdsloese i mere end to aar.

Formidling af arbejde i strid med disse regler og ansaettelse af arbejdstagere uden om arbejdsformidlingen er efter 1949-loven sanktioneret med strafferetlige eller administrative sanktioner. Endvidere kan domstolene paa begaering af »il pubblico ministero« (en myndighed med saerlige opgaver inden for civilprocessen og strafferetsplejen) erklaere arbejdskontrakter, der er indgaaet i strid med reglerne, for ugyldige inden for en frist paa et aar fra ansaettelsen.

7 Artikel 1, stk. 1 og 2, i lov nr. 1369 af 23. oktober 1960 (herefter »1960-loven«) fastsaetter foelgende:

»Virksomhedsledere maa ikke give udfoerelsen af rene arbejdsydelser ved hjaelp af arbejdskraft, der er ansat og afloennet af entreprenoeren eller af mellemmanden, i entreprise eller underentreprise eller andet, heller ikke til kooperative selskaber, uanset arten af arbejdet eller tjenesteydelsen, som ydelserne vedroerer.

Virksomhedsledere maa heller ikke betro mellemmaend, hvad enten disse er ansatte, tredjemaend eller selskaber, selv om der er tale om kooperative selskaber, arbejde, der skal udfoeres paa akkord af arbejdstagere, der er ansat og afloennet af saadanne mellemmaend.«

Overtraedelse af disse regler medfoerer strafferetlige sanktioner, og retligt anses lejeren af arbejdskraften ifoelge lovens artikel 1, stk. 5, i enhver henseende som arbejdsgiver.

8 Den italienske regering har under den mundtlige forhandling i denne nye sag erkendt, at nogle oplysninger, som den afgav under den mundtlige forhandling i sagen Job Centre I, ikke var rigtige. Den italienske regering har nu erklaeret, at de forbud, der er indeholdt i artikel 1, stk. 1 og 2, i 1960-loven, tillige omfatter en italiensk virksomheds udleje af midlertidig arbejdskraft til en virksomhed i en anden medlemsstat og en udenlandsk virksomheds udleje af midlertidig arbejdskraft til en virksomhed etableret i Italien.

Sagens faktiske omstaendigheder

9 Job Centre er et kooperativt selskab under stiftelse med hjemsted i Milano, Italien, og med en selskabskapital paa 1 300 000 LIT, svarende til for tiden ca. 670 ECU. Kooperativet har efter vedtaegternes artikel 4, litra c) og d), bl.a. foelgende formaal:

»c) Oprettelse af et permanent kontor, der til selskabsdeltagerne eller tredjemaend, der eventuelt maatte vaere interesserede heri - gratis naar der er tale om selskabsdeltagere og tredjemaend, der er arbejdstagere - skal indsamle, lagre, behandle, udvaelge og levere den stoerst mulige maengde oplysninger om efterspoergsel og udbud af arbejde paa arbejdsmarkedet i Italien og Faellesskabet med henblik paa at bringe arbejdsgivere og arbejdstagere i kontakt med hinanden.

d) Oprettelse af et kontor, der finder frem til og udvaelger italiensk eller udenlandsk personale til italienske eller udenlandske arbejdsgivere, der er interesserede i at ansaette dette personale.«

10 Job Centre indgav i overensstemmelse med artikel 2330, stk. 3, i den italienske Codice civile ansoegning til Tribunale civile e penale di Milano om godkendelse af selskabets vedtaegter. Efter denne bestemmelse traeffer Tribunale, naar det er konstateret, at et selskabs vedtaegter opfylder de i loven fastsatte betingelser, efter hoering af il pubblico ministero bestemmelse om, at selskabet skal indfoeres i registret. Artikel 2331, stk. 1, fastsaetter, at selskabet (foerst) opnaar status som juridisk person, naar det er indfoert i registret.

11 Ved afgoerelse af 18. december 1995 - efter Domstolens afvisning ved dommen i Job Centre I af at besvare de forelagte spoergsmaal - afviste Tribunale civile e penale di Milano at behandle ansoegningen om godkendelse af vedtaegterne med den begrundelse, at Job Centres formaal var i strid med italiensk lovgivning.

12 Job Centre har i medfoer af artikel 2330, stk. 4, i Codice civile paaklaget denne afgoerelse til Corte di Appello di Milano og nedlagt paastand om, at dens ansoegning om godkendelse af vedtaegterne imoedekommes.

De praejudicielle spoergsmaal

13 Corte di Appello di Milano har ved kendelse af 30. januar 1996 udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Kan de italienske bestemmelser i artikel 11, stk. 1, i lov nr. 264 af 29. april 1949 og artikel 1, stk. 1, i lov nr. 1369 af 23. oktober 1960 med de deri indeholdte forbud mod en hvilken som helst virksomhed, der bestaar i formidling og/eller mellemkomst mellem udbud og efterspoergsel af arbejde mellem andre end de i disse bestemmelser naevnte offentlige institutioner, antages at vaere bestemmelser om udoevelse af offentlig myndighed, jf. EF-traktatens artikel 66, sammenholdt med dens artikel 55, naar henses til den offentlige karakter, der ved den italienske lov er givet disse bestemmelser, for saa vidt som de er opstillet til beskyttelse af arbejdstagerne og den nationale oekonomi?

2) Maa de naevnte nationale bestemmelser med den generelle regulering, de er udtryk for, antages at vaere i strid med de faellesskabsretlige principper, der ligger bag naevnte traktats artikel 48, 49, 59, 60, 62, 86 og 90, og som vedroerer arbejdsretten, det frie oekonomiske initiativ, den frie bevaegelighed for personer, det frie udbud af og den frie efterspoergsel efter arbejdsydelser og tjenesteydelser, den frie og loyale konkurrence mellem erhvervsdrivende og forbuddet mod misbrug af en dominerende stilling?

3) Saafremt den naevnte italienske lovgivning om arbejdsformidling og midlertidig beskaeftigelse antages at udgoere en overtraedelse af de naevnte faellesskabsretlige principper, spoerges det, om den italienske stats doemmende myndigheder og forvaltning skal anse sig for forpligtet til at anvende disse principper og saaledes til at anerkende, at offentlige og private institutioner og virksomheder kan udoeve virksomhed bestaaende i formidling mellem udbud og efterspoergsel af arbejde og midlertidig levering af arbejdskraft under forudsaetning af, at denne virksomhed udoeves under iagttagelse af de gaeldende bestemmelser om arbejdsforholdet og obligatorisk social sikring af arbejdstagerne og er underkastet den i loven fastsatte kontrol?«

14 Spoergsmaalene fra den forelaeggende ret kan opdeles i to grupper.

For det foerste anmoder den forelaeggende ret Domstolen om at fortolke traktatens artikel 48 om arbejdskraftens frie bevaegelighed og artiklerne 59 og 60 om den frie udveksling af tjenesteydelser i relation til arbejdsformidling mv. Kun i det omfang disse regler finder anvendelse, bliver der anledning til at tage stilling til, om arbejdsformidling mv. er undtaget fra den frie bevaegelighed efter bestemmelserne om virksomhed, som er forbundet med udoevelse af offentlig myndighed i traktatens artikler 48, stk. 4, 55 og 66.

Dernaest oensker den forelaeggende ret en vurdering af en ordning med arbejdsformidling som den italienske i forhold til reglerne i traktatens artikel 90, stk. 1, der for saa vidt angaar offentlige virksomheder og virksomheder, som de indroemmer saerlige eller eksklusive rettigheder, paalaegger medlemsstaterne at afstaa fra at traeffe eller opretholde foranstaltninger, som er i strid med traktatens bestemmelser, sammenholdt med artikel 86, der forbyder virksomheder at misbruge en dominerende stilling.

Reglerne om fri bevaegelighed

15 Job Centre har gjort gaeldende, at forbuddene i artikel 11, stk. 1, i 1949-loven og artikel 1, stk. 1 og 2, i 1960-loven strider mod traktatens artikler 48, 52 og 59. Disse bestemmelser strider efter Job Centres opfattelse mod traktatens artikel 48, fordi den offentlige arbejdsformidlings manglende evne til at tilfredsstille efterspoergslen saerligt rammer arbejdstagere fra andre medlemsstater, og fordi forbuddet mod udleje af midlertidig arbejdskraft fratager disse arbejdstagere et vaesentligt middel til at faa fodfaeste paa det italienske arbejdsmarked. Den italienske lovgivning er endvidere i strid med traktatens artikel 52, idet den forhindrer virksomheder fra andre medlemsstater i at etablere sig i Italien. Job Centre har herved henvist til, at medlemmerne af det kooperativ, der er under stiftelse, bl.a. taeller en tysk og en fransk virksomhed. Endelig er de forbud, der er indeholdt i den italienske lovgivning, undtagelsesfrie. De afskaerer derfor italienske virksomheder fra at udbyde tjenesteydelser i de oevrige medlemsstater i form af arbejdsformidling eller udleje af midlertidig arbejdskraft, hvorfor bestemmelserne efter Job Centres opfattelse tillige strider mod traktatens artikel 59.

16 Den italienske, den tyske og den norske regering samt Kommissionen har gjort gaeldende, at traktatens artikler 48, 52 og 59 ikke finder anvendelse i den foreliggende sag. Job Centre er en italiensk virksomhed, der oensker at etablere sig i Italien. Der er derfor ikke den noedvendige forbindelse mellem omstaendighederne i sagen og de situationer, der er reguleret i de naevnte bestemmelser i traktaten. Kommissionen har under den mundtlige forhandling fremhaevet, at den relevante bestemmelse er traktatens artikel 52, eftersom der er tale om virksomhedsetablering, men at der ikke er fremkommet tilstraekkelige oplysninger til at tage stilling til, om denne bestemmelse er anvendelig i den foreliggende sag, og at dette spoergsmaal i oevrigt ikke er rejst af den forelaeggende ret.

17 Jeg har vanskeligt ved at se, hvordan traktatens artikel 48 om arbejdskraftens frie bevaegelighed kan vaere relevant i den foreliggende sag. Job Centre er jo ikke en arbejdstager, men et selskab, som efter vedtaegterne vil skulle drive virksomhed med arbejdsformidling mv. At der blandt selskabets stiftere er arbejdstagere, kan ikke goere nogen forskel i saa henseende, idet selskabet, naar det er stiftet og skal udoeve sin virksomhed, vil vaere en selvstaendig juridisk person.

18 Der er heller ikke oplyst noget, som kan begrunde, at Job Centre selvstaendigt eller ud fra overdragelses- eller repraesentationssynspunkter skulle kunne goere de rettigheder gaeldende, som arbejdstageren eventuelt maatte faa, naar der til sin tid maatte vaere sket formidling. Det kan vel ikke udelukkes, at de forbud, der er indeholdt i artikel 11, stk. 1, i 1949-loven og artikel 1, stk. 1 og 2, i 1960-loven, vil kunne goere det vanskeligere for arbejdssoegende fra andre medlemsstater at faa adgang til det italienske arbejdsmarked. Der er imidlertid tale om helt generelle ordninger, der finder anvendelse uden forskelsbehandling. Der er saaledes ikke noget, der tyder paa, at det offentlige arbejdsformidlingsmonopol ikke opfylder forpligtelsen i artikel 5 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (4), hvorefter en statsborger i en medlemsstat, der soeger beskaeftigelse i en anden medlemsstat, dér skal have den samme bistand som den, arbejdsformidlingen i denne stat yder sine egne statsborgere, der soeger beskaeftigelse. Endvidere er virkningerne af det forbud mod udleje af midlertidig arbejdskraft, der er indeholdt i 1960-loven, efter min opfattelse saa generelle og saa usikre, at de ikke er egnede til at udgoere en hindring for den frie bevaegelighed af arbejdskraft som omhandlet i traktatens artikel 48 (5). Forbuddet rammer saaledes ikke bestemte grupper af arbejdstagere, og det forhindrer heller ikke arbejdstagere fra andre medlemsstater i paa anden maade at faa adgang til det italienske arbejdsmarked.

19 Umiddelbart kunne det forekomme mere relevant at droefte den virksomhed, Job Centre efter sine vedtaegter skal udoeve, i forhold til reglerne om den frie udveksling af tjenesteydelser i traktatens artikler 59 og 60. Artikel 11, stk. 1, i 1949-loven forbyder generelt andre end det offentlige monopol at udoeve arbejdsformidling, hvilket medfoerer, at en virksomhed som Job Centre afskaeres fra at drive virksomhed i Italien og dermed ogsaa fra at tilbyde sine tjenesteydelser til arbejdssoegende og arbejdsgivere i andre medlemsstater.

20 Hvad angaar reglerne i 1960-loven om udlejning af midlertidig arbejdskraft, oplyste den italienske regering under retsmoedet i Job Centre I, at italiensk lovgivning ikke er til hinder for, at en virksomhed, der er etableret i Italien, udlejer midlertidig arbejdskraft til arbejdsgivere i andre medlemsstater. Som naevnt ovenfor har den italienske regering imidlertid under retsmoedet i den foreliggende sag erkendt, at de oplysninger, som den afgav under retsmoedet i Job Centre I, og som den ikke berigtigede efter retsmoedet, er urigtige, idet forbuddet i 1960-lovens artikel 1, stk. 1 og 2, rettelig tillige omfatter en saadan aktivitet.

21 Selv om den italienske lovgivning i lyset af de nu foreliggende oplysninger i hoejere grad er til hinder for eksport af tjenesteydelser, end der var grundlag for at antage efter de oplysninger, den italienske regering afgav i Job Centre I, er det fortsat min opfattelse, at traktatens artikel 59 ikke finder anvendelse i den foreliggende sag. Der er nemlig tale om et generelt forbud mod udoevelsen af en bestemt erhvervsaktivitet i forhold til virksomheder, som enten er etableret eller er i faerd med at etablere sig paa den paagaeldende medlemsstats omraade, og som oensker at udoeve denne aktivitet.

22 Som anfoert i pkt. 27 i mit forslag til afgoerelse i Job Centre I bekraeftes denne opfattelse efter min mening af Domstolens praksis vedroerende traktatens artikel 34 om kvantitative udfoerselsrestriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning. Efter Domstolens faste praksis er traktatens artikel 34 nemlig ikke til hinder for et nationalt forbud mod produktion af en given vare, selv om eksport af den paagaeldende vare herved umuliggoeres (6). Artikel 34 tager saaledes »sigte paa nationale foranstaltninger, hvis formaal eller virkning saerlig er at hindre eksporthandelen og dermed skabe forskelsbehandling mellem handelen paa hjemmemarkedet i en medlemsstat og dens eksporthandel, hvorved der sikres den paagaeldende medlemsstats indenlandske produktion eller hjemmemarked en saerlig fordel« (7).

23 Jeg skal endvidere henvise til Domstolens nylige afgoerelse i Gebhard-sagen (8). Denne sag omhandlede en tysk advokat, der udoevede erhvervsvirksomhed i Italien, der var rettet dels mod tysksprogede personer, dels mod italiensksprogede personer i Tyskland og OEstrig. Aktiviteterne indebar saaledes et eksportelement. Gebhard blev af det italienske advokatraad naegtet ret til at bruge titlen »avvocato« og blev endvidere frataget retten til at udoeve erhvervsvirksomhed i 6 maaneder for at have anvendt denne titel. Domstolen fastslog i dommens praemis 28, at denne situation var omfattet af traktatens artikel 52 om etableringsretten og ikke artikel 59, idet Gebhard paa vedvarende og stabil maade udoevede erhvervsvirksomhed i Italien.

24 Det anfoerte er efter min opfattelse i overensstemmelse med Domstolens afgoerelse i Alpine Investments-sagen (9). Denne sag vedroerte nationale regler, der forboed en bestemt form for markedsfoering, nemlig saakaldt »cold calling«, af et i oevrigt fuldt lovligt »produkt«, nemlig en finansiel tjenesteydelse. Forbuddet var generelt og havde hverken som formaal eller virkning at give indenlandske virksomheder en fordel frem for tjenesteydere fra andre medlemsstater. Naar Domstolen alligevel fandt, at artikel 59 fandt anvendelse, haenger det efter min opfattelse sammen med, at der ikke var tale om en generel regulering af, hvilke ydelser der lovligt kunne produceres paa den paagaeldende medlemsstats omraade, men derimod om regulering af markedsfoeringen i en anden medlemsstat af en lovligt produceret ydelse. I et saadant tilfaelde er der ikke laengere tale om vilkaar for virksomhedsetablering, men derimod om vilkaarene for eksport af en lovligt fremstillet tjenesteydelse.

25 Det er saaledes min opfattelse, at det i den foreliggende sag er etableringsreglerne i traktatens artikel 52 og ikke tjenesteydelsesreglerne i artikel 59, der er relevante, uanset at Job Centre ifoelge vedtaegterne paataenker at eksportere sine tjenesteydelser til de oevrige medlemsstater. Denne eksport er nemlig betinget af, at virksomheden overhovedet etableres. Forbuddene i 1949-loven og 1960-loven er til hinder herfor, indtil det maatte blive fastslaaet, at disse hindringer strider mod traktatens artikel 52. En antagelse af, at artikel 59 var anvendelig, ville endvidere foere til, at virksomhederne i rent interne situationer, hvor artikel 52 derfor ikke var anvendelig, kunne anfaegte saadanne generelle interne forbudsregler under henvisning til, at de paagaeldende bestemmelser forhindrede dem i at gennemfoere eksport af tjenesteydelser. En saadan retsstilling ville efter min opfattelse ikke harmonere med traktatens system.

26 Den forelaeggende ret har ikke anmodet Domstolen om en fortolkning af traktatens artikel 52. Det fremgaar imidlertid klart af de forelagte spoergsmaal, at formaalet hermed er at opnaa Domstolens bistand til at faa afklaret, hvorvidt bestemmelserne i 1949-lovens artikel 11, stk. 1, og 1960-lovens artikel 1, stk. 1 og 2, er forenelige med de grundlaeggende faellesskabsretlige regler om fri bevaegelighed for personer og tjenesteydelser. I lyset af den samarbejdsaand, der ligger til grund for forelaeggelsesproceduren i traktatens artikel 177, finder jeg derfor, at Domstolen ogsaa boer give en fortolkning af traktatens artikel 52 (10).

27 Det fremgaar af praemis 37 i den naevnte Gebhard-dom (11), at nationale foranstaltninger, der kan haemme udoevelsen af de ved traktaten sikrede grundlaeggende friheder eller goere udoevelsen heraf mindre tiltraekkende, skal opfylde fire betingelser: De skal anvendes uden forskelsbehandling, de skal vaere begrundet i tvingende samfundsmaessige hensyn, de skal vaere egnede til at sikre virkeliggoerelsen af det formaal, de forfoelger, og de maa ikke gaa ud over, hvad der er noedvendigt for at naa maalet.

28 Et generelt forbud mod privat arbejdsformidling og mod udleje af midlertidig arbejdskraft som det, der er indeholdt i 1949-loven og 1960-loven, udgoer en absolut hindring for, at private virksomheder kan udoeve denne form for virksomhed i Italien. Der er saaledes efter min opfattelse tale om foranstaltninger, som materielt er omfattet af traktatens artikel 52, og som strider mod denne bestemmelse, medmindre de fire betingelser i Gebhard-dommen er opfyldt.

29 Efter Domstolens faste praksis finder artikel 52 imidlertid ikke anvendelse paa forhold, som er rent interne, og som derfor ikke har nogen forbindelse med de situationer, som faellesskabsretten tager sigte paa (12). En italiensk statsborgers etablering af virksomhed i Italien er saaledes ikke omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 52.

30 Efter traktatens artikel 52 omfatter etableringsretten bl.a. retten til at oprette agenturer, filialer eller datterselskaber. Det maa efter min opfattelse kunne udledes heraf, at artikel 52 kun finder anvendelse, saafremt der er en vaesentlig forbindelse mellem en eller eventuelt flere virksomheder eller personer fra den paagaeldende medlemsstat og den enhed, der etableres i en anden medlemsstat.

31 Job Centre har i den foreliggende sag henvist til, at to af kooperativets medlemmer er den tyske virksomhed Adia og den franske virksomhed Ecco. Det er imidlertid ikke naermere oplyst, hvori disse virksomheders deltagelse bestaar, og navnlig, hvilken indflydelse de har paa driften af Job Centre. Jeg mener derfor ikke, at der i den foreliggende sag er tilstraekkelige oplysninger til at kunne tage stilling til, om der foreligger etablering i traktatens forstand.

32 Det er paa denne baggrund min opfattelse, at Domstolen boer besvare spoergsmaalene vedroerende reglerne om den frie bevaegelighed med, at traktatens artikler 52 og 59 skal fortolkes saaledes, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat forbyder etablering paa sit omraade af en virksomhed, som paataenker at udoeve arbejdsformidlingsvirksomhed og at foretage midlertidig udlejning af arbejdskraft, naar der ikke er en vaesentlig forbindelse mellem en eller eventuelt flere fysiske eller juridiske personer fra en anden medlemsstat og den paagaeldende virksomhed.

Forholdet til traktatens artikel 90, sammenholdt med artikel 86

33 Job Centre har gjort gaeldende, at eneretten til arbejdsformidling er i strid med traktatens artikel 90, sammenholdt med artikel 86, idet den offentlige arbejdsformidling ikke er i stand til at leve op til markedets behov. Job Centre har i den forbindelse anfoert, at arbejdsmarkedet i en moderne oekonomi er saerdeles opdelt og forskelligartet, hvorfor der er behov for en raekke specialydelser. Selv de mest effektive offentlige arbejdsformidlinger kan derfor hoejst tilfredsstille 25-30% af efterspoergslen. Det fremgaar af en undersoegelse foretaget af den italienske nationalbank, at det italienske arbejdsformidlingsmonopol hoejst formidler 5% af samtlige ansaettelser. Job Centre har endvidere henvist til en rapport, udarbejdet af Bureau International du Travail (13), hvori det anbefales at revidere ILO-konvention nr. 96 fra 1949, saaledes at det tillades private virksomheder at drive arbejdsformidling og vikarbureauer.

34 Den italienske regering har anfoert, at udoevelse af arbejdsformidlingsvirksomhed ikke kan antages at vaere omfattet af traktatens konkurrenceregler, idet der ikke er tale om en oekonomisk aktivitet. Den italienske regering har endvidere henvist til, at det italienske arbejdsformidlingsmonopol i perioden juni 1995 - juni 1996 formidlede over 1 million kontakter mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Dette tal omfatter dog ud over anvisning i form af »richiesta numerica« og »richesta nominativa«, jf. ovenfor i pkt. 3, ogsaa tilfaelde, hvor arbejdstageren og arbejdsgiveren selv har etableret den fornoedne kontakt og efterfoelgende informeret monopolet herom.

35 Kommissionen samt den tyske og den norske regering har anfoert, at eneretten til arbejdsformidling maa bedoemmes paa grundlag af de retningslinjer, der kan udledes af Domstolens afgoerelse i Hoefner og Elser-sagen (14), samt at det italienske forbud mod udlejning af midlertidig arbejdskraft ikke omfattes af traktatens konkurrenceregler, eftersom der er tale om et generelt forbud. Kommissionen har under den mundtlige forhandling tilfoejet, at det i den foreliggende sag er muligt uden nogen konkret undersoegelse af monopolets effektivitet at fastslaa, at det ikke er i stand til at tilfredsstille efterspoergslen paa markedet. Dette foelger af selve markedets struktur, der er kendetegnet ved at vaere dels meget stort, dels meget forskelligartet. Paa et saadant marked vil intet monopol kunne tilfredsstille den samlede efterspoergsel, hvorfor der foreligger en tilsidesaettelse af traktatens artikler 90, jf. 86.

36 Jeg skal foerst fremhaeve, at traktatens artikel 90, stk. 1, kun finder anvendelse, saafremt en eller flere virksomheder tildeles saerlige eller eksklusive rettigheder. 1949-loven tildeler utvetydigt det offentlige monopol en eneret til at udoeve arbejdsformidling. Den umiddelbare betingelse for at anvende traktatens artikel 90, stk. 1, er saaledes opfyldt.

37 Den naevnte betingelse for anvendelse af traktatens artikel 90, stk. 1, synes paa den anden side ikke umiddelbart opfyldt for saa vidt angaar forbuddet i artikel 1, stk. 1 og 2, i 1960-loven mod udleje af midlertidig arbejdskraft. Dette forbud er helt generelt, idet Den Italienske Republik efter det oplyste ikke selv tilbyder udlejning af midlertidig arbejdskraft eller har tildelt enkelte virksomheder saerlige rettigheder til at udfoere saadanne tjenesteydelser. Baggrunden for reglerne i 1960-loven skulle efter det oplyste vaere et oenske om at beskytte arbejdstagere mod udnyttelse og svaekkelse af deres rettigheder som foelge af, at der foretages en opsplitning mellem den reelle arbejdsgiver og en person, som formelt betegnes som arbejdsgiver, men som i realiteten blot er en mellemmand.

38 Job Centre har anfoert, at det primaere formaal med 1960-loven er at udelukke enhver form for privat arbejdsformidling, og at forbuddet i 1960-loven derfor er uadskilleligt forbundet med det offentlige arbejdsformidlingsmonopol.

39 Saafremt det reelle formaal med forbuddet i 1960-loven er at beskytte den eneret, der efter 1949-loven er tildelt det offentlige arbejdsformidlingsmonopol, vil det efter min opfattelse vaere naerliggende at betragte dette forbud mod udleje af midlertidig arbejdskraft som en del af den samlede monopolordning. Det tilkommer imidlertid den nationale ret at tage stilling til, hvad der er det reelle formaal med forbuddet i 1960-loven, idet der er tale om et spoergsmaal om fortolkning af national ret.

40 For anvendelsen af traktatens artikel 86, hvortil artikel 90, stk. 1, bl.a. henviser, er det en betingelse, at der foreligger en »virksomhed« i konkurrenceretlig forstand. Domstolen har imidlertid allerede i den ovennaevnte Hoefner og Elser-sag (15) fastslaaet, at et offentligt organ, der udfoerer arbejdsformidling, opfylder denne betingelse. Domstolen udtalte saaledes foelgende i dommens praemis 20-23:

»I betragtning af det anfoerte maa det undersoeges, om et offentligt arbejdsanvisningskontor ... kan anses for en virksomhed i den i EOEF-traktatens artikel 85 og 86 forudsatte betydning. (praemis 20)

Herved bemaerkes, at inden for konkurrenceretten omfatter begrebet virksomhed enhver enhed, som udoever oekonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmaade, og at arbejdsanvisning er en oekonomisk virksomhed. (praemis 21)

Den omstaendighed, at arbejdsformidlingsvirksomhed normalt er overdraget offentlige kontorer, kan ikke paavirke denne virksomheds oekonomiske karakter. Arbejdsformidlingsvirksomhed har ikke altid vaeret og bliver ikke noedvendigvis udoevet af offentlige enheder. Denne konstatering gaelder navnlig for formidling af virksomhedsledere. (praemis 22)

Heraf foelger, at en enhed som et offentligt arbejdsanvisningskontor, der udoever arbejdsformidlingsvirksomhed, kan betegnes som virksomhed med henblik paa anvendelse af faellesskabskonkurrencereglerne. (praemis 23)«

41 Det fremgaar heraf, at det afgoerende er, om der er tale om udoevelse af en oekonomisk aktivitet, og at arbejdsformidlingsvirksomhed opfylder denne betingelse. Domstolens konklusion er generel, hvorfor der ikke synes at vaere grundlag for at sondre mellem forskellige former for virksomhed og forskellige erhvervsgrene. Dette harmonerer i oevrigt med, at arbejdsformidlingsvirksomhed i vore dage ogsaa drives eller vil kunne drives paa kommerciel basis i forhold til en raekke grupper af arbejdstagere (16).

42 Domstolens dom i Poucet-sagen (17) aendrer efter min opfattelse ikke denne retstilstand. Denne afgoerelse, der i oevrigt ikke vedroerte arbejdsformidling, er udtrykkeligt baseret paa de kriterier, der fremgaar af Hoefner og Elser-dommen, hvortil der henvises i praemis 17. Naar Domstolen i den paagaeldende sag fandt, at administration af obligatoriske sociale sikringsordninger ikke var omfattet af traktatens artikel 86, var det netop, fordi der efter Domstolens opfattelse ikke var tale om en oekonomisk aktivitet i konkurrenceretlig forstand. Domstolen lagde herved bl.a. vaegt paa, at de organer, der administrerede ordningerne, der forfulgte et socialt formaal og var baseret paa solidaritetsprincippet, ikke havde mulighed for at paavirke bidragenes stoerrelse, midlernes anvendelse eller ydelsernes stoerrelse, og at der var tale om obligatoriske ordninger (18). Ordningerne kunne derfor i uaendret form vanskeligt taenkes udbudt paa kommercielt grundlag.

43 Ogsaa arbejdsformidling kan efter min opfattelse indeholde et stoerre eller mindre element af social indsats, der efter omstaendighederne vil kunne goere det umuligt eller i det mindste uhensigtsmaessigt, at saadan virksomhed drives kommercielt. Et klart eksempel er kriminalforsorgens indsats for at faa indsatte proeveloesladt til et liv i frihed, hvor de f.eks. med vilkaar om tilsyn, om at underkaste sig afvaenningsbehandling mod spiritus- eller stofmisbrug mv., kan klare sig selv uden at begaa ny kriminalitet. Denne indsats kraever ressourcer af baade oekonomisk og menneskelig karakter, hvis den skal lykkes (19). Ogsaa inden for det almindelige sociale arbejde goeres der en betydelig og vigtig indsats for at faa bistandsklienter ind paa det almindelige arbejdsmarked.

44 Man maa ogsaa vaere opmaerksom paa, at det offentlige i visse medlemsstater bekoster uddannelse og eventuelt yder loentilskud for at faa langtidsledige, ungdomsarbejdsloese og andre arbejdsloese bragt i arbejde. Det offentlige maa noedvendigvis kunne sikre sig, at de offentlige midler, der anvendes som led i saadanne aktiveringsforloeb, anvendes bedst muligt, og at aktiveringen lykkes.

45 Det er endvidere en betingelse for anvendelsen af traktatens artikel 86, at der foreligger en dominerende stilling paa en vaesentlig del af det faelles marked. Domstolen fastslog i praemis 28 i Hoefner og Elser-dommen (20), at en virksomhed, som har et lovbestemt monopol, indtager en dominerende stilling som omhandlet i traktatens artikel 86, og at en medlemsstats omraade, som dette monopol omfatter, udgoer en vaesentlig del af det faelles marked.

46 Den omstaendighed, at der skabes en saadan dominerende stilling ved tildeling af en eneret som omhandlet i artikel 90, stk. 1, er imidlertid efter fast praksis ikke i sig selv uforenelig med traktatens artikel 86 (21).

47 Traktatens artikel 90, stk. 1, paalaegger derimod medlemsstaterne ikke at indfoere eller opretholde foranstaltninger, som kan ophaeve den tilsigtede virkning af artikel 86. En medlemsstat overtraeder denne forpligtelse, saafremt den virksomhed, der har faaet tildelt en eneret, ved at udoeve eneretten foranlediges til at udnytte sin dominerende stilling paa en maade, der er udtryk for misbrug (22).

48 Efter traktatens artikel 86, litra b), kan misbrug bl.a. bestaa i begraensning af produktion, afsaetning eller teknisk udvikling til skade for forbrugerne, og Domstolen fastslog i praemis 31 i Hoefner og Elser-dommen (23), at en medlemsstat handler i strid med denne bestemmelse, naar det organ, som den har indroemmet en eneret, aabenbart ikke er i stand til at daekke efterspoergslen paa markedet for en bestemt form for tjenesteydelser, i Hoefner og Elser-sagen formidling af ledere, og naar private selskabers faktiske udoevelse af en saadan formidling umuliggoeres af, at der opretholdes en lovbestemmelse, som forbyder denne virksomhed.

49 En medlemsstat tilsidesaetter saaledes sine forpligtelser efter traktatens artikler 90, stk. 1, jf. 86, saafremt den opretholder et lovbestemt monopol, der aabenbart ikke er i stand til at tilfredsstille forbrugernes efterspoergsel, dvs. de arbejdssoegendes og arbejdsgivernes efterspoergsel efter arbejdsformidlingsydelser.

50 Som anfoert af Kommissionen under den mundtlige forhandling er markedet for arbejdsformidlingsydelser dels meget stort, dels meget forskelligartet. Det er derfor naerliggende at antage, at de enkelte former for ydelser hverken fra et aftagersynspunkt eller fra et udbydersynspunkt noedvendigvis vil vaere substituerbare, og at de derfor ikke vil tilhoere samme marked. Afgraensningen af det relevante produktmarked tager efter fast praksis udgangspunkt i forbrugernes synspunkt. Produkter, der i forbrugernes oejne i henseende til pris, anvendelsesformaal og oevrige karakteristika er saerligt egnede til at tilfredsstille en vedvarende efterspoergsel og derfor kun vanskeligt kan substitueres med andre produkter, anses for at tilhoere samme produktmarked. Paa grundlag af disse kriterier har Domstolen bl.a. fastslaaet, at oel solgt gennem detailhandelen og gennem offentlige udskaenkningssteder ikke tilhoerer samme produktmarked, og at daek til nye koeretoejer og udskiftningsdaek heller ikke tilhoerer samme produktmarked (24). Kan udbyderne af en bestemt ydelse hurtigt tilpasse deres organisation til ogsaa at udbyde en anden type tjenesteydelser, vil det relevante produktmarked dog kunne bestaa af begge disse ydelseskategorier, uanset at de fra et forbrugersynspunkt ikke er substituerbare (25).

51 Den i pkt. 30 naevnte rapport fra Bureau International du Travail (26) sondrer mellem 16 forskellige kategorier af arbejdsformidlingsvirksomhed, herunder traditionel arbejdsformidling i form af mellemmandsvirksomhed (27), vikarbureauer, der maa anses omfattet af forbuddet i 1960-loven (28), formidling af ledere og andre saerligt efterspurgte arbejdstagere (29), karriereraadgivning samt personaleudvaelgelse ved hjaelp af personlige interviews og forskellige former for tests. Det fremgaar af den naevnte rapport, at der i de medlemsstater, hvor disse aktiviteter er lovlige, findes et stort og stadigt stigende antal virksomheder inden for de enkelte kategorier (30). Som eksempel kan naevnes, at der i 1992 i Det Forenede Kongerige var 3 500 virksomheder, der udoevede traditionel arbejdsformidling i form af mellemmandsvirksomhed og i Frankrig 5 011 vikarbureauer. Det fremgaar endvidere af rapporten, at aarsagen til denne vaekst bl.a. skal soeges i krav om oeget fleksibilitet paa arbejdsmarkedet, aendrede krav til arbejdstagernes kvalifikationer, en oeget tendens til, at virksomhederne lader tredjemaend udfoere forskellige funktioner, de private udbyderes evne til at finde kandidater, som passer til den enkelte arbejdsgivers behov, hvilket sikrer en hurtigere integrering af nye arbejdstagere, og en stigende tillid paa markedet til privat arbejdsformidling.

52 Det maa antages, at hver af de i rapporten naevnte kategorier vil udgoere et separat marked, idet de forskellige ydelser tilfredsstiller forskellige behov hos aftagerne. Den mere traditionelle arbejdsformidling i form af mellemmandsvirksomhed tilfredsstiller saaledes arbejdsgivernes og de arbejdssoegendes behov for at blive bragt i forbindelse med hinanden. Ydelser i form af personaleudvaelgelse indebaerer herudover en proevning af de enkelte ansoegere og udvaelgelse af en enkelt kandidat og loeser dermed en opgave, som arbejdsgiveren ikke har ment selv at kunne loese tilfredsstillende, eller som den paagaeldende oensker at koebe sig til. Formidling af virksomhedsledere omfatter ofte en opsoegende virksomhed i forhold til egnede lederemner, mens vikarbureauvirksomhed sigter mod at tilfredstille aftagernes midlertidige behov for egnet arbejdskraft, hvilket typisk indebaerer en forudgaaende proevning af de arbejdstagere, der er tilknyttet bureauet, og et kendskab til den enkelte arbejdsgivers behov.

53 Endvidere maa den enkelte ydelseskategori antages ofte at kunne opdeles i en raekke delmarkeder, hvor udbyderne er specialiseret i at tilfredsstille de enkelte sektorers saerlige behov. Effektiv arbejdsformidling vil nemlig i en raekke tilfaelde forudsaette, at udbyderen kender udviklingstendenserne i de enkelte sektorer og derfor har en fornemmelse af arbejdsgivernes nuvaerende og fremtidige behov. Arbejdskraft udgoer i dag en betydelig omkostning og indebaerer ofte en betydelig investering i form af uddannelse. Kravene til formidlerens kendskab til den individuelle arbejdsgiver stiger endvidere i takt med formidlerens deltagelse i selve udvaelgelsesprocessen. Det maa endvidere tages i betragtning, at den samlede efterspoergsel dels bestaar af de arbejdssoegende, dels af arbejdsgiverne, og at disse to grupper ikke noedvendigvis har samme behov.

54 Paa et saadant stort og forskelligartet marked, der som foelge af den oekonomiske og samfundsmaessige udvikling er underkastet store forandringer, maa det som anfoert af Kommissionen anses for udelukket, at en enkelt udbyder vil vaere i stand til at tilfredsstille hele markedets behov, uanset hvor effektiv den paagaeldende end maatte vaere. Det vil saaledes naeppe vaere praktisk muligt for en enkelt virksomhed at disponere over den ekspertise og de ressourcer, der er noedvendige for at tilfredsstille den samlede efterspoergsel.

55 Markedets forskelligartethed betyder imidlertid ogsaa, at man ved vurderingen af, om et offentligt monopol er i stand til at tilfredsstille efterspoergslen, ikke kan behandle alle former for arbejdsformidlingsydelser paa samme maade. Man boer saaledes efter min opfattelse foretage en selvstaendig undersoegelse af de enkelte markeder og delmarkeder, hvori det samlede marked for arbejdsformidlingsydelser kan opdeles. Det kan saaledes ikke udelukkes, at et statsligt arbejdsformidlingsmonopol er i stand til at tilfredsstille efterspoergslen efter traditionelle arbejdsformidlingsydelser i relation til eksempelvis ufaglaert arbejdskraft, hvor kravene til formidlerens forudgaaende kendskab til den enkelte arbejdstager og arbejdsgiver er mindre, mens dette maaske ikke er tilfaeldet for saa vidt angaar edb-programmoerer eller superbrugere, ingenioerer, jurister eller andet hoejt uddannet personale eller i relation til udvaelgelse og formidling af ledere, der forudsaetter et indgaaende kendskab til virksomheden og den enkelte kandidats kvalifikationer.

56 Det maa tilkomme den nationale ret, der har et mere fyldestgoerende kendskab til monopolets funktion og forholdene paa det paagaeldende arbejdsmarked, at foretage den endelige vurdering af, i hvilket omfang det italienske arbejdsformidlingsmonopol er i stand til at tilfredsstille efterspoergslen paa de enkelte markeder og delmarkeder, der udgoer det samlede overordnede marked for arbejdsformidlingsydelser.

57 Efter traktatens artikel 90, stk. 2, undtages virksomheder, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, fra bl.a. forbuddet i traktatens artikel 86, saafremt anvendelsen heraf retligt eller faktisk hindrer de paagaeldende virksomheder i at opfylde de saerlige opgaver, som er betroet dem. Som Domstolen fastslog i praemis 25 i Hoefner og Elser-dommen (31), er disse betingelser ikke opfyldt i relation til et offentligt arbejdsformidlingsmonopol, der aabenbart ikke er i stand til et tilfredsstille efterspoergslen.

58 Endelig er det en betingelse for anvendelsen af traktatens artikler 90, jf. 86, at det konstaterede misbrug kan paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Domstolen fastslog i Hoefner og Elser-dommen (32), at denne betingelse ikke kun er opfyldt, hvis den adfaerd, der maa karakteriseres som et misbrug, faktisk har paavirket handelen. Det er tilstraekkeligt, at det bevises, at den omhandlede adfaerd kan have en saadan virkning, og denne betingelse er bl.a. opfyldt, naar private selskabers virksomhed med arbejdsformidling kan omfatte andre medlemsstaters statsborgere eller omraader (33). Dette vil kunne vaere tilfaeldet i den foreliggende sag, hvor arbejdsformidling baade vil kunne taenkes at finde sted i forhold til arbejdstagere og arbejdsgivere i andre medlemsstater. Endvidere afskaerer forbuddet i 1949-loven generelt virksomheder i andre medlemsstater fra at udstraekke deres aktiviteter til Italien (34).

59 Den forelaeggende ret oensker endelig oplyst, om traktatens artikler 90, stk. 1, jf. 86, har direkte virkning, hvilket spoergsmaal maa besvares bekraeftende. Det fremgaar saaledes af Domstolens praksis, at de naevnte bestemmelser kan paaberaabes af borgerne for de nationale retter, der foelgelig er forpligtede til at tilsidesaette enhver national foranstaltning, der er uforenelig hermed (35).

60 Den anden gruppe af de forelagte spoergsmaal boer saaledes efter min opfattelse besvares med, at en medlemsstat, som har overdraget en eneret til arbejdsformidling til en offentlig virksomhed, tilsidesaetter traktatens artikler 90, stk. 1, jf. 86, naar den skaber en situation, hvor den paagaeldende virksomhed noedvendigvis foranlediges til at overtraede traktatens artikel 86, hvilket er tilfaeldet, naar:

- den offentlige arbejdsformidling aabenbart ikke er i stand til at daekke efterspoergslen paa markedet for saadanne tjenesteydelser, hvilket maa vurderes selvstaendigt i forhold til hvert enkelt marked og delmarked, hvori dette samlede overordnede marked kan opdeles, og

- den faktiske udoevelse af arbejdsformidlingsvirksomhed, som oenskes udoevet af private virksomheder, umuliggoeres af, at der opretholdes en lovbestemmelse, som forbyder denne form for virksomhed.

Forslag til afgoerelse

61 Jeg skal paa denne baggrund foreslaa Domstolen at besvare de stillede spoergsmaal saaledes:

1) EF-traktatens artikler 52 og 59 skal fortolkes saaledes, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat forbyder etablering paa sit omraade af en virksomhed, som paataenker at udoeve arbejdsformidlingsvirksomhed og at foretage midlertidig udlejning af arbejdskraft, naar der ikke er en vaesentlig forbindelse mellem en eller eventuelt flere fysiske eller juridiske personer fra en anden medlemsstat og den paagaeldende virksomhed.

2) En medlemsstat, som har overdraget en eneret til arbejdsformidling til en offentlig virksomhed, tilsidesaetter traktatens artikler 90, stk. 1, jf. 86, naar den skaber en situation, hvor den paagaeldende virksomhed noedvendigvis foranlediges til at overtraede traktatens artikel 86, hvilket er tilfaeldet, naar:

- den offentlige arbejdsformidling aabenbart ikke er i stand til at daekke efterspoergslen paa markedet for saadanne tjenesteydelser, hvilket maa vurderes selvstaendigt i forhold til hvert enkelt marked og delmarked, hvori dette samlede overordnede marked kan opdeles, og

- den faktiske udoevelse af arbejdsformidlingsvirksomhed, som oenskes udoevet af private virksomheder, umuliggoeres af, at der opretholdes en lovbestemmelse, som forbyder denne form for virksomhed.

(1) - Jf. dom af 19.10.1995, Sml. I, s. 3361.

(2) - Visse erhverv (navnlig forlystelses- og hotelbranchen, bagerier og skibsfart) er undergivet saerskilt regulering med forskellige saerlige kontorer til anvisning af arbejde.

(3) - For landbrugssektoren findes regler i lov nr. 83 af 11.3.1970.

(4) - EFT 1968 II, s. 467, org. ref.: JO L 257, s. 2, som aendret senest ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2434/92 af 27.7.1992 om aendring af anden del af forordning (EOEF) nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet, EFT L 245, s. 1.

(5) - Der kan herved henvises til Domstolens praksis vedroerende traktatens artikel 30, hvorefter bestemmelser, der alene har en indirekte og usikker indvirkning paa de frie varebevaegelser, falder uden for forbuddet i denne bestemmelse, jf. dom af 14.7.1994, sag C-379/92, Peralta, Sml. I, s. 3453, praemis 24.

(6) - Jf. eksempelvis dom af 8.11.1979, sag 15/79, Groenveld, Sml. s. 3409.

(7) - Jf. senest dom af 24.3.1994, sag C-80/92, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 1019, praemis 24.

(8) - Jf. dom af 30.11.1995, sag C-55/94, Sml. I, s. 4165.

(9) - Jf. dom af 10.5.1995, sag C-384/93, Sml. I, s. 1141.

(10) - Jf. herved dom af 13.7.1994, sag C-130/92, OTO, Sml. I, s. 3281, praemis 14, og den i note 8 naevnte Gebhard-dom, i hvilken Domstolen fandt, at den relevante bestemmelse var traktatens artikel 52 og derfor besvarede de forelagte spoergsmaal i lyset af denne bestemmelse, uanset at de forelagte spoergsmaal ikke omfattede traktatens artikel 52.

(11) - Jf. note 8.

(12) - Jf. dom af 16.11.1995, sag C-152/94, Van Buynder, Sml. I, s. 3981, praemis 12, og af 20.4.1988, sag 204/87, Bekaert, Sml. s. 2029.

(13) - Jf. Le rôle des agences d'emploi privées dans le fonctionnement des marchés du travail, Conference international du Travail, Genève, 1994.

(14) - Jf. dom af 23.4.1991, sag C-41/90, Sml. I, s. 1979.

(15) - Jf. note 14.

(16) - Dette er formentlig baggrunden for, at hovedparten af medlemsstaterne enten aldrig har ratificeret eller inden for de senere aar har opsagt den del af ILO-konvention nr. 96 af 1949, der forbyder udoevelse af privat arbejdsformidling. Konventionens andet kapitel, hvorefter erhvervsdrivendes arbejdsformidling mod betaling gradvist skal afskaffes, er efter det oplyste tiltraadt af Belgien, Frankrig, Irland, Italien, Spanien og Luxembourg. Finland, Tyskland og Sverige har opsagt konventionen.

(17) - Jf. dom af 17.2.1993, forenede sager C-159/91 og C-160-91, Poucet og Pistre, Sml. I, s. 637.

(18) - Afgoerelsen boer sammenholdes med dommen af 16.11.1995, sag C-244/94, Fédération française des sociétés d'assurance m.fl., Sml. I, s. 4013, hvor Domstolen fandt, at administrationen af en frivillig pensionsordning, der byggede paa et kapitaliseringsprincip, og hvor de ydelser, som ordningen gav ret til, udelukkende afhang af de indbetalte bidrag samt af de oekonomiske resultater af forvaltningsorganets investeringer, var en oekonomisk virksomhed omfattet af traktatens artikel 86.

(19) - Et andet spoergsmaal er, i hvilket omfang saadanne opgaver egner sig til privatisering i den forstand, at deres udfoerelse efter udbud overlades til private firmaer mod betaling fra det offentlige.

(20) - Jf. note 14.

(21) - Jf. dom af 5.10.1994, sag C-323/93, Centre d'insémination de la Crespelle, Sml. I, s. 5077, praemis 18, af 19.5.1993, sag C-320/91, Corbeau, Sml. I, s. 2533, praemis 11, og praemis 29 i den i note 14 naevnte Hoefner og Elser-dom.

(22) - Jf. dom af 14.12.1995, sag C-387/93, Banchero, Sml. I, s. 4663, praemis 51, og praemis 26 og 29 i den i note 14 naevnte Hoefner og Elser-dom.

(23) - Jf. note 14.

(24) - Jf. dom af 28.2.1991, sag C-234/89, Delimitis, Sml. I, s. 935, og af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin, Sml. s. 3461.

(25) - Jf. dom af 21.2.1973, sag 6/72, Continental Can, Sml. s. 215.

(26) - Jf. s. 13-22.

(27) - Ydelserne i denne kategori bestaar typisk i at saette arbejdstagere og arbejdsgivere i forbindelse med hinanden og foretage en udvaelgelse af de bedst egnede kandidater. Udbyderne vil kunne vaere specialiseret inden for bestemte brancher eller en bestemt kategori af arbejdstagere. Jf. i det hele den i note 13 naevnte rapport, s. 13.

(28) - Det fremgaar af s. 15 i den i note 13 naevnte rapport, at vikarbureauet typisk fremtraeder som arbejdsgiver i forhold til den arbejdstager, som midlertidigt stilles til raadighed for en tredjemand. Det fremgaar endvidere, at vikarbureauerne udgoer den stoerste kategori af de private arbejdsformidlingsvirksomheder saavel i henseende til omsaetning som i henseende til antal.

(29) - En virksomhed, der forudsaetter en hoej grad af ekspertise i henseende til udvaelgelsesmetoder, vurdering af kvalifikationer og forhandlingsteknik samt et indgaaende kendskab til markedet og de ordregivende virksomheder, jf. s. 18 i den i note 13 naevnte rapport.

(30) - Jf. rapportens s. 25 ff.

(31) - Jf. note 14.

(32) - Jf. praemis 32 i den i note 14 naevnte dom.

(33) - Jf. praemis 33 i den i note 14 naevnte Hoefner og Elser-dom.

(34) - Der kan herved henvises til den i note 21 naevnte Corbeau-dom, hvor Domstolen fandt, at det belgiske postmonopol var omfattet af traktatens artikel 90 ogsaa i et tilfaelde, hvor det konkrete brud paa monopolet, der havde giver anledning til hovedsagen, vedroerte en belgisk statsborgers omdeling af post i Liège-omraadet.

(35) - Jf. f.eks. den i note 21 naevnte Corbeau-dom og dom af 10.12.1991, sag C-179/90, Merci convenzionali porto di Genova, Sml. I, s. 5889.