61995B0006

++++

1. Saerlige rettergangsformer ° betingelser for antagelse til realitetsbehandling ° realitetsbehandling af hovedsagen ° uden betydning ° graenser

(EF-traktaten, art. 185 og 186; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

2. Saerlige rettergangsformer ° aendring i begaeringen under forhandlingerne ° udvidelse af raekkevidden af den begaerede forholdsregel ° afvisning

3. Saerlige rettergangsformer ° betingelser for antagelse til realitetsbehandling ° udsaettelse af gennemfoerelsen ° begaering om forlaengelse af den forlaengelse, der anfaegtes i hovedsagen

(EF-traktaten, art. 185)

4. Saerlige rettergangsformer ° udsaettelse af gennemfoerelsen ° betingelser ° alvorligt og uopretteligt tab ° oekonomisk tab

(EF-traktaten, art. 185; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

1. Selv om spoergsmaalet om, hvorvidt hovedsagen boer antages til realitetsbehandling, som hovedregel ikke boer behandles under en sag om foreloebige forholdsregler, fremgaar det imidlertid ogsaa, at saafremt det goeres gaeldende, at hovedsagen aabenbart boer afvises, maa det ved behandlingen af begaeringen af foreloebige forholdsregler fastslaas, om hovedsagen umiddelbart ses at indeholde saadanne omstaendigheder, at den med en vis sandsynlighed kan antages at kunne paakendes i realiteten.

2. Under behandlingen af begaeringen om foreloebige forholdsregler kan en begaering fremsat af sagsoegeren under forhandlingerne, som ° skoent den paastaas at indskraenke raekkevidden af begaeringen ° i virkeligheden svarer til en udvidelse af raekkevidden af den oprindeligt fremsatte begaering, ikke tages til foelge.

3. En begaering om foreloebige forholdsregler kan principielt kun antages til realitetsbehandling, for saa vidt den indgaar i rammerne for den afgoerelse, der skal traeffes i hovedsagen. Dette er ikke tilfaeldet for saa vidt angaar en begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen, som har til formaal at forlaenge den forlaengelse, som er genstand for annullationspaastanden i hovedsagen.

4. Den betingelse, der stilles ved udsaettelse af gennemfoerelsen, hvorefter der skal foreligge risiko for alvorligt og uopretteligt tab, er ikke opfyldt, naar den sagsoegende virksomhed alene haevder at lide et rent oekonomisk tab uden at godtgoere, at tabet vil kunne true virksomhedens fortsatte bestaaen, og at det foelgelig ikke vil kunne afhjaelpes fuldt ud, saafremt sagsoegeren faar medhold i hovedsagen.

I sag T-6/95 R,

Cantine dei colli Berici coop. arl, Lonigo (Italien), ved advokat Ivone Cacciavillani, Venedig, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Alain Lorang, 51, rue Albert 1er,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Eugenio de March, som befuldmaegtiget, bistaaet af advokat Alberto Dal Ferro, Vicenza, og med valgt adresse i Luxembourg hos Georgios Kremlis, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af artikel 1, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 3151/94 af 21. december 1994 om en senere undtagelsesbestemmelse for produktionsaaret 1993/1994 om producenters levering af bordvin til obligatorisk destillation (EFT L 332, s. 32),

har

PRAESIDENTEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

afsagt foelgende

Kendelse

Faktiske omstaendigheder

1 Ved staevning registreret paa Rettens Justitskontor den 19. januar 1995 har Cantine dei colli Berici coop. arl i medfoer af artikel 173, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab (herefter benaevnt "EF-traktaten") anlagt sag med paastand om annullation af artikel 1, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 3151/94 af 21. december 1994 om en senere undtagelsesbestemmelse for produktionsaaret 1993/1994 om producenters levering af bordvin til obligatorisk destillation (EFT L 332, s. 32, herefter benaevnt "forordning nr. 3151/94") og enhver anden retsakt i forbindelse hermed og/eller forudsat heri, idet det desuden i henhold til naevnte traktats artikel 184 goeres gaeldende, at artikel 39, stk. 4, i Raadets forordning (EOEF) nr. 822/87 af 16. marts 1987 om den faelles markedsordning for vin (EFT L 84, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 822/87") og artikel 4, stk. 2, fjerde led, i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 441/88 af 17. februar 1988 om gennemfoerelsesbestemmelser for obligatorisk destillation som omhandlet i artikel 39 i Raadets forordning (EOEF) nr. 822/87 (EFT L 45, s. 15, herefter benaevnt "forordning nr. 441/88") er ulovlige.

2 Ved saerskilt dokument registreret paa Rettens Justitskontor samme dag har sagsoegeren endvidere i medfoer af EF-traktatens artikel 185 fremsat begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 3151/94. Under retsmoedet har sagsoegeren anmodet om, at den oprindelige paastand om foreloebige forholdsregler aendres, saa sagsoegeren subsidiaert blot paastaar gennemfoerelsen af den naevnte bestemmelse udsat i det omfang, den begraenser forlaengelsen af fristen til at levere bordvin til et destilleri til 140 dage for de producenter, der er underlagt obligatorisk destillation.

3 Kommissionen har indgivet skriftligt indlaeg vedroerende begaeringen om foreloebige forholdsregler den 26. januar 1995. Ved saerskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 8. februar 1995 har den sagsoegte institution paastaaet hovedsagen afvist i medfoer af procesreglementets artikel 114, stk. 1.

4 Under retsforhandlingerne vedroerende begaeringen om foreloebige forholdsregler har parterne den 10. februar 1995 afgivet mundtlige forklaringer.

5 De retlige omstaendigheder og de vigtigste faktiske forhold, der ligger til grund for denne sag, som de fremgaar af parternes indlaeg og mundtlige forklaringer under retsmoedet, kan gengives som foelger.

6 Sagsoegeren har anmodet om udsaettelse af foelgende bestemmelse som aendret ved berigtigelsen til forordning nr. 3151/94 offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende den 30. december 1994 (EFT L 341, s. 76):

"Uanset forordning (EF) nr. 343/94 og artikel 12, stk. 4, andet afsnit, og stk. 5, i forordning (EOEF) nr. 441/88 kan de producenter, der er omhandlet af den i artikel 39 i forordning (EOEF) nr. 822/87 omhandlede obligatoriske destillation, for produktionsaaret 1993/1994 endnu levere bordvin til destillerierne senest 140 dage efter den 11. september 1994 paa foelgende betingelser:

° opkoebspris for bordvin: 0,42 ECU/% vol./hl

° stoette til destilleriet: ingen

° den pris, som interventionsorganet skal betale

til destilleriet for raaalkohol til obligatorisk

levering: 0,75 ECU/% vol./hl"

7 Betingelserne for, hvornaar producenter af bordvin er underlagt reglerne om obligatorisk destillation, defineres i generelle vendinger i artikel 39 i forordning nr. 822/87, hvis stk. 1, foerste afsnit, bestemmer:

"Naar markedet for bordvin og vin egnet til fremstilling af bordvin i et produktionsaar udviser en alvorlig uligevaegt, besluttes det at foretage obligatorisk destillation af bordvin."

8 Ifoelge artikel 1, stk. 6, i forordning nr. 822/87, som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1734/91 af 13. juni 1991 (EFT L 163, s. 6), forstaas ved "produktionsaaret" den periode, der begynder den 1. september hvert aar og slutter den 31. august det foelgende aar.

9 Den 15. februar 1994 vedtog Kommissionen forordning (EF) nr. 343/94 om ivaerksaettelse af obligatorisk destillation som omhandlet i artikel 39 i Raadets forordning (EOEF) nr. 822/87 og om undtagelse fra visse bestemmelser om destillationens gennemfoerelse for produktionsaaret 1993/1994 (EFT L 44, s. 9, herefter benaevnt "forordning nr. 343/94").

10 I artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 343/94 fastlaegges den maengde bordvin, der i alt skal destilleres i produktionsaaret 1993/1994 til 18 200 000 hl for Faellesskabet som helhed. Artikel 1, stk. 3, bestemmer, at der i omraade 4 skal destilleres 12 150 000 hl. I medfoer af artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 441/88, som afgraenser de i artikel 39, stk. 3, i forordning nr. 822/87, omhandlede produktionsomraader, svarer omraade 4 til Italien. I overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 39, stk. 4 og 5, i forordning nr. 822/87 fordeles den maengde, som skal destilleres, mellem de forskellige producenter af bordvin i hvert produktionsomraade. For hver producent med destillationspligt er destillationsmaengden lig med en procentdel af dennes produktion af bordvin, fastsat efter en tabel med gradvist stigende vaerdier, som udarbejdes paa grundlag af udbytte pr. ha.

11 Artikel 12, stk. 4, i forordning nr. 441/88 bestemmer:

"Bordvin leveres senest:

° den 31. juli ved levering til et destilleri

° den 15. juli ved levering til en forarbejdningsvirksomhed, der tilsaetter alkohol til vin, bestemt til destillation.

Levering kan fortsat finde sted senest 15 dage efter de naevnte datoer. I saa fald nedsaettes opkoebsprisen for de paagaeldende maengder med et beloeb svarende til 50% af stoetten i det paagaeldende produktionsaar. Stoetten og prisen for den alkohol, der fremstilles heraf og leveres til interventionsorganet, nedsaettes med samme beloeb."

Ifoelge artikel 12, stk. 5, kan destillation ikke finde sted efter udloebet af det paagaeldende produktionsaar, dvs. den 31. august.

12 Den 29. april 1994 anlagde sagsoegeren sammen med 42 andre producenter fra Veneto-omraadet sag ved Retten med paastand om annullation af bl.a. forordningsbestemmelser om obligatorisk destillation inden for vinsektoren i forordning nr. 343/94, artikel 1, stk. 3, fjerde led. Denne sag, der er registreret paa Justitskontoret som sag T-183/94, er endnu ikke afgjort. Kommissionen har ligeledes under denne sag fremsat en formalitetsindsigelse i medfoer af procesreglementets artikel 114, stk. 1. Den 24. maj 1994 begaerede sagsoegerne gennemfoerelsen af de forordningsbestemmelser, som er omfattet af annullationssoegsmaalet, udsat. Den 25. maj 1994 afsagde den nationale ret (Tribunale Amministrativo Regionale del Lazio) paa sagsoegernes begaering kendelse om udsaettelse af gennemfoerelsen af de nationale bestemmelser om obligatorisk destillation for produktionsaaret 1993/1994. Italiens Consiglio di Stato har den 16. juli 1994 givet de italienske myndigheder medhold i deres kaere af denne kendelse, men sagsoegerne har i mellemtiden trukket deres begaering om foreloebige forholdsregler tilbage fra Retten. Rettens praesident har den 11. juli 1994 afsagt kendelse om, at sag T-183/94 R slettes af Rettens register.

13 Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1960/94 af 27. juli 1994 om undtagelsesbestemmelser for produktionsaaret 1993/1994 om producenters levering af bordvin til obligatorisk destillation og stoettedestillation (EFT L 198, s. 96, herefter benaevnt "forordning nr. 1960/94") blev for foerste gang ° uanset artikel 12, stk. 4, foerste led, i forordning nr. 441/88 ° fristen for levering af bordvin til destillerier forlaenget til den 27. august 1994. I medfoer af sidstnaevnte forordnings artikel 12, stk. 4, andet afsnit, kunne levering til et destilleri fortsat finde sted 15 dage efter den naevnte dato, i dette tilfaelde indtil den 11. september, med en nedsaettelse af opkoebsprisen med et beloeb svarende til 50% af stoetten til destillationen. Sagsoegeren har ikke anlagt sag vedroerende denne forordning.

14 Forordning nr. 3151/94, hvis artikel 1 er genstand for denne sag, blev vedtaget af Kommissionen den 21. december 1994 for at tage hensyn til saerlige forhold i nogle vinproduktionsregioner, hvor leveringsforpligtelserne ikke havde kunnet opfyldes inden den fastsatte dato. Ved forordningen forlaenges paa ny den frist, som finder anvendelse ved levering af bordvin fra producenter, der er underlagt den obligatoriske destillation, samt fristen for opfyldelsen af forpligtelser til destillation indgaaet for produktionsaaret 1993/1994, med passende straffeforanstaltninger. Ifoelge sagsoegeren har vinproducenterne i Veneto-omraadet for den nationale ret ligeledes begaeret anvendelsen af denne forordning udsat.

Retlige bemaerkninger

15 I medfoer af bestemmelserne i EF-traktatens artikel 185 og 186 sammenholdt med artikel 4 i Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1), som aendret ved Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 (EFT L 144, s. 21), kan Retten, hvis den skoenner, at forholdene kraever det, afsige kendelse om, at gennemfoerelsen af den anfaegtede retsakt udsaettes, eller foreskrive de noedvendige foreloebige forholdsregler.

16 I procesreglementets artikel 104, stk. 2, bestemmes, at begaeringer om foreloebige forholdsregler i henhold til traktatens artikel 185 og 186 skal angive de omstaendigheder, der medfoerer uopsaettelighed, samt de faktiske og retlige grunde til, at den begaerede foreloebige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget. De begaerede forholdsregler skal vaere af midlertidig karakter, idet de ikke maa foregribe afgoerelsen i hovedsagen (jf. senest kendelse afsagt af Rettens praesident den 15.7.1994, sag T-239/94 R, EISA mod Kommissionen, Sml. II, s. 703, praemis 9).

Parternes argumenter

17 Sagsoegeren har anfoert, at begaeringen om foreloebige forholdsregler boer antages til realitetsbehandling, fordi den anfaegtede bestemmelse, skoent vedtaget som en forordning, beroerer sagsoegeren umiddelbart og individuelt. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at bestemmelsen har til formaal at goere en saerlig undtagelse fra de naermere regler for anvendelse af artikel 39 i forordning nr. 822/87, som fastlagt i artikel 12 i forordning nr. 441/88, og udstraekke virkningen af forordningerne om obligatorisk destillation for produktionsaaret 1993/1994. Sagsoegeren har fremfoert, at i det omfang, selskabet er underlagt en forpligtelse til destillation for dette produktionsaar, er det umiddelbart og individuelt beroert af bestemmelsen, som angiver midlet i forhold til denne forpligtelse. Sagsoegeren har i oevrigt gjort gaeldende, at den anfaegtede bestemmelse blev vedtaget af Kommissionen netop med henblik paa at afklare situationen for de producenter ° hvoriblandt sagsoegeren ° der har anlagt sag i protest mod den forpligtelse, som er paalagt for produktionsaaret 1993/1994, hvilket ifoelge sagsoegeren bekraeftes af henvisningen i femte betragtning til forordning nr. 3151/94 til saerlige forhold i nogle vinproduktionsregioner, hvor leveringsforpligtelserne ikke har kunnet opfyldes inden den fastsatte dato.

18 Sagsoegeren har ° i forbindelse med, at selskabet under retsmoedet den 10. februar 1995 aendrede sin begaering om foreloebige forholdsregler ° forklaret, at den af sagsoegeren begaerede udsaettelse af gennemfoerelsen skal forstaas som en forlaengelse af den frist, som paalaegges selskabet ved Faellesskabets retsakter til at opfylde sine forpligtelser til destillation, indtil Retten har afsagt dom i hovedsagen. Saafremt der afsiges kendelse om foreloebige forholdsregler, vil sagsoegeren vaere beskyttet mod de sanktioner, som de italienske myndigheder i mellemtiden vil kunne ivaerksaette over for selskabet paa grund af manglende opfyldelse af de omhandlede forpligtelser, og en saadan kendelse vil derfor vaere af aabenlys interesse for sagsoegeren.

19 Hvad angaar "fumus boni juris" har sagsoegeren i det vaesentlige gjort tre anbringender gaeldende til stoette for sit annullationssoegsmaal mod den anfaegtede bestemmelse. For det foerste er bestemmelsen ugyldig i det omfang, den ikke opfylder den retlige betingelse, hvorefter den obligatoriske destillation skal afhjaelpe en uligevaegt i det loebende produktionsaar, jf. artikel 39, stk. 1, i forordning nr. 822/87. Eftersom den forlaengelse, bestemmelsen medfoerer, goer det muligt at opfylde forpligtelsen til destillation vedroerende produktionsaaret 1993/1994 paa et tidspunkt, hvor dette produktionsaar allerede er afsluttet, og hvor produktionsaaret 1994/1995 er i fuld gang, kan forlaengelsen ifoelge sagsoegeren ikke betragtes som et hensigtsmaessigt middel til markedssanering inden for rammerne af det produktionsaar, som den vedroerer. Det er derfor i strid med Faellesskabets retsregler om den faelles markedsordning for vin, naar der i den anfaegtede bestemmelse stilles krav om, at forpligtelsen til destillation for produktionsaaret 1993/1994 gennemfoeres i januar 1995, fordi denne foranstaltning ikke laengere vil kunne tjene det tilstraebte maal, nemlig at fjerne produktionsoverskuddet i forhold til den forventede efterspoergsel vedroerende det paagaeldende produktionsaar. For det andet har sagsoegeren gjort gaeldende, at den omhandlede forpligtelse til destillation er blevet paalagt i strid med principperne om forbud mod forskelsbehandling og beskyttelsen af den berettigede forventning, fordi der er sket en ulige fordeling af de maengder, som de beroerte producenter skal afgive til destillation, og fordi den beregning, som ligger til grund for denne fordeling, er fejlbehaeftet og ulovlig, hvilket har medfoert en fejlberegning paa 8 239 000 hl mellem den forudsete maengde oplagret bordvin i 1993 og den faktisk oplagrede maengde. Ifoelge sagsoegeren stod den maengde, som var tildelt Italien, ikke i rimeligt forhold til den samlede maengde bordvin, som skulle undergives destillation inden for Faellesskabet; desuden er der sket alvorlig forskelsbehandling af de vinproducenter, der som sagsoegeren har opfyldt deres forpligtelser, fordi man for produktionsaaret 1993/1994 har taget de maengder i betragtning, som i strid med reglerne ikke er blevet afleveret til destillation af forskellige italienske vinproducenter i loebet af produktionsaaret 1992/1993; endelig ligger forvanskede vurderinger til grund for beregningen af de italienske producenters forpligtelse til at levere til destillation, fordi der ikke findes hensigtsmaessige mekanismer til maaling af udbyttet pr. ha vedroerende omraade 4 (Italien). For det tredje har sagsoegeren gjort gaeldende, at proportionalitetsprincippet kraenkes ved de omhandlede bestemmelser. Sagsoegeren har haevdet, at naar kravet om obligatorisk destillation er ulovligt, eftersom det ikke er "hensigtsmaessigt og noedvendigt" med henblik paa at naa det tilstraebte maal ° nemlig at sanere markedet for produktionsaaret 1993/1994 ° foelger det heraf, at ogsaa den foreliggende forlaengelse af den samme faellesskabsretlige forpligtelse er ulovlig.

20 Hvad angaar kravet om uopsaettelighed har sagsoegeren gjort gaeldende, at saafremt selskabet nu skulle skaffe hele den maengde vin, som det efter faellesskabsretten er forpligtet til at levere til destillation, ville det medfoere meget alvorlige omkostninger, som ville kunne saette vinfremstillingsvirksomhedens fortsatte bestaaen paa spil. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at selskabet takket vaere vinens kvalitet har kunnet afsaette hele sin produktion paa markedet i loebet af produktionsaaret 1993/1994, hvilket nu medfoerer, at sagsoegeren for at opfylde sine forpligtelser i henhold til de omhandlede bestemmelser maa koebe middelmaadig vin fra overskudsproduktionen paa et marked, som er praeget af fortsat og unormal prisstigning. Under retsmoedet den 10. februar 1995 har sagsoegeren desuden tilfoejet, at selskabet, foruden de naevnte vanskeligheder ved at finansiere koeb af vin til seks mia. lire, vil lide et uopretteligt tab, fordi sagsoegeren i medfoer af den sanktion, der er fastlagt i artikel 22 i forordning nr. 441/88, udelukkes fra den faellesskabsstoette, som selskabet ville have kunnet opnaa for det loebende vinproduktionsaar.

21 Med hensyn til afvejningen af de involverede interesser har sagsoegeren gjort gaeldende, at saafremt Retten tager begaeringen om udsaettelse til foelge og saaledes goer det muligt for sagsoegeren at nyde godt af en "supplerende forlaengelse" af den frist, som er fastsat i forordning nr. 3151/94, vil den almene faellesskabsinteresse og den faelles markedsordning for vin ikke vaere kraenket, eftersom den gaeldende forlaengelse, som fastlagt i den omtvistede bestemmelse, allerede har udsat gennemfoerelsesfristen for forpligtelsen til at levere til destillation i loebet af det nye produktionsaar. Sagsoegeren har ligeledes haevdet, at en saadan udsaettelse ikke ville kunne gribe forstyrrende ind paa vilkaarene paa det omhandlede marked, eftersom de vinproducenter, som skal levere til destillation, sandsynligvis vil beholde deres produktion, indtil der afsiges dom i hovedsagen, da kvaliteten af denne vin ikke goer en normal afsaetning paa markedet mulig. Derimod vil en udsaettelse af gennemfoerelsen af den anfaegtede bestemmelse goere det muligt for sagsoegeren at skaffe de noedvendige midler til at opfylde sine forpligtelser og frigoere sagsoegeren for forpligtelsen til at koebe vin til unormalt hoeje priser.

22 Kommissionen har fremfoert, at begaeringen om foreloebige forholdsregler efter en umiddelbar betragtning maa afvises, fordi annullationspaastanden i den hovedsag, som begaeringen har tilknytning til, aabenbart maa afvises. Kommissionen har gjort gaeldende, at den anfaegtede retsakt saavel formelt som reelt er en forordning, som indeholder generelle bestemmelser, der skal finde anvendelse paa en gruppe virksomheder, som kan afgraenses abstrakt i kraft af deres objektive status som virksomheder inden for vinproduktionssektoren.

23 Kommissionen har desuden haevdet, at sagen og foelgelig begaeringen om udsaettelse af gennemfoerelsen af den omtvistede bestemmelse boer afvises, fordi sagsoegeren aabenbart mangler retlig interesse. Den har bemaerket, at formaalet med forordning nr. 3151/94 udelukkende er at goere det muligt for virksomheder, som i lighed med sagsoegeren ikke har gennemfoert leveringen til destillation foer udloebet af den frist, der er fastsat til den 11. september 1994, mod en beskeden straf at opfylde deres forpligtelse foer den 29. januar 1995, uden at ifalde de sanktioner, der er fastlagt i artikel 22 i forordning nr. 441/88 eller i nationale bestemmelser paa omraadet. Hvis denne forlaengelse blev annulleret, ville fristen for overholdelse af forpligtelsen til at levere til destillation have vaeret den 27. august 1994 i overensstemmelse med forordning nr. 1960/94, som sagsoegeren ikke har anfaegtet. Kommissionen har desuden anfoert, at saafremt sagsoegerens formaal ikke er at opnaa udsaettelse af gennemfoerelsen af den frist, der er fastsat i forordning nr. 3151/94, men at faa ophaevet selve forpligtelsen til at levere til destillation og faa fastslaaet, at denne forpligtelse er ulovlig, vil paastanden vaere identisk med den, sagsoegeren har fremsat i sagerne T-183/94 og T-183/94 R, og vil foelgelig skulle afvises, da den foerste af disse sager endnu verserer for Retten.

24 Hvad angaar de af sagsoegeren fremsatte anbringender til stoette for, at den anfaegtede bestemmelse er ulovlig, har Kommissionen anfoert, at disse ikke umiddelbart kan tages til foelge. For det foerste har den bestridt, at forlaengelsen af fristen for at levere til obligatorisk destillation for produktionsaaret 1993/1994 skulle medfoere, at denne destillation gennemfoeres med produktionen fra hoesten 1994/1995. Den sagsoegte institution har gjort gaeldende, at formaalet med forordning nr. 3151/94 tvaertimod er at udtoemme de maengder, der leveres til destillation for produktionsaaret 1993/1994 under anvendelse af den eksisterende overskudsproduktion af vin for dette aar. For det andet skyldes den konstaterede forskel mellem de skoennede beregninger paa basis af en foreloebig opgoerelse og de endelige beregninger ikke en regnefejl, men en ganske normal afvigelse, naar henses til, at en raekke faktorer fra forskellige kilder har skullet tages i betragtning. Kommissionen har i den henseende henledt opmaerksomheden paa, at det paahviler medlemsstaterne at kontrollere, at de omhandlede oplysninger er noejagtige, hvilket sagsoegeren synes at anerkende. Den sagsoegte institution har bemaerket, at i det omfang, de italienske producenter paa basis af en foreloebig beregning, som har vist sig at vaere delvis unoejagtig, har leveret utilstraekkelige maengder til destillation, maa disse producenter noedvendigvis det foelgende aar paatage sig at levere supplerende maengder til destillation for at opfylde formaalet med obligatorisk destillation, dvs. opretholdelsen og genindfoerelsen af en normal situation paa markedet. For det tredje har Kommissionen, hvad angaar de omhandlede bestemmelsers paastaaede diskriminerende karakter, fundet, at den maengde vin, som skal leveres til destillation i Italien, er objektivt begrundet, fordi naesten hele vinproduktionen bestaar af bordvin, og fordi kriteriet udbytte pr. ha, der mellem vinproducenterne i samme omraade anvendes ved fordelingen af de maengder, der skal leveres til destillation, ligeledes bygger paa et lighedskriterium. Hvad angaar den forskelsbehandling, som vinproducenter, der har opfyldt deres forpligtelse til at levere til destillation, skulle vaere ofre for i forhold til de producenter, som svigtede deres forpligtelse, har Kommissionen henledt opmaerksomheden paa de strenge sanktioner, som de sidstnaevnte i medfoer af de relevante nationale og faellesskabsretlige bestemmelser er underlagt. Kommissionen har endelig understreget, at det er tvingende noedvendigt vedroerende det foelgende produktionsaar at tage hensyn til de maengder vin, som i strid med reglerne ikke er blevet leveret til destillation i loebet af det tidligere produktionsaar, for at traekke denne vin ud af markedet og undgaa, at vinproducenter, der har opfyldt deres forpligtelser til obligatorisk destillation, beroeves fordelene ved denne mekanisme i form af en forbedret markedssituation.

25 Hvad angaar den alvorlige og uoprettelige skade har Kommissionen bemaerket, at det eventuelle tab, som sagsoegeren maatte have lidt, udelukkende er oekonomisk, og at beloebet maa efterproeves. Den har herved henvist til Domstolens praksis, hvorefter et oekonomisk tab kun anses for alvorligt og uopretteligt, saafremt det vil vaere umuligt at opnaa fuldstaendig erstatning, hvis hovedsagen foerer til det oenskede resultat.

Rettens bemaerkninger

26 Indledningsvis maa der tages stilling til, hvorvidt begaeringen om udsaettelse af gennemfoerelsen af den omtvistede bestemmelse skal afvises, naar henses til de anbringender, som Kommissionen har fremfoert til stoette for, at annullationssoegsmaalet boer afvises. Det fremgaar saaledes af fast retspraksis, at "selv om spoergsmaalet vedroerende hovedsagens formalitet ... som hovedregel ikke boer behandles under en sag om foreloebige forholdsregler, idet hovedsagens udfald herved kan foregribes ... fremgaar det imidlertid ogsaa ... at saafremt det goeres gaeldende, at hovedsagen aabenbart boer afvises, maa det ved behandlingen af begaeringen om foreloebige forholdsregler fastslaas, om hovedsagen umiddelbart ses at indeholde saadanne omstaendigheder, at den med en vis sandsynlighed kan antages at kunne paakendes i realiteten" (se bl.a. kendelser afsagt af Domstolens praesident den 27.6.1991, sag C-117/91 R, Bosman mod Kommissionen, Sml. I, s. 3353, og af 9.7.1993, sag C-64/93 R, Donatab m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3955, samt kendelse afsagt af Rettens praesident den 15.12.1992, sag T-96/92 R, CCE Grandes Sources m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2579).

27 Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren hverken i sine skriftlige indlaeg eller under retsmoedet har fremfoert noget, der kan afsvaekke antagelsen af, at paastanden i den anlagte hovedsag ud fra en umiddelbar betragtning aabenbart maa afvises.

28 Efter traktatens artikel 173 og den retspraksis, som knytter sig hertil, er det saaledes principielt udelukket, at private kan anlaegge sag mod generelle retsakter, som udelukkende retter sig mod objektivt afgraensede virksomheder i den sektor, som er omfattet af den omhandlede regulering. Den anfaegtede bestemmelse er ikke blot vedtaget som forordning, men er for en umiddelbar betragtning ogsaa almengyldig og abstrakt og beroerer kun sagsoegeren som vinproducent i en kategori af virksomheder, der kan afgraenses objektivt og saaledes "paa samme maade som enhver anden virksomhed i en lignende situation" (se Rettens kendelse af 28.10.1993, sag T-476/93, FRSEA og FNSEA mod Raadet, Sml. II, s. 1187, praemis 24). Desuden bemaerkes, at det foelger af fast retspraksis, at "en retsakt ikke mister sin karakter af forordning, blot fordi det er muligt at angive antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som den paa et givet tidspunkt finder anvendelse paa, naar det er ubestridt, at den anvendes paa grundlag af objektive, faktiske og retlige omstaendigheder, som er fastlagt i retsakten, og som er relevante i forhold til dens formaal" (se den naevnte kendelse FRSEA og FNSEA mod Raadet, praemis 19). Endelig fremgaar det af retspraksis, at "det forhold, at en bestemmelse i en retsakt kan have forskellige konkrete virkninger for de enkelte retssubjekter, som den finder anvendelse paa, ikke udelukker, at retsakten kan have karakter af en forordning, saafremt denne situation er objektivt bestemt (se Rettens dom af 21.2.1995, sag T-472/93, Campo Ebro m.fl. mod Raadet, Sml. II, s. 421, praemis 36). Under disse omstaendigheder er det ikke i dette tilfaelde muligt umiddelbart at naa frem til, at den omhandlede bestemmelse beroerer sagsoegeren individuelt, og at sagsoegeren i medfoer af traktatens artikel 173, stk. 4, er berettiget til at anlaegge sag med paastand om dens annullation.

29 I denne forbindelse tilfoejes, at sagsoegeren heller ikke har godtgjort sin retlige interesse i forhold til en bestemmelse, hvorved der gives selskabet en forlaengelse af fristen til at opfylde en forpligtelse til at levere til destillation, som paahviler sagsoegeren ifoelge andre forordningsbestemmelser, og som foelgelig ikke forekommer at skade denne. Saafremt Retten udsatte gennemfoerelsen af den anfaegtede bestemmelse, ville den frist, som er fastsat i forordning nr. 1960/94 og som udloeber den 27. august 1994, nemlig skulle anvendes.

30 Hvad angaar den af sagsoegeren under retsmoedet fremsatte anmodning om aendring af begaeringen om udsaettelse af gennemfoerelsen saaledes, at der udelukkende sker udsaettelse af den noejagtige frist angivet i den anfaegtede bestemmelse om forlaengelse, bemaerkes ligeledes, at denne begaering under alle omstaendigheder ikke kan tages til foelge. I modsaetning til, hvad sagsoegeren har gjort gaeldende, sker der for det foerste ikke ved en saadan aendring en indskraenkning af raekkevidden af den oprindelige begaering om foreloebige forholdsregler, men en udvidelse, fordi den senest begaerede foranstaltning ville goere det muligt for sagsoegeren fortsat at nyde godt af den forlaengelse, som blev fastlagt i den bestemmelse, som oprindelig blev begaeret udsat, indtil hovedsagen blev afgjort. For det andet maa det fastslaas, at den saaledes aendrede begaering er i modstrid med sagsoegerens argumentation i det omfang, denne paaberaaber sig, at forlaengelsen af forpligtelsen til at levere til destillation i produktionsaaret 1993/1994 er ulovlig. Naar sagsoegeren saaledes goer gaeldende, at den anfaegtede bestemmelse navnlig er ulovlig, fordi det i 1995 vil vaere umuligt at afhjaelpe den manglende ligevaegt paa markedet, som er blevet registreret for produktionsaaret 1993/1994, vil den af sagsoegeren begaerede udsaettelse kun kunne forstaerke det ulovlige islaet i den paagaeldende bestemmelse, eftersom en udsaettelse ville goere det muligt at opfylde den omtvistede forpligtelse til at levere til destillation i loebet af et af de foelgende vinproduktionsaar. Det bemaerkes endelig, at det fremgaar af fast retspraksis, at en begaering om foreloebige forholdsregler principielt kun kan antages til realitetsbehandling, for saa vidt den angaar forholdsregler, der vil kunne vaere et led i den endelige afgoerelse, som Retten traeffer i hovedsagen paa grundlag af EF-traktatens artikel 173, sammenholdt med artikel 176, hvilket ikke er tilfaeldet for saa vidt angaar en foreloebig forholdsregel om opretholdelse af en forlaengelse, som i sig selv er omfattet af annullationspaastanden i hovedsagen (se kendelser afsagt af Rettens praesident den 14.12.1993, sag T-543/93 R, Gestevisión Telecinco mod Kommissionen, Sml. II, s. 1409, og den 2.12.1994, sag T-322/94 R, Union Carbide mod Kommissionen, Sml. II, s. 1159).

31 Under alle omstaendigheder bemaerkes ydermere, at betingelsen om, at der skal foreligge risiko for alvorligt og uopretteligt tab, ikke er opfyldt, idet den skade, som sagsoegeren haevdes at lide, er rent oekonomisk. Sagsoegeren, som ikke bestrider at vaere det stoerste italienske vindyrkningskooperativ, er ikke fremkommet med oplysninger, der umiddelbart har kunnet godtgoere, at tabet ville kunne true virksomhedens fortsatte bestaaen, og at det foelgelig ikke vil kunne afhjaelpes fuldt ud, saafremt sagsoegeren faar medhold i hovedsagen (se kendelse afsagt af Domstolens praesident den 19.12.1990, sag C-358/90 R, Compagnia italiana alcool mod Kommissionen, Sml. I, s. 4887, og kendelse afsagt af Rettens praesident den 7.7.1994, sag T-185/94 R, Geotronics mod Kommissionen, Sml. II, s. 519).

Af disse grunde

bestemmer

RETTENS PRAESIDENT

1) Begaeringen om foreloebige forholdsregler tages ikke til foelge.

2) Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 15. marts 1995.